Fjenden inden for portene
Kahlenberg er et bakkedrag lige uden for Wien. Kendt for sine panoramiske udsigtspunkter over hovedstade, det er et fredeligt sted med vinstokke og buske, og er et yndlingssted for endagsture for forelskede og familier med små børn.
Intet i denne idyl udover en beskeden plakette dedikeret til den polske konge John (Jan) III Sobieski, bærer vidnesbyrd om dtn skæbnesvangre drama der udfoldede sig den 12. september 1683
Man siger den islamiske fremgang over Bosporus Strædet blev standset ved Wiens porte. I århundreder havde osmannerne haft næsten uhindret militær succes, og erobret kristne områder i Anatolien og på Balkan.
I begyndelsen gik de udenom hovedstaden i Byzans, Konstantinopel, men blot for at samle styrker og storme Theodosian Murene i 1453, og endelig indtage de ynkelige rester af metropolen. Vanhelligelsen af Hagia Sophia var et midlertidgt lavpunkt i Kristendommens historie. I 1683 var vendepunktet for den katolske hovedstad Wien kommet.
Inden slaget om Wien havde byen været belejret i to måneder. På den ene side stod Det Hellige Romerske Imperium i alliance med den polsk- litauiske sammenslutning, og på den anden side Det Osmanniske Imperium. At slaget ikke sluttede med endnu en katastrofe for Kristendommen kan med fuld ret tilegnes den heltemodige intervention af polakkerne. I anerkendelse af hans historiske betydning ville det have været perfekt at oprette et mindesmærke til ære for den polske konge der havde kommandoen over de kristne styrker.
Tilbage i 2013 foreslog faktisk den polske præsident Bronislaw Komorowski at oprette et monument til påmindelse af Sobieski og hans undsættelseshær ved Kahlenberg. Trods udbredt entusiasme for ideen både i Polen og Østrig, skulle beslutningsprocessen vise sig at være lang og smertefuld.
Image from Wikipedia Commons: The Turkish Siege of Vienna (August Querfurt, 1750s)
I begyndelsen, byggedes en solid piedestal i samarbejde med byrådet i Wien. Udpeget til at tegne statuen blev den polske professor Czeslaw Dzwigaj, fra Academy of Fine Arts i Krakow, og han gik i færd med at skabe et meget personligt værk karakteriseret af det kaotiske drama og slagets voldsomhed. Planen var at hans skulptur skulle placeres på piedestalen og afsløres for offentligheden i 2018, 335 år efter slaget.
Kort før monumentet skulle afleveres i 2018 meddelte imidlertid den socialistiske borgmester i Wien, Michael Ludwig, byrådets beslutning om at trække deres samtykke til planen, idet han var bekymret over monumentets design.
Så i september 2024 blev sagen så endelig lukket en gang for alle. Veronica Kaup-Hasler, kulturrådgiver for byrådet, gik i færd med uigendriveligt at forkaste planerne om det polske monument på Kahlenberg, med følgende argumenter: “Wien vil ikke rejse en scene der kan blive misbrugt til xenofobisk agitation og danne baggrund for islamofobi og anti-tyrkiske følelser.”
Oprørte over de upatriotiske, opportunistiske udgydelser af byrådet har nationalkonservative åbenlyst beskyldt de socialistiske byrådsmedlemmer for at gøre sig ‘lækre’ for de muslimske vælgere. Ligesom i resten af Vesteuropa har muslimerne hurtigt skabt en voksende interessegruppe med indflydelse i institutioner, på social kulturelle områder og andre steder i det offentlige rum.
I Wien identificerer så mange som 41.2% af studerende sig som muslimer (sammenlignet med 35,2% som kristne). Denne forbløffende observation gør at muslimer er den største religiøse gruppe i det offentlige skolesystem i den østrigske hovedstad. Andelen af muslimer i byen udgør lige for tiden 14,8%.
Tyrkerne lurer ikke uden for Wiens byporte. Takket været kortsigtet grådighed i samarbejde med Vestens selvhad (krav om “billig arbejdskraft” og “diversitet”) er det lang tid siden de er blevet lukkt indenfor. Islamisk polarisering og nationalistisk flok mentalitet fodrer deres appetit for magtovertagelse. Blandt de indfødte fornemmes en ubehagelig følelse af dommedag. Ingen med deres sanser intakt har grund til at betvivle den ildevarslende transformation om hvad der finder sted i disse år..
Selvom alvorlige forandringer har været påfaldende benægtes de hele tiden af de i ond tro.’ Imidlertid kan de foruroligende realiteter ikke længere ignoreres. Indvandrere dominerer bylivet i Wien. Forandringerne er synlige på så mange flere felter end de utroligt mange asiatiske frugtmarkeder, hookah barer (vandpibebarer) og lokantas (gaderestauranter).
Således, hvis der er en fodboldkamp hvor hold fra deres hjemland er involveret eller et stort bryllup i deres etniske samfund, kører tyrkere i den militærduelige alder hensynsløst gennem gaderne. Som en anden fremvisning af magt forstærker de larmende motor korteger trafikken, og antyder de står over loven. Gennem hele året patruljerer bander af unge indvandrere (arabere afghanere, somaliere) de offentlige pladser og forhåner de indfødte på frække og overherredømme lignende måder. (Det samme dystre billede karakteriserer andre byer i hele EU og i UK.)
Uden hensyntagen eller respekt for de indfødte gør tyrkiske nationalister lige hvad der passer dem, som var de erobrere, udvisende udpræget foragt for Vestens dekadence og sløvhed. Al Bayrak, med halvmånen og stjerne hænger ud af vinduerne. Det er helt åbenbart at deres umiskendelige dominans opførsel viser at de ejer Wien.
Antændt af deres tro, og det at de kender til de historiske sejre på slagmarken, fornemmer tyrkerne helt tydeligt svagheden i den oprindelige befolkning og har tillid til de får overherredømmet. De kender udmærket den fremtid der tilhører dem. Set i evighedens perspektiv var Slaget om Wien i 1683, blot en parentes som muslimerne har lært ved og kommer nu tilbage med hævngerrighed. Intet kan standse dem denne gang. De fortsætter med at indvandre og mangfoldiggøre sig i ubegrænset antal. Samtidig ser de indfødte til i tavshed, og er forvrirrede. (Erfaring lader formode at den forræderiske alliance mellem socialister og islamister kun vil vare kort tid.)
Inden længe vil immigranterne eje den gamle by Wien - og resten af Østrig, for den sags skyld. I mellemtiden har efterkommerne af de som i 1683 kæmpede til døden for deres nationale suverænitet og tro allerede opgivet deres værdighed og moral. Ofre for en verdslig identitetskrise og ved at godtage fatalismen i mangel af bedre forbereder de sig på underkastelse og håber på nåde. Men tiden vil de skulle vænne sig til at leve som andenklasses borgere. Hverken selvbenægtende velgørenhed eller kujoneri giver beskyttelse mod Kristendommens svorne fjende.
Et monument som det var oprindeligt var planlagt for sejren i 1683 ved Kahlenberg kunne have været en rettidig påmindelse til europæerne om at de burde tage egen skæbne i hænderne frem for at tillade sig at blive intimideret og underkastet.
Ulig Polen og Ungarn der højtideligt anerkender deres egen fortid, står Vesteuropa ved en korsvej- Der er virkelig kamp om symboler. Naturligvis handler det i bund og grund om identitet, religiøst og nationalt. Det polske monument ved Kahlenberg er et eksempel. Endnu et eksempel er uoverensstemmelsen med et kors på toppen af det ombyggede Berlin Palads (under navnet “Humboldt Forum”) i 2017. Ikke overraskende fik den fjendlige oppostion mod kristen symbolik formuleret af socialister hvis Stalin kammerater i Østtyskland hindret Schlüter’s barokke mesterværk i 1950.
Jesus, underviste os med sit eksempel om kærlighed, generøsitet og tolerance. Imidlertid krævede han aldrig af sine følgere at de skulle opføre sig som fjolser, og blive slaveholdt af onde. På samme vis burde vi ikke være blændet af vor egen stræben efter godhed og tillade de som udnytter vor godtroenhed til at undertrykke os uden nåde, lige så snart forholdene giver mulighed derfor. Udtrykt anderledes, Jesus opmuntrede aldrig til noget der kan ligne “selvmorderisk empati.” I stærk kontrast til de politiske konspiratorer i vor tid, der overlader deres børn til undertrykkelse og slaveri var Jesus gennemført modig, og fandt sig i at blive tortureret og korsfæstet for sin tro frem for at fornægte sin himmelske far eller flygte.
I Europa står de for afslutningen med øjnene vidt åbne. For i sandhed at beskytte tolerancen der er karakteristisk for det “åbne samfund” og sådan set et højdepunkt i Vestens civilisation, et oplyst regelbaseret samfund, på jødisk-kristne værdier burde de have bekæmpet intolerancen i alle dens forklædninger og med al deres styrke. Dette er især sandt når ondskab træder frem i forklædning, og hyklerisk prædiker menneskehedens frelse samtidig, med at man i virkeligheden repræsenterer en totalitær ideologi der er i konflikt med frihed, og som knuser menneskelivet og lykken
“Fjenden er inden for portene; det er mod vores egen luksus, vores egen dårskab, vores egen kriminalitet, vi må kæmpe.
— Marcus Tullius Cicero
https://www.americanthinker.com/articles/2025/07/enemy_within_the_gates.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar