søndag den 18. maj 2008

60 år under svære forhold. Tillykke.

Tillykke med de 60 år. - Godt klaret forudsætningerne taget i betragtning

Melanie Philipps

Hvad ville Israels første premierminister Ben Gurion have sagt, hvis han havde vidst, at på den samme dag han erklærede Staten Israels oprettelse i 1948, seks årtier senere ville Israel være omringet af fjender, være befolkningsmæssigt i mindretal, og konstant måtte kæmpe for sin eksistens? Højst sandsynligt ville han have svaret: Hvad nyt er der i det?

Truman, Gurion, Eban

Israel fejrer sin 60 års fødselsdag nu for tiden. Med hvert tiår som rinder ud, stiller folk det samme spørgsmål: Vil Israel stadig eksistere i det næste årti?

Det er i høj grad forbavsende, at ikke alene har landet overlevet, men har tillige fået en stor velstand og udvikling. Landets status som værende i belejringstilstand er enestående. Samme dag Ben Gurion erklærede landets oprettelse invaderede seks arabiske hære landet og forsøgte at udrydde det. Men de nuværende undtagelser af Jordan og Ægypten har araberne og den muslimske verden forsøgt lige siden.

Israel er det eneste land hvis grundlæggelse var godkendt af FN; alligevel er det det eneste land, hvis legitimitet der stilles spørgsmål ved. Det er det eneste land som verden kræver skal indgå kompromisser med landets palæstinensiske arabiske agressorer og som det kræves af skal føje sig under deres forlangender, det selvom modstanderne affyrer raketter mod landets skoler og beboelser og sprænger dets borgere i luften.

Det er det eneste land, der fortsætter med at forsyne elektricitet og andre basis serviceydelser til sin angribere og rutinemæssigt behandler tusinder af palæstinensere på landets hospitaler, selv de der har Israelsk blod på deres hænder. Alligevel er det det eneste land, der i folkedomstolens uendelige visdom bliver beskyldt for at opføre sig forkasteligt, når det benytter sine militære midler for at forsvare sig, og som bliver anklager for 'Nazi' eller 'apartheid' overtrædelser, som det jo selv er offer for.

For tiden ser situationen særlig truende ud. Israel bliver generet fra adskillige fronter af Iran der, i lyset af dets kapløb om at udvikle et atomvåben, truer med et nyt folkedrab på Jøderne samtidig med at de benægter, at det første fandt sted. I Libanon siger Hassan Nasrallah, lederen af den Iransk støttede Hezbollah hær, der forsynes med tusinder af raketter, at det næste angreb på Israel ikke er et spørgsmål og 'hvis' men om 'hvornår'.

Siden Israel trak sig ud af Gaza i 2005 har det Iransk understøttede Hamas, som er besluttet på at udrydde staten Israel og enhver jøde, opbygget en godt trænet stående hær på mindst 20000 mand, og et enormt arsenal af våben smuglet ind fra Ægypten, og angriber uophørligt Israel med raketter og bomber. Det er en udbredt forventing at, når uafhængigshedsdagen er overstået og præsident Bush er rejst hjem fra sit besøg, da vil Israel igangsætte en stor indsats i Gaza for at gøre op med Hamas. Hvis det sker, vil stemningen i Vesten, der i udstrakt grad ignorerer Israels offerstilling med garanti blive udråbt som en 'overtrædelse' endnu engang. Ligesom tidligere vil Hamas med vilje placere kvinder og børn i skudlinjen for at maksimere antallet af civile ofre for yderligere at puste energi til denne stemning.

Israel befinder sig som en lus imellem to negle af såvel militære som psykologiske angreb ikke kun fra araberne og den muslimske verden, men også fra Vesten. Storbritannien, hvis intellektuelle har slugt, med hud og hår, de arabiske og muslimske løgne, er Vestens førende i forlangendet af Israels hoved på et fad. Takket været giften spredt af de britiske medier, universiteterne, NGO'erne og kirkerne er Israel systematisk blevet dæmoniseret og kriminaliseret.

Få er klar over, f.eks. hvorledes såvel Hamas som Hezbollah med overlagt vilje har anbragt både terrorister som våbenarsenaler i tæt bebyggede civile områder, og benytter kvinder og børn som menneskelige skjolde. Mens de britiske overskrifter anklager Israel for at forårsage humanitære ulykker og kriser i Gaza er kun få klar over, at Hamas har stjålet olieforsyninger fra Gaza's befolkning og har sprængt overgangssteder i luften for at få Israel til at lukke dem, altsammen kun for at få konflikten til at eskalere og gøre verden vred.

Endnu færre er klar over, at mange af de mest hadefyldte beretninger fra regionen er opdigtede, da både Hamas og Hezbollah, rutinemæssigt opstiller 'overtrædelser' eller kunstigt skabte episoder ved at benytte manipulerede billeder - velvilligt stillet til rådighed af Britiske journalister, der trues med mord og bortførelse dersom de ikke indvilliger.

Langt mere grundlæggende er den besættende dæmonisering af Israel grundlagt på falske forudsætninger direkte kopieret fra arabisk propaganda - f.eks denne at som et resultat af Holocaust skylden blev Israel skabt da en stor del af Europas jøder , der ikke havde krav på landet, med vilje blev sat i land i Palæstina og derved fordrev landets retmæssige arabisk muslimske indbyggere.

Ben Gurion ville være overrasket over, f.eks., at Israel betragtes som en illegal besættelsesmagt på Vestbredden (og indtil 2005, Gaza). Sammen med det moderne Israel, var dette en del at territoriet Palæstina som Folkeforbundet i 1922 overdrog Storbritannien den opgave at reetablere et jødisk national hjem med baggrund i det unikke krav fra Jøderne - det eneste folk, for, hvem det altid havde været deres nationalstat, hundredevis af år før araberne invaderede det.

Med andre ord, langt fra at være noget Palæstinensisk land, er Jøderne i deres gode ret til at gøre krav på det som deres, ifølge international lov, og derved har det også ret til at holde på landet i selvforsvar. Alligevel, fornægter den 'progressive opnion' ikke alene loven og historien (ligesom Palæstinenserne) men kræver også en etnisk udrensning af hver eneste jødiske bosættelse fra den formodede Palæstinensiske stat (ligesom halvdelen af Israels befolkning blev dannet af fordrevne jøder fra deres oprindelige hjemsteder i arabiske lande) Så meget for anti-racisme.

Benægtelsen og forvanskningen af sådanne kendsgerninger har udsat Israel for bagvaskelse som intet andet land er blevet det. Udpeget som syndebuk for forbrydelser som det i virkeligheden selv er offer for er Israel blevet den Vestlige verdens jøde.

Dette er arabernes sejr, i den nye slags krig de er involveret i. Asymmetrisk krigsførelse, hvis hoved slagmark er sindet, benyttende tilsyneladende magtesløse mennesker (Palæstinenserne), der i virkeligheden bliver bakket op at magtfulde aktører (Iran). En sådan sammenblanding af styrke og svaghed og den systematiske brug af bedrag er livsvigtig i den asymmetriske krigsførelse hovedformål: At forvirre og demoralisere ofrene og i at vende verdensopinionen for sin sag.

Selv Israel er blevet svækket på grund af dette. Landet har en intelligensia der ikke længere er trofaste overfor landets ret til at eje sin jødiske identitet. Dette har betydet at et vacuum er opstået. På Israelske universiteter har revisionistiske historikere fortalt ætsende løgne om deres lands historie, og fremstillet det som var det undfanget i synd. I skolerne er børn ikke blevet undervist i Jødernes historie, men i stedet blevet misinformeret af arabisk papegøjesnak.

Landets følelse af national enhed er yderligere blevet svækket af krigen i Libanon i 2006, der punterede offentlighedens opfattelse af Israels militær som værende uovervindeligt, og af de stedse kriser i dfet politiske lederskab forsårsaget af et politiske system der er sygeligt korrupt og udelukker de mest intelligente og de bedste fra at besidde offentlige hverv.

Resultatet af alle disse ting er, at såvel dens israelske venstrefløj som højrefløj er indviklet i en dødelig konflikt. Venstrefløjen mener Israel er dømt til at føre krig i evighed fordi der ikke er nogen udsigt til en Palæstinensisk stat - som den stadig mener er forudsætningen for fred, selvom historien har vist det modsatte i logik og eksempler. Højrefløjen, på den anden side, mener at Premierminister Ehud Olmert er Israels Chamberlain, som er ved at erklære 'fred i vor tid' ved at opgive det halve af Jerusalem og Golan Højderne og således overgiver Israel til det arabiske opslugnings ulvekobbel. Begge fløje har mistet overblikket.

Først og fremmest, trods det går ind i sit syvende årti under konstant belejring er Israel stadig under gunstig økonomisk udvikling. Økonomien vokser, er verdenførende i hig-tech, og ejendomspriserne i Tel Aviv modsvarer Londons. For det andet ved at have erkendt at have stået på kanten af kulturens afgrund er man begyndt at indse faren. Undervisningen bliver ændret, en erkendelse er fremvokset hos læreanstalternes ledere om at det er nødvendig at undervise i jødisk historie, identitet og værdier.

Og skønt uhørt mange hovedsagelig verdslige Israeler nu har valgt at bo i udlandet er der et hastigt voksende antal af de religiøse ortodokse der er fuldstændig klar over, hvad de kæmper for og er villige til at ofre livet for det - nøjagtig som flertallet af middelklasse Israelske indbyggere. Det samme kan imidlertid ikke siges om de Palæstinensiske arabere, der er i opløsning. Hamas' fremkomst den progressive islamisering og terroriseringen af det palæstinensiske samfund og den fortsatte korruption og indbyrdes stridigheder indenfor Fatah har krævet sin pris.

Flere og flere palæstinensere pakker sammen og flytter. Det er snarere dem end Israelerne der er skuffede. Deres følelse af national identitet - altid kunstigt - ligger nu endelig smadret af dødskulten der handler i deres navn. Overvej dette, med det selv formodede verdslige Fatah som bliver stadig mere islamiseret, hvorfor i al verden skulle nogen palæstinenser med et sundt sind foretrække at bo i en undertrykkende Islamisk republik - som Palæstina uden tvivl vil udvikle sig til - hvor dissidenter bliver smidt ud fra høje bygninger?

Og heri består paradokset der tilbyder det bedste håb for Israels fremtid. Selve islamiseringen, der gør så meget ondt, kan måske endeligt åbne den dør der fører til fred. Det er fordi både islamiseringen og Iran truer ikke kun Israel, men også den 'moderate Arabiske verden.

Som følge heraf er det sidste disse arabere ønsker en Iransk støttet islamiseret Palæstinensisk stat. Ægypten og Jorden har simpelthen ikke råd til at have Iran eller Det Muslimske Broderskab på tærsklen til deres grænser i et Hamas domineret Gaza eller Vestbredden. Nu for tiden stoler de på, at Israel kan forhindre det. Men efterhånden er talen om en Jordansk-Ægyptisk-Palæstinensisk konføderation til drøftelse.

Som analytikeren Jonathan Spyer har bemærket er Jordan's seneste beslutning om at forbinde Jeriko til det Jordanske elektricitetsnet et eksempel på den stadig større interesse i Vestbredden. Og i baglandet har de mere realistisk indstillede palæstinensere fattet at deres største chance for at have en fremtid er baseret på en sådan konføderation.

Et sådant udfald vil have historien på sin side. Nogle læsere kan måske have behov for at ligge ned efter at have læst resten af denne sætning, men Jordan er historisk set den Arabiske Stat Palæstina. Dette var den oprindelige to-stats 'løsning' tilbage i 1921 da Winston Chruchill på egen hånd forærede tre fjerdedele af det oprindelige Palæstinensiske territorium til det Hashemitiske kongedømme og derved skabte det der nu er Jordan, men med den underforståelse at resten skulle overgå til Jøderne.
1921 planen

Denne mulighed for at afslutte konflikten er for tiden undermineret af den selviske indblanding af Amerika, der ligesom Europa, helt forkert forestiller sig at den Arabiske krig mod Israel er om grænserne mellem Israel og palæstinenserne og som forsøger at tvinge en forhandlingsløsning om en Palæstinensisk stat igennem inden præsident Bush forlader embedet.

Man forsøger endog at presse Israel til at acceptere Hamas's 'våbenhvile' - hermed mener Hamas en periode hvor Israel ikke angriber dem, så de kan få udstyr til at fortsætte krigen uden hindring - således er det under hans besøg i Israel næste uge at Bush kan foregøgle at fred i Mellemøsten er nært forestående. Men det er en en fredsudvikling der er uvirkelig da selv den 'moderate ' Fatah leder Mahmoud Abbas har ytret sig entydigt om, at han aldrig vil anerkende Israel som en jødisk stat. Så hvad er der egentlig at forhandle om?

Trods sin forlorne natur har denne fredsformidlingsproces haft to truende konsekvenser. Den ene har forårsaget at Olmert, under pres fra amerikanerne, de israelske medier og magtfulde israelske oligarker, der for enhver pris ønsker de økonomiske fordele ved fred, har ødelagt checkpoints, frigivet fanger og givet udtryk for muligheden af terrirotriale indrømmelser - hvilket altsammen har tilskyndet og givet mere arabisk vold. Det har også forårsaget at Jordan, har lagt sin konføderationstanke på is. Ved således at blande sig har Amerika ødelagt den bedste mulighed for at Mellemøsten kan løse kerneproblemet - nemlig selv at komme frem til en løsning.

Man må erkende at ansvaret for disse seks årtiers konflikt hviler på den Vestlige verden, der fra 1921 og fremefter har valgt at føje sig efter arabisk vold mens man har udgydt krokodilletårer over de jødiske ofre. Men Israels femtid er den samme som Vestens. Hvis bastionen Israel bryder sammen bliver Vesten den næste.

Taget i betragtning med den nuværende interne formildelse overfor islamiseringen vil Vesten måske alligevel forsvinde. I det mindste ved Israel at det må slås for at overleve. Som et resultat at denne indstilling vil det stadig eksistere om 60 år.

Kan det samme siges om Storbritannien og Europa?

http://www.melaniephillips.com/articles-new/?p=582

Ingen kommentarer:

Send en kommentar