Kong John, Sharia og England
Adrian Morgan
Rowan Williams, ærkebiskoppen af Canterbury, grublede fornylig over Sharia lov i England på BBC radio. Han gjorde sig til talsmand for, at det kun at have et lovsystem var en "fare." Hans betragtninger medførte vrede og en mængde artikler blev skrevet som angiveligt skulle "forklare" Sharia. Mange af disse artikler var nedladende og ukorrekte og forsøgte ligesom Williams at undgå at komme ind på den kendsgerning at f.eks. i ægteskab, da er muslimsk lov diskriminerende mod kvinder.
I en artikel fra Guardian beskriver Elizabeth Stewart ganske kort at i 1213 tilbød Kong John at blive Muslim og lade England underkaste Sharia. Stewart skrev: :"Men den Marokkanske hersker besluttede, at en konge som var villig til at forråde sin egen religion og undersåtter højst sandsynlig ikke ville være en god allieret og afviste hans forslag."
Dette skulle angiveligt have fundet sted i 1213, to år før den upopulære konge blev tvunget til at underskrive Magna Carta i Runnymede, 19. juni 1215.
Historien blev taget op igen af Graham Stewart i The Times en uge senere. Historien er bedre kendt i den Muslimske verden end i England. Selv i det 19. århundrede da studier af Englands middelalder periode var mere populær, end nogensinde siger historikere, at historien var meget lidt kendt.
Den Britiske Ambassade i Rabat, Marokko, fastslår på sit website: "Marokko og England har haft såvel handel- som politiske forbindelser igennem meget lang tid. Diplomatiske forbindelser kan dateres tilbage til, i hvert fald, 1213 AD, da Kong John af England udsendte repræsentanter for at få støtte af Mohammed El-Nasir, Marokko's fjerde Almohad hersker. Det ser ud til at Mohammed El-Nasir ikke lod sig imponere af hvad han hørte om den engelske konge, og bad repræsentanterne meddele at Kong John ikke var værdig til en alliance med ham."
Hvad er så baggrunden for denne fortælling og har den nogen substans? Den første gang en sådan delegation til Marokko nævnes er af historikeren Matthew Paris, en Benedektiner munk. Paris skrev en omfattende verdenshistorie i flere bind, en beretning som begyndte med Skabelsen og fortsatte til hans tid.
Paris trak mange detaljer frem om Kong John's liv og tid, således også underskrivelsen af Magna Carta hentet fra en anden munks skriverier, historikeren Roger af Wendover, prior af Belvoir klosteret som døde i 1236. Roger skrev en krønike med navnet "Flores Historarium" (Historiens Blomster), men ingen omtale af Kong John's mission til Marokko nævnes deri.
Kong John's Styre.
Kong John' styre var en ulykkelig periode. Han blev født i 1167, den yngste af Henry II's sønner. Ved Henry's død i 1189 efterlod han ingen landbesiddelser til John, det på trods af han var hans yndlingssøn. Dette førte til tilnavnet "John Landeløs" af hans adelsmænd, et tilnavn som blev hængende selv efter han blev konge i 1199, da han mistede adskillige landområder i Frankring under sit styre.
Historiske romantiske forestillinger har behandlet John's ældre broder Richard langt mere gunstigt. Richard I (Coeur de Lion, eller Løvehjerte) var en fremragende kriger, men på mange måder en elendig konge. Han var anti-semit og ville ikke have jøder ved sin kroning, hvilket medførte massakrer på jøder i London. Richard overlod land og ærestitler til John. Henry II havde indført en skat kaldet "Saladin tiende", for at dække udgifterne ved at sende tropper til generobringen af Jerusalem, som var faldet for Saladins hære i 1187. (Jerusalems fald er temaet for filmen Kingdom of Heaven).
Al den tid Richard regerede tilbragte han blot 6 måneder i England og det meste af den tid blev brugt til at inddrive skatter. Det Tredje Korstog begyndte rimeligt, men generobringen af Jerusalem, som var hovedformålet, mislykkedes. Da Richard vendte tilbage blev han taget til fange af Leopold, Greve af Østrig i 1192 og fængslet af Henrik IV, den Hellige Romerske Kejser. Han blev løsladt i 1194 efter at en løsesum var betalt. Efter befrielsen sloges Richard konstant med Kongen af Frankrig, Philip Augustus. Ærkebiskoppen af Canterbury, Hubert Walter, herskede som stedfortræder, Richard blev dræbt af en pil under angrebet på slottet Chaluz.
Richard Løvehjerte på sit dødsleje, iflg. legenden tilgav denne 'hellige' mand bueskytten.
John havde forgæves søgt at overtage herredømmet fra Richard i 1194 mens denne var fængslet, men blev efterfølgende benådet. Den voldsomme beskatning, som blev indført for at betale for Det Tredje Korstog førte til en galopperende inflation på det tidspunkt John blev konge. Richard's kamphandlinger med den franske konge førte til en opblusssen af konflikter blandt adelsmændene i den nordlige del af Frankrig som var en del af kongen af Angevin/Plantagenet's territorier. Hubert Walter støttede Johns vej til tronen og som rigets højeste embedsmand (Lord Chancellor) havde han kontrollen med England såvel administrativt som finansielt. Efter Walter's død 13. juli 1205 voksede John's problemer yderligere.
Hubert Walter's efterfølger som ærkebiskop af Canterbury kom til at udgøre et skel mellem de engelske biskopper og Kristi Kirkes munke, tilknyttet katedralen ved Canterbury. Munkene ønskede deres egen, Reginald, som ærkebiskop, og John og biskopperne ønskede John de Freay. Begge blev valgt af deres tilhængere, men Pave Innocent III erklærede begge valg for ugyldige og indsatte i stedet Stephen Langton. Den 17. juni 1207, salvede Innocent, Langton i Viterbo. John ville ikke lade Langton komme ind i landet og tog de munkes ejendom i besiddelse, som havde været imod ham.
I 1207 besluttede John at pålægge skat på kirken. I det nordlige England især, havde Cistercienser klostrene enorme landbesiddelser og benyttede overskuddene fra landbrug og minedrift til at forøge deres velstand. Geoffrey, Ærkebiskop af York, stod i spidsen for en kirkelig opstand mod John og måtte flygte fra landet.
24. marts 1208 udstedte Innocent en interdikt, hvilket betød af alle kirker blev lukket. Der blev ikke holdt nogen form for kirkelige tjenester undtagen dåb og velsignelser af døende. Det følgende år ekskommunikerede Innocent John. John svarede med angreb på kirkelederne og deres ejendom og Innocent afsatte ham officielt i 1212. For at sikre at det skete beordrede Innocent Philip Augustus, Frankrigs konge at sørge for at det skete, og således fortsatte krigen mellem England og Frankrig.
John's problemer med Angevin områderne i Frankrig var begyndt i 1202 da hans nevø Arthur blev myrdet. Befolkningen i Bretagne beskyldte John for ugerningen og foranstaltede et oprør. John lod sig involvere i adskillige krigshandlinger i det nordlige Frankrig, og udskrev skatter for at betale for disse håbløse foretagender. I 1206 mistede han kontrollen med Normandiet, Anjou, Maine og dele af Poitou.
Den 13. maj 1213, overgav John, England som lensgods til Paven og Pavedømmet. Det samme år vendte Stephen Langton endelig tilbage til England og overtog rollen som ærkebiskop af Canterbury. Efter kirken havde modtaget erstatning blev interdiktet ophævet 29. juni 1214.
Canterbury Cathedral
Den religiøse krise havde svækket John og i maj 1215 udbrød en borgerkrig med baronerne, som derpå indtog London. Langton, i ledtog med baronerne, tvang derpå John til at underskrive Magna Carta i juni det samme år. Innocent ekskommunikerede adelsmændene, suspenderede Langton og beordrede ham til at forblive udenfor England. Langton kom først tilbage til England i 1218 efter John's død.
Magna Carta underskrives John døde som flygtning. Adelsmændene havde inviteret Prins Louis af Frankrig til at kæmpe for sig og tilbød ham Englands trone som betaling for sejren. John kæmpede sig vej omkring Englands østlige kyst ved tidevandsmudderbankerne ved Wash. Her den 12. oktober, 1216, sank hans vogntog med hans personlige skat ned i mudderet. Roger af Wendower skrev, at John's "skatte, værdifulde fartøjer og alle andre ting som han omgærdede med megen kærlighed" blev opslugt at de "Bundløse hvirvelstrømme." Det lykkedes kongen at komme til Swineshead i Lincolnshire, hvor han døde et par dage senere af feber.
Matthew Paris's Beretning.
Den oprindelige beretning om John's udsendinge til Marokko, hvor han tilbyder at lade England underlægge sig Sharia lov, blev skrevet lang tid efter disse påståede begivenheder. Matthew Paris (1200-1259) var knap nok i puberteten da delegationen blev sendt til Marokko.
Hele teksten (på latin) kan downloades fra Stanford Universitetets Medieval an Modern Thought Digitization Project. Det kan ses i bind II af Chronica Majora, på siderne 559-564 .
En engelsk oversættelse fra 1924 begynder: "Hvordan kongen i fortvivlelse sender til Amir ul-Mummin"
Han sendte derfor i al hast hemmelige delegationer, nemlig Thomas af Herdington, Radulfus, søn af Nicholas Esquire, og Robert af London, en gejstlig, til Admiralius Murmelis, Kongen af Afrika, Marokko og Spanien, som mest er kendt som Miramumelinus (Amir ul-Mummin), og bekendtgjorde at han var helt og fuldt beredt til at overlade sig selv og sit kongedømme og forventede det samme af ham, og hvis det faldt i (den marokkanske konge) hans smag, at blive hans undersåt. Tillige ville han ikke alene afskrive sig sin kristne tro, som han anså som falsk, men også adlyde Muhammeds lov trofast.
Således overbragte den hemmelige delegation budskabet da de ankom til den omtalte prins's hof. De mødte først nogle få bevæbnede mænd med dragne sværd ved den første port som førte ind til de indre gemakker. Ved den anden indgang (gårdhaven) var der mere sværtbevæbnede soldater end de forrige og, må man formode, langt stærkere, mere modige og langt flere end ved den første indgang. Da de stille og roligt fik adgang af Amiren selv (for den mægtige konge kaldes admiralius) hilste udsendingene ærbødigt på vegne af deres konge, det vil sige England, og forklarede i detaljer grunden til deres besøg, idet de afleverede et brev fra kongen som blev oversat af en translatør som var blevet hidkaldt. Da dette var formidlet lukkede kongen den bog han havde studeret....
Historien beskrives i kort form i en bog fra 1842, The Church of Britain, From the Birth og Jesus, af Thomas Fullar, forstander ved Sarum. Han skrev:
Kong John der var i svære problemer sendte derfor en, i grunden afstumpet og ukristelig, delegation til Admiralius Mermelius, en Mohometansk Konge af Marokko, dengang meget magtfuld og i besiddelse af en stor del af Spanien; og tilbød ham på den betingelse, at dersom han ville give ham fuld støtte, at lade det engelske kongerige være en vasalstat under ham og at følge Mahomets love. Maureren, overmåde forundret over tilbudet, fortalte ambassadørerne, at han senere havde læst Paulus's epistler, som han godt kunne lide, undtagen den del hvor Paulus afskriver sin barnetro og den Jødiske bekendelse: af den årsag afslog han Kong John, som var blottet for såvel fromhed og høflighed, som ville elske sin frihed og frasige sig sin religion : en besynderlig holdning, hvis det er sandt.
Den Almohadiske konge Mohamed el-Nasir (Mohammed III) herskede fra 1199 til 1213, 1214 og hans efterfølger var Youssef II, som herskede til 1223. I juli 1212, året før udsendingene kom i audiens var Mohamed el-Nasir blevet besejret i den sydlige del af Spanien ved en alliance af kristne fyrster. Slaget blev benævnt som Slaget ved Las Navas de Tolosa af kristne og Slaget ved Al-uqab af muslimer. Det virker usandsynligt, at John skulle søge om beskyttelse hos en konge som var så militært svækket, især da John samtidig kunne se frem til Pavedømmets og Det Hellige Romerske Riges vrede.
Den marrokanske konge nævnes ikke særskilt af Matthew Paris. Hans titler er ikke personlige navne. "Admiralius Murmelius" betyder sandsynligvis Admiral eller Emir Mermelius (Konge af Afrika). Miramumelius kan være en sammantrækning af Emir el Muminin eller "forsvareren af de troende". Denne titel blev sædvanligvis knyttet til en Kalif, og i spanske historieberetninger, blev udtrykket "Mirmamolin" brugt til at beskrive de Almohadiske herskere, som også blev anset som Kaliffer. Det er tvivlsomt om Paris talte om Nasir's efterfølger Youssef, som var langt mindre magtfuld.
Roger af Wendover nævner Kongen af Marokko (an-Nasir) i sin bog 'Flowers of History' og fastslår i et tillæg (fra latin):
I de dage rådede kongen af Marokko over tredive og flere andre hære af hedninger, blandt hvilket det blev formodet at der var seks ti gange hundrede tusinde som kom stormende fra Afrika for at invadere Spanien, herske over landet Spanien, og senere andre provinser herfra, i tide vil det rygtes af Korsfarernes General vil føre krig mod dem, af hvilken Richard, konge af det mægtige England, hvis berømmelse er frygtet over hele Orienten og endog skræmmer mange fra Afrika, af hvem det nævnes, at han var blevet taget til fange og torteret og derpå indgik en tuskhandel, og som derpå forberedte sig på at vende tilbage for at gå i krig mod Kongen af Frankrig. Alle som derfor ikke udviser tro tvinges til at trække sig tilbage til deres eget land.
Trods den marokkanske konges tilstedeværelse nævner Roger af Wendover ikke Kong John's forsøge på at vinde dennes gunst. Graham Stewart skriver i The Times, at Paris var en sand "propagandist", hvis hensigt var at nedgøre kongens handling. På den anden side hævdede han, at have en pålidelig kilde for historien: Paris var munk ved St. Albans Abbey, hvor prioren var Robert af London, som det påståes var en af Kong John's marokkanske medsammensvorne.
Den eneste anden Middeladler forfatter som nævner delegationen til den marokkanske konge er Thomas Walsingham, en Benedektiner munk ved St. Albans, Hertfordshire. Han opholdt sig ved det samme Abbey, hvor Matthew Paris havde virket. Walsingham's beretning, en omarbejdet version af Paris's er med i bogen Gesta Abbatum Sancti Albani. (Optegnelser fra Abbey of St. Albans).
Kong John var ingen heldig konge, men hans ry er ikke blevet gjort bedre af historiskriverne. Paris gengiver beretninger i sin histore kaldet "Kong Johns modbydeligheder."
Selv kongens død af sygdom blev brugt som undskyldning for at sværte ham. I 1670 udgav William Prynne "Kong John's Historie." Idet han øjensynlig citerer en beretning af krønikeskriveren ved St. Albans (Matthew Paris), skriver han, at efter han havde mistet sine værdier ved Walsh tog John til Swineshead Abbey. Kongen sagde han ville sørge for at økonomien ville falde sammen så at et halfpenny brød ville komme til at koste tyve shillings.
En munk hørte dette og besluttede at give John "en sådan drik, at alle i England ville blive glade og muntre." Munken fandt en tudse , lavede hul i den med en brochepin og lod dens blod dryppe ned i et bæger, som derpå fyldtes med ale. Dette blev givet til John, og munken sagde: "Værsågod, for aldrig i hele dit liv vil du få så godt et bæger." De drak begge og begge blev syge og munken døde i klosterets sygeafdeling. John "beordrede et brokbind, men det var nyttesløst, for hans mave begyndte at svulme op og efter to dage døde han, på morgenen efter St. Lukis dag."
I den victorianske tid beskrev Thomas Fuller en anden beretning fra Matthew Paris omhandlende Kong John.
Peter af Wakefield i Yorkshire, en eremit, profeterede at John ville blive konge af England men ikke længere end til den næste Kristi Himmelfartsdag; efter denne højtidelige højtid, (på hvilken Kristus, siddende på sin trone, tog sit himmelske rige i besiddelse), denne modstander af Kristus skulle ikke længere nyde den engelske krone; og, som nogle fortæller, forudsagde han at ingen af Kong John's slægt skulle krones som konge i riget. Kongen benævnte denne profet "en idiotisk tåbe" hvilken beskrivelse var en modsætning, så kongen fortrød - og kaldte ham blot en idiot og straffede ham som en slyngel ved at fængsle ham i Corfe-Castle (Dorset). Profetens lænker gav vinger til hans profeti; og dersom kongen havde ignoreret den, måske ville have ladet forudsigelsen glide over i glemsel, da begyndte mænd nu at mistænke den for at være sand siden den havde gjort sig fortjent til en klog prins's mishag. Således blev den spredt over hele kongeriget...
Matthew Paris kan have hørt om historien om delegationen til Marokko fra Robert af London, og have opfattet den som sand. Men uanset om han opfattede den som sand, da er der for mange omstændighedsbeviser som beviser at den var ren propaganda. John's krig med Kirken blev taget meget alvorligt af munke og gejstligheden, og han fortsatte med at blive straffet derfor i litteraturen i de følgende århundreder. De mytologiske historier om Robin Hood fremstiller ham som en forræder. Shakespeare tilføjer den populære myte aspektet af, at John var svag og rænkefuld i stykket "Kong Johns død" opført første gang i 1596.
Den marokkanske konge var ikke i stand til at tilbyde nogen beskyttelse i 1213, og skønt John var letsindig og desperat så var hans beslutning om at tilbyde England som lensgods til Pave Innocent III en rimelig god løsning på hans problemer. Adelsmændene bekymrede sig mere om deres egen overlevelse end kongens rygte. John er af historieskrivere portrætteret som en fjende af Kristendommen. Langt senere politiske historikere udstiller ham som en tyran, som nødtvungent måtte acceptere Magna Carta, et dokument som angiveligt ville føre til udformningen af en verdslig lov.
Beretningen om John der tilbyder at blive Muslim er farverig og underholdende. Den er imidlertid, med den største sandsynlig, ikke sand, en myte fremkommet gennem ond snak.
http://www.fsmarchives.org/article.php?id=1386727
# #
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar