lørdag den 30. august 2014

Religion og forbrydelser - Sindssyg eller 'intellektuel udfordret'?

Sindssyg eller blot ‘intellektuel udfordret’?  - Religion og massemord

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN                                                                


Når lovbrydere bliver stillet for retten har advokaterne og dommerne stadig problemer med “sindssyg i gerningsøjeblikket” definitionen.

Domstole i Florida besluttede at en helt klart dement mand udmærket vidste hvad han foretog sig da han myrdede 8 mennesker i 1970’erne. De fik endelig arbejdet sig igennem alle appellerne og henrettede ham, til lyden af dødsstarfmodstandernes hylen og skrigen i protest, og især fra de som er imod henrettelse af “sindssyge” eller i visse tilfælde ‘De Intellektuelt udfordrede’ - altså personer med meget lav IK.

For andre igen er den kendsgerning at det tog 30 år at behandle appellerne før den endelig dom og dommens udførelse fandt sted et groft tilfælde af juridisk mishandling af retfærdighedsbegrebet. Uanset hvad, var dette dog en henrettelse der gav stor splittelse.

Ofte fejler vi i at anerkende at sindssygdom ikke er i form af en “ikke viden hvad man foretager sig tilstand;” de mere forfinede udgaver (såsom den post-partum religiøst skrupforvirrede mor der druknede sine fire børn for at de alle kunne komme til “himlen.) Post-partum depression er ikke usædvanligt; en hormonel ubalance er ikke kvindens fejl. Men hvad sker der når den bringer død med sig i form af en religiøs forvreden tankeverden? Vi har det vanskeligt med juridisk at behandle religiøs ‘forgiftning’ der berører den rationelle tanke. Men i nutidens verden så har vi bare at få styr på det.

Retssagen mod Major Nidal Hasan var et sådant tilfælde. Hvis man skulle finde et eksempel på religiøst ‘forgiftet’ tankegang var der i denne sag. Hasan er født i USA af palæstinensiske forældre. Han har haft stor gavn og udbytte af sit nye lands godgørenhed: Fin uddannelse, forfremmelse i US Army, og en karriere som psykiater, der dermed skulle formodes at hjælpe andre.

Men hvad foregik der oppe i hans hoved? Hans adopterede land var så politisk korrekt (altså tøvende overfor at ‘krænke’ en muslim) at han bestod alle sine eksamener for at blive psykiater, fik forfremmelser i hæren og fik serveret enhver chance for at få succes i dette land, trods en mistanke om at han var en tikkende bombe og ikke særlig klog. Skønts hans overordnede i militæret bemærkede at hans tankegang var noget bizar, ignorerede de klager fra kolleger om han havde ‘en skrue løs’ og blev ved med at forfremme ham trods begrundede betænkeligheder.

Majoren har demonstreret at han også er ‘intellektuelt udfordret’ ved at vælge at være egen forsvarer på anklagerne om hans massemord, trods det at han ved at en person der er egen forsvarer i retten betragtes som direkte dum. Hans forundrede forsvar gik ud på at citere islamisk lov: At det var hans pligt at forsvare al-Queda, ikke det Amerika der har givet ham alt. Domstolen afgjorde uden besvær, at han var skyldig og dømte ham til døden. Uheldigvis vil hans henrettelse blive udsat i årevis, på grund af den hjælp han har fået fra islamistiske jurister. Endnu engang bliver retfærdigheden forsinket og dermed krænket.

Hvad er der så egentlig galt med Major Hasan? Kan han kan ikke skelne rigtigt fra forkert? Er han spadedum, ude af stand til at gennemskue sine kugleskøre handlinger? Er han en person der blot har taget et slags religiøst besættende opium for at retfærdiggøre sin skrækkelige handlinger? Mit gæt er en del af alt det nævnte. Den samme religiøse forgiftning gælder også brødrene ved Boston Marathon terrorhandlingen.  

Men islamisk religiøs forgiftning er ikke det eneste. Fromme forældre der lader deres børn dø fremfor at lade en læge se til dem er også religiøs forskruede. De som slår abortlæger ihjel mener, helt forkert, at Gud er med dem.

Dermed er vi fremme ved emnet: Hvad er ondskab?

Progressive bryder sig ikke om selve udtrykket, for det lyder for “bibelsk,” men det beskriver faktisk handlingerne hos visse mennesker. Manden der torturerede og misbrugte tre piger i over 10 år, og ikke syntes det var forkert! Han sagde at han var ofret for sin “afhængighed af seksuell perversitet,” forårsaget at “tilgængeligheden af pornografi.” I en opvakt øjeblik slog han sig selv ihjel, og undgik dermed den indespærring han havde påført andre. .

Seriemordere er ofte i begyndelsen rædselsslagne over deres først mord, fulgt at mindre og mindre samvittighedskval. Er de skyldige i helt bevidst at kvæle, dæmpe, det som ellers gør os til ‘anstændige’ mennesker? Det at kunne sætte sig i andres sted? Er dette et valg eller er det psykopati?

Den menneskelige evne til at udøve ondt udfordrer til stadighed vort samfund i forsvaret af os selv mod den og vort retssystem der ikke straffer denne ondskab som den egentlig burde straffes.
               

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.
                       


Læs denne om sagen mod Hasan:
http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/02/politisk-korrekthed-og-rebet-til-vor.html

fredag den 29. august 2014

Jeltsins advarsel mod en Putin

Jeltsins advarsel

       
                           
Det er heldigt for ham at tidligere præsident Boris Jeltsin ikke længere lever. Hvis det var tilfældet ville hændelserne der ruller sig ud i Rusland dag efter dag, år efter år, helt klart vise et land der er på vej tilbage til sin dystre Sovjet fortid, begivenheder der beviser at Jeltsins værste forudanelser var velbegrundede - og helt sikkert ville få slået ham ihjel.                

Den 23. april 2007, dagen efter Jeltsin var død misforstod Boston Globe et vigtigt ord. Avisen fastslog:
“I 1991, idet han forsøgte at opnå de russiske regionale lederes støtte, opmuntrede han dem om at ‘tilegne sig så meget suverænitet som de kunne overkomme.’” Ordet der begynder med et “o” var ikke opmuntre med var “advare.”

Lige fra første færd efter han kom til magten var Jeltsin i færd med, utrætteligt og frygtløst at advare sine landsmænd og verden om at Rusland ikke var sikret mod et diktatur, at man kunne falde tilbage hvert øjeblik det skulle være. Derfor gik Jeltsin med et halsbrækkende tempo i gang med at fordele magten så bredt som muligt, for at skabe så mange barrierer som muligt mod fremkomsten af en neo-Sovjet leder som Vladimir Putin.

Jeltsin var udmærket klar over at institutioner som domstole og lovgivningsapparatet ikke ville være noget udfordring for en sådan leder, og historien har vist han havde ret. Med stor lethed og hastighed har Putin fået kontrol over domstolene og parlamentet. Hans eneste forhindring har fortsat været “oligarkerne,” hvem Jeltsin tildelte økonomisk magt. Det havde langt fra noget med korruption at gøre, men et udtryk for Jeltsin korrekte analyse af at russerne ikke ville være villige til at betale den pris som frihed og demokrati koster og dermed ville sætte sig i fare at indlede en bane mod endnu et selvdestruktivt diktatur.

Et kig på de seneste hændelser i disse tider i Rusland sætter et kraftigt udråbstegn ved Jeltsin visdom.

Her i foråret kom en ung neo-Sovjet russers tanker om undertrykkelse og underkastelse af kvinder med alle tilgængelig midler til klarhed. Og de få som ikke har sådanne forestillinger, er på vej til udstødelse med foragt.

Alene i de seneste par måneder har vi set Rusland gå ind for forbud med at kvinder er iført både højhælede skoe og ballerinasko, forbud mod at de ryger, og censur af lesbiske sexscener fra Blue is the Warmest Color, den film der vandt Palme D’Or ved Cannes i år.
                     
Der er forslag om at kvinder under 40 ikke må ryge               

Da kvinder forsøgte at gå i demonstration til støtte for feminismen i Moskva på den internationale Kvindedag gav Kreml dem en særlig gave. Man arresterede dem.

Der er 31 ministerier i den russiske regering herunder otte vicepremierministre og 23 departements ministre. Blot en af de otte vicepremierministre er kvinde, og hun har fået nogen særlig vægtig politisk stilling. I stedet er hun leder af Sociale Affærer. Blot endnu en kvinde er med i regeringen, Minister for Sundhed - altså nationens sygeplejerske.  Putins Rusland er ikke kun en mands verden, men en mands solsystem.

At brække en kvindes næse og ribben gælder ikke som en forbrydelse i Putins Rusland, hvis voldsudøveren er hendes mand. Det eneste hun kan gøre er at anlægge sag ved en civil domstol og modtage, i bedste fald, 1500 dollars i erstatning. Resultatet er der myrdes en russisk kvinde cirka hver time af hendes mand.


Mord er faktisk det eneste område, hvor russiske kvinder får samme behandling der næsten svarer til mænds. Galina Starovoitova, Anna Politkovskaya, og Natalia Estemirova var tre fremstående demokratiaktivister der blev myrdet for at standse deres kritik af Putins diktatur, ligesom det var tilfældet med Sergei Yushenkov, Yuri Shchekochikhin, Nikolai Girenko, Paul Klebnikov, Andrei Kozlov, Alexander Litvinenko, og Stanislav Markelov på mændenes side.

Tre artikler skrevet af russiske mænd i den vidunderlige russiske avis Moscow Times, viser meget tydeligt, hvor håbløst livet der er blevet for civiliserede mennesker, og ikke kun på grund af den barbariske misbrug af kvinder, men fordi sådan barbarisme karakteriserer enhver del og hjørne af livet der. De taler som Jeltsin ville have gjort dersom han var i live, de synger en trist begravelseshymne for det civiliserede Rusland.

Den første artikel, af journalist Ivan Sukhov har overskriften “Ruslands dårlige manerer vil blive dets fald.” Som svar på Ukraines udenrigsminister, der kalder Putin “et røvhul,” stiller Shukov det rimelige og direkte spørgsmål: “Hvorfor hader Ruslands nabolande dette land så meget?” Hans svar: “Dette krænkende sprogbrug der er begyndt at dominere ved Ruslands kurs over for resten af verden afspejler den desperate manglende evne hos senior embedsmænd i Moskva til at få andre til at holde af dem.” Sukhov er rædselsslagen over russernes afvisning af at markedsføre sig selv, at se dem selv i den virkelige verden. Han ved at et sådant land, som USSR, ikke kan overleve særlig længe.

Derpå følger “Med Putin mister Internet Titanerne tålmodigheden” skrevet af sikkerhedsanalytikeren Andrei Soldatov:

Soldatov fortalte om, hvordan de førende i Ruslands internetvirksomheder bukkede og skrabede og leflede for Putin selvom han igangsætter en voldsom bølge af nye angreb mod selve Internettet og truer med at ødelægge deres virksonheder.

Brug af det anonyme browsersystem kendt som “Tor” er eksploderet her fornylig da russerne har strittet imod for at undgå deres nye Big Brother. For ikke så lang tid siden fik vi hele tiden at vide af Putin fortalere at det intet betød om Putin fik kontrol over russisk TV og aviser fordi Internettet jo altid ville være dynamisk og frit nok til at være en modvægt mod sådan statssponsoreret propaganda.

Nu kan vi se at de udtalelser var ‘varm luft’ og skal få os til ikke at være på vagt og lade Putin overtage de førende medier, som han hurtigt har gjort.

Slutteligen kaldte den lærde Leonid Bershidsky der ganske enkelt skriver “Ingen illusioner tilbage - jeg rejser!” Bershidsky er frastødt af sit lands udslettede af uafhængige medier og at dets hensynsløse begær for at angribe det som burde være et broderfolk, Ukraine.

Han skriver:

Jeg ønsker ikke at blive i Rusland og betale en eneste kopek for Krim. Stjålne varer er stjålne varer. Som så mange af de som rejser var jeg ikke en rotte der gik fra borde ved første tegn på at noget var galt. Jeg er mere en sømand der ser at kaptajnen har skiftet kurs mod en havn med et elendigt ry - og med højtalere der proklamerer hans hensigt - og stille og roligt, uden panik, lader jeg redningsbåden gå i vandet ,og begynder at ro mod den havn som vi oprindeligt var på vej til.

Alt dette var til at forudse - og blev det. Lige så snart Putin kom til magten advarede de af os som kender Rusland alt for godt om at denne mand ville lade tæppet gå for friheden i Rusland og ville sætte uret baglæns - og det hurtigt - mod æraen med Sovjets undertrykkelse. Mange hånede os for at dette var bagstræberisk tankegang, og sagde at Rusland var et nyt land og “ikke kunne falde tilbage” til den forfejlede fortid.
RAF Typhoons intercept Russian aircraft
Men kendsgerningerne viser, at i dagens Rusland er advarslerne om Putin helt berettigede og burde være blevet hørt. I stedet kan vi nu dagligt læse om russiske kernebombefly og andre angrebsfly der plager NATO landene, og Rusland er i færd med sin militære genopbygning ved Ukraines grænser, efter at have lovet ikke at gøre det.

Russiske tank ruller ind over grænsen til Ukraine ligesom Sovjet tanks rullede ind i Østeuropa for årtier siden.

Fordi Rusland ikke har nogen Boris Jeltsin til at standse dem.

Follow Kim Zigfeld on Twitter @larussophobe.

http://americanthinker.com/2014/06/yeltsins_warning.html

onsdag den 27. august 2014

Gode penge i at blive skudt af en betjent

Bernie Planck
Michael Brown var på vej ud i et liv som kriminel og bag fængselstremmer og en kilde til endeløs skuffelse og elendighed for sine forældre. Jeg ved det, du ved det og hans forældre ved det. Den indkomst han kunne have optjent i sit liv, hvis du nu kalder frugterne af smårapserier og røverier for indkomst, ville have været en sølle beløb. Men Michael Browns død er hundred gange mere værd for hans forældre, end Michael Brown i live.
Lesley McSpadden (right), mother of 18-year-old Michael Brown, watches as Brown's father, Michael Brown Sr., holds a family picture, during a news conference, Aug. 11, 2014.
Lesley McSpadden (til højre), mor til den 18 årige Michael Brown, ser til mens Browns far, Michael Brown Sr., holder et famileifot, under en nyhedskonference den 11. august 2014.
Photo Credit: NBC News  
Tænk over dette: Indtil nu har Michael Brown Minde Fonden indsamlet over $275,000 på mindre end to uger. Familiens advokat siger: “Disse midler vil IKKE blive brugt på retssagen; alle midlerne skal gå til Michael Browns familie.”

Dette kunne muligvis være en ny tendens - så kommer man måske til at høre om selvmord ved en politibetjent? Hvis en familie fremover har brugt for at få sig en lille formue, så send da sønnen for at møde en betjent - og midlerne strømmer ind.

Gå i gang, min dreng, skaf pengende.

Jeg ønsker ikke at lyde kynisk, men jeg vil vædde på der er tusinder af sorte familier hvor moren opmuntrende klapper sin værdiløse søn i nakken og siger, “Hvorfor kan du da ikke være ligesom Michael Brown og få en eller anden betjent til at plaffe dig i hovedet?”


Jovist, jeg er kommet til at stave hans navn forkert i overskriften. Selv jeg kan undertiden begå en fejl.

En eksplosiv aperitif- Molotov cocktail

En eksplosiv aperitif


Mange fremskridt indenfor videnskab eller teknologi har fået navn efter deres opdagere/opfindere.

Dette er især sandt inden for krigsførelse: F.eks. Gatling Maskingebværet der fik navn efter sin skaber Richard Gatling, og udtrykket “shrapnel” der er opkaldt efter Henry Shrapnel, en britisk generalmajor der udviklede teknikken. Men i et bemærkelsesværdigt tilfælde er det pågældende våben ikke opkaldt efter dets skaber - men som en vittighed - en sarkastisk henvisning til dets plageånd.

Den 23. august 1939 lige før 2. Verdenskrigs udbrud indgik Sovjetunionen og Tyskland en ikke-angrebspagt. Aftalen indebar en opdeling af det meste af Østeuropa blandt de to nationer. Efter aftalen måtte Spvjetunionen udvide sin “indflydelsessfære (som var tidens almindelige sprogbrug) til De Baltiske Lande og Finland. Baltikum bestod af Estland, Letland og Litauen som overgav sig forholdsvis let til Sovjets kontrol, idet man ikke fandt at det nyttede at stå imod militært. Finland greb derimod til våben. USSR og Finland kom i krig, det som nu er kendt som Vinterkrigen, der begyndte i november 1939 og varede ved til finnerne endelig enedes om at overdrage visse områder følgende år i marts måned.

Et af de mere innovative våben som Sovjet benyttede, særligt tidligt i krigen, var en luftbombe kendt som RRAB-3, som på billedet. RRAB-3 kunne smides fra Sovjet bombefly over Finland som enhver anden konventionel bombe. Men det som gjorde RRAB-3 særlig ødelæggende var det som skete på vejen ned mod jorden. På et tidspunkt ville bombens næseparti åbne sig og frigive dusinvis (om ikke flere) mindre bomber designet til at påbegynde ildebrande ved nedslaget. RRAB-3 kunne derfor forårsage en masse skade over et stort område, trods manglen på større eksplosiv kraft.

Hvis man på den tid havde spurgt Sovjets udenrigsminister om bomberne ville han have benægtet at hans nation ville kunne gøre noget sådant. RRAB-3, argumenterede han, var en humanitær indretning. Finnerne sultede vurderede han og Sovjet kastede madrationer ned til dem. Det var selvfølgelig en løgn: Finnerne klarede sig udmærket, ud over de invaderende Sovjet tanks og så de bomber der var bomber, ikke mad. Derfor gav finnerne RRAB-3 et øgenavn, efter den førnævnte Udenrigsminister. Den mand var Vyacheslav Molotov, og RRAB-3 fik så øgenavnet “Molotovs brødkurv.”

Finnerne bekæmpelses af de russiske tank var en blanding af brandbar væske - f.eks. benzin - i glasflasker og med en petroleumsvædet klud som lunte. Da alle materialerne var noget der fandtes i hjemmene var det almindeligt at lave dette våben som blev populært mod de invaderende sovjettropper. Finnerne kaldte disse brandbomber “Molotov cocktails” --"en drink der passede til maden."
Bonus Fakta: I 2001, indledte United States en militærkampagne i Afghanistan som svar på 9/11 anbrebet. En af amerikanernes prioriteter var at begrænse den skade der kunne ske med civile, derfor kastede U.S. humanitær hjælp, - madrationer - og klyngebomber. Et problem alligevel? Madrationerne var gule, hvilket fik dem til at ligne en ueksploderet klyngebombe. Derfor lavede U.S. om på farven af madrationerne.

tirsdag den 26. august 2014

Hash, whisky og lav intelligenskvotient

Marihuana versus whisky og soda og en lav IK

R. Emmett Tyrrell, Jr.


Om man endnu engang vender sig til det som sociologer kalder “bagvedliggende mekanismer”: Der er marihuana og der er alkohol. De er i stadig større grad de muligheder der har betydning.

Tænk alkohol. Tænk på et skvæt god whisky og soda. Man sætter sig ikke ned med en god whisky og soda for at få blæst hjernen ud, medmindre man i sandhed er en drukkenbolt. Man sætter sig med sin whisky og soda og nipper til den samtidig med man konverserer med venner. Måske læser man en bog. Man nyder den der scotch for smagens skyld.

Der er masser af smagsvarianter i whisky. Der er single malt, blended og så videre.

Det samme gælder bourbon og alle andre alkoholiske drikke - spiritus. Man kan indtage dem for smagens skyld, for at få en forfriskning, og endelige for den afslapning der er en del af nydelsen. Langt, langt ude er der dog nogle der drikker whisky og soda for at blive bedøvet og komme helt væk. En alkoholiker er et trist syn. En drukkenbolt er en person der virkelig har ødelagt mange gode drikke.
Tænk så på den stadig mere almindelige anden mulighed: Marihuana. Man ryger en joint for at blive påvirket og hele tiden komme bort fra tilværelsen. Er det virkelig en civiliseret opførsel? Jeg har aldrig hørt om en kender der nyder en joint for smagens skyld. Den ryges for virkningen. Man indtager den som en brownie eller småkage for en endnu mere øjeblikkelig virkning - undertiden en dødelig..

Colorado der har legaliseret rekreativ marihuanabrug har allerede rapporteret om mindst to tilfælde og mange er kommet på hospitalet. Muligvis bliver marihaunarygere mere sociale, og joviale i begyndelsen, men som regel bliver vedkommende stadig mere indelukket i sig selv og isoleret, mere alene. Er det virkelig civiliseret?

Et selskab med pot, i modsætning til et cocktailparty kan være en grumset affære. Den nuværende marihuana og dens tetrahydrocannbibol (THC) rate, det vil sige det psykoaktive stof er cirka 15% højere end i 1960-70’erne. Det forhøjede indhold af THC gør stoffet mindst fem gange så kraftigt og medfører stadig flere lægelige problemer. Denne meget lidt kendte kendsgerning viser hvor udbredt vor uvidenhed om marihuana faktisk er i den nuværende debat om stoffet, eller jeg burde måske hellere sige ikke-debat?

De nyeste meningsundersøgelser indikerer en større tolerance for et stof der indtil for nylig blev betragtet som malum prohibitum over hele nationen. I januar måned fandt en CNN/ORC international undersøgelse af 55% af amerikanerne går ind for en legalisering af marihuana. De fleste mener det er uskadeligt. Jeg ville ikke blive overrasket over hvis de bedømte det som mindre skadeligt end whisky og soda.

I en meget instruktiv artikel i the Wall Street Journal har tidligere narkoekspert tilknyttet regeringen William J. Bennett og advokat Robert A. White skrevet at “mens næsten al videnskab og forskning går i en retning - man påpeger farerne ved brug af marihuana - synes den offentlige holdning at gå ind for en bredere legalisering.”

Konklusionen er at undersøgelser viser at teenagere og unge mennesker der regelmæssigt bruger marihuana - hvilket vil sige en gang om ugen - har kognitiv tilbagegang, dårlig koncentration og hukommelse og en nedsættelse af intelligenskvotienten på cirka 6 point - og vor unge mennesker IK-rater er allerede lave nok.  

Denne mentale tilstand og nedgang synes at holde sig i årevis. En undersøgelse fandt at teenagere der dagligt røg marihuana udviklede unormale hjernestrukturer. Ydermere er der psykiatere der i årevis har argumenteret at udvidet brug af marihuana kan knyttes til psykoser og permanent hjerneskade.

Muligvis kunne disse forskningsresultater forklare en del af Michael Browns uheldige opførsel i Ferguson, Missouri, før hans tragiske død. Vi ved at den tårnhøje 150 kilo tunge teenager i hvert fald var på marihuana. Vi ved at ti minutter før han blev skudt havde han stjålet i en spiritusforretning og taget billige cigarer. Og i det mindste ved nogle af os at de der Swisher Sweet cigarer benyttes som en genvej til at indtage en blanding af PCP og marihuana. Mit gæt er at Browns meningsløse død blev afstedkommet af det som psykiaterne nævnte i ovenstående paragraf som en psykose og en permanent hjerneskade.

Alligevel, trods disse forskningsresultater, betragtes marihuana som et civiliseret alternativ til moderat brug af alkohol. Hvordan kan det være? Hvordan kan et land der for nylig har fået fordrevet tobak - hvis problemer de fleste er udmærket klar over - pludselig legalisere et stof der af moderne videnskab betegnes tom farligt?

Lungecancer er skrækkeligt, men mentale forstyrrelser er ofte langt værre og de kan berøre et bredt udsnit af den menneskelige opførsel.

Mit svar på at man ikke indser faren ved marihuana er - ‘træthed.’ Vi har bekæmpet marihuana og anden narkobrug i årevis og det kunne se ud til at landet er dødtrætte af at høre de samme argumenter.

Det er valide argumenter, men mange medborgere, især de unge er trætte af dem. Endnu en måde at sige det på er,  at amerikanerne er dødtrætte af emnet. Så når Colorada har taget opgøret således følger resten af Amerika, og de seneste begivenheder i Ferguson, Missouri kan være en forsmag.
About the Author
R. Emmett Tyrrell, Jr. is the founder and editor in chief of The American Spectator. He is the author of The Death of Liberalism, published by Thomas Nelson Inc. His previous books include the New York Times bestseller Boy Clinton: the Political Biography; The Impeachment of William Jefferson Clinton; The Liberal Crack-Up; The Conservative Crack-Up; Public Nuisances; The Future that Doesn't Work: Social Democracy's Failure in Britain; Madame Hillary: The Dark Road to the White House; The Clinton Crack-Up; and After the Hangover: The Conservatives' Road to Recovery.

http://spectator.org/articles/60276/marijuana-vs-scotch-and-low-iq

mandag den 25. august 2014

Når børn i Gaza ikke længere er børn

Når børn i Gaza ikke længere er børn

       
               
       
Washington Post’s fra 23. august har en artikel om de seneste tilskadekomne i Gaza (“18 formodede informanter er blevet henrettet i Gaza,” af William Booth og Ruth Eglash,” side A9)

Artiklen omtaler, at Hamas morterild dræbte en 4 årige israelsk dreng, og udbreder sig så om at “Daniel Tregerman var det første israelske barn der er blevet dræbt i de seks uger krigen har varet mellem Hamas og Israel. Efter den seneste optælling er 469 børn blevet dræbt i Gaza af israelernes bombardement under den seks uger lange konflikt ifølge UNICEF.”

Journalisterne søger dermed at tegne en meget stærk kontrast mellem det ene dræbte israelske barn og de 469 børn der formodes at være slået ihjel på den palæstinensiske side.

Det som artiklen imidlertid ikke anerkender er, at mens det israelske dødsfald helt klart er et barn (4 år) er de 469 tilskadekomne på den palæstinensiske side et stærkt overdrevet tal.

Det det drejer sig om er “hvordan defineres ‘et barn’” på hver side af konflikten. Et israelsk barn på 4 år er helt åbenbart et barn. Men da UNICEF er kilden til oplysning om de 469 på den palæstinensiske side så kan man med rette stille spørgsmål ved om disse tilskadekomne faktisk er “børn.”

Hvorfor nu det?

Fordi UNICEF definerer børn som personer under 18 år. Således er de fleste teenagere ifølge UNICEFs definition som sådan børn. Men man tager ikke i betragtning at i Gaza, under Hamas styret, bliver børn optrænet til at blive krigere (terrorister?) som meget, meget unge. De opdrages, præges til at blive drabsmænd, ikke kun når de når teenagealderen, men endog lang tid før. Terrorist træningslejre i Gaza har gang i dem som meget unge. Post journalisterne ville have godt af at besøge Hamas sommerlejre, de som er blevet steder hvor der trænes kommende terrorister.


Da nu Booth og Eglash synes at være meget ivrige efter at opstille kontrasten i tabstal blandt børn fra begge sider, så ville det have klædt dem at finde ud af, hvorvidt, i Gaza, “barne” etiketten mon kunne passe på optrænede kombattanter som er mindreårige - helt ned til under ti år.

Det er så gennemført latterligt at lade en 4 årig dreng sammenligne med en 17 årig Hamas kriger. Førstnævnte er barn. Sidstnævnte så absolut ikke.

For at få noget journalistisk integritiet genoprettet kunne Post jo bede Booth og Eglash om igen at se nærmere på de 469 nævnte i Gaza, om de vitterligt er “børn” ved at bede UNICEF gå i detaljer med dette antal, ud fra eet år ad gangen.

Hvor mange 17 årige, 16 årige, 15 årige og videre der ned af til 8-9 og 10 årige?

Der er masser af fortællinger og beviser der viser at mens den 4 årige israelske dreng helt klart var helt uskyldig, så er de som formodes at være børn på den palæstinensiske side sørgeligt nok frataget deres barndom og blevet gjort til kombattanter.

Sammenligningen som Booth og Eglash benytter er helt og aldels ubrugelig og grundløs. Firehundrede og niogtres Gaza “børn” blev ikke slået ihjel.

Leo Rennert is a former White House correspondent and Washington bureau chief of McClatchy Newspapers.

http://americanthinker.com/blog/2014/08/when_gaza_children_are_no_longer_children.html#ixzz3BIXLRChm
Related Posts with Thumbnails