Præsidenter og historien – Bush, Lincoln og Polk
I sine sidste interviews og taler, før han forlod Det hvide Hus, udtrykte George W. Bush tro på, at historien ville give ham et positivt eftermæle. Hans største bekymring var den nationale sikkerhedspolitik der havde været hovedtemaet i hans to perioder efter terrorangrebene den 11.09.2001.
Det har hidtil været sådan, at en succesrig leder kunne regne med at blive husket for de alliancer han var med til at skabe, i besejringen af fjender og i at skabe et magtfuldt militær. Som den gamle talemåde siger, "Historien skrives af vinderne." Det er dog, uheldigvis, en gammel talemåde. I dag er historien skrevet af akademikerne i deres elfenbenstråne som alt for ofte er helligdomme for ideologiske tabere. De opfatter deres rolle, ikke i at gøre opmærksom på sejrene og ved at betragte det der virkelig virker i den virkelige verden, men i at fremhæve enhver amerikansk succes som umoralsk, fordi de har været grundlagt på værdier der var anderledes end deres egne.
Præsident Bush har ofte citeret den republikanske Præsident Abraham Lincoln, der blev nedgjort af modstanderne under Borgerkrigen og blev myrdet blot seks uger efter han havde givet sin anden indsættelsestale. Under valgkampen i 1864 erklærede Det Demokratiske Parti at Unionens krigsbestræbelser var en "fiasko" og man ville søge fred med Konføderationen (selvom den Demokratiske præsidentkandidat General George McClellan ikke var med i denne holdning se evt. denne artikel på Synopsis ). Idag er det kun en lille rest at venstreorienterede og selvudnævnte oprørere der stadig er fanget i den romantiske "Borte med Blæsten" forestilling der stadig anklager Lincoln for hans "forfatningsstridige" handlemåder for at bevare USA og afslutte slaveriet.. 
Lincoln er imidlertid mere undtagelsen end reglen. Min favorit helt, som ikke har fået den hyldest han fortjener er Præsident James K. Polk, den 11. mand i embedet og som øverstkommanderende. Demokrat fra Tennessee og elev af Andrew Jackson. Valgt i 1844 havde Polk kun en periode, idet han valgte ikke at stille op igen. Som 49 årig var han dengang den yngste Præsident. Han døde fire måneder efter han forlod embedet, man mener på grund af udmattelse. Hans periode var med krig og diplomatiske forviklinger, men det som afstedkom den værste stress var den ondskabsfulde politiske modstand mod hans udenrigspolitik. Han førte trods alt landet i krig mod Mexico på grund af Texasspørgsmålet og sikkerheden og overtagelsen af Californien sammen med det meste af nutiden New Mexico, Arizona, Nevada, Utah, Colorado og Wyoming. Han forhandlede også grænsen til Britisk Canada på plads, og oprettede det som nu er Oregon og Washington State.
Set ud fra fornuftige rationelle standarder burde Polk hyldes som en af vore allerstørste præsidenter og fortjente at få sit ansigt på Mount Rushmore. Under hans periode og sidenhen er han imidlertid blevet fremhævet som en krigsgalning og en konspirator mod Forfatningen. Den fremragende historiker Allan Nevins skrev i 1929 i sin introduktion til en redigeret version af Polk's dagbog. "Anklagerne mod ham gik ud på, at han løj for Kongressen ved at erklære krig mod Mexico med uvederhæftige argumenter, fordrejninger og undertrykkelse af kendsgerninger og at hele hans politik i udenrigsspørgsmål var "krinklet og lumpen.""
Flertallet af Whigs troede, at han og hans rådgivere i spørgsmål vedr. Syden havde planlagt en erobringskrig for at skaffe nye landområder til brug for en udvidelse af slaveriet og også af andre grunde, og at han med vilje havde indtaget embedet med det formål at angribe Mexico. Blandt de forskellige motiver der angives for agressionerne mod vor sydlige nabo var Polk's ønske om personlig hæder, og for at en Demokratisk efterfølger kunne få gavn af denne og med formålet at opnå genvalg." Hvis man nu 80 år senere erstatter Irak med Mexico i ovennævnte udtalelse, da har man i det store og hele venstrefløjens anklage mod Præsident Bush.
Faktisk så sagde Jim Lindsey, der producerede en dokumentar film om Den Mexikanske Krig, på History Channel i 2006 i et interview, "Der er paralleler mellem krigen der foregår i dag og med krigen mod Mexico. Der var virkelig i 1840'erne en krigsstemning og bagefter en mængde gætteri i Kongressen om det enten var den rigtige eller forkerte politik for USA." Blandt Kongressens kritikere af Polk var den unge Abraham Lincoln.
Den Mexikanske Krig begyndte 25. april 1946, da en US patrulje kom under baghold nord for Rio Grande, i et område som, såvel USA (gennem annektionen af det uafhængige Texas), og Mexico gjorde krav på. Elleve amerikanske soldater blev dræbt af en større styrke mexikanere. Lincoln introducerede den berygtede "tilstedeværelses resolution" i Huset ved at kræve at Polk beviste at området hvor det amerikanske blod blev udgydt var lovligt US område. Mange Whigs var villige til at acceptere Mexicos krav på den omstridte grænse og beskyldte Polk for at provokere angrebet. Huset stemte for en krigserklæring mod Mexico men med en lille margin, hvorimod Senatet vedtog den med blot en stemmes flertal.
Polk gik ind i embedet med håbet om at kunne købe Californien af Mexico og at give sikkerhed for den nye stat Texas som Mexico aldrig havde indrømmet at have tabt ti år tidligere. Angående slaveriet skrev Polk i sin dagbog den 5. januar 1847, "Der er ingen mulighed for tilstedeværelsen af nogen form for slaveri i noget territorium, der vil blive erhvervet af Mexico." Polk mente at det meste af det nye territorium vest for Texas skulle være ovenfor den linje der blev tegnet ved Missouri Kompromiset i forbindelse med købet af Louisianna, hvilket logisk set ville blive udstrakt til Stillehavet. Dog ville stridigheder med partisaner, snigskytter og ideologiske uoverensstemmelser stadig være nok til at overbevise nogle personer om at det gavnlige i at afvise det der helt klart i det lange perspektiv ville være i nationens interesse, netop at afslutte ekspansionen helt hen til Stillehavskysten.
Blandt kritikerne var 'ildebranden' fra Syden Senator John C. Calhoun, en rivaliserende Demokrat der var imod øget magt til præsidenten. Calhoun's doktriner om magt til Kongressen og om statens rettigheder ville bidrage mere til tragedien i Borgerkrigen end annektionen af land erobret fra Mexico.
At se retrospektivt tilbage har ikke gjort tingene bedre. I sin bog fra 2008, Habits of Empire: A History of American Expansion, giver Walter Nugent, der har undervist ved University of Notre Dame og Indiana University i sin lange karriere, denne titel på kapitlet om Den Mexikanske krig, "Agression mod Syd II." "Agression mod Syd I" var købet af Florida af Spanien i 1819 af Præsident James Monroe. Ifølge Nugent er al "agression" noget der skal fordømmes fordi den omfatter "ikke forfatningsmæssig" brug af udøvende magt, hemmeligt diplomati og militære trusler.
Professor Sam W. Haynes fra Univerisity of Texas-Arlington, hvis sammenfattede bog James Polk and the Expansionist Impulse, var hovedkilden til History Channels dokumentar opsummerede den venstreorienterede holdning til Polk's triumf. "Polk gjorde mere end nogen anden øverstkommanderende sit til at gøre USA til en stormagt på halvkuglen. Det er i sig selv en bemærkelsesværdig gerning. Det er dog midlerne der benyttedes for at nå dertil der har gjort mange amerikanske historikere temmelig utilpasse. Han trynede en svagere nation...dette var en erobringskrig."
Haynes nævnte ikke, at ved begyndelsen af krigen var den mexikanske Hær tre gange større end US Army og at de mexikanske ledere ikke alene talte om at tilbagerobre Texas, men om at gå mod New Orleans. Heldigvis var det amerikanske tropper der marcherede hele vejen til Mexico City trods det at de var i undertal i ethvert større slag.
Haynes hævder at krigen stillede USA overfor et "moralsk dilemma." Ville Amerika være en "god nation eller en mægtig nation?" spurgte han. At være "god" vil åbenbart sige at sætte "selvbestemmelsen hos sine naboer" over ens "egne interesser," vurderer han.
Ligesom Bush har Præsident Barack Obama benyttet ikonet Lincoln for at skabe en forbindelse med historien. Lincoln bliver ikke æret for hans naive modstand mod Den Mexikanske Krig da han var i Kongressen, men for hans stædige, ihærdige søgen efter sejr i Borgerkrigen som Præsident. Forhåbningsvis vil Obama benytte den samme overgang mellem Senatet og Det Hvide Hus ved at komme til en forståelse af, at hans ansvar som øverstkommanderende i de langt større nationale interesser skal være med til at tøjle de overdrevne og tåbelige retoriske talemåder han så let smider om sig med i de lovgivende saloner.
Indlagte links af Synopsis. God fornøjelse.
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor William R. Hawkins is a consultant specializing in defense and trade issues. E-mail him at HawkinsUSA@aol.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar