Ødelæggelse af Muhammed skulpturer

New York City Courthouse Appellate Division Ødelæggelse af Muhammed skulpturer

Daniel Pipes

Her i februar forpurrede PET et terrorforsøg på at slå Kurt Westergård, tegneren som udførte den mest kendte af de 12 Muhammedportrætter, ihjel. Dette foranlededigede at landets aviser genoptrykte hans tegninger i en form for solidaritet og som et signal til islamister om, at deres trusler og vold ikke vil lykkes.

Denne episode henviser til Islamisternes blandede succes på at lægge bånd på Vestens opfattelse af ytringsfrihed når det drejer sig om Muhammned – tænk på Salman Rushdie’s ’De Sataniske Vers’ eller den Tyske Operas opsætning af Mozart’s ’Idomeneo. Hvis trusler om vold undertiden har en virkning fremprovokerer de ofte vrede og inspirerer til modstand. For at vise, at en mere venlig protestdemonstration kan medføre andre resultater så læg mærke til to parallelle bestræbelser, helt tilbage fra 1955 og 1997. Bestræbelserne på at få fjernet næsten to identiske udsmykninger af profeten Muhamed fra amerikanske retsbygninger.

I 1997, forlangte Rådet for Amerikanske og Islamiske Forhold, (CAIR) at en del af en frise fra 1930’erne i hovedbygningen i USA's Højesteretsbygning i Washington D.C. skulle sandblæses til ukendelighed, med den begrundelse, at Islam forbyder afbildninger af profeten. Det syv fod høje marmor relief af Adolph Weinman fremstiller Muhammed som en af 18 historiske lovgivere. Hans venstre hånd holder Koranen i bogform (en forkert historisk ukorrekthed set fra muslimernes synspunkt) og i sin højre hånd holder han et sværd.

Højesteretsdommer William Rehnquist, forkastede imidlertid CAIR’s kampagne på at udøve pres, og lagde som begrundelse, at skildringen ”kun tjente til at påskønne (Muhammed) … som en vigtig person i lovgivningens historie, og ikke havde til hensigt at skulle være en slags afgudsbillede.” Rehnquist indrømmede blot, at Retslitteraturen skulle nævne at skildringen var krænkende for muslimske følelser. Hans beslutning afstedkom optøjer og flere tilskadekomne i Indien.

Som kontrast, så lykkedes en kampagne på at censurere en afbildning af Muhammed på en anden amerikansk retsbygning. Den fandt sted i New York City Courthouse Apellate Division, First Department af New York State Højesteretsbygning. Denne var bygget I 1902, på taget havde den en otte fod høj marmorbalustrade af *Muhammed’ af Charles Albert Lopez, som en af ti historiske lovgivere. Denne Muhammed var også fremstillet som holdende en Koran i venstre hånd og en krumsabel i højre.

Selvom den kunne ses fra gadeplan, var det vanskeligt adskille lovgivernes identitet på toppen af bygningen. Kun ved en rensning af bygningen i februar 1953, og også statuerne, blev publikum klar over identiteterne på statuerne. De ægyptiske, indonesiske og pakistanske FN ambassadører bad om, at USA’s udenrigsministerium skulle benytte sin indflydelse på, at få Muhammedstatuen, fjernet og ikke renoveret.

Meget karakterisktisk sendte Udenrigsministeriet to embedsmænd for at få overbevist New Yorks City’s bygningskommisær Frederick H. Zurmuhlen til at føje ambassadørernes vilje. Rettens kontorchef George T. Campbell fortæller af man ”også modtog adskillige breve fra muhammedanere på samme tid, hvor de alle bad Retten om at fjerne statuen.” Alle 7 appeldommere anbefalede at Zurmhlen skulle nedtage statuen.

Endskønt, som Time Magazine udtrykte det “faren for at et stort antal af New Yorkere skulle begynde at tilbede statuen ganske vidst var minimal” fik ambassadørerne deres vilje. Zurmuhlen måtte fjerne den ’fornærmende statue og tranportere den til et opbevaringsmagasin i Newark, New Jersey. Mens Zurmuhlen overvejde, hvad der skulle blive af den fortalte Times i 1955, at statuen ”lå på ryggen i et hul i adskillige måneder”. Dens endelige ’skæbne’ er ukendt.

For at skjule den manglende del på det tomme område af Retsbygningens tag fik Zurmuhlen de ni øvrige statuer byttet rundt. Zoroaster erstattede Muhammed ved den vestlige hjørne. Et halvt århundrede senere er situatuionen den samme.

Flere ting kan læres af disse begivenheder i 1955. For det første. Pres fra muslimer på Vesten for at tilpasse sig Islams skik og brug gik forud for den Islam vi oplever nu. For det andet, selv når det kun var et lille antal muslimer som boede i Vesten kunne et sådant pres lykkes. Endelig når man sammenligner hændelserne i 1955 og 1997, så kan ses, at det første tiltag fra ambassadørerne, hvor man fremstillede høflige krav – ikke højtråbende – bakket op at vrede demonstrationer, for ikke at nævne terrorplaner – kan være den mest effektive vej at gå.

Konklusionen bekræfter mit hovedargument - og præmissen for det Islamiske Projekt - at islamister, som arbejder stille og roligt indenfor systemet opnår mere end de som går ind for sagen med vildskab og krigeriskhed. Den 'bløde islamisme' er repræsentant for mindst lige så stor en fare som den voldelige.

http://www.familysecuritymatters.org/challenges.php?id=1386780