Helten fra Trafalgar

Helten fra Trafalgar 250 år efter

Daniel Mandel

For næsten tre år siden blev 200 året for slaget ved Trafalgar markeret forskellige steder på jorden og idag fejres 250 års fødselsdagen for en søhelt der besluttede sig og gennemførte sin beslutning - Horatio Nelson.

Kampen udkæmpet mellem Royal Navy's 27 skibe under kommando af Nelson og den kombinerede Fransk-Spanske Flåde bestående af 33 skibe under kommando af Admiral Pierre Villeneuve, førte til, at 17 af Villeneuve's skibe blev kapret og nr. 18 sprængt i luften, uden at et eneste britisk skib gik tabt. Det var den hidtil største sejr i et søslag og blev efterfølgende omtalt med stor lidenskab -- Nelson blev dødeligt såret af en fransk snigskytte midt under slaget. Men hvorfor er et søslag udkæmpet af europæere for to hundrede år siden af særlig interesse i dag?

Først og fremmest er det en historisk begivenhed med eftervirkninger. Slaget ved Trafalgar indtraf som afslutningen på en toårig invasionstrussel mod England under forberedelse af Napoleons Frankrig, der havde travlt med at underlægge sig det europæiske fastland. Den britiske premierminister William Pitt, ligesom Winston Churchill 135 år senere, udførte et Herkulesarbejde med at sikre Storbritannien og arbejdede påpasseligt med at åbne nye fronter mod diktatoren på Kontinentet alt imens de allierede blev underlagt hans styre. En omtrent lignende, men på samme måde skræmmende udfordring, i en verden der er i højere grad i fare på grund af den moderne teknologi, vil snart gå i arv til den næste valgte præsident i Det Hvide Hus. Ligesom Pitt og Churchill vil den næste præsident også blive tvunget til at gøre sin tropper kampklare rundt omkring i verden for at stå op imod den transnationalistiske Islamiske udfordring, og også her uden at have gavn af stabile og pålidelige allierede.

For det andet, en fremragende uortodoks taktik: På Nelsons tid var flådetaktikken at klumpe skibene sammen i parallelle rækker og derpå udveksle bredsider, men her var der mulighed for en mere risikofyldt, men dog langt mere afgørende taktik. Nelson beordrede sin flåde opdelt i to rækker og til at gennemføre et frontalangreb for at gennembryde den fransk/spanske kamplinje. Målet var at at overmande Villeneuve's centrum og bagflanke før hans fortrop kunne vende og komme til undsætning. Det var et klassisk eksempel på at benytte knappe ressourcer i et koncentreret angrebspunkt, hvor de ville være ødelæggende effektive. I dag hvor store slag er undtagelsen snarere en reglen i krigsførsel da har antallet af tropper stadig betydning (f.eks. ved den øgede indsats i Irak), men vigtigst af alt er dristige ukonventionelle stategier (General Petraeus' innovative brug af mod-oprørsdoktrinen f.eks.) for at splitte, desorientere og slå modstanderne.

For det tredje, den karismatiske kommandør der hverken er en diktator eller handler på vegne af en: Mod, pligtopfyldenhed og vedholdenhed. Nelson passede ikke ind i den traditionelle støbeform. Han overvandt aldrig søsygen og var næsten kvindagtig i sine følelser, men hans taktiske geni blev sammenkædet med hans officerers og mandskabs uforbeholdne troskab, der på denne måde gengældte hans ekceptionelle kærlighed. En person som Nelson optræder kun een gang i løbet af flere århundreder og det er ingen nedvurdering af vore dages dristige officerer at vi må sige at vi må klare os uden en person som Nelson.

For det fjerde, den langt vigtigste faktor - værdinormer: Storbritanniens sejr ved Trafalgar er selve indbegrebet af et motiv der giver genlyd i dag - at formå at få styrker til at stå op imod indeslutningen og besejringen af trusler fra flere sider. En gang var det Royal Navy's opgave at holde søhandelsvejene frie, bekæmpe pirateri på verdenshavene, gøre en afslutning på havets slavehandel og isolere diktatorer. I dag er opgaven med at bevare freden og eliminere de globale trusler i det store og hele lagt på US. styrker. Det skal, imidlertid, også i stigende grad være baseret på et netværk af ligesindede allierede.

I en politisk centraliseret verden, med øgede bureaukratiske tendenser, med et stærk suverænt frihandelsmarked, består den demokratiske alliance hovedsageligt af lande med britiske normer og traditioner - døbt "anglosfæren" af James C. Bennett . Hverken økonomisk, etnisk eller geografisk forbundet kan en sådan alliance levere et forenet svar på den pinlige mangelfuldhed hos internationale institutioner som FN, der er forpligtet af politik med den laveste fællesnævner, og som består af regeringer (de fleste af dem undertrykkende og ikke repræsentative), ikke af befolkningerne.

Denne alliances vigtighed skal findes, ikke kun på land, men i stigende grad til havs. Flådestyrker i samarbejde med luftstyrker, ballistiske missiler og atomvåben vedbliver at være vigtigere end nogensinde. Hangarskibe kan sættes ind over hele kloden og en hurtig indsats af kampstyrker med opbakning fra flådestyrker og luftstyrker kan udjævne den risikofyldte tilstedeværelse i konfliktområder, hvor landene er ustabile og politisk Byzantinske.

Af disse grunde vil hangarskibe vise sig at være mere vigtige end førhen i de kommende år. Dog er US Navy på samme tid overinvolveret i forpligtelser, og det i vidstrakte områder: De 15 hangarskibe fra 1970 og 1980'erne er blevet formindsket til blot 11 i aktiv tjeneste og på følgende steder, måske reduceres de til 9 i 2012.

Det er en grund til, at i fraværet af en Nelson og den afgørende triumf ved Trafalgar - at flådestyrker fra andre demokratier (Storbritannien, Indien, Australien for blot at nævne tre) vil få stadig stigende vigtighed. Lad os håbe på, at Amerikas allierede vil være sig deres ansvar voksen.

http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=D80B6D49-D66C-4633-B11F-006339839B16