Hadets kærlighed!

Paul Kengor

"Vi skal lære vore børn at hade," instruerede Vladimir Lenin sine uddannelseskommisærer. Bolschevikernes Godfather erklærede at had ikke alene var "grundlaget for kommunismen" men "grundlaget for enhver socialistisk og kommunistisk bevægelse."

At være misundelig på en anden klasse har været en løftestang for venstrefløjen i århundreder, fra de vanvittige pøbler der stod rundt om den franske guillotiner til de Sovjettiske do, til de nye masser der nu cirkler rundt om AIG cheferne i dag. Forskellen er blot graden af ansvarsfølelse - et spørgsmål om social acceptabel styrke eller vold.

Historisk set er denne opførsel både fremmed for, og antietisk i den amerikanske erfaringsverden. Uheldigvis forstår de moderne amerikanere ikke deres forfatning og nationens kerne principper - vort uddannelsessystem lærer ikke om de ting. Således afspejles det i stemmeafgivning og opførsel. Nu er vi vidner til vor egen hjemmelavede socialistiske bevægelse der er inspireret af had.

Nogle amerikanere gik amok i giftig had overfor deres valgte repræentanter, de gjorde sig bogstaveligt talt til talsmænd for dødsstraf for AIG cheferne , en US senator krævede åbenlyst at disse forretningsfolk skulle begå selvmord.

Liberale i Kongressen fra Senator Chuck Schumer til Senator Chris Dodd, sammen med en vild bande af utæmmede bureaukrater i Huset har opført en skueproces mod AIG lederne, med det større formål at sætte den frie amerikanske handlefrihed ud af spil.

Afhøringen af dette 'salvede råd' fik mig til at tænke på det gamle Sovjets ""Extraordinære Kommission," hvis handlemåde blev forklaret af dets gennemført frygtelige chef letten M. Y. Latsis:

'Ved dine undersøgelser skal du ikke lede efter dokumenter og beviser på hvad den anklagede har gjort, hverken i handling eller i tale eller dåd mod den sovjettiske myndighed. Det første spørgsmål du skal stille ham er hvilken klasse han kommer fra, hvad er hans rødder, hans uddannelse, hans oplæring og hans beskæftigelse. Disse sprøgsmål definerer selve den anklagedes skæbne.'

Latsis karakteriserede sin kommission som en domstol på hjemmefronten mod den kapitalistiske klasse.

Venstreorienterede - hvis de nogen sinde har hørt om Latsis, som de højst sandsynlig ikke har på vores universiteter - vil måske latterliggøre ekstremismen i min analogi. Trods alt taler de ikke om at "udrydde borgerskabet som klasse," som Latsis gjorde. Helt i orden. Men endnu engang er det et sprøgsmål om vurdering. Helt sikkert er den acceptable dæmonisering af en identificeret klasse, med det formål at få de arbejdende masser til at gå amok af politiske hensyn ikke så helt anderledes.

Ligesom medlemmer af Kongressen gik direkte på AIG formanden Edward Liddy således har pøbelen gået direkte mod AIG ansattes hjem i Connecticut.

Selvfølgelig afskiller vor sofistikerede medlemmer af Kongressen sig fra slagsmålet ved at vælge en ikke-voldelig, men ironisk nok, ganske nær et bolshevikisk svar: De konfiskerer AIG lønningerne ("bonus") med en skat på 90%.

Vil denne økonomiske straf så blødgøre pøblens blodtørst? Nej. Det er selve problemet når denne dødssynd - misundelse - bliver til regeringsdemagogi og politik. De fakkelbærende strømmer ud i gaderne for at indføre "social retfærdighed" og det egenhændigt.

En bevis på dette er en bemærkelsesværdig New York Times artikel med titlen, "Foragt i sporet på AIG ledere, selv i deres indkørseler."

Skønt det er forfærdeligt er artiklen ikke overraskende. Den begynder med AIG chefen James Haas der forsøger at komme hjem til sit hus i Fairfield, Connecticut - "et hus med vinduer til havet," som Times beskriver det. "Jeg har det forfærdeligt," sagde Haas, "det har været en gennemført invasion af privatlivet."

Haas' plageånder respekterer ikke privaten. De forsøger at ekspropriere privat ejendom.

"Du må kunne forstå," bønfaldt Haas med tårer i øjnene, "der er børn indblandet, der har været dødstrusler."

Haas forklarede, hvordan han havde tilbudt politisk bod - at betale for skader: "Jeg har intet som helst haft at gøre med de kreditproblemer. Jeg fortalte hr. Liddy at jeg ville tilbagekalde min kontrakt ... bland ikke mine naboer ind i det."

Naboerne er imidlertid ude af sig selv af raseri. De ønsker en dom. Times citerer en elskelig New England beboer der i 24 år har boet næsten ved siden af. Ved at køre forbi edderrasende, helt sikkert efter at have set nyheds shows på morgen TV spyttede hun bogstavligt talt mens hun tordnede mod AIG bonusserne - som dog er mikroskopiske i sammenligning med de trillioner af dollars i gæld som Obama og Demokraterne har skabt på kun otte uger.

"Jeg bliver rigtig syg," jamrede naboen med henvisning til AIG ikke forbundsregeringen. "Det er ækelt. Det er kvalmende hvad disse mennesker har gjort. De burde tvinges til at tilbagebetale hver en cent."

AIG medarbejdere bliver dæmoniseret bemærker Times, de ansætter livvagter. Og det er ikke kun AIG. Merrill Lynch er udsat for lignende angreb.

Det er blot begyndelsen. Det er kun et spørgsmål om, hvornår den offentlige opmærksomhed rettes mod en anden gruppe af "slanger" i den private sektor --Lenins ord -- henvendt til proletariatet. Kongressen og Det Hvide Hus vil med glæde sætte navn på den næste gruppe kulakker.

Således, blandt de ivrige tilhængere der tilslutter sig dette felttog - og forudsigeligt, ikke undersøgt af de venstreorienterede medier, der holder til udenfor AIG hjemmene - befinder sig anførerne bag denne hoben protestanter over hele landet, herunder de som køres rundt på "busture" til AIG ledernes hjemsteder.

Disse, på 'eget initiativ,' opståede "folkelige" opstande er, selvfølgelig næppe så spontane. De er organiserede, og særligt af den modbydelige fagforening Service Employees International Union.

Personligt kan jeg følge aftrykkene. Jeg gik til websiden Peoples Weekly World, et organ af Kommunistpartiet USA. Der blandt artiklerne, der hylder Obama's "befaling om forandring," som hylder "Employee Free Choice Act," og så videre, var en artikel med titlen, "Vred på AIG? Her anvises hvordan du kan gøre noget ved det."

Artiklen understreger at "præsident Obama kalder AIG's opførsel 'afskyelig.'" "Hvad kan du gøre ved det?" spurgte kommunisterne. Nuvel, "Hvis du er vred," da kan du deltage i marchen den 19 marts mod overforbrug hos selskaber." Efterfølgende en "komplet liste med byer og begivenheder."

"Kan du ikke finde din by der endnu?" rådførte artiklen omhyggeligt, da "meld dig til at organisere den egen 'Tag Hånd om Økonomien' demonstration - alt det materiale du har behov for er tilgængelig på vores hjemmeside." Det er det også: PDF brochurer og alt mulig andet.

Ved at følge links ender man op ved en af sponsorerne for Dagsaktionen. Øverst på listen er naturligvis ACORN, træningsbastionen for vor nuværende præsident og lederen af den frie verden. Sammen med Obamas alma mater er SEIU, MoveOn.org, the National Lawyers Guild, the Mass Nurses Association, og andre af de sædvanlige grupperinger.

Den religiøse venstrefløjs idioter var der også: Interfaith Workers Justice, United for Peace and Justice, Catholics United, American Friends Service Committee, Brockton Interfaith, Catholic Scholars for Social Justice, Mass Interfaith Committee for Worker Justice, New England Jewish Labor Committee og andre lignende rejsefæller.

Mest bemærkelsesværdigt dog, den største tåbe af dem alle - de venstreorienterede medier - regnes der med som den ultimative medarbejder. Anførerne regner med at pressen rapporterer selv de mindste protester; de forstår at hovedmedierne er dem der oplærer de fleste amerikanere. Det er fra disse at typer at James Hass's nabo i Connecticut lærer, hvordan man skal forholde sig til Hass familiens vinduer mod havet.

Sådan forgår det. Således er pøblen.

Nuvel pøblen ønsker en eller andens hoved på et fad - og det skal være nu. Nu skal de rige fortæres. Måske vor elskede leder, præsident Obama kan tage til Connecticut og spille rollen som den store healer, henvende sig til de trofaste, trøste og blødgøre deres frygt. En politisk bjergprædiken? Velsignet være ham der bringer fred.

Men ikke endnu - for lige nu er dette had alt for anvendeligt, alt for fuldkomment til at fremme den dagsorden som venstrefløjsidiologerne og de misundelsessyge er i besiddelse af, de der styrer republikken.

Hvad skal have skylden? Det amerikanske folk skal den lægges på. Jeg er træt af populistisk nonsens fra Talkradio om, hvordan amerikanerne "fortjener langt bedre end dette." Gør de virkelig? Hvorfor dog det? De stemte jo for det. Obama er Obama, Pelosi er Pelosi, Schumer er Schumer. Det var amerikanerne selv der afgav stemmerne.

Man høster hvad man sår. Nyd nu dit had Amerika. Du har nemlig selv valgt det.

Paul Kengor is author of The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism (HarperPerennial, 2007) and professor of political science at Grove City College. His latest book is The Judge: William P. Clark, Ronald Reagan's Top Hand (Ignatius Press, 2007).

Andre artikler af Paul Kengor ved klik