Hvorfor drikker russerne så ustyrligt meget alkohol?
En satsning på den ‘stærke og ædru’ var det slogan Ruslands premierminister Peter Stolypin forsøgte sig med i 1906 for som et sidste seriøst forsøg at sætte gang i Zar regimets sidste skelsættende landreformer,og forhindre en revolte.
Hvis vi ser bort fra øjeblikkets alvor, er det beklageligt at historiens største bolværk mod kommunismen valgte på det tidspunkt at satse det hele på noget så oldgammelt og usikkert som en ædru russisk bonde. I landet der flyder med vodka, har sådanne personer altid været meget få i antal, og de ædru bliver betragtet med mistænksomhed af deres landsmænd. Som Boris Yeltsin udtrykte det - jovist i konteksten af selvretfærdiggørelse - “Folk vil sige, ‘Hvilken russisk mand er du dog hvis du ikke drikker?’”
Rusland ry som en druknation går tilbage til i hvert fald år 1000, da, ifølge legenden, Prins Vladimir af Kiev, var vært for delegationer fra de større monoteistiske trosretninger der skulle hjælpe ham til vælge efterfølgeren for sit folks, i stadig større grad anakronistiske hedenskab. Udsendingen fra Islam blev sendt bort efter at have afsløret Profetens forbud mod alkohol, med det berømte svar fra prinsen: “At drikke er Russerens glæde. Vi kan ikke leve uden den.”
Disse berømte ord dukker op adskillige gange i bogen Vodka Politics. I de ti århundreder bogen omhandler har prins Vladimirs frase altid været herskende når den nationale drikkevane omtales.
Den tragiske heltinde i Chernyshevskys “Hvad skal man gøre?” er et ekko af den (“Hvordan skulle vi dog ikke kunne drikke? Vi kan ikke leve uden at drikke.”).
Selv Leonid Brezhnev gentog dem som svar på Gromykos forslag om at Generalsekretæren burde tage skridt til at gøre noget ved Sovjet folkets alkoholisme, eller hvis man ikke gjorde det, i det mindste hans eget problem. “Han understregede især ordene ‘De kan ikke klare sig uden,’” erindrer Gromyko i sine erindringer.
I tidens løb gik Vladimirs udtalelse fra at være et citat til en folkelig talemåde, og dermed blev den til noget der kendetegner den nationale karakter.
Dog tror forfatteren til Vodka Politics ikke på en national karakter. Mark Lawrence Schrad, højrefløjsmoderne som han er, anerkender ikke at der skulle være forskel på en kultur og så en mere rå stereotypi. Han benægtelse af at ville generalisere er faktisk hele grundlaget for hans tese:
Den konventionelle forklaring er at det er jo bare en del af det at være russer ..... Det er forkert: Det vi formoder i dag er væsentlige kulturelle spor kan ofte, når man går dybere, vise sig at kunne spores til politiske og økonomiske kilder. Som følge heraf mener jeg, at de meget udbredte drukvaner i dag faktisk er et produkt af politiske beslutninger tager under skabelsen af den moderne russiske stat.
Denne bevidste lukken øjnene for de kulturelle faktorer kan måske minder læseren om Chestertons skarpe observation om Carlyle “Han forstod alt vedrørende Den Franske Revolution blot ikke at det var en fransk revolution.” På den anden side har det at man har benyttet den lette vej med en kulturel forklaring afholdt mange skribenter i Vesten fra at gå videre end blot en overfladisk holdning til hvad Ruslands alkoholproblem betyder, og hvorfra det stammer. Schrads bog er i den forstand meget nyttig.
For eksempel er der vodkaskatten, der var en af søjlerne i det kejserlige budget fra Katarina Den Store tid til Nikolaj II. I 1795 gav den en tredjedel af alle statens indtægter og den procentdel blev ved med at vokse i løbet af det følgende århundrede. I 1839 var det suverænt den statslige skattekistes største indtægt og overgik endog personskatten. Schrad konkluderer ud fra dette at Zar regeringen havde en interesse i at holde sine undersåtter så beduggede som muligt - og ikke kun en interesse, men arbejde aktivt for det. Dette kan lyde som en typisk venstreorienteret dille, hvor sociale problemer udelukkende skyldes den herskendes kalsses undertrykkelse, men kendsgerningerne understøtter ham til overmål.
I 1858, da ændringer i statens monopol på vodka gjorde at priserne steg, indledte adskillige landsbyer afholdenheds kampagner. Regimet svarede ved at sende tropper ind i de berørte områder med ordre om at knuse de afholdende. “Afholdsfolkene blev pisket til at drikke; nogle der stædigt undlod fik sprutten hældt ind i munden gennem rør...På samme tid blev kirken beordret til at prædike i deres kirker mod det nye udtryk for opstand,” fortalte en britisk journalist der var i Rusland på den tid. Det bør dog lige gøres klart at de russiske afholdsfolk, ulig deres britiske ‘kolleger’ ikke sværgede på aldrig at røre spiritus, nemlig kun til priserne blev sænket.
Tvang var så absolut også almindeligt i de højere sociale klasser. De fleste russiske herskere lagde pres på deres medarbejdere for at de skulle drikke i rigelige mængder for at få dem ud af balance og forhindre at de havde nogen hemmeligheder. En fordel ved Schrads rationelle tilgang er, at den gør ham i stand til at beskrive, hvordan dette pres kunne gå direkte over til vold. De fleste læsere ved muligvis ikke at druk var noget tvunget ved Peter Den Stores hof, i den forstand at det skulle man, men Schrad går videre.
Han relaterer til historien om, hvordan en yndling ved hoffet, der blev ‘fanget’ i at nyde en Rhinskvin i stedet for stærk ungarsk vin blev tvunget til at nedsvælge to flasker af den stærke vin fra en enorm pokal, “hvorved han kollapsede døddrukken og måtte bæres hjem mens hans hustru og søstre græd ukontrollabelt.” En hollandsk diplomat forsøgte at undskylde sig for ikke at komme til et af Peter drukselskaber ved at påstå han var syg. Zaren dukkede op ved mandens bolig og trak ham personligt udenfor, uden at tage hensyn til hans protester eller status.
Stalin benyttede lignende metoder, og Schrads kapitel om disse mareridtsagtige aftener i tyrannens Dacha er virkelig god, især i den detaljerede beskrivelse af de mange strategier hans underordnede benyttede for at redde deres liv - desværre for dem sjældent med succes. Den modbydelige Beria ydmygede tjenerstaben, men blev dog overgået af den lige så nederdrægtige Shcherbakov.
Når man ikke desto mindre ser bort fra enkelte kapitler, og ser på bogen som et hele, er fraværet af en poetisk vinkel dog en af bogens største fejl. Dette behøver ikke have omfattet vage hentydninger til ‘Slavens ‘sjæl.’ Schrad kunne med lethed have beskrevet det konkret og med forståelse. For eksempel inkluderer bogen adskillige historier om forsøg på kup, hvor kupmagerne var skidefulde, og uden at Schrad påpeger det dukker der et mønster i væremåden op.
Med-konspirator hos Valentin Pavlov, der deltog i det mislykkede kup i 1991 mod Gorbachev sagde at i løbet af de afgørende timer, “Så jeg ham to eller tre gange, og hver gang var han døddrukken. Jeg tror han gjorde det med vilje for at komme ud af komplottet.”
90 år tidligere i det russiske protektorat Serbien, gik nattevagten ved Kong Aleksandar Obrenovics palads ind på at være med i et hold bestående at lejemordere, og derpå fortrød han straks sit forræderi. I stedet for at advare sine overordnede om planen drak han indtil han besvimede den nat hvor kuppet skulle ske, og dermed fik lejemorderne adgang til paladset som om han havde lukket dem ind selv.
Måske borgerne i en totalitær stat er nærmest tvunget til at drikke af helt oplagte grunde for at undgå at medvirke til den generelle atmosfære af politisk depravitet: Det ville dog være interessant at se en forfatter til en bog om vodka at argumentere således.
Det var Lenin der skrev, “Proletariatet har ikke brug for drukkenskab....De eneste det har brug for er klarhed, klarhed og endnu mere klarhed.” Det er også Schrads løsning.
Schrad tror at hvis Ruslands ledere lykkes med at få fjerne myterne og de fejlagtige opfattelser om deres lands drukproblem - en bestræbelse hans bog helt klart har til hensigt at hjælpe med til - vil de langt om længe være i stand til at gøre fremskridt i at afhjælpe drukkenskaben.
Vodka er muligvis det største problem med Ruslands demografiske kollaps, så en løsning vil helt klart blive budt velkommen.
Men hvis Schrad tror at denne vil komme ud af noget så simpelt som historiske og statistiske kendsgerninger så er hans bud ikke meget bedre end Stolypins.
Vodka Politics: Alcohol, Autocracy, and the Secret History of the Russian State
By Mark Lawrence Schrad
(Oxford, 512 pages, $35)
About the Author
Helen Rittelmeyer is a policy analyst at the Centre for Independent Studies in Sydney, Australia. She blogs at First Things.
http://spectator.org/articles/58102/master-slav-dialectic
Ingen kommentarer:
Send en kommentar