Et tysk syn på islam

En tyskers syn på Islam

Dette er så langt den bedste forklaring på den muslimske terrorist situation jeg har læst. Hans henvisninger til historien er præcise og tydelige. Langt er det ikke, let at forstå, og værd at læse.

Forfatteren til denne email er Dr. Emanuel Tanya, en kendt og meget respekteret psykiater.

“En mand, hvis familie tilhørte det tyske aristokrati før 2. Verdenskrig ejede et antal store industrivirkomheder og godser. Da han blev spurgt om, hvor mange tyskere der var ægte nazister, så kan det svar han gav give os vejledning om fanatismen. ‘Meget få var ægte nazister,’ sagde han, ‘men mange havde det godt med at tysk stolthed var vendt tilbage, og mange flere havde alt for travlt til at være bekymret. Jeg var en af dem der ganske enkelt mente at nazisterne var en flok tåber. Derfor slog flertallet sig til tåls med de, og lod det hele ske. Så, før vi vidste af det kom de til at eje os, og vi mistede kontrollen, og verdens ende var kommet. Min familie mistede alt, jeg endte i en koncentrationslejr, og De Allierede ødelagde mine fabrikker.”

http://www.youtube.com/watch?v=se7TFnefNys

Vi får af ‘eksperter’ og ‘sludrehoveder’ hele tiden at vide at Islam er Fredens Religion og at det store flertal af muslimer blot ønsker at leve i fred. Skønt dette er en ikke særlig godt begrundet vurdering så er den helt og aldeles irrelevant. Det er noget meningsløst sludder, med det formål at vi skal have det lidt bedre med os selv og situationen og har til hensigt at formindske spektret af fanatikere der hærger over hele kloden i Islams navn.

Kendsgerningen er at det er fanatikerne der styrer Islam i dette øjeblik af historien. Det er fanatikerne der fører an i enhver af de 50 krige over hele verden. Det er fanatikerne der systematisk slagter kristne eller stammer i Afrika, og de overtager gradvist hele kontinentet i en islamisk bølge. Det er fanatikerne der bomber, halshugger, myrder eller æresdræber. Det er fanatikerne der overtager moske efter moske. Det er fanatikerne der nidkært spreder steningspraksis, og at voldtægtsofre og homoseksuelle hænges. Det er fanatikerne der lærer de unge af slå ihjel og blive selvmordsbombere.

Den barske uundgåelige kendsgerning er at det fredelige flertal, det ‘tavse flertal’ kujoneres og sættes på et sidespor.

Kommunist Rusland bestod af russere der bare ønskede at leve i fred, dog var de russiske kommunister ansvarlige for mordet på cirka 20 millioner mennesker. Det fredelige flertal var uden indflydelse. Kinas enorme befolkning var også fredelig, men de kinesiske kommunister lykkedes at at slå forbløffende 70 millioner mennesker ihjel.

Gennemsnitsjapaneren før 2. Verdenskrig var ikke en krigsliderlig sadist. Dog myrdede og slagtede Japan sig vej over hele Sydøst Asien i et drabsorgie der omfattede det systematiske mord på 12 millioner kinesiske civile; de fleste dræbt med sværd, skovl og bajonet.

Og hvem kan glemme Rwanda, der kollapsede i slagteri. Kunne man ikke sige at flertallet af Rwanderne var ‘fredselskende’?

Historiens lærer er ofte utroligt enkle og klare, men trods al vor fornuft så ser vi ofte ikke de mest basale og ukomplicerede pointer:

Freds-elskende muslimer er blevet gjort uden betydning ved deres tavshed.

Fredselskende muslimer vil blive vor fjende, hvis de ikke åbner munden, fordi som min ven fra Tyskland vil de en dag vågne og finde at fanatikerne ejer dem, og verdens ende er begyndt.

Fredselskende tyskere, japanere, kinesere, russere, rwandere, serbere, afghanere, irakere, palæstinensere, somaliere, nigerianere, algeriere og mange andre er døde fordi det fredelige flertal ikke sagde fra før det var for sent. De af os som har betragtet det altsammen skal være opmærksomme på den eneste gruppe der tæller -- fanatikerne der truer vor levevis.

Sidst, enhver der tvivler på problemets alvor og blot sletter denne email uden at sende den videre, bidrager til passiviteten der tillader problemet at vokse. Derfor gå lidt ud over dig selv og send dette videre og videre igen! Lad os håbe at tusinder over hele verden læser dette og sender det videre -- før det er for sent.

"Mod er at være skrækslagen til døden, men alligevel sadle op.”--- John Wayne

http://www.truthorfiction.com/rumors/t/Tanay-Merek-German-Islam.htm

Coolidge og Obama - Mester og Nar Del 1 af 3.

‘Tavse Cal’s’ lære til Obama- Del 1 af 3

           

Charles C. Johnson

Sparsommelige lakoniske Calvin Coolidge anvendte instinktivt sine konservative principper. Resultatet var det vi har brug for i dag: En lille gæld og voksende velstand.    

Da præsident Obama krævede at “millionærer og milliardærer” skal “betale deres rimelige del,” gjorde han det med en påstand om retfærdighed, skønt en forkert forståelse af retfærdighed. Amerikas skattesystem er uretfærdigt, argumenterede han -- ikke fordi alle ikke betaler den samme skat, men fordi den “rige” ikke betaler nok skat. Med sine betoninger, med sin stampen med fødderne, med sine forførelse af mængden, jovist han var i kampagneform. “Hvis I elsker mig, så skal I hjælpe mig med at få vedtaget denne lov,” fortalte han en henrykt mængde. Kampagnechefen var tilbage, og ønsker stadig at “sprede velstanden,” insisterer på at skatter bare skal hæves. Det hele drejede sig om at “leve med de midler vi har.”

                    

Men hvis Obama mener det alvorligt med at “leve med de midler vi har” så ville han være viis om han studerede Præsident Calvin Coolidge - den sidste Republikanske præsident der betalte gælden samtidig med at væksten i økonomien voksede.

Der har aldrig været et bedre tidspunkt end nu for at vende sig mod Coolidges perspektiv. Ofte afvist som en “der ingenting gjorde” af New Deal aktivisterne viste Coolidge, hvad sand konservatisme kunne skabe. Han bragte Washingtons forbundsøkonomi i orden. Han fik budgetterne i balance, skar ned på forbruget, knækkede skatterne og hjalp med til at udvikle økonomien så der kunne skabes velstand. Med andre ord, lige præcis det vi har brug for i dag.

Desværre er Obamas filosofi om regeringsledelse så langt, langt borte fra Coolidges. “Den klogeste og sundeste metode til at løse vort problem med skat er gennem økonomiske begrænsninger på forbruget,” sagde Coolidge i sin indsættelsestale i 1925. Hans koncept om vor republik adskiller sig markant fra Obamas. “Opkrævningen af enhver skat der ikke absolut uden for enhver tvivl er nødvendig,” argumenterede han, “som ikke i fornuftig grad bidrager til den offentlige velfærd, er kun en afart af legaliseret tyveri. Under denne Republik tilhører industriens foretagsomhed de som har tjent dem - “Amerikanere,” påmindede han os, “er politisk frie mennesker og skal være økonomisk frie mennesker.” Men med Præsident Obama er Amerika blevet mindre økonomisk fri, faldet i gældsfælden.

 

Dette er hovedsageligt på grund af klimaet med økonomisk usikkerhed skabt ved hans politik. I 2009 var præsident Obama med rette mod en stigning i skatterne ved recessionens begyndelse. Nu, i forvirrende grad, insisterer han på at hæve dem, trods økonomiens fortsættende forstoppelse. Åbenbart har han ikke lært at skatter ikke kan løse Washingtons finanssmerter, fordi at beskatte er at ødelægge de dynamiske kilder til vor velstand.

Coolidge var udmærket klar over dette, og gav råd til sine medborgere mod klassekampens underliggende økonomiske filosofi a la Obama. “Vi kan ikke finansiere landet, vi kan ikke forbedre de sociale forhold, gennem hvilket som helst system om uretfærdighed, selv om vi forsøger at pålægge det den rige. De som vil lide mest skade vil være den fattige.” Og den fattige har virkelig lidt under præsident Obama: Antallet af amerikanere der lever i fattigdom forøgedes igen i 2010, for fjerde år i træk. Nu er det en ud af seks amerikanere der lever under ‘fattigdomsgrænsen.’

Rent instinktivt bryder amerikanerne sig ikke om klassekamp argumenterede Coolidge, fordi de “tror på velstand. Det er absurd at formode at (amerikanerne er) misundelige på de som allerede er velstående.” Sparsommelighed og læren fra historien, troede Coolidge, viste os “den kloge og rette kurs” og var “ikke at ødelægge de som allerede havde en sikker succes, men at skabe omstændigheder under hvilke alle vil få en langt bedre mulighed for at få succes.”

Coolidges tilgang, løsning, var virkelig at søge at finde den rette balance. Regering og forretning hver for sig “burde være suveræn på hver deres område,” i november 1925 fortalte han Handelsministeriet i New York State. “Når regeringen uretmæssigt kommer under indflydelse af forretningsverdenen, er tilbøjeligheden at udvikle en administration der lukker mulighedens dør; snævertsynhed og selviskhed i sin fremtoning, og resultatet er et oligarki.”

På den anden side, “når regeringen med dens større ressourcer blander sig i forretningsverdenen har den en tílbøjelighed til ekstravagance og ineffektivitet, og da den har magten til at knuse alle konkurrenter vil den på samme vis lukke mulighedens dør og det resulterer i et monopol.”

Med sin tro på ‘stor regering’ holder Obama fast på at han har fokus på jobskabelse. Coolidge vidste imidlertid at regeringen ikke kan “skabe jobs” direkte. Jobskabelse var den private sektors område. “Hvis virksomheder får lov at passe sig selv, og sikres en fornuftig frihed fra indblanding fra regeringen og forøgende skatter,” skrev den da pensionerede Coolidge, under Depresssionen som klummeskribent, “vil det gøre mere end alle mulige love i en lettelse af depression ...Det vil være visdom, at give virksomhederne frie hænder til at skaffe sig sine egne værtktøjer.”

 

Coolidge opnåede så meget som han gjorde, fordi han troede så inderligt på at “økonomi” betyder beskedenhed. Han satte det på en tredjeplads, efter “orden og frihed,” som “en af de vigtigste ting ved en fri regering.” Han udtrykte det ganske enkelt: “Jeg går ind for økonomiens politik, ikke fordi jeg ønsker at spare penge, men fordi jeg ønsker at spare folket.” En dollar sparet var en dollar som folket selv kunne bruge til at forbedre deres eget liv. 

 

Fortsættes.......

Kvinder og børn først - hvorfra stammer det?

Ikke mand overbord       

Ridderlighedens højdepunkt - i det mindste i den romantiserede form - sker på et skib der er ved at gå til bunds. “Kvinder og børn først” lyder skriget - ideen om at redningsbådene først og fremmest er for dem, og at mænd, som kaptajnen, burde gå ned med skibet om nødvendigt. Ritualet er så indgroet i vor kultur at det nærmest forventes som en del af enhver fortælling, fiktion eller non-fiktion, hvori en katastrofe forekommer. Men hvorfra stammer det?

I 1852 var den britiske fregat HMS Birkenhead chartret til at transportere tropper fra England og Irland til Sydafrika som del af en årtier lang kampagne kaldet Xhosa Krigene. Ombord var også hustruer og familier til mange af officererne der havde lov til at bringe deres familier med når de blev udstationeret. 
 

Men Birkenhead skulle aldrig ankomme til bestemmelsesdestinationen. Da det rundede Western Cape, den sydafrikanske provins der har Cape Town som hovedstad ramte Birkenhead et undersøisk, ikke kortlagt klippe og begyndte at tage vand ind. Kaptajnen beordrede soldaterne til at hjælpe med at pumpe skibet tør for vand, men det blev snart klart at Birkenhead var dødsdømt og ville gå til bunds. Kaptajnen lavede derpå ordren om. Enhver der kunne svømme skulle springe overbord og svømme til redningsbådene der nu var i vandet. Enhver -- mand, kvinde og barn. Selv de ni kavalleriheste der var ombord blev kastet overbord i håb om at de selv kunne klare de 3,5 kilometer til kysten.

Men for soldaterne var kaptajnens ordre underlagt deres officer, Oberstløjtnant Alexander Seton, der frygtede med rette at en vild panik for at komme i sikkerhed ville være årsag til mere skade og dermed også for redningsbådene. Han beordrede derfor sine mænd til at trække sig og lade kvinder og børn gå først ombord i redningsbådene. Næsten alle soldater parerede ordre og stod på dækket da det gik ned i det kolde vand.

På forbløffende vis lykkedes det nogle af soldater at svømme til kysten. Af de 640 eller deromkring ombord på Birkenhead (man har ikke det præcise tal, da optegnelserne forsvandt med skibet) overlevede lige under 200. Også otte af de ni heste.

Snart derefter blev ideen om at kvinder og børn først skulle evakueres en maritim praksis, men talemåden “kvinder og børn først” kom ikke ind i maritim sprogbrug før ti år senere. Næsten 75% af kvinderne og mere end 50% af børnene ombord på det dødsdømte skib overlevede - sammenlignet med de kun 20% af mændene.

Bonus fakta: Xhosa Krigene er opkaldt efter Xhosa det oprindelige folk i Sydafrika der modstod den britiske imperialisme. I 1856 drog en Xhosa pige ved navn Nongqawuse til kvægmarkerne for at skræmme fugle bort. Mens hun var der fortalte hun, at hun angiveligt blev besøgt af tre ånder. Ånderne fortalte hende, at for at hun kunne triumfere over de britiske bosættere så skulle hun slå al deres kvæg ihjel og ødelægge deres afgrøder. Profetien kom til Nongqawuse's klans kendskab, og her mente man at visionerne var ægte og beordrede nedslagtningen af anslået 300000 stykker kvæg. Denne nedslagtning resulterede i en omfattende hungersnød blandt Xhosa og resulterede i at næsten 40000 mennesker døde.

Talentshows - forskellen på jøder og muslimer

Talentshows og forskellen på jøder og muslimer

Bernie Planck

På mange måder er meget religiøse jøder ikke så meget anderledes end meget religiøse muslimer.

For eksempel fordømmer begge grupper kvinder der optræder i shows som American Idol, slevom der intetn står i Koranen eller Torah om at det er forbudt for kvinder at synge offentligt.

Se her:The Huffington Post, 25 Feb 2013, Sang på 'Idol,' Står overfor stor vrede fra religiøse traditionalister.Photo: Latifa 'Azizi

Pigen står over for dødstrusler fordi hun deltog i det afghanske talentshow ‘Afghan Star.’  

I Afghanistan modtog en ellers beskednt klædt kvinde der stod som nummer tre på ‘Afghan Star’ mange dødstrusler. Idet hun frygtede for sit liv flygtede hun til Pakistan. En anden kvinde, nummer otte i showet, måtte også gå i skjul efter hun havde lavet en musikvideo, hvor hun optrådte uden tørklæde.

I Israel, selvom en ortodoks jødisk teenager ikke behøver være bekymret for sin sikkerhed, afstedkom hendes seneste optræde på Israel’s “The Voice” at hendes rektor på den religiøse skole suspenderede hende i to uger.

Det som sker i Afghanistan ses gentagne gange i dusinvis af muslimske lande. Det har ingen betydning at de fleste muslimer sådan set er ligeglade med om en muslimsk pige er med i disse shows, de nyder dem måske direkte. Det som har betydning er at radikale islamister kontrollerer debatten og hvis de truer en piges liv - da tier alle andre.

Jeg indledte denne artikel med at hævde at på mange måder er meget religiøse jøder ikke så meget anderledes end meget religiøse muslimer. Der er forskel på den vis de, på en respektløs måde, behandler unge piger i talentshows. Strenge muslimer forsøger at slå disse kvinder ihjel, men strenge jøder giver dem en suspension på uger.

Det er da en smuk forskel. Man får lyst til at synge.

Præsident photoshop

Præsident Photoshop?

Bill Schanefelt

To fotos der vækker forundring, ja nærmest beder om en nærmere undersøgelse blev offentliggjort i 2010 på mybarackobama.com kampagne hjemmesiden, og gav dermed yderligere tvivlspørgsmål om den mand der har efterladt forbløffende få dokumenterede fodaftryk om hans pubertets- og ungdomstid.

Her forylig henviste hjemmesiden Give Us Liberty til et foto fra den officielle Obama kampagne hjemmeside.  Det er af Hr. Obama som ganske ung med sin mor, søster og bedstefar. På fotoet træder hans mors arm frem under hans arm og farven på hånden passer perfekt til den unge Hr. Obamas arm.

Give Us Liberty opdagede også et andet billede på det samme Obama site af Hr. Obama der sidder mellem bedsteforældrene, og på dette foto synes det som om at Hr. Obamas bedstefars hånd på mystisk vis svæver over Hr. Obamas skulder.

Big Fur Hat på iOwnTheWorld har foretaget sig noget interessant med sidste billede, og Richard Terrell fra Aftermath "har af-photoshopped" den svævende hånd og fået lignende resultater.

BFH

og

Richard Terrell

Både BFH og Give Us Liberty tilbyder nysgerrighedsvækkende kommentarer til læserne.

Uanset indholdet i komplikationer ved de kommentarer, er det en uomtvistelig kendsgerning at de fotos altså er på en officiel Obama hjemmeside.  

Man kan stille 3 spørgsmål til disse fotos:

1. Hvordan er de kommet til at se ud som de gør?

2. Hvordan er de kommet på hjemmesiden?

3. Hvorfor er de der?

Endnu mere forundrende er hvordan hjemmesidens ‘skaber’ ikke har kunnet se, eller lagt mærke til besynderlighederne i billederne, eller om vedkommende godt var klar over dem.

Ligesom en matryoshka dukke (russisk dukke med dukker inden i dukken) så har hver af disse gåder endnu en gåde inden i.

Læsere der har teknisk viden ville måske kunne ønske at undersøge dem omhyggeligt, men hurtigt, for de kan meget snart blive fjernet af frygt for nærmere inspektion.

The author is a retired businessman and has held numerous management and executive positions in the hospitality industry in the Caribbean. He can be reached at billschane at hotmail.com.

http://www.americanthinker.com/blog/2013/06/president_photoshop.html#ixzz2VWPaMVnF

Se også disse artikler om håbløs gennemskuelig (heldigvis) fotoredigering:

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/05/billedmanipulation-kel-politik.html  og

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/05/besynderlige-detaljer-i-foto.html

Indoktrinering af brøn i Saudiarabien

Saudisk indoktrinering af børn del 3 af 3.

N. M. GUARIGLIA 

Læs1 del her.http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/06/indoktrinering-af-brn-i-saudiarabien.html
Læs 2. del her.http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/06/indoktrinering-af-brn-i-saudiarabien_13.html

....fortsat

Nedværdigelse af kristne, sekularister, ikke troende og Vestens civilisation er allestedsnærværende. Den mest alvorlige gift spares imidlertid til jøderne og Israel. Staten Israel betegnes som en “banditstat.” Den er ikke anerkendt på de saudiske studerendes geografikort over Mellemøsten. Det hele er Palæstina. Jøderne selv er som “et æsel der bærer store bøger, men ikke har gavn af dem.” En muslim “burde handle ifølge sin viden, da det ikke at handle efter sin viden er et karaktertræk ved jøderne.

Ifølge de saudiske lærebøger bliver jøderne anklaget for at være ansvarlig for begge verdenskrige, Bolschevik revolutionen, Den Franske Revolution, “forsøg på at forlede folk til synd,” de ejer barer og natklubber over hele Europa, “svindel, korruption, tyveri fupnumre,” “kontrollerer litteratur og kunst,” og bankerne og medierne og så videre.

The Protocols of the Elders of Zion, den berygtede anti-semitiske svindelbog er en populær billigbog. Ved prøver får de studerende et spørgeskema, hvor de skal udfylde de tomme felter: “De som har vakt Guds vrede er....” Det korrekte svar: “Jøderne.” Betegnende fastslår en bog at jøderne er “et folk af bedrag og forræderi ....Deres endeligt, om Gud det vil, er evig fortabelse.”  

Saudiernes ‘kongelige’ mål er at forgifte og fordumme sindene i unge muslimske mænd over hele verden. Wahhabi-Salafist doktrinen der prædikes i kongedømmet er sået i klasseværelserne i næsten 50 lande. Næsten altid, er disse skoler de mest radikale islamiske centre i værtsnationerne. Saudiernes korstog for kontrol med global islamisk uddannelse er over hele planeten fra Den Persiske Golf gennem Afrika, Europa og Amerika, til Syd og Sydøstasien.

Pakistan er en af Riyadh’s stormodtagere, Under krigen Sovjet-Afghanistan sendte Saudiarabien det samme som USA, nemlig 3 milliarder dollars til Pakistans Inter-Services Intelligence Directorate (ISI). Disse penge fandt så vej til pakistanske madrassas, der spyttede unge jihadister ud til at kæmpe mod russerne. USA holdt inde med at sende disse bidrag for lang tid siden, men saudierne er fortsat. I årtier har de kongelige i Saudiaraben finansieret og støttet opbygningen af religiøse skoler som Darul Uloom Haqqani, “Jihad University” langs Pakistans Nordvestlige grænse provins. Darul Uloom Haqqani, eller “center for al Religiøs Viden,” er Mullah Omnars alter mater, og blot en af mange saudisk støttede pakistanske institutioner der præidker had mod jøder, kristne og ikke-muslimer.

Når man overvejer Pakistans atomarsenal så er Riyadh-Islamabad forbindelsen måske den med de største konsekvenser i regionen. Ved at tænke over Pakistans historie, da er Saudiarabiens indflydelse noget der gør at forholdene er endnu mere tragiske. Det var slet ikke Pakistans grundlæggeres intention at deres land skulle være et fristed for Wahhabi dødskulten. Deres hensigt gik ud på et “kulturelt muslimsk land,” som Indien er “kulturelt hinduistisk.” De gik efter en stat som respekterede verdslig uddannelse og tolerance over for andre. Mohammed Ali Jinnah sagde engang, “Jeg ville hellere være overhoved for rettighederne for Hindu minoriteten i Pakistan end overhoved for Pakistan. Man vil i tidens løb finde hinduerne der vil ophøre med at være hinduer, og muslimer der vil ophøre med at være muslimer, ikke i religiøs forstand, fordi det er en individuel personlig tro, men i politisk forstand, som statens borgere.”

Pakistans økonomi, statsledelse og skoler har svigtet det pakistanske folk. Helt kynisk har saudierne benyttet deres olierigdom til at udfylde dette tomrum, og har bygget et net af cirka 6000 Wahabi-Salafis skoler der underviser unge pakistanske drenge i hvordan, og hvorfor, og hvor og hvornår de burde slå ikke-muslimer ihjel. De som ofrer sig får løfte om evig lykke.

Her i det seneste årti har vi set den Saudiske halvmåne nå ellers moderate muslimske lande, som Indonesien. Saudierne ansvarlige for radikaliseringen af store områder at planeten har set at deres propagandakampagne ved madrassas er et trin til direkte terrorist aktivitet. For seks år siden blæste U.S. Skatteministeriet alarm over saudi jihadist finansierede institutioner forklædt som velgørenhed. Al Haramain var en af disse velgørenhedsorganisationer og arbejder i Afghanistan, Bosnien, Etiopien, Kenya, Nigeria, Somalia, Pakistan, Holland og også i Cambodia.

Indonesien er det mest udspekulerede. Saudierne i Al Haramain underskrev et memorandum med Indonesiens Religionsministerium der gav lov til at subsidiere Indonesiesn uddannelsens institutioner. Med tiden blev denne mulighed en måde for saudierne til at give penge til Jemaah Islamiyah, den indonesiske ‘afdelingø af al-Queda der ønsker at etablere et Wahhabi teokrati i Sydøstasien. Umar Faruq, en ledende medlem af Jeemah Islamiyah i amerikansk forvaring indrømmede overfor CIA at terrorgruppen var på Saudiarabiens ‘lønningsliste’.

 

Biblioteker i Indonesien er fyldt med saudiske bøger. Saudiernes kontor for religiøse forhold i Jakarta oversætter næsten en million bøger om året, næsten alle med Wahhabi-Salafist indhold.

Det ser ud til at Indonesien gennemgår meget af den samme proces som Pakistan har gennemgået ....dog hurtigere. I 2000 sagde 75% af indoneserne at de så positivt på USA. Tre år senere havde 83% en ikke favorabel indstilling. Meget af dette kunne skyldes Irak Krigen, der begyndte i 2003. Saudisk indflydelse bør dog ikke ses bort fra (Saudiarabiens Kong Abdullah er en af de mest populære mænd i Indonesien.)

I en anden undersøgelse om forholdet i det som professor Madawi al-Rashseed kalder “Saudiseringen” af et lands psyke, kunne Yemen, den lille nation ved Saudiarabiens sydlige grænse være den næste. Yemens radiklaisering er soleklar. Adskillige af de tidligere forhindrede al-Queda angreb stammede fra Yemen. Som al-Rasheed forklarer så har saudierne deres hænder dybt begravet i kagedåsen:

“Den saudiske stat og elite spiller en hovedrolle i hele ‘forvandlings’ mekanismen. I den specifikke undersøgelse om Yemen, hævder førende repræsentanter enstemmigt at her har der en gang været en traditionel og ren Islam som var karakteriseret ved sin moderation og religiøse tolerance, og nu er der en ekstremistisk, anti-moderne og voldelig Islam. En sådan kurs kan fastslå at gennem finansieringen af institutter og moskeer, eller gennem stipendier og uddannelse så har den saudiske regering bygget en slags ‘Trojansk Hest’ eller ‘brohoved’ der ...gør det muligt at forme, til deres fordel, befolkningens loyalitet og deres sponsorstøttemodtagere: Imamer, stammesheikher og politikere.”

I de senere år har saudiske embedsmænd fastholdt at de har reformeret deres globale curriculum for at gøre den mere tolerant. Når vi så præsenterer dem for beviser på det modsatte forsvarer de det med det de betragter som deres enestående prestige i den muslimske verden. Som Saudiarabiens ambassadør til USA Abdel al-Juberi engang offentlig udtalte: “Saudiarabien rolle i den muslimske verden er at sammenligne med Vatikanets rolle.”

Hvis vi indvilliger i denne tåbelige sammenligning fra de saudiske royale, da lad os i det mindste holde dem fast på den samme standard som Vatikanet står for. Hvis Vatikanet eller ethvert andet kristent land eller skole spredte læring til børn om verden, ved at benytte de mest bloddryppende passager fra 2. og 3. Mosebog, og dette dermed var med til at skabe dusinvis at transnationale kristne terrororganisationer med hensigten, uden forbehold, at myrde ikke kristne, så er der jo nok nogen, et eller andet sted, der ville gøre indsigelser.

Det er dette hykleri der skal konfronteres lige der, hvor det er tydeligst. Saudi indoktrinerede børn undervises i Korstogenes uretfærdighed, men intet i de mere end 400 år med Islamisk erobring der gik forud for Korstogene. Alle historiske referencer til islamiske invasioner er beskrevet som de rene triumfer. Objektiviteten er ikke eksisterende. Der er kun lidt til ingen kulturel beskuen sig selv eller selv-erkendelse. De gejstlige hæmmer eftertænksomhed og en åben debat. Måske kunne en madrassastuderende i årenes løb have spurgt, “Lærer Imam, hvorfor omtaler de vantro ikke de århundredgamle overgreb som retfærdiggørelse af deres politiske beslutninger her og nu, som vi gøre over for dem?”

Verden går ikke imod Saudiarabien af tre grunde. Den første er olie, hvilket vel er selvforklarende. Sort guld gør stammefolk til monarker og det er den eksklusive forskel på herskeren i Saudiarabien og drabsmændene hos al-Queda (førstnævnte har olie, de andre ikke). Den anden årsag er tabu: Religion. Profeten blev født og hørte stemmer i Arabien. Gennem historisk tilfældighed fremstid al-Saud klanen som de eneste vogtere af denne beretning. For i rimelig grad at udfordre saudierne på et ideologisk plan så skal man sandsynligvis rejste visse teologiske problmer som vor overfølsomme kultur har udeladt for kritik, eller blot diskussion.

Og det er den tredje grund til at verden ikke står op imod saudierne: Fordi USA ikke gør. Hvis vi skal forhindre at endnu en generation at jihadister vokser op, så er det et krav.

                       

 

Contributing Editor N.M. Guariglia is an essayist who writes on Islam and Middle Eastern geopolitics.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/the-saudi-indoctrination-of-children?f=must_reads#ixzz214gbE8Lg