torsdag den 29. juni 2023

Den farligste afhængighed - som venstrefløjen elsker at udnytte

 

Den farligste afhængighed - og som venstrefløjen elsker at udnytte 

Dennis Prager


Alle former for afhængighed - det være sig stoffer, alkohol, spil, sex eller cigaretter - er meget svære at slippe af med. 

Der er imidlertid en afhængighed der kan være endnu vanskeligere at slippe af med, delvist fordi den ikke anses som en afhængighed. Det er ‘rettigheds afhængighed’ - det at man kan få noget uden at yde noget. 

En indikator på styrken ved rettighedsafhængigheden er den kendsgerning, at mens rigtig mange mennesker frivilligt har opgiver stoffer, alkohol, spil mv. - næsten altid med enormt besvær og smerte- er der kun få der har opgivet rettighedsafhængigheden.  

For flertallet at de mennesker der ellers er sunde og raske, er selve tanken om at opgive de ‘gratis’ kontanter,, fødevaremærker, gratis eller subsidieret sundhedshjælp og andre velfærdsydelser - eller blot opgive en af dem, og selv begynde at betale gennem deres optjente løn - lige så vanskelig som for en alkoholiker at holde op med at drikke. 

Det ved politikerne, hvilket er derfor det er nærmest kropumuligt nogensinde at reducere rettigheder. Og naturligvis ved venstrefløjen dette, hvilket er derfor venstrefløjen næsten altid vinder i debatter om rettigheder. Enhver amerikaner der er nyder af rettigheder støtter dem, og mange der ikke får rettigheder ville meget gerne have dem. 

Udover ideologien er det derfor venstrefløjen konstant søger at øge antallet af rettigheder. Jo flere der modtager velfærdsydelser fra regeringen des flere stemmer til venstre. 

I den forstand så er venstrefløjen i ethvert land - i Amerika, Det Demokratiske Parti - at betragte helt bogstaveligt som narkohandlere. Så at sige enhver amerikaner der får en gratis ydelse bliver en afhængig der mere og mere må stole på sin dealer, og det er præcis det venstrefløjen stræber efter. 

Man kunne argumentere for, at en grundene til rettighedsafhængigheden er så kraftfuld, og det måske mere end andre afhængigheder, netop er at den ikke betragtes som en afhængighed. Resultatet er, at kun meget få rettighedsafhængige anser sig selv som afhængige. Hvorfor skulle de dog søge behandling? For den rettighedsafhængige er det at modtage rettigheder noget helt naturligt og ikke kontroversiel - som at trække vejret. Luften er gratis og det er rettighederne jo også.

Selve ordet ‘rettighed’ dækker over at de  - modtagerne - netop har ret til goderne. Der er derfor et moralsk aspekt, som ikke gælder ved andre afhængighedssituationer.  

Ikke kun mener rettighedsafhængige, at der er slags moralsk dyd ved deres afhængighed, men der gælder såmænd også et stort antal af ikke afhængige - kendt som progressive. De mener at det er en moralsk nødvendighed at give mennesker flere og flere rettigheder. Dette er så til gengæld med til at ‘fodre’ den moralske selvopfattelse af de som er afhængige af rettigheder. 

Endnu en grund til det unikke ved rettighedsafhængigheden er, at den i sidste ende skader samfundet mere end nogen anden afhængighed. 

Andre afhængighedstilstande kan ruinere ens eget liv, og livet hos de som elsker en, og berusede bilister lemlæster og slår ihjel. Men samfundet som et hele kan overleve deres afhængighed. Des flere mennesker der modtager og bliver afhængige af rettigheder des hurtigere vil samfundet kollapse økonomisk set. Samfundet betaler ikke direkte for narkoafhængiges stoffer, for alkoholikernes sprut, eller spilleafhængiges gæld, men samfundet betaler rettighedsafhængiges afhængighed. Faktisk svarer den nuværende nationale gæld i U.S. på de omtalte 22 billioner dollars til det samme som landet har brugt på rettighedsprogrammer i de sidste 50 år. 

Når man kombinerer afhængighed og selviskhed hos mange (dog ikke alle) der er afhængige af rettigheder (herunder mellemklasse og overklasse amerikanere der modtager reduktion i huslån) så er tendensen for at afhængigheden vokser fra en generation til den næste øget. Afhængigheden hos de to store politiske partier om stemmerne fra de som modtager rettigheder er basis for selve partiets eksistens, og at samfundet er moralsk forpligtet på at give flere og flere mennesker flere og flere rettigheder - ja så bliver det meget vanskeligt at se en løsning på det dilemma. 

Denne afhængighed smadrer i sidste ende personligheden hos mange der netop er afhængige, den smadrer økonomien i de lande hvor den findes, og også selve værdinormen/systemet der skabte velstanden der gjorde det muligt at så mange ‘rettigheder’ kunne tilbydes.

Men udover amerikanske konservative så er der så at sige ingen der anerkender det som et større problem og da slet ikke som en afhængighed. 

http://www.frontpagemag.com/fpm/266184/most-dangerous-addiction-them-all-entitlements-dennis-prager


onsdag den 21. juni 2023

Argentina kollapser - igen, igen - hvorfor?

 

Argentina kollapser, igen igen!


Mike Konrad

Advarsel: Før du læser følgende bør du se/høre denne tango.  Så kommer du i den rette stemning.

Argentina er på randen af økonomisk kollaps igen ...... for den ja, hvor hvor mange gange er det nu?

I ganske lang tid har jeg været forbløffet over, hvordan Argentina klarer hele tiden at falde med hovedet nedad. OK man har gjort det i over 100 år.

På papiret burde Argentina være det rigeste og mest produktive land på planeten.

– 45  millioner indbyggere i et enormt land, sådan cirka halvt så stort som USA. Det er underbefolket og kunne med lethed absorbere millioner - der med glæde ville komme - dersom landet blev ledet korrekt.

– Argentina har Pampassen, det bedste sted på planeten til dyrkning af korn. Ulig Amerikas hvedebælte er det meste af Pampas subtropisk med en lang, lang vækstsæson. Tænk på Kansas bare med bedre vejr.

– Argentina er storeksportør af fødevarer. Har været det i over 100 år. Man holdt Storbritannien med fødevareforsyninger under 2. Verdenskrig.

Landet har ingen oversøiske besiddelser der skal understøttes. Ingen meningsløse krige. Ingen billioner der forsvinder i andre lande.

– Befolkningen er i majoriteten af europæisk oprindelse: Ca. 50% Spansk, 50% Italiensk, 17% Fransk, 10% rundt regnet kristne arabere, 8% Tysk, med mindre blandinger af Ukrainere, Englændere, Irere, få fra Wales, Skandinavere, Grækere mv. Endog jøder.  Samlet set er 100% af argentinerne af blandet herkomst.. Der er små asiatiske og oprindelige indianske samfund. Selvom mange argentinerne har nogen indfødt oprindelse identificerer de sig som hvide. 

Der er ikke mange sorte i Argentina, grundet det 19. århundredes “folkemordspolitik."  Så rædselsfuldt som det var - og det var virkelig slemt - efterlod det Argentina uden en hård raceopdeling som vi ser i Amerika. Argentinas kultur er i store træk homogen. 

– Argentina bedømmes som et godt demokrati af Freedom House.

– Landet har religionsfrihed. 10% af befolkningen er Protestanter med færre end 1% jødiske, men det er nok ikke helt korrekt. På den vestlige halvkugle er det kun New York City der har flere jøder end Buenos Aires.  Islam findes med cirka 1%, de fleste er ikke praktiserende og antallet er nok overdrevet. 

– Argentina har olie, naturgas og mineralske værdier, især litium, der bruges til batterier. 

Argentina er hjemsted for 9% af verdens samlede litiumresserver - ressourcer hvis udnyttelse har vist sig yderst vigtige i tekniske og økonomiske termer - og disse er de tredjestørste lige bag Chile og Australien. —DialogChino

Argentina var et land der var skabt til succes. På papiret burde Argentina være en verdensleder. 

Et forenet folk, ingen racemæssige opdelinger, samme sprog, intet stort islamisk samfund. Betragtelige naturværdier. Masser af mad. Storartet klima. Hvad kunne dog gå galt?

Alligevel er Argentinas fiasko rekord så forbløffende, at det har fortjent en separat kategori i økonomisk henseende. 

Simon Kuznets, vinderen i 1971 af Nobel Prisen i Økonomi, slog så berømt fast at der er fire typer økonomier i verden: Den udviklede, den underudviklede, Japan og Argentina.Buenos Aires Times

Landets historie bekræfter dette.

Det var et af verdens rigeste land før 1. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig var det rigere end Storbritannien. 

Ved slutningen af 2. Verdenskrig var Pesoen at betragte som en af de mest stabile valutaer i verden sammen med det britiske pund og den amerikanske dollar. På det tidspunkt var Argentina det mest velstående og mest indflydelsesrige land i regionen, langt foran Brasilien. Argentinas elegante hovedstad Buenos Aires kunne med rette kaldes "la reina del plata" ("Plataens dronning) med teksten af den store tangosanger Carlos Gardel.

Der var ingen udsigt til at denne situation skulle standse og Argentina blev en magnet for arbejdssøgende og villige flygtninge, primært fra Italien og Spanien der kom til det forjættede land, hvor der var masser af jobs og man sagde velstanden var rigelig. Der var flere biler per indbygger i Argentina end i Frankrig, flere telefonlinjer end i Japan og en metro i Buenos Aires bragte folk frem under gaderne. Selv i 1950’erne blev gennemsnitsindkomsten per indbygger betragteligt højere end i Tyskland, hvis efterkrigstids økonomi ellers blomstrede.  —DW.com, Deutsche Welle

De fleste observatører vil pege på problemets rod ved at der var et overdrevent forbrug hos Juan Perón sent i 40’erne og tidligt 50’ erne. Peron var den tids Joe Biden, men det er ikke forklaringen på alt. Hans katastrofale populistiske statssocialisme og politik overlevede med betegnelsen Peronism, men selvom Peronismen stadig har indflydelse er dens magt og kvalitet beviseligt - og det gennem årtier -  elendig.

Perón var kun halvdelen af problemet. Den rige elite behandlede befolkningen som var den uden værdi. Under Den Store Depression havde eliten endog tvunget regeringen til en ensidig  Roca-Runciman traktat med Storbritannien, der gav briterne lov til at dumpe deres produkter i Argentina, og dermed ødelægge Argentinas spirende industrialisering. Hvorfor?

Blot for at eliten kunne sælge kød, Bøffer til Storbritannien

Befolkningen var rasende over dette ‘udsalg’ og søgte en der kunne stå op imod dette og for Argentina. Derfor Peron. 

Argentina havde og har en afvigende distribution af velstanden. De superrige bekymrer sig ikke om flertallet der er virkelig fattige. Lidt ligesom nutidens techno-moguler. Perón forsøgte at rette op på den ulighed, dog på en uklog måde, med latterligt stort forbrug af velfærdsstatens midler. I første omgang hjalp det rigtig mange i befolkningen, indtil Perón forbrugte så meget at Argentina gik fallit. Hæren, hvis officerer stammer fra eliten, styrtede ham.

Og Argentinas cyklus med velstand der efterfølgende ender i økonomisk kollaps, til militær intervention, tilbage til folkestyre og velstand der igen kollapser blev født. 

Resultatet er, at argentinerne absolut ikke stoler på deres regering.

De metoder Argentinas folk manøvrerer med i dagens økonomi, og fra dag til dag kan virke vild. Når man mener man ikke kan stole på banken, valutaen eller andet gældende kan tingene blive ret så hurtigt forunderlige. —VOX

Dette har stået på så længe at folk mener det er normalen. Større indkøb foretages i dollars. Opsparinger lægges under madrassen fordi ingen har tillid til bankerne især ikke efter 2001.

I 2001, indskrænkede regeringen adgangen til bankindeståender. Denne nedfrysning varede et år, og kunderne fik så igen adgang til midlerne, men erfarede at deres dollar indeståender var blevet konverteret til pesos, der i betragtelig grad havde langt mindre værdi. —CNBC

Argentina er et eksempel på, hvordan båndet mellem de med magten og folket er totalt eroderet. Alle er sig selv nærmest. Landet er meget muligt demokratisk lige nu, men hvad ændrer det? Hvem bekymrer sig?

Skaden er selvforskyldt. Og ingen, hverken den arrogante elite eller de venstreorienterede, er uskyldige. Fremdriften i det civile samfund er pist borte. Jeg mener den eneste grund til Argentina ikke har haft en revolution på nuværende tidspunkt er at de er kommet til den erkendelse at enhver forandring er nytteløs. 

Om ikke for fodbold ville Argentina ikke have en national ånd. Argentina er et bevis på, at selv under de nærmest perfekte betingelser er mennesker fyldt med fejl og kan gøre alt til en gang roderi. 

Tag ikke fejl af dette: Det er hvor Amerika er på vej hen ... meget snart, medmindre noget laves om..

Image: Qu1m via Flickr, CC BY 2.0.

*Editor's note: This claim to 'genocidal' is disputed, by no less than the Washington Post and its 2005 findings. The five percent of the Argentine population being black claim at the same link is a factual error, with the black population there being significantly lower.

https://www.americanthinker.com/articles/2023/05/argentina_is_collapsing_againagain.html


onsdag den 14. juni 2023

Pride er ikke noget at være stolt af og fejre

 

‘Pride’ er ikke noget at være stolt af og fejre


 Trevor Thomas


I sit lærde værk Mere Christianity, beskriver den store kristne apologet C.S. Lewis  “pride, (stolthed) ” som “den store synd,” “den væsentlige synd,” “den ultimative ondskab." Lewis konkluderer,

Ukyskhed, vrede, grådighed, drukkenskab og alt det, er blot loppebid til sammenligning; det var gennem Pride (Stolthed) at Djævelen blev djævel; Pride fører til enhver anden synd moralsk forfald; det er den fuldstændige mentale antiGud indstilling. 

Således lader jeg formode at det er ganske passende at den “officielle” fejring af den skadelige LGBT agenda kaldes “Pride Måneden.” 

Få ting i dag betegner bedre den fordrejede udstilling af stolthed end det der udstilles under de bekymrende LGBT agendaer der så skamløst og frækt kaldes “ud af skabet.” 

Hvorfor var det sådan - og dette er typisk ikke længere tilfældet - at de med homoseksuelle præferencer bare måtte komme “ud af skabet?” Det skyldtes at det ofte var ulovligt at reagere på disse præferencer - og i det mindste - typisk blev set på med ubehag af samfundet som et hele. Hvorfor var homoseksuel ageren så stigmatiseret? Fordi det blev engang i store træk betragtet som “unaturligt” og umoralsk. 

Det er vigtigt at betone, at tingene ikke er - eller ikke bør være - umoralske fordi de er illegale, de er -- eller de burde være -- illegale fordi de er umoralske. Dermed ikke sagt at alle umoralske ting burde være illegale. Den største fremgang for LGBT agendaen har ikke været at man har fået ændret de U.S.- love der bedømte homoseksuel opførsel som illegal, men snarere en overdådig ændring i holdningerne til homoseksualitet i amerikansk kultur som et hele. 

Som det var tilfældet med alle de rådne og perverse frugter i “den seksuelle revolution” blev det opnået i store træk ved at appellere til pride (stolthed) hos de som ønskede at gå deres egen vej i den seksuelle verden. Som C.S. Lewis bemærkede, “pride (stolthed) fører til enhver anden synd.” Homoseksualitet, pornografi, promiskuitet og des lignende er alle fostret ved begæret efter at ignorere vor Skaber og skrive vor egen moralkodeks.Ads by topple

Det er betegnende at før LGBT agendaen fik fodfæste i Amerika, og pornografi, promiskuitet, seksuelle direkte visninger i medierne, blev “hook-up” kulturen, og abort (jovist er abort et seksuelt emne), med mere fremmet og i store kredse omfavnet over hele U.S. Således burde ingen være overrasket over, at da først heteroseksuel umoralitet blev del af vor kultur, ville udbredt accept af homoseksualitet snart følge efter. Umoralitet fostrer mere umoralitet. 

Det er også betegnende at den seksuelle revolution der smittede Amerika blomstrede da de som fulgte en sådan pervers agenda opnåede magt. U.S. domstole, politikere, akademikere, indflydelsesrige mediepersonligheder - og mest tragisk, selv hos kirkerne - de spillede alle en rolle i den gennemtrængende udbredelse af den seksuelle revolution. Magt og pride går hånd i hånd. “For, naturligvis er det magt som Pride (stolthed) i sandhed nyder,” skriver Lewis. Han føjer til,  

“Der er intet der får en mand til at føle sig overlegen i forhold til andre som at være i stand til at flytte rundt med dem som legetøjssoldater. Hvad er det der gør at en smuk pige spreder ulykkeligheder, hvor hun går ved at samle sig beundrere? Helt sikkert ikke hendes seksuelle instinkt; den slags piger er ofte seksuelt frigide. Det er Pride (Stolthed). Hvad er det der får en politisk leder eller en hel nation til at gå videre og videre, kræve mere og mere? Igen Stolthed (pride). Pride er i sin selve natur konkurrencepræget, derfor går den videre og videre, (bliver aldrig tilfreds).”  

Mange blev forført til at tro at de som virkelig går ind for LGBT agendaen blot ønskede at “leve og lad livet leves.” Imidlertid, som jeg ofte har lagt mærke til, “live and let live” har faktisk aldrig være en del at LGBT agendaen. På grund af deres begær efter at bruge deres magt til ikke blot at skubbe på for deres agenda, men for at udøve hævn på de som stod dem i vejen har venstrefløjs Pride krigerne med ihærdighed gået videre “og videre og videre” mod de som var i opposition til dem.

Som Dennis Prager rigtigt betonede tidligere i år, “pride er ikke om tolerance - det er totalitært.” Man skal blot undersøge de som blev målet for ægteskabsdebatten for at få bevis. Imidlertid giver "transformation" af Amerika de fleste af de seneste og mest forkastelige beviser på LGBT totalitarianismen.

Få ting fremviser menneskehedens stolthed bedre end uforskammet fremvisning af LGBT opførsel. Dette skyldes at få ting er længere fra sandheden end den lovlige omdefinering af ægteskab, og den absurde holdning, at man kan skifte køn. Igen næsten intet i sandhedens verden er ældre end ægteskabet, og hvad en mand er og hvad en kvinde er. Dette er fordi “i begyndelsen” åbenbarede Gud os disse grundlæggende sandheder. 

https://www.americanthinker.com/articles/2023/06/pride_is_nothing_to_celebrate.html


lørdag den 10. juni 2023

Døde kaniner og kokain reddede tusinder af liv

 Døde kaniner og kokain reddede tusinder af liv

Morgenen den 9. april 1940 invaderede Nazityskland Danmark. Kampene var kortvarige - Danmarks hær svag og med gammeldags våben og udstyr. Før dagen var forbi og med færre end 50 døde i kampene - begge sider, kapitulerede Danmark. Besættelsen var indledt.

De første år under tyske kontrol var relativt tålelige for danskerne, herunder de danske jøder. Hitler kaldte Danmark for “et model protektorat” og tillod Danmark at beholde sin konge, sit parlament og retssystem. Og trods nazisterne indsats for folkedrab fandt jøderne et rimeligt sikkert hjem i Danmark - i begyndelsen. Den danske regering stod som bekendt mod nazisternes krav om at Danmark skulle indføre anti-jødisk lovgivning.

I 1943, tog den tyske holdning mod Danmark dog en drejning og Danmarks jøder fik det værre. I august opløste Tyskland Danmarks regering og i oktober beordredes deportation af cirka 7000 jøder. For de fleste af de danske jøder var det lig en dødsdom. 

Mange danskere arbejdede sammen for at hjælpe deres jødiske naboer med at slippe bort. Og geografien gav disse jøder og deres hjælpere håb. Sverige, Danmarks nabo ved Øresund havde bevaret sin neutralitet under krigen. Danske fiskerbåde (via the U.S. Holocaust Memorial Museum) sejlede i disse farvande og den Danske Modstandsbevægelse udstyrede mange af fiskerfartøjerne med falske bunde. Mange danske jøder skjulte sig i disse både. Fiskerne bragte med stort mod disse flygtninge over havet til Sverige, hvor de var i sikkerhed. 

Da tyskerne fik nys om disse hændelser gik de i færd med modtræk: Hunde. At lukke ned for den danske fiskeindustri var ikke muligt - de tyske soldater skulle også have mad - så istedet bragte nazisterne hunde ombord på fartøjerne for at snuse sig frem til mennesker der skjulte sig under dæk. Det blev Den Danske Modstandsbevægelse klar over og sætte ind for at finde en løsning. 

Ernst Mørk, en læge og hans ven farmakologen Oluf Hubner, fandt på noget innovativt - de besluttede at sløre  hundenes lugtesans midlertidigt. Mørk forklarede ideen til the Chicago Tribune årtier senere:

Vi opdagede at hvis vi tog kaninblod og tørrede det blev det til nydelig brunagtigt pudder, som Olufs cokcer spaniel ikke kunne modstå. Han slikkede det, snuste til det, rullede sig i det. Oveni kom vi så kokain - en blanding på 10% 


Denne blanding af kaninblod/kokain sprøjtede vi så på dækket af fiskerbådene. Den næste Gestapo hund der kom elskede det, snuste og angav derved at den ikke kunne lugte andet. Dens næse blev lokalbedøvet. 


Denne løsning var effektiv, og Danmark kunne fortsætte med at beskytte landets jødiske borgeres liv. Samlet blev det til flere end 7200 af landets 7800 jøder der blev evakueret til Sverige.  


Bonus fakta: Endnu en forhindring i den danske indsats for at evakuere jøderne? For at undgå at flygtninge der gemte sig ombord bådene, blev opdaget skulle børnene være stille, noget babyer og småbørn ikke har nemt ved. Ifølge Per Mørk, som det fortælles i the Tribune, var løsningen “vi gav forældrene barbiturater som suppositorier, og det slog børnene helt ud - nærmest en livstruende koma. Derpå tog svenskerne over og de svenske læger ville hurtigt vække dem til dåd igen." 


tirsdag den 6. juni 2023

D-Dag skal erindres hvert år

 

D-Dag, som MSM ikke fortæller om

Lee Cary


Endnu en D-dag har passeret og medierne er stadig meget tilbageholdende med at ville fortælle nyheder, de ikke synes du skal have kendskab til.


Jeg var øjenvidne til invasionen i Normandiet, D-dag 2004, ved 60 års højtideligheden. Der var ingen tvivl om, at vi var tilbage igen på denne D-dag, som tilfældet er hvert år. Men i de førende nyhedsmedier (MSM) hørte du intet fra om begivenheden. Det passer nemlig ikke ind i deres skabelon om, hvorledes europæerne, i særlig grad franskmændene, ingen respekt har for USA længere.

.


Men i tusindvis kommer de. Ligesom spøgelser. Klædt i autentiske 2. Verdenskrig uniformer og udstyr.  De stod i  små grupper på St. Mere Eglise's gadehjørner i Carentan og de andre byer og landsbyer langs kysten, hvor briterne, canadierne og amerikanerne gik  land i 44.


De bar kopier er M1'ere, BAR's, Thompson's og kaliber 45' i hylstre. Deres uniformer havde emblemer fra de 101. og 82. luftbårne divisioner. Fra 29. og 4. infanteri divisionerne. Kantina'er og ammunitionsbælter og medikamenter bar de også på. De var kortklippede. Nogle af dem havde camouflagesminke. Adskillige bar Mohikanerfrisure.


De kørte langs kysten i lange karavaner af militær køretøjer. Willis jeeps i hundredvis, snesevis af 2,5 tons lastbiler, pansrede biler, vandforsyningskøretøjer, mobile AA-kanoner, endda et par skrumplende Sherman tanks. De lå i bivuak i olivenfarvede camouflerede teltbyer. Små og store. Feltkøkkenerne opsendte røg. De havde invaderet Normandiet overalt.


Tusindvis af dem. De stod i små grupper, røg cigaretter på gadehjørnerne. Jeg gik langsomt forbi og smuglyttede til samtalerne idet jeg forventede at høre New Jersey-, Texas- og Wisconsin accenter. Så autentiske så de ud. Er det mon US soldater på orlov fra Tyskland? Hvem er de?

Ja, sproget er ikke amerikansk engelsk. Det er mestendels fransk. Jo, det er rigtigt, fransk. Og ind imellem britisk og nogle få fra Belgien.


Hver D-dag samles tusinder af D-dag's re-enactors langs kysten i Normandiet i fuld G.I udstyr og ærer den Største Dag i den Største Generation. For den uforberedte, som jeg var det, var det et storslået skue. Jeeps fyldt med "G.I's" kørende med overstørrelse Stars and Stripes, hele tiden op og ned af kysten i en lang brummende linje ad køretøjer. Larmende motorer. De spillede spillet. Alvorlige ansigter. Mænd ude på en opgave.


Jeg så det selv i 2004, ellers ville jeg stille mig skeptisk overfor en sådan beretning. MSM har nemlig hele tiden fortalt os, hvorledes Europa hader os. Ikke om disse mænd.


Senere samme dag tilbage på det hotel, hvor Hermann Göring engang opholdt sig så vi CNN International sende fra jubilæumsfestlighederne. Christiane Amanpour var kommentator. Hun undlod ikke nogen lejlighed til at håne Bush, som var tilstede for at holde en tale ved en amerikansk begravelsesplads. Hun beskrev den foragt franskmændene havde overfor den amerikanske præsident. Hun berettede om, at det var briterne der landede først på D-dagen ved at nedkaste faldskærmstropper ved en bro ved navn Pegasus. Helt forkert. Briterne landede i svæveglidere. Hun var en sådan pinagtighed at høre på, at vi klagede til CNN hovedkvarteret i Atlanta.


Coleville Cemetery


Så var der denne ældre kvinde - 80 plus - der stod på et gadehjørne i en landsby med et hjemmelavet skilt med teksten "Tak til amerikanerne for at frelse mig og min familie."

 

Den mand der er kendt som "Shifty" Powers fra TV-serien Band of Brothers (Kammerater i Krig) var der også. Den rigtige "Shifty" ikke ham fra Hollywood. Han gik sammen med os gennem St. Mere Eglise for første gang siden han med faldskærm landede i byen 60 år tidligere. Vi spurgte, hvor han landede, og han pegede på et sted på en nærliggende mark. "Lige derovre, tror jeg."


Vi spurgte, "Hvad gjorde du så?" Han sagde, på sin West Virginia facon, "Kan ikke lige huske det. Der var i hvert fald en masse fyre der prøvede at dræbe mig. Jeg kan huske vi brød ind i en lille vinforretning nede af den gade der (peger) og smagte på et par flasker til vi fandt en vi kunne lide."

"Shifty" Powers m. kammerat


Mange gamle og unge franskmænd og kvinder i Normandiet husker Shifty og alle de andre som ham, med stor værdsættelse. Men du skal ikke forvente at høre en sådan beretning fra de førende nyhedsmedier (MSM), heller ikke til næste år. Det passer nemlig ikke ind i deres skabelon.


http://www.americanthinker.com/blog/2008/06/the_dday_story_the_msm_didnt_t.html