Osmannerne og civilisationernes sammenstød

Dette er første del af en lille historisk beretning om osmannerne (tyrkernes) politiske indflydelse på Europa. Anden del følger snarest.

Civilisationernes sammenstød på Shakespeare's tid. Første del

Adrian Morgan

Enhver med blot den mindste interesse i islamiske forhold kender udtrykket "Kalifat." Det sidste Kalifat, det osmanniske, blev officielt opløst den 3. marts 1924 efter ordre af den verdslige regering i Tyrkiet. Islamisterne glorificerer Kalifatet som værende noget "godt," men i dets sidste år var det Osmanniske Kalifat opblæst og korrupt. Det var medvirkende til det Armenske Folkedrab under Sultan Abdul-Hamid II. Fra begyndelsen af det 16. århundrede og fremefter var Sultanen hos osmannerne og Kalif. Den 1. november 1922 blev Sultanatet officielt opløst og den afsatte Abdul-Hamid mistede sin titel som Kalif. 18 dage senere blev Abdul-Hamids fætter indsat som Abdulmecid II, den allersidste Kalif.

Et år tidligere var Topkapi Paladset, der tidligere havde tjent som hovedsæde for de osmanniske Sultaner, blevet til et museum. Et farvefoto anvendt i Albert Kahn's "Archive of the Planet" projekt, der benyttede Lumiere brødrenes autokromproces, blev taget den 24. november 1922. Her kan man se den gigantiske trone, hvor Sultanerne havde haft sæde.

Det Osmanniske Sultanat varede fra 1299 til starten af den 20. århundrede, men nåede sit højdepunkt af velstand og magt i det 16. århundrede. Herskeren der planlagde at invadere det kristne Europa var den anden osmanninske Kalif, Suleiman I. I 1521 blev Beograd, hovedstaden i Serbien, indtaget af tyrkerne, og i august 1526 blev den sydlige del af Ungarn underlagt tyrkisk indflydelse efter slaget ved Mohacs . Tre år senere begyndte belejringen af Wien . Suleiman's styrker magtede ikke at indtage byen og bortset fra et endnu et forsøg på at invadere Wien i 1683, var dette det så langt tyrkerne formåede at trænge ind i hjertet af Europa.

Suleiman I var den tiende osmanniske Sultan. Han herskede fra 1520 til han døde, som 72 årig, i 1566, under et krigstogt mod Østrig. Suleiman blev kaldt "Den Storslåede" af folk fra Vesten, men hans muslimske undersåtter kaldte ham "Kanumi" eller "Lovgiver." Under hans styre besejrede Suleiman Bagdad, og have en kort overgang kontrol over Persien.

I 1536 underskrev han en traktat med Frans den I af Frankrig mod Det Hellige Tysk-Romerske Riges kejser Karl den V. Under pseudonymet "Muhibbi," var Suleiman også kendt som en anerkendt digter. Han var den anden osmanniske hersker der blev kaldt "Kalif." Suleiman's far, Selim I, der herskede fra 1512 til 1520, erobrede Ægypten og antog titlen "Kalif." Selim I tog magten ved at tvinge sin far til at abdicere og han myrdede sine brødre for at sikre sin position. Han kunne se potentialet i Suleiman og stillede sig på hans side i kravet på tronen ved at dræbe Suleimans brødre (sine egne sønner) og andre mandlige slægtninge. Selim I var forståeligvis kaldet "Den Grumme."

Suleiman I overtog nogle af sin fars grusomme tendenser. Da han kunne betragte den rivalisering der var mellem to af hans sønner, Bayezid og Selim, beordrede han at Bayezid skulle dræbes. Efter Suleimans død blev Selim II den nye hersker og Kalif, men han var en drukkenbolt og en kvindebedårer der ikke var i stand til at opnå de militære fordele hans far og bedstefar havde skabt grundlaget for. Han førte aldrig sin hær i nogle krige og overlod det meste af imperiets styre til Pashaerne. Selim II døde den 5. oktober 1574 i Istanbul.

Selim II' søn Murad III besteg nu Sultanens trone. Murads mor, Afife Nur Banu Sultane var oprindelig fra Venedig. Hans hustru Safiye var også fra Venedig, og havde der tilhørt en fornem familie. Hun blev fanget som ganske ung af tyrkiske pirater og blev slave. Sultane Safiye var Murad II's yndlingshustru, og opnåede en del magt.

Handel og diplomati

Under Murad III's styre hjalp Safiye til med at blødgøre den rolle det Osmanniske Sultanat havde overfor landene i den vestlige del af Europa. Dygtig som hun var i diplomatiet, ser det ud til hun havde en særlig forkærlighed for England og dronning Elizabeth I. Måske anså de at den engelske mornarks protestantiske tro var en kærkommen allieret mod "Det Forenede Europa" repræsenteret af Det Hellig Katolske Romerske Imperium.

Elizabeth anså Spanien som en trussel på den tid, og med god grund. Filip den II af Spanien (herskede fra 1556-1598) havde været gift med Maria, Elizabeths katolske halvsøster. Maria herskede fra 1553-1558 og England var igen blevet katolsk. Indtil sin død anså Filip den II England som sit retmæssige territorium og arv. I 1581 annekterede Filip Portugal. England havde handelsforbindelser med Østen over land gennem Rusland, men denne rute kunne man ikke være sikker på altid ville være åben.

Efter en diplomatisk mission til Konstantinopel i 1575 af agenter fra to velstående handelsfolk fra London, blev en udsendig sendt til den osmanniske hovedstad. Denne person, William Harborne of Norfolk, ankom i oktober 1578 efter en tremåneders rejse over land. Han boede i "Porte" og handlede under fransk flag. Hans tilstedeværelse var oprindeligt at repræsentere handelsfolkene, Edward Osborne og Richard Staper. Dette arrangement blev hurtigt udvidet af såvel Elizabeth og Murad III.

Den 15. marts 1579 skrev Murad til Elizabeth om Harborne's mission: "På allervenligste vis skal vi lade Dem forstå, at en vis mand er kommet til os i deres allerhøjeste kongelige Højhed's navn, og anbefalede for os al Deres venlighed, høflighed og venskabelige ønsker, og bad ydmygst om at vor Kejserlige Højhed skulle give ham sikkerhed til at kunne rejse og give ham frihed sammen med to andre købmænd fra Deres rige."

I begyndelsen af juni 1580 fik de engelske handelsfolk disse privilegier i Tyrkiet af Murad III. På det tidspunkt da denne aftale blev indgået, var det kun Frankrig og Venedig der havde lov til at foretage handler.

Den 11. september 1581 gav Elizabeth eksklusive handelsprivilegier til 16 enkeltpersoner, herunder Staper og Osborne. Denne aftale førte til stiftelsen af Levant Company.

Breve fra Sultaninden Safiye til Dronning Elizabeth var yderst behagelige, næsten overdrevne: "Jeg sender Dem Ærværdige Majestæt yderste velmente fredshilsener, som kan sammenlignes med sangstrmmerne som en en hel folk nattergale, og som mit brev ikke kan udtrykke. Den enstående kærlighed som vi har givet hinanden er som en pragtfuld have af de dejligst fugle....."

Den 26. juni 1581 skrev Elizabeth til Murad II for at forsikre ham om at de handlinger som den brutale englænder, Peter Blake af Ratcliffe havde udført ville blive imødegået med alvorlig straf. I sit skib Roe, havde Blake udført pirathandlinger mod osmanniske skibe. Sultanen blev benævnt som "den ophøjede og kejsrlige Cæsar, Sultan Murad Can, Kejser over alle Tyrkiets besiddelser, og som Østens Monark, lederne over alle andre, hvorsomhelst, og mage år af velsignet lykke og succes ønskes."

William Harborne rejste til Tyrkiet som officiel ambassadør for Dronning Elizabeth, med fuldriggeren, the Sudan. Skibet ankom til Konstantinopel den 26. marts 1583. Der gik et stykke tid for Harborne kunne få personlig audiens hos Murad III. Gaver blev bragt til Sultaninden, båret af 12 mænd. Dette indbefattede klæder, udsmykket sølvtøj, flasker og karamik og endog jagthunde iklædt silkejakker. Gaven der gav det største indtryk på Murad var åbenbart et ur.

Uret blev beskrevet af en anonym kommentator i Richard Hakluyt's rejseanalogi "Principal Navigations, Voyages, Traffiques and Discoveries of the English Nation" Uret beskrives som "et urværk af en værdi på 500 pund sterling: Udsmykket med en skov af træer i sølv, i hvilken hjorte blev jaget af hunde, og mænd på hesteryg fulgte dem, mænd der trak vand op, andre der bar på metaller i trillebøre: Øverst på uret var et slot og ved slottet en mølle. Alt var af sølv. Uret var rundt og besat med juveler."

Indtil han trak sig tilbage i 1588 overtalte William Harborne Murad III til ikke at stille sig på Spaniens side mod England, og den engelske handel med osmannerne blomstrede. Harborne blev erstattet af Edward Barton, der tjente som ambassadør til december 1597, det år han døde af dysenteri. Hans efteefølger var Henry Lello, en person hvis fokus på bekymringer gav ham tilnavnet "Tågen."

Thomas Dallam's Orgel

Harborne's gave i form af uret må åbenbart have inspireret til det næste forslag for en gave til Sultanen - et stort orgel. Dette instrument udsmykket i barokstil skulle være fremstillet af Thomas Dallam, en af de førende orgelbyggere i landet. Dallam kom fra en landsby nær Warrington i Lancashire og var udnævnt til at designe og skabe instrumentet.

Uheldigvis døde Sultanen den 7. januar 1595. Murad III havde hele sit liv lidt af epilepsi og døde på grund af en alvorligt anfald, sandsynligvis kombineret med et slagtilfælde. Nyheden blev overleveret til Elizabeth's hof af ambassadøren Edward Barton med hans efterretninger der ankom med 14 dages mellemru. Han skrev dfen 11. januar: "105 (Ambassadens kode for Murad III, mens Elizabeths blev kaldt 9) er meget syg, nogle siger døende og der er blevet sendt bud efter magnesium i Anatolien."

Murad III blev efterfulgt af Mehmed III, søn af Sultaninden Safiye. Murad III havde efter hvad der berettes avlet ialt 103 børn. Mehmed kvalte 16 (nogle siger 19) af sine brødre for at sikre hans krav på den osmanniske trone. Shakespeare havde en hentydning til denne sædvane med brodermord i Henrik V, da kongen henvender sig til sine brødre ved sin kroning:

"Dette er det engelske, ikke det tyrkiske hof;

Ikke Amurath, en Amurath følger efter,

Men Harry, Harry."

Sultaninden, nu dronningemor fortsatte med at spille en vigtig rolle i det politiske liv hos osmannerne. Det blev besluttet at orglet skulle sendes til den nye Sultan. Samtidig skulle det ledsages af en vogn, til en værdi af 600£, til brug for Safiye, Dronningemoderen.

Orglet - en speciel gave til den nye Sultan, Mehmed III - blev præsenteret for Dronning Elizabeth i november 1598 for nærmere inspektion. Det kunne spilles på normal vis, men også være selvspillende - altsåt spille musikstykker af sig selv. Det indeholdt et ur der igangsatte en kæde af klokker og små ornamenteringer på instrumentet bevægede sig.

Thomas Dallam skulle rejse med instrumentet, som blev skilt ad og pakket i kasser med halm. Han bestilte klæder til sig selv og medbragte også to spinetter så han kunne more sig på rejsen ved at øve sig i musik. Skibet han rejste med var The Hector. Dette forlod Gravesend tirsdag den 13. februar 1589. Onsdag den 15. august ankom Hector til Konstantinopel.

Skønt han ikke formelt havde en højere uddannelse nedskrev Dallam sine erfaringer om rejsen i en dagbog. Denne dagbog befinder sig i British Museum (Additional Manuscrpit 17,480) Dagbogen var for sent færdig til at optræde i Richard Hakluyt's antologi over rejsemanuskripter, og forekom heller ikke i Purchas' "His Pilgrimes". Samuel Purchas fortsatte med at udgive Hakluyt's dokumenter efter dennes død. Fra det tidspunkt Dallam's dagbog var færdig i år 1600 og til sent i det 19. århundrede var eksistensen af den ukendt.

I 1893, udgav Hakluyt Society teksten i en bog med titlen Early Voyages and Travels in the Levant der indeholdt uddrag af journalen af dr. John Covel (1638-1722), som samtidig arbejdede for the Levant Company i Kanstantinopel som præst.

Dallam's beretning om sin rejse mangler noget. Hans stavning var uregelmæssig. Hector havde kastet anker ved siden af Seven Towers i Konstantinope, der benyttedes som osmannernes fængsel. Dallam ville ikke inspicere lasten om søndagen, da han var en from kristen. Han skrev: "Den 20. dag (august 1599) som var en mandag, påbegyndte vi at betragte vort arbejde; men da vi åbnede kisterne opdagede vi at alt den benyttede lim var fordampet, ve på grund af at godset havde ligget i over seks måneder ombord på skibet, som var nybygget, så den ekstreme varme i skibets indre, sammen med havets bevægelser og varmen i landet var årsagen til at limen ikke holdt;ligeledes var nogel af orgelpiberne beskadigede eller knækkede."

William Aldridge, konsul på Chios, var tilstede og sagde at orglet ikke var fem flade ører værd. Dallam undlod med vilje at antyde sit svar til Aldridge. Kisterne blev ført til konsulens hus ved Vines, Pera det diplomatiske kvarter. Dallam og hans assistenter blev sat til at restaurere orglet, tilskyndet af et tilbud fra Aldridge om en belønning på 15£.

Den 28. august befandt Hecotr sig udenfor Sultanens Palads og hilste på Mehmed II med sine 27 kanoner. Dette medførte en tragisk ulykke. Dallam skrev at mens en af de barskeste søfolk "var ved at skubbe krudtladningen ind, opstod en ild, krudtet antændtes og manden sprængtes i stykker i røgen, cirka tre dage senere blev hele hans underkrop, fra livet og nedefter fundet to mile fra stedet og hans hoved et andet sted."

Tidlig i september var Sultanen på besøg hos sin mor Safiye ved et af hendes paladser. Restaureringen og reparationerne var færdige og den 11. september blev orglet bæret ind i Sultanens Palads. Dette kaldtes Seraliet - en navn der henviser til haremskvartererne, hvor Mehmed's konkubiner boede - men som også var hovedplaladset for de osmanniske herskere. Nær ved Topkapi Palads var stedet for "Sublime Porte" - et navn for den osmanniske regering.

Bygningen af Topkapi Paladset i Konstnatinopel begyndte i midten af den 15. århundrede under overopsyn af Mehmed II. Paladset skulle være hovedresidensen for Sultanerne og deres ledsagere indtil det 19. århundrede. Ved begyndelse af det 20. århundrede blev Paladset et museum. På Mehmed III's tid var det hjemsted for konkubinerne og også for Sultaninden Safiye, sammen men andre ansatte, herunder Mehmed's dværge, der gik iklædt guldbrokader med sværd ved siden og også hans flok af døvstumme.

Dallam beskriver de forskellige gårdhaver og indre gårde som han og hans ledsagere skulle gå igennem, før de nåede en bygning hvor orglet skulle samles. Den selvsamme dag blev vognen leveret af Paul Pinder, ambassadør Henry Lello's sekretær, til Sultaninden Safiye.

Lello skrev et brev på dette tidspunkt til Sir Robert Cecil, hvor han nævner gaven til Safiye. Han skrev at "vognen bør af nødvendighed gives til den ældre Sultaninde fordi det var blevet meddelt for lang tid siden af en eller anden fra England at Hendes Højhed havde bestilt en til sig selv." Sultaninden havde allerede givet instrukser om at to heste fra hendes stald skulle trække vognen når den var klar. Lello nævnte ikke specifikt orglet.

Dallam foretog rejsen til Topkapi Sarayi (paladset) ved flere lejligheder under samlearbejdet og indstilling af orglet. Lello mindede Dallam om, at Sultanen var "en monark, dog vantro, og en stor fjende af alle kristne. Ved at vi eller andre kristne bringer ham ting mener han dog at vi gør det af pligt eller af frygt for ham eller i håbet om at modtage en gunstbevisning fra hans hånd." Lello advarede Dallam om at Mehmed III ikke ville give ham nogen større belønning end den afgift han allerede havde betalt til den engelske regering. Han havde også formodning om, at Mehmed ikke havde til hensigt at møde skaberen af hans gave.

Næste dag mødtes Dallam meed Sultanen da Mehmed ankom med sit følge noget tidligere end forventet. Han skrev: "Den Store Herre, satte sig på sin paladsstol og beordrede stilhed. Alle var stille og ingen lyd hørtes, de tilstedeværende begyndte at hylde Den Store Herre; for da jeg forlod stedet et kvarter senere efter han var kommet did. Første slog klokken 22, derpå klokkeklangen af de 16 klokker og slutteligen spilledes sangen i fire stykker. Efter det var sket, tog to personager der stod ved to hjørner på anden sal og holdt to sølvtrompeter i hænderne, disse trompeter over deres hoveder og en trommehvirvel igangsattes. Så gik musikken i gang og orglet spillede et stykke musik i 5 dele, og det to gange."

På toppen af orglet var en model af en kristtjørn med solsorte og drossler. Som afslutning spillede orglet af sig selv "did singe and shake theire wynges." Dallam bemærkede at Sultanen var henrykt for gaven. Mehmed spurgte sin visir om maskinen kunne gentage forestillingen. Da han fik at vide at det ville ske hver time besluttede Sultanen at blive og overvære forestillingen.

Orglet var konstrueret til automatisk af spille kun hver sjette time, men Dallam havde oplyst rådgiveren om hvor der var en kontakt på maskinen. Når orglets ur slog timeslag, da skulle han blot røre ved kontakten og klokkespillet, trommehvirvlerne og den mekaniske musik ville begynde igen. Dette blev gjort.

Sultanen sad ved tangenterne og så dem bevæge sig. Da han fik at vide at orglet også kunne spilles af en person blev Dallam kaldt tilbage. Han skrev: "Jeg stod der og spillede alt det jeg kunne indtil klokken slog og derpå bukkede jeg mig så dybt jeg kunne og gik bort fra ham...." Dallam's optræden blev rigt belønnet, Mehmed tog 45 guldstykker og beordrede den vagthavende at overdrage dem til skaberen af orglet.

Efter nogle dage var der nogen der havde rodet med orglet og Dallam blev kaldt tilbage for at ordne mekanismerne. Kort tid derefter blev Dallam inviteret af en af Sultanens embedsmænd til en særlig rundtur i Paladset "private gemakker." I løbet af tre dag blev Dallam vist rundt i dele af Paladset som ingen udefra nogensinde havde set. Han så Sultanens soveværelse, de private bade og bueskydningsbanerne, og de værelser hvor de kongelige gaver blev opbevaret.

Ved en lejlighed i en marmorbelagt gårdhave gjorde hans guide opmærksom på et gitter i en stor væg. Guiden bad Dallam se derind. "Da jeg kom til den store mur, der var meget tyk og armeret med jern på begge sider, kunne jeg betragte tredive af Den Store Herres konkubiner der legede i en anden gård."

Dallam var tryllebundet. Kvinderne var "virkelig underskønne." De bar små satin silkejakker og deres underkrop var iklædt hvide bukser så tynde at "Jeg kunne skimte huden på deres lår derunder."

"Jeg stod så længe og kiggede på dem, at han som havde vist mig dem i ren venlighed var blevet meget vred på mig. Han vrængede munden og stampede med foden for at få mig til at opgive mit forehavende; hvilket jeg var meget lidt til sinds at gøre for synet havde virkelig været yderst behageligt for mig."

Thomas Dallam blev behandlet godt af Sultanen og hans embedsmænd. Udover det korte glimt af konkubinerne adlød han de regler som blev udstukket. Han skulle se ned i Sultanens eller en overordnets nærvær, og når han forlod Ærværdigheden skulle han gå baglæns.

I England var der delte meninger om det tyrkiske imperium på den tid, selvom osmannerne opfordrede til handel. Shakespeare kaldt osmannerne "ottomitter" i sit skuespil Othello, der blev opført for første gang i 1606:

For de fleste i Europa var tyrkerne frygtet selvom der foregik handel. Konkubinerne i Mehmed III's harem var for det meste kristne der var blevet bortført af korsarerne (pirater). Kysterne langs Europa var i det 15. århundrede plaget af plyndrende korsarer fra Nordafrika. Herskerne af disse lande - Marokkeo, Tripoli, Algeriet, Libyen var vasaller under osmannerne. Hele befolkningsgrupper i visse kystområder blev bortført til slaveri.

Osmannerne opmuntrede til disse plyndringer og til slaveri. De "Barbariske Korsarer" angreb mål i Irland, Skandinavien og angreb endog hvalfangere ved New Foundland. Osmanner plyndrede skibene og tog besætninger som galejslaver.

I oktober 1579 som et svar til Murad III vedrørende den fremtidige ambassadør William Harborn udtrykte Dronning Elizabeth personligt bekymring om de engelske søfolk der var blevet taget til fange som galejslaver af osmannerne. Hun henvendte sig til Sultanen med ordene "den allerhøjeste Kejser og uovervindelige Prins" og ønskede ham "talrige lykkelige og rige år, med en overflod af de skønneste ting." Hun afsluttede ikke destomindre sit brev med følgende.

"Ydermere betydningen og forsikringen af Deres Højheds venlighed overfor os og vor nation giver dog anledning til at vi indgår i meditation på vegne af visse af vore undersåtter der holdes som slaver og fanger på Deres galejer...."

Disse galejslavers tilværelse var både ydmygende og opslidende. De blev tvunget til at arbejde med årerne helt nøgne. Kun få af dem fik lejlighed til at få bedre forhold af deres fangevogtere eller blive sat fri.

Det Osmanniske Imperium var så afhængig af slaveriet at deres forsvar var baseret på slaver. En eliteenhed i infanteriet blev kaldt Janitcharerne . Deres navn stammede fra det tyrkiske ord - "yenicen" eller "ny hær." Disse soldater var slaver bortført som børn,(som regel kristne) og de modtog intensiv træning.

I anden del vil jeg benytte tidssvarende og førstehånds beretninger hvor det er muligt. Jeg vil beskrive hvordan osmannerne med overlæg indgød frygt i kulturerne i Europa.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Adrian Morgan is a British based writer and artist who has written for Western Resistance since its inception. He also writes for Spero News. He has previously contributed to various publications, including the Guardian and New Scientist and is a former Fellow of the Royal Anthropological Society.

Andre artikler af Adrian Morgan ved klik.