Hvordan jeg blev en overlegen person

David R. Carlin

Da jeg var en ung mand (lang tid siden) besluttede jeg at være politisk liberal, og det af to sammenhængende grunde. 

For det første gik jeg ind for de politiske værdier hos liberale. De var pro-borgerrettigheder (ytringsfrihed, pressefrihed etc.) De var pro-fagforeninger. De var pro-lighed for Blacks (Negroes som de blev kaldt dengang) Det var jeg også. 

For det andet forekom det mig at liberaltsindede var mere intellektuelle og moralsk overlegen i forhold til politiske konservative, der slog det mig, i gennemsnit syntes at være ret så stupide og ret så moralsk ufølsomme. Jeg ønskede at tilhøre klassen af personer der var smarte og gode. Hvis jeg blev en af dem ville jeg også være smart og god. 

Jeg beundrede de liberales intellekt. De var fordomsfrie, ikke snæversynede som konservative. Deres tankegang var forfinet, nuanceret og komplekst, ikke simpel som tankegangen hos konservative. Det var højt uddannede, godt oplyste. Og de havde god smag i musik, kunst og litteratur. Der var intet tølperagtigt ved dem.

Den eneste virkelig kloge konservative jeg kendte til var William F. Buckley; klog i den forstand at han havde en høj IK. Men Buckley, som jeg så det, benyttede sin storartede hjerne til at forsvare dårlige sager -- næsten som John C. Calhoun i hans forsvar for slaveriet. Buckley, tænkte jeg, var blot lidt mere end en klog sofist. 

Når det drejede sig om moralsk godhed må jeg indrømme at jeg havde en del tvivl om visdommen i de liberales tolerance for seksuel frihed. Måske havde jeg en underforstået forståelse af, at den frembrusende seksuelle revolution ville ende i en katastrofe, hvilket jo er sket. 

Det var dog en lille ting i forhold til liberalismens beundringsværdige sympati og støtte til samfundets svage, især de der arbejder iført blåt tøj, og endda Negroes, især i det raceopdelte South. 

Og således var jeg blevet liberal, og det havde jeg det rigtig godt med. Jeg var medlem af en kulturel elite minoritet - det var hvad liberale var dengang, en elite minoritet. Grundet den uforholdsmæssige indflydelse liberale havde på Democratic Party og det lige siden FDR og the New Deal, støtter utallige Democrats visse liberale mærkesager. Men ægte liberale -- personer der var gennemført liberale i tanke og hjerte, liberale helt ind til knoglerne var relativt få. 

Sådan er det ikke i dag. Hvis den typisk liberale fra min ungdom var på sæt og vis en der følte sig bedre end andre så er den typisk liberale i dag præcis det modsatte, en person intellektuelt som moralsk mindreværdig - efter min bedømmelse. Jeg er stadig lige så indbildsk som jeg var i min ungdom; hvilket betyder, at jeg stadig betragter mig som en moralsk og intellektuel overlegen person. Tilbage i ‘de gamle dage’ drev det ønske mig til den nuværende liberalisme; i dag fører den mig bort fra den nuværende liberalisme. 

Det er ganske almindeligt, at en overlegen elite forfalder i gennemsnit kvalitet, når dørene til eliten åbnes og masserne strømmer ind. 

Det skete for eksempel med værdien af en high school eksamen. I 1870’erne da kun en lille brøkdel af alle drenge og piger gik ud af high shcool, indikerede gennemsnits eksamen at indehaveren var ret god uddannet. I dag fortæller gennemsnits eksamen  os intet. 

I Romerriget lige før Kejser Konstantin kom til var den kristne, medlem af en foragtet og ofte forfulgt minoritet, men dog en person med en overlegen kvalitet. Da Konstantin legaliserede kristendommen, blev den respektabel og en fordel at høre til - og kvaliteten af en gennemsnitskristen gik baglæns.

I reaktion på denne vulgarisering (så at sige) af Kristendommen begyndte klostervæsenet hurtigt at sprede sig, som om munkene og nonnerne gav formaninger til de som ønskede at være ægte kristne: “Nu da det at leve som en sand kristen er blevet nærmest umuligt i den verdslige verden, så slut dig til vore klostre. Her kan du være en sand kristen.” 

Analogt med dette er nutidens fænomen med forældre der trækker deres børn ud af de mangelfulde offentlige skoler og uddanner dem enten gennem hjemmeundervisning eller på private skoler. 

Et eksempel mere. Før revolutionerne i 1917 og den efterfølgende borgerkrig i Rusland var bolsjevikkerne (senere omdøbt til kommunisterne) i det mindste målt efter revolutionære standarder, en overlegen elite. Med lidenskab var de dedikeret til deres sag; de studerede samvittighedsfuldt Marx og Lenin; de samarbejdede, ofte helt uselvisk med deres bolsjevik kammerater; villigt gik de i eksil i Sibirien; og de var i en vis forstand idealister troende på at deres lidelser og forbrydelser ville føre til en med tiden voldsomt bedre menneskerace.

Men da først Kommunisterne var sikre i deres magt nu den etablerede myndighed hos Sovjetunionen, der kontrollerede næsten alt i det enorme land - da først det indtraf, blev der åbnet for medlemskab af partiet. Og hvem strømmede til? Den sædvanlige mængde: Karrierefikserede opportunister, bøller, sadister, slyngler, tyve etc., plus uden tvivl mennesker med gode hensigter. Gennemsnitskvaliteten af den russiske kommunisme gik hurtigt ned af bakke.

Denne nedtur illustreres i Arthur Koestler’s store roman, Darkness at Noon. Rubashov’s første afhører er en gammel Bolshevik, med noget af den menneskelighed der kendetegnede de gamle præ-revolutionære medlemmer af partiet. Rubashov’s næste afhører er en neo-kommunist, meget tæt på at være direkte brutal.

Under alle omstændigheder gør mennesker stadig det jeg gjorde for nogle årtier siden, og bliver liberale for at få dem til at føle at de er moralsk og intellektuelt bedre end andre (hvilket berettiger dem, blandt så mange andre ting, at foragte Trump og hans fans). I det mindste havde jeg en slags undskyldning tilbage i tiden. Nutidens liberale har ingen undskyldning. Du skal være (min ydmyge mening) nærmest en tåbe for at forestille sig at den liberalisme nu i denne tid gør dig til en person der er bedre end andre.

Image: FreeRange Stock/Ed Gregory

https://www.americanthinker.com/articles/2024/03/how_i_became_a_superior_person.html