fredag den 27. maj 2016

Obama i Hiroshima - hvorfor?

Obama i Hiroshima



Præsident Obamas planlagte besøg den 27. maj til Hiroshima er med til at understrege en svigtende hukommelse hos generationerne der fulgte. Mens årtierne går udsletter og forsøger nye politiske tendenser at omskrive virkelighederne og de lidelser vi erfarede ved Japans forræderiske optræden under 2. Verdenskrig. Der er stærk tendens i den seneste mediefortællinger fra Det Hvide Hus om forsoning der forsøger at overbevise os om, at Obamas besøg i Hiroshima ikke er hvad det sådan set ser ud til.
Billedresultat for obama hiroshima visit
Vær dog sikker på at det ceremonifikserede Japan vil betragte besøget som en undskyldning. Og hvis således er det en hidtil hån mod de kostbare liv U.S. mistede og risikerede for at beskytte dette land mod hensynsløs japansk aggression under 2. Verdenskrig.

Min generation kan ikke blot ignorere disse omkostninger i amerikanske - og japanske liv -- dersom atombomben ikke var blevet anvendt i krigens slutperiode. Alternativet ville have været en invasion af Japan og betydet at endnu flere millioner amerikanere og japanere ville dø eller blive lemlæstet, og det langt flere end atombomberne slog ihjel og en meget længere varende krig.

En undskyldning kan ikke være på tale når man betænker at Kejser Hirohito havde givet det japanske militær og civile ordre til at kæmpe til døden, En invasion af Japans hovedøer ville have betydet op til 4 millioner flere faldne amerikanere, op til 10 millioner japanere, tal baseret på de faktiske amerikanske faldne i krigen op til den dato.

Japans sindssyge kamikaze angreb havde gjort det tydeligt at Kejserens ordre ville være blevet fulgt. Efter atombomberne var kastet, gav Hirohito ordre til at al modstand skulle indstilles og gik bort fra eden om ‘at kæmpe til døden’ og forhindrede dermed de samlede tabstal som man anslår til 14 millioner. Vor tapre beslutning og handlinger reddede livet for millioner, både amerikanere og japanere.

Glemt er også andre sandheder om Japan på den tid. En brutal invasion af Manchuriet, den berygtede voldtægt i Nanking, snigangrebet mod Pearl Harbor, Batan dødsmarchen, torturen, den bevidste sult, og massedrab på krigsfanger, brugen af koreanske kvinder som sexslaver, og brugen af amerikanske fanger i forsøg med biologiske våben.

Mere passende, ved et officielt besøg hos den japanske kejser og premierminister, ville være en undskyldning ikke for at indlede krigen (den undskyldning er allerede givet) men for deres overgreb i 2. Verdenskrig, og en tak til US for at forhindre endog endnu flere krigstilskadekommnede, en tak til den respektfulde og civile amerikanske behandling af japanske krigsfanger, vor usædvanlige generøsitet efter krigen i genopbygningen af deres land, som blev til et demokrati og et økonomisk væksthus og magtfaktor - en af verdens stærkeste økonomier.

http://www.americanthinker.com/blog/2016/05/obama_at_hiroshima.html#ixzz4959tLLRT

onsdag den 25. maj 2016

Åbent brev til adoptivforældre

Åbent brev til adoptivforældre


Kære adoptivforældre,
Jeg blev adopteret i 1959. I sidste uge døde min adoptivmor. Jeg havde den ære at tage mig af hende i de sidste dage af hendes liv. Det er en trist sandhed (og menneskelig fejl) at vi sjældent reflekterer over hvad vi skylder vore forældre. Ikke før det er for sent. Jeg er ingen undtagelse.  
Som de fleste andre børn spurgte jeg ofte om min fødsel. Hvordan var jeg som helt lille baby? De historier begyndte altid med “Da vi fik dig...” Min adoption og mine brødres adoption blev aldrig holdt skjult for os. Det var en kendsgerning vi voksede op med og forstod. Naturligvis førte det til mange flere spørgsmål, og mine forældre besvarede dem så sandfærdigt som de kunne. Hvor er jeg taknemmelig for det.
baby-hands
Da hun blev indlagt på hospitalet ved sidste jul pralede min mor overfor sygeplejeren med, at det var første gang i hendes 88 årige liv.  Sygeplejeren spurgte med sødt smil, “Hvordan har du dog klaret det med børn?”
"Jeg adopterede mine børn."
"Javel så, du tog den smertefrie udvej,” drillede sygeplejeren.
"Nej da. Der var masser af smerte."
Hun jokede ikke. Hun fik ikke to engle. Hun tog imod fejlfyldte mennesker i sit hjem og til sit hjerte for at lade dem vokse op som hendes. Hun gik til ‘sagen’ med hjerte og sjæl og vidste det var langvarigt.
Som adopteret barn kan jeg fortælle dig alt om den oprigtighed mine adoptivforældre udviste, og at de i sandhed var mine forældre. Jeg husker ikke hvordan jeg kom i min mors arme, ikke bedre end de børn jeg selv har født kan huske, hvordan jeg tog dem i favn. Dette er vigtigt. Det skal du huske når de spørger om deres biologiske mor. Det handler ikke om dig.
Skønt jeg aldrig har søgt efter min biologiske mor, har jeg dog kæmpet med følelsen af at være uønsket, afvist. Husk at et barns behov for at kende til sin biologiske mor ikke er en dom over din kærlighed eller indsats som mor. Det handler om hendes eller hans behov for at forstå, hvem de er.
Jeg ligner ikke min adoptivmor. Hun var høj og slank hele livet, og jeg ...nuvel er ikke. Hendes familietræk som en Smith var meget tydelige. Derfor glæder jeg mig over at se mine egne ansigtstræk og familiekaraktertræk hos mien egne børn og børnebørn. Robinsons har blå øjne, kløft i hagen og kunstneriske evner der får mit hjerte til at glæde sig. Jeg elsker at se min ægtemand og jeg selv afspejle sig i en anden generation.  
Min mor har imidlertid videregivet sin “DNA” på andre måder. Her er tre karaktertræk der er gået videre til mig.
Tilfredshed: Født i 1928 og hun fik familie i 60-70’erne, så hun kendte både til fattigdom og velstand. Hun var tilfreds med det der var. Hun arbejdede hårdt, sparede op og var altid tilfreds med det hun tjente.
Beslutsomhed: Som barn spurgte jeg hende ofte om hvad hun gerne så jeg skulle blive til når jeg blev stor. Hendes svar var altid det samme, “Du kan være det du beslutter dig for at være.” Hun sagde det så ofte at jeg virkelig troede hende.
Dybfølt, inderlig kærlighed til familien: Mens min generation var “set men ikke hørt” var vi hele verden for vore forældre, men ikke universets centrum. Hendes kærlighed til familien omhandlede også at tage sig af to søskende med Alzheimers og hendes 96 årige far.
Dine børn skal absolut ikke videreføre din DNA. Forstå at en dag, vil de sig sig i spejlet og se familiekaraktertræk der er langt mere end blot øjnenes farve.
Med kærlighed og beundring,
Rhonda Robinson

mandag den 23. maj 2016

Masserenes revolte og nutidens politik

Massernes mytteri




Den spanske filosof Jose Ortega y Gasset  skrev mange fremragende bøger for han døde i 1955, men hans mest berømte er stadig  aktuel næsten et århundrede efter den blev skrevet i 1928.

Titlen er Massernes Revolte, og den beskriver på elegant spansk et langvarigt mønster i menneskets væremåde begyndende med Renæssancen i Europa og kulminerende med civilisationen i tiden efter 1. Verdenskrig - nemlig den gradvise og uhindrede magtovertagelse af masserne da disse væltede de oldgamle institutioner med feudalt og imperialistisk styre.

Det som gør Massernes Revolte så bemærkelsesværdig er den nærmest profetiske fortælling om totalitarismen fremkomst - fascismen og kommunismen. Ortega forudsagde i 1928, hvordan Hitlers nazisme og Stalins kommunisme ville få magt, og de konsekvenser der fulgte med, og det altså et godt stykke tid for de totalitære tilstande der medførte ti millioner af døde og på voldsomste og mest voldelige vis smadrede livet for hundreder af flere millioner.  

Trods sine profetiske glimrende syn havde Ortega dog sine intellektuelle blokeringer, og de har ført til at hans ry som en universelt hyldet person er falmet i moderne tankegang. Han var for eksempel, en mand af aristokratiet med mange af det 19. århundredes fordomme om kvinder og menneskelige forhold. I dagens politisk korrekte verden kan nogle af hans kommentarer forekomme arkaiske og tonedøve. Han var også i stor grad Eurofil, der på en aller anden vis (selv så sent som 1928) ikke opfattede USA som den øjeblikkelige verdensmagt og civiliserende kraft som snart skulle vise sig.

Ortega argumenterede for, kort fortalt, at masserne i menneskeheden der så længe var blevet behersket af feudale herrer, konger, kejsere og diktatorer var ved at få den ægte magt i verden mens de gradvist fik styrtet autoritære institutioner. Han sagde at denne “revolte” antog to former. Den første var “indirekte” magt i form af repræsentativt demokrati. Den anden var “direkte” magt hvor samfundene handlede gennem totalitær aktion, ofte ved vold, uden lov, uden lovgivning og enighed, og uden at nogen blev draget til ansvar. Det var hans profetiske gøren opmærksom på sidstnævnte, der viste sig første gang i Tyskland, Italien, og Sovjetunionen, der bekymrede ham. I årtiet der fulgte der fulgte efter udgivelsen af Massernes Revolte, blev hans betænkeligheder alt for frygteligt tydeliggjort og ubegribeligt sand.  

Nu i 2016, er ‘fænomenet’ med massernes “forstyrrelse” blevet meget mere åbenbart og er kommet til Amerika - ikke i den patologiske form af nogen “direkte aktion” bevægelse, men i form af den “indirekte aktion” ved mytterier mod de etablerede hos begge politiske partier.


De venstreorienterede medier og det politiske etablissement mente i et stykke tid at dette mytteri var begrænset til den konservative side, da “outsideren” Donald Trump pludselig dukkede op, og nu ganske tydeligt har vundet nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat og knækkede den “politiske korrekthed” og de etableredes magt i processen. Men denne ‘mytteristemning’ er nu erstattet af Demokraternes eget mytteri i skikkelse af “outsideren” Bernie Sanders og den bølge af populisme han rider på.

Hvor derimod hr. Trumps modstandere i nomineringen trak sig fra feltet i kølvandet på hans opsigtsvækkende sejre i primærvalgene, har hr. Sanders nægtet at trække sig, og det selv om odds for hans nominering matematisk er mod ham. Ikke kun har han ikke villet trække sig, men han har vundet en imponerende række af primærvalg og det selv efter “racet” var dømt forbi af medierne af den politiske klasse, herunder for nylig en sejr i Oregon og nærmest uafgjort i Kentucky. urealisti

Hans handlinger beregnet på at flytte Demokraterne til venstre vil åbenbart blive rigtig udstillet ved Demokraternes nationale konvent i Philadelphia om to måneder. Før dette, vil primærvalget i Californien indtræffe - i juni måned. Dette primærvalg vil sende et rigtig stort antal delegerede til konventet.

Trumps modstandere har ikke været inaktive, men deres bestræbelser kommer helt sikker for sent, og vil sandsynligvis ikke ændre udfaldet af GOP konventet i Cleveland.

Valget 2016 i USA er både en opfyldelse af Ortegas indsigt i den langvarige fremkomst af ‘masserne’ og en kritik af hans ængstelse for styrken og varigheden af repræsentativt demokrati.

Det er så let at forklare historie når den er sket. Men før den sker så er der næsten altid overraskelser.


lørdag den 21. maj 2016

Pave Frans' jihad mod kristendommen

Pave Frans’ jihad mod Kristendommen

Manden kendt som den “Katolske Pave” og “Kristi stedfortræder” - men som i lyset af det som følger muligvis snarere burde omtales med sit eget navn Jorge Mario Bergoglio—har netop givet et interview,der viser hvorfor “så mange mener han er anti-Krist.”
De mest slående karaktertræk følger her:
Kristus som krigsmager
På klassisk relativistisk facon hævder Jorge at:
Det er sandt at forestillingen om erobring er dybt nedarvet i Islams sjæl. Imidlertid er det også muligt at fortolke det der står i Mattæus Evangeliet - der hvor Jesus sendte sine disciple til alle nationer, som også værende en forestilling om erobring.
Kun en person der er meget uvidende eller fjendtlig over for Kristendommen kan komme med en sådan påstand. For at slå det helt åbenbare fast: Jo, Kristendommen og Islam søger at vinde konvertitter. Imidlertid var Jesu opfordring til at “gå ud for gør disciple af alle nationer,” hos Mattæus forstået og praktiseret på fredelig vis. Disciplene prædikede, mennesker omvendte sig. Ingen vold, ingen tvang. Faktisk var det kristne - de vigtigste disciplene og evangelisterne - der blev forfulgt og slået ihjel for at forkynde om Kristus, først af det hedenske Rom, senere - og stadig - af Islam.
Helt anderledes sagde Muhammad, “Jeg er blevet sendt med sværdet i hænderne for at sikre at ingen andre end Allah tilbedes - Allah der har lagt mine midler under spydets skygge og som påfører ydmygelse og foragt over de som ikke adlyder mine bud (The Al Qaeda Reader, p.12).”  Koranen er til overflod fyldt med ordrer om at udføre vold mod de som nægter at underlægge sig Islam - og jovist , på måder der slet ikke kan sammenlignet med volden i Det Gamle Testamente.
Ulig Kristendommens udbredelse er Islam blevet udbredt gennem sværdet. Dette er en simpel historisk kendsgerning,  som anerkendes af særligt europæiske ledere: Den helt overvældende del af det territorium der i dag udgør “den muslimske verden” blev taget fra ikke-muslimer gennem vold og blodsudgydelse.  To tredjedele af Kristendommen - Mellemøsten og Nordafrika - blev opslugt af Islam et århundrede efter dets grundlæggelse.  
Den eneste lighed mellem Kristendommen og Islam når det drejer sig om deres spredning er martyrer: Kristne blev martyrer grundet deres tro, muslimer gjorde alle der ikke benægtede deres tro til martyrer.  
Foragt for “kristne rødder” i Europa (eller foragt for sandheden)
Ifølge Jorge,når jeg hører tale om Europas kristne rødder, frygter jeg undertiden tonen, der kan forekomme triumferende eller endog hævngerrig. Den har kolonialistiske overtoner.”
Man forventer en sådan ahistorisk multikulturel gang sludder fra en håbløs ateist - ikke fra “paven.” En hurtig belæring for Jorge: “Europas kristne rødder” er en kendsgerning. I århundreder, efter den førnævnte islamiske erobring af Mellemøsten, Kristendommens oprindelige hjerteland, blev Europa hjertet og fremføreren af den kristne tro. Det er derfor det kaldes “Kristendommen.” Hvordan kan den hævdede stedfortræder, eller Kristi repræsentant, “frygte” denne kendsgerning og forhåne den som “triumferende eller endog hævngerrig?”
Kristendommen som en dørmåtte der byder Velkommen
Åbenbart for Jorge, kan europæerne udtrykke deres kristne tro og rødder - dog kun ved at være “velkommen” dørmåtter:
Jo, Europa har kristne rødder og det er Kristendommens ansvar at gøde, vande disse rødder. Men dette skal gøres i en tjenestens ånd, som ved Kristus der vaskede andres fødder. Kristendommens pligt over for Europa er en tjenestens pligt ...Kristendommens bidrag til en kultur er at den handler som Kristus der vaskede fødder.
Ifølge den katolske kirkes overhovedet er hele formålet og budskabet i Kristendommen således at “vaske fødder” - eller i denne kontekst, at tage imod millioner af muslimske immigranter, hvoraf mange er åbenlyst fjendtligt indstillede over for Kristendommen.
Jo, Kristus tjente og vaskede sine disciples fødder, og prædikede nåde og medfølelse - men det var næppe det eneste eller hovedformålet med hans mission. Han tilbød et helt verdenssyn grundlagt på teologiske sandheder. Når mennesker fejlede ved at profanere templet, vendte han ikke “den anden ,kind til” (og slet ikke vaskede han deres fødder), han piskede dem. Han prædikede ikke naivitet - åben dine døre for de som i meget lang tid har søgt, og stadig søger at du skal underlægge dig dem—men opfordrede til at være “kloge som slanger.”    Han talte om evigt helvede og pinsler - mere end nogen anden i hele Bibelen. Det er derfor Kristendommens forskellige denominationer traditionelt har holdt fast ved, at det at være kristen er langt mere end “at vaske fødder.”  
Men for Jorge, er de eneste aspekter i Kristendommen der er værd at give udtryk for de som gavner muslimske immigranter, hvoraf nogle hader og forfølger kristne i Europa.
Den muslimske verdens problemer: Vort fejl og vort ansvar
Da han blev spurgt om Europa har kapaciteten til at tage imod så mange immigranter sagde Jorge: “Det grundlæggende spørgsmål er, hvorfor der er så mange immigranter nu.” Som en ægte apologet for Islam gik han videre og citerede alt - og intet - våbenfabrikanter, sult, og som ekko af Obama administrationen, arbejdsløshed—som årsager til opstande i Mellemøsten samtidig med han ignorerede elefanten i glasbutikken: Islamisk kultur, der giver ikke fungerende, intolerante, voldelige, autoritære stammesamfund.
Se blot på Islams fødested, hvor islamisk lov meget streng håndhæves: Saudiarabien er mere velstående end de fleste nationer i Vesten og har ingen af de problemer Jorge citeres for; dog er  det også barbarisk, korrupt, og fjendtlig indstillet over for alle der ikke bekender sig til Islam.  Hvorfor?
I det samme Mattæus Evangelium som Jorge citerede fra for at gøre Jesu disciples mission den samme som Muhammads jihadisters mission erklærer Kristus “Pas på de falske profeter. De kommer til Jer i fåreklæder, men indeni er de sultne ulve. Ved deres frugter skal i kende dem.”
Hvis der nogensinde har været en person hvis indstilling synes at indeholde dette - en mand der besidder embedet med at være “repræsentant for Kristus”, men som giver magt til den historiske (og vedvarende) fjende af Kristendommen, der opfordrer europæerne til a
t se bort fra deres kristne arv og kun give udtryk for deres tro ved at “vaske fødder” eller underlægge sig muslimer - så passer Jorge Mario Bergoglio perfekt til den opgave.   
Raymond Ibrahim is a Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center, a Judith Friedman Rosen Writing Fellow at the Middle East Forum and a CBN News contributor. He is the author of Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians (2013) and The Al Qaeda Reader (2007).
http://www.frontpagemag.com/fpm/262921/pope-francis-jihad-christianity-raymond-ibrahim

fredag den 20. maj 2016

Rygning og mintpastiller

Rygning og mintpastiller

Ved første blik er billedet herunder -- fra en reklame i 1950’erne - muligvis knyttet til rygning. Manden tilbyder sin lighter til sin veninde, lader hende tænde hendes cigaret og alle de gode ting forbundet dermed - tjære, nikotin, død - der følger med sug.

Men hvis du ser nærmere efter vil du bemærke at der mangler noget på billedet. Cigaretten er helt henne ved lighteren, men ikke i kvindens mund. Faktisk rører ‘cigaretten’  udelukkende lighteren - den anden ende svæver frit i luften.
Det er fordi lighteren selv ikke er en lighter, og cigaretten ikke en cigaret.

Det er PEZ -- der kommer ud af en PEZ dispenser. Men associationen med rygning i billedet er ikke kun et uheld.  

Hvis du nu ikke kender PEZ - så er det altså pastiller med frugtsmag formet som små mursten. Det er slik, og det er nærmest umuligt for nogen med blot den mindst gennemsnitlige fingerfærdighed af fylde dispenserne.

Men fordi dispenserne blev lavet i sådan set alle mulige udforminger man kan forestille sig, så var de sjove for børn (hvis forældre alligevel fyldte dem op) og de er blevet samleobjekter. Resultatet er at man kan købe PEZ i legetøjsforretninger og mange andre steder, hvor man normalt ikke ville finde legetøj eller slik.  

Men PEZ oprindelige popularitet har intet at gøre med den lyserøde pastil der farer ud af en Hello Kitty som på billedet. Populariteten stammer snarere fra PEZ’ens opfinder Edward Haas III, østriger der opfandt den in 1927, og kun fik ringe succes med den, dog nok til at fortsætte, men slet ikke som et internationalt kendt slikmækre.   

I 1940 kom Haas på den ide at sælge produktet samtidig med noget velgørenhed. Selvom der skulle gå et årti eller to før the Surgeon General of the United States ville udstede den første rapport om de skader rygning forårsager - så havde Haas regnet ud - han var antiryger - at rygning delvist kom ved begæret efter at have noget i sin mund, og Haas ønskede at lade PEZ være et alternativ til rygning.

I 1948, hgenintroudecere han så PEZ som en cigaretlignende lighter som dispenser (før var de lavet af tin) og sloganet "Rauchen Verboten, PEZ-en Erlaubt" -- "Ingen rygning - PEZ er tilladt.”

Som der fortælles fra dengang var kampagnen en succes (trods det latterlige slogan) - i det mindste i Europa.

Dengang var PEZ dog stadig kun med pebermyntesmag og produktet klarede sig ikke særlig godt i USA.

Så i 1952 trådte Haas ind på U.S. markedet med et bredt udvalg af frugtsmage, og tre år senere begyndte man at sætte hoveder på dispenserne. (Julemanden var en af de første, og er stadig meget populær). Salgstallene skød i vejret og virksomheden fortsatte med stor succes.

“Rygningsalternativet” forsvandt nogenlunde samtidig, og kun få giver PEZ kredit for at hjælpe med til at komme ud af rygevanen.






Bonus Fakta: PEZ er en forkortelse for "Pfefferminz," det tyske ord for pebermynte.

onsdag den 18. maj 2016

Islamokvalme - nyt udtryk som reaktion på muslimers foragt for Vesten

Muslimer lader sig ikke assimilere - de infiltrerer



Lad os som begyndelse lige se bort fra nutiden.

Enhver mening vi i Vesten har antaget om at forhandle med muslimer, både individuelt og kollektivt, er forkert.

Det er en politik med baggrund i politisk korrekthed der gennem rationel, fornuftsbetonet analyse er mere en misforståelse kultur end religion.

Udtrykket  "Islamofobi" blev fundet på, og kom i anvendelse tidligt i 1990’erne af the International Institute for Islamic Thought, en frontgruppe for Det Muslimske Broderskab. Gruppen blev oprettet med det formål at det skulle være et værktøj til at fremme en totalitær sag ved at stigmatisere kritikere og gøre dem tavse, samme taktik der benyttes af den politiske venstrefløj, når de slynger om sig med beskyldninger om “racisme,” sexisme” og “had-tale.”

Det blev opgaven for islamistiske lobby organisationer som the Council on American-Islamic Relations (CAIR) at skildre sig selv som borgerrettighedsgrupper talende på vegne af en muslimsk amerikansk befolkning der påstår man blev belejret af udefrakommende, der plejer en ulogisk, ikke begrundet frygt for dem og så skal man regelmæssigt anklage det amerikanske folk, amerikanske institutioner, myndigheder og U.S. regeringen for at fremmane en dyb og potentiel voldelig fordom mod muslimer. Naturligvis viser FBI data om hadforbrydelser at sådanne påstande er sludder og vrøvl.

Modsat propagandaen er islamofobi ikke hvad muslimer føler, men hvad radikale muslimer håber at kunne indføre politisk og kulturelt i ikke muslimske kulturer. Det er intimidation og frygt. Derved kan de, ikke kun fremme deres mål om et globalt kalifat, men opnå en slags “respekt” som de ellers ikke ville kunne opnå baseret på et fravær af overbevisende argumenter eller konstruktive bidrag til samfundet,

Den danske psykolog Nicolai Sennels, der har behandlet 150 muslimske kriminelle indsatte fandt fundamentale og i store træk uforsonlige psykologisk forskelle mellem muslimsk og vestlig kultur, der gør en effektiv assimilation i bedste fald yderst vanskelig og i værste fald er en myte.  

For eksempel har muslimsk kultur et meget anderledes syn på vrede. I Vestens kultur er udtryk for vrede og fremførelse af trusler muligvis den hurtigste vej til at miste ansigt og det fører til en følelse af skam og tab af social status. I muslimske kultur bliver aggressiv opførsel, især trusler, generelt set betragtet som accepteret, og endog forventet som en metode til at klare konflikter.

I udenrigspolitiske sager bliver fredelige tilgange, såsom det at man viser medfølelse, indgår kompromis og benytter sund fornuft, af de muslimske ledere betragtet som kujonagtig og en svaghed der skal udnyttes. I den henseende er vrede og vold ikke grunde til at indlede forhandlinger, men er integrerede komponenter i forhandlingsprocessen.

Ifølge Sennels, er der endnu en vigtig psykologisk forskel mellem muslimsk og vestlig kultur kaldet “kontrolpunktet” uanset om mennesker oplever livet som værende under påvirkning af enten interne som ydre faktorer.

Mennesker i Vesten føler at deres liv i store store træk påvirkes af indre kræfter, vore handlemåder, vore følelser, vor måde at tænke på, vor måde at relatere til andre mennesker, vore motiver og vor måde at kommunikere på, faktorer der afgører om vi har det godt, har tillid til os selv eller ikke.

I muslimsk kultur bliver indre faktorer imidlertid erstattet af ydre regler, traditioner og love for menneskelig opførsel. De har en meget magtfuld muslimsk gejstlighed der udstikker regler for deres samfund, dikterer de politiske synspunkter, og giver regler for så at sig allle livets aspekter.

Kontrolpunktet er central for individets forståelse af frihed og ansvar.. Når mennesker i Vesten erfarer problemer, så søger vi ofte ind i os selv og spørger, “Hvad har jeg gjort forkert?” og “Hvad kan jeg gøre for at ændre situationen?” Muslimer søger efter forklaringen i udefrakommende forhold og spørger: “Hvem gjorde det mod mig?” Sennels bemærkede at et standardsvar fra en voldelig muslim ofte er: “Det er hans egen skyld at jeg bankede ham (eller voldtog hende). Han eller hun provokerede mig.”

Resultatet er at muslimsk kultur dermed tilbyder en formel for evigvarende offerfølelse.

Med en tilbagegang i følelser om personligt ansvar så er der en større tendens til at kræve at omgivelserne tilpasser sig  muslimske ønsker og krav, at disse infiltreres snarere end assimilerer sig i en Vestens kultur.

Sennels giver en barsk, men realistisk opskrift:

“Vi burde ikke tillade at vore byer ødelægges af lovløse parallelsamfund, med grupper af hærgende muslimske kriminelle der overbebyrder vort velfærdssystem og med den stadig større retfærdiggjorte frygt ikke muslimer har over for vold. Konsekvenserne burde være så stringente, at de vil være langt at foretrække for enhvert anti-social muslim at drage tilbage til et muslimsk land, hvor de kan forstå og blive forstået af deres egen kultur.”

Det er ikke islamofobi Vesten lider af, men Islamokvalme, en helt naturlig reaktion på noget kulturelt unormalt..
Lawrence Sellin, Ph.D. is a retired colonel with 29 years of service in the US Army Reserve and a veteran of Afghanistan and Iraq. Colonel Sellin is the author of "Restoring the Republic: Arguments for a Second American Revolution ". He receives email at lawrence.sellin@gmail.com.



Related Posts with Thumbnails