Historiske myter kontra fakta.

Fremover vil, af og til, komme artikler om historiske forhold, der kan belyse, hvorledes politiske dagsordener drejer historiske kendsgerninger for at retfærdiggøre nutidige beslutninger. Nogle kan synes det er kedeligt, men når det skrives af Adrian Morgan er der bid såvel som faglig dokumentation.

Kong John, Sharia og England

Adrian Morgan

Rowan Williams, ærkebiskoppen af Canterbury, grublede fornylig over Sharia lov i England på BBC radio. Han gjorde sig til talsmand for, at det kun at have et lovsystem var en "fare." Hans betragtninger medførte vrede og en mængde artikler blev skrevet som angiveligt skulle "forklare" Sharia. Mange af disse artikler var nedladende og ukorrekte og forsøgte ligesom Williams at undgå at komme ind på den kendsgerning at f.eks. i ægteskab, da er muslimsk lov diskriminerende mod kvinder.

I en artikel fra Guardian beskriver Elizabeth Stewart ganske kort at i 1213 tilbød Kong John at blive Muslim og lade England underkaste Sharia. Stewart skrev: :"Men den Marokkanske hersker besluttede, at en konge som var villig til at forråde sin egen religion og undersåtter højst sandsynlig ikke ville være en god allieret og afviste hans forslag."

Dette skulle angiveligt have fundet sted i 1213, to år før den upopulære konge blev tvunget til at underskrive Magna Carta i Runnymede, 19. juni 1215.

Historien blev taget op igen af Graham Stewart i The Times en uge senere. Historien er bedre kendt i den Muslimske verden end i England. Selv i det 19. århundrede da studier af Englands middelalder periode var mere populær, end nogensinde siger historikere, at historien var meget lidt kendt.

Den Britiske Ambassade i Rabat, Marokko, fastslår på sit website: "Marokko og England har haft såvel handel- som politiske forbindelser igennem meget lang tid. Diplomatiske forbindelser kan dateres tilbage til, i hvert fald, 1213 AD, da Kong John af England udsendte repræsentanter for at få støtte af Mohammed El-Nasir, Marokko's fjerde Almohad hersker. Det ser ud til at Mohammed El-Nasir ikke lod sig imponere af hvad han hørte om den engelske konge, og bad repræsentanterne meddele at Kong John ikke var værdig til en alliance med ham."

Hvad er så baggrunden for denne fortælling og har den nogen substans? Den første gang en sådan delegation til Marokko nævnes er af historikeren Matthew Paris, en Benedektiner munk. Paris skrev en omfattende verdenshistorie i flere bind, en beretning som begyndte med Skabelsen og fortsatte til hans tid.

Paris trak mange detaljer frem om Kong John's liv og tid, således også underskrivelsen af Magna Carta hentet fra en anden munks skriverier, historikeren Roger af Wendover, prior af Belvoir klosteret som døde i 1236. Roger skrev en krønike med navnet "Flores Historarium" (Historiens Blomster), men ingen omtale af Kong John's mission til Marokko nævnes deri.

Kong John's Styre.

Kong John' styre var en ulykkelig periode. Han blev født i 1167, den yngste af Henry II's sønner. Ved Henry's død i 1189 efterlod han ingen landbesiddelser til John, det på trods af han var hans yndlingssøn. Dette førte til tilnavnet "John Landeløs" af hans adelsmænd, et tilnavn som blev hængende selv efter han blev konge i 1199, da han mistede adskillige landområder i Frankring under sit styre.

Historiske romantiske forestillinger har behandlet John's ældre broder Richard langt mere gunstigt. Richard I (Coeur de Lion, eller Løvehjerte) var en fremragende kriger, men på mange måder en elendig konge. Han var anti-semit og ville ikke have jøder ved sin kroning, hvilket medførte massakrer på jøder i London. Richard overlod land og ærestitler til John. Henry II havde indført en skat kaldet "Saladin tiende", for at dække udgifterne ved at sende tropper til generobringen af Jerusalem, som var faldet for Saladins hære i 1187. (Jerusalems fald er temaet for filmen Kingdom of Heaven).

Al den tid Richard regerede tilbragte han blot 6 måneder i England og det meste af den tid blev brugt til at inddrive skatter. Det Tredje Korstog begyndte rimeligt, men generobringen af Jerusalem, som var hovedformålet, mislykkedes. Da Richard vendte tilbage blev han taget til fange af Leopold, Greve af Østrig i 1192 og fængslet af Henrik IV, den Hellige Romerske Kejser. Han blev løsladt i 1194 efter at en løsesum var betalt. Efter befrielsen sloges Richard konstant med Kongen af Frankrig, Philip Augustus. Ærkebiskoppen af Canterbury, Hubert Walter, herskede som stedfortræder, Richard blev dræbt af en pil under angrebet på slottet Chaluz.

Richard Løvehjerte på sit dødsleje, iflg. legenden tilgav denne 'hellige' mand bueskytten.

John havde forgæves søgt at overtage herredømmet fra Richard i 1194 mens denne var fængslet, men blev efterfølgende benådet. Den voldsomme beskatning, som blev indført for at betale for Det Tredje Korstog førte til en galopperende inflation på det tidspunkt John blev konge. Richard's kamphandlinger med den franske konge førte til en opblusssen af konflikter blandt adelsmændene i den nordlige del af Frankrig som var en del af kongen af Angevin/Plantagenet's territorier. Hubert Walter støttede Johns vej til tronen og som rigets højeste embedsmand (Lord Chancellor) havde han kontrollen med England såvel administrativt som finansielt. Efter Walter's død 13. juli 1205 voksede John's problemer yderligere.

Hubert Walter's efterfølger som ærkebiskop af Canterbury kom til at udgøre et skel mellem de engelske biskopper og Kristi Kirkes munke, tilknyttet katedralen ved Canterbury. Munkene ønskede deres egen, Reginald, som ærkebiskop, og John og biskopperne ønskede John de Freay. Begge blev valgt af deres tilhængere, men Pave Innocent III erklærede begge valg for ugyldige og indsatte i stedet Stephen Langton. Den 17. juni 1207, salvede Innocent, Langton i Viterbo. John ville ikke lade Langton komme ind i landet og tog de munkes ejendom i besiddelse, som havde været imod ham.

I 1207 besluttede John at pålægge skat på kirken. I det nordlige England især, havde Cistercienser klostrene enorme landbesiddelser og benyttede overskuddene fra landbrug og minedrift til at forøge deres velstand. Geoffrey, Ærkebiskop af York, stod i spidsen for en kirkelig opstand mod John og måtte flygte fra landet.

24. marts 1208 udstedte Innocent en interdikt, hvilket betød af alle kirker blev lukket. Der blev ikke holdt nogen form for kirkelige tjenester undtagen dåb og velsignelser af døende. Det følgende år ekskommunikerede Innocent John. John svarede med angreb på kirkelederne og deres ejendom og Innocent afsatte ham officielt i 1212. For at sikre at det skete beordrede Innocent Philip Augustus, Frankrigs konge at sørge for at det skete, og således fortsatte krigen mellem England og Frankrig.

John's problemer med Angevin områderne i Frankrig var begyndt i 1202 da hans nevø Arthur blev myrdet. Befolkningen i Bretagne beskyldte John for ugerningen og foranstaltede et oprør. John lod sig involvere i adskillige krigshandlinger i det nordlige Frankrig, og udskrev skatter for at betale for disse håbløse foretagender. I 1206 mistede han kontrollen med Normandiet, Anjou, Maine og dele af Poitou.

Den 13. maj 1213, overgav John, England som lensgods til Paven og Pavedømmet. Det samme år vendte Stephen Langton endelig tilbage til England og overtog rollen som ærkebiskop af Canterbury. Efter kirken havde modtaget erstatning blev interdiktet ophævet 29. juni 1214.

Canterbury Cathedral

Den religiøse krise havde svækket John og i maj 1215 udbrød en borgerkrig med baronerne, som derpå indtog London. Langton, i ledtog med baronerne, tvang derpå John til at underskrive Magna Carta i juni det samme år. Innocent ekskommunikerede adelsmændene, suspenderede Langton og beordrede ham til at forblive udenfor England. Langton kom først tilbage til England i 1218 efter John's død.

Magna Carta underskrives

John døde som flygtning. Adelsmændene havde inviteret Prins Louis af Frankrig til at kæmpe for sig og tilbød ham Englands trone som betaling for sejren. John kæmpede sig vej omkring Englands østlige kyst ved tidevandsmudderbankerne ved Wash. Her den 12. oktober, 1216, sank hans vogntog med hans personlige skat ned i mudderet. Roger af Wendower skrev, at John's "skatte, værdifulde fartøjer og alle andre ting som han omgærdede med megen kærlighed" blev opslugt at de "Bundløse hvirvelstrømme." Det lykkedes kongen at komme til Swineshead i Lincolnshire, hvor han døde et par dage senere af feber.

The Wash tidevandsbanker

Matthew Paris's Beretning.

Den oprindelige beretning om John's udsendinge til Marokko, hvor han tilbyder at lade England underlægge sig Sharia lov, blev skrevet lang tid efter disse påståede begivenheder. Matthew Paris (1200-1259) var knap nok i puberteten da delegationen blev sendt til Marokko.

Hele teksten (på latin) kan downloades fra Stanford Universitetets Medieval an Modern Thought Digitization Project. Det kan ses i bind II af Chronica Majora, på siderne 559-564 .

En engelsk oversættelse fra 1924 begynder: "Hvordan kongen i fortvivlelse sender til Amir ul-Mummin"

Han sendte derfor i al hast hemmelige delegationer, nemlig Thomas af Herdington, Radulfus, søn af Nicholas Esquire, og Robert af London, en gejstlig, til Admiralius Murmelis, Kongen af Afrika, Marokko og Spanien, som mest er kendt som Miramumelinus (Amir ul-Mummin), og bekendtgjorde at han var helt og fuldt beredt til at overlade sig selv og sit kongedømme og forventede det samme af ham, og hvis det faldt i (den marokkanske konge) hans smag, at blive hans undersåt. Tillige ville han ikke alene afskrive sig sin kristne tro, som han anså som falsk, men også adlyde Muhammeds lov trofast.

Således overbragte den hemmelige delegation budskabet da de ankom til den omtalte prins's hof. De mødte først nogle få bevæbnede mænd med dragne sværd ved den første port som førte ind til de indre gemakker. Ved den anden indgang (gårdhaven) var der mere sværtbevæbnede soldater end de forrige og, må man formode, langt stærkere, mere modige og langt flere end ved den første indgang. Da de stille og roligt fik adgang af Amiren selv (for den mægtige konge kaldes admiralius) hilste udsendingene ærbødigt på vegne af deres konge, det vil sige England, og forklarede i detaljer grunden til deres besøg, idet de afleverede et brev fra kongen som blev oversat af en translatør som var blevet hidkaldt. Da dette var formidlet lukkede kongen den bog han havde studeret....

Historien beskrives i kort form i en bog fra 1842, The Church of Britain, From the Birth og Jesus, af Thomas Fullar, forstander ved Sarum. Han skrev:

Kong John der var i svære problemer sendte derfor en, i grunden afstumpet og ukristelig, delegation til Admiralius Mermelius, en Mohometansk Konge af Marokko, dengang meget magtfuld og i besiddelse af en stor del af Spanien; og tilbød ham på den betingelse, at dersom han ville give ham fuld støtte, at lade det engelske kongerige være en vasalstat under ham og at følge Mahomets love. Maureren, overmåde forundret over tilbudet, fortalte ambassadørerne, at han senere havde læst Paulus's epistler, som han godt kunne lide, undtagen den del hvor Paulus afskriver sin barnetro og den Jødiske bekendelse: af den årsag afslog han Kong John, som var blottet for såvel fromhed og høflighed, som ville elske sin frihed og frasige sig sin religion : en besynderlig holdning, hvis det er sandt.

Den Almohadiske konge Mohamed el-Nasir (Mohammed III) herskede fra 1199 til 1213, 1214 og hans efterfølger var Youssef II, som herskede til 1223. I juli 1212, året før udsendingene kom i audiens var Mohamed el-Nasir blevet besejret i den sydlige del af Spanien ved en alliance af kristne fyrster. Slaget blev benævnt som Slaget ved Las Navas de Tolosa af kristne og Slaget ved Al-uqab af muslimer. Det virker usandsynligt, at John skulle søge om beskyttelse hos en konge som var så militært svækket, især da John samtidig kunne se frem til Pavedømmets og Det Hellige Romerske Riges vrede.

Den marrokanske konge nævnes ikke særskilt af Matthew Paris. Hans titler er ikke personlige navne. "Admiralius Murmelius" betyder sandsynligvis Admiral eller Emir Mermelius (Konge af Afrika). Miramumelius kan være en sammantrækning af Emir el Muminin eller "forsvareren af de troende". Denne titel blev sædvanligvis knyttet til en Kalif, og i spanske historieberetninger, blev udtrykket "Mirmamolin" brugt til at beskrive de Almohadiske herskere, som også blev anset som Kaliffer. Det er tvivlsomt om Paris talte om Nasir's efterfølger Youssef, som var langt mindre magtfuld.

Roger af Wendover nævner Kongen af Marokko (an-Nasir) i sin bog 'Flowers of History' og fastslår i et tillæg (fra latin):

I de dage rådede kongen af Marokko over tredive og flere andre hære af hedninger, blandt hvilket det blev formodet at der var seks ti gange hundrede tusinde som kom stormende fra Afrika for at invadere Spanien, herske over landet Spanien, og senere andre provinser herfra, i tide vil det rygtes af Korsfarernes General vil føre krig mod dem, af hvilken Richard, konge af det mægtige England, hvis berømmelse er frygtet over hele Orienten og endog skræmmer mange fra Afrika, af hvem det nævnes, at han var blevet taget til fange og torteret og derpå indgik en tuskhandel, og som derpå forberedte sig på at vende tilbage for at gå i krig mod Kongen af Frankrig. Alle som derfor ikke udviser tro tvinges til at trække sig tilbage til deres eget land.

Trods den marokkanske konges tilstedeværelse nævner Roger af Wendover ikke Kong John's forsøge på at vinde dennes gunst. Graham Stewart skriver i The Times, at Paris var en sand "propagandist", hvis hensigt var at nedgøre kongens handling. På den anden side hævdede han, at have en pålidelig kilde for historien: Paris var munk ved St. Albans Abbey, hvor prioren var Robert af London, som det påståes var en af Kong John's marokkanske medsammensvorne.

Den eneste anden Middeladler forfatter som nævner delegationen til den marokkanske konge er Thomas Walsingham, en Benedektiner munk ved St. Albans, Hertfordshire. Han opholdt sig ved det samme Abbey, hvor Matthew Paris havde virket. Walsingham's beretning, en omarbejdet version af Paris's er med i bogen Gesta Abbatum Sancti Albani. (Optegnelser fra Abbey of St. Albans).

Kong John var ingen heldig konge, men hans ry er ikke blevet gjort bedre af historiskriverne. Paris gengiver beretninger i sin histore kaldet "Kong Johns modbydeligheder."

Selv kongens død af sygdom blev brugt som undskyldning for at sværte ham. I 1670 udgav William Prynne "Kong John's Historie." Idet han øjensynlig citerer en beretning af krønikeskriveren ved St. Albans (Matthew Paris), skriver han, at efter han havde mistet sine værdier ved Walsh tog John til Swineshead Abbey. Kongen sagde han ville sørge for at økonomien ville falde sammen så at et halfpenny brød ville komme til at koste tyve shillings.

En munk hørte dette og besluttede at give John "en sådan drik, at alle i England ville blive glade og muntre." Munken fandt en tudse , lavede hul i den med en brochepin og lod dens blod dryppe ned i et bæger, som derpå fyldtes med ale. Dette blev givet til John, og munken sagde: "Værsågod, for aldrig i hele dit liv vil du få så godt et bæger." De drak begge og begge blev syge og munken døde i klosterets sygeafdeling. John "beordrede et brokbind, men det var nyttesløst, for hans mave begyndte at svulme op og efter to dage døde han, på morgenen efter St. Lukis dag."

I den victorianske tid beskrev Thomas Fuller en anden beretning fra Matthew Paris omhandlende Kong John.

Peter af Wakefield i Yorkshire, en eremit, profeterede at John ville blive konge af England men ikke længere end til den næste Kristi Himmelfartsdag; efter denne højtidelige højtid, (på hvilken Kristus, siddende på sin trone, tog sit himmelske rige i besiddelse), denne modstander af Kristus skulle ikke længere nyde den engelske krone; og, som nogle fortæller, forudsagde han at ingen af Kong John's slægt skulle krones som konge i riget. Kongen benævnte denne profet "en idiotisk tåbe" hvilken beskrivelse var en modsætning, så kongen fortrød - og kaldte ham blot en idiot og straffede ham som en slyngel ved at fængsle ham i Corfe-Castle (Dorset). Profetens lænker gav vinger til hans profeti; og dersom kongen havde ignoreret den, måske ville have ladet forudsigelsen glide over i glemsel, da begyndte mænd nu at mistænke den for at være sand siden den havde gjort sig fortjent til en klog prins's mishag. Således blev den spredt over hele kongeriget...

Corfe Castle under angreb 1643

Matthew Paris kan have hørt om historien om delegationen til Marokko fra Robert af London, og have opfattet den som sand. Men uanset om han opfattede den som sand, da er der for mange omstændighedsbeviser som beviser at den var ren propaganda. John's krig med Kirken blev taget meget alvorligt af munke og gejstligheden, og han fortsatte med at blive straffet derfor i litteraturen i de følgende århundreder. De mytologiske historier om Robin Hood fremstiller ham som en forræder. Shakespeare tilføjer den populære myte aspektet af, at John var svag og rænkefuld i stykket "Kong Johns død" opført første gang i 1596.

Den marokkanske konge var ikke i stand til at tilbyde nogen beskyttelse i 1213, og skønt John var letsindig og desperat så var hans beslutning om at tilbyde England som lensgods til Pave Innocent III en rimelig god løsning på hans problemer. Adelsmændene bekymrede sig mere om deres egen overlevelse end kongens rygte. John er af historieskrivere portrætteret som en fjende af Kristendommen. Langt senere politiske historikere udstiller ham som en tyran, som nødtvungent måtte acceptere Magna Carta, et dokument som angiveligt ville føre til udformningen af en verdslig lov.

Beretningen om John der tilbyder at blive Muslim er farverig og underholdende. Den er imidlertid, med den største sandsynlig, ikke sand, en myte fremkommet gennem ond snak.

http://www.fsmarchives.org/article.php?id=1386727

# #

Norsk morder beundrede Obama

Norges drabsmand beundrede Obama

Adrian Morgan, The Editor

Utoya, øen hvor 85 af de 93 ofre døde

I sin online udgave har den britiske venstreorienterede avis the Guardian udgivet en artikel der fastholder at den norske massemorder Anders Behring Breivik kommunikerede med den britiske anti-islamiske gruppe kendt som English Defence league (EDL). Artiklen fastslår at Breivik: 

“pralede online med sine diskussioner med den yderste højrefløjs English Defence League og andre anti-islamiske europæiske organisationer."

Hans påstande har været fremført på forskellige skandinaviske online forums, herunder et norsk forum ved navn "Nordisk" der af Guardian beskrives som "en side der ofte besøges af neo-nazister, højrefløjsradikale og islamofober siden 2009." The Guardian fortsætter:

 ‘Breivik havde talt med beundring om samtalerne han havde med unavngivne engelske English Defense League medlemmer og organisationen Stop Islamiseringen af Europa over den succes de provokerende gadeaktioner, med vold til følge havde. 

"Jeg har ved nogle lejligheder haft diskussioner med SIOE og EDL og anbefalet dem at benytte visse strategier," skrev han for to år siden.

"EDL's taktik er nu at 'lokke' til en overreaktion fra Jihad Ungdom/Ekstreme Marxister, noget der er lykkedes for dem allerede ved adskillige lejligheder." Kontaktede EDL forleden aften ved email om forslaget, men de har ikke svaret.'

Et andet website, hvorpå Breivik offentliggjorde sine meninger er Document.no, en anti-islam norsk hjemmeside, der har offentliggjort alle de kommentarer Breivik har fremført. Han posterede på dette site som "Anders Behring." Disse poster kan man få adgang til i en "Bing" oversættelse.

Behring/Breivik udtaler der, den 14. september 2009: 

“Det pan-europæiske/US miljø omkring Robert Spencer, Fjordman, Atlas Analekta + 50 andre EU/US bloggere (og Facebook grupper) er epicenteret for politisk analyse og har være der i nogle få år....

... EDL PROVIDED/hvordan man skaber rammerne, SIOE (for hvordan) sådan en organisation vil se ud. Vi kan udvikle for eksempel SIOE eller skabe en ny. EDL PROVIDED har været Tempelriddere og racister og arbejder hårdt for at gøre sig fri af alt dette (alle individer med herunder racistiske/diskriminerende tale er nu smidt ud)." 

Den støtte som Breivik gav til anti-islamistiske websites kan måske forårsage nogen flov smag for disse websites, som ikke betragter sig som havende forbindelser til neo-nazister. "Atlas" som er nævnt tidligere er websitet Atlas Shrugs - ved Pamela Geller. 

Den venstreorienterede tidligere UK ambassadør i Uzbekistan, Craig Murray, uddyber dette yderligere på sin blog, hvor han fremfører en formodning om at:

“Anders Behring Breivik posterede links til Atlas Shrugs websitet af Tea Party’s Pamela Geller. Her kan man se ham under navnet Anderes Behring (hans mellemnavn) postere links til Geller's “Atlas Shrugs” site. Den side er blevet bing oversat fra norsk.

Her er en video om Pamela Geller der henvender sig til Tennessee Tea Party konventet. Dette er en liste med links jeg netop har kopieret fra hendes Atlas shrugs website til en strøm af brændende anti norske-muslimske artikler Geller har haft udgivet...." 

Den antydning som Murray synes at fremføre er at Pamela Geller's kritik af Norges politiske fremtoning (eksemplificeret ved Jens Stoltenberg og dennes Arbejderparti) har haft indflydelse på Breiviks politiske synspunkter. Der er kun et lille næste skridt til derfor at antyde at hun havde indflydelse på Breiviks mordrus.

Denne form for argumentation er farlig og misvisende, og stinker af elendig journalistik. The Guardian er på lignende vis ivrig efter at formode at Breiviks tankegang, der førte til mordene er blevet formet af "andre" der har meninger de ikke bryder sig om. EDL og andre grupper kan ikke siges at have haft indflydelse på Breivik så han blev morder, medmindre han selv udtrykkeligt har fastslået at det var tilfældet i nogle dokumenter.

 John Stuart Mills

At benytte dette argument i sin logiske konsekvens da kunne man på lignende vis fastslå at den økonomiske filosof John Stuart Mills var ansvarlig for Breivik's mordrus og urostiftelse. Trods alt, er den eneste kommentar som Breivik kom med på sin Tweet konto, posteret den 17. juli, blot fem dage før mordene følgende:

 

 “En person med en tro svarer til styrken af 100000 der kun har interesser."

Dette er en lettere ændring af et citat fra John Stuart Mills, hvor den originale udtalelse refererer til 99 fremfor 100000.

“To think that because those who wield power in society wield in the end that of government, therefore it is of no use to attempt to influence the constitution of the government by acting on opinion, is to forget that opinion is itself one of the greatest active social forces. One person with a belief is a social power equal to ninety-nine who have only interests.”

"At tro, at fordi de som besidder magten i samfundet dermed besidder regeringen, og at det derfor ingen nytte er til at forsøge af øve indflydelse på regeringens forfatning ved at handle i opinion er at glemme at opinion i sig selv er en af de allerstørste aktive sociale kræfter. En person med en tro er en social kraft der svarer til 99 der blot har interesser."

Det er nedslående at finde elementer i medierne og blogosfæren der forsøger at formode at Breiviks interesser i visse anti-islamiske grupper kan have haft indflydelsen på hans forvandling til en massemyrdende terrorist. Hvis der er et mønster til et sådant misbrug af logik, da kunne det formodes af J. D. Salinger, skaberen af karakteren Holden Caulfield som Mark Chapman identificerede sig med var ansvarlig for mordet på John Lennon. På lignende vis kunne det formodes af filmen fra 1931, King Kong åbenbart var Hitler's favoritfilm, da den har nogen ligheder med nazistiske militaristiske- folkemordsholdninger. 
 

Mens den venstreorienterede medieverden fremmer denne perverse "skyld ved forbindelsen" blot 24 timer efter ligene er blevet kolde, da bør det også påpeges, at Breivik også beundrede Obama. 
 

Den anti-islamiske website Islam versus Europe indeholder flere citater fra Breiviks posteringer på Document.no websitet, herunder følgende:

“Jeg er helt og aldeles enig om at Obama er en fremragende retoriker og kommunikator, en af den bedste jeg har set i de sidste 30 år."

Det er ikke opgaven for nogen journalist af forsøge af "definere" tankegangen hos en massemorder ved at forsøge at score billige politiske point på bekostning af grupper og mennesker de ikke bryder sig om.

Trods alt, hvorfor sætter de samme medier så ikke også fokus på Breiviks beundring for præsident Obama?

Adrian Morgan,

The Editor, Family Security Matters.

En dag der bør værdsættes!

"Vi bør stå vagt om deres grave med hellig årvågenhed"

Oprindelsen til Memorial Day

Adrian Morgan, redaktøren

De første fejringer af Memorial Day begyndte uofficielt på kirkegårde i Syden i årene umiddelbart efter afslutningen på Civil War. Der begyndte ceremonierne ved at gravene af de faldne blev udsmykket. Der er adskillige steder der gør krav på at være det første sted,  hvor sådanne ceremonier fandt sted. Disse fejringer der blev kaldt "Decoration Days" blev officelt indført fra 1866 og fremefter på forskellige steder og på forskellige dage. I 1865 havde befriede slaver dekoreret gravene af 257 Union soldater i Charleston, South Carolina, det første kendte eksempel på en Decoration Day.

James Abram Garfield (1831 - 1881).

Den første officielle nationale Decoration Day fandt sted for præcis 143 år siden i dag i Washington D.C, den 30. maj, 1868. Her på Arlington Kirkegård, som berettet i Evening Star af samme dato. 

Højtidelighederne blev påbegyndt kl. 13.00 foran Arlington Mansion af W.T. Collins Esq., der læste bestemmelsen (G.A.R) der udnævnte 30. maj som den dag der burde mindes over hele United Stats ved at dekorere gravene af faldne Union soldater. Præsten Byron Sutherland gav derpå en bevægende bøn, hvorefter en passende salme blev sunget. Ærværdige James A. Garfield blev derpå introduceret og gav talen, der var meget passende og der blev lyttet med stor opmærksomhed. Da det er sent er vi forhindret i at gengive hr. Garfields tale. Ved afslutningen blev en patriotisk sang sunget af forsamlingen og et digt blev læst af Hon. J.C.Smith. Højtidelighederne blev nu afsluttet med en højtidelig sørgesang af 44th Infantry Band. 

James Abram Garfield’s tale den dag har et ekko, der stadig har betydning nu næsten 150 år senere. Garfield havde været Generalmajor i Union Army og havde kæmpet i slagene ved Shiloh (1862), og Chickamauga (1863). Garfiled ville senere blive den 20. præsident for United Stats den 4. marts 1881, skønt han snart efter blev skudt, og døde 80 dage efter den 19. september 1881.

Disse er ordene som James A. Garfield benyttede ved Arlington Kirkegård den 30. maj 1868:

Jeg føler mig tynget af det upassende ved at skulle ytre ord ved denne lejlighed. Hvis tavshed nogensinde skulle være guld da må det være her, ved gravene af femtentusind tapre mænd, hvis liv var mere betydningsfuldt end en tale, og hvis død var som et digt, en musik der aldrig kan synges. Med ord giver vi løfter, indgår edsvorne pligter, hylder godhed og ære. Løfter kan måske ikke holdes, edsvorne pligter kan blive brudt, og at prale om ære og godhed er blot en bedragerisk maske af synd. Vi kender ikke et løfte som disse mænd kom med, den ed de svor, et ord de talte: Men vi ved de samlede sig og fuldkommengjorde, ved en enestående handling, den højeste dyd hos mænd og borgere. Af kærlighed til deres land accepterede de døden, og således blev al tvivl kastet bort, og dermed blev deres patriotisme og godhed gjort udødelig.

På samme dag blev andre grave dekoreret. Beslutningen om at fastsætte datoen til denne 1868 Decoration Day var blevet taget på ordre af General John A. Logan fra Grand Army of the Republic. Den 5. maj 1868, havde han udstedt en proklamation (General Orders nummer 11) der begyndte således:

Den 30, maj 1868 er beregnet til det formål at udstrø blomster eller på anden vis dekorere gravene af kammerater der faldt i forsvar for deres land under den seneste opstand, og hvis døde kroppe nu ligger i næsten enhver by, landsby og sogne kirkegård i landet. Til denne højtideligholdelse er der ikke foreskrevet nogen ceremoni, men kammerater og militærposter vil på deres egen måde arrangere en passende højtidelighed og respektfulde mindestunder,  som omstændighederne nu kan tillade.

Vi er organiserede, kammerater, som vore regulativer angiver, med det formål blandt andre ting, "at bevare, og styrke de kærlige og broderlige følelser der har bundet soldaterne sammen, søfolkene og marinerne der forenedes i at undertrykke den seneste opstand." Hvad kan dog hjælpe mere til at sikre dette resultat, end at hylde med omtanke og værdighed, vor faldne heltes minde, de helte der gjorde deres bryst til en barrikade mellem vort land og dets fjender? Deres soldaterliv var frihedens revielle for en race i lænker, og deres død var det bevæbnede tyrannis retræte. Vi bør stå vagt om deres grave med hellig årvågenhed.....

Decoration Day blev først kaldt Memorial Day i 1882, men det var ikke før efter afslutningen af 1. Verdenskrig, (1918) at navnet blev populært. Den 28. juni 1968, underskrev præsident Lyndon Johnson Uniform Holiday Loven (H.R. 15951), der ville træde i kraft den 1. januar 1971. Denne lov fastlagde bestemte datoer for tre helligdage, herunder Memorial Day:

--Washington's fødselsdag den tredje mandag i februar,
--Memorial Day den sidste mandag i maj,
--Veterans Day den fjerde mandag i oktober.

På Arlington Kirkegård i 1865 blev de faldne soldaters grave dekoreret med blomser. I dag er det mere sædvanligt at gravene dekoreres med Stars and Stripes flag, mens blomster lægges af slægninge. En særlig blomst har en symbolsk betydning på denne dag.

VALMUERNE

Memorial Day holdes når blomsterne er i flor. Valmuer er traditionelt forbundet med Memorial Day. Traditionen for dette, og det at sælge papirvalmuer der afspejler de valmuer der voksede på Flanderns marker i den 1. Verdenskrig (kendt på den tid som Den Store Krig), er 93 år gammel. Den amerikanske lærer Moina Michael var i 1918 blevet berørt af et digt skrevet af en canadisk soldat, Oberst John McCrae. I 1915 slået af forbavselse over overfloden af valmuer (Papaver rhoeas) der blomstrede på slagmarkerne, der tidligere var blevet flået op at granater, havde McCrae skrevet et dig der oprindeligt blev kendt som "We Shall Not Sleep." Det er nu mere kendt ved titlen "På Flanderns Marker." 

In Flanders Fields the poppies blow

Between the crosses, row on row

That mark our place; and in the sky

The larks, still bravely singing, fly

Scarce heard amid the guns below.

We are the Dead. Short days ago

We lived, felt dawn, saw sunset glow,

Loved and were loved, and now we lie,

In Flanders Fields.

Take up our quarrel with the foe:

To you from failing hands we throw

The torch; be yours to hold it high.

If ye break faith with us who die

We shall not sleep, though poppies grow

In Flanders Fields.

Moina Belle Michael.

I 1917 gik Amerika ind i en Store Krig i Europa og snart ville amerikanske tjenestegørende blive begravet på Flandernes marker. Moina Belle Michale der arbejdede som frivillig, i denne krig for YMCA, skrev sit eget digt i november 1918: 

We Shall Keep the Faith

Oh! you who sleep in Flanders Fields,
Sleep sweet - to rise anew!
We caught the torch you threw
And holding high, we keep the Faith
With All who died.

We cherish, too, the poppy red
That grows on fields where valor led;
It seems to signal to the skies
That blood of heroes never dies,
But lends a lustre to the red
Of the flower that blooms above the dead
In Flanders Fields.

And now the Torch and Poppy Red
We wear in honor of our dead.
Fear not that ye have died for naught;
We'll teach the lesson that ye wrought
In Flanders Fields.

Den 9. november 1918 fik Moina Michael den ide at mindes de faldne med symbolet - en rød valmue. Hun begyndte selv at bære kunstige valmuer og konceptet appellerede til andre, og det spredtes hurtigt. Valmuen blev først antaget ved YMCA Conference of Overseas Secretaries, derpå i 1919 af forskellige amerikanske organisationer, især i Georgia. Den 29, september 1920, blev valmuen emblemet for National American Legion. Snart efter havde veteranorganisationer i Storbritannien, Frankrig, Canada, Australien og New Zealand adopteret den røde valmue som deres emblem.

Memorial Day 2011

I dag vil der være ceremonier over hele United States for at fejre de faldne og også oversøisk vil der være flere mindestunder for de der har giver deres liv for deres land. I dag er også en national helligdag, og denne weekend har også været en tid til at mindes. Ideelt set burde der være en balance mellem det højtidelige ved at mindes de som ofrede deres liv, og taknemmelighed for, at gennem deres offer, er Amerika stadig et frit land, og det største demokrati verden nogen sinde har set.

Ligesom vi mindes de faldne bør vi også huske familierne til de faldne, og også de familer der må vente tålmodigt, samtidig med de giver deres kærlige støtte til deres elskede der stadig kæmper i udlandet for deres land. Alle der går ind i militæret ved udmærket, at de kan blive bedt om at give det ultimative offer.

Lad os derfor i dag ære alle de som har ofret livet, og også udtrykke tak og værdsættelse for de som er blevet handicappet i kamp. Indtil alle krige ophører, vil der altid være flere gode amerikanere der vil blive bedt om at opgive deres liv for at de der er derhjemme kan være forblive frie.

Adrian Morgan

The Editor, Family Security Matters.

Osmannerne og civilisationernes sammenstød

Dette er første del af en lille historisk beretning om osmannerne (tyrkernes) politiske indflydelse på Europa. Anden del følger snarest.

Civilisationernes sammenstød på Shakespeare's tid. Første del

Adrian Morgan

Enhver med blot den mindste interesse i islamiske forhold kender udtrykket "Kalifat." Det sidste Kalifat, det osmanniske, blev officielt opløst den 3. marts 1924 efter ordre af den verdslige regering i Tyrkiet. Islamisterne glorificerer Kalifatet som værende noget "godt," men i dets sidste år var det Osmanniske Kalifat opblæst og korrupt. Det var medvirkende til det Armenske Folkedrab under Sultan Abdul-Hamid II. Fra begyndelsen af det 16. århundrede og fremefter var Sultanen hos osmannerne og Kalif. Den 1. november 1922 blev Sultanatet officielt opløst og den afsatte Abdul-Hamid mistede sin titel som Kalif. 18 dage senere blev Abdul-Hamids fætter indsat som Abdulmecid II, den allersidste Kalif.

Et år tidligere var Topkapi Paladset, der tidligere havde tjent som hovedsæde for de osmanniske Sultaner, blevet til et museum. Et farvefoto anvendt i Albert Kahn's "Archive of the Planet" projekt, der benyttede Lumiere brødrenes autokromproces, blev taget den 24. november 1922. Her kan man se den gigantiske trone, hvor Sultanerne havde haft sæde.

Det Osmanniske Sultanat varede fra 1299 til starten af den 20. århundrede, men nåede sit højdepunkt af velstand og magt i det 16. århundrede. Herskeren der planlagde at invadere det kristne Europa var den anden osmanninske Kalif, Suleiman I. I 1521 blev Beograd, hovedstaden i Serbien, indtaget af tyrkerne, og i august 1526 blev den sydlige del af Ungarn underlagt tyrkisk indflydelse efter slaget ved Mohacs . Tre år senere begyndte belejringen af Wien . Suleiman's styrker magtede ikke at indtage byen og bortset fra et endnu et forsøg på at invadere Wien i 1683, var dette det så langt tyrkerne formåede at trænge ind i hjertet af Europa.

Suleiman I var den tiende osmanniske Sultan. Han herskede fra 1520 til han døde, som 72 årig, i 1566, under et krigstogt mod Østrig. Suleiman blev kaldt "Den Storslåede" af folk fra Vesten, men hans muslimske undersåtter kaldte ham "Kanumi" eller "Lovgiver." Under hans styre besejrede Suleiman Bagdad, og have en kort overgang kontrol over Persien.

I 1536 underskrev han en traktat med Frans den I af Frankrig mod Det Hellige Tysk-Romerske Riges kejser Karl den V. Under pseudonymet "Muhibbi," var Suleiman også kendt som en anerkendt digter. Han var den anden osmanniske hersker der blev kaldt "Kalif." Suleiman's far, Selim I, der herskede fra 1512 til 1520, erobrede Ægypten og antog titlen "Kalif." Selim I tog magten ved at tvinge sin far til at abdicere og han myrdede sine brødre for at sikre sin position. Han kunne se potentialet i Suleiman og stillede sig på hans side i kravet på tronen ved at dræbe Suleimans brødre (sine egne sønner) og andre mandlige slægtninge. Selim I var forståeligvis kaldet "Den Grumme."

Suleiman I overtog nogle af sin fars grusomme tendenser. Da han kunne betragte den rivalisering der var mellem to af hans sønner, Bayezid og Selim, beordrede han at Bayezid skulle dræbes. Efter Suleimans død blev Selim II den nye hersker og Kalif, men han var en drukkenbolt og en kvindebedårer der ikke var i stand til at opnå de militære fordele hans far og bedstefar havde skabt grundlaget for. Han førte aldrig sin hær i nogle krige og overlod det meste af imperiets styre til Pashaerne. Selim II døde den 5. oktober 1574 i Istanbul.

Selim II' søn Murad III besteg nu Sultanens trone. Murads mor, Afife Nur Banu Sultane var oprindelig fra Venedig. Hans hustru Safiye var også fra Venedig, og havde der tilhørt en fornem familie. Hun blev fanget som ganske ung af tyrkiske pirater og blev slave. Sultane Safiye var Murad II's yndlingshustru, og opnåede en del magt.

Handel og diplomati

Under Murad III's styre hjalp Safiye til med at blødgøre den rolle det Osmanniske Sultanat havde overfor landene i den vestlige del af Europa. Dygtig som hun var i diplomatiet, ser det ud til hun havde en særlig forkærlighed for England og dronning Elizabeth I. Måske anså de at den engelske mornarks protestantiske tro var en kærkommen allieret mod "Det Forenede Europa" repræsenteret af Det Hellig Katolske Romerske Imperium.

Elizabeth anså Spanien som en trussel på den tid, og med god grund. Filip den II af Spanien (herskede fra 1556-1598) havde været gift med Maria, Elizabeths katolske halvsøster. Maria herskede fra 1553-1558 og England var igen blevet katolsk. Indtil sin død anså Filip den II England som sit retmæssige territorium og arv. I 1581 annekterede Filip Portugal. England havde handelsforbindelser med Østen over land gennem Rusland, men denne rute kunne man ikke være sikker på altid ville være åben.

Efter en diplomatisk mission til Konstantinopel i 1575 af agenter fra to velstående handelsfolk fra London, blev en udsendig sendt til den osmanniske hovedstad. Denne person, William Harborne of Norfolk, ankom i oktober 1578 efter en tremåneders rejse over land. Han boede i "Porte" og handlede under fransk flag. Hans tilstedeværelse var oprindeligt at repræsentere handelsfolkene, Edward Osborne og Richard Staper. Dette arrangement blev hurtigt udvidet af såvel Elizabeth og Murad III.

Den 15. marts 1579 skrev Murad til Elizabeth om Harborne's mission: "På allervenligste vis skal vi lade Dem forstå, at en vis mand er kommet til os i deres allerhøjeste kongelige Højhed's navn, og anbefalede for os al Deres venlighed, høflighed og venskabelige ønsker, og bad ydmygst om at vor Kejserlige Højhed skulle give ham sikkerhed til at kunne rejse og give ham frihed sammen med to andre købmænd fra Deres rige."

I begyndelsen af juni 1580 fik de engelske handelsfolk disse privilegier i Tyrkiet af Murad III. På det tidspunkt da denne aftale blev indgået, var det kun Frankrig og Venedig der havde lov til at foretage handler.

Den 11. september 1581 gav Elizabeth eksklusive handelsprivilegier til 16 enkeltpersoner, herunder Staper og Osborne. Denne aftale førte til stiftelsen af Levant Company.

Breve fra Sultaninden Safiye til Dronning Elizabeth var yderst behagelige, næsten overdrevne: "Jeg sender Dem Ærværdige Majestæt yderste velmente fredshilsener, som kan sammenlignes med sangstrmmerne som en en hel folk nattergale, og som mit brev ikke kan udtrykke. Den enstående kærlighed som vi har givet hinanden er som en pragtfuld have af de dejligst fugle....."

Den 26. juni 1581 skrev Elizabeth til Murad II for at forsikre ham om at de handlinger som den brutale englænder, Peter Blake af Ratcliffe havde udført ville blive imødegået med alvorlig straf. I sit skib Roe, havde Blake udført pirathandlinger mod osmanniske skibe. Sultanen blev benævnt som "den ophøjede og kejsrlige Cæsar, Sultan Murad Can, Kejser over alle Tyrkiets besiddelser, og som Østens Monark, lederne over alle andre, hvorsomhelst, og mage år af velsignet lykke og succes ønskes."

William Harborne rejste til Tyrkiet som officiel ambassadør for Dronning Elizabeth, med fuldriggeren, the Sudan. Skibet ankom til Konstantinopel den 26. marts 1583. Der gik et stykke tid for Harborne kunne få personlig audiens hos Murad III. Gaver blev bragt til Sultaninden, båret af 12 mænd. Dette indbefattede klæder, udsmykket sølvtøj, flasker og karamik og endog jagthunde iklædt silkejakker. Gaven der gav det største indtryk på Murad var åbenbart et ur.

Uret blev beskrevet af en anonym kommentator i Richard Hakluyt's rejseanalogi "Principal Navigations, Voyages, Traffiques and Discoveries of the English Nation" Uret beskrives som "et urværk af en værdi på 500 pund sterling: Udsmykket med en skov af træer i sølv, i hvilken hjorte blev jaget af hunde, og mænd på hesteryg fulgte dem, mænd der trak vand op, andre der bar på metaller i trillebøre: Øverst på uret var et slot og ved slottet en mølle. Alt var af sølv. Uret var rundt og besat med juveler."

Indtil han trak sig tilbage i 1588 overtalte William Harborne Murad III til ikke at stille sig på Spaniens side mod England, og den engelske handel med osmannerne blomstrede. Harborne blev erstattet af Edward Barton, der tjente som ambassadør til december 1597, det år han døde af dysenteri. Hans efteefølger var Henry Lello, en person hvis fokus på bekymringer gav ham tilnavnet "Tågen."

Thomas Dallam's Orgel

Harborne's gave i form af uret må åbenbart have inspireret til det næste forslag for en gave til Sultanen - et stort orgel. Dette instrument udsmykket i barokstil skulle være fremstillet af Thomas Dallam, en af de førende orgelbyggere i landet. Dallam kom fra en landsby nær Warrington i Lancashire og var udnævnt til at designe og skabe instrumentet.

Uheldigvis døde Sultanen den 7. januar 1595. Murad III havde hele sit liv lidt af epilepsi og døde på grund af en alvorligt anfald, sandsynligvis kombineret med et slagtilfælde. Nyheden blev overleveret til Elizabeth's hof af ambassadøren Edward Barton med hans efterretninger der ankom med 14 dages mellemru. Han skrev dfen 11. januar: "105 (Ambassadens kode for Murad III, mens Elizabeths blev kaldt 9) er meget syg, nogle siger døende og der er blevet sendt bud efter magnesium i Anatolien."

Murad III blev efterfulgt af Mehmed III, søn af Sultaninden Safiye. Murad III havde efter hvad der berettes avlet ialt 103 børn. Mehmed kvalte 16 (nogle siger 19) af sine brødre for at sikre hans krav på den osmanniske trone. Shakespeare havde en hentydning til denne sædvane med brodermord i Henrik V, da kongen henvender sig til sine brødre ved sin kroning:

"Dette er det engelske, ikke det tyrkiske hof;

Ikke Amurath, en Amurath følger efter,

Men Harry, Harry."

Sultaninden, nu dronningemor fortsatte med at spille en vigtig rolle i det politiske liv hos osmannerne. Det blev besluttet at orglet skulle sendes til den nye Sultan. Samtidig skulle det ledsages af en vogn, til en værdi af 600£, til brug for Safiye, Dronningemoderen.

Orglet - en speciel gave til den nye Sultan, Mehmed III - blev præsenteret for Dronning Elizabeth i november 1598 for nærmere inspektion. Det kunne spilles på normal vis, men også være selvspillende - altsåt spille musikstykker af sig selv. Det indeholdt et ur der igangsatte en kæde af klokker og små ornamenteringer på instrumentet bevægede sig.

Thomas Dallam skulle rejse med instrumentet, som blev skilt ad og pakket i kasser med halm. Han bestilte klæder til sig selv og medbragte også to spinetter så han kunne more sig på rejsen ved at øve sig i musik. Skibet han rejste med var The Hector. Dette forlod Gravesend tirsdag den 13. februar 1589. Onsdag den 15. august ankom Hector til Konstantinopel.

Skønt han ikke formelt havde en højere uddannelse nedskrev Dallam sine erfaringer om rejsen i en dagbog. Denne dagbog befinder sig i British Museum (Additional Manuscrpit 17,480) Dagbogen var for sent færdig til at optræde i Richard Hakluyt's antologi over rejsemanuskripter, og forekom heller ikke i Purchas' "His Pilgrimes". Samuel Purchas fortsatte med at udgive Hakluyt's dokumenter efter dennes død. Fra det tidspunkt Dallam's dagbog var færdig i år 1600 og til sent i det 19. århundrede var eksistensen af den ukendt.

I 1893, udgav Hakluyt Society teksten i en bog med titlen Early Voyages and Travels in the Levant der indeholdt uddrag af journalen af dr. John Covel (1638-1722), som samtidig arbejdede for the Levant Company i Kanstantinopel som præst.

Dallam's beretning om sin rejse mangler noget. Hans stavning var uregelmæssig. Hector havde kastet anker ved siden af Seven Towers i Konstantinope, der benyttedes som osmannernes fængsel. Dallam ville ikke inspicere lasten om søndagen, da han var en from kristen. Han skrev: "Den 20. dag (august 1599) som var en mandag, påbegyndte vi at betragte vort arbejde; men da vi åbnede kisterne opdagede vi at alt den benyttede lim var fordampet, ve på grund af at godset havde ligget i over seks måneder ombord på skibet, som var nybygget, så den ekstreme varme i skibets indre, sammen med havets bevægelser og varmen i landet var årsagen til at limen ikke holdt;ligeledes var nogel af orgelpiberne beskadigede eller knækkede."

William Aldridge, konsul på Chios, var tilstede og sagde at orglet ikke var fem flade ører værd. Dallam undlod med vilje at antyde sit svar til Aldridge. Kisterne blev ført til konsulens hus ved Vines, Pera det diplomatiske kvarter. Dallam og hans assistenter blev sat til at restaurere orglet, tilskyndet af et tilbud fra Aldridge om en belønning på 15£.

Den 28. august befandt Hecotr sig udenfor Sultanens Palads og hilste på Mehmed II med sine 27 kanoner. Dette medførte en tragisk ulykke. Dallam skrev at mens en af de barskeste søfolk "var ved at skubbe krudtladningen ind, opstod en ild, krudtet antændtes og manden sprængtes i stykker i røgen, cirka tre dage senere blev hele hans underkrop, fra livet og nedefter fundet to mile fra stedet og hans hoved et andet sted."

Tidlig i september var Sultanen på besøg hos sin mor Safiye ved et af hendes paladser. Restaureringen og reparationerne var færdige og den 11. september blev orglet bæret ind i Sultanens Palads. Dette kaldtes Seraliet - en navn der henviser til haremskvartererne, hvor Mehmed's konkubiner boede - men som også var hovedplaladset for de osmanniske herskere. Nær ved Topkapi Palads var stedet for "Sublime Porte" - et navn for den osmanniske regering.

Bygningen af Topkapi Paladset i Konstnatinopel begyndte i midten af den 15. århundrede under overopsyn af Mehmed II. Paladset skulle være hovedresidensen for Sultanerne og deres ledsagere indtil det 19. århundrede. Ved begyndelse af det 20. århundrede blev Paladset et museum. På Mehmed III's tid var det hjemsted for konkubinerne og også for Sultaninden Safiye, sammen men andre ansatte, herunder Mehmed's dværge, der gik iklædt guldbrokader med sværd ved siden og også hans flok af døvstumme.

Dallam beskriver de forskellige gårdhaver og indre gårde som han og hans ledsagere skulle gå igennem, før de nåede en bygning hvor orglet skulle samles. Den selvsamme dag blev vognen leveret af Paul Pinder, ambassadør Henry Lello's sekretær, til Sultaninden Safiye.

Lello skrev et brev på dette tidspunkt til Sir Robert Cecil, hvor han nævner gaven til Safiye. Han skrev at "vognen bør af nødvendighed gives til den ældre Sultaninde fordi det var blevet meddelt for lang tid siden af en eller anden fra England at Hendes Højhed havde bestilt en til sig selv." Sultaninden havde allerede givet instrukser om at to heste fra hendes stald skulle trække vognen når den var klar. Lello nævnte ikke specifikt orglet.

Dallam foretog rejsen til Topkapi Sarayi (paladset) ved flere lejligheder under samlearbejdet og indstilling af orglet. Lello mindede Dallam om, at Sultanen var "en monark, dog vantro, og en stor fjende af alle kristne. Ved at vi eller andre kristne bringer ham ting mener han dog at vi gør det af pligt eller af frygt for ham eller i håbet om at modtage en gunstbevisning fra hans hånd." Lello advarede Dallam om at Mehmed III ikke ville give ham nogen større belønning end den afgift han allerede havde betalt til den engelske regering. Han havde også formodning om, at Mehmed ikke havde til hensigt at møde skaberen af hans gave.

Næste dag mødtes Dallam meed Sultanen da Mehmed ankom med sit følge noget tidligere end forventet. Han skrev: "Den Store Herre, satte sig på sin paladsstol og beordrede stilhed. Alle var stille og ingen lyd hørtes, de tilstedeværende begyndte at hylde Den Store Herre; for da jeg forlod stedet et kvarter senere efter han var kommet did. Første slog klokken 22, derpå klokkeklangen af de 16 klokker og slutteligen spilledes sangen i fire stykker. Efter det var sket, tog to personager der stod ved to hjørner på anden sal og holdt to sølvtrompeter i hænderne, disse trompeter over deres hoveder og en trommehvirvel igangsattes. Så gik musikken i gang og orglet spillede et stykke musik i 5 dele, og det to gange."

På toppen af orglet var en model af en kristtjørn med solsorte og drossler. Som afslutning spillede orglet af sig selv "did singe and shake theire wynges." Dallam bemærkede at Sultanen var henrykt for gaven. Mehmed spurgte sin visir om maskinen kunne gentage forestillingen. Da han fik at vide at det ville ske hver time besluttede Sultanen at blive og overvære forestillingen.

Orglet var konstrueret til automatisk af spille kun hver sjette time, men Dallam havde oplyst rådgiveren om hvor der var en kontakt på maskinen. Når orglets ur slog timeslag, da skulle han blot røre ved kontakten og klokkespillet, trommehvirvlerne og den mekaniske musik ville begynde igen. Dette blev gjort.

Sultanen sad ved tangenterne og så dem bevæge sig. Da han fik at vide at orglet også kunne spilles af en person blev Dallam kaldt tilbage. Han skrev: "Jeg stod der og spillede alt det jeg kunne indtil klokken slog og derpå bukkede jeg mig så dybt jeg kunne og gik bort fra ham...." Dallam's optræden blev rigt belønnet, Mehmed tog 45 guldstykker og beordrede den vagthavende at overdrage dem til skaberen af orglet.

Efter nogle dage var der nogen der havde rodet med orglet og Dallam blev kaldt tilbage for at ordne mekanismerne. Kort tid derefter blev Dallam inviteret af en af Sultanens embedsmænd til en særlig rundtur i Paladset "private gemakker." I løbet af tre dag blev Dallam vist rundt i dele af Paladset som ingen udefra nogensinde havde set. Han så Sultanens soveværelse, de private bade og bueskydningsbanerne, og de værelser hvor de kongelige gaver blev opbevaret.

Ved en lejlighed i en marmorbelagt gårdhave gjorde hans guide opmærksom på et gitter i en stor væg. Guiden bad Dallam se derind. "Da jeg kom til den store mur, der var meget tyk og armeret med jern på begge sider, kunne jeg betragte tredive af Den Store Herres konkubiner der legede i en anden gård."

Dallam var tryllebundet. Kvinderne var "virkelig underskønne." De bar små satin silkejakker og deres underkrop var iklædt hvide bukser så tynde at "Jeg kunne skimte huden på deres lår derunder."

"Jeg stod så længe og kiggede på dem, at han som havde vist mig dem i ren venlighed var blevet meget vred på mig. Han vrængede munden og stampede med foden for at få mig til at opgive mit forehavende; hvilket jeg var meget lidt til sinds at gøre for synet havde virkelig været yderst behageligt for mig."

Thomas Dallam blev behandlet godt af Sultanen og hans embedsmænd. Udover det korte glimt af konkubinerne adlød han de regler som blev udstukket. Han skulle se ned i Sultanens eller en overordnets nærvær, og når han forlod Ærværdigheden skulle han gå baglæns.

I England var der delte meninger om det tyrkiske imperium på den tid, selvom osmannerne opfordrede til handel. Shakespeare kaldt osmannerne "ottomitter" i sit skuespil Othello, der blev opført for første gang i 1606:

For de fleste i Europa var tyrkerne frygtet selvom der foregik handel. Konkubinerne i Mehmed III's harem var for det meste kristne der var blevet bortført af korsarerne (pirater). Kysterne langs Europa var i det 15. århundrede plaget af plyndrende korsarer fra Nordafrika. Herskerne af disse lande - Marokkeo, Tripoli, Algeriet, Libyen var vasaller under osmannerne. Hele befolkningsgrupper i visse kystområder blev bortført til slaveri.

Osmannerne opmuntrede til disse plyndringer og til slaveri. De "Barbariske Korsarer" angreb mål i Irland, Skandinavien og angreb endog hvalfangere ved New Foundland. Osmanner plyndrede skibene og tog besætninger som galejslaver.

I oktober 1579 som et svar til Murad III vedrørende den fremtidige ambassadør William Harborn udtrykte Dronning Elizabeth personligt bekymring om de engelske søfolk der var blevet taget til fange som galejslaver af osmannerne. Hun henvendte sig til Sultanen med ordene "den allerhøjeste Kejser og uovervindelige Prins" og ønskede ham "talrige lykkelige og rige år, med en overflod af de skønneste ting." Hun afsluttede ikke destomindre sit brev med følgende.

"Ydermere betydningen og forsikringen af Deres Højheds venlighed overfor os og vor nation giver dog anledning til at vi indgår i meditation på vegne af visse af vore undersåtter der holdes som slaver og fanger på Deres galejer...."

Disse galejslavers tilværelse var både ydmygende og opslidende. De blev tvunget til at arbejde med årerne helt nøgne. Kun få af dem fik lejlighed til at få bedre forhold af deres fangevogtere eller blive sat fri.

Det Osmanniske Imperium var så afhængig af slaveriet at deres forsvar var baseret på slaver. En eliteenhed i infanteriet blev kaldt Janitcharerne . Deres navn stammede fra det tyrkiske ord - "yenicen" eller "ny hær." Disse soldater var slaver bortført som børn,(som regel kristne) og de modtog intensiv træning.

I anden del vil jeg benytte tidssvarende og førstehånds beretninger hvor det er muligt. Jeg vil beskrive hvordan osmannerne med overlæg indgød frygt i kulturerne i Europa.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Adrian Morgan is a British based writer and artist who has written for Western Resistance since its inception. He also writes for Spero News. He has previously contributed to various publications, including the Guardian and New Scientist and is a former Fellow of the Royal Anthropological Society.

Andre artikler af Adrian Morgan ved klik.

Bag om Julens traditioner

Julens traditioner

Hvordan Julen er blevet til det vi oplever i dag

Adrian Morgan,

Mens Julen nærmer sig - igen  - er det blevet sværere at se forskel på den kristne højtideligholdelse af Kristi fødsel og de mere hedenske ritualer. Det præcise tidspunkt for Kristi fødsel har længe været et diskussionsemne. Omkring 525 efter vor tidsregning satte den skytiske munk Dionysius Exiguus datoen for Kristi fødsel til den 25. december. Han arbejdede ud fra den formodning, at den jomfruelige undfangelse fandt sted den 25. marts, der i store kredse blev betragtet som den dato Gud skabte verden. Dionysius formodede, at Marias graviditet varede nøjagtig ni måneder.

Siden 274 e.v.t. ifølge et dekret af den Romerske Kejser Aurelius blev den 25. december også regnet som fødselsdagen for den Romerske guddom Mithras den "ubesejrede Sol" (Sol invictus). Mithras' kult var blevet importeret fra Frygien i Øst og var blevet populær blandt romerske soldater. Mithras' religion var hemmelighedsfuld, og man kender kun lidt til dens romerske udførelse. Som en Gud af lys og sol, blev den frygiske guddom knyttet til den Zoroastriske guddom Mathra og den hinduistiske guddom Mitra.

25. december faldt tilfældigvis sammen med afslutningen af den hedenske romerske fesitval Saturnalierne, hvor fest, druk og morskab fandt sted, der blev givet gaver, slaverne fik særlige privilegier, sjove hatte ("pileus" eller Frygisk kasket) skulle alle være iført, og en "Misrøgtets Herre" skulle vælges i hustanden. Under den kristne Middelalder fortsatte de europæiske traditioner der omfattede "Misrøgtets Herre" sammen med den kristne ceremoni.

 

Frygisk hue - senere et frihedssymbol i den franske revolution

I Skotland blev Misrøgtets Herre kaldt "Ufornuftens Præst." Han skulle være overhoved over anarkistiske lovløse festligheder, indtil det officielt blev forbudt i 1555. I Frankrig blev denne karakter kaldt "Prince des Sot" Tåbernes Prins. Oliver Cromwell, en from puritansk kristen, så med et dystert blik på al den morskab forbundet med Julen. For ham var enhver jovialitet eller festivitas kættersk. Næsten straks efter han blev en de facto diktator over England i 1644, fik han Julen forbudt. Påske og Pinse blev også forbudt.

Forbudet mod Julen førte til konflikt med befolkningen. I London blev soldaterne sendt på patrulje i gaderne for at hindre at nogen Julemiddage blev tilberedt. Alle butikker og værksteder blev beordret til at arbejde Juledag. Sådan lovgivning førte til voldelige konfrontationer i London, Canterbury og Norwich. Cromwell's forbud mod Julen holdt til 1660, to år efter hans død. Det følgende år overtog den farverige kong Charles II tronen. Han beordrede, at Cromwell's lig (der havde givet ordre til hashugningen af Charles I i 1649) skulle graves op og hænge op i en galge. Cromwell fik senere skåret hovedet af.

Puritanerne der var udvandret til Amerika blev også underlagt officielle og uofficielle forbud mod fejringen af Julen. I 1659 blev Julen officielt forbud i Massachusetts, et forbud der ikke blev ophævet før 1681.

Det pyntede Juletræ blev introduceret i United States tidligt i det 19. århundrede fra Tyskland, hvor det var blevet kendt som Kristustræet, og hvis oprindelse var fra hedenske traditioner. Kort efter sin introduktion i Amerika, blev Juletræet bragt til Storbritannien af den tyskfødte Prins Albert, Dronning Victorias mand. I Amerika, i 1923, indviede præsident Calvin Coolidge sædvanen med at tænde det Nationale Juletræ.

Skønt Julemanden (Santa Claus) er blevet identificeret med St. Nikolaus, er repræsentationen af ham blev udsmykket med hedenske pynterier. Gennem hele sin historie har Julen for mange været  en handel med det hellige, og det verdslige. Mange mennesker i dag klager over kommercialiseringen af Julen, men der er andre aspekter der truer med at ødelægge Julens åndelige natur.

Antallet af kirkegængere i Storbritannien har været for nedadgående i årtier, skønt en undersøgelse fra 2005 fandt, at 67% af briterne stadig betragter sig som "kristne" og 75% af de som svarede ønskede, at Storbritannien skulle fastholde sin kristne værdier. Den politiske korrektheds og multikulturalismens dæmoner har været aktive i forsøget på at ødelægge de kristne aspekter ved Julen. 

Jeg diskuterede nogle af de britiske forsøg for med tvang at sekularisere Julen på Family Security Matters. For de flestes vedkommende er disse angreb foranlediget af Venstrefløjs rådgivning- og undervisningsetablissementer, der arbejder under den falske forudsætning at alle muslimer kunne blive krænket af at man nævner Kristus.

Der er virkelig ekstremistiske muslimer med  Salafist, Deobandi og Wahhbi doktriner, der har noget imod Julens traditioner. Sabeel Ahmed fra Islamic Circle of North America (ICNA) har skrevet at det at "vise glæde og munterhed i Julen, ved Halloween, Påske, Langfredag, er som at hilse på Satan og bede ham fortsætte det gode arbejde."

Ahmed forklarer: "Islam kom for at nedrive søjlerne hos kufr (ikke-muslimer) og erstatte dem med Islams søjler. Bevæbnet med kendsgerninger om Julen, og yderst veltalende om Islam, skulle døren for Dawah (omvendelse) være vidt åben. Når de kristne ser os afholde os fra at fejre Julen, vil de nysgerrigt spørge til grunden. Denne lejlighed burde bruges af enhver muslim til at samtale om Islam og invitere ikke-muslimer til Islam."

Websitet IslamOnline, hvis åndelige rådgiver er Yusuf al-Qaradawi, åndelig leder af Det Muslimske Broderskab, rådgiver om, at en muslim kan ønske kristne en glædelig Jul og sende dem julekort, eller endog være med i en julemiddag. Imidlertid "må du ikke fejre Jul med dem." 

Storbritannien blev udsat for muslimsk fordømmelse af Julen tilbage i december 1996. En skole i Washwood Heath, Birmingham, holdt prøver på deres årlige krybbespil, med julesange. En muslimsk lærer, Israr Khan, besluttede at det at få muslimske skolebørn til at synge julesange var forkert, og kritiserede den forsamlede gruppe ved at sige: "Hvorfor siger I Jesus og Jesus Kristus? Gud er ikke jeres Gud - det er din Gud det er Allah." Adskillige skolebørn begyndte at græde. Da krybbespillet fortsatte var fem elever belvet overtal af Khan til ikke at deltage. 

En af de muslimske elever der gik på skolen dengang var Rashid Rauf, der blev arresteret i Pakistan sidste år mistænkt for at være hjernen bag planen fra 2006 om at sende selvmordsbombemænd ombord på fly på vej til U.S. bevæbnet med flydende eksplosiver. Rauf var flygtet fra Storbritannien i 2002, efter han var blevet udpeget som hovedmistænkt i mordet på sin onkel. Han er stadig på en udvekslingsordre i forbindelse med dette mord. Den 17. december, dette år skulle Rauf overføres fra Retten i Pakistans hovedstad tilbage til sit fængsel i Rawalpindi af en slægtning. Den formodede terrorist fik lov til at besøge en moske af politiet, hvorfra han undslap.

I 2005, anbefalede Australiens Forum on Islamic Relations, at på nationalt plan skulle udtrykket "Julen" helt skrottes, da det ekskluderede alt for mange mennesker i det multikulturelle Australien. Gruppen anbefalede at Australien skulle følge det eksempel der blev sat i Storbritannien af grupper som Birmingham City Council, der har kaldt sine højtideligheder i Julen for "Vinterval" siden 1998.

Skønt kirkerne i Storbritannien kun har få der møder op Juleaften, da har Katolske og Anglikanske kirker over hele landet traditionelle Midnatsmesser, og disse er godt besøgt. I år, er denne intgrerede del af den kristne fejring af Julen truet af ikke-kristne fejringer med druk og vellevned.

Hver weekend i Storbritannien bliver de fleste byer og bymidter overtaget af grupper af unge mennesker der er beskæftiget med det nye nationale tidsfordriv - "drikken sig i hegnet." Kaste op, falde omkuld, begå obskøne handlinger, og i det store og hele opføre sig værre end dyr. Julen er for disse indidvider blot endnu en undskyldning for at være beskæftiget med endnu mere "afslappende" opførsel end normalt. Newcastle har været centrum for overdreven druk i mere end et årti. I stedet for at slå ned på sådanne asociale opførselsmønstre har Politiet besluttet at Julen tilhører pøblen, og at Jule Midnatsmesser er mindre vigtige. Således er St. Mary Katedralen i Newcastle blevet tvunget til at holde sin Midnatsmess kl. 20.00 i år.

Politiet har anbefalet at romersk katolske kirker i mange byer burde holde deres Midnats messer tidligere på grund af drukkenskaben som Politiet ikke kan forhindre. I nogle byer vil kirkerne holde Midnatsmesse så tidligt som kl. 18.00 for at udngå at blive afbrudt af drukkenbolte. Det er dog stadig en forbrydelse i Storbritannien af være "berusetog lave uorden," men Politiet ser ikke ud vil at ville håndhæve loven. Resultatet er at ældre mennesker føler sig for terroriseret til at gå ud sent om aftenen, og særlig Juleaften.

I 2006, afslørede et britisk advokatfirma ved navn Peninsula at tre ud af fire britiske ansatte havde forbudt de konventionelle juledekorationer på deres kontorer. Grunden var at disse ansatte var angste for at de kunne blive anklaget af ansatte af andre trosretninger, der ikke kunne se deres tro repræsenteret på arbejdspladsen. 

En fodboldtræner i Stoirbritannien - Steve Coppell - er så opsat på succes at han har forbudt sit hold at fejre Jul på deres egen måde til maj 2008. Reading fodboldhold vil være tvunget til at tilbringe denne jul på et hotel. Holdlederen har sagt: "Vi har et ingen Jul politi i år. Vi vil holde vores i maj måned på en strand klædt ud som Santa. Spillerne kan da spise hvad de lyster."

Julen i Amerika er også truet, igen fra den politiske korrektheds dæmoner. I 2006 tog Walmart den bizarre beslutning at forbyde orden "Jul" i butikkerne. Den Katolske Liga organiserede en boykot mod butikskæden, som førte til at virksomheden i efteråret 2006 besluttede at benytte udtrykket Jul i sine butikker "tidligt og ofte." 

Den Katolske Liga der protesterede mod at Julen blev målet samtidig med at Walmart tillod den jødiske lysets festival Hannukah, der falder på samme tidspunkt som Julen. Mens Walmart forbød brugen af udtrykket Jul, tillod man den racistiske 'kunstige' festival Kwanzaa.  Kwanzaa benytter en Ghanesisk "høstfest" ceremoni og mixer den med Østafrikanske swahili talemåder.

Kwanzaa blev grundlagt i 1966 af Ron Everett også kendt som "Maulana Karenga." Kwanzaa blev skabt som en modsætning til Julens "hvide" aspekter. I 1969 blev han udstødt af De Sorte Pantere - han er nu marxist og professor ved California State University ved Long Beach. Han blev fængslet i 1971 for tortur mod to sorte kvinder der var blevet tvunget til at klæde sig af, noget imod de holdninger om "sort enighed" som Kwanzaa skulle repræsentere.

I 2001, protesterede Den Katolske Liga mod instrukserne der blev udstukket af rektoren for Thomas Jefferson Magnet School of Humanities i Flushing, New York. Rektor havde beordret lærerne til at medbringe på skolen genstande der repræsenterer Kwanzaa og også jødiske og muslimkse religioner. Krisnte genstande blev ikke nævnt.

I 2008, udstedte Southwestern Oklahoma State University i Weatherford en edikt til de studerende og de ansatte, tilsyneladende efter råd fra statens Attorney General, med forbud om at tale om eller skrive om ordet Jule i universitetets litteratur eller område.

I 2002, fik en lærer ved en skole i Sacramento, Californien besked af sin chef om ikke at nævne ordet Jul foran børnene.

I 2007, blev selv billedet af Julemanden bedømt som værende for meget for en borger i Warwick i New York Staten. Hvert år har PTA gruppen ved Sandfordville Elementary School i Warwick afholdt en sammenkomst for at skaffe penge ved Juletid, ved navn "Morgenmad med Santa." En misfornøjet mor skrev et klagebrev og hævdede at Santa var en repræsentant for Julen og derfor er en støtte til Kristendommen, og i modsætning til "adskillelsen af kirke og stat" selvom begivenheden ikke blev holdt i skoletiden. PTA tilbød at sløjfe begivenheden. Resultatet blev at "Morgenmad med Santa" blev ændre til "Vidunderlig Vinter Morgenmad," og som en anerkendelse af de trosretninger som ikke var repræsenteret blev Santa sluset ind i den uafhængige "Frosty the Snowman."

Julemanden kan associeres med Sankt Nikolas, men hans maven sig igennem skorstenen og hans røde tøj med hvide striber er også blevet knyttet til hedenske ritualer. Shamanen i visse sibiriske stammer har deltaget i midvinterfestivaler når han kom ned gennem røghullet i yurten (hytten) og derpå ned af træstammen der støttede taget. Når han en gang var indenfor ville han uddele hallucinationsfremkaldende Rød Fluesvamp (Amanita muscaria, som er rød og hvid i Sibirien og Europa) til de tilstedeværende, udføre ritualer og så igen drage ud gennem røghullet.

Amanita muscaria i sin europæiske (røde) form, af Adrian Morgan.

Georg Steller, en besøgende på Kamtjatka bemærkede i 1744 at rensdyr der om vinteren spiste den svampelignende hallucinerende  Cladonia også spiste disse svampe (rød fluesvamp): "Når en Koryak (stamme) mødte et beruset rensdyr, bandt de dyrets ben indtil virkningen af svampen var forsvundet. Derpå dræbte de rensdyret. Hvis de dræbte dyret mens det stadig var omtåget og spiste dets kød, så ville enhver der smagte det blive omtåget, som hvis han selv havde spist svampen." Det kunne se ud til at Donner, Blitzen, Prancer, Vixen og deres venner kan have fundet på en bizar måde at få julemanden ud at flyve.

For nogle mennesker er Julen en vigtig begivenheden selvom de ikke er troende. I år blev en ni-årig skotsk dreng udelukket fra sin skoles årlige Julefest, fordi hans mor tidligere havde forbudt ham at overvære religionsundervisning. Douglas Stewarts mor blev edderrasende da han ikke fik lov til at være med og sagde: "Jeg har hjulpet til ved Julefester før, og det har absolut intet med Jesus at gøre. Douglas var ulykkelig over han ikke kunne komme med. Det var grusomt."

Cromwells tid er for længst forbi, men nogle kristne mener Julen er kommet for langt bort fra det oprindelige formål. I 2001, sagde en Metodist præst fra Manchester at kommercialiseringen af Julen har ført til at den er blevet en "galskabens" tid. Selvmordsraten stiger ved Juletid og således er den årsag til elendighed for nogle, og bør derfor forbydes, argumenterede præsten Martin Swan. Han tilføjede: "Julemandsaspektet ved Julen har intet med kristne at gøre."

I United States argumenterede evangelisten Garner Ted Armstrong, der døde i 2003, for at Julen, som den fejres nu i tiden. kun har lidt at gøre med de kendte detaljer ved Kristi fødsel. Han har skrevet: "Men det er umuligt at få bragt Kristus tilbage til Julen, da han aldrig nogensinde har befundet sig i Julen! Armstrong's  argumentation har nogen vægt.

Maleri af  Sandro Botticelli (1445 – 1510)

Krybbescenen som vi kender det fra Julekort, forestillinger i skolen og udstillinger blev først skabt af Sankt Frans af Assis i det 13. århundrede. Frans samlede skuespillere, en okse, et æsel og en foderkrybbe. Den eneste omtale af krybben var i Lukas evangeliet, hvor hyrderne "hastigt kom og fandt Maria, og Josef og babyen liggende i en krybbe." (Lukas 2:7-16) Der ingen omtale af dyr der kiggede med, skønt billedet er ganske så tiltrækkende når man tænker på Frans' kærlighed til dyr.

Sankt Frans ville være blevet lamslået over variationerne af Fødselsscenariet som det praktiseres i provinsen Katalonien i det nordlige Spanien. Her har man tilføjet en ekstra figur, kendt som "El Caganer" - hvis navn på pænt engelsk ville være "den store skider." Denne figur er en hyrde iført en rød hue, der befinder sig i udkanten af Fødselsscenen, og som letter sine tarme. Tilsyneladende er skildringen af denne figur af oldgammel oprindelse og kan repræsentere jorden der gødes om vinteren for at give ny vækst om foråret. Modeller af den 'pølsende' hyrde kan antage forskellig former, såsom 'pølsende bedstemødre.' I Tyskland, Frankrig og Nederlandene kan man se tilsvarende figuer som El Caganer. I Frankrig er disse kaldt "Père la Colique" eller "Far har Mavebesvær."

I dag i Katalonien er der endog en figur af præsident Obama som El Caganer!

I 2007, kom ærkebispen af Canterbury og overhoved for den anglikanske kirke, Dr. Rowan Williams, ligeledes med de samme pointer som Garner ted Armstrong har fremført. Dr. Williams har sagt, at magikerne, der kun nævnes hos Mattæus, var af et ukendt antal og helt sikkert ikke var "Tre Konger." Han nævner at der ikke er noget bibelsk bevis på dyr, og har sagt at Kristus med stor sandsynlighed ikke blev født i december.

Julen skønt set som en vital del af Vestens arv, er i historiens løb blevet 'inficeret' med hedenske traditioner der er knyttet til vintersolhverv. Den er blevet en væsentlig kommerciel begivenhed med legetøjsforretninger og boghandler der har deres bedste handel i denne tid. Den er også blevet en lysfestival i de lange mørke nætter. I Amerika og i øget grad i Storbritannien er det blevet en sædvane at dekorere sit hjem med opyste julesscnerier. Nogle af disse er så spektakulære at de i sig selv er blevet turistattraktioner.

De få detaljer om Kristi fødsel der kan uddrages med sikkerhed fra Evangelierne er dog, at hændelsen fandt sted i Betlehem, der nu er på den palæstinensiske Vestbred. Da den palæstinensisk intifada bryd ud i september 2000, var konsekvenserne for den kristne turisme ildevarslende, Bethlehem meddelte det år, at der ikke ville være nogen festivitas. Mens palæstinenserne er blevet mere militante, er antallet af kristne der bor i Det Hellige Land faldet ganske betragteligt på grund af fysiske trusler og tyveri af deres land. For 60 år siden var 20% af de lokale befolkning kristne. Nu er det tal faldet til 2%

I 2007, har antallet af kristne turister vist en sund stigning med cirka 65000 besøgende, fire gange højere end det tal man nåede til i 2005. Julen bliver endog fejret i Jordan, hvor flertallet af befolkningen er muslimer. 

Julen - målet for islamist angreb

Terror angreb planlægges af muslimer under Julen og er nu blevet etablerede traditionelle traditioner som det at synge julesange og juletræer. Fænomenet er ikke nyt. I 2000 planlagde en stor gruppe af muslimer fra GSPC (Salfist Gruppen for Kamp og Forkyndelse, nu kendt som Al Queda i Maghreb, eller AQUIM) at bombe det årlige julemarked i Strasbourg, i det nordøstlige Frankrig. Dette marked foregår nedenfor katedralens tårn. Terroristerne, der alle kom fra Algeriet, var borgere i Frankrig, Tyskland og Storbritannien.

Den 8. december 2006, blev Derek Shareef, en sort konvertit til Nation of Islam ført frem i retten anklaget for at planlægning i granatangreb mod kristne på juleindkøb i Cherryvale butikscentret i Rockford, Illinois. I september 2008, fik han en dom på 35 års fængsel.

I Julen, for få år siden forsøgte underbuksebomberen Umar Farouk Abdulmutallab, tidligere chef for Student Society at City University, og som var kommet i den berygtede Moske i Østlondon at sprænge et fly i luften fuld af mennesker mens det nærmede sig Detroit - juledag. I år i Portland, Orego, var det at byens juletræ blev tændt målet for Mohamed Mohamud, en somalisk indvandrer. Han er blevet anbragt i varetægt, da de andre fanger synes at ville angribe ham.

Den 11. december det år, forsøgte en irakisk født jihadist, der havde tilbragt årevis i Storbritannien, at placere rørbomber og en bilbombe i Stockholm, Sverige. Heldigvis blev kun to mennesker lettere såret da den uduelige jihadist Taimur Abdulwahab al-Abdaly (på billedet) fik sprunget sig selv i luften ved et uheld. 

Forhåbningsvis vil der ikke være flere islamistisk angreb denne Jul, skønt kristne i Egypten, Pakistan, Irak og andre muslimske lande konstant må udholde undertrykkelse i en skala der er langt værre en den "diskrimination" der får grupper som CAIR til at styrte hen til ACLU .

I Storbritannien er islamisterne blomstret uhindret op lige siden 1989, da myndighederne undlod at anklage de muslimske ledere, der bad for og gik ind for døden over forfatteren Salman Rushdie. I atmosfæren af tolerance for det som ikke kan tolereres er islamisterne blevet 'forkælet' på måder som ingen kristen ville blive det i 'muslimske' lande. 

Sidste eksempel på islamisk tag selv bord stammer fra en gruppe der erklærer sig som værende uden tilknytning til andre islamiske organisationer. Det er meget sandsynligt at denne gruppe er blot en fløj af Al Muhajiroun gruppen. Den kalder sig "Julen er Ond!" Dens pressemeddelelse er en parodi på sangen "The 12 Days of Christmas." Men uanset ironien da lader pressemeddelelsen formode, at pædofili ganske naturligt stammer fra Julens fester. Gruppen foreslår som løsning på den sociale deroute, at nationen skal antage Islam.

Gruppen synes at tro at mennekser ikke er klar over at Islams profet havde sex med sin hustru Aisha da hun blot var ni år gammel. Men disse individer kan ikke se det latterlige i deres fordømmelse af Julen som en forløber for misbrug af børn.

Det kristne budskab om Julen er om "gode nyheder" og om "fred og god vilje til alle." Uanset hvad din tro måtte være, og hvordan du vælger at fejre denne Jul, må I alle da nyde fred og god vilje i Jeres liv. Til de som tjener deres land i udlandet, langt borte fra familierne, må I, i særlig grad nyde en rigtig glædelig og jul i år.

This is an updated version of an earlier Family Security Matters article that appeared in 2008.