Første ikke valgte kvinde som præsident - Edith Wilson
Woodrow Wilson har måske været den hårdest arbejdende af vore øverstkommanderender, og i efteråret 1919 bar han stærkt præg af det.
I seks måneder mellem december 1918 og juni 1919 var vor 28. præsident i Europa for at forhandle Versailles Traktaten og lægge planer for oprettelsen af Folkeforbundet. For de indsatser blev han belønnet med 1919 Nobel Freds Prisen (som han først officielt modtog i 1920) Hjemme blev ratificeringen af traktaten mødt med blandet offentlig støtte og stærk opposition fra Republican senatorer under ledelse af Henry Cabot Lodge (R-Mass.), og også af irske katolske Democrats. Mens sommeren gik var præsident Wilson bekymret for at nederlag lurede.
Udmattet, men besluttet på at føre striden frem til enighed drog Woodrow Wilson den 3. september 1919 ud på en national talerække over United States, så han kunne tale direkte til det amerikanske folk. I de næste tre og en halv uge, kørte præsidenten, hustruen Edith Galling Wilson, udvalgte hjælpere, tjenere, kokke, Secret Service folk og medlemmer af pressen med tog ud i landet. Præsidentens togvogn, passende kaldet the Mayflower, tjente som et rullende Hvide Hus. Med i selskabet var præsidentens personlige læge Cary T. Grayson, der have alvorlige betænkeligheder over hans patients helbred.
Woodrow Wilson var da heller ikke særlig sund at se på før han indledte dette krævende korstog.
Da Wilson blev indsat som præsident forudså den berømte læge og fritidsforfatter Silas Weir Mitchell ildevarslende at præsidenten aldrig ville kunne afslutte sin første periode. Dr. Weir tog fejl i den prognose selvom Dr. Grayson talte tit og ofte højlydt om Wilsons tendens til at arbejde for meget.
Da han forhandlede med de europæiske ledere for at nå frem til en passende fredsafslutning på “Den Store Krig” arbejdede Wilsons med stor ildhu, og så bort fra al motion, underholdning og perioder med afslapning i hans program. Og som ti millioner af andre mennesker under den værste pandemi i menneskehedens historie, fik den amerikanske præsident en frygtelig omgang influenza i april 1919.
Gennem hele september måned 1919 mens præsidentens tog bevægede sig over Midtvesten ind i staterne i the Great Plains, over Rocky Mountains til Stillehavet og derpå vendte tilbage mod øst blev præsidenten tyndere, blegere og endnu mere skrøbelig. Han mistede appetiten, hans astma blev værre og han klagede over konstant hovedpine, der ikke lod sig mildne.
Desværre nægtede Woodrow Wilson at lytte til sin krop.
Han havde for meget og for vigtigt arbejde at udføre. Sammen med hans oplæring som professor, historielærer, i politisk videnskab og statskundskab, som oratoriker kastede han sig over opgaven med at overbevise skeptikerne og prædikede for koret af kritikere om vigtigheden af at ratificere traktaten og slutte sig til Folkeforbundet. På mange af “whistle stops,” nedgjorde kritikerne voldsomt hans forslag. I Senatet kritiserede hans politiske modstandere Wilsons diplomati, klagede over at traktaten reducerede Kongressens magt til at erklære krig, og stemte i sidste ende nej til traktaten.
Sent om aftenen den 25. september 1919 efter at have talt i Pueblo, Colorado, fandt Edith at Wilson var virkelig dårlig og syg. Hans ansigtsmuskler sitrede ukontrollerbart og han havde voldsom kvalme. Tidligere på dagen klagede han over en særdeles kraftig hovedpine.
Seks uger senere efter denne hændelse fortalte, Dr. Grayson en journalist at han havde bemærket et “besynderligt træk eller lammelse på venstre side af munden (Wilsons) - en faresignal der ikke længere kunne skjules.” Retrospektivt kan denne tilstand have været et forbigående iskæmisk anfald (TIA), det lægelige udtryk for kortvarigt mangel på blod til hjernen eller “mini slagtilfælde” der kan være et forvarsel for et kommende langt værre anfald - med andre ord et voldsomt slagtilfælde.
Den 26. september meddelte præsidentens privatsekretær Joseph Tumulty, at resten af tale turneen var aflyst på grund af at præsidenten led af en “nervøs reaktion i sine fordøjelsesorganer.” The Mayflower kørte hurtigt tilbage til Washington’s Union Station. Ved ankomst virkede præsidenten syg, men dog i stand til at gå, hilste på nogle få mennesker på perronen og blev ledt til Det Hvide Hus for at indlede en tvungen periode med hvile og undersøgelser af forskellige læger.
Alt ændrede sig om morgenen den 2. oktober 1919. Ifølge nogle fortællinger vågnede præsidenten med hans venstre hånd lammet før han blev bevidstløs. I andre versioner fik Wilson et anfald på vej til badeværelset og faldt omkuld på gulvet og Edith fik ham tilbage i seng. Umiddelbart derefter ringede Mrs. Wilson diskret til overbetjenten i Det Hvide Hus, Ike Hoover, og bad ham “få venligst fat i Dr. Grayson, præsidenten er meget syg.”
Grayson ankom straks. Ti minutter senere kom han ud fra præsidentens soveværelse og hans diagnose var ildevarslende: “Præsidenten er lammet.” erklærede Grayson.
Det som ville være en overraskelse for de fleste amerikanere i dag er, hvordan hele situationen, herunder Wilsons omfattende dårligdomme og langvarige mangel på ledelse blev indhyllet i hemmelighed. Opdagelsen af noter om præsidentens sygdom bekræfter at hans slagtilfælde i alvorlig grad lammede hans venstre side, og at hans højre øje var stærkt synshæmmet, sammen med den følelsesmæssige malstrøm der følger med livstruende sygdom, og især en der rammer hjernen. Få uger efter slagtilfældet blev Wilson ramt af en urinvejslidelse der truede hans liv.Heldigvis var præsidentens krop stærk nok til at bekæmpe infektionen, men han løb endnu en influenza i januar 1920, der yderligere skadede hans helbred.
For at skærme sin ægtemands ry og magt hindrede Edith Woodrow indblanding fra andre og gik i færd med en ‘sengekantsregering’ der i bund og grund ekskluderede Wilsons stab, the Cabinet og the Congress.
Under et overfladisk møde som præsidenten holdt med Sen. Gilbert Hitchcock (D-Neb.) og Albert Fall (R-N.M.) den 5. december forsøgte han og Edith endog at skjule omfanget af hans lammelser ved at holde hans venstre side dækket af et tæppe.
Sen. Fall, der var en af præsidentens mest formidable politiske fjender fortalte Wilson, “Jeg håber du opfatter mig som oprigtig, jeg har bedt for Dem, Sir.” Edith huskede senere at Wilson var klar nok til spøgefuldt at svare, “På hvilken måde Senator?” Måske en rigtig god historie, men Wilsons biografi skribent John Milton Cooper, Jr. tvivler på ægtheden og bemærker, at hverken Edith eller Dr. Grayson har skrevet om et så underfundigt møde i deres nedskrevne memoirer fra den dag.
I februar 1920 begyndte forlydender om præsidentens slagtilfælde at blive omtalt i presssen. Ikke desto mindre blev det fulde omfang af Woodrow Wilson’s manglende evner og hustruens håndtering af hans opgaver ikke helt forstået af den amerikanske offentlighed på det tidspunkt.
Det som forblev problematisk var at i 1919 eksisterede der endnu ikke nogen klar forfatningsmæssig retningslinje for, hvordan man forholdt sig dersom præsidentens magt skulle overdrages, hvis alvorlig sygdom skulle ramme den øverstkommanderende. Det som the U.S. Constitution’s Article II, Section 1, Clause 6 om en efterfølger til præsidenten fastslår er følgende:
In Case of the Removal of the President from Office, or of his Death, Resignation, or Inability to discharge the Powers and Duties of the said Office, the Same shall devolve on the Vice President, and the Congress may by Law provide for the Case of Removal, Death, Resignation or Inability, both of the President and Vice President, declaring what Officer shall then act as President, and such Officer shall act accordingly, until the Disability be removed, or a President shall be elected.
Wilson var ikke død, og ikke villig til at trække sig på grund af de svigtende evner. Resultatet blev at vicepræsident Thomas Marshall nægtede at blive præsident medmindre the Congress vedtog en resolution om at embedet faktisk var ledigt, og kun efter Mrs. Wilson og Dr. Grayson på skrift certificerede det ved at benytte sproget i the Constitution om præsidentens “manglende evne til at udøve magten og pligterne i omtalte embede.” Sådanne resolutioner kom aldrig.
Faktisk var det først i 1967 at the 25th Amendment til the Constitution blev vedtaget, der giver en mere specifik metode til overdragelse af magten når en præsident dør eller ikke er i stand til at udføre sine pligter. Som parentes skal bemærkes at mange lærde i sundhed fortsætter med at argumentere for at selv the 25th Amendment ikke er klar nok i sine regler for præsidentens efterfølgelse og at der er brug for en revision i betragtning af lægemidlerne i det 21. århundrede og de forøgede chancer for at komme sig over alvorlig sygdom der har medført svære og ikke svækkende følger.
I hele resten af Edith Wilsons liv fastholdt hun, at hendes mand udførte alle sine præsidentielle pligter efter slagtilfældet. Som hun senere erklærede i sin selvbiografti i 1938, “My Memoir”:
“Således begyndte min forvaltning, jeg studerede hvert dokument sendt fra forskellige ministerier eller Senatorer, og forsøgte at forstå og præsentere i tabloid form de ting, der trods min årvågenhed skulle forelægges præsidenten. Jeg tog aldrig selv en egen beslutning vedrørende disponering af offentlige anliggender. Den eneste beslutning der var min var, hvad der var vigtigt eller ikke vigtigt, og den meget vigtige afgørelse om, hvornår sagerne skulle forelægges min mand.”
I løbet af de seneste 100 år er historikere fortsat med at grave dybere i Wilson administrationens handlinger, og det er helt tydeligt at Edith Wilson var meget mere end en "forvalter." Hun var i al væsentlighed øverstkommanderende indtil hendes mands anden periode sluttede i marts 1921. Næsten tre år senere døde Woodrow Wilson isit hjem i Washington, D.C., 2340 S Street, NW, kl. 11:15 søndag den 3. februar 1924.’
Ifølge udgaven for 4. februar af The New York Times, ytrede den tidligere præsident sin sidste sætning fredag den 1. februar: “Jeg er et ødelagt stykke maskineri. Når maskineriet er ødelagt - jeg er klar.” Og den 2. februar var hans sidste ord: Edith.
Mens vi ser frem mod præsidentkampagnen 2016 (artiklen er fra 2015)er det fint at erindre, at den 2. oktober 1919 meget vel markerer første gang i amerikansk historie, at en kvinde blev de facto præsident for the United States, selvom Edith Wilson aldrig officielt havde posten. Faktisk ændrede den manglende blodtilførsel til Wisons hjerne langt mere end hans liv, det ændrede historiens kurs.
Dr. Howard Markel writes a monthly column for the PBS NewsHour, highlighting momentous historical events that continue to shape modern medicine.
https://www.pbs.org/newshour/health/woodrow-wilson-stroke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar