Sovjets rolle i Mellemøsten glemt

Sovjetunionens glemte rolle i Mellemøstkonflikten

Rick Moran

David Bernstein fra Volokh Conspiracy har en fremragende postering om, hvorledes Sovjetunionens rolle i at føre ny gødning til problemerne i Mellemøsten er blevet skyllet ud i glemselens toilet:

Efter Israel fremstod sejrrig, i helt ubegribelig grad, i 1967 blev Sovjetunionens indflydelse mere tydelig på adskillige områder.

• Først og fremmest ledte Sovjetblokken en international kampagne med boykot og nedgøring af Israel, med anti-semitisme rettet mod Israel, ved at skabe en belejringsmentalitet der har været gældende i Israel lige siden og ved at gøre det meget mere vanskeligt at overtale Israel, som allerede var traumatiseret af Holocaust og uddrivelsen af jøder fra de arabiske lande, til at have tiltro til "det internationale samfund."

• For det andet, Israels bedrifter mod de af Sovjet forsynede fjender Syrien og Ægypten overbeviste USA om, at Israel var regionens supermagt, som man bør engagere sig med ikke, kun for at fremme USA's interesser, men også forsøge at holde det (atombevæbnede) land stabilt og sikkert så det ikke utilsigtet startede Den 3. Verdenskrig.
• For det redje, samtidig med at de religiøse fanatikere var blandt de meste nidkære bosættere på Vestbredden blev der fremvist en vis grad af forsoning hos Zionistpartierne, på grund af den formodede trussel om en ny krig støttet af Sovjet med det formål at ødelægge Israel. (Delvis skyldtes dette Lyndon Johnson der i 1967 svigtede de amerikanske sikkerhedsgarantier som Eisenhower gav i 1956 -- Israel kunne se, at USA ikke var til at stole på i sikkerhedsaftaler.) Israelske militære og politiske ledere troede at de ved at fastholde, i det mindste visse dele af Vestbredden, da ville sikre Israel en strategisk bufferzone til at afværge eller måske fuldstændig tage modet fra de der ønskede et angreb gennem Vestbredden. Det viste sig at være sandt da Jordan nægtede at være indblandet i Yom Kippur Krigen.
• I 1973, ved afslutningen af Yom Kippur Krigen have Israel krydset Suez Kanalen og havde et stort segment af det ægyptiske militær omringet, og var forberedt på, om nødvendigt at marchere helt til Cairo (Juan Cole, der viser sin sædvanlige forkærlighed for at være præcis, kalder dette "et træk hen mod en let sejr" over Ægypten). Damaskus var også indenfor rækkevidde. USA insisterede på en våbenhvile, fordi Sovjet truede med at intervenere på vegne af Ægypten og Syrien.
  

Sovjets støtte til spirende terrorgrupper der voksede sig til en trussel mod hele verden bør også erindres:

• Gennem 70'- og 80-erne understøttede Sovjet enhver gruppe af arabere der er imod Israel og enhver terrorgruppe som gerne ville modtage penge fra dem. Fredsargumenter i Israel blev mødt med skepsis på grund af den fortsatte rolle hos den ene af de to supermagter, der finansierede de der gik ind for, og handlede hen mod målet, nemlig Israels ødelæggelse. I mellemtiden blev båndene mellem USA og Israel tættere da den gamle socialistiske etos i Israel banede vej for en stærk anti-Sovjet stemning under Likud regeringer, og en generation af israelere blev ældre - herunder nogle hundrede tusinder sovjettiske jødiske flygtninge - med et Sovjetunionen der sværgede på at deres land skulle udslettes.

• I modsætning hertil var Sovjets fald en af de største faktorer der tillod Oslo forhandlingerne og aftalerne i at få fremskridt. Uden opbakningen af en supermagt lignede Yassir Arafat meget mindre en potentiel ødelægger af Israel og langt mere en afdanket terrorist der ville være villig til at falde til ro for den pris der nu kunne tilbydes ham. Strategiske overvejelser blev mindre vigtige da Sovjets sidste større allierede med grænse til Israel, Syrien, i virkeligheden kollapsede militært i fraværet af hjælp fra Sovjet.

Denne historie ville virkelig kunne have haft en lykkelig afslutning, hvis det ikke var for fremkomsten af en ny ideologisk bevægelse, der erstattede kommunismen, og som var endnu mere uforsonlig fjendtligt indstillet overfor Israel - Den islamiske fundamentalisme. Det er dog en helt anden historie.

Venstrefløjen og deres allierede i medierne har et særlig blindt punkt når det drejer sig om Sovjets medvirken i de gærende problemer der stadig påfører os ondt. Man ser sjældent medierne medvirke i, herunder især venstrefløjens, selskabsspil - "at finde årsagerne" til konflikten der sædvanligvis beskylder USA og Vesten for deres kolonipolitik fremfor den post-koloniale hjælp til mange Mellemøstlige regimer af Sovjetunionen. Deres træning af palæstinensiske terrorister er blot en facet af denne histori som man sjældent diskuterer noget sted i medierne.

http://www.americanthinker.com/blog/2009/01/role_of_the_soviet_union_in_to.html