Vi kan ikke vinde konflikten med radikale muslimer, hvis vi ikke kan nævne hvad deres motiver er.
Da Præsident Roosevelt henvendte sig til Kongressen efter Pearl Harbor, nævnte han Japan femten gange i en tale på 500 ord. Da Præsident Bush gjorde det samme efter 9/11 benyttede han ordet "Islam" eller "Muslim" langt mere sparsomt - blot elleve gange i en tale på 3000 ord. Da Senatorerne Obama og McCain talte på de respektive konventer og i debatter, hvor de bad om at få overdraget ansvaret for Amerikas sikkerhed, da kan man ikke finde en eneste reference til Islam.
"Sproget udformer den måde vi tænker på og bestemmer hvad vi må tænke," bemærkede sprogforskeren Benjamin Lee Whorf. Når man tager sprogbruget i betragtning hos Vestens regeringer da må man konkludere, at de ikke ønsker at nogen skal tænke på den grundlæggende rolle Islam spiller i konflikten med radikale muslimer. Denne selvpåførte spændetrøje forhindrer en diskussion om en fjende der ønsker at verden skal underlægges Sharia Lov, og derved har vi kun meget lidt chance for virkelig at lære ham at kende. Som Sun Tzu bemærkede, da kan man kun ved at lære sin fjende at kende - besejre ham.
Tavshedens frø blev plantet samtidig med at redningshold endevendte ruinerne ved Ground Zero. Når man tager tager intensiteten i de uger i betragtning er det ingen overraskelse, at ord og handlinger ville danne tonen i de efterfølgende år. Reglen snarere end undtagelsen viser at de forkerte ord blev udtalt, de forkerte handlinger blev igangsat og den forkerte tone blev slået an. Især tre begivenheder skiller sig ud.
For det første var der den førnævnte tale den 20.09.2001 i Kongressen. Ved at gentage frasen "krigen mod terror" som han havde introduceret på selve dagen for angrebet definerede Bush konflikten som en terrortaktik snarere end en strategisk fjende (radikal Islam). Ydermere ved henvisningerne til muslimer og deres tro søgte mange at overbevise amerikanerne om, at der kun er en hårfin forbindelse mellem Islam og 9/11. Bush's påstand om, at "terroristerne udviser en yderligtgående form for islamisk ekstremisme der er blevet forkastet af muslimske lærde og det store flertal hos muslimske gejstlige" forbliver et rædselsvækkende eksempel på 'ønsketænkning' som erstatning for virkeligheden.
Det andet tegn ankom nogle dage senere da Operation Infinite Justice blev til Operation Enduring Freedom. Ved at forandre skadevirkningen af Bush's noget hastige brug af ordet "korstog" rapporterede BBC, at Forsvarsminister Donald Rumsfeld sagde, "administrationen hurtigt havde genovervejet det oprindelige navn, fordi, i den islamiske tro, er en sådan udtalelse noget der kun kan fremholdes af Gud." Skønt den oprindelige titel på det militære svar på 9/11 ikke var særlig inspireret overskyggede modifikationen, hvorledes muslimske følelser, såvel ægte som indbildte, ville kunne udstede vetoret over sprogbrug selv på højeste plan.
Syv år senere har disse sædekorn - plejet og vandet af Vestens lederes periodiske tilbagevendende hyldest til "fredens og kærlighedens religion" - nu vokset sig til modenhed og et tæt buskads af regeringspolitikker og "forslag" beregnet på at fjerne Islam fra offentlig fordømmelse.
Den britiske indenrigsminister Jacqui Smith er blevet symbolet på denne newspeak idet hun erklærede i januar 2008 at terrorisme fremover skulle kendes som "anti-islamisk aktivitet," idet "der ikke er noget islamisk i at ønske at terrorisere," - jihadisterne påstår dog det modsatte. Indenrigsministeriet har efterfølgende bekræftet at udtalelser som "islamisk ekstremisme" var blevet forkastet på grund af frygt for at de ville opflamme muslimer. Tidligere havde indenrigsministeriet bedt ministre om at holde inde med at henvise til "krigen mod terror" af samme grund. Når nu terrorisme er "anti-islamisk aktivitet," vil "krigen mod terror" så være pro-islamisk?
For nu at holde fokus på det væsentlige - og borte fra Islam - har Smith's indenrigsministerium samlet en frasebog der, ifølge the Guardian, "oplyser offentligt ansatte om ikke at benytte termer såsom "islamisk ekstremisme" eller "jihadfundamentalist," men i steder henvise til voldelig ekstremisme og kriminelle mordere eller slyngler." EU har udarbejdet og vedtaget lignende retningslinjer, og instrueret regeringstalsmænd om at benytte "ikke fornærmende" sætninger når de fremkommer med udtalelser, og at undgå "jihad" eller "islamisk."
Sprogpolitiet har infiltreret vigtige USA kontorer. "Terminologi til definition af terrorister: Anbefalinger fra amerikanske muslimer," en skrivelse fra januar 2008 af Department of Homeland Security, der begynder med at udtale, at regeringens sprogbrug "skal, nøjagtigt identificere den sande natur af de udfordringer vor generation står overfor." Derpå fortsætter den med at gøre det modsatte ved at fremholde "forsigtighed i brugen af udtryk som 'jihadister, 'islamisk terrorist,' 'islamist,' og 'hellig kriger'," med den forklaring at sådanne ord vil hjælpe til at lovliggøre radikale og krænke de moderate. Forresten er udtrykket "moderat muslim" også dømt ude. DHS har nægtet af afsløre, hvilke "indflydelsesrige amerikanske muslimer" - moderate eller ej - der blev konsulteret til dette projekt.
Det Nationale Center mod Terrorisme udviklede snart et dokument som opfølgning, "Ord der arbejder og ord der ikke gør det: En Guide i kommunikationen til kampen mod terrorisme," der giver råd om hvorledes "terrorister der påberåber sig islamisk teologi skal beskrives." Perler som "Giv ikke Islam skylden" og "lad være med hele tiden at tale om muslimsk identitet" gør det klart at det er religionen der skal fejes ind under gulvtæppet. Anbefalingerne er blevet godtaget af Udenrigsministeriet og Udenrigsminister Condoleezza Rice har været et forbillede ved at undlade at komme med henvisninger til Jihad i sine offentlige kommentarer.
Det er ikke blot sprogbrug til brug for masserne der er blevet undertrykt. Sagen med major Stephen Coughlin demonstrerer, hvordan politisk korrekthed truer med at afvæbne de der har meningsdannende holdninger, og det bag lukkede døre. I foråret 2008 blev Coughlin, en ekspert i jihad krigsførelse, afløst på sin post som embedsmand efter at have haft en fejde med en muslimsk ansat der, som Bill Gertz rapporterede, havde ønsket af ham "at indtage en blødere linje overfor Islam og islamiske love der fremmer ekstremisme." Hovedpunktet i uoverensstemmelse var Coughlin's tungtvejende disputats, "To Our Great Detriment" (Til Vor alvorlige Skade): At ignorere hvad ekstremister siger om jihad, der når til den slutning at "vi forstår ikke de islamiske komponenter" i den nuværende konflikt - en situation som mange inden- som udenfor regeringen arbejder på at vi skal glemme.
Der er imidlertid tegn på at stemningen er ved at vende. En ny undersøgelse af Inspectorate of Constabulary and Audit Commission antyder at den dobbelttydige sprogbrug der er i brug i det britiske Indenrigsministerium er hæmmende for bestræbelser i at bekæmpe radikaliseringen i landet. "At skifte sprogbrug ...forårsager forvirring," beklager et byrådsmedlem i dokumentet. En anden formoder, at retningslinjerne har fået mennesker til intet at sige fordi de "bekymrede for at komme til at sige det forkerte" og for at blive kaldt "racister." I stedet udtrykker mange offentligt ansatte "en tilbøjelighed til at tale lige ud af posen for at emnerne der behandles kan blive det i åbenhed fremfor at man undgår dem eller lader som om det er noget andet."
I tilgift har et U.S. Central Command "rødt hold" produceret "Ytringsfrihed i Jihad analyser: Afsløring af myten om krænkende ord," en rapport der stiller spørgsmål ved holdningerne rettet mod at undervurdere forbindelserne mellem Islam og terrorisme. "Selvom der er en bekymring for at vi ikke skal benævne alle muslimer som islamiske terrorister," gør den sig til talsmand for at "det er helt korrekt at benævne visse aspekter af voldsudøvelse som udelukkende islamisk. .... Kendsgerningen er, at vore fjender citerer kilder fra Islam som fundamentet for deres globale Jihad. Vi har ansvaret for at skildre vore fjender på en ærlig og ligefrem måde."
Præsident Obama vil være en klog mand, hvis han vil bygge videre på denne holdning. For det første burde han beordre et fra top til bund gennemsyn af det sprogbrug regeringskontorerne benytter ved beskrivelsen af islamister og den krig de fører mod Vesten. For det andet, som en vink med en vognstang til Homeland Security dokumentet, da burde han kræve større gennemsigtighed med hensyn til de individer og organisationer der er blevet indbudt til at udforme leksikonet.
Konfucius advarede om at, "hvis sproget ikke er korrekt, så er det der blev sagt ikke det der menes; hvis det der blev sagt ikke er det der mentes, så bliver det der bør gøres ikke gjort." Der er meget endnu der skal gøre i kampen mod islamismen, både den voldelige som ikke voldelige. Vesten har ikke råd til ignorere disse udfordringen ved at benævne dem upræcist.
Research for this article was conducted under the auspices of Islamist Watch, a project of the Middle East Forum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar