I godt selskab!

Tyranniets klub

Melanie Philipps

Rusland og Kina har nedlagt veto i FN's Sikkerhedråd mod at indføre internationale sanktioner mod nøglepersoner i Zimbabwes regering. Hele den britiske regerings diplomatiske strategi for Zimbabwe er således faldet sammen i skændsel.

Det er en udpræget ydmygelse for Gordon Brown, da han mente han havde overtalt G8 landene - herunder Rusland - til at støtte op om straffeaktioner mod Mugabes regime.

Vor udenrigsminister, David Milliband, siger han er 'meget skuffet'. Sig mig engang er han virkelig tør bag ørerne? Hvad havde han forventet?

Udover hvad denne afsløring fortæller os om vore dårlige forbindelser med Rusland så er det tydeligt blevet vist, at FN er det sidste sted at søge til, hvis man vil have handling mod despotisme, terror eller tyranni.

For selvfølgelig er Zimbabwe en oplagt sag for at kræve en FN handling. Sanktionerne blev foreslået efter at Mugabe blev 'genvalgt' som Zimbabwe's præsident i en farce af et valg, hvorunder yderligtgående vold tvang oppositionens kandidat Morgan Tsvangirai til at trække sig.

Dette skete som en følge af tidligere gennemført systematisk intimidering, tortur og massemord på Zimbabwe's terroriserede og plagede befolkning af Mugabe's håndlangere.

Oppositionen siger at 113 af dens tilhængere er blevet dræbt siden marts. I sidste weekend blev en anden af dens ledere, Gift Mutsvungunu, fundet død i en forstad til Harare. Hans krop var delvist brændt og hans øjne stukket ud.

Rusland sagde imidlertid, at der ikke var grund til at indføre sanktioner, hvilket ville være det samme som at blande sig i et medlemlands indre anliggender, som ikke udgør en fare for international fred og sikkerhed.

Men Zimbabwe's terrorregime repræsenterer netop en trussel mod den regionale fred og sikkerhed. I alle tilfælde er der et moralsk krav for handling. Hvis FN ikke gør noget for at forhindre ukontrolleret barbari hos et af sine medlemsstater, hvad i himmelens navn er så meningen med at FN er oprettet?

Selvfølgelig er Rusland og Kina kun drevet af overlagt kynisme og egeninteresse. Ikke alene spiller de med musklerne de ønsker heller ikke, at FN blander sig i deres egne krænkelser af menneskerettigheder.

Hr. Milliband havde håbet på, at ved at outsource problemet Zimbabwe til FN, at Storbritannien da ville blive befriet for opgaven at gøre noget ved et land, hvis forfærdelige skæbne Storbritannien trods alt har et historisk ansvar for.

Det slag i ansigtet han modtog som svar gør så des mere ondt, fordi FN jo nyder en særlig status hos 'de progressive' politikmagere.

Vestens progressive politikmagere er kommet til at tro, at nationalstaten er ansvarlig for alle dårligdomme i verden, fra fordomme til nationalisme og krig. De eneste lovlige institutioner er derfor de trans-nationale der foregiver at repræsentere menneskehedens fællesskab.

Således tramper trans-nationale råd og doktriner, som FN, EU, Den Internationale Kriminal Ret eller De Europæiske Menneskerettighedslove på vore nationale institutioner og love.

FN blev oprettet efter 2. Verdenskrig med de ædleste af alle motiver, at sikre at verden, aldrig igen ville skulle opleve nazismens rædsler. Men ligesom alle andre forsøg på at skabe Utopia, er der i stedet blevet skabt et uhyre.

Verden består af mange onde regimer. Eftersom flere og flere lande sluttede sig til FN, da blev hovedopgaven også vendt på hovedet, ved at der i 2003, kun var 73 medlemmer der kan kaldes frie demokratier.

Resultatet er at FN er gennemsyret af en sygelig inkompetence, korruption og det der er værre. FN har gentange gange ikke formået at forhindre overgreb. Overgrebet i Rwanda i 1994 blev ikke forhindret; man var passiv mens mere end 7000 bosniske muslimer blev slagtet i Srebrenica det følgende år; og man gjorde intet i 20 år mens muslimske militser begik folkedrab i det sydlige Sudan og udslettede omkring 2 millioner mennesker. Man udsendte en delegation for at undersøge drabene i Darfur. Da den kom tilbage med en rapport der kritiserede den regeringen i Sudan nægtede FN's Menneskerettigheds Råd at anerkende den eller acceptere dens anbefalinger.

FN's Udviklingsprogram er på højeste plan blevet anklaget for svindel og korruption. Saddam Hussein lod ikke alene omkring 10 milliarder $ forsvinde fra FN's Olie for Mad Program, men FN's officielle kontrolinstans der skulle holde øje med programmet var angiveligt med på den lange liste af de som modtog returkommission - blandt andre den tidligere FN Generalsekratær Kofi Annans søn.

En fortrolig detaljeret FN rapport indeholder 150 anklager om, at FN's Fredsbevarere og personale seksuelt har forulempet og udnyttet krigsfanger i Congo som betaling for mad. Lignende anklager om seksuelt misbrug af FN personale går mindst et årti bagud i tiden til operationerne i Kosovo, Sierra Leone, Liberia og Guinea.

FN ignorerer med stædighed de globale overgreb og støtter udøverne i stedet for. Forbavsende nok er der ikke vedtaget en eneste resolution mod despotiske regimer såsom Kina, Rusland eller Cuba.

Der er ikke vedtaget nogen resolution mod de arabiske og muslimske stater der støtter terrorisme. I stedet har FN udstillet sin foragt for loven og menneskets værdi ved faktisk at støtte terrorisme da, i 1982, det bekræftede lovligheden af handlinger mod fremmed dominans "med alle til rådighed værende midler, herunder våbnet kamp."

Ved således at se bort fra eller have støttet arabisk og muslimsk terror, har man samtidig vedtaget en endeløs række af resolutioner mod Israel, hovedmålet for sådanne terroraktioner - men samtidig det eneste land, som man er underlagt et undersøgelses dekret, der undersøger handlingerne, men fra kun den ene side.

Få dage før 11.09. udviklede FN's Anti-Racist Konference i Durban sig til en grotesk had-sammenkomst mod Israel og jøderne. Nu planlægges endnu en lignende konference næste år i Geneve - forberedelserne til denne ledes af Libyen og Iran, der benægter Holocaust og gentagne gange meddeler at de har til formål at udslette Israel fra verdenskortet.

Trods den kendsgerning, at FN's Menneskerettigheds Råd skulle gøre op med misbrug gennemført af dets forgænger Menneskerettighedskommissionen, viser det sig, at den fortsatte dominans i dette Råd består af undertrykkende lande, der forsøger at undertrykke netop menneskerettighederne.

Derfor den afskyelige beslutning fra forleden der forbyder al kritik af islamisk Sharia lov, der er ansvarlig for overgreb på kvinder, det være sig stening til døden for utroskab eller at unge mænd bliver hængt fordi er homoseksuelle.

Med støtte af Kina, Rusland og Cuba har OIC (Organization of the Islamic Conference) - der repræsenterer 157 Islamiske stater - er gennemtvunget et middel der bemyndiger FN's Special Rapporteur vedr. Ytringsfrihed, til at anmelde enhver der udtaler sig imod Sharia lov med den begrundelse, at en sådan kritik er det samme som religiøs diskrimination.

Dette Orwelliske diktat er det seneste vidnesbyrd om, at langtfra at opretholde friheden og menneskerettighederne mod at blive misbrugt, da er FN blot en klub af tyranner.

Alligevel betragtes FN, ganske groteskt, som en overdommer i internationale sager, hvor handling uden FN's tilladelse er ulovligt. Frygten er at uden FN vil verden synke ned i anarki. Men den ubehagelige sandhed er, at FN er hovedårsagen til de gentagne tilfælde af kaos, terror, ondskab og uretfærdigheder over hele jorden.

Det er på høje tid vi forkaster denne obskøne institution og i stedet oprettet et De Forenede Demokratiske Nationer til fremme af frihed og retfærdighed. Sagen om Zimbabwe har indvirkning der strækker sig langt uden for Afrika. Det kan vise sig at være den sidste advarsel til FN - og hvis denne siddes overhørig vil det afsløre at verdens tilsyneladende bekymring for Zimbabwe og alle lignende overgreb kun er krokodilletårer.

http://www.melaniephillips.com/articles-new/?p=600

Jordskælv eller 'muldvarpe.?

Hvad foregår der i Libanon? Masser af "jordskælv!"

W. Thomas Smith, Jr.

World Council of the Cedars Revolution (WCCR) har netop udsendt en erklæring der peger på, at FN bør se på "visse usikre forhold" med angiveligt hundredvis af jordskælv, der er indtruffet i det sydlige Libanon i de sidste måneder.

Ifølge WCCR's udtalelse:

"Tilfældene af jordskælv har rystet det sydlige Libanon og især regionen der befinder sig mellem den sydlige del af Litani floden og byen Tyrus, som har haft hundredesvis af jordrystelser i løbet af de sidste tre måneder. På en Richter skala mellem 2 og 3."

Et par hurtige opkald til U.S. Geological Survey, og en søgning på USGS's globale jordskælvs kort afslører imidlertid kun eet rapporteret jordskælv - målt på skalaen til 3.1 - der indtraf i Libanon-Syrien området den 2. juli. Imidlertid har libanesiske borgere fornylig rapporteret om hyppigt forekommende jordskælvslignende rystelser i regionen syd for Litani floden: Nogle af de jordskælv har ifølge rapporter beskadiget bygninger og broer - i visse tilfælde "ødelæggelse af hjem" - og tvunget de bange indbyggere til at sove udendørs om natten.

Lederne blandt den verdensomspændende organisation af libanesere i landflygtighed stiller nu spørgsmål ved om jordskælvene er naturens egne eller om det er mennesker der har sat igang sat dem. Området, der er tale. om er under FN Interim Force's (UNIFIL) kontrol og derfor har WCCR præsenteret følgende tre anmodninger for FN sikkerhedsråds generalsekratær:

1) For at fastslå om disse jordbevægelser faktisk er et resultat af geologisk aktivitet og derfor ikke menneskeskabte.

2) For at fastslå om Hezbollah, eller nogen anden styrke, der opererer aktivt i området ikke udfører nogen udgravninger for at bygge tunneler og eller til forrådsformål under dække af det som kunne opfattes som værende jordskælv.

3) For at fastslå om dette område ikke er beregnet til, som rygterne kunne indikere, at der kunne udføres forsøg med atomkernekraft af Iran, der kunne betragte dette område som sikkert for sådanne udviklingsprojekter.

Anmodningen fortsætter:

"WCCR ønsker at være sikre på, at det civile samfund over hele Libanon, hvis hovedbekymring er at bede Generalsekratæren for UNSC om at betragte sagen med alvor og igangsætte, hvad der er påkrævet for at sikre, at menneskenes liv og helbred og ejendom i dette område ikke udsættes for sådan farefulde aktiviteter; og at denne region ikke vil blive benyttet som en ny og farlig kampplads hvilket vil forårsage ødelæggelse, forflytning af indbyggere og yderligere forøgelse af deres lidelser."

Efter afsendelsen af anmodningen talte jeg med oberst Charbel Barakat (Libanons Hær), en tidligere infanterikommandør, der i dag tjener som senior rådgiver for WCCR og leder dettes kontor for anti-terrorisme.

Barakat siger til mig:

"Der var en måling på mindst 3,5 sidste nat (mandag 7.7.). Det forekommer mærkeligt at mere end 850 små jordskælv over en tremåneders periode er indtruffet næsten hver dag i et bestemt område af landet.

Hvis man betragter, hvad Hezbollah gjorde - som en forberedelse - før krigen i 2006, kunne det se ud som om de forberedte bygningen af tunneler, måske endda undergrunds magasiner, eller en hel by. Ingen ved det. Eller også afprøver de forskellige eksplosive stoffer."

Med undtagelse af modige nyhedsmedier som Lebanon's Future News (som Hezbollah og dets allierede rettede et direkte terrorangreb mod i maj måned) og et par andre har der kun været meget lidt dækning af denne historie; og næsten ingen i vestlige medier.

"Hezbollah køber enhver i Libanon," siger Barakat. "Penge har de nok af, og også nok magt."

http://www.familysecuritymatters.org/publications/id.575/pub_detail.asp

Lange næser og løgne

Pinocchioerne på venstrefløjen

Burt Prelutsky
 

Der er gode løgne og der er dårlige, og de kommer ikke kun på golfbanen. Gode løgne er de som får mig til at le. For eksempel holdt NBA her fornylig sin udtagelseslejr i Orlando, Florida, her afsløredes, at en af de ting som disse håbefulde studerende havde til fælles, bortset fra en modvilje mod at spille i forsvaret, var at de fleste af dem havde løjet om deres højde. Memphis center Joey Dorsey, Memphis back Derrick Pose og forsvarsspilleren DeMarcus Johnson, var faktisk ikke 2.05, 1.93 og 1,93 som oplyst, men 'kun' 1,98, 1,85 og 1,85. UCLA's Kevin Love var ikke 2,12 men faktisk en anelse under 2,08. Kansas State's Michael Beasley var 1,98 og ikke 2.08 og USC's Davon Jefferson var hele 3 tommer mindre end 1,95. Ikke alene var Tennessee Martin's Lester Hudson ikke 1,90 han var knap 1,81.

Det er alt sammen meget mærkværdigt af flere grunde. For det første, jeg synes det er ret så komisk, at fyre der må bukke sig for ikke at støde ind i dørkarmen er tvunget til at lyve om deres højde. For det andet, hvad drejer det sig egentlig om? Psykologisk krigsførelse? Hvis, skal vi sige, jeg er 2,09 og min modstander siger han er samme højde, men faktisk kun er 1,95 skal jeg så spekulere på, om jeg måske kunne være 2,20? Helt ærligt jeg kan ikke se, hvordan det vil påvirke kampen det mindste.

Men når det drejer sig om at lyve da er det noget helt andet der virkelig gælder, især når det drejer sig om venstrefløjen. Tilbage i de onde gamle dage med Josef Stalin, opbyggede Sovjetunionen det de kaldte Potemkin landsbyerne. Disse var skuepladser kun bygget med det formål, at overbevise godtroende amerikanske turister om, at Sovjetunionen var arbejdernes paradis, som de påstod.

Men Stalin fik masser af hjælp til at udbrede sin propaganda. Han havde New York Times mand i Moska, Walter Duranty som vandbærer. Eller i Stalin's tilfælde til fremme af blodsudgydelsen. Skønt Duranty vidste, at Stalin med overlæg myrdede millioner af ukrainere ved at lade dem sulte til døde tav han om det, i stedet skrev han glødende historier om Stalin's femårs økonomiske planer, og gik så vidt som til at skrive, at Stalin i sandhed var blevet en stor statsmand.

Jeg har forstået det sådan, at Duranty ikke engang var en kommunist der blot gentog partiets linje, men en almindelig reporter som løj fordi han godt kunne lide de penge han fik som betaling af the Times, og frynsegoderne Stalin gav sin favoritpapegøje, og så hans status som den mest berømte journalist i verden. Det hele ville være gået tabt, dersom han havde fortalt sandheden om Stalin's slagterier. Ydermere så vandt han en Pulitzer Pris for sine afskyelige løgne.

I fald du mener at den slags ikke sker i dag, så vil jeg minde dig om, at for at holde deres Bagdad kontor åbent, da fremkom CNN aldrig med et negativt ord om Saddam Hussein's regime. I Durantys tilfælde er forklaringen på hans moralske og journalistiske kollaps, grådighed og anseelse. Men hvad har en såkaldt nyhedsorganisation ud af at have et kontor i 25 år, hvis det ikke har til hensigt at rapportere nyhederne?

Den kendsgerning at de venstreorienterede lyver er ikke så overraskende. Det der virkelig er forundrende er hvor dårligt de lyver. For ikke så længe side blev Jack Kelly fra USA Today fanget i at 'fabrikere' historier ligesom Stephen Glass fra the New Republic, ligesom Jayson Blair fra The Newy York Times. Janet Cooke 'kogte' en historie sammen om en 8 årig gammel heroinafhængig til Washington Post, og ligesom hr. Duranty vandt hendes opdigtede historie en Pulitzer Pris. I det mindste havde Posten, til forskel fra New York Times, den værdighed, at de tilbagesendte Prisen da sandheden var sluppet ud.

Lad os heller ikke glemme CBS's Dan Rather der måtte lade sig ydmyge fordi han lod sig så forblinde af sit had til George Bush, at han forsvarede nogle helt åbenbare forfalskede dokumenter. For ikke så lang tid siden, efter episoden med Stephen Glass, var the New Republic så ivrig efter at angribe krigen i Irak at de fremførte en serie artikler med fejlagtige og vederstyggelige løgne, hvor vore tropper blev svinet til af en Scott Thomas Beauchamp.

Den store forskel på Burger King og de venstreorienterede er, at sidstnævnte ikke giver pommes frites til deres whoppers.

Det hos venstrefløjen jeg finder mest ophidsende er ikke det at de lyver, men at de er sådan nogle frygtelige hyklere ved, at de ikke afslører hinanden. For eksempel forandrer Al Gore og hans Hollywood disciple konstant forudsætningerne for miljøets tilstand, og ingen venstreorienteret nævner nogensinde den 'ubekvemme sandhed' at alle disse mennesker alle bor i palæer på størrelse med hoteller og flyver over hele planeten i privat jetfly. Her kan du tale om CO2 fodaftryk. Dinosaurerne havde ikke så store fødder, eller for den sags skyld så beskidte fødder.

Nu hor vi taler om filmstjerner, der alle forestiller sig af være åh så folkelige og er åh så bekymrede for den arbejdende amerikaner. Selvfølgelig stiller de op og fremviser deres hjem for at rejse midler til en kampagne for enhver lykkeridder med et D (demokrat) efter sit navn, men har du nogen sinde hørt om, at de tilbyder, en million af deres $25 millioner salær til uddeling blandt deres personale? Jo mere generøs man er med uddelingen af armbåndsure eller billeder af sig selv med autograf på ved disse sammenkomster des mere forestiller de sig at de forskellige medhjælpere, klippere, sceneteknikere og stuntmænd i al fremtid vil indbefatte dem i deres aftenbøn. 

For den sag skyld har du nogensinde hørt om en venstreorienteret universitetsprofessor, hvoraf mange tjener et godt stykke over $100.000 om året, dele ud af sin løn til kustoderne eller deres egne overbebyrdede, underbetalte undervisningsassistenter. Nej, vel!

At snakke har ikke mange omkostninger, men ikke så omkostningsfrit som den lyvende venstrefløj

.

http://www.exilestreet.com/Columns/Prelutsky/20080714PrelutskyPinocc.htm

Er vore ledere blevet skøre?

Er vore ledere blevet skøre?

Newt Gingrich

Jeg har to børnebørn, 5 og 7 år. Hvis du er forældre eller bedsteforældre vil jeg bede dig ikke at tænke på dine elskede børn når du læser det følgende.

Du skal heller ikke dele min foragt for de barbarer der benytter uskyldiges blod til fremme af deres politiske mål.

Du skal heller ikke dele min foragt for de bureaukrater der tror vi kan komme overens med dem.

Heller ikke for de regeringer der mener deres handlinger ikke betyder noget.

For de politikere der tror at noget - ja alt - godt kan følge med at tillade børnemordere går fri.

Børnemordere sendt ud i "Protest" mod Camp David aftalen

Smadar Haran, hendes mand Danny og deres to døtre, 2 og fire år, var hjemme i deres lejlighed i det nordlige Israel natten den 22. april 1979. De sov i deres senge ved midnatstid da de blev vækket af geværild og eksploderende granater.

Terrorister udsendt af terrorristlederen Abu Abbas for at protestere mod underskrivelsen af den Ægyptisk-Israelske fredsaftale ved Camp David det foregående år var ved at bryde ind i bygningen.

Den elskelige Abu Abbas

I et desperat forsøg på at finde skjul bar Smadar sit 2 år gamle barn ind i krybeloft over soveværelset. Så skrækslagen var hun over, at babyen ville begynde at græde og afsløre deres skjulested for terroristerne, at hun holdt hånden stramt over pigens mund. Alt for stramt. Da de blev reddet timer senere, var den lille pige død. Smadar havde utilsigtet kvalt sit eget barn.

Men rædslerne standsede ikke med dette

Kuntar smadrede en 4 årig piges hoved mod en klippe så hun døde. Mens Smadar og hendes barn skjulte sig på krybeloftet løb Danny og den 4 årige ud af lejligheden for at søge sikkerhed i en underjordisk kælder. Det nåede de ikke. Terroristerne tog Danny og den lille pige ned til stranden, hvor en af dem, Samir Kuntar, skød Danny for øjnene af pigen. Formålet var, iflg. Smadar, at synet af drabet på sin far skulle være "det sidste hun nogensinde ville se."

Derpå smadrede Kuntar den lille piges hoved mod en klippe til hun døde.

I sidste uge i en aftale med den israelske regering med terrorgruppen Hezb'allah, kunne Samir Kuntar, en fejg barnemorder gå ud af et israelsk fængsel.

Israel gav ikke efter for terrorister i 1985. Men det gjorde de i sidste uge. Aftalen den Israelske regering indgik med Hezb'allah indbefattede udvekslingen af resterne af 2 israelske soldater dræbt af Hezb'allah som bytte for 5 levende terrorister i israelske fængsler, herunder Kuntar.

Kuntar var ingen almindelig terrorist fange. Abbu Abbas var så imponeret over Kuntar's brutale måde at slå et barn ihjel på, at han blev hjernen bag hijackingen af cruiseskibet Achille Lauro i 1985 - herunder drabet på og overbordkastningen i havet af den forsvarsløse, ældre, rullestolsafhængige Leon Klinghoffer - netop for at få Kuntar løsladt.

Mordet på Klinghoffer ombord på Achille Lauro

Israel gav ikke efter for terrorister i 1985, men det gjorde de i sidste uge. Og aftalen den indgik med Hezb'allah vil få katastrofale konsekvenser for Israel og resten af verden.

Aftalen, skriver Jerusalem Post's Caroline Glick "vil yderligere bekræfte Irans kontrol over Libanon gennem Hezb'allah. Den vil ligeledes med garanti medføre at enhver soldat der fremover tages til fange af Hezb'allah vil blive dræbt omgående. Hvorfor dog holde gidsler, når du kan myrde dem og forvente at det samme for dem som du ville få hvis de var i live?"

Kuntar modtager en helts velkomst i Libanon

Men endnu mere skuffende end den Israelske regerings villighed til at indgå aftaler med terroristerne er den modtagelse der blev givet ved løsladelsen af Samir Kuntar i store dele af Mellemøsten i sidste uge.

Klummeskriven Mona Charen rapporterer at Kuntar bogstaveligt talt på en 'rød løber modtagelse' i Beirut. Charen skriver:

Regeringen lukkede alle kontorer og erklærede dagen en national festdag. Titusinder af libanesere jublede, viftede med flag, smed konfetti i luften og affyrede fyrværkeri samtidig med af Hezb'allah stillede et stort show an for at fejre deres "sejr" over Israel. Mahmoud Abbas, den "moderate" leder af palæstinenserne sendte "lykønskninger til Samir Kuntar's familie." PA talsmanden Ahmad Abdul Rahman sendte ligeledes "hjertelige lykønskninger til Hezb'allah .... da frihedsheltene kom hjem.... med den store Samir Kuntar i spidsen."

Dette barbariske skuespil gør mig rasende og det burde gøre alle amerikanere rasende.

Såvel palæstinenserne og de libanesiske regering er modtagere af skattepenge fra USA's borgere gennem hjælpeprogrammer. Politiske ledere - og de mennesker de leder - der jubler over frigivelsen af en foragtelig barnemorder er ikke værdige til at modtage vor støtte.

Kongressen burde insistere på, at den libanesiske regering og de palæstinensiske myndigheder frasiger sig deres støtte til Kuntar eller de vil blive afskåret fra USA's støtte til dem.

Fredsformidlingen falder tilbage på Amerika

Som om nyhederne fra Israel ikke var dårlige nok kommer den tilsyneladende tendens hos nogle udenlandske politikere ledere til at lade sig forsone med vore værste fjender til at falde tilbage på Amerika.

Udenrigsministeriet sendte sin nummer tre embedsmand til at påbegynde "forhandlinger" med Iran, det selvom Iran fortsætter sin hensynsløse jagt på a-våben.

Førhen havde præsident Bush en etiket til et sådant træk. Han kaldte det "pacificering." I sidste uge lykkedes det hans eget Udenrigsministerium at tage de første skridt i et nytteløst forsøg på at pacificere en dikator der har erklæret ødelæggelse af Israel og nederlag til Vesten som sit mål. Hans endelige mål? En verden uden Amerika.

Og så kan man spørge igen: Er vore ledere blevet tossede?

"Hitler knægtet af fængslet" - Det uforklarlige ønske hos eliten til af lyve for sig selv Som historiker leder jeg efter løsninger på, hvorledes vi kan klare dagens problemer ved at se på, hvordan vi løste dem i fortiden.

Historien viser entydigt at visse elitære har et uforklarligt og dødsensfarligt ønske om at lyve for sig selv.

Et eksempel: I 1924, blev Adolf Hitler løsladt fra et tyske fængsel efter af have udsonet sin straf for at forsøge et statskup.

Ni år før han endelig fik magten og førte Tyskland på en uheldsvanger kurs mod Verdenskrig og en folkedrabskampagne mod jøderne, sigøjnerne, katolikkerne og andre, var overskriften i the New York Times:

"Hitler knægtet af fængslet"

Læs det en gang til. Artiklen konkluderer i denne vildledende note: "Hitlers opførsel under fangenskabet overbeviste myndighederne om, at han, ligesom hans politiske organisation, kendt som Volkischer, ikke længere udgjorde nogen fare. Man mener han vil vende tilbage til et liv i privatsfæren og rejse hjem til Østrig, hans fødeland."

Når forhandlingerne ikke giver resultat hvad er vi så klar til at gøre? Mens Amerika ser frem til edsaflæggelsen af en ny præsident til januar er det vi har behov for nu, mere end nogensinde, ledere der kan tøjle deres fristelse til at forføre sig selv om vore fjenders sande karakter.

Som en ung santor med meget lidt udenrigspolitisk erfaring står Barack Obama overfor en helt speciel udfordring. Mens jeg skriver dette rejser senator Obama rundt i udlandet for at forsøge at overbevise det amerikanske folk om, at han har lederevner som øverstkommanderende.

Senator Obama har også gentange gange forsikret os om, at han, også, vil forhandle med regimer som Irans. Spørgsmålet, vi skylder os selv at stille til senator Obama og vort Udenrigsministerium er:

Når forhandlingerne ikke virker, hvad er du så forberedt på at gøre?

Samtale er ikke en politik, det er en proces. Samtale med mennesker der har indviet sig til at ødelægge dig er såvel nyttesløst som dødsensfarligt.

Spørg blot israelerne. Efter at have hilst Samir Kuntar med omfavnelser og kys da han vendte tilbage til Libanon erklærede Sheik Nasrallah, Hezb'allah lederen, "Nu er er nederlagets tid bag os. Idag er det sejrens tid."
http://www.familysecuritymatters.org/publications/id.706/pub_detail.asp

Penge kan købe alt selv 'moral'!

Hvorfor europæerne betvivler at Colombia befriede gidslerne

Hvis de betaler millioner i løsepenge for deres gidsler - ja, så må alle vel gøre det?

Soeren Kern

Samtidig med at colombianerne og andre frihedselskende over hele jorden fejrede den spektakulære frigivelse af 15 gidsler den 02.07., holdt i fangenskab i junglen af den venstreorienterede revolutionære gruppe FARC, var mange europæere mere skeptiske.

Kun timer efter nyheden om den dristige redningsaktion med kodenavnet "Skakmat" blev kendt påbegyndte den schweiziske offentlige radiostation Radio Suisse Romande at henvise til en "pålidelig" kilde der hævdede at den colombianske regering havde betalt 20 millioner $ i løsepenge for at sikre løsladelsen af de kendte gidsler, der har været i fangenskab meget længe. Gidslerne "var i virkeligheden købt for en meget høj pris og hele operationen bagefter var et 'set-up,'" sagde den fransktalende radiokanal. Udtalelsen rejser tvivl om den officielle version, hvor man ved en heroisk mission fik narret FARC oprørerne, og til at gidlserne kunne føres bort i helikopter.

Der gik ikke lang tid før konspirationsteorien om gidselbefrielsesaktionen var forside stof rundt omkring i Europa. Den franske avis Le Monde havde dette bud, at Gerardo Aguilar, oprørslederen med ansvar for gidslerne, var gået ind på planen til gengæld for et løfte om amnesti. "Var Aguilar blevet snøret af Hæren eller måske købt? Spørgsmål og tvivl er ubesvaret," spekulerede Le Monde.

Den franske online avis MediaPart, der blev oprettet af en tidligere chefredaktør for Le Monde og af andre franske "elite" journalister rapporterede at gidslerne faktisk var blevet frigivet ved en overenskomst mellem den Colombianske regering og FARC, der havde tillige været tale om betaling af en løsesum såvel som aftale om politisk asyl for FARC oprørere i Frankrig.

Franske statsmedier stillede spørgsmåltegn ved eksgidslet Ingrid Betancourt's, en fransk-colombiansk borger, sundhedstilstand, sammenholdt med hendes udmarvede og skrøbelige udseende på en video der blev offentliggjort i november 2007. France Inter radio mente, at gidslerne kunne have fået mad og medicin før den planlagte frigivelse.

Dominique Moisi, grundlægger af Institut Francais des Relation Internationales (IFRI) i Paris og en af Frankrigs førende udenrigspolitiske eksperter sagde til fransk stats tv, at det var "muligt", at penge havde sikret at operationen blev godkendt af FARC lederne. "De blev købt for at vende det blinde øje til, ligesom Mafia bosserne," sagde han.

I Tyskland var overskriften i det respekterede center-venstre avis Die Zeit: "Blev der betalt løsepenge for Ingrid Betancourt?" Tysklands førende finansavis Handelsblatt sagde: "Betancourts frigivelse var muligvis en handel." Den tyske tabloid Bild spurgte: "20 millioner $ betalt som løsesum for Ingrid Betancourt? Ting der kan undre ved jungle gidselsagen."

Tysklands venstreorienterede avis Der Spiegel skrev: "Omstændigheder ved Betancourt's frigivelse fra FARC fangelejren er under mistanke. Nogle siger MOSSAD stod bag operationen. Alligevel hævdes det, at den meget pralende heroiske operation aldrig har fundet sted - i stedet blev 20 millioner $ betalt som løsepenge. Begge rygter blev straks afvist. Den officielle version er stadig: Betancourt blev befriet fordi militæret havde snydt rebellerne. Men hvordan skal vi kunne afgøre det når det jo kommer fra en af verdens mest hemmelighedsfulde efterretningsvæsener?"

FARC' europæiske venner

Frederich Blassel en journalist fra Lausanne sagde til Colombia's Radio W at den uidentificerede kilde var "tæt på begivenhederne, troværdig og afprøvet mange gange i årenes løb." Colombianske embedsmænd mener at kilden var den schweiziske diplomat Jean Pierre Gontard, der har repræsenteret Schweiz i tidligere forsøg på at opnå en fredsaftale med FARC. Den Colombianske regering mistænker Gontard for at have virket som en upartisk mægler om dagen, men om natten benyttedes som en pengekurer for FARC.

Jean Pierre Gontard i selskab med en FARC leder

Den Colombianske forsvarsminister Juan Manuel Santos sagde til avisen El Tiempo i Bogota, at computerfiler navngiver Gontard som kurer for 500.000$ i illegale penge der blev inddraget i et FARC tilholdssted i San Jose, Costa Rica's hovedstad, af det lokale politi på anmodning fra den Colombianske regering. "Denne hr. Gontard har et forklaringsproblem om, hvorfor hans navn forekommer i e-mailbeskeder hos (den nu afdøde FARC kommandør) Raul Reyes som kurer" af de 500.000$, sagde Santos.

Nogle analytikere tror at Gontard har 'plantet' konspirationsteorien fordi han er fornærmet over at befrielses militæroperationen greb ind i hans diplomatiske bestræbelser og på effektiv vis gjorde ham arbejdsløs. Gontard benægter beskyldningerne.

At "kilden" vil vise sig at være en fra Europa, der forsøger at undergrave Uribe's hårde linje i kampen mod FARC kan næppe komme som en overraskelse. Den Marxistiske terrorgruppe har trods alt mange støtter blandt bataljonerne af sofakrigere der udgør det europæsike anti-kapitalistiske venstre. Ydermere insisterer dagen postmoderne pasifistiske europæere altid på diplomatiets "bløde magt" over militærets "hårde magt," der i praksis betyder, at der altid betales løsepenge for frigivelse af deres tilfangetagne gidsler.

• Spanien i april 2008 Betalte $ 1.2 millioner, for at sikre frigivelsen af 13 baskiske fiskere der var taget som gidsler da deres trawler blev opbragt af pirater ud for Somalia's kyst. Skønt den spanske regering benægtede at have betalt periaterne en løsesum overførte den pengene til skibets ejer således at de kunne foretage betalingen. Spurgt om løsepengene under en nyhedskonference sagde minister Maria Teresa Fernandez de la Vega at regeringen "havde gjort hvad den burde og ikke ghjort noget den ikke burde."

• Frankrig i april 2008. Betalte $ 2 millioner i løsepenge efter pirater havde taget 30 gidsler fra et luksusyacht Le Ponant udfor kysten af Somalia. Man insisterede på, at Frankrig ikke betalte løsepengene, alligelvel indrømmede General Jean-Louis Georgelin, chef for Frankrigs væbnede styrker at yachtens ejere havde betalt. Franske tropper fangede senere seks af piraterne i den Somaliske ørken da de flygte med 200.000$.

• Danmark i februar 2008. Betalte $700.000 i løsesum for frigivelse af besætningen på en dansk slæbebåd der var opbragt udfor kysten af Somalia.
• 
  
• Danmark i august 2007. Betalte $ 1.2 millioner i løsesum for frigivelsen af besætningen på et kapret skib.

• Tyskland i oktober 2007. Betalte $ 600.000 i løsesum for frigivelsen af en tysk ingeniør der var bortført i Afghanistan.

• Tyskland i maj 2006. Betalte $ 5 millioner for frigivelsen af to ingeniører der var bortført i Irak.
• 
  

• Italien i marts 2005. Betalte $ 6 millioner i løsesum for frigivelsen af journalisten Giuliana Segrena i Irak.

• Tyskland i december 2005. Betalte $ 7 millioner i løsesum for frigivlesen af en tysk arkæolog der var blevet bortført i Irak. Den tyske udenrigsministerFrank Walter Steinmeier sagde: "Problemet er ikke at betale løsesummerne, men at fortælle om dem."

• Frankrig i juni 2005. Betalte $ 10 millioner for frigivelsen af den fransk-belgiske jorunalist der var blevet bortført i Irak.

• Frankrig i december 2004. Betalte $ 15 millioner for frigvivelsen af 2 journalister der var bortført i Irak.
• 
  

• Italien i september 2004. Betalte $ 5 millioner for frigivelse af to hjælpearbejdere fra Italien i Irak.

FARC's europæiske venner er vrede. Hvor vover Colombia at tilslutte sig Storbritannien, Israel og USA's rækker ved at nægte at ville forhandle med terroristerne? Hvor vover Colombia at være forbeholden over for det europæiske mantra om, at alle konflikter kan løses gennem diplomatiet? Hvor vover Colombia at udstille de åh-så heroiske europæere der, efter de har mistet lysten til at kæmpe, tror alt kan købes for penge?

Den Colombianske præsident Alvaro Uribe opsummerer det meget fint: "Der er nogle som er sure og som forsøger at miskreditere operationen. Men disse bitre mennesker kender langt fra Colombia. De fjerne europæere, hvad kender de til Colombiansk opfindsomhed? De tror at colombiansk snilde kun findes hos FARC. Med tiden vil de lære af disse militære helte der udførte denne operation."

http://pajamasmedia.com/blog/europeans-doubt-colombia%E2%80%99s-hostage-rescue/

Den der ler sidst ler bedst!

Den der ler sidst ler bedst. Samir Kuntar!

Daniel Pipes

Israel har i de sidste 60 år haft en tilværelse der har været meget mere intens end noget andet lands.

Højdepunkterne - genoprettelsen af en totusind år gammel nation i 1948, historiens største militære sejr i 1967, mod alle odds, og den fantastiske Entebbe redningsaktion i 1976 af tilfangetagne gidsler - har været triumfer gennemsyret af vilje og ånd der har været inspirerende for den civiliserede verden. Lavpunkterne har været de selvforskyldte ydmygelser: Den ensidige tilbagetrækning fra Libanon og evakueringen af Jakobs grav, begge i 2000; tilbagetrækningen fra Gaza i 2005; nederlag til Hezb'allah i 2006; og udvekslingen af lig med fanger med Hezb'allah i sidste uge.

En udenforstående kan kun undre sig over denne modsætning. Hvordan kan bagmændene for forbavsende sejre kaste en sådan skændsel på sig selv, tilsyneladende uden at tage hensyn til virkningen af deres handlinger?

En forklaring har at gøre med dateringer. Højdepunkterne fandt sted i nationens tre første årtier, lavpunkterne er indtruffet siden 2000. Noget grundlæggende er forandret. Den strategiske brillante, men økonomisk mangelfulde første del af nationens eksistens er blevet erstattet af det modsatte. Gårsdagen spiongenier, de militære genier og de politiske sværvægtere er tilsyneladende blevet supersmarte og har overladt nationen til korrupte, snævertsynede mentale dværge.

Hvordan skal man ellers tolke kabinetsmødet den 29. juni da 22 ud af 25 ministre stemte til fordel for at frigive 5 arabiske terrorsiter, herunder Samir al-Kuntar, 45, en psykopat og den mest berygtede fange i Israels fængsler samt 200 lig? Som 'betaling' fik Israel ligene af 2 isrellske soldater myrdet af Hezb'allah. Selv The Washington Post har undret sig over denne beslutning.

Israels premierminister Ehud Olmert begrundede aftalen med at "den vil få en smertefuld situation til at høre op", en henvisning til at generhvervelsen af ligene af døde krigsfanger kunne man efterkomme de berørte familiers krav om en afslutning. I sig selv er begge ærefulde målsætninger, men hvad er prisen? Denne forvrængning af hensigter viser hvordan et, engang enestående strategisk velovervejet land, er degenereret til et højst følelsesladet land, en regeringsform uden mål, hvor selvkoncentreret egoisme overtrumfer raison dêtre. Isralerne har fået nok af afskrækkelse og eftergivenhed, og har mistet sporet.

Ligeså afskyvækkende kabinetsbeslutningen var, så er det endnu værre, at hverken Likud oppositionen eller andre ledende offentlige Israelske institutioner reagerede med foragt, men i det store og hele (med nogle få undtagelser) blot lod det ske. Deres passivitet afspejles i en Tamir Steinmetz Center Poll der viser, at den israelske befolkning godtager forandringen med næsten 2-1. Kort sagt gennemsyrer problemet ikke kun de ledende, men også befolkningen som et hele.

Samir Kuntar on arrival in Lebanon, complete with Hizbullah uniform and "Heil Hitler" salute (AFP).

På modstanderens side, afslører den afskyvækkende fejring af babymorderen Kuntar, hyldet som en national helt i Libanon, hvor regeringen holdt lukkedag for at fejre hans tilbagekomst, og hvor de Palæstinensiske myndigheder, kaldte ham en "heroisk kriger", at Libanons fjendskab mod Israel er dybtfølt og umoralsk, hvilket må bekymre enhver der beskæftiger sig med det arabiske sind. Aftalen har mange modsatrettede konsekvenser. Den opmuntrer arabiske terrorister til at fange flere israelske soldater og derpå dræbe dem. Den højner Hezb'allah's status i Libanon og lovliggør Hezb'allah internationalt. Den opildner Hamas og en aftale med Hamas om deres israelske gidsler bliver problematiseret. Ydermere selvom denne hændelse kan synes at være mindre betydningsfuld i forhold til spørgsmålet om et atombevæbnet Iran, så er de to dog nært forbundet. Overskrifterne på internationale aviser sammen med sætninger som "Israel sørger, Hezb'allah jubler" bekræfter den meget udbredte opfattelse, som dog er forkert, i Mellemøsten, at Israel er et "edderkoppespind" der kan ødelægges. Denne udveksling kan give det allerede apokalyptiske Iranske styre endnu mere grund til at rasle med sablerne. Værre er det dog som Steven Plaut bemærker, at ligestille "massemordere af barnemordere med soldater i krig," udvekslingen, på den mest effektfulde måde, retfærdiggør "masse udryddelsen af Jøder i den forstand at Jøder er racemæssigt underlegne."

For de der er bekymrede for Israels velbefindende og sikkerhed foreslår jeg to hjælpemidler. For det første, Israel skal forsætte med at at være en magtfaktor der har 'råd' til at begå fej; en analyse forudsiger endog, at det vil kunne overleve en udveksling af A-våben med Iran, men Iran ville ikke.

For det andet kan Kuntar affæren få en overraskende positiv afslutning. En ledende Israelsk embedsmand fortalte David Bedien, at da han nu er ude af fængslet er Israels forpligtelse til af beskytte ham ophørt; ved ankomsten til Libanon er han blevet "et mål for udslettelse. Israel vil få fat i ham og han vil blive dræbt....kontoen vil være udlignet." En anden ledende embedsmand tilføjede: "vi kan ikke lade denne mand tro han kan forblive ustraffet for mordet på en 4 årig pige."

Hvem ler til sidst, Hezb'allah eller Israel?

http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=0CA559BE-D10C-4921-A57D-37280E1E0779

Mediernes nedtur, hvorfor mon dog?

HVAD ER DER SKET MED DE KLOGE MEDIEMOGULER?

Burt Prelutsky

I gamle dage, arbejdede filmmoguler og avisernes ejere for at få et positivt regnskabsresultat. Dersom dette motiv stadig gælder for dem, da er det ikke til at få øje på?

I adskillige år, har det undret mig med, hvilken arrogance Hollywood har henvendt sig til deres kunder. Eller, måske skal vi sige, mulige kunder eller endog tidligere kunder. Hvorfor dog mon, har jeg spurgt mig selv, bliver de ved med at spytte den ene film efter den anden ud gennem maskineriet? Film der handler om det trøstesløse liv stofmisbrugere lever. Den eneste film om emnet, jeg kan komme i tanke om der indtjente penge var "Manden med den gyldne arm," tilbage fra 1955 som var baseret på en bestseller roman og havde Frank Sinatra og Kim Novak i hovedrollerne.

Her fornylig har man så fundet på en ny genre, der ligeledes har vist sig at være tabsgivende. Jeg henviser til krigsfilm der sætter det Amerikanske militær i et dårligt lys. Selv titlerne på disse flops , lader det til, kun har det formål at holde publikum langt borte. Senest succesfilmen "In the Valley of Elah". Selv titlerne man klæber på disse ser ud til kun at have det formål, at holde tilskuerne langt væk fra biograferne.

Medmindre disse film ikke kun er en impulsiv bogholders forsøg på at få en skattefordel, så kan jeg simpelthen ikke forstå, hvorfor de bliver ved med at producere dem. Måske er rødt blæk blevet filmbyens version af modets røde kokarde. (Stephen Crane's berømte roman om en ung soldat i Borgerkrigen, som opdager hvad mod og kujoneri er)

I gamle dage, blev Hollywood drevet af en flok hårdkogte forretningsmænd, der holdt skarpt øje med stjernerne og samtidig var opmærksom på bundlinjen. Nu for tiden ser det ud som om filmene er overdraget til 'fyre' der åbenbart mener det er suspekt at producere film, der faktisk giver overskud.

Dog er en anden gruppe, som får disse 'fyre' til at ligne hårdkogte forretningsmænd. Jeg mener de mennesker der ejer aviserne. Deres handlemåde får en til at tænke på brødre Marx, Groucho, Chico, Harpo og Gummo.

Takket været de mange skildringer af Hecht og MacArthur i "Front Page", har vi altid været klar over, at journalisterne talte hurtigt, drak meget, var uansvarlige hyklere som ville sælge deres bedstemoder får at få en god historie. Deres chefer derimod, denne fjerde statsmagt, så ud til at være en forsamling af ærlige kapitalister som kunne skelne en tab eller gevinst situation, selvom de måske sad i en hule under en solformørkelse.

Det er imidlertid ikke længere tilfældet. Og desuagtet jeg har hørt forskellige teorier om, hvorfor mennesker annullerer deres avisabbonnement, hvoraf hovedårsagen er Internettet, da er jeg overbevist om, at der en en anden grund; nemlig, den venstreorienterede dagsorden.

Folk på venstrefløjen, selv de der tror på Julemanden og Påskeharen, benægter at en sådan venstreorienteret dagsorden eksisterer. Det skyldes at de tror på alt de læser i New York Times og Washington Post, alt de ser på CNN og WSNBC, og hvert eneste ord som går ud af Chris Mattthews og Bill Mahers mund. Når man en gang har accepteret, at disse institutioner og individer indeholder den endegyldige sandhed, da formodes det, at dem på den modsatte side af det politiske spektrum muligvis fordrejer nyhederne.

Hvis du imidlertid er borgerlig, og hver gang du læser i din daglige avis opdager at alt det du tror på, for ikke at nævne alt det du holder af, bliver latterliggjort, ikke alene på forsiden, men gennem hele avisen da burde det ikke overraske nogen at dagen snart kommer, hvor mange af dem vil sige, "Hvorfor i alverden skulle jeg betale for det slam?"

Det spørgsmål der rejser sig er, hvorfor en forretning, -ja hvilken som helst forretning- bliver ved med bestræbe sig på at frastøde, afhængig af byen, mellem, lad os anslå 40 -60% af dets kundeunderlag. Er det muligt, mens jeg sov, at DNC (Demokratic National Commitee) har opkøbt hver eneste avis i landet undtagen Wall Street Journal og Washington Times?

Jeg har boet i Los Angeles i over 60 år, jeg har set Los Angeles Times udkonkurrere den ene efter den anden. Men fra 2000 har avisen været i en dødskamp. I et desperat forsøg på at komme til live igen har avisen afskediget snesevis af medarbejdere og skåret hele sektioner af avisen bort. De har forsøgt så at sige alt, undtagen at fremstille en avis der ikke ligner en udgave af James Carville's hede drømme.

Selvom jeg ikke betvivler at mange af de 300.000 tidligere abbonenter ganske enkelt har indset, at der er billigere og nemmere måder at få sine nyheder, da ved jeg at personlig erfaring, at rigtig mange af dem har forladt avisen fordi denne uophørligt har kritiseret borgerlige holdninger.

Selv læserbreve til redaktionen bliver censureret. Sjældent trykkes et brev som udtrykker uenighed med den redaktionelle linje. Det er sådan, at, hvis man virkelig vil se sit navn i avisen, da skal du blot angribe George Bush eller krigen i Irak. The Times vil meget nødigt offentliggøre en lederholdning af en borgerlig, og de trækker grænsen hvis et læserbrev roser en sådan artikel. Man kan nemt få den mistanke at Max Boot og Jonah Goldberg har samme opgave som de stakkels fyre i et tivoli som stikker hovedet gennem et hul i væggen så de betalende gæster kan ramme dem med bolde for at få dem til at falde.

Nu må I ikke få den tanke at avisen i min hjemby er fuldstændig hjerteløs når det drejer sig om højreorienterede. Forleden fik jeg lejlighed til at skrive følgende brev til redaktøren: "Først var det William F. Buckley der modtog en virkelig god respektfuld omtale på forsiden. Idag var det Charton Heston's tur. Det ser ud til, at det en borgerlig skal gøre for at blive retfærdigt behandlet af Los Angeles Times, det er at dø på en dag, hvor nyhederne ikke vækker opsigt."

http://pajamasmedia.com/blog/where-have-all-the-smart-hollywood-moguls-gone/

Racespørgsmålet og FDR

New Deal: Racespørgsmålet til egen fordel.

Malcolm A. Kline

Et kapitel i De Sortes Historie som der højst sandsynligt ikke undervises i, eller holdes forelæsninger over i mange skoleklasser, hverken her nu eller nogen anden måned.

Selvom akademikere rutinemæssigt krediterer Præsident Franklin Delano Roosevelt for at have gjort en ende på Den Store Depression, for at have vundet 2. Verdenskrig og derved frelst den vestlige civilisation, så giver den faktiske historie ingen støtte til disse formodninger. Forfatter og videnskabsmand Amity Shlaes afmonterer den første af disse dogmer i sin lærde bog.

Skønt han erkendte og satte navn på ondskaben som Hitler repræsenterede, så grundlagde Roosevelt's fiasko med at forstå kommunismens nederdrægtigheder Den Kolde Krig, med de efterfølgende millioner af ofre for de kommunistiske diktatorer. Dette skal også indarbejdes i forståelsen af hans virke. Ud over det var han en snævertsynet person som kunne få Archie Bunker til at fremstå kultiveret.

Archie brugte aldrig N-ordet (neger)som Mr. Fireside Chat brugte ved mange lejligheder. Bruce Bartlett henviser til denne side af den 4 gange valgte præsident i sin bog "Wrong on Race: The Demokratic Party's Buried Past. (På vildspor med racespørgsmålet: Det Demokratiske Partis skjulte fortid)

For at være rimelig, ulig hans mentor, Woodrow Wilson, fulgte FDR ikke disse tilbøjeligheder, skønt manden med cigarethylsteret, måske har forårsaget mere forsætlig fortræd end ophavsmanden til de 14 punkter gjorde med vilje. Ikke desto mindre, hvis de sorte som græd da hans begravelsestog kørte forbi vidste, hvor meget de blev kørt agterud af hans førte politik, ville de sandsynligvis have grædt af en anden årsag.

"I den udstrækning, at sorte arbejdere overhovedet kunne få jobs i offentlige stillinger, blev det dog kun i lavere job kategorier, end de havde bestridt før "New Deal" , skriver økonomen Bartlett.

Overordnet set klarede de sig ikke bedre økonomisk. "I april 1930, var arbejdsløshedsprocenten 6,3 for mandlige sorte og 6,9 for hvide mandlige" viser Bartlett. "Syv år senere, i 1937, efter i gangsættelsen af de fleste New Deal handlingsplaner, var arbejdsløshedsprocenten for sorte mænd klart højere, end den for de hvide: 19,1 procent for de sorte, 13.9 procent for de hvide."

"Negerne mistede jobs som følge af NRA", sagde dr. Robert C. Weaver, Roosevelt Administrationens førende sorte økonom om New Deal National Recovery Act (NRA). Spøgefugle siger, at NRA betyder "Negroes Ruined Again."

"Minimumløns politikken, sagde han (Weaver), resulterede i masseafskedigelser i visse områder," beretter Bartlett. "En undersøgelse som NRA selv stod for i 1937, fastslår, at minimumsløns kravene for NIRA (National Industrial Recovery Act) gjorde 50000 sorte arbejdsløse alene i 1934."

Oven i alt dette var Roosevelt den første præsident som udnævnte en Klansmand (KKK) som Højesteretsdommer, et skridt Woodrow Wilson aldrig nogensinde ville have overvejet. Endskønt FDR proklamerede ukendskab til dette farverige aspekt af Hugo Black's fortid da han blev udspurgt om det i 1930'erne, så gav dommeren selv en helt anden fremstilling i et memo fra 1968.

"Præsident Roosevelt, da jeg mødtes med ham til frokost, sagde til mig, at der ikke var nogen grund til at gøre mig bekymring over, at jeg havde været medlem af Ku Klux Klan," erindrer Dommer Black. "Han sagde, at nogle af hans bedste venner og støtter fra Georgia, var dybt involverede i den organisation."

Hugo Black

"Han indikerede ikke, på nogen måde hverken i ord eller holdning noget forbehold for, at jeg havde være med i Klanen, han kritiserede mig heller ikke for det", skrev Black. "Rygterne og udtalelserne om det modsatte er forkerte."

Det må siges at være en drejning i udtalelsen om, "at nogle af mine bedste venner er..." fordrejninger af anklagerne om racefordomme. Forvent ikke, at dette kapitel i de Sortes Historie bliver undervist i i nogen klasseværelser på noget tidspunkt, hverken nu eller andre måneder.

http://www.aim.org/aim-column/racially-stacked-new-deal/

---

Kend din fjende

Raymond Ibrahim

Barack Obama's rådgiver i Nationale Sikkerhedsforhold, Richard Danzig, gjorde sig selv til grin fornylig ved at hævde at, Winnie The Poohia (Peter Plys) er en "grundlæggende tekst om national sikkerhed." Hans rapmundethed er kun med til at understrege den kendsgerning, at en gang vedtagne doktriner har indflydelse på krigsførelse. For at foregribe fjendens måde at tænke på, skal du have kendskab til de grundliggende tekster, hvorfra hans tankegang er udsprunget.

Skønt militære studier traditionelt har haft udbytte af,og indarbejdet den klassiske krigsdoktrins tekster ---Clausewitz' 'Om Krig', Sun Tzu's 'Krigskunst', ja endog Alexander den Stores bedrifter som beskrevet af Arrian og Plutark --- da bliver den Islamiske krigsdoktrin fuldstændigt ignoreret, det på trods af en del tekstmateriale.

Ved indsættelses konferencen for Association for the Study of the Midlle East and Afrika (ASMEA) gjorde indlederen LTC Joseph Myers lige netop opmærksom på dette.

Så tidligt som i 2006 beklagede tidligere toprådgiver i Pentagon William Gawthrop,

"kollegerne i ledelsen af Forsvarsministeriet havde ikke i deres planer indarbejdet et systematisk studium af Muhammad som en militær eller politisk leder. Som en konsekvens, har vi stadig ikke en dybdegående forståelse af krigsførelsesdoktrinen som blev udstukket af Muhammad, hvorledes den kunne anvendes i dag af en stadig større gruppe islamiske grupperinger, eller om, hvordan den kan imødegåes."

Det er desto mere ironisk når man overvejer, at mens de klassiske militærteoretikere (Clausewitx, Sun Tzu, Machiavelli m. fl.) alle stadig gennemanalyseres da må man sige, at de kun har lidt praktisk værdi i nutidens noget anderledes form for krigsførelse og diplomati. Uanset hvilken værdi deres argumenter kan have, så kan de så sandelig ikke anvendes på Islams krigsdoktriner; der ved at have en "teologisk kvalitet", det vil sige, er grundlagt på en religion hvis "guddommelige" forskrifter gennemtrænger tid og rum og således betragtes som værende uforanderlige, hvilket igen betyder, at Islams krigsdoktrin anvendes i dag, som den gjorde det i går.

At lære, hvorledes Alexander benyttede sit kavaleri i slaget ved Guagamela i 331 f.v.t., er både akademisk som anakronistisk. Det samme kan ikke siges om Islam, særlig når det drejer som om profeten Muhammads bedrifter og strategiske overvejelser -- hans "krigs-sunna" --- der stadig bruges som et eksempel hos jihadisterne i moderne tid.

For eksempel, baseret på Muhammads ord og gerninger kan nævnes, at de fleste Islamiske Lovskoler er enige om, at det nedenstående er helt lovligt og brugbart i krigen mod den vantro:

- den uindskrænkede brug af missiler som våben, selv hvis kvinder og børn er i skudzonen (katapulter i Muhammeds 7. århundrede, fly der kapres eller masseødelæggelsesvåben til sammenligning med i dag);

- altid at forsøge at snyde fjenden og endog bryde indgåede traktater når det er muligt (Se Sahih Muslim 15:4057);

- og at det eneste formål en fredstraktat eller "hudna" har, er at give de islamiske hære tid til omgruppering med henblik på en fornyet offensiv, og skulle i teorien ikke vare længere end højst 10 år.

Koranversene 3:28 og 16:106, har ligesom Muhammads berømte erklæring, "Krig er bedrag," alle ført til formuleringen af et antal hykleriske krigsdoktriner - den meste berygtede iblandt dem er doktrinen "Taqiyya", der tillader muslimer at lyve og forstille sig når de er under den vantros autoritet. Bedrag har en fremtrædende rolle som den anerkendte muslimske lærde Ibn al-Arabi erklæ´rer: "I Hadith er bedrag og krigen godt underbygget. Således er behovet for dette langt vigtigere end behovet for mod" (Al Queada Reader, 142).

Foruden at ignorere disse vel dokumenterede islamiske strategier er det endnu mere bekymrende, at Forsvarsministeriet ikke tager hensyn til Islam's mere "eviggyldige" doktriner, såsom "Krigens Bosted" kontra opdelingen i "Islams Hus", hvilket i grundsubstansen fremholder, at Islam altid vil være i en tilstand af fjendskab overfor den vantro verden og når det er muligt, skal føre krig indtil hele området de vantro besidder er blevet bragt under Islamisk herredømme.

Faktisk er denne opdeling i fjendskab entydig indarbejdet i Islams verdenssyn og betegnet som .fard kifaya der er en forpligtelse for hele det muslimske samfund, som kun kan indfries og opfyldes så længe nogle muslimer, det vil sige "jihadister" aktivt vedligeholder den.

På trods at alle disse problematiske, men dog afslørende doktriner, på trods af den kendsgerning, at en hurtig granskning af islamiske websites og bøger igen og igen beviser at nuværende og kommende jihadister hele tiden citerer fra, og også tager disse krigens læresætninger seriøst, da ser det tilsyneladende ud til, at lederne indenfor regeringen, der burde være optaget at, at forsvare Amerika ikke gør det. Hvorfor? Fordi "sladderhankene" -- som Walid Phares typerne, meget betegnende nedsættende for mange Mellemøstlige/Islamiske lærde, eller nærmere betegnet de der undskylder, bortforklarer -- har bandlyst enhver der vover at påstå, at der kunne være en forbindelse mellem islamiske læresætninger og den moderne nutidige islamiske terrorisme, som det er set i den seneste debat med Steven Coughlin.

Det er en alt for velkendt historie for de der involverer sig. (se Martin Kramer's Ivory Towers in and: the Failure og Middle Eastern Studies in America) Se også denne artikel på Synopsis eksperter forudså ikke.....

Men overvej lige et øjeblik, skønt der i dag er mange Mellemøst studie afdelinger, da vil du have ganske svært ved, især på "prestigeuniversiteterne" at finde nogen kurser der behandler de væsentligste og mest relevante emner i nutiden, såsom Islamisk lovgivning og hvad den har at sige om jihad eller udviklingen af Islams' Bosted kontra Islams' Hus -- uden tvivl på grund af den kendsgerning at disse emner kan medføre foruroligende internationale konsekvenser, og derfor er det bedst at lade det ligge. I stedet for bliver den kommende student oversvømmet med kurser om "Orentalismens" dårligdomme og om kolonialisme, og det civile samfund.

Det største paradoks - når man taler om Islam og Vesten, -- er at, den selvsamme dag som ASMEA konferencen blev holdt, som også havde en ligefrem udtalelse af den førende lærde i Islam, Bernard Lewis ("Det ser for mig ud som en farlig situation, for at sige de mildt, hvis enhver lærd diskussion om Islam er, farlig"),da meddelte Udenrigsministeriet, at den havde vedtaget anbefalingerne i et notat, der fastslår, at regeringen ikke skal benævne alle al-Queda sympatisører som radikale "jihadister", "mujahedin" eller indarbejde nogen andre arabiske ord med islamisk betydning. ("kalifat," "islamofascistisk," "Salafi", "Wahhabi", og "Ummah" er også dømt ude).

Således, er man meget langt fra det grundlæggende og enkle råd vedrørende krigsførelse som den gamle Sun Tzu' fremførte, "Kend din fjende" - USA's regering har besvær nok med blot at vedkende sig, at der er en fjende.

http://www.americanthinker.com/2008/06/to_know_an_enemy_one_must_firs.html

Raymond Ibrahim is the translator and editor of The Al Qaeda Reader.