Musik sætter ‘jordskælv’ i gang

 Musik sætter ‘jordskælv’ i gang

Seoul, Sydkorea er hjemsted for ca. 10 millioner. Rundt regnet 350000 af dem lever i Gwangjin District på den nordlige bred af Han Floden, der deler byen. En af de mere kendte bygninger i distriktet er hjemsted for Techno Mart, et indkøbscenter der sælger alt i elektronik - computere, printere, mobiltelefoner og hårde hvidevarer. Men Techno Marts tilbud er ikke det der gør stedet kendt. Det er størrelsen. Der er over 2000 butikker og 39 etager.

 

Så da bygningen begyndte at ryste voldsomt - lagde man mærke til det. 

Techno Mart, som mange andre store butikscentre, er ikke kun butikker. Det er et fødevaremarked, mange restauranter og også motionsfaciliteter. Der er udsigtsplatforme så man kan skue ud over floden, men hvis du foretrækker anden underholdning er Techno Mart stedet med et kæmpe biografteater. At lukke stedet ned i to dage er usædvanligt, men det var hvad der skete den 5. juli 2011.

Uden varsel og forklaring begyndte bygningen at sitre i ti minutter. Der var ingen jordskælv eller kraftigt stormvejr under de ti minutters sitren, og alle var forundrede. Af sikkerhedshensyn lukkede man komplekset ned indtil man fandt ud af hvad årsagen kunne være. 

I løbet af 48 timer fandt man årsagen. Forklaringen for dette pseudo-jordskælv blev først helt klarlagt efter endnu 14 dage. I sidste ende viste det sig at årsagen skyldtes ‘snap.’ og ‘power.I dette tilfælde var “Snap!” en tysk musikgruppe, og “The Power” var deres hit fra 1990, som hvis du havde oplevet det dengang nok kender.(Du kan se Snap her)

Synderen:  Techno Mart’smotionslokaler på 12. etage. Et Tae Bo hold med 17-23 deltagere blev instrueret gennem en mere intens undervisning end sædvanlig og deltagerne dansede aggressivt til musikken. Under motionering begyndte bygningen at ryste. Chung Lan, professor ved Seoul’s Dankook University, forklarede hvordan noget sådant var muligt:

Det er således at vibrationerne sat i gang af Tae Bo øvelserne faldt i samme resonansfrekvens kendetegnende for bygningen. Når en ekstern vibration rammer et objekts resonans bliver vibrationen forstærket og er årsag til yderligere rystelse selv ved let bevægelse. 

Og i denne sag betyder “yderligere rystelse” at der kom tilstrækkelig rystelse til at folk mente at de stod midt i et jordskælv. 

For at afprøve teorien fik forskere endnu et hold Tae Bo dansere til at gentage deres øvelse, til samme sang to uger senere. Det gav samme resultat. Chung og andre var i stand til at måle, hvor den voldsomme rysten var mest udbredt. Kun på de øverste etager kunne vibrationerne føles kraftigt, og alle seks forskere var enige om at den mekaniske resonans var den sandsynlige synder. 

Bonus fakta: I 2011, brød National Football League backen Marshawn Lynch under en kamp rekorden for en 67-yard touchdown run i en af de største kampe det år. Da det skete blev fans så højlydte og aktive, at de var årsag til det der svarer til et mindre jordskælv. Jo, en ganske utrolig præstation. Men endnu mere forbløffende? I 2014 løb Lynch endnu en touchdown i en playoff kamp - mod det samme hold - og reaktionen fra fans skabte endnu et mindre jordskælv.

Hvordan Ukraine blev et selvstændigt land!

 

Sådan opstod Ukraine som selvstændig stat

Alexander G. Markovsky

Dette er historien om transformationen af et lille område der blev besat af  Zaporozhian Kosakker og blev til det største land i Europa efter Rusland, større end Frankrig og Tyskland. Hvordan lykkedes det Ukraine at opnå en sådan ekspansion uden en eneste erobring? 

source

Udgangspunktet for Ukraines historie begynder i 1654 da Bohdan Khmelnitsky, en Hetman (polsk eller kosak kommandør) hos Zaporozhian Host, (enheden) og leder af kosakkerne der levede i  områderne ved Dniepr floden, anmodede den russiske zar Alexya om at acceptere Zaporozhian Host som Rusland. Landet var beboet af Kosakkerne (det orange område på kortet) og var del at det som russerne kaldte ‘De Vilde Marker’ eller “u kraine,” der på russisk betyder “på kanten.” Udtrykket stammer fra det 12. århundrede for at beskrive lande beboet af halvvilde stammer i udkanten af Rusland.

Khmelnitsky var desperat efter at redde sine Kosakker fra udslettelse ved polakkerne. I første omgang afviste Alexya anmodningen. Men som tiden gik blev den imødekommet og en traktat Pereyaslav Traktaten blev underskrevet. Ifølge denne skulle territoriet absorberes i Rusland og navngives Malorossiya eller Lille Rusland, administreret af  Hetmanate med begrænset suverænitet. 

Under Katarina den Stores styre (1762-1796), erfarede Det Russiske Imperium en meget stor udvidelse og nye territorier blev føjet til Malorossiya, herunder byen Kiev, hvor landet Rus havde sin begyndelse i det 8. århundrede (de gule og orange områder på kortet). I 1764 da Malorossiya var vokset betydeligt, fjernede Katarina, af administrative årsager Hetmanate og skabte Malorossian Guvernementet.

Det samme år (1754) erobrede Det Russiske Imperium Krim Khanatet, og grundlagde en ny provins, Novorossiya eller Ny Rusland (det blå område på kortet). På relativt kort tid ændrede Rusland regionen fra at være en ikke udviklet steppe med enge med sjældne afgrøder til et landbrugsområde med stort afkast, og senere en industriel region der blev selve rygraden i Det Første Russiske Imperiums økonomi, og efterfølgende i Sovjetunionen.  

I 1783, fravristede Katarine den Store Krim ud af det osmanniske Imperium gennem en blodig krig der sikrede adgang til Sortehavet og fuldendte Peter den Stores vision om at gøre Rusland til den dominerende magt i Europa.

I 1919, to år efter bolshevik revolutionen blev Vladimir Lenin arkitekten over Ukraine, og kombinerede Novorossiya og Malorossiya til den nye Socialistiske Stat Ukraine (det gule, blå og orange område på kortet). 

I 1922 blev Unionen af Sovjet Socialistiske Republikker (USSR) skabt, og den Socialistiske Stat Ukraine, herefter kaldt Ukraine Sovjet Socialistisk Republik, med hovedstaden Kharkov. Novorossiya blev omdøbt til Østukraine, og udtrykket Malorossiya ikke længere brugt. I 1934 blev den nye republiks hovedstad flyttet til Kiev.

Mellem 1939 og 1940 som resultat af Nazi-Sovjet Pagten annekterede Stalin de østligggende territorier, herunder den polske by Lvov, og det nordlige Bukovina fra Rumænien. I 1945 annekterede han det ungarske karpatiske Ruthenia, vore dages Zakarpattia. Alle de territorier blev knyttet til Ukraine og blev kendt som Vestukraine (det grønne område på kortet.)

Omkring 1950 var Ukraines udbredelse større end noget andet land i Europa bortset fra Rusland. Men de territoriale ‘gaver’ til Ukraine sluttede ikke der. I 1964 overførte Nikita Khrushchev, Krim fra Den Russsiske Føderation til Ukraine. Denne ændring var hovedsagelig symbolsk da den skete inden for Sovjetunionen, og ledet under et eneste sæt love, fælles forsvar og under total kontrol af Moskva. Ingen i Kreml kunne forudse at det ville manifestere sig som en enorm strategisk fejl få årtier senere. 

Den historiske fortælling demonstrerer at nutidens Ukraine opstod ved en mosaik af landområder der blev samlet af russiske erobringer og prisen var russisk blod og skat. Udover et lille område ved Zaporozhian Host (det røde område på kortet) har Ukraine ingen historisk tilknytning til det land man nu besidder men er et produkt af russisk geopolitisk arbejde.

Ovenstående er grunden til at Henry Kissinger skrev, “Vesten skal forstå, at for Rusland, kan Ukraine aldrig være blot et fremmed land.” 

Hvis amerikanerne havde været mere vidende om Ukraines historie, ville de have rejst fornuftig tvivl om gyldigheden af Ukraines territoriale forhåbninger. Konrad Adenauer sagde ved en lejlighed, “Historien er den samlede sum af det som kunne være undgået.” Om Ukraine kan det ikke siges bedre; hvis Zar Alexey i 1654 ikke havde beskyttet kosakkerne i Zaporozhian Host, ukrainernes forløbere mod udslettelse, ville vi aldrig have hørt om Ukraine. 

I 1991, benyttede Ukraine sig af Sovjetunionens opløsning og erklærede sig uafhængig. Derpå, da den indledende jubel og hele sløret af løfter om demokrati og velstand lettede stod ukrainerne, der ellers aldrig havde styret sig selv overfor den grumme virkelighed med at regere, lede et land. At forsøge sig med et klart brud med Rusland, der fejlede Ukraine økonomisk og politisk.

Ukraines økonomi har været integreret i Sovjetunionens. Man producerede forskellige varer og services, og selvom produkterne var ikke opdaterede i forhold til Vestens standarder, var de pålidelige og billige. Rusland var det naturlige marked for Ukraine. Imidlertid besluttede Ukraine sig for at ansøge om medlemskab af EU, der ikke viste interesse som sådan og Ukraine mistede derpå det russiske marked. Resultatet blev at økonomien nåede det ulyksalige lavpunkt hvor Ukraine ikke var i stand til at forme sin egen fremtid og havde brug for finansiel assistance fra USA og Vesteuropa for at overleve. 

For at gøre indtryk på eventuelle donorer har Ukraines ledere forsøgt at overbevise verden om at man er på en mission for at beskytte demokratiet. Højst uheldigt og beklageligt er deres forpligtelse til demokratiet begrænset til at deklarere principper. Som følge af politisk umodenhed og uerfarenhed har ukrainerne konstant valgt ledere der anerkender vigtigheden af demokratiet, dog hovedsageligt som et middel til at berige sig selv. Det er sådan at udbredt korruption er blevet en fundamental nødvendighed, en forudsætning for regeringsledelsen. Ukraines mest afskyvækkende karaktertræk er tyveri af økonomisk hjælp og af naturressourcer. 

Historien, geografien, landets økonomi, og selve opbygningen af de lokale institutioner forudbestemmer et lands ageren internationalt. Ukraine mangler strategiske visioner, og erfaring i geopolitik, og forstod ikke den underliggende realitet da man med ihærdighed ansøgte om medlemskab af NATO, angiveligt af sikkerhedsårsager.

Uanset hvad motivationen har været fejlede landet med at indse at udfordringen med krig og fred er et produkt af fælles sikkerhed -- sikkerheden hos en part skaber ikke nødvendigvis sikkerhed for en anden. Ukraines ihærdighed med at slutte sig til NATO er en ignorering af 30 års russiske advarsler om at NATO udvidelse mod øst er udgør en eksistentiel trussel for Rusland.

Endog  the New York Times, absolut ingen ven af Putin udfordrede, i sin leder den 9. januar 2022, lige før invasionen, klogskaben hos Ukraine ved at slutte sig til NATO og indrømmede at "Mr. Putin's bekymringer kan ikke blot fuldstændig afvises. Skulle Ukraine slutte sig til NATO ville alliancen få en 1200 mil landgrænse med Rusland, en situation ingen større magt ville gå med til, uanset hvor højlydt Atlantalliancen hævder det udelukkende er til forsvarsformål."

Om det er politisk naivitet, hensynsløshed, brændende appetit efter udenlandsk hjælp, eller det hele på een gang så har Ukraines ihærdige insisteren på NATO medlemskab, selv i udsigten til en lurende russisk invasion, igangsat en krig der meget let kunne være undgået.  

Det var en fejl af enorm historisk størrelse. 

Og mens denne forfejlede stat, med grænser trukket af Sovjetunionen, fuld af inkompetence og korruption nu kollapser i blod og ødelæggelse så er den yderst dystre forudanelse at Ukraine vil forblive i generationer at være ødemark. 

Hvis således ukrainerne fortjener en stat så har de faktisk fortjent den stat de har.

Alexander G. Markovsky is a senior fellow at the London Center for Policy Research, a conservative think tank that examines national security, energy, risk analysis, and other public policy issues. He is the author of “Anatomy of a Bolshevik” and “Liberal Bolshevism: America Did Not Defeat Communism, She Adopted It.” Mr. Markovsky is the owner and CEO of Litwin Management Services, LLC. He can be reached at alex.g.markovsky@gmail.com

https://www.americanthinker.com/articles/2023/02/_since_when_did_ukrainians_become_entitled_to_a_giant_state_.html

Hvorfor er der disse murstenscirkler på vejbanerne

 Hvorfor er der disse murstenscirkler på vejbanerne

Billedet forneden er fra et kryds i San Francisco intersection. Det er hentet fra Google Street View, og hvis det ikke var for et særligt kendetegn kunne det være et hvilket som helst kryds. Men som det tydeligt fremgår er der noget pudsigt i midten af vejen; en cirkel af mursten, ved en af fodgængerovergangene.

Disse cirkler af mursten findes mange steder i San Francisco, og forundrer turister og såmænd også de lokale beboere. Cirklerne er næsten altid i midten af gaderne og ved vejkryds og synes ofte at være sammenfaldende med sporvognslinjer. (trolley) San Francisco er hjemsted for det sidste manuelt betjente kabelvognssystem i verden, men det bliver mere og mere begrænset. Men cirklerne har intet med offentlig transport at gøre 

De er offentlige sikkerhedsforanstaltninger.

Om morgenen den 12. april 1906 kl. 5:12 blev San Francisco ramt af et jordskælv på 7,9 Richterskalaen. Som USGS genfortæller, "voldsomme rystelser der varede mellem 45 til 60 sekunder. Jordskælvet føltes fra det sydlige Oregon til det sydlige Los Angeles og ind i landet så langt som Nevada.” Den øjeblikkelige skade var enorm, bygninger ødelagt og hundredvis af liv gik tabt. Men det var kun en begyndelse. Der udbrød en serie af ildebrande over hele byen - det brændte i dagevis. Samlet blev mere end 75% af byen ødelagt, og over 3000 mistede livet jordskælvet og dets følger. 

Typisk - selv for 100 år siden - var brandvæsenet i stand til at slukke brande hurtigt. Den eksisterende infrastruktur tiillader brandfoljkene at komme tæt på ilden - og sammen med brandhaner der er tilsluttet vandværkerne kan bekæmperne gå til angreb på ilden - uden at skulle have vand med ‘hjemmefra.’ sammen med stiger og slanger.

Men jordskælvet i 1906 ødelagde en masse af infrastrukturen. Som Atlas Obscura forklarer, "vand- og kloakledninger blev alvorligt ramt af skælvet, og vejene forvandlet til grus, hvilket gjorde dem umulige af passere for brandkøretøjerne der var afhængige af heste, og små vandtankvogne.” Selvom brandmændene kunne komme frem til ilden havde de ikke vand til at slukke den. 

Løsningen var at skrue tiden tilbage. I begyndelsen af det 18. århundrede blev byen ramt af ildebrande utallige gange og som følge deraf, per KQED, "byggede byens ledere 16 undergrundscisterner rundt om i San Francisco for at lagre vand til brandbekæmpelse.” Men som KQED yderligere fortæller, “da byen voksede blev flere cisterner skabt. Men byen fik også vandrørledninger og pumper. I slutningen af det 18. århundrede havde beboerne fuld tillid til deres nye vandsystem og man holdt op med at vedligeholde cisternerne.” Da tragedien indtraf i 1906 var mange cisterner tørre. De få der var blevet vedligeholdt blev brugt af brandfolkene til at slukke nogle af brandene. 

i 1908 begyndte man at reparere de eksisterende cisterner og byggede flere end 100 nye. Det var massive vandtanke, adskilt fra det kommunale vandsystem og kunne træde til hvis det system svigtede.

(Her er hvad en - over jorden - ser ud som tom via SF Public Utilities Commission.) De fleste cisterner er under jorden/gadeplan og før GPS havde brandoflkene brug for at vide, hvor de var i en nødsituation. Murstensringene løste det problem og skabte de mystiske små kunstværker som en bonus. 

Bonus fakta: Jordskælvet i 1906 blev næsten helt sikkert gjort værre ved en forfærdelig beslutning af borgmesteren. Forbundstropper sammen med lokalt politi i San Francisco hjalp med genopbygningen, borgmester Eugene Schmitz ønskede de skulle gå langt videre. Som det kan ses her, bemyndigede borgmesteren “dem til at slå alle og enhver ihjel der var i gang med plyndring eller anden form for kriminalitet.” Det er ukendt hvor mange drab der fandt sted om nogen. Men ifølge opfølgende rapporter blev mange af forbunds soldaterne selv anklaget for at plyndre. 

Problemet med politivold skal løses hurigt

 

Problemet med politivold skal løses

J.R. Dunn

Endnu engang benytter visse grupper dårligt politiarbejde som undskyldning for optøjer. Tyre Nichols var helt klart slået af rædsel over det som skete med George Floyd og risikoen at det  også kunne overgå ham. Således er vi i den dybt perverse situation at kunne sige, “Gud ske tak og lov de alle var sorte..”

The Usual Suspects har oppisket hensynsløse optøjer og uroligheder over hele landet. Standardpåstanden omfatter racisme, og “Hvid overherredømme,” som altid. Den amerikanske venstrefløj har fået, fornemmet, endnu en mulighed for at destabilisere og ødelægge, og er gået i ‘krig.’ 

Selvfølgelig har racisme intet at gøre med det. I stedet har betjente, som så mange andre institutioner i de senere fået udfordringer med en teknologisk revolution de ikke helt forstår og som de er elendigt forberedt til.

Teknologien består af billige digitale videokameraer og et netværk - Internettet - til at dele billedmaterialer over hele nationen og videre ud.

Videoer af rå betjente der misbruger deres myndighed og begår forbrydelser mod offentligheden er populære på YouTube, og i mindre grad andre kanaler. Adskillige YouTube kanaler eksisterer nu og dokumenterer elendigt politiarbejde og opførsel i videoformat. Disse går fra venstredrejet kugleskøre kanaler TYT Sports til mere seriøse bestræbelser hos praktiserende lovlige professionelle The Civil Rights Lawyer og Lehto’s Law.

Det som er anstødeligt er at der er så mange af disse kanaler, og hvordan der ikke er nogen mangel på billedmateriale for at holde dem kørende. Der er et sammenfald, undtagen hos de kanaler der fokuserer på hændelser begrænset til særlige regioner (The Civil Rights Lawyer omhandler i store træk kun hændelser fra West Virginia, dog med episoder der gør der kan sendes flere gange om ugen.)

Når man ser billedmaterialer står adskillige ting tydeligt frem:

• Vi har et problem med for rå betjente i dette land, og det er ganske alvorligt.

• Der er ikke bevis på nogen racemæssig dagsorden. Rå betjenet er en plage hos alle. 

• De elitære, medierne, og the Uniparty vil foretrække at ignorere dette. 

Den gruppe der lider allermest under dette er de svage og sårbare, især de mentalt- og fysisk handicappede. (Et studium har vist at en ud af fire ofre for politiskyderier er mentalt udfordrede). Antallet af sager med for rå betjente der behandler handicappede råt er i sandhed foruroligende, tankevækkende. Det ser ud til visse betjente betragter de handicappede som “lette mål” det kriminologer kalder “ less dead,” ofrene fra udstødte grupper - prostituerede, junkier, hjemløse - der kan ‘ofres’ uden frygt for konsekvenser. De seneste sager med handicappede der har mødt elendige betjente omfatter: 

• Karen Garner, en ældre kvinde med mild demens. der glemte at betale for sine varer i en Colorado Wal-Mart og blev standset ved udgangen. Hun tilbød at betale, men hun blev smidt ud og man tilkaldte politiet. Politiet fandt hende et stykke borte hvor hun plukkede vilde blomster på en eng. Hun blev forvrirret da de råbte til hende og begyndte at gå derfra, hvorpå politibetjenten pågreb hende, kastede hende til jorden, hvorved hendes skulder brækkede. Så tog de hende på politistationen kastede hende i en celle, hvor hun i seks timer ikke blev tilset. For at gøre det hele værre så gennemså betjentene bodycam optalgelsen og lod alle se med og storgrinende. (Denne sag er næsten tre år gammel, men the Loveland, Colorado politi lykkedes at holde den under dække indtil sidste år.)

• Christian Glass kørte ud i en ørken i Colorado en eftermiddag for at lege amatør antropolog og blev ramt af et skizofrenianfald. Han var overbevist om at at han blev forfulgt af “skinwalkers,” dæmoner i Navajo folkloren. Han ringede 911 for at få hjælp og forklarede han havde to knive som han ville kaste ud af bilen når politiet kom. Men da han var i færd med dette begyndte betjentene at råbe trusler mod ham at de ville skyde ham hvis han foretog sig noget. I en time råbte de mod Glass, og han sank dybere og dybere ned i den psykotiske tåge. (På det tidspunkt nærmede en kvindelig politibetjent sig hans bil og forsøgte roligt at overbevise ham om at være helt rolig, men hun blev tilsidesat da andre betjente fortsatte deres strøm af overdreven sprogbrug) En betjent nærmede sig bilen og bemærkede at Glass sad roligt, men med en kniv i hånden. Betjentene åbnede ild, og på heltemæssig Rambo maner sprang op på motorhjelmen og fyrede salver af gennem forruden - Glass døde øjeblikkeligt.

•  James Hodges var på vej hjem fra retten Columbia County, Florida da en vicesheriff standsede ham og krævede at vide, hvorfor han havde et våben i baglommen. Hodges viste genstanden, der faktisk var en sammenfoldelig stok. Det afsløredes at Hodges er officiel blind, og mens han kan gå frit rundt når det er lyst, er en blindestok nødvendig i mørke. Vicesheriffen valgte at lade episoden udvikle sig, krævede ID, der ikke kunne tilvejebringes her og nu, og Hodges svarede igen. På det tidspunkt overtog betjentens overordnede situationen og krævede anholdelse af Hodges “for at modsætte sig anholdelse.” 

• Jeff Parker befandt sig i sit hjem i Huntsville, Alabama og holdt nogett der lignede et våben mod hovedet og truede med at begå selvmord. To betjente tog sig af opkaldet og begyndte at tale situationen ned ved at tale roligt med Parker. På det tidspunkt afbrød betjenten William Ben Darby ved at affyre et varselsskud og råbe til Parker om at han skulle fjerne sit våben. Han havde knap sagt sætningen før han åbnede ild og dræbte Parker øjeblikkeligt. Det vise sig at “våbnet” var en signalpistol.  

Bemærk at ingen af disse mennesker var kriminelle og under ordinære omstændigheder ville de aldrig være kommet i konflikt med loven. Bemærk også de alle var hvide.

Ingen mening i at hævde at disse sager “er undtagelser.” Der er ingen undtagelser. Forbavsende nok er der endnu en hændelse, hvor en lettere dement ældre kvinde, blev mishandlet af en betjent med samme karakter som i Garner sagen. Læg til denne liste den hjemløs veteran i Colorado, der gennembanket af betjente, Dallas betjenten der angreb en mand netop udskrevet fra hospitalet, Atlanta betjenten der myrdede en mentalt syg mand, den mentalt udfordrede mand i Maryland skudt af flere betjente for at vifte med en stok (en pikant detalje her ligger i den kendsgerning af den ene betjent der identificerede det som en stok alligevel åbnede ild). 

Den mentalt syge  Killeen, Texas mand, der blev skudt for at vifte med armene og råbe “Hallelujah!” Den 81 årige kvinde fra Brooklyn der blev overfaldt og slået af betjente fordi hun bad om en politirapport. Den åbenbart endeløse parade af slagtilfælde episoder. Manden fra Tampa der fik et slagtilfælde blev smidt i en celle og efterladt der i timevis (han døde senere); Virginia ofret ramt af slagtilfælde, der blev pebersprayet, der blev brugt elpistol og derpå trukket ud af bilen, smidt på fortovet for “ikke at samarbejde” (han overlevede dog). Ingen kan benægte den bitre sandhed i denne tendens: “Der er ingen situation som en betjent ikke kan ‘gøre ti gange værre’”

En andet frastødende aspekt her er den savoir faire der er kendetegnende for de involverede bejtente. Det ved alle at de bliver filmet, optaget, og at nogen - måske mange - vil se optagelserne. De er ligeglade. De slukker lejlighedsvis for deres kropskamara under en episode, men ikke så ofte som du måske kunne tro. Indtrykket bliver at de slap godt fra før ‘revolutionen’ med videoer og derfor er den uheldige opførsel kanaliseret videre. 

Hvad er så det officielle svar på disse hændelser? Generelt lyder det at man ikke kan kommentere på en verserende sag, fulgt af måneder - endog år - senere med en kortfattet udtalelse om at “Betjentene handlede inden for de udstukne retningslinjer.”

Politifagforeningerne er endnu mere forkastelige i deres forsvar af politiets opførsel uanset omstændighederne. Selv når betjente bliver straffet, får de lov at beholde deres pension og at sige op uden afskedigelse, der således lader deres opgørelser stå pletfrie. 

Oveni i de officielle billedoptagrelser fra CCTV kameraerne har vi et nyt fænomen med “auditører” individer der anvender forfinet pres på politiet ved hverdagshændelser og derpå filmer reaktionen. Presset tager typisk form af at auditører står på den anden side af gaden ved en politistation med et kamera. Der dukker således altid en betjent (eller flere) op med en tilsyneladende krænkelse af auditørens rettigheder ved the First, Fourth, og Fifth amendments. Et krav om at vide “Hvad er det du har gang i?” bliver besvaret med “jeg er civil journalist der udøver mine forfatningsbaserede rettigheder.” Alt for ofte fører det til trusler, overgreb og endog anholdelser. Selvom det sådan set er dejligt at se mange betjente der har spurgt ind til auditørens formål forsikre vedkommende om at han har ret til sin handling og betjentene derpå trækker sig, sker det ikke tit nok. 

Jovist er visse auditører også provokatører der bare vil have en konfrontation. Men flertallet er seriøse individer der benytter ny teknologi for at opfylde det mål der i årtier er blevet negligeret af lovgivnings informationsmedierne. 

En YouTube kanal Audit the Audit, er dedikeret til at analysere og give karakter på auditørerne for at sørge for de er ærlige og har en pointe med deres indsats. Politiovervågning er ikke, som mange betjente hævder en metode til at genere dem i deres arbejde, men en indsats for at imødegå problemer med dårlig politiopførsel Som så ofte har denne nye teknologi været med til at afsløre sociale patologier der skal og må behandles.    

Hvordan kan det ske? Der er visse værktøjer der straks kan anvendes: 

• Det skal kræves af alle politiafdelinger at betjenten skal udstyres med kropskameraer der konstant filmer og ikke kan slukkes.  

• Afdelinger der nægter at bruge kropskameraer skal være ipso facto mistænkt for korruption.

• Optagelser af tvivlsomme hændelser skal være til rådighed for offentligheden med det samme. Der er ikke behov for at tilbageholde dem i en periode af op til to år eller mere. Eksemplet med den hjælpeløse ældre kvinde der blev slået af politiet.

• Optagelser af hændelser skal omhyggeligt analyseres af tredjepart som f.eks. uvildige politi opsyns råd for at identificere, fjerne, og afskedige problem betjente. Det er meget sandsynligt at de fleste uheldige hændelser skyldes en lille kohorte af elendige betjente. At fjerne dem fra politistyrken burde være opprioriteret.

• Politifagforeningerne burde ikke have mulighed for indsigelser i sådanne sager og det bør kræves af dem at de begrænser sig til almindelige fagforeningsemner, som løn, goder og så videre. Som det er nu er der ingen situation helt frem til mord, hvor fagforeningerne ikke automatisk og straks kommer til de kriminelle betjentes forsvar.

• Praksis med at tillade at kriminelle betjente selv siger op fremfor at blive afskediget og derpå få job i en by et andet sted er udbredt over hele landet og skal fjernes. Disse Typhoid Marys inficerer og nedværdiger ganske enkelt de politienheder de slutter sig til. 

• Seriøse bestræbelser skal bruges for at politiakademierne uddanner betjente og udvælger kandidater efter deres mentale egenskaber og lærer dem at håndtere de mentalt syge og følelsesmæssigt ubalancerede borgere. Sådanne kurser skal gennemføres med professionelle undervisere i mentale lidelser.

• Deeskaleringsteknikker skal være hjørnestenen i politiets protokol.

• Auditering skal opmuntres og opmærksomheden være stor. Politi der ikke kan håndtere konceptet med forfatningsmæssige rettigheder er et dårligt tegn og bør undersøges nærmere. 

Udover dette er der spørgsmålet om kulturen i politiet i generel forstand. Der er vokset en myte frem om “Thin Blue Line,” og politifolk som ofre, som misforstås af offentligheden og den myte  fodres af medierne og regeringen. Det er nonsens. Selvfølgelig er venstresnoet misbrug af myndighed noget der skal med i betragtningerne. Men den holdning at betjente udgør et bolværk mellem offentligheden og åbent anarki blev fatalt underløbet i Portland, Minneapolis, Kenosha, Parkland, og Uvalde. I alle disse sager stod betjente blot og så til da kriminelle gik amok. 

At lytte til “thin blue line” retorikken og man kan forledes til at tro at betjente på en eller anden vis sendes ud for at klare kriminelle på et fjernt isoleret sted, måske Mars’ og hvor ingen almindelig borger fatter noget som helst. Også det er sludder. Det er nemlig offentligheden som et hele der udsættes for de kriminelles opførsel før det nogensinde når frem til nogen officiel institution, herunder politiet. Før nogen politibetjente står over for en kriminel, er gennemsnitsamerikaneren blevet offer mange gange og undertiden med fatale konsekvenser. 

Faktorerne der har givet vækst i denne onde, uhensigtsmæssige politikultur kan man godt sætte sig ind i. Politiet benyttes som en skatteindtægtskilde hos diverse myndigheder ved at udskrive P-bøder og des lignende og dermed i direkte konflikt med ellers lovlydige borgere. Indsater på de områder bør overdrages til P-vagter. 

Patruljebiler, især de paramilitære uhyrer der er blevet populære i de seneste år isolerer betjenten fra livet i nabolaget og tillader dem at befinde sig i yderdistrikterne. Der er en øget tendens hos Democrats til at bruge politiet som et politisk redskab i politisk kontrol, som vi så det under  Antifa/BLM optøjerne og 6. januar optøjerne. 

Denne tingenes tilstand kan ikke fortsætte, og skal løses på den ene eller den anden facon. Vil vi gøre noget ved udfordringerne eller vil vi vente til hændelserne endnu tydeligere dikterer en løsning?  

 https://www.americanthinker.com/articles/2023/02/our_blue_problem.html

Prutten tvinger fly til jorden

 Prutten tvinger fly til jorden

Et luftfarselskabs opgave er ganske enkel. Flyve mennesker fra punkt A til Punkt B. Og når en flyvning letter fra en lokation, men lander et andet sted end der hvor det var planen, ja så er der gået noget galt. Det er hvad der skete i februar 2018. Transavia Airlines er et hollandsk lavbudget flyselskab der betjener kanap 100 destinationer i Europa, Mellemøsten og få andre steder. Da selskabets flyvning fra Amsterdam til Dubai helt uventet landede i Wien ønskede man nogle svar. 

Synderen? Prutter. På flyvningen den 11. februar lod en passager en mængde prutter slippe løs, noget der virkelig var en pestilens for de øvrige rejsende.

Som the Register forklarede i en vidunderlig rapport fyldt med humor blev de andre passagerer “oprørte over mandens konstante ‘slippen vinde’ og bad ham stoppe. Men manden holdt ikke inde, og selv med en direkte ordre fra piloten - ja det tog ikke vinden ud af hans sejl. Så to to særligt følsomme passagerer sagen i egen hånd. Lokale medier fortæller at de to hollændere satte sig ved siden af den trompeterende og begyndte at slås med ham, som igen eskalerede til et punkt hvor piloten følte sig tvunget til at foretage en ikke planlagt landing i Østrig.” Prutter og fly - det er ikke nogen særlig god situation.

Så jovist, alt dette kunne være undgået dersom den ‘udstødende’ passager blot var holdt inde med sin fjærten. Men måske kunne han ikke kontrollere det? Får fly os til at prutte? Måske, ifølge en undersøgelse fra tidligt 1980’erne.

Som bevis på at videnskaben kaster sig over så at sige alt der i 1981, udgav et par læger en partikel med overskriften "High Altitude Flatus Expulsion," eller forkortet HAFE. Artiklen har ikke fokus på fly, men på bjergbestigere. Lægerne T (via Discover) observerede "en øgning i både volumen som hyppighed når der klatres i højder på 11000 fod eller højere.” Parret lagde også mærke til at “syndromet hver gang standsede ved nedstigning” hvilket førte dem til at mene at det sænkede atmosfæriske tryk i højden skabte den forøgede trang til at slippe gas ud. Med andre ord jo højere vi kommer op, des mere fjærter vi. 

 

Højst sandsynlig er der noget om snakken. Huff Post talte med Dr. David Shlim, tidligere præsident for the International Society of Travel Medicine om problemet.  Huff Post indkapsler problemet på nydelig vis: 

Flykabiners tryk er sat til mellem 6,000, 8,000 fod, hvilket er en betragtelig forandring for kroppen hvis man starter fra en højde svarende til havets. Og ligesom vandet i den vandflaske udvider sig ved højere luftlag, så kan luften i dine tarme udvide sig når du er ombord på et fly, og det helt op til 30% mere end normalt. 

Og ifølge Slim, da “flyets lufttryk er anderledes end på jorden kan det være årsag til at visse personer er disponeret for at udvikle mere mavegas.” 

Hvis du således ‘lugter’ lidt mere om bord på et fly end eller, så fortvivl ikke over det. Og hvis din sidemand stinker værre end dig, så slå ham ikke.

Bonus fakta: Hvis du har lyst til at tænde en tændstik for at skjule stanken og flovheden over din seneste prut, så kan det være helt OK nede på jorden, men en dårlig ide på en flyvning.

Det er dog sket mindst en gang. I 2006, aifølge the Associated Press, "Blev en American Airlines flyvning tvunget til at nødlande.....efter en passagerer havde tændt en tændstik for at sløre stanken af en fjært.” Andre passagerer der kunne lugte svovlen fra tændstikken blev bekymrede og gjorde kabinepersonalet opmærksom på  lugten af svovl, og som en forholdsregel foretog flyet, ellers på vej til Dallas, et uventet stop i Nashville. FBI kom om bord for at afgøre hvad problemet var - og at flyet sikkert kunne fortsætte til Texas. Dog med en passagerer færre, ifølge AP, "da flyet lettede igen var det uden kvinden der ikke fik lov at være med.”

Den svære beslutning - det endelige farvel

 Den svære beslutning. Det Endelige Farvel

.

SCOTT MCKAY

Hvis du har fulgt med i denne klumme vil du være bekendt med Mr. Bingle, hvis ankomst til Castle McKay blev proklameret i en klumme i 2014. Dengang var han en klodset, og ganske hæsblæsende hvalp kun få uger gammel. 

Jo, Bingle er ikke længere hvalp. Han er otte år gammel og han er nu på det stadium i sit liv hvor hans indsatser på de fire ben kan evalueres og gøres op, Med al sandhed og i al højtidelighed kan siges “han er en dejlig dreng.” Bingle synger. Jo den er god nok. Han giver den gas og crooner løs med de bedste hundesangere. At han vil underholde er helt sikkert, og slet ikke så ringe. 

Det med at hente ting er ikke lige ham. Jo, han går i kast og når de ting du kaster, men efter lidt omtanke besluttede han for år tilbage indsatsen burde belønnes med andet end at blot at besidde genstanden et øjeblik. Hvis du vil have din tennisbold, så skal der handles med en godbid. 

Men han er nærmest afhængig af en god omgang massage. Bingle er bogstaveligt talt den absolut mest oplagte hund her på Guds Grønne Jord, altid klar til en god omgang hård gnubberi. Han er såmænd pave stolt over det - han spinder faktisk som en kat til gengæld for en gang ryg- mavemassage.

Og han vil gøre så at sige alt for en lækkerbisken. 

Jeg ved alt dette fordi jeg voksede op med ham fra de velsignede stunder i hans hvalpetid sent 2014 og tidligt 2015 til nu, hvor han er i den vidunderlige hundealder, at han ved alt han har brug for at vide og er velsignet klar over han er elsket. Han er en lykkelig hund. 

Men trist nok er Bingle nok snart ved livets slutning selvom det er min inderligste ønske at vi kan få lidt mere tid sammen. Onsdag bemærkede jeg at når han spiste var det med besvær, ja direkte smertefuldt. 

Jeg regnede med han havde en dårlig tand, hvilket jo ikke er usædvanligt for en otteårig hund. Afsted til dyrlægen og fredag fik jeg den triste besked. Bingle lider af stubelågsbetændelse, der vokser og er hård som en sten. Strubelåget er dækket af polypper. Han har kræft i struben. 

Og ikke nok med det. Han lider også af en hudinfektion og har to andre tumorer der vokser - en på forbenet, og en andet i øret. Plus en urinvejsinfektion for lige at gøre det endnu mere tragisk. 

Jeg kender sådanne tumorer. Frem til nu har de set godartede ud. Men med den seneste diagnose er det kun et spørgsmål om tid om hvornår han er på vej over Regnbuebroen. 

Han har tabt næsten 6 kilo i de sidste seks uger. Virkelig bekymrende. 

Hvor længe endnu jeg har den kære dreng ved jeg ikke. Det jeg ved er, at vi ikke har lovning på noget her i livet. Og dette er et signal fra Oven om at Bingles resterende dage er værdifulde. 

Hvor mange vides ikke. En hævet kræftfyldt strube kan ende med kvælning når som helst. Dyrlægen har ordineret prednison i håbet om at midlet vil angribe sygdommen og give os tre til seks måneder mere tid. 

Jeg forventer ikke mirakler. Det mest sandsynlige er at hvis tumorerne i struben, benet øret  vokser, hvilket de gør, så er der nogle flere andre steder.

Jeg skal slå mig til tåls med at min allerbedste kammerat er på vej mod sin Store Belønning. Og jeg skal påtage mig den opgave at forsone mig med ansvaret for at tage beslutningen om hvornår han skal forlade livet for altid. Eller måske ikke - det kunne jo være han blev kvalt og så skal jeg se ham dø. Det er en barsk udsigt, jeg skal have fuldstændig styr på. Dog virker det afskyeligt.

 

Det pudsige er at lige nu ser det ud til han har det fint. Mens jeg skriver denne klumme stirrer han på mig og logrer som sædvanlig. 

Bingle aner ikke hvad der foregår. Han ved blot at der er noget underligt i hans hals, men det ser ud til han mener det ikke betyder noget. Jeg skal være bekymret - ikke ham.

Jeg formoder det er naturens orden. Måske ved det at være forældre til et barn der ligger for døden. At have et kært dyr som kammerat lader os alt for ofte stå i denne skrækkelige læring - og især hvis ‘kammeraten’ lider. 

Sandsynligvis kommer Bingle til at lide, og jeg skal så tage den afskyelige beslutning om at afslutte hans liv før lidelserne bliver for voldsomme. Når det kommer til stykket, er beslutningen ikke en Bingle skal tage. Jeg hænger på den. Hvis jeg nægter at tage den og ikke lader ham ‘komme afsted’ så skader jeg ham langt mere end godt er. end udsigten til at miste ham. Jeg er ikke nået til det punkt endnu.

Jeg har for lang tid siden skrevet om Bingles forgænger Wally, som han snart skal møde over Regnbue Broen. Wally døde fredeligt om natten. Denne gang er det pinefuldt, vanskeligt ødelæggende for mig.

Jeg er udmærket klar over når tiden er inde. Jeg er forpligtet til at ikke at lade min hund lide - for hans skyld. Det ville være selvisk og ondt, hvis jeg udsatte det, og selvom jeg kunne være skyldig i lejlighedsvis egoisme og råhed, vil jeg ikke lade det forekomme med Bingle. Han skal få lov at komme herfra når tiden er inde.

Men absolut ikke før. 

Han er en god hund, en dejlig dreng. Han er min hund. Jeg opfostrede ham fra hvalp. Han er min bedste ven. Uh, hvor jeg hader at skulle miste ham. Det gør så ondt så ondt. 

https://spectator.org/and-so-begins-the-long-goodbye/