Den svære beslutning. Det Endelige Farvel
.
Hvis du har fulgt med i denne klumme vil du være bekendt med Mr. Bingle, hvis ankomst til Castle McKay blev proklameret i en klumme i 2014. Dengang var han en klodset, og ganske hæsblæsende hvalp kun få uger gammel.
Jo, Bingle er ikke længere hvalp. Han er otte år gammel og han er nu på det stadium i sit liv hvor hans indsatser på de fire ben kan evalueres og gøres op, Med al sandhed og i al højtidelighed kan siges “han er en dejlig dreng.” Bingle synger. Jo den er god nok. Han giver den gas og crooner løs med de bedste hundesangere. At han vil underholde er helt sikkert, og slet ikke så ringe.
Det med at hente ting er ikke lige ham. Jo, han går i kast og når de ting du kaster, men efter lidt omtanke besluttede han for år tilbage indsatsen burde belønnes med andet end at blot at besidde genstanden et øjeblik. Hvis du vil have din tennisbold, så skal der handles med en godbid.
Men han er nærmest afhængig af en god omgang massage. Bingle er bogstaveligt talt den absolut mest oplagte hund her på Guds Grønne Jord, altid klar til en god omgang hård gnubberi. Han er såmænd pave stolt over det - han spinder faktisk som en kat til gengæld for en gang ryg- mavemassage.
Og han vil gøre så at sige alt for en lækkerbisken.
Jeg ved alt dette fordi jeg voksede op med ham fra de velsignede stunder i hans hvalpetid sent 2014 og tidligt 2015 til nu, hvor han er i den vidunderlige hundealder, at han ved alt han har brug for at vide og er velsignet klar over han er elsket. Han er en lykkelig hund.
Men trist nok er Bingle nok snart ved livets slutning selvom det er min inderligste ønske at vi kan få lidt mere tid sammen. Onsdag bemærkede jeg at når han spiste var det med besvær, ja direkte smertefuldt.
Jeg regnede med han havde en dårlig tand, hvilket jo ikke er usædvanligt for en otteårig hund. Afsted til dyrlægen og fredag fik jeg den triste besked. Bingle lider af stubelågsbetændelse, der vokser og er hård som en sten. Strubelåget er dækket af polypper. Han har kræft i struben.
Og ikke nok med det. Han lider også af en hudinfektion og har to andre tumorer der vokser - en på forbenet, og en andet i øret. Plus en urinvejsinfektion for lige at gøre det endnu mere tragisk.
Jeg kender sådanne tumorer. Frem til nu har de set godartede ud. Men med den seneste diagnose er det kun et spørgsmål om tid om hvornår han er på vej over Regnbuebroen.
Han har tabt næsten 6 kilo i de sidste seks uger. Virkelig bekymrende.
Hvor længe endnu jeg har den kære dreng ved jeg ikke. Det jeg ved er, at vi ikke har lovning på noget her i livet. Og dette er et signal fra Oven om at Bingles resterende dage er værdifulde.
Hvor mange vides ikke. En hævet kræftfyldt strube kan ende med kvælning når som helst. Dyrlægen har ordineret prednison i håbet om at midlet vil angribe sygdommen og give os tre til seks måneder mere tid.
Jeg forventer ikke mirakler. Det mest sandsynlige er at hvis tumorerne i struben, benet øret vokser, hvilket de gør, så er der nogle flere andre steder.
Jeg skal slå mig til tåls med at min allerbedste kammerat er på vej mod sin Store Belønning. Og jeg skal påtage mig den opgave at forsone mig med ansvaret for at tage beslutningen om hvornår han skal forlade livet for altid. Eller måske ikke - det kunne jo være han blev kvalt og så skal jeg se ham dø. Det er en barsk udsigt, jeg skal have fuldstændig styr på. Dog virker det afskyeligt.
Det pudsige er at lige nu ser det ud til han har det fint. Mens jeg skriver denne klumme stirrer han på mig og logrer som sædvanlig.
Bingle aner ikke hvad der foregår. Han ved blot at der er noget underligt i hans hals, men det ser ud til han mener det ikke betyder noget. Jeg skal være bekymret - ikke ham.
Jeg formoder det er naturens orden. Måske ved det at være forældre til et barn der ligger for døden. At have et kært dyr som kammerat lader os alt for ofte stå i denne skrækkelige læring - og især hvis ‘kammeraten’ lider.
Sandsynligvis kommer Bingle til at lide, og jeg skal så tage den afskyelige beslutning om at afslutte hans liv før lidelserne bliver for voldsomme. Når det kommer til stykket, er beslutningen ikke en Bingle skal tage. Jeg hænger på den. Hvis jeg nægter at tage den og ikke lader ham ‘komme afsted’ så skader jeg ham langt mere end godt er. end udsigten til at miste ham. Jeg er ikke nået til det punkt endnu.
Jeg har for lang tid siden skrevet om Bingles forgænger Wally, som han snart skal møde over Regnbue Broen. Wally døde fredeligt om natten. Denne gang er det pinefuldt, vanskeligt ødelæggende for mig.
Jeg er udmærket klar over når tiden er inde. Jeg er forpligtet til at ikke at lade min hund lide - for hans skyld. Det ville være selvisk og ondt, hvis jeg udsatte det, og selvom jeg kunne være skyldig i lejlighedsvis egoisme og råhed, vil jeg ikke lade det forekomme med Bingle. Han skal få lov at komme herfra når tiden er inde.
Men absolut ikke før.
Han er en god hund, en dejlig dreng. Han er min hund. Jeg opfostrede ham fra hvalp. Han er min bedste ven. Uh, hvor jeg hader at skulle miste ham. Det gør så ondt så ondt.
https://spectator.org/and-so-begins-the-long-goodbye/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar