At takke pænt nej!

Jesse Helms og jeg

Burt Prelutsky

Skønt jeg meget beklager at jeg aldrig fik chancen for at mødes med Jesse Helms, da havde vi dog, det man ville kalde en overfladisk kontakt. Den første fandt sted for næsten 20 år siden mens jeg aftjente det andet af mine to perioder i Manuskripsforfatternes Råd her i Amerika.

Fordi Rådet havde autoritet til at uddele enhver sum mindre end 5000$ uden, at det skulle til afstemning hos medlemmerne, optrådte der konstant grupper og enkeltindivider til vores møder og ønskede 4999$. Ofte ønskede de hjælp til at dække deres sagsomkostninger i sager der drejede sig om censur, og fordi censur altid er en varm kartoffel hos skribenter, og fordi de fleste medlemmer af Rådet var venstreorienterede, med en lille overvægt exkommunister, så kan man nok regne ud at vi sædvanlig vis hostede op med mønterne. Venstreorienterede er trods alt virkelige ødelande når det drejer sig om andre folks penge.Ved denne særlige lejlighed var det Robert Mapplethorpe's sagførere der stod med hatten i hånden. Mapplethorpe, hvis du skulle have glemt ham, var pornograf - ups, jeg mener fotograf - hvis arbejde hovedsageligt bestod af fotos forfra af helt nøgne homoseksuelle mænd og drenge og piger i deres tidlige pubertet. Han havde også begejstret de kraftesløse snobber ved at tage et selvportræt, hvor han lod en tyrepisk stikke ud af sin røv.

Nå, tilbage til sagen. Jesse Helms havde benyttet hr. Mapplethorpe's arbejder som en grund til at skære ned i regeringens tilskud til National Endowment of the Arts. Lige så meget som jeg var enig i senatorens ringe mening om NEA, således har jeg altid været modstander af at skattepenge skal gå til støtte af kunst, således stemte jeg imod at forære ærlige penge for at hjælpe i Mapplethorpe's kamp mod den anklage om obskønitet der var rejst mod ham. 

For at overbevise en venstreorienteret om, at noget er kunst, da blev jeg klar over, at du blot skal sætte en ramme rundt om det. Ved mere end en lejlighed er dette "noget" ikke nødvedigvis noget illustrativt, men kan bogstaveligt talt være menneskelort.

Jeg er ikke sikker på hvad senator Helms sagde da han førte kampagne mod NEA, men mon ikke det er nok at sige, at han blev hudflettet af New York Times og hele den øvrige venstreorienterede presse. For mit vedkommende var jeg imod NEA af to hovedårsager. 1. I et land af vor størrelse og velstand da har enhver kunstner der ikke kan forsørge sig selv behov for erhvervsvejledning, og ikke en håndsrækning fra regeringen. 2. Enhver talentløs krukke, der henvendte sig til NEA og ikke fik støtte, kunne man regne med vil erklære sig politisk martyr der var under censur af Big Brother, og som uundgåeligt ville dukke op til vore bestyrelsesmøder og kræve 4999$ af medlemmernes penge.

Jeg var ikke særligt overrasket da jeg blev nedstemt 18-1 den aften. For pokker, senator Helms lykkedes det ikke at få NEA nedlagt og han havde en hel del mere indflydelse end jeg. Selv før afstemningen var resultatet givet på forhånd. Det var nemlig nok, at Jesse Helms var på den anden side. Således stillede mine kolleger i Rådet sig på samme side som denne 'overskrifts-fikserede' artiste, men de fik også lejlighed til at stikke næsen i sky mod denne Sydens konservative. De fik en masse omtale og respekt for deres 4999$.

Jeg fik derimod en masse hånlige blikke af mine kolleger. Det var som om jeg havde afsløret mig som en de de der podede mennesker fra "Invasion of the Body Snatchers." Det var belejligvis også ligesom min anden periode skulle til at slutte.

Den anden gang senatorens og min vej krydsedes var da jeg forsøgte at få medvirkende til min interview bog, "The Secret of Their Success." Skønt jeg lejlighedsvis var i stand til at interviewe typer som Gerald Ford, Billy Wilder, Henry Mancini, Gene Kelly, Steve Allen, Ginger Rogers, Art Linkletter, Michael Medved, Dinah Shore, Dennis Prager, Bernard Goldberg, Pat Sajak, George Carlin og Ward Connelly var det dog aldrig nemt at få dem til at medvirke.

Det mest overraskende er, hvor ofte man ganske enkelt ignorede mine forespørgelsesbreve. Dette var mennesker, der havde kadre af sekretærer og masser af personlige assistenter til at behandle sager som mine.

Min egen holdning var, at ingen skyldte mig en time eller to, men da jeg jo ikke bad om at kunne låne penge følte jeg dog jeg fortjente den høflighed et svar er, selvom det kun er et "Takker, men beklager." I det mindste så kunne jeg jo fjerne deres navn fra min liste.

Du vil helt sikker blive overrasket over de hundreder af mennesker, mænd som kvinder, unge som gamle, venstreorienterede som borgerlige, der aldrig nedlod sig til at svare.

Kendsgerningen er, at Jesse Helms ikke indvilligede i et interview. Han skrev imidlertid et brev til mig, hvor han takkede for min interesse, men sagde, at han hans stramme og travle tidsskema forhindrede ham at at tage imod min venlige invitation til det fine selskab, og at han ønskede mig alt godt med bogen. Som om det ikke var nok lod han sin sekretær fra Washington ringe mig op, et par dage senere, og takkede mig endnu engang for min interesse, samtidig med at han overbragte mig Senator Helm's hilsener.

Så vidt jeg er orienteret var han ikke alene en fremragende senator, han var tilmed en meget rar og venlig mand. Et ægte menneske, som man siger. Jeg er oprigtigt ked af at jeg aldrig fik lejlighed til mødes med ham og fortælle ham det ansigt til ansigt.

http://www.exilestreet.com/Columns/Prelutsky/20080811PrelutskyHelms.html