fredag den 24. oktober 2014

At skære eller ikke skære: Alternativer til omskærelse

At skære eller ikke skære: Alternativer til omskærelse

       

Nye ritualer anviser måder, hvorpå jøder symbolsk kan vedkende sig deres pagt med Gud uden at omskære drengebørn               

                                                   
Marjorie Ingall|                                           
                               
Da min nevø Eli blev født skulle han så absolut ikke omskæres. Hans far er ikke jøde, men britisk, fra en kultur, hvor omskærelse er sjælden. Hans mor - min svigerinde Ellen, der voksede op i Reform jødedom i Milwaukees forstæder - var heller ikke særlig interesseret i indgrebet. (brit milah)

“Det var aldrig vigtigt for mig” fortalte hun. “For mig er omskæring noget latterligt. Jeg tror ikke på Gud, så hvorfor skulle jeg dog nuppe et stykke af mit barn på grund af noget jeg slet ikke tror på? Det er ligesom at ofre en ged eller noget andet. Jeg vil ikke slå en ged ihjel?”

Det er ikke det eneste ved Judaismen hun har negative holdninger til. “De store højtiders ritualer forekom mig hykleriske, ligesom et modeshow ingen var interesserede i,” fortalte hun mig. “Jeg var ikke med på de lejrture som alle de andre jødiske børn kom med på; de havde alle deres fællesskabs ting og jeg følte mig ekskluderet fra det.”? Jeg har ofte talt med Ellen om, hvor trist jeg har det med at hun sammenkæder det at være jøde med patriarkatet og undertrykkelse. Jeg ville ønske hun havde været introduceret til feministisk judaisme, om at stille spørgsmål, have en intellektuel debat og den helhjertede fælles birkat-hamazon taksigelse som jeg voksede op med.

Med til at forklare Ellens forbehold er den kendsgerning, at hun som ung kvinde først i 20’erne giftede sig med en noget ufleksibel jødisk mand, der ønskede et kosher hjem, men ikke ønskede at bidrage til arbejdet, som direkte nægtede ligestilling (ketubah) (ægteskabskontrakt, der indbefatter, at man kan blive skilt.) og kom med egenrådige beslutninger om penge og ejendele. Efter Ellen giftede sig igen, og Eli født, forsøgte jeg slet ikke at ‘sælge’ hende brit milah.

Min svigermor var som fortvivlet. Da hun ikke var i stand til at få Ellen til at være med på det jødiske omskærelsesritual, krævede hun til sidst, “Så få det lavet på et hospital! Det tager kun et øjeblik!” Ellens svar: “Og hvad så? Hvis det ikke gøres med en religiøs baggrund og der ingen lægelige grunde er til at skære i ham, hvorfor skulle jeg så gøre det?


Den kendsgerning at emnet er så følelsesbetonet, og at disse følelser er helt ude af proportioner, er ironisk, når man tænker på at det er et lille stykke væv der er tale om. Men judaismen har altid handlet om at debattere og gøre småting til kæmpe bjerge.

Jeg føler mig heldig ved at have to piger, så derfor har jeg aldrig skulle spekulere over, hvad jeg ville beslutte dersom jeg blev konfronteret med en lillebitte jødisk forhud. Jeg havde dog navngivnings ceremonier i vort hjem for begge mine døtre med ritualer og bønner udvalgt fra
the Reconstructionist site RitualWell. Det var virkelig bevægende, at fremvise mine babyer til min familie og venner - og især at meddele af Maxine var opkaldt efter min far, der var død blot to måneder før hun blev født. Det gør mig trist dersom familier der fravælger brit milah også glemmer denne lejlighed til symbolsk at byde deres baby velkommen i det jødiske samfund.  

Dog har nogle jøder valgt at se bort fra brit milah og har i stedet skabt nye ritualer der byder babyer velkommen og symbolsk anerkender pagten (eller brit) mellem Gud og jøderne der går helt tilbage til Abraham. Disse ceremonier har forskellige navne:

Brit shalom er den mest almindelige, men et site kaldet Circumstitions nævner andre, såsom  brit chaiim, “alternativ brit,” brit ben, brit b’li milah. De har alle en ting tilfælles: Ingen af dem omfatter faktisk omskærelse.

En hel del jøder, som min svigermor, kan faktisk ikke sætte ord på, hvorfor brit milah er vigtig. Det kan rabbi Joshua Ratner. Han skrev en artikel for My Jewish Learning kaldet “At nuppe eller ikke at nuppe: Hvorfor jeg siger Ja til omskæring,” og citerer 1. Mosebog 17 om Guds bud til Abraham og bekræfter værdien af at følge mitzvah. I et interview sagde han til mig:
Brit milah er knyttet til identitetsskabelse, den forbinder den ene generation med den næste. Den sikrer at pagten ikke kun er historisk, ikke kun noget vi læser om, men noget vi handler efter. Det er en individuel bekræftelse af pagten med Gud sammen med en let forståelig, instinktiv metode til at knytte os til vore forfædre.”

For et par uger siden blev Ratner interviewet af Beyond the Bris, en jødisk hjemmeside for “omskæringsmodstandere - (intaktivister) altså mennesker der går mod omskæring. Jeg spurgte ham, hvorfor han var villig til at have noget at gøre med de som med ildhu er uenig med ham:

“Som en konservativ rabbi, ønsker jeg at alle jøder skal føle de hører hjemme i det jødiske samfund,” sagde han til mig. “Hvis nogen besøger hjemmesiden og har spørgsmål om halakhic indstillingen før de tager en beslutning synes jeg det er godt for dem at se det fra mit perspektiv, da det ellers  ikke blev fremholdt på siden. Jeg mener vi skal arbejde sammen og være inkluderende og arbejde for at nå ind til hinanden, og få nogen til at føle, at uanset beslutningerne man tager om hvilket som helst emne, om det er omskæring eller blandede ægteskaber er der altid plads i det jødiske samfund til dig.” (Jeg roste Ratner for at være så åben og foreslog han ikke læste kommentarerne efter interviewet)

For at slå det fast så er de lægelige beviser til fordel for omskæring blandede. Tre tilfældige kontrollerede undersøgelser i Afrika fandt, at det at være omskåret betød man havde en lavere risiko for at få HIV, kønsvorter og type-2 herpes hos voksne; amerikanske studier har antydet lignende resultater. Men omskæringsmodstandere (intaktivister) sagde, at disse undersøgelser var fejlbehæftede og med en skjult dagsorden, og at de kun fokuserede på renlighed, og at brug af kondom ville have samme effekt. Et kerne argument for en masse omskæringsmodstandere (intaktivister), er under alle omstændigheder, at forældre ikke har ret til at underlægge deres babyer en procedure de er for unge til at samtykke i.

Og selvom de lægelige goder skulle være tydelige så er det ikke det der driver troende jøder til at følge religiøs lov. Når nogen fortæller mig at grunden til at overholde kosher er, fordi det er renere og sundere, da ruller jeg med øjnene. Det kan måske have været sandt tilbage i tiden, men i dag mellem skandalerne på jødiske slagterier, og mulighederne for adgang til kød der er produceret på åbne grønne marker uden brug af antibiotika og hormoner gælder det argument ikke længere. Argumenter til fordel for traditionen, til fordel for vigtigheden af hele tiden at blive mindet om den forskel vor kultur udgør er helt i orden,  men at argumentere for,  at “fordi Guds sagde det, derfor “... benyt ikke Tora til at diskutere videnskab.

Måske er de ikke helt afgørende lægelige beviser mod omskæring årsagen til at antallet af omskæringer i USA har været faldende i 30 år.

Siden 1979 er procentdelen af omskårne amerikanske børn dykket fra 64,5% til 58.3%. (Ændret demografi og den kendsgerning, at mange delstatsregeringer har fjernet Medicaid dækningen for indgrebet kan også være en medvirkende faktor).

Det er nærmest umuligt at fastslå, hvor mange jødiske familier der vælger fra, men Rebecca Wald, der leder Beyond the Bris med Lisa Braver Moss, siger at antallet søgninger og forespørgsler på sitet er steget voldsomt siden man oprettede siden i 2010.

Den israelske avis Haaretz anslår at 1% til 2% af de jødiske spædbørn født i Israel i det sidste årti ikke er blevet omskåret - der er en omskæringsmodstander- (intaktivist) bevægelse også i Israel. En undersøgelse i 2006 udført på forældregruppen Mamys hjemmeside i Israel fandt, at antallet var højere: 4,8% af de israelske drenge var ikke omskåret, fordi forældrene var imod ‘lemlæstelsen’ af kroppen - en bevæggrund der omtales af skuespillerinden Alicia Silverstone—man ønsker ikke at påføre barnet smerte).

Skuespillerinden Mayim Bialik er forældreintaktivist, der synes umiddelbart at passe på profilen af en jødisk mor der ikke går ind for omskæring.... men hun har dog ladet sine sønner omskære. Hun bliver angrebet for det så ofte, at hun i det store og hele ikke vil diskutere det. “Det holistiske samfund har gjort at det er nærmest umuligt at tale om det ... hvilket vil sige at der ikke har været rum for dialog,” fortalte hun sitet  Evolutionary Parenting. “[Det] fører kun til at jeg bliver kaldt en der lemlæster.”

Og så er der filosoffer som Jay Michaelsohn der ikke ønsker at skille sig helt af med brit milah, men som spekulerer over, om der mon er et alternativ: En metode til at udføre mitzvah hvor der fjernes mindre væv. (Undersøg hans beskedne forslag med benene over kors, de Herrer)

Jeg spurgte så Wald, hvorfor der er al denne nye debat og bekymring og ængstelse over en oldgammel praksis. “Jo ser du det jødiske folk har altid været optaget af deres børns velbefindende,” sagde Wald, “Vi ønsker alle at gøre det bedste for vore rollinger. Og der er stadig flere beviser på at omskæring ikke er det bedste.”

Hun fortsatte, “Tænk over en penis’ anatomi. Hvis de fratager penis dens forhud, så eksternaliseres det som er et internt organ. Nogle mennesker har det ikke godt med at sammenligne omskærelse med kvindelig genital omskærelse, men at fjerne eksterne labia, selvom det kan være mere kompliceret er ikke helt sammenlignelig med at fjerne forhuden; du har forvandlet slimhindevæggen med ikke slimhindevæv. Hvis man ved dette er det vanskeligt at forsvare den praksis.”

Jeg undrede mig over om Wald, en person med eksamen i jura, havde været udsat for irettesættelser på grund af sine synspunkter, der jo går direkte mod førende jødisk tradition. Hun lo, “Jeg er gift med en ikke jøde, jeg er helt sikker på min jødiske identitet, jeg er uddannet i medicin og i hvad Toraen siger - når folk taler med mig er det svært for dem at afvise mig, fordi de indser, ‘Åh jo det er som om hun er en ægte jøde!’”

Tilfældigvis falder Maimonides’ (1138-1204) mening sammen med Wald’s om at brit milah har en negativ påvirkning af den seksuelle nydelse.

I “The Guide for the Perplexed,” skrev Maimonides om omskærelse, “Jeg tror at en af metoderne til at begrænse seksuelt samleje er at svække generationsorganet så vidt som muligt, og således forårsage, at manden er tilbageholdende. Nogle mennesker tror, at omskæring er at fjerne en defekt ved mandens udformning; men enhver kan med lethed svare igen: Hvordan kan naturens frembringelser være så mangelfulde at de kræver en ydre fuldendelse, især da forhudens tilstedeværelse for det organ er så åbenbar....(?) Indgrebet på denne kropsdel er lige præcis det som er ønsket; det skader ingen vital funktion, det skader heller ikke forplantningsevnen. Omskæring er blot en modvægt mod overdreven begær; for der er ingen tvivl om at omskærelse svækker den seksuelle ophidselses kraft, og sommetider også den naturlige nydelse.”

Der er videnskabelige beviser på at omskæring nedsætter den seksuelle følsomhed. I 1999 ændrede  the American Academy of Pediatrics sin holdning til omskæring fra at have været neutral til en holdning der svarer til, at de data der er tilgængelige ikke er tilstrækkelige til at anbefale en rutinemæssig neonatal mandlig omskærelse.

På Beyond the Bris, foreslår Wald og Moss alternativer til at højtideligholde en jødisk drengs fødsel. Der er ingen der fremhæves frem for andre og forslagene er rigelige online. Nogle familier udfører ceremonien på barnets ottende dag, som ved en konventionel brit milha; nogle gør ikke. Nogle kæder det sammen med ritualer fra Kiddush, der tændes lys sammen, barnet salves og babyens fødder vaskes, der sættes en stol frem til Elijah, eller man udfører Havdalah. De fleste forældre fremfører deres barns navn og forklarer, hvorfor ved ceremonien.

Wald og Moss har lavet en indsamlingsfond for at udgive en bog om de oprindelige brit shalom ceremonier sammen med forslag til, hvordan man kan hjælpe familiemedlemmer der, billedligt talt er ligesom forstenede over det nye. Hvis midlerne er der (man er nået halvvejs) vil bogen udkomme med et album af brit shalom- lignende sange produceret af Jason Paige, sangeren af det originale Pokémon tema og tidligere forsanger i Blood, Sweat & Tears.

En ceremoni som Wald og Moss har skabt indbefatter en ny symbolsk rituel handling: Et granatæble skæres igennem. “Granatæblet repræsenterer frugtbarhed og overflod,” sagde Wald, “og det ‘bløder’ når man skærer i det. Nogle mennesker kunne muligvis ønske faktisk at skære i noget dersom de ønsker et ritual der kommer så tæt på en brit milah. Det er en metode til anerkendelse af den rolle omskærelsen har spillet i det jødiske folks historie; det er ikke blot at give babyen et hebraisk navn og så slut. Granatæblet har længe været et jødisk symbol.”


Hvis man laver en ceremoni for en dreng, hvor kniven også kunne benyttes til at skære i bagels, så kan jeg ikke forstå, hvorfor der skal være en ekspert til stede. Men for mange jøder er det ikke en ægte begivenhed medmindre det er en rabbi eller kantor der leder ceremonien. Sitet Circumstitions har en liste med 187 officielle godkendte religiøse personer i United States, Israel, og ni andre lande.

En af disse officianter er Elyse Wechterman, en Reconstructionist rabbi med base i Massachusetts. (Hun udfører også særlige tjenester for familier med særlige behov i Rhode Island). Hun kalder sin ceremoni for en brit atifah, en Pagt mellem Gud og Menneskeheden - ritualet kan benyttes til drenge der ikke er blevet omskåret, til drenge der er, og til piger.

For Wechterman, er det vigtigt, at ritualet er bredt omfavnende for mange. “Jeg føler dette normaliserer samtalen og byder barnet velkommen i det jødiske folk på en måde der giver mening, tilfredsstiller forældrenes behov, og afspejler visdommnen og dybden af traditionerne,” sagde hun til mig. “For mange mennesker er tallit et symbol på beskyttelse, en kærlig omfavnelse under ‘Schechinahs Vinger.’ Jeg har en positiv tilgang: Hvilken autentisk jødisk visdom og indsigt kan vi bringe til dette barn der bydes velkommen?”

For Wechterman, mangler brit atifah det forsvar der undertiden kendetegner brit shalom og de som går ind for det. “Jeg siger ikke at brit shalom ikke giver mening,” sagde hun. “Men det forekommer mere defineret af hvad det ikke er, end hvad det er. Jeg er ikke interesseret i at udføre ‘ikke-omskærelse’ - jeg er interesseret i at byde den næste generation af jøder velkommen ind i pagten på de mest meningsfyldte mulige måder, hvilket ikke nødvendigvis skal omfatte brit milah for drenge.” (Kendsgerningen at forskellige udøvere at omskærings-frie ritualer har problemer med andre omskærings-frie udøveres ritualer minder mig om vittigheden “to jøder, tre synagoger.”)

Wechterman opsummerede nogle af grundene til at folk ikke vælger brit milah: “En af de vægtigste incitamenter er fremkomsten af bevægelsen for naturlig fødsel; forældre stiller en masse spørgsmål til de hidtidige opfattelser af fødsler, og af gode grunde. Og jeg tror at påvirkningen fra feminismen ikke må undervurderes. Et kernepunkt ved nutidens feminisme er holdningen til kroppens integritet og selvbestemmelse.”

Det at afholde en ceremoni frem for intet at gøre kan hjælpe med til at lindre familierne. “Jeg har set bedsteforældre der var dybt chokerede og oprørte over at deres børnebørn ikke var omskårne, og jeg foretager en ceremoni der bekræfter et jødisk liv for deres børnebørn og de bliver bevæget til tårer,” sagde Wechterman.

Hun fortsatte, “Jeg er ikke imod omskærelse. Men hvis vi skal sætte grænser for hvad der er væsentligt for det jødiske folk at gøre, er jeg ikke sikker på at brit milah vil være med. Jeg vil hellere fokusere på at få folk til at overholde sabbaten  og nogle meningsfyldte valg vedrørende fødevarer. Jødisk sammenhængskraft er mere end blot at gå ind for jødisk praksis der omfatter vort liv, ikke dette lille øjeblik i en søns liv.”  Hun fortsatte, “modstanden for at fravælge brit milah har mange årsager. Men en af dem er, at beslutningstagerne altid har været mænd der selv er omskåret. Mænd der ikke er omskåret kan ikke forestille sig at gøre det, ligesom mænd der er omskåret ikke kan forestille sig det ikke at gøre det.” Og hun påpegede  “Men med et betragteligt antal kvindelige rabbinere så ændrede tingene sig.”

Og med flere forældre der stiller spørgsmål til alt, fra vacciner til genetisk modificerede fødevarer til behovet for organiseret religion så kan tingene ændre sig ret så hurtigt   
       
Marjorie Ingall, a Life & Religion columnist for Tablet Magazine, is the author of The Field Guide to North American Males and the co-author of Hungry.
                                                                                           
http://www.tabletmag.com/jewish-life-and-religion/178356/alternatives-to-circumcision?all=1

torsdag den 23. oktober 2014

Sværd mod Korset - Slaget ved Lepanto 1571

Sværd mod Korset? Slaget ved Lepanto 1571



Bill O’Reilly’s ide om en styrke af lejesoldater til at forsvare det som blev kaldt Kristendommen har nogle meget gamle, om ikke helt præcise fortilfælde.

Mange af Ridder Ordenerne - Tempelridderne og ordner som Johanniterorden og St. Lazarus blev oprindeligt oprettet for at give såvel militær beskyttelse mod muslimske fanatikere og som lægehjælp til kristne pilgrimme der rejste til og fra Det Hellige Land.

De hjalp med til at slå de muslimske invasionsstyrker tilbage, de som havde skabt tilholdssteder og befæstninger i Frankrig og Italien, som del af en knibtangsbevægelse for at erobre og ødelægge Europa, og som endog havde angrebet Vatikanet.

Johanniterordenden blev oprindelig oprettet for at have udposter langs ruten til Det Hellige Land. En af riddernes hovedopgaver var at lave hospitaler, og i dag kan deres kors med 8 punkter ses på ambulancer og førstehjælps organisationer. Imidlertid voksede den militære grens vigtighed og de blev hovedsageligt en militær orden.

Som en privat ridderorden hærgede Johanniterordenens riddere længe tyrkerne i Middelhavet, og efter at være blevet fordrevet fra Rhodos, holdt deres nye hovedkvarter på Malta ud i en episk belejring fra maj til september 1565.
Til sidst blev de forstødt fra Malta af Napoleon, men eksisterer stadig som en velgørenhedsorden, og anerkendes som en uafhængig organisation i mange lande. De har deres eget territorium i forskellige ambassader, herunder en i de befæstninger de byggede på Malta, og endog deres egen mikrostat mellem Rom og Vatikanet. De er ikke længere en militær orden, men........

Korsridderne kunne ikke rent umiddelbart omtales som lejesoldater - de var med for at opnå Himlen, ikke for pengene, og i mange tilfælde betalte de selv de store udgifter.

Korsridderne var på en måde et minimalt modangreb som svar på endeløs muslimsk aggression, der havde fejet Kristendommen ud af Nordafrika, erobret det meste af Spanien og nået langt ind i Frankrig.

Europa var blevet drevet frem til det punkt, hvor man måtte slå tilbage eller forsvinde som de kristne samfund i Nordafrika, Karthago og Alexandria, resterne af Det Romerske Imperium, der var udslettet under de muslimske overgreb, og hundreder af riddere, adelsmænd og småkonger i Europa anerkendte dette umiddelbart.

Til tider havde Paverne selv anført styrker mod de islamiske invaderende tropper.

Man indser ikke i brede kredse, at udover den muslimske erobring af Nordafrika og det meste af Spanien og togtet mod Paris, der blev standset af Karl Martel nær Tours, førte de muslimske styrker fra det 7. århundrede til tiden for det Første Korstog krig mod de kristne civilisationer i hele Middelhavets verden, herunder især det svære nød at knække Italien. Paverne organiserede meget af modstanden mod dette og førte undertiden an personligt.

Rent praktisk beskæftigede de anti-muslimske styrker lejesoldater, i den forstand at de ansatte tropper skulle betales, og før Den Westfalske Freds Traktat gav det første skridt frem mod de moderne opfattelser af nationalismen, og som ofte identificeres med Kristendommen mere end en bestemt nationalstat.

Konstantinopel blev angrebet i 673 og igen fra 717. Den blev slutteligen erobret i 1453. I 873 smadrede de muslimske styrker Calabrien i det sydlige Italien og Saracenerne havde til hensigt at ødelægge Rom, byen for “Petrulus Senex” (Den senile Peter).

I 883 indtog muslimer fæstningen Garigliano, nær Anzio, og plyndrede landet rundt om i de næste 40 år.

Da han vendte hjem fra en synode i Ravenna i 882, fandt Pave Johannes VII en Saracen styrke der truede Rom og skønt hans helbred var dårligt, førte han personligt an i et succesfuldt flådemodangreb.

Efter Konstantinopels fald (tidligere Byzants) til tyrkerne så det ud til at muslimerne ville feje hen over Middelhavsområdet og ind i Europas hjerte.


Som G.K. Chesterton skrev i sit digt, “Lepanto,’ fra 1915:

White founts falling in the Courts of the sun,
And the Soldan of Byzantium is smiling as they run
There is laughter like the fountains in that face of all men feared,
It stirs the forest darkness, the darkness of his beard,
It curls the blood-red crescent, the crescent of his lips,
For the inmost sea of all the earth is shaken with his ships.
He has dared the white republics up the capes of Italy,
He has dashed the Adriatic round the lion of the sea. [Venice]
There is nothing new in Pope Francis’s recent call for military force against Islamicists:
The Pope has cast his arms abroad for agony and loss,
And called the Kings of Christendom for swords about the cross.
Northern Europe, bitterly divided by the Reformation, hardly responded, and Spain was pre-occupied with its new conquests in America:
The cold Queen of England is looking in the glass,
The shadow of the Valois is yawning in the Mass;
From evening isles fantastical rings faint the Spanish gun,
And the Lord upon the Golden Horn is laughing in the sun.

Faktisk sendte Spanien nogen hjælp, og nogle af de sydlige stater i Europa, herunder Napoli, Sicilien, Sardinien, Genova og Savoy, der vidste at deres eksistens stod på spil, gik i en koalition ført an den illegitime søn af Kongen af Spanien, Don John af Østrig.
John of Austria portrait.jpg
Dim drums throbbing in the hills half heard,
Where only on a crownless throne a nameless prince has stirred,
Where, risen from a doubtful seat and half-attainted stall,
The last knight of Europe takes weapons from the wall,
The last and lingering troubadour for whom the bird has sung,
That once went singing southward when all the world was young…

Man stablede en flåde på benene bestående af spanske, venetianske og andre skibe herunder nogle privatejede. Den kristne koalition af 1571, fremmet af Pave Pius V, havde det oprindelige formål at redde den belejrede venetianske koloni Farmagusta på Cypern, det sidste holdepunkt for Venedigs kolonier, de andre var blevet indtaget af tyrkerne i 1570:
Flådens banner, velsignet af Paven blev højtideligt overdraget Don John den 31. august 1571. Da flåden drog til havs fik man besked om at Farmagusta var faldet.

Den muslimske kommandør, Lala Kara Mustapha Pasha, havde forsikre venetianerne om, at hvis de overgav sig ville de få lov til frit at rejse.

Faktisk pågreb og slaveholdt han  garnisonen og den venetianske kommandør Marco Antonio Bragadin blev flået levende og liget hængt på Mustafas galej sammen med hovederne af de andre venetianske officerer - det lyder bekendt, ikke sandt?  

Dette havde dog ikke den ønskede effekt med at afskrække den kristne flåde til overgivelse. Den 7. okober 1571 mødtes flåderne ved Lepanto i et afgørende slag om kontrol over Middelhavet og Europa. Den muslimske flåde var langt større end den kristne, og må have forekommet skrækindjagende da den nærmede sig i en stor halvmåne:

He flings great shadows forwards, making cross and castle dark,
He veils the plumed lions on the galleys of Saint Mark…
Each side had tens of thousands of casualties but the Christian squadrons gradually gained the upper hand:
Don John pounding from the slaughter-painted poop,
Purpling all the ocean like a bloody pirate’s sloop,
Scarlet running over on the silvers and the golds,
Breaking of the hatches up and bursting of the holds,
Thronging of the thousands up that labour under sea
White for bliss and blind for sun and stunned for liberty.
Vivat Hispania!
Domino Gloria!
Don John of Austria
Has set his people free!

Muslimerne blev besejret og deres flåde udslettet, og cirka 10000 kristne galejslaver blev løsladt fra de muslimske skibe før de sank. Det var enden, i nogle århundreder for den store muslimske knibtangsbevægelse mod Europa.

Bill O’Reillys forslag til en styrke har endnu ikke fået et navn. Jeg kan foreslå adskillige.

About the Author
Hal G.P. Colebatch, a lawyer and author, has lectured in International Law and International Relations at Notre Dame University and Edith Cowan University in Western Australia and worked on the staff of two Australian Federal Ministers.

Related Posts with Thumbnails