torsdag den 24. april 2014

Tilbage med Osmannerriget!

Tilbage med Osmannerriget!


Som Europa for fem eller seks hundrede siden er Mellemøsten i dag en scene med skiftende alliancer blandt stater, politiske grupper og kæmpende hære, i en kamp for overherredømmet eller styret i området.

Som kontrast hertil var Det Osmanniske Imperium fra dets oprettelse i 1453 en magtfuld, multinational, mangesproget stat der holdt ud helt frem til 1. november 1922, da det tyrkiske monarki blev fjernet og man erklærede en republik. Det Osmanniske Kalifat blev sløjfet i marts 1924.

Til trods for problemer var Det Osmanniske Imperium intakt i 450 år. Det herskede ved at benytte administrative opdelinger: Provinser eller vilayets og distrikter, eller sanjaks. Islam holdt sammen på riget og sultanen, personifikationen af en familie der havde hersket i 7 hundrede år var Islams beskytter. 


Palæstinensernes fortælling om at være ofre har gjort verden kendt med den palæstinensiske opfattelse af Nakba, den såkaldte katastrofe resultatet af arabernes flytning, fordrivelse af folk under og efter 1948-49 krigen - en krig de selv startede. Set helt objektivt, ja så var den ægte Nakba for araberne afslutningen af Det Osmanniske Imperium, der til trods for politiske og militære problemer havde hersket ved en stærk hær, og accepteret politiske institutioner, og som havde skabt sig alliancer med politiske- og folkegrupper.

Med afslutningen af Imperiet efter 1. Verdenskrig, oprettede Folkeforbundet de ‘kunstige’ arabiske lande i Mellemøsten med tvungne grænser og splittet af af interne etniske og religiøse forskelle. Verden stod nu midt i den rodebunke der stammer fra disse ‘kreationer’ med de to nært forbundne konflikter i Libanon og Syrien.

Problemet er ikke kun kampene og konflikterne i de lande. Langt vigtigere er sandsynligheden for de kan sætte bål i en langt større regional opløsning i Mellemøsten på forskellige måder: Endeløse kampe mellem Shiiter og Sunnier; fornyede angreb mod Israel af forskellige arabiske nationer og grupper; at palæstinenserne opmuntres til at være mere aggressive og mere aktive mod Israel nær Golan Højderne, ligesom i Gaza og på Vestbredden; og omringelsen af Tyrkiet, et ikke-arabisk land i sammenstød med andre muslimske lande.

Det er ildevarslende, at Shiiter fra Iran via Revolutionsgardens korps; fra Irak via Asaib Ahl al-Haq; og fra Hezb’allah ikke alene forsvarer Bashar al Assads regime, men nu forkynder genkomsten af Imam Mahdi - den tolvte Imam - som de anser som forsoneren der vil fjerne verdens ondskab og forene menneskeheden under Islams banner.

Libanon, grundlagt i 1922 af Frankrig, har 18 tydeligt opdelte regioner og sekter blandt de 4 millioner mennesker. Borgerkrigen mellem Maronit Kristne, den største gruppe og andre, der begyndte i 1975 og varede i 15 år førte til at 120000 døde. Politiske ledere, såsom den tidligere premierminister Rafik Harriri der i 2005 blev myrdet af politiske modstandere, fra en rivaliserende religiøs sekt, og medvirken af den syriske regering, der slog General Wissam al-Hassan, den kristne leder af  Lebanese Internal Security Forces, ihjel i Beirut i februar 2005.
Martyrs Square 1982.jpg
Martyr Pladsen statue i Beirut, 1982, under borgerkrigen

Den 11. november 1982 blev Hezb’allah skabt ud af  ellers meget forskellige grupper der blev optrænet af Irans Revolutionsgarde der forvandlede dem til en formidabel terrorist gruppe. Hezb’allah er uden for al tvivl den største magtbesiddende gruppe i landet, stærkere end den officielle libanesiske hær eller nogen anden politiske gruppe.

Hezb'allah har ikke kun slået amerikanere ihjel i angrebene mod U.S. Ambassaden i Beirut oktober 1983, og på amerikanske fredsstyrker, men er også blelvet en stat i staten i Libanon. Som en Shiitisk organisation anerkender Hezb’allah stor ayatollahen i Iran som leder af den globale islamiske bevægelse. Hassan Nasrallah, lederen af Hezb’allah’ der  er erklæret terrroristorganisation af FN i 19972, og af Israel og Bahrain, beordrede et angreb på Israel i 2006 og benyttede 4000 raketter og missiler. Den er nu i besiddelse af så mange som 50000 missiler, mange af dem langtrækkende.

Der er to muligheder dersom Hezb’allah får succes med at hjælpe Assad til at forblive ved magten. Man kan føle sig opmuntret til at genoptage angrebene på det nordlige Israel. Eller som en reaktion kunne det føre til at Sunnier i Libanon former politiske og militære alliancer med kristne og andre for at udfordre Hezb’allah.

Syrien der en smeltedigel af forskellige sekter af Sunnier, Shiiter, Alawitter og  minoritetsgrupper (især kurderne) blev skabt af Frankrig i 1922. Den syriske regering har været brutal, internt som eksternt. Syrien har altid gjort krav på Libanon og invaderede landet i 1976, under dække af at ville “genskabe orden.” Syriske tropper blev i Libanon i 29 år indtil 2005, og          modtog milliarder af dollars i bestikkelse og fra narkohandel. Regimets brutalitet blev demonstreret ved dets bombning af Hama i april 1982, da 20000 af deres egne borgere blev dræbt, og ved at benytte kemiske våben i den igangværende borgerkrig, der indtil nu har over 80000 dræbte.
After Hama Massacre.jpg
Krigen har nu nået internationale dimensioner med hjælp der sendes ind til både regimet og oprørerne. Assad får våben og udstyr fra Rusland, Iran og Hezb’allah. Rulsand har forsynet, eller planlægger at sende, blandt andre ting, avanceret antiluftskyts missilsystemer og Scud missiler der kan medføre kemiske våben. Optræning under ledelse af disse lande har hjulpet Syrien til at oprette en særlig milits, National Defense Force, bestående af 50000, flest alawitter, en uafhængig regulær hær.

Anti-Assad oprørerne får hjælp af Vestens økonomiske sanktioner mod regeringen og rejseforbud mod syriske embedsmænd, og måske hemmelige våbenleveringer. Imidlertid er Vestens lande splittede om våbenembargo, om man skal bevæbne oprørerne, og oprettelse af no-fly-zones overvåget af Patriot missiler, og om bombning af det syriske luftvåben. Præsident Obama har til nu afvist at forsyne med våben og hjælp til oprørerne af frygt for at våbnene falder i de ‘forkerte’ hænder.

Situationen i Syrien udgør et dilemma for Vesten. Mens krigen fortsætter, er rebellerne blevet mere og mere islamistiske. Oprørerne udgøres af vigtige grupper knyttet til al-Queda, såsom Jabhat al-Nusra (Sejrsfronten) med anslået 6000 mænd der kæmper under et sort banner og hvis ideologi er at skabe en islamisk stat. Adskillige ekstreme Salafist fraktioner, den største er Ahrar al-Sham, er også på rebellernes side. Adskillige flere verdslige grupper, nu af mindre betydning end ellers, regner også sig selv til at være blandt de mobiliserede.

Vesten er klar over at våben der sendes til oprørerne kan gå til al-Queda tilknyttede militante. Man er også bekymret over de brutale overgreb og bortførelser begået af nogle af oprørerne, og de meget bitre forskelle mellem grupperne.

Det eneste land i Mellemøsten der er stabilt er Israel, der ironisk nok har været modtager af så mange fordømmende internationale resolutioner. Ikke alene er de arabiske lande ikke stabile; de er splittet af politiske og sekteriske forgreninger. De er ikke politisk frie, ejheller økonomisk; de har ikke integreret de minoriteter der er hos dem; de har ikke overholdt menneskerettighederne, borgernes rettigheder eller har lighed mellem kønnene.

Araberne der lever i disse ustabile og splittede kunstige lande skabt af kolonimagterne må på dette tidspunkt helt sikkert begræde af Det Osmanniske Imperium, der bragte dem sikkerhed og fred, om ikke demokrati og borgerretigheder, ikke eksisterer mere

Resten af verden, der står med de utallige, evindelige konflikter i de arabiske stater og med en stadig større islamistisk trussel, vil helt sikkert være ivrige efter at se form for genskabelse der kunne leve sammen med et stabilt og demokratisk Israel.
http://www.americanthinker.com/2013/06/bring_back_the_ottoman_empire.html#ixzz2Uy0JGmBA

onsdag den 23. april 2014

Sveriges selvforskyldte totale nedtur!

Politisk forfølgelse i Sverige       


                
                                         
Hvis du tror de amerikanske førende medier og venstrefløjssegmentet er barske overfor deres modstandere så se lige på hvad der foregår i Sverige. Hvis du har modet til at tale imod landets immigrationspolitik, ved at sige at muslimer hurtigt er ved at forvandle landet, engang et land med lav kriminalitetsrate, homogent, fredeligt og velstående, til et land med stor arbejdsløshed, masser af kriminalitet og med verdens næsthøjeste voldtægtsrate, så kan livet blive meget ubehageligt - hurtigt.
Pamela Geller fortæller:

En af Sveriges største aviser, Expressen, benyttede kriminelle hackere til at bryde ind i Disqus og skaffe sig e-mail adresser og identiteter på de kommenterende, og så afsløre hvem personerne er. Avisen sendte en journalist og en fotograf til en person hjem og spurgte om ting vedkommende havde skrevet på forskellige websites. Expressen offentliggjorde navne og fotos af nogle af dem, hvilket har ført til at mindst en af dem mistede sit job.

Selwyn Duke fra New American kan i den forbindelse berette:

Det er ikke overraskende at debat om immigration i Sverige er kontroversiel. Det var engang et homogent land, med en af  verdens laveste kriminalitetsrater. Bølger af muslimer er nu ved at forvandle Sverige til, ifølge en FN’s rapport, det som snart vil blive til et Tredje Verdens land.

Frontpage Mag’s Daniel Greenfield rapporterer om denne voldsomme forandring:

Sveriges befolkningstal øgedes fra 9 til 9,5 millioner i årene 20o4-12, hovedsageligt på grund af indvandring fra “lande som Afghanistan, Irak og Somalia.” 16% af alle nyfødte har mødre født i et ikke Vesten land. Arbejdsløsheden blandt indvandrere er 54%.

Sverige har nu det næsthøjeste antal voldtægter i verden efter Sydafrika, der med 53,2% per 100000 er seks gange højere end i USA. Statistik lader nu formode at 1 ud af hver 4. svenske kvinde vil blive voldtaget. 2-

77% af disse voldtægter bliver begået af “udlændinge”; det overvejende flertal af disse er muslimer, mens de fleste ofre er indfødte svenskere. Disse tal, siger kritikere, er sandsynligvis lavt sat af myndighederne, der alligevel foretrækker at hvidvaske problemet.

Duke kommer med mere information om indvandringen om hvor grundigt det etablerede Sverige lukker ned overfor alle der siger fra over for den hurtige transformation af det svenske samfund - til et mareridt.

Som CBN News rapporterede tidligere på måneden i en artikel med overskriften “Sovjet Sverige? Modellen på en nation der er ved at blive del af Den Tredje Verden”:

Sveriges venstreorienterede etablerede samfund og medier mener, at en hjørnesten i deres perfekte samfund er multikulturalismen - en immigration i stor skala fra nogle af de fattigste, mest tilbagestående nationer på kloden - og svenskere der er uenige med den plan bliver kaldt racister, fascister endog Nazister.

“Indvandring er udgangspunktet og slutresultatet. Det er den vigtigste pointe hvis du vil bevise du er imødekommende over for udlændinge, så er du imødekommende over for immigration,” sagde den danske Journalist Michael Jalving, forfatter til bogen Absolut Sverige.



http://americanthinker.com/blog/2014/04/pc_persecution_in_sweden.html

tirsdag den 22. april 2014

Kina bliver landet med flest kristne

Kina vil blive den mest kristne nation i verden om 15 år                           
Rick Moran
       
Kina?? Boomet i antallet af konversioner har lagt sig i sporet af den boomende økonomi, samtidig med at folk søger en mening i deres liv som hverken kommunismen eller kapitalismen kan give dem.
               
Officelt er Folkerepublikken Kina en ateistisk nation, men der er hurtigt under forandring da mange af nationens 1,3 milliard mennesker søger mening og åndelig trøst som hverken kommunismen eller kapitalismen synes at kunne give.
                    
               

Antallet af især kristne menigheder er røget i vejret efter man begyndte at åbne landet da Formand Mao døde i 1976, og dermed signalerede afslutningen på Kulturrevolutionen.

Mindre end fire årtier senere mener nogle at Kina nu ikke kun er på vej til at blive verdens økonomiske nummer 1, men også den nation med flest kristne.

“Efter mine kalkulationer er Kina på vej til at blive det største kristne land i verden, meget snart,” sagde Fenggang Yang, professor i sociologi ved Purdue University og forfatter til Religion i Kina: Overlevelse og genopvågning under kommunistisk styre.

“Der vil ikke komme til at gå en generation. Ikke mange mennesker er forberedt på denne dramatiske forandring.”

Kinas protestantiske samfund, der blot havde 1 million medlemmer i 1949 har allerede overhaler de lande man almindeligvis forbinder med et evangelisk boom. I 2010, var der flere end 58 millioner protestanter i Kina sammenlignet med 40 millioner i Brasilien og 36 millioner i Sydafrika ifølge Pew Research Centre’s Forum on Religion and Public Life.

Professor Yang, en førende ekspert om religion i Kina, tror at antallet vil svulme op til cirka 160 millioner i 2015. Det ville sandsynligvis sætte Kina foran selv USA, der har cirka 159 millioner protestanter i 2010 men hvis menigheder er i nedtur.

I 2030 vil det samlede antal kristne i Kina, omfattende katolikker, ryge over 247 millioner, og dermed foran Mexico, Brasilien og USA som den største kristne menighed i verden, forudsiger han.

“Mao troede han kunne eliminere religion, Han troede han havde opnået det,” sagde professor Yang. “Det er ironisk - det er ikke sket. Det er fuldstændig faldet til jorden.”

Interessant bliver det at se, hvordan den stadig større omfavnelse af Kristendommen vil forandre Kina. Vil regeringen slå ned på de kristne, hvis de begynder at demonstrere for lidt mere uafhængighed? Jeg tror det er en sikker mulighed. Et totalitært regime tolererer kun religion dersom det er klar til at støtte den.

Den Græsk Ortodokse Kirke og Sovjetunionen, eller Den Katolske Kirke og Franco - i begge tilfælde benyttede staten kirken til at holde de trofaste i skak.

Den kommunistiske regering kan meget vel bedømme de kristne som større uromagere end andre dissidenter, og søge at begrænse væksten endnu mere. Men Kristendommen har vist sig utrolig modstandsdygtig i Kina, og ethvert træk for at hæmme dens vækst kan have en modsat virkning og føre til at endnu flere konverterer.


http://pjmedia.com/tatler/2014/04/20/china-will-become-the-most-christian-nation-in-the-world-in-15-years/

mandag den 21. april 2014

Nürnbergprocessen og kristen tilgivelse

Medfølelsens fejl: Nürnbergmissionen og Nazismens eftermæle       



                
En ny non-fiction bog Mission at Nuremberg: An American Army Chaplain and the Trial of the Nazis handler ikke om retssagen, men om hvordan Nazister i bedste fald manipulerede to feltpræster og i værste overbeviste dem om at de var Nazi sympatisører. Bogens hovedfokus er samværet mellem præsterne og de 21 Nazister der stod anklaget for krigsforbrydelser.


Forfatteren Tim Townsend skildrer de to feltpræster, Henry Gerecke og Fader Sixtus O’Connors tilværelser før krigen, med en hurtig gennemgang af Chaplain Corps’ udvikling og sammensætningen af Nürnberg tribunalet, missionen, de Nazistiske tilhængeres liv,  og livet i fængsel som krigsforbrydere. Bogen har den utilsigtede konsekvens at den menneskeliggør disse massemordere gennem den måde forfatteren sammenstykker informationer. .



Der er kvalmende detaljer om hver enkelt Nazists liv, fra deres ungdom til årene som del af Det Tredje Rige. Gennem hele bogen skriver forfatteren konsekvent, “Gerecke bestræbte sig på at huske at før deres alliance med Hitler, før de tog de valg der førte til mord og kaos, havde de alle været drenge og de var stadig Guds børn.” Rabbi Marvin Hier, chef og grundlægger af Simon Wiesenthal Center bemærkede til American Thinker, “Sandt nok, havde de alle været børn engang, og jovist var de engang ganske uskyldige. Men vi kan ikke ignorere at i denne verden med frihed til at vælge, så se lige på de valg de foretog.”


Den værste del af bogen er, hvor forfatteren benytter ‘en lige for lige’ sammenligning selvom han i interviewet benægtede dette og kommenterede, “Det var mit valg at fortælle en historie, kronologisk, om hvad der skete.” Uheldigvis kan den måde de beskrives på nærmest sætte ofrene og U.S. Army på nærmest samme plan som Nazisterne. En specifikt kapitel begynder med samtalen med Henriette von Schrich, hustru til Baldur, der blev taget som fange af amerikanske soldater, sat i en jeep, hendes fire børn blev tilbage, og i en allieret Krigsfangelejr, “beordret til at klæde sig af og derpå beordret til at rengøre toiletter ... iført iturevne, sorte og hvide Hitler Jugend laser.”  Hvad er formålet med denne beskrivelse udover at sætte de allierede på samme plan som Nazisterne?


Men det bliver værre endnu, fordi forfatteren går videre med at diskutere, hvordan “mange af de overlevende,” fra Mauthausen-Gusen koncentrationslejren fandt på metoder til at hævne deres behandling i lejren ved at benytte, formodede, rædselsgerninger over for vagterne: Henrettelser, halse der blev skåret over, gennembankninger, og urinering på dem. Man kan blot undre sig over, hvorfor dette er betonet i det samme kapitel som diskussionen af Nazi overgreb? Rabbi Hier ønsker at lade folk forstå, “Ved krigens afslutning var hævnfølelsen ikke stor og hævngerninger ikke mange. Lad os ikke glemme at ofrene var yderst svage og traumatiserede, og derfor næppe havde kræfter til at hævne sig.”


Blev disse feltpræster Nazi sympatisører? Townsend beskriver i bogen, hvordan en feltpræst omtalte Hermann Göring, som en “sympatisk mand,” en charmerende mand med en god natur og humoristisk sans.” O’Connor fastslog, “Man følte at med hans hjerne, kunne han have opnået en masse.” Townsend kommenterede for American Thinker et brev han har med i bogen, skrevet halvvejs gennem retssagen og underskrevet af alle 21 Nazi krigsforbrydere. Brevet bad Gereckes hustru, Alma, at at hun lod sin mand fortsætte som feltpræst indtil retssagen var forbi. Townsend fortalte American Thinker, “En del af brevet omtalte, hvilken usædvanlig mand feltpræsten var og en person de var kommet til at holde af.”


Først i interviewet fortalte forfatteren American Thinker, “Begge feltpræster må være kommet meget tæt på disse mænd, men jeg mener ikke de var Nazi sympatisører.” I slutningen af interviewet sagde Townsend imidlertid også dette, “Jeg tror de fik en umulig opgave, og blev indhyllet i de personlige forhold med Nazisterne. De kom til at holde at Nazi familierne. Gerecke løj for Görings hustru, og fortalte hende han ikke havde begået selvmord, og skrev til en anden Nazists barn om ‘at videreføre din fars ærefulde navn.’ De mistede muligvis begrebet om at disse mænd var massemordere, fordi de tilbragte for megen tid med dem, disse patetiske fængslede dyr.” Townsend bemærkede yderligere at Efraim Zuroffe, Nazi jægeren, blev rædselsslagen da han fik at vide at Gercke forsøgte at hjælpe Nazi familierne ved at sende dem gavekurve. Ikke overraskende er dette ikke lykkedes at få med i bogen. En nuværende Air Force felthjælpepræst bemærkede efter at have hørt dette, “Jeg ville ikke finde sympati. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man kunne have sympati med Nazisterne når man tænker på hvad de har gjort.”


I sidste del af bogen forsøger forfatteren sig med en sammenligning mellem den kristne og den jødiske opfattelse af tilgivelse. Imidlertid er hans analyse noget flygtig da læseren efterlades spekulerende på, hvad der egentlig er forfatterens præcise pointe: Var det at forsvare feltpræsterne, kritisere det jødiske synspunkt, eller lidt af hvert. Townsend forsøger at forklare ved at citere Simon Wiesenthal, Maimonides, og den jødiske religions helligsted dag, Yom Kippur. 
 


En rabbi der læste denne del af bogen sagde til American Thinker, “Forfatteren har placeret angerfuldhed det forkerte sted, og synes at have udvalgt disse citater med omhu.” Jødedommen vender ikke den anden kind til især ikke når det drejer sig om mord. Det Wiesenthal sagde var at “ingen enkeltperson har ret til at tilgive Nazister, fordi de forbrydelser de begik var mod menneskeheden.
Tænk på det på denne vis, mordene løb op til flere end 6 millioner, men det var flere da de som de dræbte ville have fået børn.” Rabbi Hier er enig og føjede til, “Selve essensen i debatten er om, hvorvidt en verbal konfession er tilstrækkelig. Jøderne ville svare Nej, fordi denne skal følges op med gode gerninger. Det nemmeste i verden for en person, når vedkommende er fanget er at blive troende. Vedrørende feltpræsterne - ja så udnævnte Gud dem ikk som sine repræsentanter for at tilbyde tilgivelse det er ikke i deres hænder.”


Mission at Nuremberg efterlader læseren spekulerende over, hvad der faktisk er bogens ‘mission.’ Det kunne se ud til at forfatteren forsøger at efterrationalisere for disse feltpræster der krydsede en grænse og kom for tæt på Nazisterne.


Townsend stiller spørgsmålet i bogen, “Hvis Gud skabte det onde, men også giver sine skabninger en fri vilje, er Gud eller Mennesket så ansvarlig for Holocaust?”


Der burde slet ikke være nogen debat om den problemstilling, uanset en person religion, at bede om tilgivelse er ikke nok til at redde disse Nazi uhyrer sjæle.


The author writes for American Thinker.  She has done book reviews, author interviews, and has written a number of national security, political, and foreign policy articles.



søndag den 20. april 2014

Selektiv nyhedsdækning af Islamisk terrorisme

Selektiv nyhedsdækning af Islamisk terrorisme

WILLIAM KILPATRICK                                             

Ifølge Reporters Without Borders,  er USA faldet ned på en 46. plads med hensyn til pressefrihed. Den lavere placering var baseret på dommen af Wikileaks informanten, forsøgene på at straffe NSA lækkeren Edward Snowden, og Justitsministeriet overvågning af journalister


De som imidlertid ikke nævnes i rapporten er en ligeså stor, og alvorlig grund til bekymring. Det meste af pressecensuren i USA er selvpåført. Mediernes mestre er ganske så villige til at undertrykke visse nyhedshistorier uden at regeringen har opmuntret dem til det. Dette kan gøres på adskillige måder: Ved ikke at fortælle historien, ved at komme med en minimal dækning, eller ved at skabe en historie der passer til en eksisterende narrativ.


Der kan meget vel være “otte millioner historier i den nøgne by,” som de gamle TV serier fortalte os, men nyhedsproducenterne er de som bestemmer, hvilke historier du vil komme til at se og høre og hvilken drejning de skal have.


Tag for eksempel problemet med Islamisk terrorisme. Medierne har i det store og hele købt den ‘fortælling’ at Islam er en fredens religion. Således har de en tendens til at underrapportere om islamisk terrorisme eller de omformer historien så den passer til narrativet om at Islam og vold intet har med hinanden at gøre.  


Vidste du for eksempel at gruppen af  angribere forsynet med knive, der huggede 29 mennesker ihjel og sårede 140 på en kinesisk travl jernbanestation den 1. marts 2014 var muslimske jihadister? Kendsgerningen af drabsmændene var muslimer er med i nogle rapporter, dog sædvanligvis først til sidst i historie, men det overordnede indtryk der fremgår af de fleste af rapporterne er, at de var “separatister” der kom med en “politisk” manifestation om “undertrykkelse” af etniske minoriteter. Ordene “jihad” eller “jihadister er det værd at lægge mærk til mangler fra de fleste beretninger. 
 


Vidste du at Michael Adebolajo og Michael Adebowale, morderne af den britiske soldat Lee Rigby havde muslimske navne? Efter deres konversion til Islam tog de navnene Mujaahid Abu Hamza og Ismail bin Abdullah. I dette tilfælde, som i mange andre, afholdt medierne sig fra at benytte de muslimske navne. Efter drabet tvang Abu Hamza en forbipasserede til at videooptage hans budskab til offentligheden. Mens adskillige TV stationer bragte budskabet, så undlod de fleste det ved at redigere i den del, hvor han oplæste dele af Koranen som retfærdiggørelse af sin handling. Der blev heller ikke fortalt den kendsgerning, at Abu Hamza overrakte en blodbestænkt note med Koran citater til en forbipasserende. I næsten alle nyhedsmedierne lykkedes det at give en masse tid til premierminister David Cameron der forsikrede at drabet intet med Islam havde at gøre.


Cameron ytrede i bund og grund det samme som reaktion på terrorhandlingen i Nairobi Mall, med over 60 døde.


“De repræsenterer ikke Islam eller muslimer i Storbritannien eller andre steder i verden,” sagde han.


Medierne kan meget vel blot ikke lade som om, at massakren intet med Islam havde at skaffe, da terroristerne sparede muslimer der var i stand til at citere fra Koranen.


Dog blev der ikke berettet detaljer om, f.eks. den kendsgerning at terroristerne selv tog sig tid til at bede, midt under deres dødbringende angreb.


Hvor er det heldigt at noget sådant aldrig ville kunne ske her. Eller kunne det?

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/selective-news-coverage-of-islamic-terrorism?f=must_reads#ixzz2xvPLaoos

lørdag den 19. april 2014

Washingtons spioner reddede Revolutionskrigen!

George Washington’s Spioner — Hvordan de reddede den amerikanske revolution




“Gentlemen læser ikke hverandres post” erklærede Henry L. Stimson, som Udenrigsminister i 1929, og han lukkede derpå omgående krypterings afdelingen i United States.

Dersom George Washington havde haft sådanne diplomatiske pæne manerer, er det sandsynligt at han ville have tabt Revolutionskrigen. Denne mulighed blev beskrevet af Brian Kilmeade, der er medvært på Fox Channels morgenshow Fox & Friends, da han talte om sin nye bog “George Washington’s Secret Six-The Spy Ring that Saved the American Revolution” ved David Horowitz Freedom Center’s Wednesday Morning Club på Beverly Hills Hotel den 16. januar.

Ved en spændende præsentation beskrev Kilmeade aktiviteterne i Washingtons gruppe af meget forskellige patrioter, der ofte gennem mange år risikerede den visse død for at sikre sejren over Storbritannien, verdens dengang eneste ægte supermagt.
 

Man har så at sige ikke kendt meget til dem eller deres aktiviteter indtil en hoben breve blev opdaget i 1929, og overdraget til Long Islands førende historiker, Morton Pennypacker, der skulle studere og analysere dem.

Brevene åbenbarede identiteten af Culper Spion Ringen. Den omfattede Robert Townsend, kvæker, købmand og journalist; Austin Roe, en kroejer; Caleb Brewster, en havnearbejder der færgede budskaber mellem Connecticut og New York; Abraham Woodhull, en ungkarl fra Long Island med forretning og familieforbindelser så han kunne rejse til Manhattan; James Rivington, ejeren af et trykkeri og et fint kaffehus, hvor højtstående britiske officer samledes for at sludre om hemmelige planer og operationer; og Agent 355, en kvinde, hvis identitet stadig er ukendt, men som benyttede sin charme til at lokke informationer ud af  britiske officerer.

Disse tidligere ukendte krigere var ansvarlig for at afklæde Benedict Arnolds plan om at overgive West Point til briterne og afslørede ham som forræder. De fandt også ud af, at briterne havde til hensigt at oversvømme landet med falske amerikanske penge. Washington satte en stopper for denne plan, da han udstedte en proklamation, hvori han erklærede al amerikansk valuta i cirkulation op til 1778 som gyldig. Efter den dato blev der trykt nye amerikanske pengesedler. Gruppen var også særdeles dygtige til vildlede, og sikrede sig at falske kort og slagplaner faldt i briternes besiddelse. Spionringen benyttede også kryptering. New York var 56, George Washington 711 og den mystiske kvindelige spion kendt som 355. Andre hemmelige koder og cifre blev benyttet. I dag undervises der i historien om deres metoder og midler for alle nye rekrutter ved CIA.

Kilmeade påpegede at dette var ganske almindelige amerikanere der foretog sik ekstraordinære ting, ikke for at få en offentlig hyldest og ære, men fordi de troede på deres sag, der som det viste sig blev det største frihedseksperiment verden nogensinde havde set, og som vi er så heldige at kunne nyde de gode frugter af. Det er dejligt at vide at med udgivelsen af Kilmeades bog, har disse uselviske patrioter modtaget den anerkendelse de aldrig selv søgt, men så rigeligt har fortjent.
.
Major George Beckwith, en britisk efterretningsofficer fra 1782-83 bemærkede, “Washington slog sådan set aldrig briterne han klarede os ved at spionere mod os.”

I 1940 da han var Krigsminister havde Henry Stimson ikke længere kvaler med at benytte kryptering og blev afhængig af det på alle felter. Måske var han kommet til at indse at i en tid med “total krig” så var det ikke “gentlemen” der var brug for, men amerikanske patrioter der er villige til at risikere alt og uden betænkning sætte sig selv i fare, som det var tilfældet i dette lands første år.

Dersom disse tapre individer ikke havde påtaget sig den vigtige opgave er det meget muligt at det Amerika vi kender og elsker ville have set meget anderledes ud.

Paul Schnee served as the Western Regional Director of the Zionist Organization of America in 2010 and is now the President of their Los Angeles chapter. His blog is: Paulschnee.com where he comments on current affairs.

http://www.google.com/url?q=http%3A%2F%2Fwww.frontpagemag.com%2F2014%2Fpaul-schnee%2Fgeorge-washingtons-spies-how-they-saved-the-american-revolution%2F%23disqus_thread&sa=D&sntz=1&usg=AFQjCNGoe4NmCl4oDWOSPTYddD26m4Lwpw

fredag den 18. april 2014

Attila Hunneren på listen over de ondeste erobrere

Bernie Planck


På en søgning med lister over mænd der var ansvarlig for de mest grusomme og voldelige drab, som smadrede hele byer, hvis tilhængere voldtog og plyndrede lande, vil du på hver eneste liste finde navnet Attila Hunneren (ca. 406-453 AD).


Skønt der ikke er absolut præcsie optegnelser er der næppe tvivl om at man kan tilegne millioner døde til denne barbar, på et tidspunkt hvor befolkningerne i begge de Romerske Imperier tilsammen var færre end 60 millioner sjæle. (1).


For ligesom at sætte det i perspektiv, hvis Attila skulle have angrebet byer med nutidens befolkningstal så ville antallet af dræbte for hans hånd løbe op i 100 millioner. 
 eugene delacroix, attila and his hordes overrun italy and the arts 1847
Eugene Delacroix 1847, Attila og hans horder på felttog i Italien
Photo Credit: WikiPaintings.org


Som eksempel på hans brutalitet så se nærmere på oldtids- og den velstående by Naissus som Attila helt og aldeles smadrede således,  at ligene af byens indbyggere blokerede Donau floden i mange år.  (2).

Hvorfor skriver jeg så nu om Attila når så at sige alt om ham allerede er tilgængeligt på nettet? Som jeg skrev min artikel Djengis Khan myrdede kun 40 millioner (her på synopsis), er Vestens nyhedsmedier ikke bange for at skrive sandheden om Djengis Khans brutalitet, men har ikke modet til at trykke sandheden om Muhammad, den allermest morderiske, voldtægtshærgende barbariske onde person der nogen sinde har levet.

Når du således vil kunne finde Attila Hunneren på enhver liste over onde mennesker, er det højst usandsynligt, undtagen på blogs som min, at du vil finde på sådanne lister navnet Muhammad, hvis tilhængere myrdede flere mennesker end alle de onde erobrere i verden tilsammen.

NOTER



(1):
Vest romerske imperium: 22,000,000
Øst romerske imperium: 34,000,000
TOTAL: 56,000,000
(2):
Wikipedia, History of Niš
Skønt Kejser Julian forstærkede murene, så var velstanden i Naissus med til at gøre byen til et mål, og den blev ødelagt af Attila i 443. Attila Hunneren erobrede Naiussu med rambuks og rullende tårne - en militær sofisktikation der var nyt i Hunner repertoiret. Efter Hunnerne erobrede byen Naissus massakrerede de indbyggere. I årevis var der stadig, på flodens bredder uden for byen, dynger af knogler til påmindelse om den ødelæggelse Hunnerne havde påført.
Related Posts with Thumbnails