Slå boeren ihjel - den amerikanske metode

Todd Gregory and Erik Gregory

“Slå boeren ihjel” er en yderst populær praksis blandt majoriteten i sort Sydafrika.

For nogle årtier siden, trods det forkastelige ved apartheid, var Sydafrika på mange måder den mest materielt, velstående og sikreste nation på det afrikanske kontinent.

Imidlertid er det gået voldsomt tilbage for Sydafrika siden dekoloniseringen og det på ethvert målbart felt med udbredt kriminalitet, økonomisk stagnation, faldende livslængde og politisk korruption på alle planer. 

Det samme gælder i store træk resten af det fattigdomsramte postkoloniale Afrika. Da Den Hvide mand lagde byrden fra sig og forlod kontinentet, tog han fundamentet for at bygge videre på sin viden med sig, med infrastruktur; vejene og transportområdet de forfinede landbrugsteknikker og høstudbytter, medicin. sundhed, omsorg, kvinderettigheder, videnskab, uddannelse og andre af de moderne værktøjer i et godt samfund forfaldt.

Afrika gik hurtigt i tilbagegang. Billioner af dollars i hjælp fra Europa og Nordamerika har knapt forbedret denne postkoloniale tilbagegang i Afrika.

Venstrefløjen har ikke ladet det være en hemmelighed at det som gælder for Sydafrika også gælder for the United States. I det moderne Amerika gælder the Critical Race Theory at Hvide for evigt skal stigmatiseres som i særlig grad onde, og uden mulighed for forsoning.

Således, i den amerikanske version af Slå boeren ihjel, bliver drab på tilfældige Hvide af sorte i hundredevis hvert år afvist som “genopbyggende retfærdighed,” retfærdig gengældelse, ungdommelig vildskab, eller noget der ligner en kreativ eufemistisk bortforklaring. 

Medierne ignorerer, vildleder, afleder alt om Black-on-White forbrydelser, og lader som om at en Black person er i større risiko i et Hvidt kvarter end vice versa. Dog er titusinder af Hvide blevet myrdet ved Blacks i det sidste halve århundrede. Ikke et eneste Hvidt offer er blevet ‘helgengjort’ som Michael Brown eller George Floyd.

Erstatninger for et slaveri der foregik i Amerikas Democrat styrede sydstater er blevet ydet igen og igen. Utallige billioner af skattedollars er blevet eksproprieret fra arbejdende skatteydere og omfordelt til sorte amerikanere (med regerings bureaukrater der lige har nappet en ‘gunstig’ del til sig selv i det sídste 50 år. 

Slaveriet er stadig udbredt i Afrika i dag, det hører du ikke en eneste progressiv stemme protestere imod. I stedet er fokus udelukkende på plantagerne i et Amerika der eksisterede for længe siden. 

Amerikanerne bliver konstant belært om, at sorte slaver byggede Amerika, og denne formodning formodes at være endnu et argument for at betale erstatninger. 

Ligeså afskyeligt slaveriet var i Democrat syd, er det latterligt at formode at sorte slaver der plantede og plukkede bomuld eller tobak, eller arbejdede som butlere eller nannies “byggede Amerika.” 

Det frie Republican ledede Nord, forpligtede sig helt klart til at få afsluttet slaveriet, og udviklede den industrielle magt der netop byggede Amerika. Det agrarisk Democrat syd var til sammenligning nødlidende, og skabte midlertidig velstand udelukkende for landejere i South (hvoraf nogle af dem var frie Black slaveholdere, ligesom der også var Hvide slaver i the south).

Hvis vi går ind for forfædres skyld for slaveriet baseret på DNA, som progressive racister insisterer på vi skal, så skal erstatningerne nødvendigvis betales af Kamala Harris, Angela Davis, Barack Obama, og andre der har forfædre eller på anden vis stammer fra slaveholdere. Eller alternativt, så kan Democrat vælgere betale hovedparten af erstatningerne, da de er de stolte medlemmer af det politiske parti der udkæmpede en borgerkrig for at forevige og udvide den “besynderlige institution.” 

Black bidrager procentvis mindre af deres indtægter i skatter end hvide, hvilket fører til en negativ uensartet påvirkning af ikke-Blacks; dog ‘konsumerer’ Blacks en uforholdsmæssig stor del af statens, kommuners, og forbundsregeringers hjælp, enten gennem velfærdsydelser, hjælp til opsplittede familier, Head Start, fødevaremærker, Medicaid, private velgørenhedsmuligheder osv. 

Ydermere overbebyrder Black American Democrats domstole og lovgivningen gennem uforholdsmæssig mange lovbrud, kriminalitet, flere mord, røverier, voldtægter, biltyverier og handel med narko, hvilket kræver mere politi, flere opsynsfolk med prøvetider, dommere, advokater og socialarbejdere, hvilket igen dræner de offentlige kasser og svækker det sociale sikkerhedsnet for andre. 

Race oppiskere (også kendt som samfundsorganisatorer, aktivister for social retfærdighed, eller fortalere for “underbetjente” samfund) profiterer politisk og finansielt ved opportunistisk at udnytte og overdrive racemæssige fjendskaber. 

Der er langt, langt  flere sorte ansatte i forbundsregeringsjob end procentdelen af Blacks i befolkningen  (18% vs.12%). Affirmative action (legaliseret regeringsdiskrimination) har medført uoprettelig skade på uddannelsesmuligheder og karriere udsigter for millioner af Whites.

Og enhver der har arbejdet i virksomshedsverdenen i de sidste fem årtier vil erkende at private virksomheder nærmest falder over egne ben i deres desperation for at rekruttere, ansætte og finde kvalificerede - selv marginalt kvalificerede -- Blacks frem for Whites.

Det er kun få der vil gætte på det, men White af europæisk herkomst udgør kun en lille brøkdel af menneskeheden - globalt set under 10%. Der er langt flere kinesere i Kina end der er hvide på  h e l e  planeten. Og der er langt flere Black Africans i Afrika end Whites i hele verden.

At være en foragtet minoritet er “en oplevet erfaring” som hvide i denne globaliserings tidsalder må leve med. Hvilket får de utrættelige stålsatte skub for at “eliminere hvidhed” til at ligne en hundefløjte der giver ordre til at mobilisere samfundet hen mod det endelige mål - udslettelsen af kaukasiere. 

I moderne Amerika er det med hvides privilegier en fabrikeret beskrivelse - ikke kun har den ikke eksisteret i årtier ( vel ikke siden dagene med præ-borgerrettigheder i South), men hvide uden forbindelser går automatisk tilbage i bussen mens de søger en ståplads tilladelse til virksomheds verdenen, eller bestræber sig på at få et kontrakt job hos regeringen, eller opnå adgang til college baseret på bedre karakterer etc. 

Det er Whites i den private sektor der har arbejdet dobbelt så hårdt for at komme videre. Siden 1960’erne har utallige millioner Whites måtte finde sig i det racehad der er rettet mod dem, at de er overset i mange forhold. Rutinemæssigt nægtes de jobs som de ellers er kvalificerede til, faldende fødselsrater og uforholdsmæssig mange dødsfald som følge af fortvivlelse. Whites skal for evigt verbalt og virkeligt gå som gik de på glasskår. Alt dette er grundet - Black privilege -og hipster kulturen der har fået overtaget.

Hvis der et neo-apartheid sociopolitisk system dukkende frem i Amerika, sammen med slow motion etnisk udrensning, er det at Whites stemmer ikke skal høres, og det systematiske uundgåelige tab af Whites “steder” er designet til at gøre Whites uden betydning.

Den ækle, men uigendrivelige kendsgerning er, at ipso facto, enhver progressiv, uanset hudfarve, er racist. Hvem andre end en racist ville gå ind for et race opsplittende kastesystem, som progressive gør med så stor ildhu? 

Intet af dette ville være muligt om ikke for den kendsgerning, at mange af de moraluhyrer der støtter progressiv politik, som åbne grænser og uhæmmet indvandring (men kun til lande med befolkninger med hvide som majoritet) selv er Whites.  

Det årlige World Economic Forum (WEF) stormøde/fest består af i store træk venstreorienterede jetsettere fra venstrefløjen der bare ‘æælsker’ at opfatte sig som medlemmer af en kognitiv elite, med forestillinger om at være en ny Illuminati.

Selvfølgelig er de selv undtaget fra deres egne undertrykkende planer, der hver som en er udklækket i lighedens, red miljøet og hylder “intersektionalitetsbegrebets” navn samtidig med befolkningsvæksten hæmmes. Udspyende den nederdrægtige holdning at White mennesker forgifter planeten ved at udånde for meget Co2, og dermed forværre klimaforandringen.

Det er da forundrende og latterligt at ingen af disse blege plutokrater går op mod Afrika og Asien for at man der skal gøre noget ved deres afskyelige menneskerettigheds krænkelser, reducere deres fødselstal, tage afstand fra og betale erstatning for deres historiske synder med erobring og slaveri af White i det kristne Europa, eller tillade flere Whites i deres homogene samfund for at byde racediversitet velkommen. 

Helt klart er venstrefløjen som trælle af plantagenostalgien med et ensidigt begær efter at underkaste sig en uønsket demografisk gruppe (åbenlyst forhånet som populister, foragtelige, naivister) der racemæssigt skal sættes i skammekrogen og uden nåde være syndebukke for synder de ikke har begået.  

I ønsket om racemæssig forsoning burde den amerikanske og vestlige elite lære af den forfejlede model fra post-apartheid Sydafrika. I stedet forsøger de at efterligne den. 

Image: Bart Everson

https://www.americanthinker.com/articles/2024/03/killing_the_boer_american_style.html

 

Kampen i giganternes skygge

Lars Møller

Det var en prøvelsernes tid. Det tyvende århundrede afprøvede til grænsen styrken i civilisationen. Som vesterlændinge under romersk lov og Erasmus af Rotterdam humanismen overlevede vi med nød og næppe de dødbringende udfordringer i Bolschevismen og Nazismen. Som de gamle grækere, grundlæggerne af demokratiet, der måtte føre krig mod perserne gang efter gang, stod vi overfor truslen om udslettelse. Det var knap og nap, det lykkedes.

Før udbruddet af 1. Verdenskrig ville kun de mest plagede misantroper gætte på omfanget af størrelsen af de menneskeskabte katastrofer menneskeheden. Krigens svinepelse, de to ideologier af Sovjet lignende kommunisme og nationalsocialisme - rivaler til døden - markerede transitionen til moderniteten.

Gående langt bort fra kristen etik, udelukkende med fokus på bedragets og voldens grænseoverskridende standarder det der karakteriserer totalitarisme og ved begge at prædikede had (det vil sige klasse- og racekrig) og oprør i iscenesættelsen af utopisk hykleri, stod de klar til at styrte Vesten omkuld. I bestræbelsen på udelt dominans (herunder kontrol over historien som moderne wokister også har i tanke) arbejdede de på at smadre tilliden til det civile samfund. Lykkeligvis fejlede de med deres onde forehavende i første omgang. Det er grunden til hvorfor vi har, indtil videre, har været i stand til at tænke over historiens kurs uden akademiske grænser - selvcensur forvrængede den offentlige debat indtil anden generations Marxismen brød igennem med den såkaldte “wokeism” og truende “annullering” om ikke fysisk uarbejdsdygtighed. 

Naturligvis var Bolschevismen brodermord på Nazismen en enorm lettelse for den oplyste del af menneskeheden når man tænker over de ubegribelige overgreb der blev afdækket i hjertet af Europa (ved systematisieret “euthanasia” i det tyske Vaterland, før udbruddet af krigen, til det industrialiserede massemord på jøder i afsidesliggende udryddelseslejre), Skønt de rivaliserende ideologier var ret så kortlivede så delte de det samme morderiske syn på mennesker som værktøjer for at nå selve målet. 

I kølvandet på krigen overtog bolschevikerne Nazisternes anti-Vesten - og anti-semitisme, og for den sags skyld - alliancer i Den Tredje Verden. Vestens forfinede civilisation, teknologisk, æstetisk og etisk baseret på en blanding af græsk-romersk og jødiske kristne traditioner og i sandhed enestående og uden hævd på moralsk universalisme blev rystet i et stykke tid dengang, udfordret af Nazisterne og Boschevikkerne, men genvandt sit fodfæste.

Nu i denne tid er vi måske ved vejs ende. Truslen på civilisationens overlevelse kommer fra flere sider. Man kan faktisk mistænke, at Vestens fjender har gjort deres forberedelser i meget lang tid. Da de er fjender af åbenhed, og frihed har de totalitaristiske kræfter foretrukket at arbejde i dække af mørket, fordi deres visioner og underminerende foretagsomheder er i konflikt med den demokratiske ordens lære og imod styre ved lov. 

Magtbalancen i verden er under forandring. Vesten som ikke kun vuggen, men også  frihedens fristed bøjer sig for de mørke kræfter i totalitarismen. Håbets lys der spredte sig til hele verden efter Sovjets kollaps er nu ved at blive slukket  af mørket. Fjenden har tillid til sig selv nu mere end nogensinde før, man fornemmer svaghed som alle rovdyr gør. Allierede chok tropper fra nær og fjern æder sig ind på os, forbereder sig på sidste stød. Mens vi ædes op indefra som var det af en fredelig dog forklædt fjende - der har infiltreret os siden slutningen på 2. Verdenskrig ved gradvist at udskifte vores fundamentale frihedsprincipper og underminere samfundets sammenhængskraft - trues vi som foran et geværløb at fjendens medkonspiratorer. 

Bolsjevikker og Nazister, er ligeværdige eksempler på politiske ganstermetoder, og i første omgang i samarbejde med hinanden mod magtstrukturer ( derpå fulgte omfordeling af land, befolkningscentre, og naturressourcer) i kølvandet på 1. Verdenskrig delende resterne fra de koordinerede erobringskrige (f.eks. deling af Polen). Den forbryderiske alliance, der også omhandlede handel med olie og våben varede ved indtil den ene side snød den anden (Operation Barbarossa). Det er hvad der uundgåeligt sker, før eller senere, i relationer med vaneforbrydere.

Som hverdagens psykopater der konstant gør deres medmenneske ondt uden at angre, kan de nidkære tjenere at totalitarismen ikke hævde de er uvidende eller vildledte - De har et sort hjerte.  

Nutidens alliance støbt mod Vesten består af 1) Revanchister i Østeuropa, 2) Islamister fra Mellemøsten, 3) Kommunisten i det fjerne østen. Selvom det er en triade af vidt spredte konspiratorer er de forenede fjender af det “åbne samfund” - med andre ord forenede i kampen mod en fælles fjende mere end noget andet. De udgør et skræmmende kriminelt kartel.

Hvordan håndterer vi denne situation der muligvis varsler vor snarlige dommedag? Mange af os nægter at se faren i øjnene, men foretrækker at nedtone den og lader som om der intet sker, eller er sket. 

Det er “fornægtelse.” Andre tjener i det skjulte fjendens interesser og angriber enhver der advarer mod farerne og kræver rettidig modindsats. Det er “forræderi,”

Imidlertid kan både benægtelse og forræderi som defineret ovenfor meget vel stamme fra kujoneri. Kujonerne tror ikke, at Vesten kan holde ud i det lange løb. De anser modstand som yderst nytteløst og de forsøger kun at redde sig selv. 

Den antiprogressive skeptiker, der opmuntrer til moderation og reflektion kan finde det vanskeligt at komme igennem med sine budskaber i kakofonien af pladder på sociale medier og politiske udtalelser uden indsigt og beslutsomhed. 

Overordnet set, kan det se ud som om der kun er en minoritet af mennesker der faktisk indser faren og er villig til at handle mod den. Der er ikke megen heroisme nu om stunder. De fleste værdsætter ikke friheden som de har arvet og derfor tager for givet, men er på tragisk vis afledt ved forbrugersamfundes endeløse fristelser.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/05/in_the_shadow_of_giants.html

Hvorfor er demonstrerende på universiteter iført keffiyeh og masker?

 

Hvorfor er demonstrerende på universiteter iført keffieyh og masker?

Jamie Glazov

Mens demonstrationerne for Hamas fejer hen over U.S. univeristetserne er der dukket et pudsigt fænomen op. Et stort antal af de demonstrerende er ikke kun iført keffiyeh, men også COVID masker.  Hvorfor nu det?

At være iført keffiyeh er der ikke noget mystisk ved. De demonstrerende kommer tydeligt med en holdning til solidaritet med islaisk jihad og især med Hamas terror. Men COVID maskerne føjer noget ekstra til. Nogle af de som har masker på hævder de gør det for at “være sikre” - i det som de tror er en fortsættende COVID “pandemi.”  Andre har imidlertid postuleret at det er for at de demonstrerende kan skjule deres identitet.

I begge disse ræsonnementer kan der være mulige elementer af sandhed, men nedenunder disse lag foregår der noget langt mere grundlæggende - og det involverer en magtfuld impuls der er grundlaget for selve den venstreorienterede utopi.           

Vi burde refletere over den måde som Maos Kultur Revolution i Kina indførte unisex, seksualiserende tøj på sine borgere. Tyrannen fik dette gennemført som en hensynsløs krig mod forskel på kønnene og individualiteten i “lighedens” navn- Og denne krig involverer et kalkuleret angreb på muligheder for private attraktioner, følelser og begær. 

Den centrale målestok for virkeligheden her er, at unisex/deseksualiserende tøj tilfredsstiller venstreorienteredes morbide fastholdelse af påtvungen lighed. Det er yderst vigtigt, i deres verden, at udslette såvel fysiske og følelsesmæssige forskelle og attraktioner mellem mennesker. I Utopiens slutresultat skal mennesker alle være replikanter af hinanden, og være nidkære for ‘sagen’ den revolutionære stat og til dens alviden der administrerer “lighed” og “social retfærdighed.” 

Det er således ingen overraskelse af venstreorienterede i Vesten er fortryllet af Maos sociale omformnings eksperiment. Jeg har dokumenteret dette i min bog United in Hate, hvor jeg påviser hvordan rejsende der rejste for at tilbede ved alteret for Moas killing fields nærmest blev ekstatisk lykkelige over at se unisex tøjet. 

Lad os se på et par eksempler:

Den amerikanske venstreorienterede akademiker Orville Schell tilbad Kinas påtvungne tøjmode fra det øjeblik han så det. I sin bog, In the People’s Republic, lovpriste han “de sækkelignende uniformlignende tunikaer” og skrev fuld af beundring om hvordan "spørgsmålet om en persons krop er omstridt i Kina.”

Schell var begejstret over at fysisk fremtoning blev underkuet i intime relationer. Han skrev at kineserne var

lykkedes med grundlæggende at ændre holdningen til ‘tiltrækning’ ved helt enkelt at erstatte nogle af disse revolutionære kendetegn frem for de fysiske, hvilket spiller en vigtig rolle i frierier i Vesten. 

Schell betonede også positivt at “holdningen med at spille ‘kostbar’ eller overdrive “jalousi for at vinde nogens kærlighed ikke synes at antage sådan en prominent rolle.”  

Den amerikanske skuespiler Shirley MacLaine sluttede sig til Schell i at være  dybt fascineret, forelsket i Kinas totalitære puritanisme. Som med alle venstreorienterede ville hun helt sikkert have betragtet enhver restriktion på kvinders fremtoning eller seksuelle impulser i hendes eget samfund som patriarkalsk og kapitalistisk undertrykkelse, men for det kinesiske folk var stranguleringen af ureguleret kærlighed og sex noget helt storslået i hendes øjne,. I hendes bog  You Can Get There, skriver hun::

Jeg kunne se, at i Kina kunne man glemme sex. Der var ingen kommerciel udnyttelse af sex for at sælge sæbe, parfume, læskedrikke, eller biler. Unisex uniformerne deseksualiserede også, og på en interessant måde fik det dig til mere at være koncentreret om individets karakter, uanet hendes eller hans fysiske fortrin, eller mangel på samme....Kvinder havde kun lidt brug for eller ønske om sådanne overfladiske ting som udfordrende tøj og make-up, børn elskede at arbejde og havde tillid til sig selv. Relationer forekom fri for jalousi og utroskab fordi monogami var landets lov og knap nogen afveg fra kursen....Det var et kæmpespring mod fremtiden. 

For den franske venstreorienterede Claudie Broyelle, var annulleringen af “den private kærlighed" imidlertid en af de vigtigste elementer i Maos revolution. I hendes bog Women’s Liberation in China, betonede hun med fryd hvordan kærlighed i Kina nu blev udtrykt ikke gennem personlig og selvisk kapitalistisk  måder, men kun gennem “forpligtelse til revolutionen.” 

Broyelle betonede med ægte satisfaktion at et godt udseende ikke længere var vigtigt for kinesiske kvinder. Ulig det seksualiserede billede af kvinder i Vesten, pralede hun med hvordan der i Kina var et andet kvindebillede: 

På murplakater, i aviser på scenegulve, overalt. Det er billedet af en arbejder eller en bonde, med et beslutsomt ansigtsudtryk og klædt meget enkelt....Man kan se hende arbejde, studere eller tage del i en demonstration. 

Schell, MacLaine, og Broyelle fortalte, naturligvis, aldrig om de brutale sandheder der ellers stirrede dem lige i øjnene. De vovede ikke at spørge: Hvordan kunne jalousi dog forekomme, eller utroskab blive praktiseret i et samfund, hvor privatlivet ikke eksisterer og med troløshed ville du blive placeret i en koncentrationslejr, i bedste fald, og i værste blive henrettet?

Hvad nu hvis en borger i Kina valgte ikke at glemme alt om sex og hans mangel på glemsomhed blev åbenbar? Og hvad om en mand eller en kvinde er iført klæder der ikke understreger hans eller hendes seksualitet?  Hvad ville ske med dem? Det forekommer helt naturligt, hvorfor disse venstreorienterede aldrig stillede sådanne spørgsmål - og hvorfor de aldrig besøgte en kinesisk koncentrationslejr for st undersøge hvem der var indsat der, hvordan de led og hvorfor.  

Længslen mod totalitær puritanisme der blev bevidnet blandt venstreorienterede i Maos Kina betyder ikke, selvfølgelig, at venstreorienterede er aseksuelle. Tværtimod er mange af dem særdeles seksuelt promiskuøse og lidenskabeligt aktive i at fremme promiskuitet. Emnet her er hvilken sag tjenes. Kvinders “seksuelle selvbestemmelsesret” er for eksempel brændende støttet af venstreorienterede hvis det gør det anvendeligt i deres krig mod egne demokratiske kapitalistiske samfund - og det kan skade den jødisk-kristne tradition. Men hvis et totalitært modstridende samfund hæmmer kvinders rettigheder i denne kontekst, så støtter de venstreorienterede hefigt den undertrykkelse, da man typisk tilbeder det særlige tyranni der er på tale, og med fryd byder den trussel den udgør mod deres eget samfund velkommen - det samfund de hader og ønsker af smadre. 

Det er vigtigt at huske på, at for cirka 50 år siden førte terrorgruppen Weather Underground ikke kun krig mod det amerikanske samfund gennem vold og optøjer, men opmuntrede også til promiskuitet - samtidig med forbud mod privat kærlighed — i deres egne rækker. Dette medførte en besynderlig genkomst af seksuel promiskuitet, der blev forstærket (samtidig med privat kærlighed blev forbudt) i dystopiske romaner som We, 1984, and Brave New World. Alt dette er præcist, hvorfor den radikale venstrefløj og Sharia støtterne afskyr Valentine’s Day — da den dag er tilegnet kærlighed mellem mand og kvinde, et bånd der på farlig vis truer det totalitære

Og på denne vis begynder vi at kunne forstå hvorfor, ligesom tendens mod totalitær puritanisme spillede en central rolle i venstrefløjens solidaritet med Maos Kina (og med andre kommustiske regimer), og således tjener det også som et vigtigt komponent i venstrefløjens nuværende romance med Islam — som i det selvssmme øjeblik involverer universiteternes pro-Hamas demonstranterne der bøjer sig for Allah.

Faktisk kan man finde Maos unisex tøjstilsregler som parallel i Islams krav om formløs tildækninger - der skal bæres af både mænd og kvinder. Den kollektive “uniform” symboliserer underkastelse til en "højere enhed” og annullerer individuel udtryksform, fælles fysisk tiltrækning og privat forbindelse og affektion. Og således er det klart hvordan COVID ansigtstildækningen passer perfekt som fod i hose med denne matrix af  totalitarisme. 

Således, ligesom hos Orville Schell, Claudie Broyelle, og Shirley MacLaine der var så fortryllet af at indføre Mao tøjstilen der forsøgte at deseksualisere kinesiske borgere, er det også med den nye generation af venstreorienterede der højtideligt bøjer sig for den islamiske hijab niqab og burka - og for “pandemimasken.”

Den islamiske og COVID tildækningerne ligesom Mao uniformen tiltrækker venstreorienterede ved ikke kun at knægte individualitet og personlige forbindelser, men også ved hvordan de ser på mennesker der er tvunget til at bære dem på tyrannisk vis.  I en længsel efter at lade sig underkaste et totalitær system hvor selv deres egne valg vil blive dem nægtet er venstreorienterede altid draget af totalitære enhed hvor de kan miste sig selv. Og det er i denne forvredne paradigme at disse fortabte individer - der lider under en voldsom fremmedgørende følelse - endelig føler sig forbundet til noget. Endelig har de et tilioldssted. 

Som jeg dokumenterer i United in Hate — og i mit værk Jihadist Psychopath — forklarer alle disse kræfter hvorfor venstreorienterede i dag er på Sharia tilhængerne side, de der forfølger og slår kvinder ihjel, kvinder der vover ikke at være iført hijab. 

Det er helt sikkert soleklart hvorfor venstreorienterede feminister i særlig grad så upåvirket vender ryggen til myrdede muslimske piger såsom Aqsa Parvez og Mahsa Amini — og hjerteløst ignorerer, f.eks., lidelsen hos iranske kvinder og piger, der fængsles, voldtages fordi  de ikke tildækker sig på islamisk vis. 

Og derfor er det sådan set ikke et mysterium hvad der gennemsyrer U:S campuses i dag. Venstrefløjen fortsætter blot sin Maoistiske kulturrevolution og dermed pligtskyldigt adlyder Sharia regler og “pandemi sikkerhed” som man hylder med en ‘hellig’ pligtfølelse. 

Pro-Hamas demonstranterne på campus i dag bærer ikke ansigtsmasker fordi de ønsker at “være sikre.” Det er og har altid været noget bagvedliggende. De bøjer sig for det totalitære. At tilbede foran alteret for Sharia og for COVID kulten er en fremragende blanding for disse sande troende; det er noget der skal nydes, I deres glødende had mod mennesker, og i deres umættelige begær efter kontrol over hvem og hvad mennesket er, fører disse selvudnævnte sociale forsonere i vor tid krig mod det som gør vi er mennesker - og mod deres eget selvhad 

Det venstreorienterede forehavende har altid været et dødsønske - en selvmorderisk odyssey for at finde beskyttelse fra ens eget uønskede selv og i den proces søge dække i et kollektivt totsalitært hele. Og det er i denne despotiske sump de finder deres mening med livet og en følelse af at høre til et sted. 

Det vi i dag er vidner til på universiteter er blot det næste logiske kapitel i den skræmmende progressive fortælling. De pro-Hamas demonstrerende er blot ved at finindstille deres rejse og deres masker viser ganske enkelt hvor succesrige - og ildevarslende - at de opnår deres afskyelige mål med selvudslettelse. T

Jamie Glazov holds a Ph.D. in History with a specialty in Russian, U.S., and Canadian foreign policy. He is the editor of Frontpage Magazine, the author of the critically acclaimed and bestselling, United in Hate and Jihadist Psychopath, and the host of the web TV show The Glazov Gang.  His new book is Barack Obama’s True Legacy: How He Transformed America. Follow him on Twitter: @JamieGlazov and GETTR: @JGlazov - and contact him at jamieglazov11@gmail.com.

Image via Pexels.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/05/the_real_reason_pro_hamas_protesters_wear_masks.html