torsdag den 23. november 2017

At føle sig god er det allervigtigste - pyt være med konsekvenserne

Det drejer sig kun om følelsen at 'være god'





Samfundet har bevæget sig alt for langt for at føje sig venstrefløjens patologiske behov for at føle sig god og godt tilpas med sig selv.


Venstrefløjens nejen og reaktion for de fleste sociale udfordringer er for at vise medfølelse over for de den anser som marginaliserede, undertrykte eller ofre, og for at hjælpe dem gennem social aktivisme eller lovgivning. De er således sociale krigere. De er de selvudnævnte moralens vogtere, de humanitære og de som påpeger hvem der har skyld i samfundet. Deres indsatser og aktivisme får dem til at føle sig så dejligt godt tilfredse med sig selv. Men når det drejer sig om konsekvenserne af deres behov for at udstille empati halter det ganske voldsomt.  


Venstreorienterede føler sig ‘gode’ vedrørende globalisering. Man omfavner menneskets broderskab, nationernes fællesskab, man omfavner multikulturalismen, diversitet, inklusivitet - den ypperste form for lighed. Kendsgerningen at det har resulteret i assimilations katastrofer i EU og har bidraget til at arbejdspladser går tabt og øget indkomstulighed betyder Nada. At fjerne sanktioner mod Iran kan vise sig at have katastrofal konsekvenser, men det er langt, langt vigtigere at føle man er del at det internationale samfund.


De føler sig godt tilpas vedrørende åben immigration. “Sådan er vi!” De er ubekymrede over antal, intentionen eller produktiviteten hos immigranterne. Der er - 250 millioner mennesker i Mexico, Central-amerika og Sydamerika der for nuværende lever i dyb fattigdom. At åbne grænserne for dem, sammen med ‘flygtninge’ ville have katastrofale konsekvenser i en nation der allerede slås med en langsom økonomisk vækst.  Men det betyder absolut ingenting.




At få indført en altomfattende 15 dollars mindsteløn får dem også til at føle sig ‘gode.’ En forskning fra University of Washington/National Bureau of Economic Research har påvist det negative ved at øge lønnen til 13 dollars i timen og nettoindkomsten for lavtlønsarbejdere i Seattle. Og hvad så? Den venstreorienterede presse har så blot erklæret denne forskning for Fup.


Særrettigheder til visse befolkningsgrupper år dem til at føle sig ‘gode.’ Det er en passende kompensation for de hvides privilegier og vor nationale byrde med slaveriet og segregation, skønt det også påvirker de som intet har haft det at gøre. Asiatiske studerende der scorer 200 point højere end sorte i SATA bliver frækt forbigået i adgang til college. Det må de så bare leve med. Flid og ihærdig indsats må ikke stå i vejen for diversitet.


At beordre politiet til at holde sig tilbage får også et smil frem på ansigterne hos dem. Hvilken bedre metode til at behandle raceproblemer, eller tillade demonstrerende (og anarkister) at få afløb for deres vrede mod de som man mener står bag de sociale uretfærdigheder, såsom borgerlige talere på college campuses. Og hvis resultaterne i ukontrolleret kriminel aktivitet så kommer ud af kontrol i byerne - jamen sådan er det bare.


Demonstrationer får dem til at føle sig ‘gode.’ En udstilling af solidaritet mod den sociale uretfærdighed du jour. De er sådan set blot massive gruppeterapi sessioner med kun ringe eller slet ingen indvirkning på den sociale udvikling. Og hvis de så samtidig kan knyttes sammen med forstyrrelse af andres liv, med vandalisme eller direkte vold - jamen sådan må det bare være.


Det som virkelig får venstreorienterede til at føle  sig supergodt tilpas er at få sparket Trump ud af Det Hvide Hus. Han er xenofobisk, en fascist der ikke bør være POTUS. De sætter deres håb til Mueller der står i spidsen for en undersøgelseskomite.


Hvis Demokraterne får kontrol over Huset i 2018 vil de gå efter rigsretssag og på hysterisk facon lede efter ‘forbrydelser’ og uregelmæssigheder. Skulle det lykkes for dem ville det udgøre en alvorligt slag mod  integriteten i vor demokratiske struktur - et politisk  coup d'etat der sætter os på niveau med tredje verdens lande. Men venstrefløjen ville være henrykte.


Nationen, med sin hæderværdige tradition for at være et tolerant og åbent samfund, er gået for langt i at tilpasse sig venstrefløjen. Udkommet af deres selvpromoverende udfald er i bedste fald meget omkostningstungt og ineffektivt, direkte modproduktivt, og i stadig større grad nedbrydende for vor nationale integritet. Det er på tide for nationen at kvæle denne intimideringens kultur og pålæggen af skyld som venstrefløjen står for.


Trumps bestræbelserne for at dæmpe globaliseringen, kontrollere indvandringen, afvise særrettigheder til visse befolkningsgrupper, støtte håndhævelse af loven og gøre militæret bedre er skridt i den rigtige retning.


http://www.americanthinker.com/blog/2017/08/its_all_about_feelin_good.html#ixzz4p3GMfi00

mandag den 20. november 2017

Skadefryd: Endnu et socialistisk uhyre er væk

Skadefryd: Endnu et socialistisk uhyre er væk



Monica Showalter  

Zimbabwe’s rædselsulde 93 årige diktator, Robert Mugabe, fik til mandag middag at pakke sine ting sammen eller forlade embedet som Ceaucescu måtte..
Hvis Mugabe nægtede, “Vil vi få folkemængderne tilbage og de vil gøre det der skal til,” fortalte Mutsvangwa journalister..
Reuters fortsatte::
[Emmerson] Mnangagwa, en tidligere sikkerhedschef kendt som “Krokodillen” forventes at stå i spidsen for en midlertidig post-Mugabe samlingsregeirng der vil have fokus på at genopbygge båndede med verden udenfor og stabilisere økonomien der er i frit fald.
Hvilken patetisk afslutning på en af verdens mest modbydelige slynger ved magten. Hyldet af venstrefløjen som en ny slags socialistisk befrier, det var han så langt fra, han var et uhyre, der ikke kun forfulgte de hvide farmere, men enhver borger i landet, sort eller hvid.


Mugabe pralede med, som Reuter bemærkede at han havde “en doktorgrad i vold.”


Han er berømt for at bringe hyperinflation til det engang så velstående post-Afrikanske stat og smadre ejendomsrettigheder i landet. Han har efterladt en rygende ruin.


Zimbabweanere af alle hudfarver flygtede fra landet, mange af dem under hegnet mod Sydafrika, hvis de ikke kunne komme til Europa, og nogle få til USA. Mugabe var en racistisk politiker, forfulgte og eksproprierede, eller stjal de hvides landmænds ejendom i den “sociale retfærdigheds” navn. Processen endte med at hans land er i grus.


Flot at han ikke som Castro, hans gode socialistiske kammesjuk, døde i sengen. Han forsvinder nu på Gadaffi vis, hvis han ikke makker ret.


Skadefryd er udmærket når den drejer sig om et uhyre der fjernes.


Zimbabweanerne danser i gaderne, endelig er Muabes socialistiske rædselsstyre forbi. Hele verden kan følge med på Twitter. Hvem kunne dog vide hvor hadet denne usling var? Trods alt danser de uhæmmet selvom den mand der skal tage over selv har en betændt fortid. Det beviser at Mugabe er så frygtelig at zimbabweaneren mener at enhver erstatning for ham er til det bedre.


De ligner de folkemængder der med stor glæde styrtede Rumæniens Nicolai Ceausescu.


Metro London har nogle fine Getty billeder der kan ses  here.
Thousands dancing on Zimbabwe streets to celebrate end of Mugabe era
Naturligvis ser venstrefløjen værst ud i denne fiasko. Ikke kun har den forkælet ham og overøst ham med æresbevisninger for at være en befrier der smadrede sit land, de har taget så grundigt fejl af den almindelige borger i landet - der hadede hans venstreorienterede støvlehæl.


I særlig grad har FN været skyldig i den henseende. Her er en venstresnoet der skriver for fire dage siden i the Guardian hvor der fremhæves at zimbabweanerne aldrig ville danse i gaderne hvis den socialistiske Mugabe skulle blive styrtet. Det gik ikke så godt med den forudsigelse..


Alle vi andre har det særdeles godt med mentalt at fejre den glæden borgerne i Zimbabwe føler ved at være blevet befriet for en af verdens mest ødelæggende diktatorer.

Endnu en socialistisk uhyre er borte..
http://www.americanthinker.com/blog/2017/11/sunday_schadenfreude_another_socialist_monster_is_gone.html#ixzz4yu3FDdYu

lørdag den 18. november 2017

Grøn betyder Stop - ørkener og skove i Kna

Grøn betyder stop

Gobi ørkenen i det nordlige Kina/sydlige Mongoliet er cirka 1.3 million kvadratkilometer stor. Men den vokser hele tiden, med cirka 3600 kvadratkilometer om året ved det der kaldes “ørkenficering” af Kinas ellers dyrebare frugtbare jord der så bliver til ørken og det sker hvert år. Gobi kravler altså længere og længere mod syd. For at gøre det hele værre, så forårsager storme at det fine sand føres mod tæt befolkende områder i Kina hvilket igen resulterer i kraftige støvstorme (Her et billede af forruden på en bil efter en støvstorm i Biejing i 2006)


Men Kina kæmper imod. Med træer.


I 2001, fortalte BBC om det som kaldes “Den Store Grønne Mur” en direkte henvisning til Den Store Mur i Kina, men denne med træer som billedet viser. ‘Muren’ er en del af et årtier langt skovdyrkningsprojekt der blev påbegyndt i 1978, men først forventes færdigt i 2050, og med håbet om at man så endelig kan skabe områder, der nu for tiden er for tørre til landbrug, om til netop landbrug og beboelse.


En af de første faser var en tvungen deltagelse af almindelige borgere -- i 1981 vedtog man i Kina en lov der påbød borgere over 11 år at plante tre til fem træer om året - men i 2003 overtog regeringen så arbejdet.
Planen om ‘Den Store Grønne Mur’ der gik i gang det år omfattede skabelsen af et 4800 kilometer langt bælte af træer langs Gobi ørkenen. Som Wired fortalte et år senere, var dette ikke nogen lille opgave:


For at bygge ‘muren’ har regeringen iværksat en plan i to tempi: Man bruger fly for at tilså de store landområder hvor jorden ikke er så tør, og så betaler man landmænd for at plante træer og buske i områder der er mere besværlige. Et overvågningssystem til 1,2 milliarder dollars, bestående af kortlægning og databaser til overvågning af landområder vil blive implementeret. Regeringen har også fået skabt  i samarbejde med Korea og Japan et netværk med overvågning af støvstorme.


Om det så fungerer er noget helt andet. Et kinesisk nyhedsbureau citerer Statens Skov Administration, som fortalt i 2007, at “mere end 20% af de landområder der er berørt af ‘ørkenficeringen’ er blevet behandlet og der er kommet kontrol med erosionen af agerjord i over 40% af de områder der plejede af lide under jorderosion førhen.” Og i 2014 fortalte the Daily Mail om disse resultater, at “en undersøgelse siger metoderne fungerer, trods tidligere kritik.” Dog siger the Economist at mange af træerne mistrives under de tørre, varme konditioner og man siger at det ikke går så godt  Og så er der endelig ‘den gyldne middelvej’ som BBC fortalte om i 2011. Skovdyrkningsprojektet fungerer - men det vil tage 300 år at få bragt det land tilbage som Gobi allerede har taget.


Uanset hvad, så giver Kina ikke op, men fortsætter. Men der altså ikke mange år før den oprindelige tidsramme overskrives.


Bonus Fakta:: Endnu en metode til at Kina kan få mere træ er ved at reducere brugen af spisepinde. Ifølge the Washington Post i 2013, bruger Kina mellem 57 - 80 milliarder spisepinde hvert år, og det kræver at der fældes 20 millioner træer om året.

tirsdag den 14. november 2017

Hyldest til løsladt terrorist på Cuba, en hån mod hans ofre

Hyldest til løsladt terrorist på Cuba, en hån mod hans ofre





Vi har netop erfaret at Oscar Lopez Rivera skal til Cuba for at modtage en særlig anerkendelse eller en pris, som det fortælles af en statslig nyhedsavis på øen:   
Iølge programmet forberedt for uafhængighedsaktivisten - den første efter hans løsladelse - vil prisen blive givet til Lopez Rivera ved Jose Marti Memorial,  på Revolutions Pladsen i Havana.
Ifølge  the Institute of Friendship with the Peoples, ICAP, vil Lopez Rivera deltage i en politisk-kulturel aktivitet mandag på stedet i Havana der har set mange solidaritetstilkendegivelser til støtte fpr sag.
Programmet inkluderer også en udveksling af studerende ved University of Havana’s Master Hall, besøg til provinser og til the Santa Ifigenia Cemetery i det østlige Santiago de Cuba, hvor han vil besøge mindesmærkerne for resternes af National Helten Jose Marti og lederen af Revolutionen Fidel Castro.


Er det ikke bare vidunderligt? Præsident Obama åbnede US ambassaden og nu inviterer Cuba en terrorist. Helt utroligt.


Mit gæt er at præsident Obama slap afsted med at benåde ham fordi de fleste amerikanere ikke ved, hvem denne mand er eller var.


Historien om ham begynder i 1974 da  FALN var en død- og voldsanvendende hejmelig terrorgruppe i USA, som beskrevet Politico:   
FALN var ansvarlig for over 130 bombeangreb i denne periode, herunder eksplosionen i januar 1975 på Manhattans historiske Fraunces Tavern, hvor fire blev dræbt og 63 såret. I oktober samme år, iværksatte man i løbet af en time 10 bomber i tre byer, skaderne løb op til en million dollars.
I august 1977 sprængte FALN en række bomber på Manhattan og 100000 måtte evakueres fra deres kontorer, en blev dræbt og seks blev såret.
I 1979, truede gruppen med at sprænge Indian Point atomkraftværket nord for New York City i luften. Senere sendte de et kommunike der advarede USA or at “huske ....at I aldrig har oplevet krig mod jeres livsvigtige anlæg, og at I har for mange atomkraftreaktorer.”
I 1980, stormede FALN medlemmer the Carter-Mondale valghovedkvarteret i Chicago, og George H.W. Bush kampanehovedkvarteret i New York, hvor man holdt ansatte som gidsler.  
I 1981, planlagde de at kidnappe Ronald Reagans søn, Ron.
Kort opsummeret. Gruppen var baseret på død og de mente det alvorligt - et frit og uafhængigt socialistisk Puerto Rico var deres fokus - og de kæmpede nidkært for at nå det.
Og nu bliver denne mand på Cuba anerkendt som en revolutionens ven.


Måske vil vi se et billede af Raul Castro, Lopez-Rivera, og Joanne Chesimard, kvinden der er dømt for at dræbe en New York State trooper.


Det er vanærende, men dette er hvad der sker når man åbner ambassader og ikke kræver noget som helst af den anti US regering som man handler med.     


P.S. You can listen to my show (Canto Talk) and follow me on Twitter.

søndag den 12. november 2017

100 års fiasko med kommunisme, men mange holder ved

100 års fiasko, men mange holder dog fast



I årenes løb har vi cuba-amerikanere haft rigtig mange samtaler (ofte ophedede) om kommunismen og socialismen. Det er frustrerende at en ideologi der har ført til så megen elendighed, stadig har mennesker der er villige til at forsøge sig med det. Det må være noget i menneskets natur - noget der nægter at lære af fortidensfejl.

Jeg blev meget glad for at læse denne artikel af Robert Tracinski om kommunismen og hvordan mange lande er blevet smadret ved den:

Idag er det 100 årsdagen for Oktober Revolutionen der satte gang i et global terrorstyre med Kommunismen. (Sovjetunionen kalder det dog November Revolutionen p.g.a den russke kalender)
100 år med Kommunismen - og der opnåedes fire resultater for de mennesker der måtte døje under den: Fattigdom, undertrykkelse, krig og massedød.  
Lande hvor kommunismen tog over fra Kina til Rusland til Cuba og Venezuela blev enten plyndret for deres relative velstand og gik over til sult eller blev som et fængsel i årtier i forhold til den stadig større velstand i kapitalistiske lande - ofte deres naboer som havde samme geografi og kultur.
Tænk på kontrasten mellem Øst- og Vestberlin, mellem Cuba og Chile, mellem Kina og Hong Kong, mellem Nord- og Sydkorea.
Jamen, det er altså sandheden.

Lad os nu tage Cuba som det eksempel der ligger tættest på os. Det var ikke noget perfekt land - så langt fra, men ingen risikerede livet ved at skulle forlade øen på en tømmerflåde. Jo, korruption var et problem, men såmænd ikke mere end i andre lande i Latinamerika. Faktisk havde Cuba før Castro en masse tiltag mod det som Andrew Stuttaford skrev i 2016:
I den tidlige periode af landets økonomi var denne vokset ganske markant grundet salget af sukker til USA.
Cuba lå nummer 5 på halvkuglen i indkomst per indbygger, nummer 2 i livslængde, nummer 2 i privatejede biler og telefoner, og nummer 1 i antal TV per indbygger.  
Læsefærdigheden lå som nummer 4, 76% i Latinamerika.
Cuba lå som nummer 11 i verden i antal af læger.  
Mange privathospitaler og privatklinikker gav lægehjælp til de fattige.
Cuba's indkomstdistribution var langt, langt bedre end i andre lande i Latinamerika.
En stortivende middelklasse gav løfter om fortsat velstand og social udligning.
Det er præcis det Cuba mine forældre fortalte mig om og som familiebillederne bekræfter.
Billedresultat for old cuban flag

I dag må cubanerne leve med fødevarerationeringer fra staten. Sundhedssystemet er en joke medmindre man er venstreorienteret fra Vesten som Michael Moore, og ønsker at tro alt systemet fortæller om sundhedssystemet.

Og middelklassen eksisterer slet ikke i Cuba i dag.

I årenes løb har jeg hørt en frase: “Du var en af de rige, de mennesker der udnyttede de fattige,” eller sludder i samme kategori.

Faktisk er det så langt fra sandheden som noget kan være. Mine forældre var del af middelklassen som gjorde Cuba så fascinerende og attraktiv for immigranter der holdt af at komme på øen. Med andre ord, voksede mine forældre op på en ø hvor folk talte om fyren der nede af gaden der netop var flyttet til Europa for at få et bedre liv frem for naboen der pakkede sammen og tog mod et bedre liv i "el norte."

Da jeg gik i skole havde mine venner bedsteforældre fra Spanien, Libanon lande i Latinamerika og Kina.

Jeg kendte ingen der havde et familiemedlem i USA og levede at det som blev sendt fra syd.

Alt det ændredes i 1960’erne, da sønner og døtre af disse immigranter pakkede sammen og forlod stedet for at finde frihed og et bedre liv i USA. Og vi fandt det fordi USA ikke var en kommunistisk økonomi og land.

Så hvorfor falder så mange for dette skrammel der kaldes kommunisme eller socialisme? Hvorfor falder så mange mennesker for denne Ponzi Kulisse.?

Jeg kan ikke med sikkerhed sige det, men vort uddannelsessystem har måske noget med det at gøre. Måske fortæller vi ikke være skoleelever om hvor heldige de er over at de lever her.

PS: You can listen to my show (Canto Talk) and follow me on Twitter.

onsdag den 8. november 2017

Fedme en sygdom eller en karakterbrist?


Er fedme en sygdom eller en karakterbrist?

Fedme - det at være meget overvægtig er en tilstand der er genstand for meget diskussion - er det noget lægeligt eller er det moralsk svaghed?
Ingen betvivler at det at være meget fed har yderst alvorlige konsekvenser for livskvalitet og livslængde, men er det en sygdom og er lægerne de som skal hjælpe?
Man kan ikke svare entydigt på dette, for det må være indenfor - ikke det fysiske rige, men metafysikken. Man kan kun svare ud fra sine egne filosofiske formodninger og hvad man nu foretrækker fremfor empiriske beviser.   
Mange mennesker mener fedme er et massefænomen (den var måske lidt uheldig)ikke kun blandt amerikanerne men i den store verden og bevis på at mennesker sådan set ikke er ansvarlige som enkeltindivider for hvad de propper i munden , gnasker på og nedsvælger, men at de snarere er ofre for noget de ikke har kontrol over.
Hvis de ikke selv har et ansvar er det naturligvis langt vanskeligere at afgøre hvad de er eller kunne være ansvarlige for. Men dette noget diffuse synspunkt udtrykkes udmærket i en lederartikel i  the New England Journal of Medicine af en læge og ekspert i “kommunikation,” som jeg formoder må være det samme som ‘reklame og propaganda.’
Bekymringer [over de stadig flere fede i befolkningen] gav anledning til rapporten fra Institute of Medicine (IOM), “Øge indsatsen for at forhindre fedme: Løse nationens vægtproblem” Den skelsættende rapport og den efterfølgende HBO dokumentarfilm,  “The Weight of the Nation,” præsenterer et kraftfuld bevis på at fedmeepidemien har ført til strukturelle forandringer i vort miljø, frem for at komme ind på at det jordnære, at årsagen er elendige valg hos individer.
I artiklen følger så, som man måske kunne forvente, nogle afsnit om hvordan man formulerer sig, og her fremholdes at det er vitalt ikke at stigmatisere de fede, fordi de jo ofte har det skidt med at være fede. Det er ikke godt ex hypothesi, at være fed, men åbenbart er det endnu værre at have det skidt med at være fed - en følelse der kunne, formoder jeg, føre til at fede æder endnu flere Krispy Creme doughnuts.
Så vi når nok det tidspunkt da mennesker der vitterligt er fede, så ikke er fede alligevel på grund af de spiser for meget, men de spiser fordi de er fede. Nietzsche ville have fundet denne årsagsrelaterede argumentation yderst interessant..
Som mange vel ved så har der været endnu en historisk forandring: Fedme var engang den riges problem, men nu er det epidemiologisk set den fattiges problem.

Besynderligt nok, i lyset af den generelle benægtelse af det personlige ansvar for egne handlinger, har der været stadig flere forsøg fra læger og offentlige sundhedsmyndigheder om at betale, eller bestikke den fattige til at opføre sig ‘sundt’ for eksempel opgive rygning.

Der har været eksperimenter hvor man har givet stofafhængige penge til at betale for stofferne, enten i kontanter eller i stoffer. Man har hævdet der har været en vis succes i disse metoder, og således som the British Medical Journal udtrykker det, “At benytte kontant incitamentet for at opmuntre til sundere livsførsel hos de fattige er blevet hyldet som Guldægget i global sundhed.”

Men kontant betaling kan kun fungere hvis mennesker er i stand til at tage fornuftige valg. Hvordan kan vi så løse den modsætning? Jeg tøver med at citere en doktor i filosofi fremfor en doktor i medicin, men her er så hvad Karl Marx havde at sige:

"Mænd skaber deres egen historie, men ikke som det dem behager; de skaber den ikke under omstændigheder de selv vælger, men under omstændigheder direkte givet, overført og stammende fra fortiden."

Det er kun offentlige sundhedslæger og eksperter i kommunikation der er fri for sådanne hæmmende bånd, og de skaber historien for andre mennesker.



søndag den 5. november 2017

Guldring i kredsløb om Månen - helt bogstaveligt

Guldring i kredsløb om Månen - helt bogstaveligt



Manden på billedet er Ken Mattingly, og han har været, hvor du aldrig har været - Månen. Mattingly er ikke nær så kendt som Apollo 11 heltene Neil Armstrong, Buzz Aldrin, eller Michael Collins (som sådan set heller ikke er særlig kendt, men burde være det).

Men tre år senere i 1972 efter Appollo 11’s succes var Mattingly med på en rejse tur-retur sammen med to andre. Hans kolleger på turen var John W. Young og Charles Duke der blev den 9. og 10. person der vandrede på Månens overflade - Mattingly blev tilbage i moderskibet i kredsløb om Månen. Men Mattingly gjorde noget ingen andre månevandrere havde gjort nogensinde.

Han tabte sin vielsesring i rummet.

Hvis du har set video af astronauter i vægtløs tilstand vil du have lagt mærke til at genstande flyver i retninger de ikke ville gøre her på Jorden.  (Her er en video af astronaut der tager en floppy disk ud af en computer) At holde øje med genstande er noget man skal være opmærksom på, for der kan ske utilsigtede ting.

Ifølge Duke i dette interview, blev Mattingslys ring, på anden dag af missionen ‘offer’ for en af disse utilsigtede hændelser. Mattingly var i bad - et bad med badesvamp - der sådan set er ret så fornuftigt omstændighederne taget i betragtning - og lagde alt tøjet i en pose. Det gjaldt også hans vielsesring, men da Mattingly åbnede pose og klædte sig på igen, var ringen der ikke længere. Og selvom rumskibet var lille fandt han den ikke.

To dage senere ankom Apollo 16 til Månen - og ringen var stadig ikke fundet, Duke og Young tilbragte tre dage på Månen, og da de kom tilbage til moderskibet ledte Mattingly stadig efter sin ring. Den synes tabt for evigt, godt skjult mellem al isenkrammet.

Og så den 9. dag dukkede ringen op -- og forsøgte at ‘flygte.’ Duke og Mattingly var begge på rumvandring udenfor rumskibet. Så var det, som Wired fortæller, at Duke fik øje på ringen.
Da han (Duke) var på vej tilbage til modulet fik han øje på noget - en lille glimtende genstand i sollyset - den fløj langsomt ud af lugen. Han strakte sin store handske frem for at gribe ringen men nåede det ikke. “Nuvel” tænkte han, “den er ‘lost in space’”

Duke, Mattingly, rumfatøjet og ringen fløj gennem rummet med 3000 fod i sekundet, men i fraværet af vindmodstand, som Duke udtrykker det, “flyver genstande afsted sammen.” Den ‘frigjorte’ ring var på vej ud i det store mørke intet.

Men skæbnen havde noget andet i tanke

Duke kom tilbage til modulet, Mattingly var stadig på rumvandring, i færd med et biologisk eksperiment cirka et par meter borte, dog forbundet med modulet med en fleksibel stang. Som Duke genfortalte det i interviewet: “Fløj ringen langsomt ud - det tog cirka tre minutter - og den endte med at ramme Mattingly i nakken.” Og trods det usandsynlige betød ‘slaget’ at ringen “gik på en 180 grader drejning og begyndte at flyve tilbage til modulet og ind af lugen.”

Duke, der stod indenfor, greb ringen før den forsvandt igen.

Bonus fakta: : Dit eget køkken er ikke nær så eksotisk et sted at miste sin vielsesring som et rumskib, men det kan dog føre til det mest pudsigenår den findes igen. En svensk kvinde ved navn Lena Paahlson mistede sin ring i 1995 under madlavning. 16 år senere dukkede den op på - en gulerod i hendes have.
Lena Paahlsson's wedding ring-
Hr. og fru Paahlson “troede ringen var faldet ned i vasken i 1995 og forsvundet i grøntsagsaffaldet der derpå blev komposteret eller givet til deres får.”
Related Posts with Thumbnails