Hvad kommer der til at ske med det hvide Sydafrika?

K.M. Breakey

Sydafrika har været i nyhederne på det seneste, måske lige så meget som i 1994. Det var året de fordrev racedæmoner og omfavnede demokratiet. Slutningen på Apartheid og begyndelsen på Utopia med mange racer. 

Et glorværdigt øjeblik, ikke sandt? Og så Nej.

Trist nok.

Det mente jeg ikke dengang og det mener jeg ikke nu. Jeg vidste ikke så meget i 1994, men jeg havde instinkter, og hver af dem flammede rødt. De stakkels hvide ville blive slagtet og jaget bort. Det er åbenbart. Rhodesia var skræmmebilledet og et varsel.  Propagandaen var så intens, at jeg kortvarigt jeg knap kunne mønstre optimisme. 

Måske Sydafrika ville være anderledes. Efter et år med Mandela som præsident, hændte nærmest et mirakel, da the Springboks slog de formidable All Blacks (New Zealand) i verdensmesterskabet i Rugby, noget helt ubegribeligt.

Da Nelson Mandela overdrog den grønne trøje for at præsentere trofæet til afrikaneren Francois Pienaar, var stemningen ekstatisk. Det var et forløsende øjeblik til at forene nationen. Helkt sikkert var det et profetiske tegn på en lys fremtid for the Rainbow Nation.

Det var helt sikkert en pragtfuld sejr, men så heller ikke mere. Uanset tyngden, tiden, stedet, fremkaldte det følelser, dog ingen garantier for fremtiden. Og i sidste ende - Mandela var blot et menneske. Jo, han overlevede fangenskab som terrorist og var nu politiker. Jo, han viste værdighed og ydmyghed (da han havde vundet valget). Sådan set var han ikke så meget anderledes end nogen anden tosidet afrikansk diktator. 

Jeg var ikke den eneste, hvis instinkter blinkede rødt i 1994. Hvide begyndte straks at strømme ud af Sydafrika, en udvandring der blev kendt som Chicken Run.  Hallo er I bange for at blive tortureret og slagtet?

Estimaterne varierer, men cirka en million hvide har trukket stikket. Jeg kender selv nogle, ingen af dem har fortrudt, udover de savner de familiemedlemmer der blev tilbage. Flere ville rejse hvis de kunne, men regeringen om omstændighederne gør det umuligt for de fleste.

Husk Afrikaners er en anden ‘art.’ Seje mænd, gjort hårdføre af landet og krig. Stædige. Beslutsomme. Og i en pagt med Gud ved de at landet er deres. De var der først og gjorde hævd på landet - her tæller buskmænd ikke - og de vil kæmpe til døden for at beholde det. De er i sandhed et bemærkelsesværdigt folk.

Men er beslutsomhed nok i et land der er inde i en frastødende nedtur siden det sorte styre tog over? Hvert år bliver det værre og værre for Sydafrikas hvide. Hvert åt strammes løkken. Nogle betegner Black Economic Empowerment (BEE) verdens mest ekstreme omfordelingsprogram - et værktøj til at gøre hvide arbejdsløse og forhindre dem i at starte virksomheder, plus et fodertrug for sorte bureaukrater.

Opfordringer fra den sorte styrende klasse til vold og overtagelse af land er godt dokumenteret. EFF’s Julius Malema synger “Shoot the Boer” til propfyldte arenaer, og de tilstedeværende sorte går i kugleskør selvsving. Kort fortalte - et større politisk parti der aktivt fremmer folkedrab.  

Og det fungerer. De som er tapre nok til at se på bemærker rædslerne. Forkastelige handlinger. Ældre bliver bundet og tortureret i timevis. Unge piger voldtaget og nedværdiges. Forældrene tvunget til at se på. Hadfyldte anti-hvide budskaber skrevet med blod. Ækle handlinger.

Dette er ikke kriminalitet, som de så gerne vil have dig til at tro. Det er statssanktioneret terror. Racemotiveret. Hvis det ikke er bogstaveligt folkedrab, er det forløberen. Ikke kun tolereres det, men man hylder det. 

Så er vi fremme ved ankomsten af 59 flygtninge til Amerika. Nævnte jeg de er hvide? Den monumentale hændelse satte spot på en grundlæggende venstreorienteret fejlagtig doktrin, hvor der kun er fokus på had til ikke hvide. White Man Bad er deres kerneprincip.

De nedsmeltede. De gik ‘nøgne’ ud og fremførte anti-hvid had så alle kan se det. 59 mennesker - et lille antal. Men at indrømme at der eksisterer hvide der må flygte er at indrømme ...næsten alt. Endog visse kristne kirker giver udtryk for moralsk opposition mod at lade Afrikaners bosætte sig hos os. Jamen da dog, hvor er råddenskaben gennemført. Fjenden er overalt.

Dette bringer os til Cyril Ramaphosa’s besøg i Det Hvide Hus, angiveligt for at diskutere handel og investering - med andre ord , bede om penge. 

Trump havde andre planer. Han tog den afrikanske diktator i skole på live TV, som kun Trump kan. “Skru ned for charmen,” sagde han da Ramaphosa fniste som en nervøs skoledreng. Det var storslået. Kun Trump har de cojones der skal til for at holde en anden verdensleders fødder til ilden på så ekstraordinær en facon.  

I processen, samtalen, blev folkedrab på hvide anerkendt. Det var skinbarlig blasfemi for de venstreorienterede medier. De hvide sydafrikaneres må ikke påpeges i høfligt selskab. Helt sikkert ikke i pressen. Forudsigeligt gik denne i overdrive, på aggressiv vis søgtes dækning - afledninger, benægtelser, fordrejninger. 

Vi fik at vide der ikke er noget folkedrab. Undskyld, ikke nok overgreb. Ikke nok drab. De dyrkede sproglige finurligheder. De gik i detaljer med terminologien. Overskrifter gentog deres hovedpunkter:  Grundløse påstande. Ubeviste påstande. Falske påstande..

Den ydmygede sydafrikanske regering var rasende. Men de befinder sig på et underligt sted når det drejer sig om hvide. Det er åbenbart, at den foragter de hvide, men uden dem har den ingen skattebase. De har intet land. Det er blevet bevist, igen og igen, at uden hvide forfalder infrastrukturen og fødevareforsyningerne fordufter. Uden hvide er Sydafrikas nedtur som et tredje verdens land på vej helt og aldeles. 

Gud ske tak og lov for at Trump har kastet spotlyset på de forkvaklede forhold i Sydafrika, selvom der intet nyt er i det. Jeg dækkede det grundigt i 2019 i min episke fortælling Never, Never and Never Again — titlen er lånt fra Mandelas nu lattervækkende udtalelse i hans indsættelsestale: “Never, never and never again shall it be that this beautiful land will again experience the oppression of one by another.”

(Aldrig, aldrig, aldrig igen skal dette smukke land igen opleve at den ene undertrykker den anden) 

Jovist, mine instinkter i 1994 var korrekte. Rhodesia endnu engang. Har der nogensinde været tvivl om det? Der har aldrig været en Rainbow Nation.  Det var et eventyr. Uhåndgribelig egalitarisme eksisterer kun i en slags sæbeboble. Racemæssig realisme styrer i fængsler, jungler og lande som Sydafrika.

Hvad kommer der til at ske for hvide sydafrikanere? spørges der med morbid nysgerrighed. Hvornår slukkes lyset endeligt? Når sult, kaos og vold er ikke til at stoppe? Hvad så?

Jeg ser for mig to veje. 1. Et fælles hjemland - eller 2. Bare se at komme væk og ud. Begge er det noget rod, men begge har et smuthul. Med mulighed 1, Orania skabelonen - en stat for Afrikaners - der vil stortrives. Med option 2 - Trump har åbnet døren 

Uanset hvilken, beder jeg for Sydafrikas hvide. Jeg beder også for at striden de udkæmper ikke er et forvarsel om vor egen skæbne i årene der kommer. 

K.M. Breakey is the author of Britain on the Brink and seven other novels.  He can be reached at km @ kmbreakey.com.

Image: South African Tourism via Flickr, CC BY 2.0.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/05/what_will_become_of_the_white_south_african.html