Den globale opvarmnings apokalyptiske vej
Globalopvarmning er blevet karakteriseret af dens kritikere (og af og til af
tilhængere som senator på Hawaii Mazie Hirono) som en religiøs bevægelse.
Korrekt, men det er en religiøs bevægelse af en særlig art, det vil sige en apokalyptisk bevægelse. Og selvom det er velkendt at apokalyptiske bevægelser forudsiger en Endens Tid, så kræves der også store ofre af tilhængerne og at afvigere dæmoniseres. Langt mindre kendt er det at disse bevægelser følger forudsigeligt mønstre. Hoved “lovene” som en apokalyptisk bevægelse følger som tiden går er med til at forklare både dens ‘nu og her styrke’ og sårbarheden på længere sigt.
I
Heaven on Earth: The Varieties of the Millennial Experience (2011), opsummerer Richard Landes tilbagevendende apokalyptiske udbrud/bevægelser i de sidste 3000 år. Typisk er der en tro på en snarlig, om ikke øjeblikkelig kataklysmisk ødelæggelse der kun kan afværges ved en fuldstændig forvandling af samfundet. Netop fordi der er så meget på spil har en apokalyptisk bevægelse ekstraordinær kraft i begyndelsen. De troende er hengivne, nidkære og passionerede, det øjeblikkelige behov for hurtig handling gør at de er oppe ‘på de høje nagler’ følelsesmæssigt.
Landes beskriver de fire stadier i sådanne bevægelser. Først kommer en omklamrende bølge, hos de som Landes kalder “hanerne” (de galer det spændende nye budskab). For det andet er så den omklamrende bevægelse når budskabet når sit højdepunkt af kraft, fremprovokerer den største ‘vækkelse’ tumult, og “hanerne dominerer så det offentlige liv. Så følger som den tredje den kværnende bølge, når “hanerne” har mistet en større del af deres troværdighed, og muterer for at overleve. Sidst er der så bølgen der trækker sig tilbage, som “uglerne” - de som hele tiden har advaret mod “hanernes” profetier/galen - der igen får overtaget.
Klimaaktivister under en Extinction Rebellion demonstration i London, april 2019 (G Torres/Shutterstock.com)
Selvom Landes ikke anvender sin apokalyptiske model over for global opvarmning, så passer den helt klart. I 1980-90’erne igangsatte FN en række konferencer om klimaet der satte gang i bølgen. Dette blev fulgt op i begyndelsen af dette århundrede, og så brød det løs. I 2006 overtalte Al Gore’s film
An Inconvenient Truth (der senere blev en fast del i klasseværelset) den store offentlighed om at den menneskeskabte globale opvarmning truede med Dommedag. Det samme år profeterede Sir Nicolas Stern, udnævnt af premierminister Tony Blair til at lede et hold af økonomer der skulle studere klimaforandring, om at det ville føre til “udvidet verdenskrig” og behov for at flytte “hundred af millioner, muligvis milliarder af mennesker.”
I 2009 fortalte daværende FN Generalsekretør Ban Ki-moon the Global Economic Forum, “Vi har knap fire måneder. Vi har fire måneder til at sikre vor planets fremtid.”
Bemærkelsesværdigt er, at i november samme år, 2009, på toppen af ‘at det haster’ falder den globale opvarmnings apokalypse pludselig ind i ‘oppisknings fasen.’ En eller anden
hackede sig ind i the Climate Research Unit of the University of East Anglia in England og downloadede email korrespondance udvekslet mellem top videnskabs klima “haner”/hylere. Beskederne begræd genstridige data der ikke levede op til at støtte påstanden om en “hidtil ikke forudset opvarmning,” de beskrev tricks (deres udtryk) benyttet til at undertrykke data der gik mod teorien, rapporterede om bestræbelser på at holde synspunkter fra videnskabsfolk der ikke var enige ude af respekterede tidsskrifter og FN rapporter, og pralede med at slettede data for at gøre dem ikke tilgængelige for andre forskere.
I betragtning af at offentlighedens tro på global opvarmning afhang af dens formodede klippefaste videnskabelige fundament, var denne skandale døbt “Climagate” ødelæggende. Belejrede “ugler” især ved the Heartland Institute, hovedkvarteret for det som de førende medier afviste som “benægtere af videnskab” havde store forhåbninger om at troværdigheden ved apokalypsen havde lidt et bovskud.
Det skete ikke. Man kan så spekulere over årsagerne. En stor en af slagsen kan være at den politiske elite var blevet for forpligtet til at trække sig. Landes skriver at elitære typisk er svære at overbevise især når det drejer sig om profetier der kræver et samfund lemlæster sig. I dette tilfælde blev de forbavsende let forført. Kun en måned efter Climategate, i december 2009, vedtog England the Climate Change Act der som årene går lover end 80% nedskæring af seks drivhusgasser i 2050 (i forhold til 1990 udledninger).
Journalist James Delingpole, en “ugle” gennem lang tid har
kaldt loven “den tåbeligste, mest meningsløse og overflødige lovgivning nogensinde vedtaget i det britiske Parlaments historie,” med omkostninger der sandsynligvis vil overstige en billion pund.
Det er betegnende for hvor meget indflydelse apokalyptikerne har fået i den politiske klasse at der blot var fem afvigere ud af de 650 stemmeafgivende. For ikke at blive sat i skyggen vedtog Tysklands politikere i 2010 Energiewende, et program der skal skære drivhusgas emissionerne ned med 80 til 95% i 2050.
Hvad grundene så end er viste den tendens sig at være af mindre omfang. I nogle få år viste meningsundersøgelser en større offentlig skepsis overfor klimaforandring som rangerede lavere i forhold til andre udfordringer. Men i juli måned i år fremførte et BBC program kaldet
‘Climategate’: 10 år efter, hvad er sket? at Climategate (anklagerne om videnskabelig uvederhæftighed blev i programmet skildret som ‘smæden’) muligvis slet ikke har fundet sted. Siden dengang fortæller BBC har offentligheden engageret sig igen, tidligere skeptikeren har ændret holdning, politikerne bliver mere og mere bekymrede, og børn udtaler sig, gør sig bemærket “autentisk.”
Fremfor at fuldføre den normale cyklus ved at gå i tilbagegang er klima apokalypsen kommet brølende tilbage som en tidevandsbølge, denne gang med børn i frontlinjen. (Klasseværelse indoktrineringer fra det forrige årti har betalt sig). Anført af en 15 årig (nu 16) med rottehaler,
Greta Thunberg. Hun indledte i marts måned en skolestrejke for klimaet med over 120 deltagende lande. Ved FN Klima Topmødet meddelte Thunberg, “Vi står ved begyndelsen af en masseudslettelse.” Hun skældte det respektfulde publikum af verdensledere ud for at have “stjålet mine drømme og min barndom,” og sluttede dramatisk af med “Hvor vover I?”
“Tiden er næsten løbet ud,” siger aktivisterne fra
Extinction Rebellion, en ulydigheds bevægelse sat i værk i England i oktober 2018, (kommet til USA i januar). Deres tilhængere klædt i rødt har lukket ned for trafik fra London til Australien til Washington D.C.
ER, som den kaldes, kræver at regeringerne erklærer “en katastrofe og økologisk nødtilstand” og reducerer CO2 udledningerne til 0 i 2025. Som en tænketank der har sympati for bevægelsen har påpeget så kræver dette - slut med flyrejser og at 38 millioner køretøjer fjernes fra vejene.
Ikke desto mindre så er denne anden bølge dømt til at bane vej for endnu en bølge med tilbagetrækning. Det som med tiden gør at apokalyptiske profetier tørrer ud er deres mangel på virkeliggørelse. I tilfældet med global opvarmning er de sande tilbedere i vanskeligheder. Offentligheden vil sandsynligvis acceptere en større reduktion i levestandarden, dog kun hvis den tror på “masseudryddelse” er alternativet. Det er dog sådan at jo nærmere og mere truende sceneriet præsenteres des mere bliver det emne for mistænksomhed. Troende kan meget vel udsætte den apokalyptiske dato, men med tiden bliver den kognitive dissonans alt for stor.
Hvad der vil sætte fut i en succesrig “modsat bølge” og hvornår det vil ske er umuligt at forudsige. Men nogle af faktorerne der kan bringe den nærmere er åbenbare. EU lande med deres juridiske forpligtelser har påtaget sig den økonomiske hovedbyrde med “at redde planeten.” Tilbageskridt er allerede observeret fra dele af befolkningerne der føler effekterne af dette ‘redderi.’ Frankrigs Gule Veste begyndte som en protest mod forhøjelse af benzinafgifterne som præsident Macron søgte at indføre for at reducere brug af fossile energikilder. I sidste måned drog hollandske landmænd mod Amsterdam i tusinder af traktorer for at protestere mod krav fra regeringen om at landmænd skal skære ned på deres kvæghjorde for at leve op til klimamål indført af EU.
Mens årene går og kravene om reduktioner i udledningerne stiger ifølge de eksisterende love bliver disse restriktioner stadig dyrere og mere byrdefulde at imødekomme. Før eller senere vil nogle i EU være tvunget til at spørge, “Hvorfor kommer vi med disse ofre når verdens CO2 udledninger alligevel stiger og de fleste lande er mere interesseret i økonomisk vækst, end i at redde planeten?”
Paris Klima Aftalen 2016 blev betragtet som en milepæl og springbræt til at få verden ‘ombord.’ En rapport med medskribent Sir Robert Watson, tidligere formand for UN’s Intergovernmental Panel on Climate Change, så nærmere på de forpligtelser de 184 lande indgik på og fandt at de 28 EU lande var de eneste med betragtelige udledninger af drivhusgasser der skal komme med væsentlige bidrag for at reducere dem.
Faktisk er det sådan at 127 nationer kun gik med til at forpligte sig til reduktioner under forudsætning af at de fik midler fra de rige nationer, - cirka 100 milliarder dollars om året. Trump administrationen har trukket U.S. ud af aftalen efterladende EU, der allerede kæmper økonomisk for at betale.
Af frygt for at blive stemplet som “videnskabs fornægtere” har europæiske politikere været ikke villige til at udfordre ortodoksien om global opvarmning.
Dog har fremkomsten af populistiske partier fået sat en mulig forandring i værk. En undersøgelse af the Adelphi Institute fandt af syv af de 21 populistiske partier var “benægtere og skeptikere.”
I Tyskland, hjemstedet for ‘klimadydighed’ giver Alternative für Deuschland modstand mod regeringens politik om klimaforandring, med co-leder Alexander Gauland der erklærer at bæredygtig energi vil gøre Europa til en “af industrialiseret bosættelsesregion dækket af vindmøller.” Disse partier er stadig marginale, men hvis de etablerede politikere ser at de får massiv vælgertilslutning vil de også være fristet til at genoverveje deres absolut mest selvødelæggende økonomiske politik.
Det er meget vigtigt, at denne bølge med forbehold kommer så snart som muligt. Det er fordi som Landes påpeger, at selvom apokalyptiske bevægelser altid tager fejl så betyder det ikke at deres påvirkning ikke er dybdegående. Her med global opvarmning, jo længere de “galende haner” er i fremgang des mere vanskeligt at stoppe skaden, Selv i the United States, hvor hysteriet om global opvarmning ikke har haft så stor gennemslagskraft som i Europa (stater som Californien og New York undtagelser) bliver det svært at afmontere de falske interesser. Der er etanol-lobby, en sol-lobby, og en vind-lobby, alle fast besluttet på at klynge sig til deres mandater, forretninger, og ikke mindst subsidierne.“
Ugler” kan føle sig frustrerede og hjælpeløse mens de ser på de mange “haner” der træder frem. Men med det de gør - og undgår at gøre - “ugler” få gjort op med “hanerne.” Det værste de kan gøre er at konkurrere med “hanerne”, for eksempel ved at tilbyde, som så mange har gjort i ellers gennemført konservative aviser og meningsundersøgelser, at gå ind for såkaldte markedsbaserede planer om CO2 skatter.
Den Republikanske kongresmedlem Matt Gaetz fra Florida har introduceret en “
Green Real Deal” som modpart til the Democrats’ Green New Deal. Meningen er at appellere til unge mennesker der er ivrige efter at se handling vedrørende klimaforandring. Alt dette giver “hanerne” mere troværdighed. Ydermere fungerer forsoning ikke. Trods sin pionerindsats i kampen mod klimaforandring og med landets enorme investeringer i bæredygtig energi og trods det man har forpligtet sig endnu mere end andre EU, har Tysklandt oplevet den største tilslutning af vrede Planet-Reddende børn, anslået 1,4 millioner deltog i en klima skolestrjeke i september måned.
Der er problemstillinger som “uglerne” brugbart kan udnytte. Klimavidenskab er på grænsen til at være mysterier, dog forstår offentligheden at det koster rigtig meget, og “uglerne” kan så kræve større gennemskuelighed. Her for nylig forpligtede staten New York sig juridisk set at skære ned på drivhusgasudledningerne med 85% i 2050 i forhold til 1990 niveauer. Hvis gennemsnitsborgeren blev gjort opmærksom på denne enorme indvirkning på borgerens energiregninger ved denne øvelse i klimadydens navn, kunne han finde det mindre tillokkende.
Apokalypsens hovedfarer en ikke en “sjette masseudslettelse” som den nuværende samling af “haner” stadig hævder, men en økonomisk kollaps dersom lederne i Vesten føjer sig deres krav.
Robert Harris’ 2019 roman
The Second Sleep kunne så vise sig som en profeti. Han beskriver en fremtid hvor en mystisk katastrofe har ført til knækkede samfund i Vesten der må gå tilbage til hestetrukken transport, bålsteder, hjemmespundet tøj som hos deres forfædre.
Rael Jean Isaac is author of Roosters of the Apocalypse, the first edition published by the Heartland Institute in 2012, a second revised edition by Bravura Books in 2013.
James Delingpole
