Joseph D'Hippolito
Mens kristne over hele kloden har fejret Kristi fødsel står europæiske katolikker overfor en intern kamp om selve kernen i deres tro.
På den ene side står højtplacerede gejstlige og professionelle teologer, herunder nogle fra Vatikanet. På den modsatte side er der en prominent konvertit, der ser ud til at vide mere om deres egen teologi end de selv gør.
Konflikten drejer sig om Den Katolske Kirkes 'modsvar' til Islam. Prælaterne og de professionelle gør sig til talsmænd for dialog, der nærmer sig tilpasning, om ikke samarbejde. Konvertitten advarer dem om indholdet, sandheden i hans tidligere tro, Islam - og om faren ved at udjævne, udvande grundlæggende Katolske læresætninger.
Advent begyndte med adskillige nyhedsrapporter, der i detaljer beskrev hvordan katolske prælater tager til genmæle mod Islam's voksende indflydelse i Europa.
Den 28. november, roste Kardinal Jean Louis Tauran - præsident for Vatican's Pontifical Council on Interreligious Affairs - muslimerne for at bringe religiøse spørgsmål tilbage i debatten i offentligheden.
"Muslimerne, der er blevet en stor minoritet i Europa, var dem der krævede plads til Gud i samfundet," skrev Tauran i Vatikanets officielle avis, L'Osservatore Romano, idet han henviste til kontroversen om kvinders tørklæde i Frankrig, som et bevis.
Den 29. november føjede Monsignor Bernard Nicolas Aubertin, ærkebiskop i Tours, Frankrig, sig til andre dignitarer som værende tilstede ved nedlæggelsen af hjørnestenen i byens helt nye moske. Ironisk nok var Tours det sted hvor Charles Martel slog en muslimsk hær i 732 og der bremsede op for Islams forsøg på at dominere Europa.
Den 2. december rapporterede Daily Mail, London, at de katolske biskopper i England og Wales havde bedt katolske skoler om at åbne bederum for muslimske elever og til at indrette badefaciliteter således, at de rituelle renselsesprocedurer før bøn kunne overholdes.
"Kravene går langt videre end lovens krav om hensyntagen til religiøse minoriteter," skrev Daily Mail's Simon Caldwell, der tilføjede at bisperne "ønsker at giver deres modsvar til de kritikere der siger religiøse skoler giver splittelse."
Bispernes studium, "Catholics Schools, Children of Other Faiths and Community Cohesion," giver detaljer:
"Hvis muligt, et værelse (eller værelser) skal være til rådighed for eleverne og ansatte fra andre trosretninger til brug for bøn. Eksisterende toiletfaciliteter burde tilpasses for at imødekomme individuelle rituelle renselser, der undertiden er en del af en religiøs livsstil og gudsdyrkelse. Hvis sådanne muligheder ikke er tilstede på en permanent eller regelmæssig basis, da bør særlige anstrengelser gøres for at imødekomme sådanne behov ved større religiøse lejligheder."
Den 4. december sagde Monsignor Gianfranco Ravasi - præsident for Pontifical Council of Culture - at muslimerne skulle have lov til at have så mange moskeer som de har brug for, så længe disse moskeer kun beskæftigede sig med gudsdyrkelse.
"Stedet for gudsdyrkelse skal have sin egen kulturelle og åndelige identitet, ligesom sin egen religiøse identitet, hvilket er et fundamentalt element," sagde Ravasi. "Moskeen udfører velgørenhedsarbejde, hvilket er en særlig kvalitet, således at religionen også har en social funktion."
Ravasi kom med disse bemærkninger to dage efter at to marokkanske muslimer var arresteret for at planlægge ødelæggelsen af Milano's berømte katedral i julen. De mistænkte havde lagt planer i en moske og i et islamisk kulturcenter. Som et resultat krævede Italiens udenrigsminister og LigaNord, der er imod immigration, at der ikke skal opføres flere moskeer.
"Hvis (moskeen) bliver noget andet, da må det civile samfund have ret til at gribe ind," sagde Ravasi. "Vi taler her om et vestligt samfund der holder religiøse og politiske emner adskilt...moskeen må ikke blive et centrum for andre ting for derved mister den sin funktion."
Den 5. december, støttede Kardinal Dionigi Tettamanzi, Ærkebiskop i Milano Ravasi.
"Vi har behov for steder for gudsdyrkelse i ethvert nabolag i byen," sagde Tettamanzi. "Mennesker der tilhører andre trosretninger end Kristendommen har brug for dem i endnu højere grad, i særlig grad Islam. Vi har også brug for kulturelle initiativer der fremmer denne overvejelse, ikke provokation der blot skaber sensationer og ufrugtbare debatter."
Hele rationalet for denne fornemme holdning fremkom ved Second vatican Council, der blev oprettet for at hjælpe katolicismen til at stå op imod nutidens problemer - såsom forholdet til andre religioner. Rådet forkastede kirkens tidligere ugunstige tilgang til Islam og for at få en forsonende ordning der understreger ligheden i troen, som den pavelige rundskrivelse, Nostra Aetate opregner:
Til at genskabe styrken i Kirkens tiltag er Vatikanets geopolitiske agenda, Enzo Pace, sociologiprofessor ved univeristetet i Padua og præsident for International Society for the Sociology of Religion arbejdede videre på dette aspekt i sin avis, "Den Katolske Kirke og Islam."
På grund af den europæiske kommunismes fald under Pave Johannes Paul II - og på grund af hans fromme rolle i det kollaps - "tror Kirken at den har opnået en urørlig autoritet i Europa" skrev Pace. "Som en konsekvens, nu da tiden er kommet til at opbygge en politisk enhed, betragter den sig som indehaveren af et moralsk budskab der kunne skabe det nye Europas solide fundamenter."
"Kirken er klar over, at den kan tilbyde en form for ny civil religion til Europas Forenede Stater. Kampen og søgen for moralsk enhed ...repræsenterer for Kirken en genbekræftelse af dens centrale rolle i historien, og samtidig åbner den en dialog med andre religiøse kulturer i den Gamle Verden."
Islam er en af disse kulturer.
"Islam bliver således den vigtigste moralske samtalepartner, fordi Kirken betragter den som en godt organiseret religion som er i fremvækst i nutidens Europa," skrev Pace. "Den vigtige grund til denne overvejelse af Islam er den sociale og kulturelle integration af muslimske grupper i det nye Europa."
"For at sikre denne integration tror Den Katolske Kirke, at det er nødvendigt at acceptere ideen om og at vedkende sig Islam som en universel religion, mens man på samme tid inviterer Islam til at acceptere, i det mindste, den europæiske kristne kulturs moralske og juridiske principper (menneskerettighederne). I Den Katolske Kirkes sprogbrug er det netop det, der kaldes 'en dialog om værdier' rettet mod det formål at 'beskytte liv og til fremme af retfærdighed og fred.'"
Blandt disse principper er religionsfrihed, som Vatikanet kalder "gensidigt" med hensyn til Islam. Hvis lande med kristen kultur giver muslimer lov til at udøve deres tro frit så skal de muslimske nationer give den samme frihed til kristne - det har de muslimske nationer endnu ikke gjort.
Magdi Allam bønfalder om at gå bort fra denne herskende holdning. Allam, en medredaktør ved Italiens mest kendte avis, Milanos Corriere della Sera, konverterede til katolicismen fra Islam ved Påsken i år - og blev døbt af Pave Benedict XVI selv. Resultatet var, at Allam fik dødstrusler fra muslimer.
I beskrivelsen af hans omvendelse i detaljer til Vatikanets Zenit News Agency, stiller Allam kontrasten op mellem hans nye tro og den gamle:
"...da mit sind blev frigjort fra en ideologi så dyster at den lovliggør løgne og bedrag, voldelig død der fører til mord og selvmord, blind underkastelse til tyranniet blev jeg i stand til at slutte mig til den autentiske sande religion, om livet og om friheden. På min første Påske som kristen opdagede jeg ikke blot Jesus; jeg opdagede for første gang den sande ægte og eneste Guds identitet, som er en håbets og fornuftens Gud.
"Jeg blev tvunget til at indse, at udover vilkårligheden i fænomenet Islamisk ekstremisme og terrorisme der er fremkommet på globalt plan, er selve ondets rod grundfæstet i et Islam der på det psykologiske plan er voldelig og konfliktsøgende, det viser historien."
Allam understregede igen disse holdninger før Benedikt mødtes med islamiske lærde primo november. På sin website, sender Allam et åbent brev til Paven og advarer om "den religiøse og etiske stræben der har infiltreret og spredt sig i selve Kirkens centrum på alvorligste vis."
Særskilt kritiserer Allam, Tauran's karakteristik af vold udført i Allah's navn som værende et bedrag overfor Islam:
"Den objektive virkelighed kan jeg berette om med al den oprigtighed og med et konstruktivt sind, er nøjagtigt det modsatte af, hvad Kardinal Tauran forestiller sig. Islamisk ekstremisme og terrorisme er den modne frugt der kommer af Koranens skrifter og selve Muhammeds tanke og handling."
Mens således forskellige europæiske prælater udtrykte sympatier for et samarbejde, ved begyndelsen af Advent, gav Allam en meget kraftig modvægt til dette.
Muhammeds handlinger, dokumenteret af historien, og som de trofaste muslimer ikke benægter, giver vidnesbyrd om massakrer og ødelæggelser igangsat af Profeten," fortalte han Zenit den 1. december. "Derfor er Koran ikke forenelig med de ikke forhandlingsmulige fundamentale menneskerettigheder og værdier."
"Der er en større og mere underfundig fare, end terrorisme med 'halshugninger.' Det er terrorismen, hvor 'tungen bliver skåret væk'; det er frygten for at vi bekræfter og røber vor tro og vor civilisation, og dette bringer os til en slags selvcensur og får os til at benægte vore værdier, således sætter vi alt omvendt og på samme niveau: Vi kan blot tænke på Sharia der anvendes, selv i England."
Alligevel vil disse tilpasningskræfter ikke trække sig. Paolo dall'Oglio, en prominent italiensk Jesuit, der har vundet Euro-Mediterranean Award for Dialogue, kritiserede Allam i jesuiternes månedsmagasin Popoli i en artikel med titlen, "Solformørkelse":
"Den umiddelbare bekymrings måne om religionsfriheden har blokeret for den velgørende sols hjælp, af respekt for muslimernes følelser og afsværgelsen af omvendelsen. Den har overskygget den Kopernikanske Revolution fra det Andet Vatikan Råd, der også gik ind for støtte til Islam og for en fornyet dialog mellem Det Hellige Sæde og vigtige muslimske organisationer."
"Den har forhindret adskillige bestræbelser på at opbygge harmoni og venskabsbånd i de europæiske byers kvarterer såvel som i nationerne for en verdslig og fredelig islamisk-kristen sameksistens. Den har neutraliseret forsøgene på at dæmpe interreligiøs vold og for at vise, hvor langt Kirken er fra den neokolonialistiske logik hos Vestens hegemoniske magter, og hvordan en stor majoritet af muslimerne er imod selve logikken bag fjendtlig konfrontation."
Hvis dall'Oglio har ret, hvor er så de fatwas der fordømmer islamisk terrorisme fra sheikerne og imamerne ved al-Azhar - det vigtigste, mest repekterede center for Muslimsk lærdom i Sunni verdenen? Hvor er de muslimer der fordømmer Iran's erklærede mål om at udslette en suveræn stat til Ære for Allah?
Ydermere, hvordan har al denne dialog hjulpet de kristne i Mellemøsten der oplever stadig mere forfølgelse af muslimer? Har en sådan dialog reddet et eneste liv i Mumbai, Madrid, London, Bali, Beslan, New York, Washington eller i Pennsylvanien? Har den gjort noget som helst for at beskytte de uskyldige, for ikke at nævne fremmelsen af retfærdighed og fred?
Som Kristendommens grundlægger kunne have sagt det, hvad hjælper det en Kirke at erobre et helt kontinent, når den samtidig mister sin sjæl?
Meget betegnende for gejstlige er et yderst snørklet sprogbrug som vel skal bevidne deres ophøjede intellekt, men ved 'guder,' hvor skabagtigt især når man sammenligner det med Jesu egne tydelige budskaber. Især Paolo dall'Oglio's kryptiske sprog må have været et 'helvede' at oversætte. Intet under folk flygter fra etableret kristendom.
SvarSletHvor har du ret. Jeg væmmes altid over denne selvhøjtidelige jamren i liturgi og andet hurlumhej. Midnatsmessen fra Peterkirken er kostelig underholdning, med Pavens fistelstemme og et frygteligt italiensk. Det må være krænkende for Mesteren, at betragte denne hykleriske selvforherligelse af et præsteskab der mener sig kompetent til at fortolke hans egne enkle og fornuftige leveregler, og så samtidig hævde de går i hans fodspor. I så fald er de berusede som Paver og alliker for endnu har de kun formået at ramme sporet ved rent held.
SvarSletDall'Oglio blev blot oversat ord for ord, idet jeg nærmest opgav at finde en tråd i dem.