Mark D. Tooley
Islamic Society of North America tilsluttede sig fornylig National Council of Churches, Jim Wallis's Sojourners, to jødiske grupper, National Association of Evangelicals og Katolsk Velgørenhed for at formå Obama og MacCain til at holde taler i den bedste sendetid på konventerne om "den plage" som fattigdom er i Amerika.
"Når vi betragter vort land i dag kan vi se en, nation hvor millioner mangler de mest almindelige livsnødvendigheder," erklæres det i denne tværgående religiøse appel til Obama og McCain. "I disse alvorlige økonomiske tider er alt for mange amerikanere kun et skridt fra at gå konkurs, få problemer med helbredet og ende i fattigdom, hvis de mister deres arbejde." Som eksempel henvises til 37 millioner fattige i Amerika, og gennem deres "fælles troslæresætninger" opfordrer talsmændene, for denne interreligiøse gruppe, præsidentkandidaterne til at holde en tale på konventet, der kun skal "dreje sig om at komme med forslag til en altomfattende plan rettet mod fattigdom og for større muligheder i Amerika i det næste tiår."
Underskriverne på dette brev er næste udelukkende venstreorienterede grupper, som nu også omfatter National Association of Evangelicals, en tidligere konservativ organisation der nu mere lyder som et ekko af Jim Wallis gruppen og National Council of Churches. "Moderate" evangelikere der længe har været forlegne over den religiøse konservatisme og de tiltagende kulturelle forskelle og problemer bestræber sig på at komme med ideer der vil kunne få New York Times godkendelse. Fælles krig mod fattigdom og miljøaktivisme er to ting soleklare ting der vil kunne give hyldest eller i det mindste gunstig omtale fra den verdslige og kulturelle elite.
Den tværreligiøse opfordring til Obama og McCain er påpasselig med ikke kun at bede om omfattende udvidelser af statens velfærdsforanstaltninger og forøget regulering og indgreb der ellers har været karakteristisk for det Religøse Venstres "retfærdigheds" dagsorden i det meste at det sidste århundrede. Men næsten alle de medunderskrivende grupper har længe sat lighedstegn mellem velfærdsstaten og Guds Rige. Det er vanskeligt ikke at opfatte appellen som et forsøg på at justere de religiøse gruppers politiske holdninger ind efter det der karakteriser Demokraterne fremfor Republikanerne. For de religiøse venstrefløjsgrupper, der ikke er i stand til at blive enige om teologi eller moralnormer, er tilslutningen til et endnu et korstog, for 117. gang, mod fattigdom deres metode til at opnå religiøs enighed. I det man tror at blot man undlader at udtale sig specifikt om Gud så kan de få næsten enhver til at blive enige om at VelfærdsRiget skal blive endnu større. Den økumeniske Velfærdsstats alter har plads til enhver."
"Som trossamfund er vi fælles om en tradition for retfærdighed og medfølelse," meddelte den tværreligøse koalition. "Vi har en forpligtelse til at holde os selv og vore samfund ansvarlige for vor tros moralske standard. Vi taler sammen nu for at udtrykke vor bekymring for den plage, som den vedvarende fattigdom i Amerika er." Hvad er det for en flygtig "moralsk standard" der angiveligt gennemsyrer alle traditionerne hos disse trosretninger, Katolske, protestantiske, jødiske og islamiske? Man hævder det er grundlagt på et "bud om fælles ansvarlighed der byder os at vi lader noget tilbage på vore marker til de fattige, og tilskynder os. "Der skal ikke være nogen hos Jer der lider nød. 5. Mosebog 15:4."
Kristendommen, jødedommen og islam anbefaler alle at hjælpe den fattige. Men 5. Mosebog, er en lovbog for det oldgamle hebraiske teokrati og giver os ikke en detaljeret skemalagt vejledning der kan benyttes af de moderne politiske partier. Hvor er det dog interessant, at venstreorienterede religiøse grupper kan citere fra Det Gamle testamente med dens formodede rådgivning om velfærdsprogrammer og miljøreguleringer. Som kontrast bliver konservative religiøse grupper der citerer fra Skrifterne om moralske og politiske emner spottende kaldt være lurende teokrater.
Ifølge dette appellerende citat fra 5. Mosebog som "troens folk" henviser til, er det "umoralsk at ignorere vor nations mest sårbare befolkningsgrupper." Fra et mere utilitaristisk perspektiv "underminerer vedvarende fattigdom vort lands økonomiske styrke og fortsatte velstand." Disse 'troens folk' insisterer på, at religiøs velgørenhed ikke er tilstrækkeligt i bekæmpelsen af fattigdom. Derfor skal der være en "seriøs plan fra vore politiske lederes side for at reducere antallet af de der er i nød."
Tidligere republikansk Senats leder, Everett Dirksen, gik imod Lyndon Johnson's "Krig mod Fattigdom" kampagne ved forsigtigt humoristisk at hævde at den var imod Bibelens løfte om "I vil altid have de fattige hos Jer." En langt mere seriøs indvending fra et kristent og jødisk hold om Velfærdsstaten er, at at den i bund og grund er materialistisk og ofte utopisk. Kan fattigdom udryddes? Ja, fattigdom er jo et relativt begreb. De fleste fattige i dagens Amerika kan ikke betragtes som værende fattige i sammenligning med det meste af dagens verden, heller ikke med Amerika i tidligere århundreder. For det andet, et frit samfund tillader i en vis udstrækning mennesker at gå økonomisk fallit. Kun en politistat vil kunne sætte regler for individets økonomiske valg.
På 1. årsdagen for orkanen Katrina henviste denne tværreligiøse koalition, som man kunne forvente det, til de tragedier der fulgte med, "der midlertidigt afslørede fattigdommens greb, som er alt for almindeligt, i vort land." Det disse bekymrede religiøse talsmænd ikke nævnte er, at mange af ofrene for Katrina, var fastlåst i den kroniske fattigdom takket været årtiers velfærdsprogrammer indført af regeringen, der har medført at familier i alle Amerikas større byer er blevet afhængige af velfærdsprogrammer og af private filantropers godgørenhed. De religiøse talsmænd nævner dog deres "forpligtelse til at fordele velstanden og at give muligheder til alle," hvilket dog antyder en form for anerkendelse af det private initiativ. Men henviser deres brug af citatet "fordelt velstand" til ønsket om at skabe en ny velstand, eller skal den gamle velstand blot omfordeles med tvang i fællesskabet?
Naturligvis advarer den tværreligiøse koalition Obama og McCain om på deres stigende politiske mobiliseringsevne. "I ugerne op til valget vil den tværreligiøse koalition mobilisere vore netværk og begynde en national diskussion i kirkerne, synagogerne og i moskeerne - i værestederne og i folkekøkkenerne blandt vore hjælpearbejdere, og blandt alle troens folk over hele vor store nation."
Denne diskussion vil "opbygge den politiske og offentlige vilje til kampen mod fattigdom," påstår de.
De venstreorienterede religøse talsmænd, under indflydelse af 100 års forkyndelse af det sociale evangelium, vil altså teoretisk set føre en fælles kamp for regeringsledet tvungen kamp mod "fattigdom." Men de fleste af deres religiøse traditioner udtrykker Guds kærlighed rettet mod deciderede fattige, mens der betones at familiemæssig og frivillig velgørenhed skal rettes mod de der er i nød. Denne historiske holdning hos disse religioner overfor den fattige har forståeligvis langt mindre appel til den religiøse venstrefløj, der oftest er mere optaget af at få politisk indflydelse fremfor vise håndgribelig og praktisk medfølelse.
http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=CB56F08E-C8FF-4FE2-A97E-C08E20666821
Jeg fulgte linket og læste om Dirksen. Hvilken personlighed. Hans udtalelse, selvom den er humoristisk, er jo sand, der vil altid være nogen der er fattige, fordi de selv vælger en levevis der er anderledes end flertallets. Fornylig var der en radioudsendelse hvor hjemløse interviewedes og det fremgik at nogle af dem selv valgte den levevis og ikke ønskede nogen anden, men for alle andre var de et problem der skulle hjælpes. Når religion benyttes som et politisk kampmiddel, det være sig kristendom, islam eller what ever ender det galt. Det er ikke Gudsfrygt der driver disse mennesker, men magtsyge og utålmodighed for at nå utopia, som de opfatter den.
SvarSlet