Billedet om et år med Obama

Advarsel: Billedet om et år med Obama

Ben-Peter Terpstra

"Kandidaten, Jimmy Carter sagde han stod for forandring." Associated Press, 31.11.1976.

Du godeste dog. Hold da op, hvordan et år kan gøre en forskel. Faktisk så rullede selv blandt Demokrater nogle med øjnene, blot et år efter Carter's indsættelse. Lad os gå på besøg i historien. Er I klar?

Før præsident Jimmy Carter blev indsat i embedet i januar 1977:

November 3, 1976: " Hvordan vil Carter's præsidentperiode forme sig? En AP analyse af Louise Cook minder de uvidende om at "Jimmy Carter sagde han stod for forandring. Han kom med en alenlang liste af løfter." ligesom, ja, hvad er det nu han hedder?

Et udvalg af disse. "Et strømlinet bureaukrati," netop. "Et nyt skattesystem," netop. "Et forsvarsbudget der skal reduceres," netop. "Omfattende reform af national sundhedssystem og velfærd," netop. Forandring, change, change. Helt i orden - her er dog det mest interessante sammenfald: "I sin kampagne gik Carter ikke i detaljer i de fleste af sine hovedpunkter for valgprogrammet, men talte i stedet om hovedmålene."

Meget betegnende bekræfter AP skribenten fra Georgia, "Carter skabte billedet af sig selv som folkets kandidat, en outsider der gik i kødet på Washingtons etablerede, der kun have egne interesser i spil, som havde forandret regeringen til en 'frygtelig, oppustet bureaukratisk rodebutik'" Hold da op, hvor det lyder skræmmende familiært. Derfor planlagde Carter at (a) genindføre integritet, (b) genindføre åbenhed, og (c) genindføre hensyntagen, med den samme bløde præstelige intonation han benytter når han prædiker i sin søndagskoleklasse i Baptistmenigheden."

I dag er lektionen vi lærer af historien: Tro aldrig på en mager, kvindagtig, jordnøddebonde med kommunefarvet hår og hans slæng af 'forandrings-hungrende' frivillige. Til Carter's plus skal dog nævnes at han forstod af være opmærksom på sine egne interesser. "I 1973 og 1974, benyttede Carter sin embedsførelse til at udvide sine kontakter med politikere, forretningsforbindelser og journalister."

Knap et år efter Carter's 'regime' begyndte:

11. januar 1978: Forandring er her nu. Robert De Fina's tidsskrift Center for the Study of American Business meddeler de uvidende, at "omkostningen ved reguleringerne udgør mere end 65 milliarder dollars" i 1977 og at private "virksomheder skal betale 18 milliarder for at udfylde formularer for regeringen." Under Carter, var der en hysterisk angst for global afkøling, og "flere milliarder blev brugt for at betale for nyt udstyr og ansatte der skulle imødekomme mange andre regeringsregulativer."

I denne økonomiske kontekst bliver "regningen for de 65 milliarder i regulativer lagt på forbrugeren i form af højere priser" og denne "omkostningforøgelse svarer til 307 dollars til enhver." Amerikanerne kan se, hvordan deres lomme bliver tom, og de bryder de sig ikke om.

Bortset fra pengemangel hos virksomhederne opdager borgerne også, at de ugudelige "reguleringsudgifter er mere, end forbundsregeringen bruger på sundhedsvæsenet hvert eneste år" og at "det udgør 73% af det beløb der bruges på forsvarsudgifter." Ydermere er det "mere end en tredjedel af det samlede forbrug hos private industrier der benyttes til nye fabrikker og udstyr."

Helt seriøst da indrømmer verdens største farmaceutiske gruppe helt åbent til Kongressen, at deres selskab nu "bruger fem gange så lang tid på at udfylde formularer fra regeringen" for denne præsident Jordnød, end "de benytter på forskning i cancer og hjertesygdomme."

12. januar 1978: Carter har virkelig jord i hovedet. Wilfred Burchett, en australsk kommunist får et tiltalefrafald for fjollet omdeling af materiale på Amerikas gymnasier og universiteter. "Integritet"? "Hensyntagen"? En skribent påpeger i The News Tribune at han er - jeg citerer - "den professionelle kommunistiske propagandist der arbejdede ihærdigt med vore krigsfanger i Korea og senere i Vietnam" og at han er "blevet genkendt under edsaflæggelse af Sovjet's KGB" af en eller anden ubegribelig grund. Ydermere er "hans beretning afskyvækkende." The New York Post har udgivet en afslørende opgørelse over hans gerninger."

Efterfølgende, afstedkom Carter overskrifter for (a) kun at komme i kirker for hvide, og (b) tillade hvide KGB præster frit at kunne forkynde. I mellemtiden kan Moskva glad og fro "flyve våben og forsyninger til Ætiopien" og "udfylde falske flyplaner når de stopper for at fylde brændstof på i mellemlandingsnationer," ifølge en rapport om, påskud og bortforklaringer, i luften.

Siden Carter's indsættelse har de jublende kommunister virkelig påbegyndt "flyvninger over lande der ligger mellem Sovjetunionen og Ætiopien" af en eller anden grund der kunne begynde med "C."

Selvsamme dag udfordrer William Buckley præsident Carter's tro på at - jeg citerer - "Vor opfattelse af menneskerettighederne kan ses i (Røde) Polen." Den lærde grundlægger af National Review tager til genmæle:

Hvad Polen opfatter som til menneskerettighederne er ikke vores. Hvad der opretholdes er 1) Sovjettisk kolonialisme; 2) Statens overhøjhed; 3) Krænkelse af ejendomsretten: 4) Krænkelse af intellektuel og politisk frihed; og 5) Den evigvarende usikkerhed for enhver menneskerettighed - undtagen til udøvelse af religion, som Sovjetunionen erkendte den ikke kunne kontrollere, ligesom den heller ikke kunne kontrollere det hjemlige forbrug af vodka.

Men dagens virkelige nyheder er Cambodia. Millioner af liv er ifare. Og hvad så? I John D. Lofton's "Eye on Washington" rapport stiller han de velovervejde spørgsmål:

Hvorfor i alverden skulle USA være så passive når det der er tale om er et af de mest brutale, systematiske, udbredte menneskeslagtninger i verdenshistorien?

Hvorfor har Carter administrationen og dens FN ambassadør, Andrew Young, blot været tavse og ventet på at en eller anden nation skal kræve at USA undersøger massemordene i Cambodia?

Sådan ser forandring (change) altså ud allerede efter et år. Forandring i en venstredrejet udgave, er som nødder i hovedet.

Indlagte links af synopsis