torsdag den 18. december 2014

Humor i Islam findes ikke

Bernie Planck

Prøv at finde “Regler for vittigheder om Kristendommen” og udover opfordringen til ikke at være ‘morsom’ i kirken så er der ingen. Nu forsøg så at google “Regler for vittigheder om Islam” og der er en overflod af regler for muslimer. Efter at have brugt en del tid på at forske lidt i emnet, har jeg kunnet finde een, en sølle een Hovedreglen, og tilmed en hellig regel som alle imamer udbreder til deres trofaste: INGEN MORSOMHEDER!
every time you eat bacon a Muslim fairy dies
Photo Credit: Lockhart Tactical

Side 259:
Allah har ikke skabt mennesket for at han skulle more sig. Formålet med skabelsen var at menneskeheden skulle afprøves gennem prøvelser og bøn. Et islamisk regime skal på ethvert område være seriøs. Der er ingen vitser i Islam. Der er ingen humor i Islam. Der er ingen morskab i Islam. Der kan ikke være morskab og glæde i det som er alvorligt. Islam tillader ikke at der svømmes i havet og er imod radio- og TV-serier.

Nogle af mine muslimske læsere vil protestere imod at dette er sandt - at de har hørt muslimske vittigheder Det som muslimer betragter og kalder muslimske vittigheder er imidlertid tåbeligheder - her er så en typisk muslimsk joke fra en islamisk netside.


Hasan radiallahu 'anhu fortalte: At en vis gammel kvinde kom til Profeten og bad ham bede til Allah for at hun kunne komme i Paradis. Profeten sagde, “Oh mor af den og den! Ingen gammel kone skal komme i Paradis.” Fortælleren siger, at da den gamle kvinde hørte dette gik hun grædende bort. Profeten sagde til folket rundt om sig, at de skulle fortælle den gamle kvinde at hun ikke ville komme i Paradis som en gammel kvinde. (At-Tirmidhi). Så reciterede han verset: "I sandhed siger vi! Vi har skabt disse (jomfruer) ved en skabelse og har gjort dem til kærlige jomfruer, af samme alder.” [Al-Qur'an 56:35-37]

Forstod du joken? Muhammad fortæller en gammel kvinde at ingen gamle kvinder vil komme i Paradis, men efter hun græd af skuffelse fik vor elskede profet sine tilhængere til leende at fortælle hende at hun faktisk trods alt vil komme i Paradis, men ikke som en gammel kvinde, men som en ung jomfru - Ha!, Ha!, Ha! Hun vil til al evighed kunne blive defloreret, hendes jomfrudom vil være bestandig og blive brudt ved et brutalt overgreb af en eller anden selvmordsbomber, som belønning for hans jordiske handlinger. Se det er da en joke, ikke sandt?

Jeg mener jeg har langt bedre muslimske jokes, men de vil helt klart være krænkende for muslimer:

Mahmud: Bernie fra Planck's Constant skrev at muslimer behandlede deres sorte slaver langt værre end nogen Simon Legree og at arabiske muslimer aldrig vil behandle deres sorte medmuslimer som venner.
Ahmed: Bernie tager fejl - jeg plejede at han mange sorte venner - indtil min far solgte dem.

onsdag den 17. december 2014

Første land er ved at kollapse grundet den lave oliepris

Venezuela vakler ved faldet i olieprisen       


                       
                               
Faldet i olieprisen er en dejlig julegave for forbrugerne i USA. Det er simpelthen bare toppen hos os, men hold øje med Venezuela. Landet kunne kollapse dersom prisen bliver ved med at falde.

TIME Magazine har en god opsummering af hele postyret i Caracas.

Det økonomiske kaos og faldende oliepris efterlader Maduro i en svær klemme. Han mangler både den politiske vilje og popularitet til at få gennemført nødvendige reformer for at få skub og orden i Venezuelas økonomi. På samme tid bliver han presset hele tiden af olieprisen. Hugo Chavez var heldigere. Da han var på sin magts højde var han populær og blev hjulpet af de stigende oliepriser på verdensmarkedet (han var også rigtig god til at lave shows, og vært for f.ek.s OPEC lederne i hovedstaden Caracas, straks efter han kom til magten). Maduro står i en meget mere udfordrende kompliceret situation.

“De almindelige venezuelanere er begyndt at være trætte af at høre på slogans og socialistisk retorik og ingen konkrete handlinger på nogen områder,” siger Moya-Ocampos. “Mens økonomien bliver værre og værre således også den politiske situation i Venezuela.”

Der er flere grunde til Venezuelas akutte sårbarhed med faldet i olieprisen:

Den ekstremt ineffektive offentlige sektor der betales af høje oliepriser. De indenlandske subsidier der blandt andet gives til Cuba for at man der kan få lave energipriser. Disse subsidier har købt stemmer til Chavez-Maduro regimerne. Mit gæt er at disse subsidier må inddrages i væsentlig grad hvis olieprisen bliver ved med at falde.

Maduro står i er en meget vanskelig politisk situation. Han er ikke Chavez, der var mere populær og som regerede på et tidspunkt da olieprisen kunne finansiere enhver plan og ambitiøst projekt.

En ‘voldsom storm’ er under opsejling i Venezuela og ledelsen synes totalt uforberedt på den. Naturligvis vil vi holde øje med Rusland, fordi landet er en meget stor aktør på verdensscenen, især efter Ukraine. På samme tid vil et kollaps af Venezuela påvirke Cuba og nogle ledere i Latinamerika der er blevet støttet af olien fra Caracas.            

P.S. You can hear CANTO TALK here & follow me on Twitter @ scantojr.

http://www.americanthinker.com/blog/2014/12/venezuela_collapse_oil_dropping.html#ixzz3M8sAf8Zd

Pinefuld argumentation om tortur

Pinefuld argumentation

                               

Kritikere og de som forsvarer de barske afhøringsmetoder der anvendes over for fangne terrorister kan for evigt diskutere om de metoder var “tortur.” Enhver seriøs diskussion af et seriøst problem - og terrorismen er helt sikkert et alvorligt problem - skal bare nødvendigvis gå ud over de fine lærde termer og stille sig det ultimative spørgsmål: “Sammenlignet med hvilket alternativ.”

Hvis du vidste der var en skjult atombombe plantet et eller andet sted i New York City - der skulle sprænges i dag - og man havde en tilfangetagen terrorist, der vidste hvor og hvornår det skulle ske, ville du så ikke gøre hvad som helst for at få ham til at sige hvor og hvornår? Ville du holde pause for lige at få klarlagt definition af “tortur”? Ville du overhovedet overveje hvad definition på “tortur” kunne være når alternativet var at se millioner af uskyldige mennesker blive myrdet?

Senator Dianne Feinsteins seneste udgivelse af en omfattende rapport om CIA’s grundige afhøringsmetoder, benyttet over for fangne islamiske terrorister har i gangsat en storm af kontrovers. Det er vanskeligt at se hvilken gavn USA har af at offentliggøre rapporten. Men det er smerteligt åbenbart at den varige skade er indtruffet for amerikanernes sikkerhed.
Tortured reasoning
En af Obama administrationens mest obskøne handlinger da man trådte til, var at igangsætte en efterforskning af CIA agenter for evt. forbrydelser, agenter der havde benyttet barske afhøringsmetoder mod fangne terrorister i kølvandet på de ødelæggende ludftangreb 11. september 2001 mod World Trade Center og Pentagon.

Straks efter terroristangrebene, da der var en desperat frygt for hvad der nu kunne ske, forsøgte disse CIA agenter at spare deres medamerikanere for endnu et angreb der igen kunne kræve tusinder flere liv, eller måske millioner. At vende sig mod disse agenter, så mange år efter de gjorde det de blev opfordret til, som en patriotisk pligt i en krisetid, er både et svigt over for de som handlede dengang og en demotiverende faktor for de i fremtiden der har ansvaret for at beskytte nationen.

Andre nationer, hvis samarbejde vi har brug for, for at hindre og afsløre internationale terrornetværk ser nu, hvordan deres indsat nu afsløres for hele verden - herunder terrorister - fordi formodede ansvarlige amerikanske embedsmænd, i Kongressen ikke kan holde mund.

Offentlighedens “ret til at vide” har ofte ført til at man retfærdiggøre det at offentliggøre fortrolig information. Men er der noget bevis for at den amerikanske offentlighed higede efter at lære om disse hemmeligheder, hemmeligheder som enhver stat har? Jeg ved ikke, hvor vore kernevåben befinder sig, og jeg ønsker heller ikke at vide det, og slet ikke med den omkostning i mente at så vil vore fjender også vide det.

Den lethed hvormed politikere er villige til at trække gulvtæppet væk under mennesker, hvis job er at beskytte vore liv - om de er CIA agenter, politi eller militær - er ikke kun et svigt over for de mennesker, men udgør en fare for os alle.

Mennesker der konstant håner politiet, herunder med bevislige løgne, kan måske tro de viser solidaritet med mennesker i ghettoerne. Men når politiet tøver for at handle mere “blidt og venligt” se det efterlader anstændige mennesker i de sorte samfund til slynglerne og pøbelorganisatorernes nåde, en nåde de ikke besidder.

Når samvittighedsfulde unge mennesker, uanset race, der gerne vil hjælpe med til at opretholde fred og orden ser at det at være politibetjent betyder at racehadsoppiskere konstant opildner til fjendsskab mod dem - og når man ser opportunistiske politikere og medier slå trop sammen med disse hadoppiskere - så kan kan disse unge mennesker meget vel beslutte at der dog må være en anden beskæftigelse der ville være bedre.

Områder med høj kriminalitet har brug for, ikke kun de fleste, men de bedste politifolk der kan mønstres. At nedværdige politiet er ikke den måde man får de mennesker der er brug for.

Når mennesker der frivilligt sætter livet på spil i militæret for at forsvare dette land hjemme og i udlandet, ser deres kammerater blive dræbt på slagmarken, og undertiden dem selv komme tilbage med en mistet arm eller ben, eller med alvorlige fysiske og mentale skader som de måske aldrig overvinder - og derpå ser nogle tåbelige politikere i Det Hvide Hus smide alt det bort de kæmpede for, og ser fjendens styrker igen sætte sig på de steder som amerikanere har udgydt blod for, se det kan være virkelig udfordring for dem og en afskrækkelse for andre der ellers ville kunne indtage deres plads i fremtiden.

Hvis vi ikke magter at se udover dagens øjeblik, kommer vi til at betale dyrt for det i morgen og mange flere morgener.


Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution, Stanford University.

http://humanevents.com/2014/12/16/tortured-reasoning-2/

tirsdag den 16. december 2014

Det Tyske Kejserriges fejl i 1. Verdenskrig

Det Andet Riges tre fatale fejl




I årene op til 1914 mente mange i den tyske overkommando at en krig der mere eller mindre ville vise sig som 1. Verdenskrig var uundgåelig - og da krigen kom, vandt Tyskland den næsten. Så hvordan gik det til at Det Andet Rige så endte med at tabe? Der var 3 hovedårsager.

Den første kan synes at være selvmodsigende, i betragtning af mange menneskers opfattelse af Tyskland som en krigerisk nation. Efter den Fransk Tyske Krig var Tyskland kontinentets fredsmægler.

Otto von Bismarcks udenrigspolitik have fire målsætninger: Udstille Tyskland som en “tilfredsstillet” magt, isolere Frankrig, holde Tyskland allieret med Østrig og Rusland, og undgå krige på Balkan, der “ikke var værdige til en Pommersk musketerers knogler.”

Kejser Wilhelm II, afsatte Bismarck i 1890. Da han ikke var tilfreds med at være militært dominerende på Kontinentet besluttede kejsere at Tyskland skulle have en flåde der kunne leve op til Storbritanniens. Han erklærede sig protektor af muslimerne, over og imod det franske og britiske imperium. Han fik Tyskland til at fremstå som en aggressiv magt, og dermed isolerede han sit eget land, frem for Frankrig der indgik en alliance med Rusland i en entente med Storbritannien.

Samtidig med han ikke mente Østrig-Ungarn burde gå i krig mod Serbien i 1914 - efter Serbiens kapitulation til de fleste af Østrigs krav i kølvandet på mordet på Ærkehertug Franz Ferdinand - var Kejseren ansvarlig for, som så mange andre, Det Andet Riges militarisme, hvilket i sidste end blev dets opløsning.
.
Den anden grund til nederlaget for Det Andet Rige har forbindelse med den første. Den tyske overkommando var forpligtet til Schlieffen Planen med en krig på to fronter, der omfattede invasion af Frankrig gennem det neutrale Belgien. Den tykse rigskansler Theoblad von Bethmann-Hollweg sagde at “Nødvendigheden kender ingen lov,” og var frastødt at “Blot for et stykke papir gik Storbritannien i krig med en slægtsnation.” Det Andet Rige følte sig ikke bundet af stykker af papir og pløjede direkte gennem dem.

Men Schlieffen Planens amoralitet skabte en to-fronts krig, hvor der kunne have været en. Alle de store magter i 1. Verdenskrig, med undtagelse af Storbritannien, og senere United States gik ind i krigen med tanke på at de kunne få gevinst ud af den. Frankrig, ønskede at få fingrene i Alsace-Lorraine (et område der gik tabt i den Fransk/Preussiske Krig 1871).

Frankrig var imidlertid ikke klar til at begynde en krig, og trak faktisk sine tropper væk fra den fransk tyske grænse da spændingen øgedes. Storbritannien ville helt sikkert have holdt sig ude af en landkrig man ikke havde forberedt sig på, hvis ikke Belgien var blevet invaderet.

Endelig, var det som ‘sænkede’ Det Andet Rige at samme rige sænkede amerikanske skibe og så det relaterede Zimmerman telegram (læs om dette på synopsis) der inviterede Mexico til at invadere den amerikanske sydvestlige del i tilfælde af en krig mellem Amerika og Tyskland.

Det Andet Riges beslutning om at fortsætte den uindskrænkede u-bådskrig tidligt i 1917 var med baggrund i den samme form for amoralitet der førte landet til krig mod Belgien og Frankrig. Det var også baseret på foragt for United States. De amerikanske væbnede styrker var forholdsvis små i antal og dårligt udrustet til en krig i Europa. Deres øverstkommanderende præsident Woodrow Wilson, var en mand der vedkendte sig intet at kende til krig, som han sagde i en tale i 1916. Hans moralske belæring til verden var med baggrund i at Amerika ikke var en slagkraftig magt.

Hans ‘missionsånd’ havde ført ham til at forsøge at hjælpe de europæiske magter med at finde “freden uden sejr.” Efter Tysklands sænkning af luksus passagerskibet Lusitania i 1915 hvor 1195 passagerer og besætning druknede, herunder 95 børn og 124 amerikanere, sagde han at der “kan findes en mand der er for stolt til at slås.”

Han blev udmanøvreret fra venstrefløjen af sin udenrigsminister William Jennings Bryan (som Theodore Roosevelt betragtede som kommunist). Bryan var på det tidspunkt, hvor Lusitania blev sænket, en mand der var for stolt til blot at protestere, som Wilson gjorde, at “liv af ikke kombattanter kan ikke jura mæssigt eller retfærdigheds mæssigt sættes i fare ved tilfangetagelsen og ødelæggelsen af handelsskib der ikke gør modstand.” Bryan frygtede at en sådan protest kunne provokere Tyskland til at erklære krig med USA og undlod derfor. Tyskerne, der var mindre rasende, var enig i Wilsons restriktioner, i det mindste for øjeblikket.

Men i 1917 afviste General Erich Ludendorff, de facto den person med mest magt i Reich efter General Paul von Hindenburg, Amerika som en trussel: “Hvad kan hun gøre? Hun kan ikke komme her!...Jeg er ligeglad med Amerika.” Det skulle så vise sig at være Det Andet Riges sidste og fatale fejltagelse. Som General Hindenburg senere samtykkede, “Det amerikanske infanteri i Argonne vandt krigen.”

Den helt store ironi er, at i dag anser mange mennesker i de nationer der vandt krigen (eller i det mindste mange amerikanere, franskmændene er ikke så sentimentale) Det Andet Rige som den forurettede part - på grund af de straffende betingelser i Versailles Traktaten (selvom de betingelser delvist blev lempet eller slet ikke håndhævet) - og som en konsekvens, mener de at Amerikas rolle i afslutningen af u-båds truslen og tilbagerulningen af Tysklands forsøg på militær underkastelse af kontinental Europa på en måde var uhensigtsmæssig og at
reductio ad absurdum det var United States, Storbritannien og Frankrig der sådan set var ansvarlig for at Hitler blev Rigskansler i Tyskland i 1933.

Man kunne mene at vore sejrende ‘seje’ drenge i 1918 - mænd som Sergent Alvind York,
Eddie Rickenbacker, George S. Patton, George Marshall, Harry Truman, Billy Mitchell, Douglas MacArthur, og “Wild Bill” Donovan — fortjener et bedre langt mere troværdigt eftermæle end det.

About the Author H. W. Crocker III is a bestselling author. His most recent book is The Yanks Are Coming! A Military History

http://spectator.org/articles/60549/second-reich%E2%80%99s-three-fatal-mistake

mandag den 15. december 2014

Feministers had til mænd giver falske voldtægsanklager

Had til mænd giver falske voldtægtshistorier           

                               
Paul Bremmer
                       
                                       
Feminister er frustrerede over, at magasinet Rolling Stone har trukket den sensationelle historie om voldtægt på Universityt of Virginia som man udgav sidste måned, tilbage. Mange bliver ved med at forsvare “Jackie” den student på UVA, hvis fortælling om en rædselsfuld gruppevoldtægt er fyldt med adskillige huller.

Jessica Valenti, klummeskribent for London avisen Guardian skrev: “Jeg vælger at tro Jackie. Jeg mister intet ved at gøre det, selvom jeg senere finder ud af det var forkert.”

Den liberale blogger Melissa McEwan tweetede: “Jeg kan ikke udtrykke det mere empatisk: Hvis Jackies historie er delvist eller gennemført usand, så giver det ingen grunde til ikke at tro hende.”                    

Det konservative ikon Phyllis Schafly mener feministerne så ihærdigt forsvarer Jackie og hendes delvist tilbageviste beskyldninger fordi de ikke ønsker at give tab på en anti-maskulin narrativ.

“Grunden til det er hoppet på historien og ikke har mindste betænkelighed ved om at den kunne være opspundet er den generelle antagonisme mod mænd,” sagde Schafly. “ Deres kampråb er at de ønsker at få fjernet patriarkatet, og alt der skader mænd, er noget feministerne fryder sig over.”


Rolling Stone reporter Sabrina Erdeley benyttede Jackie’s fortælling som centrum for en større historie, hvor man påstår at der er en omfattende “voldtægtskultur” på college campuses. Imidlertid mener Schafly ikke at voldtægt kan kvalificeres som en “kultur.”

“Der er ingen voldtægtskultur,” sagde hun. “Der er intet ‘kulturelt’ ved voldtægt. Voldtægt er en forbrydelse og skal straffes. Men mennesker der kommer med falske beskyldninger om en farlig forbrydelse som den skal også straffes, og jeg håber alle der kan forbindes med denne falske historie vil opleve nogle konsekvenser.” Phyllis Schlafly

Schlafly, hvis seneste bog “Who Killed the American Family?” udkom få dage før hun fyldte 90, er midt i et nationalt medielandskab domineret af feminister, og de som er angste for at gøre feminister vrede.

“De udgør virkelig en nederdrægtig gruppe,” sagde hun. “De kan ikke udstå mænd, og de ønsker at miskreditere og ødelægge mænd. Jeg tror det vil være yderst godt dersom UVA-voldtægts) historien bliver udstillet som et falsum, og at alle der har hørt om den fra første færd skulle have haft mistanke om at det var et falsum.”

Schafly har brugt det meste af sin lange karriere på at bekæmpe feminister, og går endog så langt som at sige - der er en krig mod mænd i USA, ikke en krig mod kvinder
 .

“Der føres krig mod mænd, og (feministerne) er meget åbne om det,” sagde hun. “De skjuler det ikke, de praler af det. Læs alt deres materiale - de siger altid de ønsker at få fjernet patriarkatet. De sagde at ægtemænd er ikke en nødvendighed i ægteskabet, der er ikke brug for dem i opfostringen af børn.”

Idet hun påpeger den skade der påføres mænd der falskeligt anklages for voldtægt henviser hun til de tre Duke Lacrosse spillere, hvis ry blev smædet i 2006. (Den ‘krænkede’ blev senere selv dømt for mord.- synopsis kommentar).  

“Det er sådan set virkeligt ‘farligt’ for en ung mand at komme på college nu om stunder. Han klarer sig bedre dersom han ikke taler med nogen kvinder når han kommer der,” sagde Schafly. “Feministerne har det helt fint med at komme med falske anklager, og de hævder alle mænd er i stand til at udføre en ækel handling som voldtægt.”

New York Times skribenten Jennifer Steinhauer  der skriver om UVA sagen, bemærker at “liberale kommentatorer, sammen med forskellige advokater for kvinder, argumenterer for at en fejlfyldt artikel i et tidskrift om et indviduelt overgreb ikke burde sløre for det helt store problem med seksuelle overgreb på campus.”

Artiklen citerede senator Kirsten Gillibrand, Demokrat - New York - der sagde, “Vi kender ikke kendsgerningerne om, hvad der skete eller ikke skete i denne sag. Men disse kendsgerninger har ikke ændret noget. UVA har indrømmet de har givet lov til at de studerende der har indrømmet at have begået et seksuelt overgreb med en anden studerende kan blive på campus. Det er og forbliver chokerende.”

Men Steinhauer sagde mange borgerlige “slår sig i tøjret over konceptet med en ‘voldtægtskultur’ der gennemsyrer diskussionen om seksuelle overgreb på campuses.”

Hun citerede Christian Hoff Sommers fra American Enterprise Institute, der sagde der er “ingen beviser for en voldtægt kultur på Amerikas campuses.”

http://www.wnd.com/2014/12/schlafly-hatred-of-men-gave-rise-to-uva-rape-story/#JgACMKsdmpz7dUUV.99

søndag den 14. december 2014

Er det snart slut med olivenolie grundet klimaforandring?

Er det snart slut med Olivenolie grundet klimaforandring?  

       
           
Ifølge en artikel i  The Irish Times, hævder Italiens olivenoliefarmere at det grundet klimaforandring er “den elendigste høst nogensinde.”

The Ecologist, læser vi, at “klima turbulens giver et voldsomt økonomisk slag for udbyttet af oliventræer,” og at prisen for denne “foretrukne kulinariske ingrediens øges hurtigt - og det skyldes for det meste ændringer i klimaet.”

¨Klimaforandrings sektionen på Salon.com omtalte også hele denne alarmstemning i olivenolieproduktionen. Landmændene i de større olivenolieproducerende lande, som Italien, er åbenbart gået i hysteri over hvordan effekterne af klimaforandring hærger deres branche.

Meget belejligt så har FN’s FAO organisation (fødevare og landbrugsorganisation) en god database over olivenolieproduktionen opført efter land og tilbage til 1961. Italiens olivenolieproduktion har været øget hele tiden siden man begyndte med optegnelser, herunder i de sidste årtier. Og som grafen herunder viser, er produktionen af olivenolie i Europa, og globalt i stadig vækst.

Jeg må overse noget for jeg kan ikke få øje på nogen reduktion i olivenolie produktionen i Europa som følge af klimaforandring, ejheller på globalt plan. Snarere det modsatte. Hos andre større europæiske producenter, som Spanien - der nævnes i artiklen i The Ecologist, og som  “står for næsten 50% af verdens samlede olivenolie” - er produktionen tredoblet i de sidste to årtier.

I Europa er produktionen af olivenolie nærmest eksploderet til det nuværende niveau i de sidste 50 år. De 10 top produktionsår er fra 2001, og 18 af de 19 top tyve år har været siden 1996. Udbyttet er også øget i de sidste tre årtier.

Vi ser de samme tendenser i produktionen for hele verden. Nemlig at udbyttet og produktionen er i øgning. De sidste år med data over den globale produktion, 2013, var det næsthøjeste, sølle 0,4% under rekordhøsten der forekom to år før i 2011. De sidste 18 år med opgørelse over den globale produktion har også været de højeste nogensinde, herunder 3 år helt i top i de sidste 4 år. 2012 var stadig et rigtig godt år - på en 10. plads. Sådan fortsætter det.

Her er så en graf over den nominelle (det vil sige ikke inflationsjusterede) pris for Extra Jomfru olivenolie helt tilbage til 1984 med tak til Indix Mundi.

Kan du se nogen påvirkning fra klimaforandring?  Det er helt umuligt.

Faktisk er det sådan, at en 1 dollar i 1984 har den købekraft som svarer til 2,29 dollar i dag og således synes den nuværende pris på olivenolie at være lavere end for 30 år siden.

Som med andre fødevarer forekommer olivenolie apokalypsen at være langt ude i horisonten.               

Related Posts with Thumbnails