søndag den 29. marts 2009

Hvor er du henne, Bill Casey?

Hvor er du henne, Bill Casey?

Paul Kengor


"Vi vil vinde og de vil tabe." Ronald Reagan, januar 1977.

Mens den kolossale "stimulus" pakke blev vedtaget med i bogstaveligste forstand 100% af Kongressens Demokrater og blot 1% af de Republikanske skete der noget temmeligt besynderligt lige for øjnene af offentligheden: Leon Panetta blev godkendt som den næste chef for CIA.

Personlig har jeg en særstilling til dette politiske skuespil. Her ved Grove City College var vi gæster for Herb Meyer, der i 1980'erne havde været højremanden for Ronald Reagan's CIA chef, Bill Casey. Meyer var en af de der mindre kendte der arbejdede i kulissen, en af de ikke berømmede helte fra Den Kolde Krig, der arbejdede sammen med Casey for at nedbryde Sovjetimperiet ved hjælp af utallige metoder, der rangerede fra økonomisk krigsførelse til hjælp til anti-kommunistiske styrker fra Krakow til Kabul. Han var emnet for vor tredje Ronald Reagan forelæsning. (Se videoen her.)

Da jeg ankom til Meyer's værelse for at hente ham blev jeg mødt af en yderst klog, venlig mand der var noget opbragt over det han havde set på TV. Meyer havde overværet C-SPAN's dækning af Panetta bekræftelsehøring som CIA chef. Noget virkeligt besynderligt blev udstillet ved disse høringer: En mærkelig enighed om, at hvis amerikansk efterretningsvæsen - må Gud forbyde det - vidste at der var en potentiel bombe i en større by, og man havde tilfangetaget den terrorist der vidste hvor bomben var placeret så ville det være forkert at "torturere" den mistænkte for at få oplysning om, hvor bomben befandt sig.

Det er hertil, at det aldrig ophørende had til George W. Bush har ført os: Fuldkommen ufornuftig blodig logik. Selvfølgelig vidste enhver i Senatet at det ville være tvingende nødvendigt at benytte hvilket som helst teknik for at forhindre, lad os sige, at to millioner uskyldige skulle udslettes gennem em paddehattesky over Manhattan. Selvfølgelig, hvis et sådant scenario nogen sinde skulle hænde, da ville enhver senator i det værelse -- plus New York Times redaktion - straks bede Panetta om at water-boarde den mistænkte omgående.

Dog på det her tidspunkt i vor republiks sørgelige tilstand, da turde ingen at de herrer komme med en sådan påstand. "Er det ikke utroligt?" Råbte Meyer til mig og til TV'et mens vi så dette politiske skuespil.

Nej, jeg kunne ikke tro det. Eller måske alligevel.

Det er blot et billede på den nye mand i spidsen for nationen og den nye tankegang i CIA.

Men krisen er endnu mere alvorlig. En af Herb Meyer's værste erindringer er det som gjorde Bill Casey's CIA så anderledes, og det som gjorde Præsident Reagans præsidentperioder anderledes; det var koncentrationen om at ville vinde krigen, krigen Den Kolde krig, - og at tænke alternativt, ikke efter kørebogen, for at det skulle ske. Som Meyer understreger var Casey en individualist, og der skulle en individualist til for at vinde Den Kolde krig, ligesom det samme er nødvendigt for at vinde Krigen Mod Terror. At vinde i dag vil kræve det rette CIA chef (ligesom Casey), den rette præsident (ligesom Ronald Reagan), den rette leder af Det Nationale Sikkerhedsråd (Bill Clark), den rette forsvarsminister (Weinberger), plus en Ed Meese, en Jean Kirkpatrick og de slidsomme folk i kulissen, individualister som Roger Robinson (ved NSC) og Herb Meyer hos CIA.


"Reagan var med for at vinde, ikke tabe," siger Meyer. "Han ville vinde. Det er det der har gjort ham så anderledes fra enhver anden præsident." Meyer udtrykker det således:

"Ronald Reagan var den første vestlige leder som havde som hovedmål at vinde. Nu må I selv afgøre om I synes der ikke er en gigantisk forskel på at lade som om man ikke taber og så det at man handler som man vil vinde. Det er følelesmæssigt anderledes, det er psykologiskt anderledes, og selvfølgelig er det i praktiske henseender anderledes......Nuvel engang imellem er det sommetider rigtigst af forsvare. Det var Reagans bedømmelse, at tiden var inde til at gå til angreb -- at de (Sovjet) kunne overvindes. Da han havde taget den beslutning ...... gik det fra beslutningen til direkte handling."

Reagan havde brug for Bill Casey fra CIA for at nå målet. Som Casey's særlige assistent og som viceformand for National Intelligence Council bemærkede Meyer den fulde og massive effekt af Reagan strategien. Den strategi sagde Meyer, denne tandem af Reagan og Casey, var "meget farlig ... meget modig ....Og der var en masse mennesker der sagde, 'Åh ja, I har jo ret, bjørnen er såret. Lad nu vær med at stikke til den sårede bjørn.' Men Reagan-Casey holdningen var: 'Hallo, min fjender er nede på knæ. Nu er det på tide at knække nakken på ham.'"

De knækkede nakken på bjørnen gennem en længerevarende indsats med et bat, hvori masser af søm var fæstnet, fra "fred gennem styrke" til økonomisk krigsførelse, omhyggelig og succesfyldte kalkulationer for at undgå en våbnet konflikt og en atomkrig - at ville vinde med fredelige midler. Som Meyer beskrev det, så igangsatte de en systematisk kampagne for at finde svaghederne i den sovjettiske økonomi. "Vi indså at CIA kun havde lagt mærke til Sovjets stærke sider," sagde Meyer. "Vi holdt ikke øje med Sovjets svagheder." Casey påbegyndte vurderinger af sårbarhederne i Sovjet. Med Reagans støtte og tilskyndelser søgte de efter svagheder der kunne bive udnyttet for at fremskynde kollapset i Sovjet.

Casey's dristige, risikofyldte skridt for at vinde, fra Nicaragua til Afghanistan gjorde ham til en fjende hos den amerikanske venstrefløj. Den eneste gruppe der foragtede Casey mere var Sovjet. Smædekampagner om ham flød fra den sovjettiske presse. De benyttede den klassiske venstrefløjstaktik - klassekampen - at Casey var fra at være dreng i fattigdom nu var blevet rig før han kom til CIA. I den løgnagtige falske Pravda, blev Casey, en New Yorker, omtalt som "Gangsteren fra Queens," alternativt som en mafiatype, en forbryder eller en beskidt kapitalist, en "rig advokat" og en "Wall Street millionær" ---- "Casey den urørlige." Casey fik den ære sammen med Reagan, Casper Weinberger og Bill Clark at være en af de mest forhånede personer, ikke alene i amerikansk presse, men også i Sovjet presse.

Et af min bedste eksempler på dette var Sovjets reaktion på en 'ildsprudlende tale' som Casey holdt i San Antonio, hvor chefen for CIA meget farverigt (og korrekt) erklærede at marxismen-Leninismen havde frigjort de Fire Ryttere i Åbenbaringen: Hungersnød, Pest, Krig og Død. Denne særlige blasfemi fik det undrende Sovjet til at gå amok. Den sovjettiske propagandist Vitaliy Korionow skrev denne smædesvada i Pravda:

"I de senere år er verden blevet vænnet til at høre taler fra Washington fulde af ondskab mod alt progressivt. Imidlertid er CIA chefen W. Casey, der talte ved en "World Council of Industrialist" forleden dag i San Antonio, Texas, åbenbart besluttet på at overgå de andre figurer fra Washington. USA er under trussel af en ubegribelig fare, fastslog Casey med sitrende stemme. "Den Marxistiske-Leninistiske sammenslutning har forgjort de Fire Heste (Ryttere) i Åbenbaringen - Hungersnød, Pest, Krig og Død. Kære læsere er I ikke skræmte? Selv chefen for en USA spionafdeling er ude af sig selv af rædsel."

Man kan tilgive det officielle militante ateistiske Sovjet for at beskrive de Fire Ryttere som "De Fire Heste." Trods alt er de eneste Bibler de så, dem der blev holdt lukkede, de som de konfiskerede og ødelagde, og ofrede sammen med præster, nonner og millioner af troende i Gulag. Men de kendte til hungersnød, pest, krig og død - og således Åbenbaringen. Det var fire mænd: Reagan, Casey, Clark og Weinberger, der førte den kommunistiske åbenbaring lige til Kremls dør.

Vi står overfor en lignende tærskel i dag, hvor der ikke er nogen åbenbar løsning. De elementer der tilsammen udgør en sejr er ikke tilstede. Vi mangler helt sikkert de rigtige spillere.

Vi har brug for mennesker idag som ikke er bekymrede om at være politisk korrekte, der er villige til at tage en risiko, der vil tænke alternativt, der først og fremmest er indstillet på at ville vinde. "Vi vinder og de vil tabe," som Ronald Reagan sagde det i januar 1977, fire år før han blev indsat som præsident, mens han betragtede sine amerikanske landsmænd der havde overdraget førerskabet til Jimmy Carter.

Bill Casey var ligeglad med hvad pressen mente om ham, også med den slags hyldesttaler som nogle senatorer der poserede foran C-SPAN tvkameraerne for at vise deres menneskelighed til fordel for Leon Panetta, fremførte. Casey gjorde det han gjorde af de rigtige grunde, ved at forandre historien til det bedre og ikke for sin egen karrieres skyld. Det var en blanding af mod og kreativitet der brød mørket. Det var nøjagtigt det modsatte af det som vi netop har set er blevet svoret ind - i Det hvide Hus og i CIA.

Paul Kengor is author of The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism (HarperPerennial, 2007) and professor of political science at Grove City College. His latest book is The Judge: William P. Clark, Ronald Reagan's Top Hand (Ignatius Press, 2007).

Andre artikler af Paul Kengor ved klik

Ingen kommentarer:

Send en kommentar