Islam ved stemmeboksen

AMIR TAHERI

Pakistans nyligt afholdte valg er blevet beskrevet i Vesten’s medier som et nederlag for præsident Pervez Musharraf. De rigtige tabere var imidlertid de islamiske partier.

De seneste analyser af resultaterne viser, at partierne knyttet til eller som i det mindste sympatiserer med Taleban og al Queda måtte se deres andel at stemmerne skåret ned til ca. 3% fra næsten 11% ved det sidste store valg for nogle år siden. Den største koalition af Islamistiske partier, den Forenede Forsamling til Handling (MMA) mistede kontrollen i den Nordvestlige GrænseProvins – den eneste af Pakistan’s fire provinser den regerede i hidtil. Vinderen i provinsen blev Det Nationale Awami Parti, som åbent vedkender sig at være sekulært.

På trods af, at enorme pengebeløb, stillet til rådighed af Den Islamiske Republik Iran, i Tehran og velstående arabere fra staterne ved Den Persiske Golf, formåede MMA ikke at opnå ”den forestående sejr” (fatah al-qarib) som islamistiske kandidater, såvel Shia som Sunni havde pralet med ville ske.

Islamisternes nederlag I Pakistan bekræfter en tendens, som har været undervejs I årevis. Vanetænkning har betydet at man formodede, at krigene i Afghanistan og Irak og manglen på fremskridt i Israel-Palæstina konflikten, ville give de radikale Islamister et springbræt fra hvilket de ville opnå sejre gennem frie valg.

Analytikere i Vesten har benyttet denne sandsynlighed til at argumentere mod Bush doktrinen –at sprede demokrati i Mellemøsten. Disse analytikere har påstået, at muslimer ikke er parate til demokrati, og at valg kun ville give sejr til fundamentalistiske Islamister.

Kendsgerningerne beretter noget andet. Indtil nu har intet Islamistisk parti formået at vinde majoriteten af afgivne stemmer i noget Muslimsk land, hvor rimeligt frie valg er afholdt. Om noget, så er islamisternes andel af stemmerne gået støt tilbage på et samlet plan.

Jordan. F.eks. i november måneds valg led Den Islamiske Handlings Front et nederlag, idet dets andel at stemmerne faldt til 5% fra næsten 15% ved valget fire år tidligere. Den radikale fundamentalistiske gruppe, som er nært forbundet med Det Islamiske Broderskab, lykkedes det blot at beholde 6 af dets 17 sæder i Nationalforsamlingen. Dets uafhængige allierede fik ingen.

Malaysia. Islamisterne er aldrig nået over 11% af stemmerne. I Indonesien har de forskellige islamiske grupper aldrig fået mere end 17%. Islamisternes andel af stemmerne i Bangladesh er faldet fra gennemsnitligt altid 11% i 1980'erne til omkring 7% i 1990’erne.

I Gaza og på Vestbredden, har Hamas – den palæstinske gren af Det Muslimske Broderskab – vundet valget med 44% af stemmerne, altså en del lavere end “den knusende bølge af støtte” det havde afgivet løfte om. På trods af dette, er det klart, at i det mindste nogle af de som kalder sig Hamas ikke deler den radikale Islam ideologi. Selvom Fatah, Hamas’s sekulære rival har præsteret et misregimente og korruption vandt det 43% af stemmerne.

I Tyrkiet, har AKP, Retfærdigheds og Udviklings Partiet vundet to på på hinanden følgende valg det seneste i juli 2007 med 44% af stemmerne. Alligevel hævder AKP’s ledere at partiet intet ”har at gøre med religion.””Vi er et moderne, konservativt Europæisk inspireret parti”, undlader lederen og Tyrkiets premierminister Recep Tayyib Erdogan, ikke at understrege ved enhver lejlighed. I juli måneds valg tabte AKP 23 sæder, og derved dets 2/3 dele flertal i Nationalforsamling.

AKP’s succes I Tyrkiet har inspireret marokkanske Islamister til at skabe en lignende gruppe kaldet, partiet med navnet ’Retfærdighed og Udvikling’ (PDJ). PDJ har bedt om støtte fra AKP’s ’eksperter’ for at være klar til valget i september i Marokko. Da stemmerne blev talt op, fik PDJ blot 10% og vandt således 45 af 325 delegerede.

Islamister har ikke klaret sig bedre i nabolandet Algeriet. Ved det seneste valg, i maj 2007 fik de to islamist partier, Bevægelsen for et Fredeligt Samfund, og Den Algerieske Vækkelse mindre end 12% af stemmerne.

I Yeman, en af de arabiske staer, hvor demokratikulturen har sine ældste rødder, har en række valg i de sidste 20 år kun afsløret støtte til islamister som svarer til 25% af stemmerne. I det sidste valg i 2003, vandt Yemens Samling for Reformer 22%.

Kuwait, er et andet arabisk land, hvor afholdelse af rimeligt frie valg er blevet en del af den nationale kultur. Ved valget i 2006, formåede en godt økonomisk støttet og forfinet Islamist koalition, at få 27% af stemmerne og vandt såldes 17 af 50 sæder i Nationalforsamlingen.

I Libanon, ved sidste valg i 2005 opnåede de to islamist partier Hezbollah og Amal 21% af stemmerne og fik dermed 28 af 128 sæder i Parlamentet. På trods af massiv økonomisk og propaganda støtte fra Iran, og valgforbund med en kristen politisk blok ledet af Teheran sympatisøren general Michel Aoun.

Mange observatører betragter ikke Ægyptens valg som frie og retfærdige nok som en base for politiske analyser. Ikke desto mindre, kan det seneste valg i 2005 anses for at være det mest ’lige’ siden 1940’erne, idet den islamistiske opposition var tilladt at opstille kandidater og føre kampagne offentligt. På trods af dette formåede Det Muslimske Broderskab’ kandidater kun at opnå mindre end 20% af stemmerne, selvom utilfredsheden med præsident Hosni Mubarrak’s autoritære styre er udbredt.

Andre arabiske lande, hvor valg endnu ikke lever op til acceptable standarder inkluderer Oman og Bahrain. Selv i disse lande har islamisterne ikke klaret sig bedre end noget andet sted i regionen. I Tunesien og Libyien, er islamisterne forbudt og har således ikke kunnet vise deres politiske styrke ved valg.

Afghanistan og Irak, har afholdt en række vælg siden Taliban faldt i Kabul og Baaht i Bagdad. Disse valg har været rimeligt rie og retfærdige og kan således bruges som målestok for folkestemningen. I Afghanistan har islamister, som indbefatter tidligere medlemmer af Taliban vundet ca. 11% af stemmerne i gennemsnit.

I Irak er billedet mere grumset, fordi vælgerne har skullet vælge mellemkoalitioner som dækker over de politiske partiers sande identitet af etniske og/eller sekterisk art.

Kun det næste valg i 2009 vil kunne afsløre den sande styrke af de politiske partier da disse vil blive opstillet enkeltvis og ikke i koalitioner. Imiderlitd viser de seneste meningsmålinger, at støtten til erklærede Islamistiske partier, såvel Shai som Sunni, ikke villi kunne opnå mere end 25% af stemmerne.

Ved således ikke af afvise demokrati, fordi de kunne opfattes som noget ‘fremmed’ elller benyttes som et middel til at skabe totalitære Islamist systemer, har en majoritet af muslimer tilkendegivet at de går ind for valg og gerne vil være med i den globale indsats for demokratiet.

Præsident Bush gjorde ret i at understrege vigtigheden af, at afholde frie og retfærdige valg I alle muslimske lande.

Diktaturer frygter frie og retfærdige valg, så tydeligt demonstreret af Khomeini styrets anstrengelser på at påvirke næste måneds afstemning i Iran ved kun at pege på udvalgte godkendte kandidater. Støtte til den demokratiske bevægelse i den muslimske verden er den eneste troværdige strategi, hvis krigen mod terror skal vindes.

http://online.wsj.com/article/SB120356153631882007.html