Den Amerikanske Borgerkrig - kelternes sidste bastion

Mike Konrad

I april, 1865, nedlagde General Lee’s tropper våbnene ved Appomattox. The Civil War var næsten forbi. Det er altid fascinerende og endnu mere uhyggeligt at betragte. Nyere historikere har bemærket, at dødstallet var højere end oprindeligt anslået.  

I 2011.... i et dybdegpående studium af friske digitaliserede data konkluderes at et mere præcist tal for døde i Civil War er cirka 750000, gående fra 650000 til så mange som 850000 døde. -- History

Det er ikke kun de friske undersøgelser af antal sårede, døde der har resulteret i højere tal, men se også immigrations mønstrene i the United States, der indikerer at Amerika kan have været mere etnisk forskellig end mange indser, og at denne forskel kan have være mere markant end tidligere formodet, og bidraget til the Civil Wars natur. 

Faktisk kan denne krig have været sidste bastion i en civilisationskrig, en der ikke er blevet anerkendt før i nyere tid.

Hvis man ser på bosættelsen i det nordlige United States lægger man mærke til et mønster. Man ser en puritansk indstillet befolkning fra Østengland - i al væsentlighed nedstammende fra Anglo-saksere, der i sig selv primært kom fra Danmark og områderne i northvest Tyskland, tæt på Danmark. 

Disse var således nordgermanske folk. 

Andre germanske folkeslag slog sig ned i Nord. Hollænderne havde været i New York siden begyndelsen af koloniseringen ved europæere. I 1820’erne begyndte skandinaverne at komme til Amerika. 

Så var der de kontinentale tyskere der havde været koncentreret i Pennsylvania og nordlige del af staten New York og kendt som  the German Flatts, siden før Revolutionen. En anden prominent bølge af tyskere kom over i 1840’erne efter fiaskoen med demokratiske revolutioner i 1840’ernes Europa. 

Så kunne man føje de engelsktalende (forkert benævnt) Skotter-Irere til (de kom oprindeligt fra Lowland Scotland). Trods navnet nedstammede disse primært fra englændere der var kommet til det sydøstlige Skotland sammen med vikingerne, danskerne og normannerne (vikingers efterkommere) således endnu en germansk folkegruppe. 

De eneste der skilte sig ud fra disse primært germanske grupper var irsk-katolikker. De havde været i Amerika siden før Revolutionen (i små antal), men kartoffel hungersnøden førte to millioner over til Amerika i 1840’erne - det store flertal til Nord, og det får stor betydning, skal vi se. 

Disse irske katolikker var gælere ...keltere, men mellem 1840-1861 var de fleste blevet absorberet - med en vis grad af social gnidning- ind i det mere urbaniserede Nord. Udover det var Nord primært pan-germansk, med arbejdere der drog mod the South. Igen kan det vise sig vigtigt.

Oprindeligt regnes, af historikere, bosættelsen i the South at være hovedsageligt ved englændere. Imidlertid var the South ikke påvirket særlig meget af hollændere og senere skandinaviske/tyske indvandrere. 

Historikerne har dog bemærket en større skotsk-irsk immigration til the South, selvom dette nu er under genovervejelse,undersøgelse. Dette har givet overraskende indsigt. The South var slet ikke så Angelsaksisk som man har hævdet. 

Så er der North Carolina, der blev bosat af Highland Skotter, gæliske keltere, efter de forfejlede oprør i det 17. og tidligt 18. århundrede. De afholder stadig Highland Games årligt.

De franske i Louisiana stammede i al væsentlighed fra sømænd fra Bretagne, der selv nedstammede fra Celtic Britons (forfædre til Waliserne) der var flygtet fra de angelsaksiske invasioner af Britannien i det 5-8. århundrede. 

Louisiana var således langt mere Bretagne-keltisk end fransk. The South generalen P.G.T. Beauregard, der var delvis walisisk, kom fra Louisiana.

Historikeren Grady McWhiney bemærkede, at en meget stor del af de ‘kontraktbundne’ der drog mod the South kom, fordi behovet for landarbejdere var der - de fleste kom fra Irland. Og disse var ikke blot plantage bosættere fra Ulster af engelsk oprindelse. De havde som oftest gæliske navne. 

Simpkins og Roland påpeger et tilbagevendende problem blandt lærde om the South: Den automatiske etiket der sættes på på enhver ikke irsk-katolsk Southener, hvis slægt stammer fra hvilken som helst del af De Britiske Øer, som værende etnisk og kulturelt angelsaksisk. At gøre det betyder ikke kun at en ubetinget anti-engelsk, skotsk-irsk familie som Andrew Jackson (præsident) ville blive lagt under den kulturelle betegnelse anglo-sakser, hvilket også ville gælde skotske gælere, og walisisk talende og enhver anden konvertit fra irsk katolicisme til hvilken som helst udgave af protestantismen. -- Celts in the South, p. 34

Det ser ud til at mange gæliske irere forlod Irland fra Ulster, for blot forkert at blive betegnet som medlemmer af anglo-ulster slægten. Ydermere var det almindelig praksis for de engelske at “slaveholde” unge forældreløse og sende dem af sted som ‘kontraktbundne’ tjenere til tobaksmarkerne i the South. En stor del af disse ville være keltiske gælere eller walisere, der efter at have ‘opfyldt’ deres kontrakt kan have adopteret deres engelske herrers efternavne. 

De grundlæggende kulturelle mønstre i South var på plads ved begyndelsen af det 19. århundrede og hos immigranterne der var kommet fra Irland, Skotland, Wales i det 17. og 18. århundrede, der kom fra regioner, lande, hvor flertallet talte et keltisk sprog. flydende … -- Celts in the South, p. 34

Se nu dukker der en mængde ‘tilfældigheder’ frem.

I det 19. århundrede var det hipt at hævde en anglo-saksisk herkomst, og det blandt Southerners, men det mange af dem måske ubevidst ikke kendte  var at deres efternavne kom fra en keltisk forfader der havde været ‘kontraktarbejder’ for en engelsk herre. 

Men frisk indhentet viden begynder at vise,  at hvis North var overvejende germansk i sin sammensætning - og det var den - var South primært keltisk, meget mere end tidligere formodet. 

Fordi der var et plantage aristokrati blandt slaveejere, der nedstammede fra englændere, og fordi slaveholderne(the Fire-Eaters) gav næring til oprør blev det forkert formodet at resten af South var af engelsk herkomst som plantagejerne.

Jovist, enhver der har hørt country musik ved øjeblikkeligt kunne genkende den som udspring af irsk og skotsk keltisk musik. 

Men hvad med de skotter-irere der har fået en forkert ‘etiket’? Er de faktisk germanske fra Lowland Scotland?

Nuvel, jo mange er. Hvis de kom fra det østlige Lowlands.

Imidlertid var Lowland Skotterne yderligere splittet. Mens de som boede mod øst var germanske, genetisk sådan set anglo-saksiske så var de mod Skotlands vestkyst efterkommere af gælere og burde være kaldt Highlanders.

Det viser sig at i 1641, ved irernes oprør mod Englands kolonisering i Ulster og forsøget på at fordrive the Ulster Plantation Settlers, da gik de fortrinsvis efter de engelsk talende. Imidlertid talte nogle af the Plantation Settlers gælisk, efterkommere af skotske gælere, der var konverteret til presbyterianisme og disse blev efterladt alene. 

Dette resulterede i at man angreb de engelske bosættere i 1641, dog med nogle optegnelser om at skotter også var aktive. Da roen, ordenen imidlertid blev genoprettet var det irerne der måtte lide, mens skotterne blot fik mere land efterladt af de fordrevne irere og englændere.. -- Irish Origenes

Det viser sig at udfordringen i Ulster ikke var religion - som englænderne holder af at hævde - men nationalitet. De oprørske irere ønskede englænderne bort, men indgik aftaler med gæliske keltere og endog skotske gælere..

Så da the Lowlanders, der tog til Ulster, var overvejende af germansk herkomst, var mange af de som blev i Ulster af gælisk herkomst og af disse kom en stor del fra Southern Skotsk-irere.

The North var i overvejende grad, etnisk og kulturelt germansk - undtagen de senere ankomne irske katolikker. 

The South kan se ud til i hovedtrækket at være mere etnisk keltisk end mans selv var klar over. På gund af ‘kontrakt’ arbejderne og tvungen tilvænning til sproget kan mange Southerners der hævder de er anglo-saksere meget mulig være mere gæliske, walisiske, eller breton end de ved. 

Kelterne var berømte for deres musik, deres kærlighed til alkohol (Romerne mente keltere var fordrukne) klanfejder og deres religiøse ildhu. Irerne var super katolikker, mens skotterne var ekstrem presbyterianske. Kelterne var også kendt for deres stærke kvinder (Boudicea og Grace O’Malley).  Den keltiske krigsgud var en gudinde - Macha.

Og hvad finder vi i Southern Culture?  Keltisk musik, kærlighed til whiskey, klan fejder, Bibelbæltet, og stærke kvinder.

Nogle lærde afviser dette som for fantasifuldt, som jeg også gjorde i begyndelsen. Trods alt opstod den helt store del af ledelsen i the South fra engelsk gentleman galanteri tradition. Men det var eliten, og kun en lille del af den. Det viser sig at grundbefolkningen faktisk nedstammer fra gælere fra Skotland, Walisere, Irske gælere og Bretoner (fra Bretagne) - mange af dem har adopteret engelske navne og er ikke klar over deres ægte herkomst.  

Hvis man tvivler om sandheden i det så se blot til genopførelsen af Battle of Bull Run fra filmen Gods and Generals. The Southerners synes at iscenesætte et Highland angreb.

Hvis man lægger alt det sammen viser det sig at den Amerikanske Borgerkrig kan have været den sidste bastion for Celtic civilization. Kelterne var krigere der vandt hvert et slag undtaget det og tabte hver krig. Med Romerne, Tyskerne, Englænderne blev kelterne overvundet. 

The American Civil War kan have været et tragisk ekko af det mønster.

Image: Public Domain

https://www.americanthinker.com/articles/2023/04/the_american_civil_war_the_celts_last_stand.html