Da Amerika hævnede et overfald
Og hvorfor man nu binder Israels hænder?
I de tidlige morgentimer den 9. marts 1916 krydsede flere end 600 mænd under ledelse af Pancho Villa grænsen mellem Mexico og til Columbus, New Mexico. De nedbrændte huse og butikker, plyndrede forsyninger og dræbte 18 amerikanere - ti civile og otte soldater. Vreden kom øjeblikkeligt. Præsident Woodrow Wilson gav ordre til en fuldskala straffeekspedition ind i Mexico under Brig. Gen. John J. Pershing.
Pershing ledte næsten 10000 mand hundreder af miles ind i Chihuahua. Kampagnen varede næsten et år, og en ung løjtnant ved navn George S. Patton var med og han stod i spidsen for en af de første motoriserede angreb i U.S. historien
Dusinvis af Villa løjtnanter blev dræbt eller fanget - mange henrettet af de mexicanske myndigheder. Villa undslap, men budskabet var ikke til at misforstå; et angreb på amerikansk jord ville blive besvaret med overvældende styrke. Der fulgte diplomatiske protester, men få belæringer om “proportionalitet.” Den moralske formodning var klar; en suveræn nation skal have frihed til at jagte sine angribere og afslutte den trussel, uanset hvad der følger med.
Hurtigt frem til 7. oktober 2023, da Hamas terrorister væltede over grænsen fra Gaza, og myrdede rundt regnet 1200 israelere på en dag. Angrebet var sadistisk udover over al begribelighed - familier blev brændt levende, kvinder voldtaget, børn fik hovederne skåret af, ældre mennesker lemlæstet. Hundreder af civile blev ført til Gaza som gidsler, sammen med ligene af de døde. Mange er der stadig i dag, deres fangenskab og ydmygelse bruges som psykologisk krigsførelse mod en hel nation.
For at begribe omfanget så forestil dig at the United States led et tilsvarende tab: 40000 amerikanere dræbt en morgenstund - et nationalt traume tyve gange værre end 9/11. Og så alligevel, da USA i 1916 sendte en hærafdeling for at straffe Villa så har det moderne Israel, igen og igen fået at vide det skal styre sig.
Fra første uge i Gaza krigen har Israel stået over for et aldrig ophørende kor af udenlandsk pres om “våbenhviler” og “humanitære pauser.” Hver gang Israels styrker har fremgang, er der opfordringet til at standse operationerne, tillade at Gaza igen får forsyninger og en venden tilbage til den status quo der skabte 7. oktober i første instans. Og ulig ethvert andet land i historien er Israel blevet tvunget til ikke kun at bekæmpe sine fjender, men at give dem forsyninger og fornødenheder.
Hver dag krydser hundreder af lastvogne med madvarer, brændsel og medicin grænsen fra Israel in i Gaza - selvom Hamas affyrer raketter fra det samme territorium. Det er ikke blot det at disse forsyninger gavner de civile, der er fanget i krydsilden, men de holder også det selvsamme regime der udførte masskrerne i live. Det som gør det endnu værre er at befolkningen i overmål støtter Hamas. Meningsundersøgelser viser, at op til 90-95% af gazanerne støttede 7. oktober angrebet og hyldede det helt åbenlyst, og ønskede en gentagelse. Der er ikke nogen undskyldning i stil, ingen moralsk ære - kun stolthed og fornægtelse.
Således er Israel tvunget til at give føde, give brændsel og andet til en befolkning der stadig glorificerer sine mordere og ville gentage deres forbrydelser allerede i morgen. Der er ingen fortilfælde i krigsannalerne om at en nation kræves at forsyne en fjendtlig befolkning, der både støtter og giver ly til de som slagter sit folk.
Værre er det, Israel er blevet nægtet en af de ældste og meds grundæggende værktøjer ved krigsførelse: Sejr.
Til alle tider kunne en belejret, der igangsatte en krig mod sine naboer forvente at dets energiforsyning, vand og andre forsyninger ville blive afskåret til overgivelse. Dog er Israel blevet tvunget til det modsatte - og genskabe, vand, elektricitet til Gaza og det til trods for at deres egne borgere sidder i mørke i grænsebyerne der er under raketangreb.
Det er ikke sådan at Hamas manglede midlerne til at sørge for sit eget folk. I årevis er der strømmet milliarder af dollars i materialer og hjælp fra udlandet til at bygge vandsystemer, kraftværker, eller hospitaler, men midlerne er brugt til at opbygge et underjordisk imperium af angrebstunneler, bunkers ogvåbendepoter. Gaza kunne have været Dubai: men valgte at være Dresden.
Kontrasten til Pershing’s ekspedition kunne ikke være skarpere. The United States, angrebet af nogle få hundrede plyndringsmænd i 1916, jagtede dem over grænsen uden at undskylde. Israel, efter at have lidt under den værste massakre på jøder siden Holocaust får at vide at man skal kæmpe med den ene hånd bag ryggen og med den anden fodre fjenden.
Moralsk bekymring for det civile liv er rigtigt og nødvendigt. Men moralsk lammelse der belønner aggression er ikke medfølelse - det er medvirken. Hver pause, hver konvoj af “humanitær hjælp” tillader Hamas at omgruppere, genbevæbne og dukke frem fra deres tunneller. Den samme verden der engang hyldede Amerikas beslutsomhed til at straffe grænsebrydere fordømmer nu Israel for at gøre det samme og gøre det mere retfærdigt og omsorgsfuldt.
Pershing fangede aldrig Pancho Villa, men hans kampagne genoprettede freden i årevis ved sin afskrækkende effekt - grænsen var rolig. Hvis Israel forhindres i at afslutte sin mission vil afskrækkelsen kollapse og 7. oktober vil komme igen i nye former. Lektionen fra 1916 er ikke at krig er pnd og let - det er at ikke afsluttende krig altid vender retur.
For 100 år siden, forstod the United States den sandhed. Risiciene blev accepteret, skaderne, de sårede og den diplomatiske krise der følger med beslutsomt selvforsvar. I dag kritiserer man sin nærmeste allierede for at gøre det man selv instinktivt gjorde. Hvis Amerika ønsker at ære sit eget eftermæle, burde man huske at Pershings kampagne ind i Mexico ikke var en forbrydelse, men et udtryk for national sund fornuft.
Israel fortjener at have den samme ret - retten som enhver fri nation skal have - at forsvare sig selv uden at skulle undskylde, af afslutte det som skal afsluttes, og at sikre at de som slagter deres eget folk aldrig får chancen til at gøre det igen.
https://www.frontpagemag.com/why-america-avenged-a-raid/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar