Washington er i krig - først mod Nixon nu Trump
I 1972 fik præsident Nixon 60.7 % af stemmerne (med 18 millioner plus) og vandt i hver stat undtagen Massachusetts og District of Columbia. Han havde tidligere været fire år i Repræsentanternes Hus, to år i Senatet, otte år som vicepræsident, og fire år som præsident. I løbet af få uger efter hans valgsejr, det klare valg af det amerikanske folk, kom han under belejring af domstole, nyhedsmedierne, bureaukratiet, venstreorienterede aktivister og Kongressen.
44 år senere, 2016, dukker en nybegynder i politik op, en outsider. Donald Trump besejrede 16 andre Republikanske nominerede og vandt nomineringen (herunder guvernører og senatorer med betragtelig national popularitet),
Han kom hurtigt under angreb fra den samme venstreorienterede Washington koalition, der benyttede løgne og fabrikerede konspirationer for at smæde ham og få ham ned med nakken.
Trods alle disse angreb vandt Trump med et snævert flertal. Som præsident stod han over for vedholdende undersøgelser, beskyldninger og forsøg på rigsretssager. Som nu tidligere præsident og frontløber for den Republikanske nominering er han stadig underlagt de endeløse domstolsangreb fra Democrats i New York og Georgia - og fra en helt ude af kontrol forbundsanklager der forsøger at dømme ham i Florida og Washington D.C. (læs mere fra Newt Gingrich Trump Should Learn From Watergate)
På et punkt er Nixons og Trumps historier ganske forskelllige - den gamle erfarne pro og den nye outsider. Nixon havde arbejdet med forbundsbureaukratiet hele sin lange karriere. Trump havde fokus på forretningslivet og gik til Washington med så at sige ingen erfaring i at lede store regeringssystemer.
Men begge havde en fælles erfaring. De søgte at forandre Washington, og Washington reagerede, svarede igen ved at forsøge at ødelægge dem. .
Deep Bureaucrat Resistance i Washington
Jeffrey Tucker’s frase “forankret administrativ stats hegemoni” skildrer dybden af modstanden der er indbygget i en massiv, enorm regering med millioner af ansatte og billioner af dollars at bruge løs af. Den ‘forankrede administrative stat’ er omgivet af symbiotiske lobbyister og særinteresser. Til yderligere at ‘forankre’ den gamle tilstand og omfanget er Husets og Senatets medlemmer (og endnu mere deres ansatte) allierede med og under indflydelse af bureaukratierne og lobbyisterne.
Endelig er hele denne ‘forankrede’ selvopretholdende koalition støttet af og beskyttet af de venstreorienterede medier, der fodres med den information der lækkes fra bureaukratierne.
Hvor meget om Watergate opdagede Bob Woodward og Carl Bernstein og hvor meget kom fra, blev fodret af regeringsagenturer? Husk “deep throat” viste sig at være nummer tre mand i FBI, der var blevet overset til topjobbet.
Den oplagte, naturlige tendens hos større bureaukratier er at forsvare sig og undgå at blive skåret i, hvilket er betegnende for vor tid. Venstrefløjen er kommet til at betragte regering som det primære værktøj til at kontrollere og tvinge det amerikanske folk. I tilgift til denne egeninteresse hos bureaukratierne, er den en ideologisk glød for at eliminere enhver alvorlig trussel om forandring. .
Trump kandidaturet i 2016 var en garanti for at Venstrefløjen blev glødende i sin modstand - frygt hos nøglebureaukratierne. Når man tager Trumps platform og personlighed i betragtning, kan det ikke undre at nogle i FBI anså hans potentielle sejr som et mareridt der personligt truede dem.
De vidste de havde gjort ulovlige ting, og at Trump sandsynligvis ville udstille dem. Obama administrationen havde omformet efterretningssamfundet til en del af Venstrefløjen og garanterede, at Trump ville komme til at stå over for konstant modstand fra elementer i regeringen (og Udenrigsministeriets liberalisme) under hans kampagne og præsidentskab. Der en parallel mellem Nixon og truslen fra det etablerede.
Kulturkrigen mod Venstrefløjen
Præsident Nixon havde altid stået over for betragtelig fjendskab fra Venstrefløjen Herblock (Herbert Block), den berømte Washington karikaturtegner udførte mange af sine mest berømte karikaturtegninger hvor han latterliggjorde og nedværdigede Nixon.
Anti krigsbevægelsen havde stor fokus i sine bestræbelser mod Præsident Nixon og dengang National Sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger da disse afviste at overgive sig til nordvietnameserne og ikke ville trække sig ud af Vietnam.
Med seniortaleskriver Pat Buchanan og vicepræsident Spiro Agnew der ledte an, førte Nixon administrationen en hensynsløs kulturkrig mod Venstrefløjen. Som Buchanans memoirer og bøger tydeliggør var dette en bevidst strategi for at trænge en kile ind mellem arbejdende amerikanere og George McGovern venstrefløjen. Det var den proces der førte til den massive sejr i 1972.
Selv efter skaden med Watergate fortsatte denne strategi med at få moderate og konservative Democrats bort fra deres parti og mod Republicans. Ronald Reagan var den næste store ‘modtager’ af et massivt flertal.
Idet Venstrefløjen var i kulturkrig med en politiker de aldrig havde brudt sig om, udvikledes en antipati mod Nixon sig, ulig noget man hidtil ikke havde set. Venstrefløjen tålte præsident Dwight Eisenhower som en krigshelt. Han klarede, håndterede Franklin Delano Roosevelt-Harry Truman bureaukratierne og gjorde dem mere konservativt præget, men han forsøgte ikke fundamentalt at forandre dem.
Nu havde Venstrefløjen en ægte modstand. Nixons planer om i bund og grund at forandre bureaukratiet gav Venstrefløjen medhold hos et bredt udbud af regerings- og interessegrupper der frygtede hans dristige planer om reformer. Watergate udslettede i bund og grund al erindring om hvor alvorligt præsident Nixon så på behovet for forandringer i Washington.
Bureaukraterne undermineres
Den første Nixon administration havde været en centristisk konservativ administration. Den skabte the Environmental Protection Agency. (miljøbeskyttelsesagenturet). Man overvejede seriøst en familie indkomstplan der var et stort brud med konservatismen (og var blevet skitseret, affattet af Democrat i Det Hvide Hus Patrick Moynihan). Hans første periode overbeviste præsident Nixon om at strukturen i og processerne hos forbundsregeringen virkelig havde brug for en stor rystetur.
.
Richard Nathan, i sin bog The Plot That Failed: Nixon and the Administrative Presidency, indleder således:
“Da jeg var ombord på et overfyldt fly i foråret 1973 overhørte jeg en konversation om Watergate. En kommentar var “Nixon, Haldeman, og Ehrlichman er lige ved at overtage regeringen.”
I Watergates kølvand har vi haft tendens til at glemme de ambitiøse planer og den særdeles spændte atmosfære som Nixons anden periode indledtes med.
Præsident Nixon beskrev sin indsats for at decentralisere regeringen så meget som muligt. Nathan bemærker:
“Fra forbundsbureaukratiernes side ... er de væsentlige implikationer ved the New Federalism tydelige. Ideen var at svække forbundsbureaukratiet....Spændingerne mellem Det Hvide Hus og bureaukratiet voksede hurtigt da Nixons indenrigspolitik blev formuleret og som en logisk udløber af New Federalisme blev præsident Nixons præsidentskab markeret ved animositet fra begge parter mellem Det Hvide Hus og indenrigsbureaukratiet.”.
Hastigheden hos og aggressivteten ved præsident Nixon jordskredssejr var forbløffende.
Dagen efter at have vundet i 49 stater og over 60% af stemmerne, indkaldte den genvalgte øverstkommanderende til et kabinetsmøde. Som Nathan skrev:
“Efter at have takket sine medarbejdere for deres hjælp i kampagnen fortsatte Nixon med at redegøre for de dramatiske planer for personaleændringer i staben. Han krævede at alle politisk udpegede indgav deres afskedsansøgninger straks... Hver Kabinetsleder blev instrueret om at mødes med den principielt udpegede embedsmand i vedkommendes kontor og kræve resignationsbreve, hvoraf mange ville blive imødekommet.
Spændingen ved konferencebordene i departementerne var voldsom dengang, da den normale kurs ville have været at se frem til en periode med fejring og afslapning. Kommentatorerne i Washington havde det som ‘fisk i vandet’....”
Rygter og læk var voldsom i denne periode. Usikkerheden som denne proces skabte bragte regeringsbeslutninger på pause.
.
Nathan rapporterede, at i et interview med Jack Horner, sagde præsident Nixon:
“(Han) ville ‘fjerne’ og ‘skære ned’ på sociale programmer der efter hans mening afspejlede fiaskoerne stammende fra 1960’erne. Han talte specifikt om at skære ned i ansættelser i regeringen: “Jeg tror helt ærligt, at regeringen i Washington er for stor, og også alt for dyr...Vi kan gøre det bedre med færre mennesker.”
Han referede til nogle agenturer som “for fede, for oppustede” og gjorde det klart, ifølge Horner, at han dermed mente hjemlige agenturer som HUD, HEW, og the Department of Transportation.
Nathan’s fortælling om den forsøgte Nixon Revolution i regeringen bekræftes til fulde af en bemærkelsesværdig bog af Frederic V. Malek, Washington’s Hidden Tragedy: the Failure to Make Government Work.
Malek var ledelsesgeniet som Nixon havde rekrutteret for at arbejde med Roy Ashe for at gennemtænke forbundsreformerne og hans bog er brugbar som værktøj i ledelseshåndtering i et gennemført politisk miljø.
Malek beskriver kernen i Nixons hjemlige politik og strategi for regeringsførelse:
Kort efter 1972 valget besluttede præsident Nixon at han ønskede et kabinet der afspejlede flertallet hos amerikanerne, der netop havde valgt ham. Efter hans mening omfattede det irske katolikker, amerikanere af italiensk æt, ærlige embedsmænd fra arbejderbevægelserne, veteraner og mennesker fra andre dele af amerikansk liv.
Hans ambition var at afmontere Roosevelt’s Grand Coalition, og i hans anden periode ønskede han et kabinet der afspejlede elementer af den koalition han havde vundet over ved genvalget
Watergate skal ses i den kontekst med denne enorme, dristige og ekstraordinære magtfulde indsats for at genskabe den amerikanske regering og Roosevelt koalitionen der havde domineret Amerika i fire årtier.
Når man forstår, indser, hvor stor en forandring Nixon ønskede - og Washingtons fjendskab mod ham - begynder Watergate at fremstå som en anderledes fortælling. Det var ikke blot fortællingen om et bøvlet politisk indbrud, det var et bemærkelsesværdigt modangreb fra et system, der stod for at miste magt. Alt hvad man kunne finde på, gøre for at svække eller underminere Nixon præsidentskabet var ‘lovligt’ fordi han var den helt store trussel.
Parallellerne mellem 1972 og de kørende angreb mod præsident Trump er slående-. Begge mænd blev af Venstrefløjen opfattet som moralske trusler. Således bliver alt der iværksættes for at stoppe dem automatisk betragtet som ‘lovlige.’
I begge sager er parallellerne med institutionel uærlighed slående. I begge tilfælde overhørte etablissementet det amerikanske folk og smadrede en valgt præsident. The New York Times og Washington Post var også vandbærere for etablissementet for at ødelægge Nixon og Trump.
Der er så meget at lære fra 1972 til 1974 der gælder os i dag.
De to tidligere Democrat administrationer gjorde på lignende vis værre ting end Watergate. De mennesker der forsøgte at ødelægge præsident Nixon var selv indblandet i langt større lovbrud - og de vidste det.
Men det er emnet i et andet essay.
https://spectator.org/for-jan-30-nixon-trump-and-washingtons-war-on-change-washington/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar