Frontpage's interview gæst er pastor Keith Roderick, en forsvarer for religiøse samvittighedsfanger siden 1982, direktør for Society of St. Stephen og meddirektør af International Taskforce vedr. sovjettisk jødedom. Efter at have reageret på appeller fra Koptiske kristne i 1987 påbegyndte han arbejdet for kristne og andre minoriteter i lande, der er domineret af den muslimske tro. Han igangsatte og organiserede Coalition for the Defense of Human Rights i 1993, den største paraplyorganisation der repræsenterer disse minoriteter. Roderick er ligeledes repræsentant for en solidaritets organisation i Washington.
FP: Keith Roderick, velkommen til interviewet.
Roderick: Tak!
FP: Vi skal i dag tale om, hvilke muligheder ikke muslimske minoriterer kan benytte for at modstå islamiseringen. Hvad er hoved og hale i dette og, hvor er der muligheder?
Roderick: Ikke muslimer har overlevet i århundreder med islamisering, men også kun næsten. Kendsgerningen at de stadig findes trods erobring, voldelig forfølgelse og diskrimination fra myndighederne er bemærkelsesværdigt. Uheldigvis har tilpasning, efter pres fra islamiseringen, åbnet deres samfund, hvilket har betydet tilbagegang. Ikke-muslimer i islamiske samfund taler aldrig ud fra en magtstilling. De historiske realiteter ved at leve som "dem" i et samfund der religiøst, politisk og økonomisk er opdelt mellem "os (muslimerne) og "dem" (Khafir) betyder, at ikke-muslimer kun kan udtale sig som værende i en offerrolle. Deres måde at overleve på har ofte været at underlægge sig de kræfter der undertrykker dem snarere end at modstå dem. Tilpasning som en måde til at overleve har alt for ofte betydet fravælgelse af deres egen kulturelle identitet og værdier. Ikke desto mindre har kristne, og andre ikke-muslimer udvist bemærkelsesværdig modstandskraft. Måske er denne modstandskraft i sig selv den stærkeste form for modstand mod islamisering.
FP: Hvad er islamisternes mål?
Roderick: Islamisternes mål er at indrette alle ting i samfunder efter islamisk lov. Deres målsætning er uløseligt forbundet med racisme. Det forudsætter, at magtbalancen skal favorisere muslimerne. Nogle hævder, at sameksistensen mellem muslimer og ikke-muslimer tilbage i fortiden er en skabelon for os i dag. Imidlertid, medmindre der er en accept af ægte lighed mellem muslimer og ikke-muslimer, er det en illusion at tro at en sådan fredelig "sameksistens" kan opnås. Magtbalancen vil altid være til fordel for muslimerne mod ikke-muslimerne i islamiske samfund.
Derfor, for at stå imod denne realitet betyder det, at minoriteten skal forsøge at bevare deres egen kulturs integritet. Når man kan betragte at alle institutioner og myndigheder i samfundet er indrettet for at sikre, at ikke-muslimer forbliver anden klassesborgere er det nødvendigt at fastholde sine egne kulturelle institutioner med større styrke. Integration i et samfund, hvor alle parter skal nyde godt af det, forudsætter lighed og sikkerhed. Når disse ting nægtes minoriteterne da bliver "sameksistens" blot en facade der skal retfærdiggøre tingenes tilstand når det drejer sig om diskrimination og fordomsfuldhed.
Det er sandt, at selv i de mørkeste afkroge af "Jim Crow" samfund i Amerika, da lever og arbejder sorte og hvide sammen. Imidlertid betyder dette ikke nødvendigvis et retfærdigt samfund. Institutionel ulighed, fordomme og usikkerhed gjorde sand sameksistens umulig, indtil den sorte minoritet fik sikret deres basale borgerrettigheder og den hvide majoritet, med presset fra den bevægelse, vedtog love der sikrede lige rettigheder og sikkerhed for alle.
FP: Er der noget ikke-muslimske minoriteter i muslimsk dominerede lande kan gøre for at ændre deres mangel på indflydelse?
Roderick: Ikke-muslimske minoriteter skal ikke forvente af blive 'frelst' af en "mester" fra USA eller Europa. De kan og skal ikke vente på, at nogen anden skal sikre deres overlevelse. I løbet af de sidste 20 år har de Vestlige lande været med til at give de muslimske kampagner for større selvbestemmelse støtte og har derved været med til at fremme ødelæggelsen af egne samfund, samtidig med, at de ikke har været opmærksomme overfor andre, især kristne. Disse grupper bør dog forvente at deres nærtstående allierede vil slutte sig til dem i solidaritet. At opbygge samarbejder og koalitioner hos forskellige etniske og religiøse grupper, der har været underlagt jihad og deraf følgende islamisering er blevet et vigtigt instrument for fremme af enhed og fornyet styrke.
Når Igbo og pakistanske kristne, indonesiske kristne og koptere, maronitter og assyrere erkender de har en fælles historie vil de indse værdien af at arbejde sammen for at indlede en fælles strategi for modstand. Deres religøse fæller i Vesten mangler denne lidenskab til at støtte ikke-muslimske minoriteter. Der er ofte mere interesse for interreligøse samtaler end der er for at tale på vegne af de der forfølges. Det er en del af Vestens selvbedrag.
Vestens kristne og jøder stod i spidsen for Borgerrettighedsbevægelsen i USA, for kampagnen der afsluttede apartheid i Sydafrika og for Frels Darfur tiltagene. Desværre, når det drejer sig om at forsvare minoriteterne i den islamiske verden, da bliver de pludselig frygtsomme.
Hvor er fornemmelsen for en moralsk forpligtelse og et mod til at tale de koptiske munkes sag, munke der gennembankes i deres klostre i Øvreægypten, eller for de kristne, for mandaenerne og Yezidis der myrdes og er ude for en etnisk udrensning i deres oprindelige hjemland, Irak? Hvad der sker med kristne minoriteter i Mellemøsten, Pakistan, Indonesien og så videre er ikke så meget anderledes end den skæbne kristne i Vesten vil stå overfor jo før man forestiller sig. Indre fællesskabsfølelse og ydre solidaritet er absolut nødvendige komponenter i den ukuelighed der vil kunne modstå islamiseringen.
FP: Hvorfor er Vesten kommet i denne "selvbedrageriske" tilstand som du omtaler?
Roderick: Det er svært for de mange venstreorienterede, der dominerer de offentlige talerstole og også de politiske og akademiske instututioner i Vesten, at acceptere at kristne kan være ofre. Det er en udbredt misforståelse om, at kristendommen er forholdsvis ny i Mellemøsten, at de er trængt ind snarere, end at de er en truet oprindelig kultur der var der før Islam.
Jeg forventer at der er frygt forbundet med at henlede opmærksomheden på kristne og andre minoriteter der lider som følge af islamiseringen, man kunne måske blive anklaget for at være anti-muslim eller en hykler. Politisk korrekthed har stærk dominans i vort samfund.
FP: Når det handler om den tavshed som du omtaler, den hvor vi har forrådt ikke-muslimerne i den islamiske verdern, hvad tror du så er årsagerne? For eksempel liberal-venstre hævder de er imod racisme alligevel siger de intet om racimen der er en uadskillelig del af Islams agenda. Hvor er protesten fra venstrefløjen? Hvorfor denne tavshed?
Roderick: En fra Mellemøsten sagde engang til mig at Vesterlændinge leger, de er med i en slags spil, og kun er interesseret i at høste fordele. Islamisterne er med for at enten at tabe eller vinde. Venstrefløjen har det meget svært med at forholde sig til islamismens overherredømme holdninger. De mener at alle skal have lov til at betragte realiteterne i fine grå nuancer. Islamisk intolerance og barbari bliver ofte undskyldt med at det er kulturelt betinget.
For adskillige år siden var min familie indblandet i befrielsen af en ung filippinsk pige der var givet som en bryllupsgave til en Saudisk student der var indmeldt på vort lokale universitet. Da vi konfronterede universitetsrektoren med, at denne unge pige ville blive holdt som slave sagde han, at vi burde være mere forstående, fordi i den Saudiske kultur var den slags accepteret.
Tavshed kan kun opfattes som stiltiende accept. To millioner sudanesere er blevet dræbt i de 20 år der har været blodsudgydelser i området. Dette folkedrab er en direkte konsekvens af den jihad der blev indført af Den Islamiske Fronts ledere i Khartoum. Religøse konservative stod i spidsen for en bevægelse med det formål at standse slagteriet og opnå en rimelig fred. Da regimet i Khartoum indførte jihaden mod muslimerne i Darfur, protesterede religøse konservative igen. Denne gang fulgte venstreorienterede med i koret om at standse volden. Faktisk var de med til at gøre det til en "dagens gode gerning" for myriader af berømtheder. Altsammen meget godt, men hvor var de da kristne og animister blev slagtet og myrdet?
Alt kristne og andre ikke-muslimer i Mellemøsten ønsker er, at venstrefløjen er bare lidt mere interesset og medfølelende. Den venstreorienterede presse har lejlighedsvis skrevet om byrden de kristne i Irak er under, men man får den mistanke at det ikke er på grund af en dybfølt solidaritetsfølelse, men kun for at benytte lejligheden til at påpege Bush administrationens 'fiasko'.
FP: Hvad skal vi så gøre for at imødegå den islamiske agenda og forsvare ikke-muslimer der er ofre for islamiseringen?
Roderick: Som jeg omtalte for lidt siden må og skal vi styrke de ikke-muslimske samfund i islam. Den islamistiske agenda er at udrydde de ikke-muslimske folks historie og kultur fra områder der oprindelig var ikke-muslimske. Vi skal opmuntre de ikke-muslimske samfund til at stå på deres rettigheder og vi skal være solidariske med dem i deres stræben. Ikke voldelig modstand er en vej der er forbundet med en stor risiko. Men når man tager i betragtning, at de ikke-muslimske samfund kun har lidt politisk indflydelse der ville kunne give dem lighed med muslimerne, så er en mere forsigtig vej den der er praktisk mulig. Alle institutioner og de socio-politiske systemer, herunder Islams, er oprettet af mennesker med samvittighed. Der er mange, som handler på en brutal måde i blind tro, men der er sandelig også andre der respekterer det enkelte menneskes værdighed. Vi skal appellere til disse på grundlag af deres retfærdighedssans.
FP: Keith Roderick, tak fordi du ville være med i dette Frontpage interview.
Roderick: Det var en fornøjelse at få lov at deltage. Selv tak.
http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=802EEC9C-17C6-4AC2-9C12-4ACD59A5970A
Ingen kommentarer:
Send en kommentar