G.W.B. en værdig præsident

G. W. B.  En Præsident værdig til embedet.

Kyle-Anne Shiver

Jeg savner dig allerede G.W. I syv lange år, siden chokket 9/11, har jeg følt mig tryg ved at vide at det var dig der var lederen, som ville gøre alt i din magt for at beskytte dette land mod endnu et angreb.

Du er den 7. Præsident jeg har oplevet i aktion, og jeg må erkende, at du er den jeg er mest stolt af at have stemt ind til embedet. Peggy Noonan erklærede for flere måneder siden at du havde ødelagt Det Republikanske Parti, dertil må jeg sig ganske enkelt - sludder og vrøvl. Det er helt klart Det Demokratiske parti og deres håndlangere i "medierne," der ødelagde Det Republikanske Parti, mens alle vi andre blot forsøgte at skaffe os et udkomme mens vi udkæmpede en krig.

Selv din egen fader sagde, for noge dage siden,  at du nægtede at ville redde partiet ved at undlade at trække tropperne tilbage fra Irak. Da dette kommer fra en mand der har sprunget ud af fly blot for spændingens skyld, ja, da må jeg blot rulle med øjnene og forsøge at glemme det.

Med al respekt, da så jeg langt hellere at du frelste nationen fremfor Det Republikanske Parti, og det er jo netop det du har gjort.

Er det ikke det der kaldes rettidig omhu?

Det er lige præcis det Præsidenter skal vise. Hele tiden. Hver eneste gang.

Jo, det er rigtigt at Det Republikanske Partis varemærke forekommer skadet i uoprettelig grad, vore kandidater høj som lav, lider nederlag og man hører knap en røst til forsvar for dig noget sted fra. Men, helt sikkert G.W. så siger disse vanskelige realiteter meget mere om mangelen  på viden i din befolkning, end de siger om dig.

I forbindelse med Nytåret kom jeg i en ivrig politisk debat med nogle venner der beklagede sig over din mangel på veltalenhed, din famlen med de mest enkle ord og over din foragtede status i medierne. Da jeg nævnte dit mod (en kvalitet, som du er i besiddelse af i massevis, Hr. Præsident), stirrede de på mig i dyb forundring.

Jeg udfyldte denne forundring med den konstatering,  at vi nu har byttet en ægte mandig præsident, med en overbevisningens ægte mod, ud  til en vi næsten ikke ved noget om, udover at han besidder dette der beklages mest hos dig G.W. Den kommende præsident kan nemlig holde en god tale og selv med en teleprompter er han yderst veltalende.

Åh, ja, medierne tilbeder ham.

Dette svar vandt mine venners hjerter lige så meget som Irakkrigen har vundet dine venners hjerter.

Endnu en brav person (endnu en kvinde, selvfølgelig) sagde, "Katrina," hertil svarede jeg, "Borgmester Nagin og Guvernør Blanco." Tavshed. Jeg nævnte at ved politiseringen af denne naturkatastrofe var det første gang siden Pravdas gyldne dag at jeg havde set en sådan triumferisk overdreven propaganda. Mere tavshed.

Selvfølgelig bragte dette samtalen direkte tilbage til det liberale trumfkort, Irakkrigen. En fyr fremkom med, at han havde talt med noge soldater der var fuldstændig imod krigen. Ja, så kunne jeg ikke lade være med at minde ham om, at ifølge vort Military Times undersøgelse støttede vort militær, i overvældende grad, John McCain, den mand der sagde at han ville blive i Irak i 1oo år, hvis det var det der var nødvendigt for at sikre humane og demokratiske forhold i Mellemøsten.

Selv nejsigerne blandt min Nytårsgruppe blev tvunget til at indrømme at du, ved at overlade tøjlerne til General Petraeus og din opbakning til den øgede indsats - midt i det mest aparte nationale klageråb vi har set i dette land - frelste Amerika fra endnu en ydmygende tilbagetrækning.

I vor lille gruppe er vi alle gamle nok til at huske de fortvivlede menneskegrupper, der flokkedes om helikopterne på toppen af den amerikanske ambassade i Vietnam, alle bådflygtningene der kunne berette om rædsler så ubegribelige, blodbadet der fulgte med de vietnamesiske kommunister, og den opmuntring vor tilbagetrækning gav til hver eneste galning på planeten. Vi er alle gamle nok til at også at huske  svaghederne hos den ryggesløse Jimmy Carter og dermed hans hjælp til at Mullaherne kunne få magten der sidenhen medførte 9/11. Derfor var ingen i vor gruppe så fræk at de ville sige at som krigspræsident da fejlede du.

Faktisk, hr. præsident var der en dårligt skjul beundring over hele linjen.

Derfor, Sir, når mediernes blitzlys og alle fraserne er brugt op og almindelige mennesker derpå begynder at tænke på de sidste otte år da bliver de tvunget til at indse at Bill Cilntons lemfældige behandling af vor National Security skabte den svaghed vore fjender blev opmuntret af. Der var nogle stykker der husker Sandy Berger der stjal dokumenter der ville kunne fremstille Clinton som en forbryder  og derpå skjulte dem. Selv nejsigerne må indrømme, uanset hvor pinligt det er, at du ikke veg tilbage fra din pligt, men modigt udholdt de verbale angreb der hurtigt hobede sig op mod dig, og det på trods af sorgen der vædede vore kinder med tårer.

Heksejægerne har lagt hindringer for dit præsidentskab, samtidig med at du forsøgte at holde fokus på det hårde arbejde. Skam komme over dem der arbejder mod nationale interesser. De bringer skam over os, ikke dig hr. præsident.

Da New York Times ledelse havde tillid til en kilde de vidste var politisk farvet, og påtog sig, alene, at offentliggøre, i detaljer, et båndet program om vor sikkerhed, hoppede jeg af chock. Hvis du virkelig var den tyran som dine anklagere forestiller sig da ville disse redaktører være sat i fængsel på grund af forræderi, uden gavn af Habeas Corpus.

Helt sikkert da vidste de, at du ikke er så hårdhændet som Abraham Lincoln.

Sørgeligt nok er tiden nu kommet til at sige farvel G.W. Hvis jeg skulle få lejlighed til at møde dig, ville jeg med glæde ryste din hånd, og hvis der blev spurgt om min mening om deres præsidentskab, især Irakkrigen, da ville jeg udbryde uden tøven, "Brilliant. Helt igennem brilliant.

I gode som dårlige tider er ansvaret - eller skoen, hvis nogen foretrækker det - helt sikkert hos Præsidenten.

Du gik til Kongressen. Du medbragte den gennemarbejde detaljerede 22 punkts resolution som begrundelse for krigen. Du samlede en international koalition (Unilateralisme?). Du førte tropperne ind, væltede den onde Saddam, blev først hyldet som befrier, derpå lagdes der hindringer på vej mod målet, derpå fandt du selv en kompetent General (som Lincoln), med ihærdighed blev du ved, og har ikke alene bragt håb og værdighed til millioner af irakere, men samtidig udarbejdet den mest strålende GWOT (Global War on Terror) strategi man kan forestille sig. 

Ved at hjælpe det irakiske folk med at vælte en foragtet og frygtet diktator der havde planer om masseødelæggelsesvåben skabte du samtidig den magnet som enhver terrorfikseret person på hele jorden ville blive tiltrukket af. Fra nær og fjern kom de. Al Queda kaldte på dem; de svarede, og tog afsted. Iranerne sendte dem i hemmelighed over grænsen. Alle terrorcellerne fra Timbuktu og alle andre steder sendte rekrutter for at dø eller blive fanget i kampen i Irak.  

Krigen i Irak var den anledning de gale Mullaher benyttede i deres forsøg på at erhverve proselytter i masserne i hvert lille land og islamisk enklave fra Europa til Afrika og over hele den arabiske verden. Hvilken genistrategi. Mens du lod dem alle komme til Irak, og hvor de blev tvunget til at kæmpe mod vore soldater og marinere så kunne de ikke på samme måde gennemføre overgreb mod vor civile befolkning herhjemme. Jeg nævner det igen. Brilliant, Sir. Ganske enkelt. 

Nuvel, vil alt dette kunne stå på en bumper sticker?

Jeg takker dig til min dødsdag for din stålsatte beslutning om at indeslutte fjendens kombattanter på Cuba og ikke her på amerikansk jord. Hvor mange amerikanske børn du har frelst kommer vi aldrig til at vide, men du har helt sikker frelst mange. Jeg sætter til enhver tid sikkerheden for amerikanske skolebørn over terrorristernes, disse selvmordsgalninge. At fremsætte ubehagelige løsninger på problemer vi aldrig har stået overfor før er endnu et kendetegn for din skarpsindighed i krigstid.

Derfor G.W., siger jeg farvel og er lidt trist; jeg savner dig allerede. Du er den Præsident, Sir, der fuldt ud har fortjent embedet, og jeg tvivler på, at vi kommer til at se en i din kaliber. Mod som dit fremstår kun en eller to gange i et livsforløb.

Dette var min hyldest til dig, og hvis du skulle komme forbi Atlanta på noget tidspunkt så kom og besøg mig for en forfriskning og fortæl mig, hvordan i alverden du klarede det altsammen med en sådan værdighed og ophøjet styrke.

Kyle-Anne Shiver is a frequent contributor to American Thinker.  She welcomes your comments atkyleanneshiver@gmail.com.