mandag den 25. september 2017

Hvorfor får japanerne ikke flere børn?

Hvor kommer de japanske babyer fra?





Hvor kommer de japanske babyer fra? Det kunne lyde som om jeg forsøgte mig med en dårlig vits, som jeg sådan set godt kunne finde på, men det er altså ikke et forsøg på at være morsom. Svaret er: De kommer ingen steder fra, fordi japanerne, flere og flere af dem, dyrker ikke sex.


Det er imidlertid konklusionen på den seneste forskning som den rapporteres af the Japan Times.


Der er virkelig tale om en befolkning der bliver færre. En undersøgelse af japanere i alderen 18-34 år fandt at næsten 70% af de ugifte mænd og 60% af de ugifte kvinder ikke var i et forhold.


Ydermere har mange af dem aldrig haft en kæreste eller dyrket intimt samvær. Cirka 42% af mændene og 44,2% af kvinderne siger de er jomfruer.
Regeringen bryder sig absolut ikke om at manglende sex bliver lige så japansk som Sumo og Sake.


Premierminister Shinzo Abe har foreslået at man sætter gang i fødselstallet ved at give større tilskud til børnefamilier, men indtil nationen går i færd med sengegymnastik er der ingen medaljer at uddele.


De unge holder sig fra hinanden og kønnene lever hver for sig. Der er nu mange flere jomfruer end i 2010, hvor den sidste undersøgelse blev foretaget, og da blot 36,2% af mændene og 38.7,% af kvinderne sagde de aldrig havde dyrket sex..


Undersøgelsen er udført af National Institute of Population and Social Security Research.
Årsagerne står ikke ganske klart. The Independent kørte en historie, hvor man formodede at japanske mænd er angste for kvinder.  The Independent synes den formodning er helt fin. Som bevis citerer de Ano Matsui:


Komikeren Ano Matsui, 26, fortalte BBC: "Jeg har ingen selvtillid. Jeg var aldrig populær hos pigerne. Jeg inviterede engang en pige ud, men hun sagde nej. Det traumatiserede mig.”
Naturligvis er Matsui komiker og fra hans udseende kunne the Independent måske have fundet Japans Woody Allen.


Der er et antal andre teorier der forsøger at forklare problemet: Mangel på selvværd, frygt for at blive afvist, og så internet porno. Men the Guardian kommer med endnu en: Økonomi.


Ægteskab er blevet et minefelt af ikke attraktive valg. Japanske mænd er blevet mindre karriereorienterede, og mindre velbeslåede, da det at have et sikkert  job hele livet er i tilbagegang. Kvinderne i Japan er blevet mere uafhængige og ambitiøse. Dog er det de konservative holdninger i hjemmet og på arbejdspladsen der dominerer.


Japan virksomhedsstruktur gør det nærmest umuligt for kvinder at kombinere en familie og karriere samtidig med der ikke er råd til at få børn dersom ikke begge forældre arbejder. Blot at bo sammen og at få børn født udenfor ægteskab er stadig usædvanligt, og giver bureaukratiske problemer.


At købe et hus i Japan er ekstremt dyrt, og for unge mennesker i 20’erne er økonomien nærmest været i stilstand i det meste af deres liv. Når en kvinde gifter sig, er det sociale pres for at være hjemmegående voldsomt.


Derfor gifter folk sig ikke, og de får ikke børn. Det er blevet alt for mendokusai, alt for problemfyldt.


Og det er i sandhed problemfyldt.


søndag den 24. september 2017

Fedmeepidemien: Skyldes den feminismen?

Fedmeepidemien: Skyldes den feminismen?



At feminismen har bidraget til ødelæggelsen af kernefamilien, øgningen i antallet skilsmisser, at The Beatles brød igennem kunne være et rigtig godt argument. Men jeg har aldrig hørt at feminismen kan betragtes som en årsag til fedme epidemien i Vesten.
Nuvel, ikke før i dag. Mest overraskende er det at det er en feminist der fremfører argumentet:
En madekspert og rådgiver for Sadiq Khan (Londons borgmester) har hævdet at den nuværende fedmekrise blev igangsat af feminismen da flere kvinder gik fra køkkenet og ud på arbejdsmarkedet.
Rådgiver vedrørende madpolitik Rosie Boycott -- der sidder som formand for Londons Borgmesters fødevareråd --sagde at stigningen i antallet af kvinder med fuldtidsarbejde på bekostning af den traditionelle husmoderrolle har ført til et fald i madlavning i hjemmet.
Feminist Ms Boycott, der er medstifter af tidsskriftet Spare Rib i begyndelsen af 1970’erne sagde. at hun “følte sig delvis ansvarlig” for den tendens og sagde der er en “tabt generation” af mennesker der spiser fabriksfremstillede måltider og fast food.
Hun fortalte the Times: “Jeg sagde (dengang), lav ikke mad. I vil klare det. ‘Vi tabte. Skolerne opgav madlavning. Alle opgav at lave mad.”
Ms Boycott, der står i spidsen for Sadiq Khan’s “fødevarestrategi” for at hjælpe hovedstadens fødevaresystem til at blive bedre, og dermed hjælpe på Londons indbyggeres sundhed blev ved the Hay litteratur og kunstfestival spurgt om fedme var en beklagelig konsekvens ved feminismen.
Hun svarede: “Det er helt sikkert en medvirkende årsag - at kvinder arbejder og at tingene er vendt på hovedet og vi har tilladt at denne forandring sker.”
Som en vedholdende kritiker af feminismen var dette en gave fra himlen. En feminist der kritiserer sin egen bevægelse for en fejlvurdering? Og om fedme - et ellers ‘helligt’ kropsproblem, minsandten.
Jovist har Boycott en pointe. Når begge forældre arbejder ændrer prioriteterne sig når det drejer sig om valg af mad og fødevarer. Familierne har brug for mad der hurtigt kan sættes på bordet. Selvom det ikke nødvendigvis betyder fast food, betyder det dog måltider der er hurtigt tilberedte fremfor nærende.
Selvom det ikke er bydende nødvendigt at det er kvinder der står for madlavning i familien, så er det at kvinder arbejder ude med til at skabe et problem. Boycotts kommentar er ret så interessant, og den bør overvejes af alle personer uanset politisk holdning.


fredag den 22. september 2017

Det sagde Bill Clinton om Nordkorea - ingen forargelse, men Trump - Uha, Uha

Det sagde Bill Clinton om Nordkorea - ingen forargelse, men Trump - Uha, Uha.

Paul Kengor


Medierne er helt hysteriske over præsident Trumps tale i FN. De er gået i kollektivt selvsving over at Trump igen håner den lille mand Kim og kalder ham “Rocket Man.”
Denne gang kom Trump med dette stød, ikke fra sin Twitter konto en søndag morgen, men fra verdens største internationale scene, FN forsamlingen med al dens diplomatiske glans på East River.
Medierne formeligen eksploderede i harme over Trumps trussel om at “fuldstændig udslette” Nordkorea hvis den kugleskøre Kim angreb USA eller dets allierede.
The New York Times nyhedsartiklen om Trump’s FN tale fremhævede ikke mindre end syv gang hans ord om “fuldstændig udslette” skønt man ikke en eneste gang fremhævede den fulde kontekst. Her er så passagen, der skal læses i sin helhed:
The United States har stor styrke og tålmodighed, men hvis vi tvinges til at forsvare os selv eller vore allierede vil vi ikke have andet valg end at udslette Nordkorea. Rocket Man er på en selvmordsmission for sig selv og sit regime.  The United States er klar til og i stand til det, men forhåbentligt vil dette ikke blive nødvendigt. Det er hvad De Forenede Nationer drejer sig om, det er hvad De Forenede Nationer er til for. Lad os se hvordan det klarer det.
Billedresultat for bill clinton promises to end north korea 1993
Det er en passage der bør bemærkes, og en vigtig. Læs det to gange  og med omhu. Bemærk der nævnes “men hvis.” Det er med i betoningen af at Amerika vil blive “tvunget til at forsvare sig selv eller sine allierede.”Det er en defensiv, ikke en offensiv bemærkning - et vor the United States står tilbage “uden andet valg.” Dette “uden andet valg” siger Trump der “forhåbenligt ...ikke vil blive nødvendigt.” Ydermere betonede Trump der i FN, at det er det “De Forenede Nationer drejer sig om.” Han tilbød endog, “Lad os se hvordan de (FN klarer det.”
Når man omhyggeligt læser det, som passagen bør, ser vi at det ikke er en sag hvor Trump hensynsløst puster sig op på sin Twitter account uden nogen har været inde over og moderere. Nej, dette var skrevet på forhånd, og godkendt og skabt gennem rådgivere med helt bevidst hensigt.
Men sådan vil venstrefløjen ikke reagere. Man vil hellere skildre Trump “fuldstændige udslettelse” passus som en hidtil uset krigsoppisker over for Nordkorea.
Nu inden de går helt i selvsving så kunne de måske ønske at gå tilbage et par årtier og læse hvad Bill Clinton sagde.
Det var juli 1993 og Hillarys ægtemand blot et halvt år inde i sin præsidentperiode skulle handle over for Kims lille bedstefar, endnu en marxistisk galning, skaberen af dette kommunistiske totalitære diktatur der går i arv i familien.
Den 9. juli 1993, som the Washington Post rapporterede dengang fortalte Bill Clinton medierne følgende om U.S. politikken over for Nordkorea under hans administration:
“Vi ville til overmål gengælde hvis (Nordkoreanerne) nogensinde skulle bruge, udvikle kernevåben. Det ville betyde afslutningen på deres land som de kender det.”
For helhdens skyld tilføjede han:
“Nordkorea er blot en af mange slyngelsnationer der gerne vil have kernevåben og stå for dem, og det kan vi ikke lade ske.”
Jamen, det skete så. Og præsidenter som Donald Trump er i dag de som står med de fiaskoer som præsident Bill Clinton og hans partis efterfølgere har efterladt - de som ikke kunne forhindre det i at ske.
Clinton’s kommentarer var ganske kendt overalt, herunder af the New York Times, der rapporterede: “På sit besøg i weekenden i Sydkorea advarede præsident Clinton om at hvis Nordkorea udviklede og benyttede atomvåben, så ‘ville vi hurtigt og til overmål gengælde,’” Han sagde, “Det ville betyde afslutningen på deres land som de kender det.”
Gentagelse: afslutinngen på deres land som de kender det.
Jeg erindrer alt dette ganske tydeligt. Jeg benytter Clintons udtalelse i mine forelæsninger om Nordkorea. Faktisk har jeg aldrig glemt det på grund af reaktionen hos de liberale i Washington som jeg oplevede det på førstehånd. Jeg var ved the Center for Strategic & International Studies, en ikke partiafhængig tænketank med en god balance mellem Demokrater og Republikanere, høge og duer. Mit politikområde ved CSIS var kernevåbenspredning. Jeg havde den udordrende opgave dagligt at opspore alle nyheder med relation til udvikling af Masseødelæggelses våben i nationer som Irak og Nordkorea. Og jeg vil altid huske svaret fra Demokraterne og liberale på Clintons direkte trussel om at gøre en “ende” på Nordkorea.
Hvad var deres reaktion? De elskede det. De knyttede deres næver. De slog sig for brystet. De gav high-fives. De råbte “Hørt! Hørt! Hørt!”
Jo det var de selvsamme fredsfortalere der gennem 1980’erne havde forhånet Ronald Reagan og kaldt ham en skydegal cowboy og en krigsliderlig karl, de der fik smidt George H.W. Bush ud af embedet efter denne havde fået smidt Saddam Hussein ud af Kuwait. Nu smed de pludselig deres valmuer fra håret og geværløbene og var klar til at storme ud af SAChovedkvarteret forat gå ombord i deres Super fortresses (bombemaskiner) mod Pyongyang. De var blevet som Slim Pickens i Dr Strangelove.
Personligt kunne jeg godt lide Bill Clintons barske sprogbrug på det tidspunkt, ligesom jeg holdt af Reagans retorik da han kaldte USSR et “Ondskabens Imperium” eller talte om “fred gennem styrke.” Jeg har holdt. Det gør de ikke.
Hykleriet gør mig syg og dårlig. Dengang deres mand var i Det Hvide Hus slog Demokraterne hinanden på ryggen i begejstring da deres præsident truede med at “udslette”et land. Disse anti-Reagan duer var forvandlet til pro-Clinton høge.
Således kører showet igen - en Republikansk præsident taler direkte til endnu en nordkoreansk tosse. Så er vi igang igen - de venstreorienterede benytter igen, igen andre standarder alt efter hvilken person der sidder i Det Hvide Hus om det er en Demokrat eller Republikaner.
Ja, Jo. Vi kender deres undskyldninger og hvad de vil sige. Dette er forskellen, det er forskellen. Dette er Trump, det var Clinton Jovist, jovist.


onsdag den 20. september 2017

US diplomater udsat for akustiske angreb på Cuba

Hvordan kan USA sende diplomater til Cuba nu?



Gad vide hvad præsident Obama mon tænker om sin ven Raul der vinkede til ham ved en baseball kamp i foråret 2016?

“Hvorfor gjorde du det Raul” må være det spørgsmål Obama stiller til sig selv mens han vandrer fra sin pensionisttilværelse til Wall Street.

Vi kan forstå at Udenrigsminister Rex Tillerson overvejer at lukke U.S. Ambassaden i Havana.Således sagde han: .
 
"Det har vi under overvejelse, “ sagde Tillerson på CBS's "Face the Nation."
En gruppe på 5 Republikanske senatorer skrev til Tillerson og krævede at US erklærer cubanske diplomater ikke velkommen og at man lukker ambassaden i Havana, der blev åbnet ved slutperioden under tidligere præsident Barack Obama.  
US regeringsembedsmænd har sagt at de ansatte fra Udenrigsministeriet på ambassaden i Havana er udsat for mystiske “akustiske” angreb der har ført til alvorlige helbredsproblemer.    
Vi ser stadig nærmere på omstændighederne. Igen aner faktisk hvad der sker. Ikke desto mindre ved vi at US diplomater har været målet og at det er sket på Cuba.
Svaret er ligetil: Vi kan ikke tillade at US diplomater udsættes for fare.  
Den cubanske regering har et ansvar for at beskytte diplomater, også selvom regeringen intet har at gøre med disse “soniske angreb. Ydermere burde vi kræve at Cuba udviser diplomater, eller afbryder de deiplomatiske forbindelser med ethvert land der kan knyttes til disse angreb. Her kunne jeg sige Nordkorea, et land der er meget venligsindet over for Cuba, og jeg vil hævde at Nordkorea står bag. .  

Det er trods alt det land der affyrer missiler over Japan?

Jeg gik ikke ind for at åbne ambassaden fra første færd. Jeg anså den som en “ensrettet vej” der ikke ville gøre noget for det cubanske folk, for. US interesser, men kun ville legitimere og styrke Castro regimet. Muligvis lukker vi meget snart ambassaden og så sættes Cubas regime igen på listen over paria nationer. Endnu et ‘delete’ i Obama æraen!

P.S. You can listen to my show (Canto Talk) and follow me on Twitter.

http://www.americanthinker.com/blog/2017/09/how_can_the_us_send_diplomats_to_cuba_now.html#ixzz4tCV0mpmh

tirsdag den 19. september 2017

EUs hæmmende lange regulative arm

EU’s lange regulative arm





I 25 år stod jeg i spidsen for en lille virksomhed der fremstillede elektronik. Jeg havde sådan set kun dårlige erfaringer med såvel U.S: regulativer og overraskende nok europæiske regulativer.


Regeringsdirektiver og regulativer er en afspejling af de politiske kræfter. Videnskabelige hensyn og økonomiske hensyn kommer i anden række, og de regulerende instanser ændrer med glæde de videnskabelige som økonomiske hensyn for at pacificere de politiske kræfter.
Billedresultat for regulations
Regulativer om forurening svarer til ‘dagens skræmmebillede,’ det være sig asbest, bly, dioxin mv. De regulerende har absolut ingen interesse i at beskytte virksomhederne og industrien, medmindre disse har politisk indflydelse.


Det giver selvfølgelig de helt store virksomheder en kæmpefordel for de kan udføre lobbyarbejde langt mere effektfuldt. De store virksomheder byder ofte reguleringer velkommen fordi disse kan besværliggøre, eller handicappe de noget mindre konkurrenter. Store firmaer har langt bedre råd til at betale for de juridiske og ingeniør mæssigt forbundne omkostninger ved regulativer.


Et eksempel på dette er the Federal Communications Commission (FCC) regulativ om tilfældig radiostråling fra computerudstyr. For nogle år siden skrev jeg en artikel der i detlaljer beskrev stupiditeten ved disse regulativer.


Regulativernes oprindelige formål var motiveret af ønsket om at computere ikke skulle interferere med TV i hjemmet. Efter disse regulativer blev nedfældet er TV apparaterne blevet ændret til digitale signaler der er ekstremt modstandsdygtige over for interferens. Oven i det er de fleste TV apparater forbundet med kabel, der også hindrer interferens. De oprindelige årsager til regulativerne er således ikke eksisterende grundet den tekniske udvikling, men regulativerne er der dog stadig, helt uændret, og tilsyneladende har FCC ingen intention om at gøre noget om. Årsagen?  En stor og indflydelsesrig testbranche er vokset frem ved de nu overflødige regulativer. De store fremstillingsvirksomheder kunne øve indflydelse, men de har ingen motivation til at reducere den uforholdsmæssige store byrde der er pålagt deres mindre konkurrenter. De har også deres eget interne bureaukrati hvis eksistens er afhængig at fortsat støtte til regeringsregulative.
Billedresultat for regulations
Elektronikindustrien er international. Min lille virksomhed havde 40% af salget uden for U.S. Da de europæiske regulativer i 2001 krævede, mod al sund fornuft, at blybaseret loddemateriale ikke længere måtte benyttes i elektronisk udstyr, blev hele branchen udfordret kraftigt. Miljøministeriet i U.S. fandt intet problem i det blybaserede loddemateriale der, uden problemer var blevet benyttet i over 100 år.


Men da EU forbød bly, måtte hele den globale elektronikindustri adlyde, fordi de alle solgte enten direkte eller indirekte til Europa. Du kunne så mene at U.S. regeringen ville træde hjælpende til for at redde den hjemlige elektronikbranche og lægge pres for at hindre de hensynsløse europæiske regler. Drøm du blot videre.


De fleste elektroniske apparater er fremstillet ved komponenter med bly, såsom integrerede kredsløb til printede kredsløb. Lodningen udføres sædvanligvis ved at man anvender et klæbende loddemateriale til bordene, placerer komponenterne og på et samlebånd loddes så tingene fast ved ved at de køres gennem en ovn for at smelte pastaen. Da den blybaserede pasta blev forbudt så var det nødvendigt for at bruge alternative pastas der har et langt højere smeltepunkt og ovnen måtte opvarmes langt kraftigere. Dette krævede så igen at mange af komponenter måtte ændres for at modstå den højere temperatur.


Oveni det opstod der mange nye problemer man ellers ikke havde kendt til. For eksempel, udvidede nogle metaldele sig og kortsluttede dermed komponenterne. Omkostningen til nye værktøjer og metoder kostede industrien milliarder af dollars. Ofte måtte ellers dyrt betalt udstyr skrottes.


At bly i elektronisk udstyr kunne forårsage forgiftning har helt og aldeles uden baggrund i fakta, direkte komisk, når man tænker på at ti millionvis af bilakkumulatorer, der hver indeholder over 10 kilo bly, smides ud eller genbruges hvert år.


Den indflydelsesrige automobilindustri vil ikke sådan bare lade sig tvinge til at gå bort fra bly.


Hvorfor gik EU regulatorerne så til at forbyde bly? Den sandsynlige grund at det måske kunne give forurening er mulig, men ikke den rigtige. Regulativer fra regeringer plejer at have skjulte dagsordener, der ikke sådan lige er til at gennemskue for offentligheden. Måske skyldtes det at den europæiske elektronikindustri mente den ville opnå konkurrencefordel over de japanske og amerikanske.


Måske skyldtes det at man blot var dum, og ikke indså det kaos det ville medføre og da det så blev tydeligt ønskede man ikke at indrømme at man havde taget fejl Det er en fejl at undervurdere niveauet af uvidenhed og inkompetence hos disse regulativer kommende fra regeringen. For at være fair så er det altså vanskelig, om ikke umuligt at begribe behovene og problemerne i en kompliceret branche.


Hvis man så spørger ind til hvorfor regeringen ikke sørger for at deres regulativer er tidssvarende er svar sædvanligvis - der er brug for flere penge. Det er det nemme svar for at undgå at tage ansvar og så lægger man skylden på nogle andre. Regulativerne er aldrig forkerte, unødvendige eller direkte dumme. Regulativerne er altid kloge og med baggrund i den bedste information. Med andre ord - det hele er politisk spin.


Der er kun lidt håb om at man kan udfordre stupiditeten eller i de unødvendige regulativer gennem en retssag, fordi Højesteret har erklæret at man skal have respekt for de regulerende agenturer. Selvom en eller anden slags ‘indrømmelse’ er mulig så er omkostningerne til en sag i millionklassen og retssagerne kan trække ud i årevis.


Jeg har kun nævnt to hæmmende regulativer, en fra US og en fra EU, der har berørt mig. Dog har de to pålagt branchen milliarder af dollars i unødvendige omkostninger.

Lige for tiden består the Code of Federal Regulations af 174,000 sider. Det kan ikke overraske at byrden ved regulativerne på U.S. økonomien er blevet anslået til at overstige  to billioner dollars om året.. Det svarer til $6,000 for hver borger i landet, eller $24,000 for en familie på fire.


At få styr på og tæmmet regulativer der er gået helt amok, er et ikke løst problem. Udfordringerne er ofte for tekniske for dommerne, for slet ikke at tale om juryer, det er svært stof.


Offentlige høringer og offentlig debat er en ren farce som man i det store og hele ignorerer. Mit forslag er at få institutionelle B Teams, hvis opgave skal være at modargumenterne og dermed skabe en barriere mod forslag til regulativer eller mod eksisterende regulativer.  


Det er ganske åbenbart at disse B Teams skal være uafhængige af regeringen og have nok midler til at behandle og belyse de komplicerede udfordringer. Eksistensen af B Teams ville få regeringskontorer til at være mere ængstelige for at komme med stupide eller unødvendige regulativer.


Norman Rogers writes often about scientific and regulatory issues. He is an unpaid advisor to the Heartland Institute and a member of the board of directors of the CO2 Coalition. He is a member of the American Geophysical Union and of the American Meteorological Society. He maintains a website.


mandag den 18. september 2017

Muhammads seksuelle fantasier om Jomfru Maria

Muhammads seksuelle fantasier om Jomfru Maria

På et tidspunkt hvor mennesker i Vesten konstant tilskyndes til, og advares imod at tale med mangel på respektfuldt om Muhammad, for ellers vil krænkede muslimer svare igen med vold - til skam og skyld for de som udøver deres ytringsfrihed - så overvej hvad muslimer regelmæssigt siger om de ting ikke-muslimer holder af.
Under et nyligt interview på sit arabisk sprogede program erklærede Dr. Salem Abdul Galil - tidligere viceminister for Egyptens rettigheder til at prædike - med fryd at, blandt de bibelske kvinder (Moses’ søster og Faraos hustru) vil “vor profet Muhammad - bøn og fred være med ham - blive gift med Jomfru Maria i Paradiset.” Man skal vide at det arabiske ord for “ægteskab” betegner “lovlige seksuelle relationer” og altså ikke betyder det samme som Vestens “romantiske” eller Platoniske konnotationer.  
Hvor har Galil - denne regeringsmebedsmand der også mener at Muslimer kan bære de hadede krucifiks for at narre kristne—mon fået sin holdning? Som sædvanlig - fra Muhammad. I en hadith der synes at være pålidelig nok til at være med i den berømte ben Kathir’s samling, erklærede Muhammad at “Allah vil bortgifte mig i Paradiset til Maria, Imrans datter” (som muslimer identificerer som Jesu mor.).
Hvis det kun er få moderne kristen der er klar over dette islamiske krav, så gjaldt det ikke Middelalderens kristne der levede i lande besat af muslimerne. Der udfordrede muslimerne regelmæssigt de katolske og ortodokse kristne der havde ærbødighed for Jomfru Maria som den ‘Evige Jomfru’ med denne fantasi.  
Den muslimske profet hævdede han ville deflorere den kristne jomfru i himlen
Således skrev Eulogius af Cordoba, en indfødt kristen i det muslimsk besatte Spanien engang: “Jeg vil ikke gentage den helligbrøde som den urene hund (Muhammad) har vovet at fremføre om Den Velsignede Jomfru, Verdens Dronning, Den Hellige Moder til vor ærværdige Herre og Frelser. Han hævdede at han i den næste verden ville deflorere hende.”  
Som det plejer at være var det Eulogius’ krænkende ord om Muhammad - ikke Muhammads krænkende ord om Maria - der fik dystre konsekvenser. Eulogius, sammen med mange andre spanske kristne der havde ladet deres stemmer høre i kritik af Muhammad, blev fundet skyldige i “blasfemi,” og offentligt torteret og henrettet i “Den Gyldne Tid” i Cordoba i år 859.
Ikke kun undertrykker mange akademikere i Vesten dette eller ‘hvidvasker’ sådanne historiske anekdoter om muslimsk forfølgelse af kristne, men nogle, ubevidst eller på grund af uvidenhed - laver det om i en bestræbelse for at skildre kristne offre for Islam som var de forfølgere af Islam. Således beklager og skriver John V. Tolan, hisotriker og medlem af Acedemia Europaea,  efter at have citeret Eulogius fornævnte klage mod Muhammad:  
Denne uhyrlige påstand (at Muhammad vil gifte sig med Maria) kan se ud til at være Eulogius’ opfindelse. for jeg kender ikke til nogen andre kristne polemikere der kommer med denne anklage mod Muhammad. Eulogius fabrikerer løgne beregnet på at chokere den kristne læser. På denne vis bliver de karaktertræk, hvor Islam ligner Kristendommen (såsom ærbødighed over for Jesus og hans jomfrumor) deformeret og gjort dystre for at forhindre at kristne kommer til at beundre noget hos muslimen. Målet er at inspirere til had mod dem “undertrykkerne”..... Eulogius vil dermed vise at muslimen ikke er en ven men en potentiel voldtægtsmand af kristne jomfruer. s (Saracens: Islam in the Medieval European Imagination, p.93).
Som det allerede er dokumenteret var det imidlertid Muhammad selv - ikke en eller anden “kristen polemiker” - der hævdede at Maria skulle være hans evige konkubine. Men kendsgerninger tæller ikke for akademikere som Tolan, der er mere ivrig efter at dæmonisere Eulogius i sin bestræbelse på at mildne de “krænkede” muslimer der slagtede ham.
Hvis man så lægger reel eller opfundet historie til side, så kan vi jo se på moderne dages Egypten og overveje, hvorfor Dr. Galil - en regeringsmbedsmand der omtales som “moderat,” en brobygger mellem muslimer og kristne alligevel åbenlyst siger at han kender millioner af ortodokse kristne i Egypten der vil finde det vederstyggeligt at Kristi mor skulle gives til - og have sex med - det kristne bedømmer som en falsk profet.
Jovist gav mange egyptiske kristne udtryk for vrede, herunder på de sociale medier, dog reagerede de ikke med vold. Havde en førende kristen gejstlig, eller blot en lille koptisk dreng hævdet at Aisha - Muhammads yndlingshustru der indtager en hædersplads i Sunni tradition - ville blive gift med og have sex med en falsk profet, ja vedkommende ville blive gennembanke og om ikke slået ihjel under sagen, fængslet efter Egyptens lov om “at tale nedsættende om religioner,” der sådan set skulle beskytte såvel Islam som Kristendommen.
Men som enhver muslim og kristen ved er loven i Egypten om “at tale nedsættende om religioner,” som igen har betydet arrestationer og afstraffelser af mange koptere der har stået anklaget for at forhåne Islam på social medier - i realiteten en lov der kun gælder for Islam. De ting som kristne anser som hellige er der fri mulighed for at tale nedsættende om - også hos regeringsembedsmænd.
Trods alt er Islam - begyndende med sin profet og gennem alle dens skrifter - bygget på at nedværdige ikke muslimer og deres religioner,.især Jødedommen og Kristendommen. Så hvordan kan det at gentage det som Islam anser som sandt nogensinde blive dømt som blasfemisk af muslimer - er de vantros følelser fuldstændig uden betydning?
Raymond Ibrahim is a Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center, a Judith Friedman Rosen Writing Fellow at the Middle East Forum and a CBN News contributor. He is the author of Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians (2013) and The Al Qaeda Reader (2007).

Related Posts with Thumbnails