tirsdag den 19. juni 2018

Muhammad Ali og antikrigsbevægelsen - var han pacifist?

Hvorfor Muhammad Ali ikke bør tilgives

Jack Cashill

Vi har fået underretning om at Præsident Trump “meget alvorligt” overvejer at ‘benåde’ den afdøde mesterbokser Muhammad Ali. Selvom dette tiltag kan have nogle brugbare populistiske gode sider, så puster det dog endnu mere luft i den mytiske ballon op som burde være blevet punkteret for lang tid siden.

Tidligt 1966 da konflikten i Vietnam eskalerede sænkede Selective Service kravet for at inkludere de hvis mentale indlæringsevne var omkring 15 percentil eller højere  Det omfattede Ali. Han var ikke glad for det. Han fik straks sin advokat til at ansøge om en fritagelse med baggrund i de finansielle vanskeligheder det ville give hans forældre, - dog blev anmodningen afvist. Ali blev omklassificeret til 1-A.  

The New York Times' Robert Lipsyte var sammen med Ali i Miami, da han første gang hørte nyhederne. “Hvordan kan de gøre det mod mig?” jamrede Ali. “Jeg vil ikke have min karriere lagt i ruiner.” I løbet af hele dagen fyldte hans altid nærværende ansatte, med tilknytning til Nation of Islam (NOI), hans hoved med rædslerne i Vietnam. “Nogle hvide sindssyge sergenter vil slå kloen i dig,” hørte Ali igen og igen i forskellige variationer. 

Så endelig, efter hele dagen var gået med manipulation fra hans venner og telefonopkald fra journalister gasv Ali lyd fra sig. “Hallo, jeg har ikke noget udestående med det der Vietcong.” Ved denne kommentar, tankeløs og uoverlagt  som den var, plantet af muslimer, blev en stor legende født.

I 1966, tog journalister, og især sportsjournalister patriotismen ganske alvorligt. Alis opførsel var for dem næsten en personlig fornærmelse- og det selv blandt de mere venstreorienterede sportsjournalister. De fleste andre atleter havde det på samme måde. “Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvordan han kan forvente at tjene millioner af dollars i dette land,” sagde veteran fra 2. Verdenskrig Jackie Robinson, "og så nægte at kæmpe for landet."   

I 1966, var Ali i strid modvind med den offentlige mening. Hans beslutning om at nægte at lade sig indkalde kostede ham en masse støtte fra fans og dertil store indtægter. 15 år senere skulle en mere eftertænksom Ali sige til Sport Magazine at hans “største fejl” nogensinde var at han stod frem mod krigen “for tidligt.”

Han blev dog ved. The Nation of Islam havde strammet sit greb og Ali fik ikke ingen plads til at at manøvrere. I marts 1966 ansøgte Alis advokat igen om at han blev omklassificeret og denne gang med en lille drejning. Ali var nu militærnægter af samvittighedsgrunde. Ansøgningen blev afvist.

I august 1966, skulle Ali selv fremlægge sin sag om omklassificering for en administrativ domstol. Under ed sagde han at ægte muslimer, som han, “ikke kunne deltage i krige på vantros side.” Dommeren så bort fra Islams krigeriske historie og indvilligede i at Ali var “oprigtig i hans modstand af religiøse grunde til at være med i krig under nogen form.” 

The Justice Department var dog ikke så naiv. Deres advokater argumenterede med at det var politiske og racemæssige overvejelser som inspirerede Ali til at være i opposition til krig.  The Kentucky Appeals Board var af samme holdning som the Justice Department.  Mytemagerne der skildrer disse beslutninger som racistiske eller reaktionære overser det åbenbare. “Jeg mener ikke the Nation of Islam var en religiøs organisation, slet ikke,” bekræfter Malcolm X's datter, Attallah Shabazz.

Billedresultat for elijah muhammad malcolm x
Elijah Muhammad og Malcom X før det gik helt galt

Ud af til holdt lederen af NOI Elijah Muhammad afstand fra Ali i emnet indkaldelse. Som nægter at at lade sig indkalde til  2. Verdenskrig gjorde han meget ud af at fortælle pressen. “Alle mine tilhængere er frie til at tage deres eget valg. “

Den legendariske radiomand Howard Cosell fastholder at i spørgsmålet om indkaldelse “Bøjede Ali sig hverken for pres eller venlig overtalelse,” men citerer derpå Ali for at sige, “Kan ikke tale mere med dig - uden Elijahs tilladelse,.” Cosell kommenterer, “Dette var blot yderligere bevis for den grad af kontrol muslimerne udøvede over ham.”         

Ali respekterede i sandhed Muhammad, men den respekt må have været i fyldt med frygt. Han havde set hvad Muhammad kunne og ville gøre med sine fjender - mordet på Malcolm X kommer hurtigt i erindring - og han ønskede ikke at være en fjende.

Da han stod over for indkaldelse valgte Ali den mindst angstfyldte løsning. Der var meget lidt mod med i den handling, meget lidt principfasthed og slet ingen tegn på at han selv tænkte. Han var ikke “sin egen herre,” som hans hustru Sonji klagede over. Ali tilhørte med hud og hår det som Malcom X så trist havde konkluderet var en nation af zombier - “hypnotiserede, pegende i een retning og derpå besked om at marchere.” Ali marcherede helt frem til kanten og hoppede når han fik besked på det.

Et møde med den store bokseelegende Sugar Ray Robinson afslører hans tankegang tidligt i 1967. Da Ali var i New York for Zora Folley kampen, hans sidste før han gik i eksil, ringede han til Robinson og spurgte om de kunne mødes på hans hotel. Det var Robinson med på. Ali ønskede at tale om Hæren.

"Du bliver nødt til at melde dig,” sagde Robinson og mente the U.S. Army.

"Nej" Svarede Ali, “Elijah Muhammad sagde til mig at de kan jeg ikke.."

Robinson forklarede konsekvenserne ved denne handling, og Ali svarede, “Men jeg er bange, Ray. Jeg er virkelig bange.” Da Robinson spurgte ham om han var bange for muslimerne, nægtede Ali at svare. “Hans øjne var fyldt med tårer,” fortæller Robinson, “tårer med lidelse, tårer med ubeslutsomhed.” 

Trods den noget uinspirerede dynamik i hans modstand gav Ali det som biografiskribenten Mike  Maquesee kalder “et større boost til anti-krigs-bevægelsen.” Alis status som sværvægtsmester fjernede noget af det stigma der var knyttet til modstanderne - de var kujoner. Vigtigere endnu så hjalp han med til at nedbryde “billedet af bevægelsen som værende hvid.”

De mere indsigtsfulde blandt de som holdt øje med Ali forstod at de unge hvide forsonede sig med Ali som han forsonede sig med dem. I en artikel skrevet for det britiske Guardian anerkender biografi skribenten Thomas Hauser at anti-krigsbevægelsen reddede Ali fra den “ækle” indstilling hos Nation of Islam samtidig med at Ali antog "the Nation's personsammensætning og dens ideologi."

Vel helt ubevidst afslører Hauser hele spillet. Han argumenterer for at “at da spotlyset vendte fra Alis accept af en ideologi der gik ind for had til nægtelse af at indtræde i US Army så begyndte Ali at knytte sig til den hvide liberale bevægelse, der på det tidspunkt var ganske stærk-”

Nu var myten om Ali så født. Var Ali ikke blevet et anti-krigs symbol ville han aldrig være blevet et symbol på soning mellem racer. Alis maniske raceideologi havde fået det hvide liberale samfund til at miste noget mod. Den unge anti-krigs venstrefløj vist sig imidlertid langt mere fleksibel, og som Hauser indrømmer “ganske stærk.”

Manden der dikterede Alis fortælling var selv ikke meget pacifist. Fra hans allerførste dage i Nation of Islam havde Elijah Muhammad prædiket og profeteret om den voldelige udslettelse af den hvide race.

Billedresultat for elijah muhammad malcolm x

 I årene op til 2. Verdenskrig lagde han planer om hvordan det skulle ske. Og senere havde han lagt selve grundlaget for mordet på Malcolm X og for intimidering og overgreb på andre dissidenter. Medierne, især de æterbårne valgte at ignorere dette. De gør de såmænd stadig.

Jack Cashill is the author of Sucker Punch: The Hard Left Hook That Dazed Ali and Killed King's Dream.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/06/why_president_trump_ought_not_pardon_muhammad_ali.html#ixzz5I2lb6O62 

søndag den 17. juni 2018

Klimaet benyttes i storpolitik - ikke af hensyn til klimaet

Orientering til klimaforhandlere - Gennemsku dog plottet


Vi skal tilbage til 1899 for at finde konteksten i denne artikel med publikationen af Johann von Blochs bog Die Zukunft des Krieges (Fremtiden for krig).  
Bloch var en jernbanemagnat fra det 19. århundrede, som havde bygget jernbanen Warszawa Moskva. Dengang arbejdede de dygtigste og klogeste på at optimere jernbanernes produktivitet gennem grundige analyser om brugen.  Bloch anvendte erfaringerne fra jernbaner i drift til at teorisere om, hvordan krig føres. Hans store indsigt, enestående dengang, var at krige ville blive vundet at det land der havde det største industrielle kompleks. Dette er således det samme som Sovjets militær koncept med “styrkernes afhængighedsforhold”
Da Lenin var i eksil i Schweiz fra 1914 til 1917 brugte han en masse tid i de offentlige biblioteker i Zürich og Bern, hvor han læste bøger om militærstrategi og elektrificering. Bibliotekernes optegnelser viser han lånte Die Zukunft des Krieges mange gange. Sovjet begyndte dog først at benytte Blochs viden i stor stil i 1980. Tjernobyl atomkraftværket sprængte i luften i 1986. En enorm katastrofe for et land med en ringe levestandard. Strålingsforureningen svarede til en ni-tons brintbombe. 3 måneder senere, ved et møde blandt Warszawapagt ledere stillede Bulgariens premierminister spørgsmålet: Hvordan kan Kommunistblokken profitere af Tjernobyl katastrofen? Man fik efter Berlinmurens fald adgang til optegnelser fra dette møde.
Sovjet havde finansieret Atom Nedrustnings Kampagner i årtier, men Warszawapagt mødet igangsatte en ny kampagne mod kernekraft i Vesten. Kernekraft blev dæmoniseret, og offentligheden blev blødgjort til at acceptere lukninger. Således skulle Tysklands kansler Angela Merkel, et produkt af Østtysklands efterretningsvæsen, lukke kernekraftværkerne uden diskussion. Fukushima ulykken var undskyldningen, anledningen..
Den største og mest succesrige kommunistiske misinformationskampagne, med den hensigt at hæmme Vestens industrielle kapacitet, har været - Global Opvarmning,
Den 24. juni 1988 henvendte den selvbestaltede globale opvarmnings viidenskabsmand James Hansen sig til en kongres komite og fortalte den at “den globale opvarmning var begyndt.” Af hensyn til effekten af hans budskab var aircondition anlægget blevet slukket. Bemærkelsesværdigt er det at Hansens ordstrøm blev sendt live til en reception i kontorerne hos  the European Environment Bureau, der er betalt af EU i Bruxelles. De som overværede det der i Bruxelles fik at vide at noget ‘stort’ var undervejs - og det var det i sandhed.
Men hvorfor var dog europæerne med ved Hansens ‘vidneforklaring’? Fordi de ønskede at hæmme U.S. industrien. Da kommunismen faldt sammen i 1990 blev CO2 udledningerne målt ud fra det år - altså 1990. Således var det let for europæerne at tilpasse sig de regulativer de ønskede at indføre, fordi energiskabelsen i det tidligere kommunistiske del af Europa var kollapset.
Den Globale Opvarmnings Kampagne fik virkelig momentum, men i sidste årti ramte det en forhindring i U.S. Senatet med Republikanske senatorer der spurgte ind til, hvorfor U.S. industrien skulle hæmmes med restriktioner når nu Kinas CO2 udledninger var gået helt amok. Derfor måtte præsident Obama, der var vokset op hos kommunister, og som var frugten af en langsigtet kampagne, gøre sig store anstrengelser for at få Kina til at skrive under på en aftale om klimaet. Kineserne var også godt tilfredse, fordi U,S. industrien blev hæmmet og de selv ikke skulle lave om på noget som helst
Nu har Kina adopteret Blochs holdning og viden og gør hvad man kan for at hæmme industri i lande der er godtroende nok til at tro på global opvarmning. Greenpeace East Asia, befinder sig belejligt nok med hovedkvarter i Beijing. Enhver NGO der får lov til at arbejde i Kina kan kun gøre det med accept af Kinas Kommnunist Parti. Derfor var Greenpeace East Aasia en aktiv medspiller i en kampagne i Malaysia i forsøg på at hindre bygningen af et sjældent jordsbearbejdningsværk der ville have kunnet konkurrere med kinesisk produktion.
Derfor kom det som et slag i maven da præsident Trump nægtede at underskrive Paris Klima Aftalen, trods opfordringer fra globalisterne Mattis, Tillerson og Kelly. Den franske præsident Macron opfordrede til at underskrive så sent som i sidste uge da han var i Washington og udgjorde således en slimet fransk udgave af  globalisterne. Men den globalistiske globale opvarmingstrussel forbliver, og det er derfor Scott Pruitt har fået så megen opmærksomhed fra den venstreorienterede presse på det seneste.
Det er ikke på grund af noget han har gjort, men på grund af det han indtil nu ikke har gjort, og det er at afvise de farer der kom til udtryk i 2009 om CO2. Ved at gøre det ville der skabes en regerings-sanktioneret rapport, for første gang, fra hvilket som helst sted i verden om at øgning i CO2 i atmosfæren ikke er et problem. Æraen med “afgjort videnskab” ville være forbi.Videnskabelige rapporter i modstrid med hinanden ville flå hele indsatsen fra hinanden og gøre det umuligt at genoplive indsatsen. En milliard mennesker - antallet af mennesker i United States, Europa, Japan og flere nationer - ville være blevet fri. Og Kinas medvirken i europæernes plan om at dæmme op for U.S. ville være kastet omkuld. 

Venstrefløjen ønsker at Pruitt skal afskediges fordi han kunne gøre en ende på katastrofescenariet, hvis han orker det. Konservative har ingen anelse om hvad der er på spil.
Hvor passer så kulbranchen i dette spil? Nuvel den næste Pittsburgh Coal Conference skal ikke holdes i Pittsburhg. Den skal holdes  i Xuzhou, Jiangsu Provinsen, Kina. Dette er blot et lille fragment af Kinas forsøg på at samle om sig hele verdens brugbare intellektuelle magtelite. I stedet for at skulle ‘stjæle’ det, få licens til det, eller på anden vis betale for det, vil i dette tilfælde de udenlandske eksperter betale for at rejse til Kina og fortælle alt de ved og alt der er muligt.
Venligst lad nogen fortælle kulfolkene at vi er i en førkrigs situation med Kina, og det er på tide at holde inde med at have noget at gøre med dette land. Ligesom denne holdning med at ville indføre demokrati i Mellemøsten der sluttede i blod og tårer, er det 20 år lange eksperiment med at trække KIna ind i fællesskabet af civiliserede lande sluttet med at kineserne er vendt tilbage til den gamle taktik - forsøge at underkaste sig resten af verden. 
Man kan illustrere memoet til ‘kulfolkene’ med satellit fotos af Anderson AFB på Guam, hvor man opfører en masse forstærkede bunkers, endelig, som en forberedelse på den dér krig med Kina. På billeder fra den 3. januar 2018 er der ingen kampfly til stede men et antal ny shelters i kampflystørrelse ved den sydøstlige del af landingsbanerne.
Andersenafb-parking-ramp-b-52s.jpg 
B-52’ere er parkeret tilstrækkeligt langt fra hinanden, men B-1’ere på banerne kunne elimineres - to af gangen - med et angribende DF-27 ballistisk missil. Der er nogle forstærkede shelters under bygning der kunne huse B-1’ere. De skulle så folde vingerne for at kunne opbevares.
David Archibald's latest book is American Gripen: The Solution to the F-35 Nightmare.

torsdag den 14. juni 2018

Italien og Euroens endeligt

Italien og euroens endeligt

Da Italien sluttede sig til Eurozonen the European Monetary Union (EMU) i 1999 for at blive fuldgyldigt medlem i januar 2001, debatterede økonomer om dette eksperiment, man aldrig havde forsøgt sig med førhen, ville få succes eller ej.
En af de mest intense debatter dengang var mellem de to giganter, tænkere, inden for økonomi. Robert Mundell og Milton Friedman. Mundell, der af og til omtales som “euroens far” da han havde skitseret det teoretiske grundlag for en fælles valuta var optimist, Friedman - det modsatte.  
Friedman er nu død, Mundell er 85, men begivenhederne i Italien kan meget vel få de to økonomers debat ført til en afslutning. Hvem fik ret? Derfor er det værd at huske hovedpunkterne hos de to økonomer. Mundell påpegede naturligvis de adskillige og temmelig åbenbare fordele ved en fælles valuta, som med dollaren i United States. Friedman mente at “de politiske konsekvenser af et monetært fællesskab, der ikke er i sammenhæng med en politisk enhed” ville resultere i ustabilitet.. Han mente også at Europa havde for mange regler og regulativer der ville hæmme økonomisk frihed for at eksperimentet kunne få succes. Mere grundlæggende mente han at Euroen var en bestræbelse på at opnå politiske mål ved de økonomiske værktøjer, og at den derfor fremfor andet var dømt til fiasko.
 Billedresultat for robert mundell and the euro
I dag, med en euro-skeptisk regering ved magten i Italien så er det første en sådan regering i et af de lande som var med til at oprette EU  nu skal finde ud af hvem der har ret. Uheldigvis har de argumenter der er blusset op i kølvandet på Lega-5 Stjerne regeringen i Rom været langt fra høflige.
Medlemmer af Lega-5 Stjerne har anklaget Tyskland for at ødelægge Italiens ‘økonomi og endog gå efter en slags Nazi dominans i Europa gennem andre midler, mens tyskerne og EU Kommissionens præsident, Juncker, ligeså hysterisk har forhånet italienerne for at være luddovne og frådsere. Den faktiske information til støtte for disse vilde påstande kan strækkes langt, hvis man vil finde svaret på det sandsynlige slutresultat på konflikten. Her har italienerne de fleste data til deres fordel. Ikke nødvendigvis som bevis på at de er ofre for økonomisk manipulation ved andre, men som forklaring på hvorfor de fleste italienere har den opfattelse de nu har.
Data viser at så langt fra at være et økonomisk fallitbo, ikke som Grækenlands sminkede økonomi, har italienerne en meget nydelig økonomisk historie - indtil man sluttede sig til Euroen. Jo, det er sandt at der blev skiftet regeringer oftere end de flest foretager forårsrengøring (65 regeringer på 72 år), men det har ikke hindret dem i at have en smuk økonomisk vækst. Begyndende i 1951 og i mere end 30 år voksede Italien i økonomisk henseende med over 5% om året og passerede United Kingdom i 1987 som den tredjestørste økonomi i Europa.
Så gik man med i Euroen og væksten stoppede. Ifølge de seneste tal der er tilgængelige havde økonomien mellem 1999 og 2016 0 vækst og indkomstniveauet per indbygger, var som det tyske i 1999, $34,200, mens det hos sidstnævnte nu er $45,500. Der kunne være og muligvis er der andre årsager til denne dramatiske nedtur, men det er altså let at se, hvorfor euroen, for de fleste italienere, er den virkelige ‘synder.’  
På den ene streg af ligningen står så Den Europæiske Centralbank (ECB) afhængig som den er af tyske diktater og mandarinerne i Europa Kommissionen, og dens historie har så langt fra været stjernbelagt i de 20 år der er gået efter oprettelsen i januar 1999.

Bankens modus operandi har været at smide om sig med penge for at klare hvilket som helst problem den møder, og det ved at trykke penge på de europæiske opspareres bekostning, der ofte må leve med renter på 0 procent.
Begyndende med 700,000 euros, har ECB nu for 4,5 billioner euros i for det meste værdiløse regerings- og private obligationer der når man regner meget optimistisk vel er 2,5 billion værd. Hvordan denne gigantiske gæld skal indfries kan hvemsomhelst give et bud på, og ingen hos ECB har et sådant. Det er dog sådan at hvis noget ikke kan fortsætte - jamen så sker det heller ikke. 
Det som er langt mere politisk tydeligt er selve omfanget af dette massive oprør. Modsat hvad de førende lærde EU lærde forsøger at fortælle os er denne besynderlige alliance af ‘velstående’ højreorienterede fra den nordlige del og de ‘fattige’ venstreorienterede fra Syden ikke blot et midlertidig fornuftsægteskab, men en massiv revolte mod de uansvarlige elitære i Bruxelles. 
.
Dette rammer direkte ned i selve systemets drivkraft der som mål har at opbygge et ‘lykkeligt’ samfund af Europæiske Socialistiske republikker., Se blot på programmet for den nye koalition og du vil finde at udover at bede om eftergivelse af gæld så ønsker man at sænke skatterne og opgive de åbne grænser -- begge hovedpunkterne bag en lys europæisk fremtid. Det kan meget vel vise sig at Milton Friedman får ret.
Men der er mere. Som Victor Davis Hanson minder os om i sin fremragende nye artikel så er den 75 år gamle Pax Americana gået sønder, og det er stadig uklart hvad der skal erstatte den. Valget af Trump var et tegn på håb, men dog blot en reflektion snarere end en igangsætter af ændring af status
Når det gælder Europa så er hændelserne i Italien del af det oprør som burde have fundet sted for lang tid siden hos ‘bønderne mod deres nye ‘herremænd.’ Som Hanson så udførligt og præcist har forklaret problemet. “Den ofte noget barske indførelse af demokratisk socialisme, pacifisme og multikulturalisme ved den formynderiske anti-demokratiske elite, fra Atlanterhavet til Ruslands grænse, spreder kaos frem for at inddæmme kaos.” Den alvorlige situation og utilfredshed Italien er årsag til foruroligelsehos den europæiske elite og det kan vise sig at være det mest håbefulde tegn til nu. 
Alex Alexiev is chairman of the Center for Balkan and Black Sea Studies (cbbss.org). He could be reached at alexievalex4@gmail.com.

mandag den 11. juni 2018

I Det Hvide Hus' private verden - fortællinger om præsidenters privatliv

Hillary Clinton ramte Bill i hovedet med en bog under Monica affæren

Da Monica Lewinsky skandalen under præsident Clinton var på sit højeste, kom en stuepige i Det Hvide Hus ind i soveværelset for at gøre rent og blev chokeret over at finde præsidenten og førstedamens seng smurt ind i blod.


Blodet tilhørte præsidenten, der offentligt sagde at “han var kommet til skade da han stødte ind i badeværelsesdøren midt om natten.”


Men en ansat der boede i Det Hvide Hus mente noget helt andet. Som en medarbejder fortalte Kate Anderson, “Vi er ret så sikre på, Hillary Clinton, slog ham ned med en bog.”


“Der lå mindst 20 bøger på sengebordet som hans bedragne hustru kunne vælge” tilføjer Brower “herunder Bibelen.”


Til “The Residence,” interviewede den politiske journalist Brower flere end 100 tidligere medlemmer af det ellers notorisk hemmelighedsfulde Det Hvide Hus personale, sammen med førstedamerne Laura og Barbara Bush og Rosalynn Carter og adskillige børn af tidligere præsidenter, for at få¨et indblik i vore præsidenters mere personlige sider.
Her følger så nogle af fortællingerne:


Bill and Hillary in 1999 Photo: Getty Images


“Parret kom undertiden i nærkamp med hinanden, og chokerede personalet med deres ekstreme banden, og undertiden var der så perioder med pinlig tavshed,” skriver Brower.


Blomsterdekoratøren Ronn Payne husker at have oplevet to butlere der lyttede ved døren til et “ondskabsfuldt” skænderi i West Sitting Hall.


“Pludselig hørte han førstedamen skrige, ‘din forbandede skiderik!’ mod præsidenten - og derpå hørte hun nogen kaste en tung genstand gennem værelset. Rygtet gik ud på at førstedamen kastede en lampe.”


Monica Lewinsky med hendes bog, “Monica’s Story” i 1999.Photo: Getty Images


Kampene udvikelde sig gennem Lewinsky skandalen og ansatte i Det Hvide Hus så til på første parket.


Skønt offentligheden ikke kendte til Clintons affære før januar 1998, så havde ansatte i Det Hvide Hus set det folde sig ud siden 1995.


“Butlerne så præsidenten og Lewinsky i familiens biograf, og de to blev set sammen så ofte at de ansatte lod hinanden det vide når de fik øje på Lewinsky,” skriver


Præsidenten kom til at betale for sin mangel på diskretion, ikke blot offentligt, men også hjemme.


“I tre eller fire måneder i 1998,” skriver Brower, “sov præsidenten på en sofa i et kontor tilknyttet deres soveværelse på anden sal. De fleste af de kvindelige ansatte mente han fik som fortjent.”


John F. Kennedy

Marilyn Monroe og John F. Kennedy (til højre) ved et selskab i 1962 Photo: Getty Images


Skønt de ansatte med vantro måtte betragte præsident Clinton kurtisere Lewinsky, så oplevede ingen af dem dog at se dem nøgne på noget tidspunkt.


Det samme kan ikke siges om præsident Kennedys affærer.


Førstedame, Jackie Kennedy var i lange perioder på parrets farm i Virginia, og når hun var borte, fjollede præsidenten rundt, svømmede nøgen i poolen, sammen “med sine kvindelige affærer, hvoraf nogle arbejdede som sekretærer i Det Hvide Hus.”


En ansat der skulle arbejde ved poolen fik sig en ‘øjenåbner.’




Billedresultat for jfk affair with secretary mimi alford


Da han åbnede døren til poolen, blev han chokeret over at se Kennedys rådgiver og ven David Powers sidde nøgen ved poolen - sammen med to af Kennedys sekretærer.” Den ansatte løb ud, og episoden blev aldrig omtalt.


Det var almindeligt accepteret blandt de ansatte at når Jackie var borte, var anden sal et sted man skulle undgå i Det Hvide Hus. Undetiden var det dog ikke muligt, som da en ansat, der som Brower skriver, “så en nøgen kvinde gå ud af køkkenet da han gik ovenpå for at kontrollere om gassen var slukket.”


Det er ikke alle de tidligere ansattes memoirer hos Kennedy der er saftige, da de ansatte under JFK’s administration var vidner til nogle af de mest triste begivenheder hos præsidenter i det sidste 50 år.


Da parret mistede deres to dage gamle søn Patrick i august 1963, skyndte de ansatte sig at fjerne ting i Det Hvide Hus som kunne give Jackie smertelige erindringer når hun kom tilbage.


“I samme øjeblik Patrick døde, skyndte vi os så hurtigt vi kunne og fjernede alt,” sagde oldfruen Anne Lincoln.


“De ønskede ikke at præsidenten og førstedamen skulle mindes om det frygtelige tab, når de kom tilbage,” skriver Brower. “J.B. West ringede til snedkeren og bad ham fjerne tæpper, krybbe og gardiner i barneværelset.”


Da førstedamen - og nationen - gennemgik endnu et frygteligt tab blot tre måneder sender, var det barneplejeren Maud Shaw der kom med nyheden om deres fars død til John-John og Caroline Kennedy  - deres far var blevet skudt og at “Gud har taget ham til himlen, fordi det var bedre end hospitalet.”

Jimmy Carter

Jimmy Carter in 1976.Photo: Getty Images


Da Jimmy Carter var præsident i een periode, sørgede hans tre voksne sønner for at Det Hvide Hus var fyldt med bongrøg i massevis, og Payne sagde, at “de regelmæssigt måtte fjerne bongs fra deres værelser.”


Men alverdens weed ville ikke kunne lette stresset ved Carter præsidentskab. Da han tabte genvalget efter en periode karakteriseret ved den 444 dage lange Iran gidselkrise, kunne personalet på første hånd se den byrde som verdens begivenheder havde lagt på præsidenten og hans familie.


“De hulkede i to uger,” efter han tabte valget, sagde Payne. “Jeg mener, helt ukontrollabelt. Når man nærmede sig anden sal, kunne man ikke undgå at høre det”


Lyndon Johnson

Lyndon B. Johnson skulle have sine brusebade så hede at dampen ofte satte brandalarmen igang.


Bosiddende ansatte under LBJ husker ham for det mareridt der tærede på personalets kræfter - hans besættelse af skoldhede, kraftige brusebade.


I sin tidligere bolig havde Johnson fået konstrueret en særlig bruser med “vand der pumpedes ud af masser af små dyser i alle retninger med nålelignende intensitet og under stor kraft. En dyse var rettet direkte mod præsidentens penis, som han selv kaldte ‘Jumbo.’ En anden dyse var rettet direkte mod hans endetarmsåbning.”


Teknikerne i Det Hvide Hus måtte sende et hold til Johnsons tidligere bolig for at studere indretningen, og besluttede at den bruser Johnson krævede også krævede “der blev lagt nye rør og en ny pumpe ind.” Omkostningen var tusinder af dollars. Johnson “krævede at militæret betalte,” og at pengene skulle tages fra “klassificerede fonde der ellers skulle benyttes til sikkerhedsformål.”


Johnson, der undertiden afprøvede bruseren foran personalet - komplet nøgen - ønskede at vandet var så varmt at dampen undertiden “satte brandalarmen i gang.”


I årenes løb afprøvedes fem forskellige brusere, der alle blev forkastet som ineffektive af præsidenten, og man fik endog installeret en specialbeholder med egen pumpe for at øge trykket. Pumpen sprøjtede hundredevis af liter vand ud i minuttet - mere end en brandslange. Det var stadig ikke godt nok.”


Reds Arrington brugte fem år på at finde frem til den perfekte bruser og blev så vred over Johnsons krav at han “blev indlagt i adskillige dage med et nervøst sammenbrud.”


Ronald Reagan



Forholdet mellem Ronald og Nancy Reagan var yderst specielt. Personalet i Det Hvide Hus var tilskuere.


Butler Nelson Pierce husker han bragte nogle poser op til parrets værelse og så Nancy Reagan skælde præsidenten over United States huden fuld, mens han chokeret så til.


Mrs. Reagan var kendt for at styre personalet i Det Hvide Hus med jernnæve.


“Hun irettesatte ham for at have TV’et tændt,” erindrer han i bogen. “Han sagde, ‘Skat, jeg ser blot nyhederne.’ Lige så snart hun åbnede døren, var hun over ham så man ikke skulle tro det. Lige foran mig. Han så blot nyhederne kl. 23.00. Hun mente han burde have været i seng.” .


Nancy Reagan var den der uden sammenligning intimiderede personalet i Det Hvide Hus allermest i de sidste 50 år, hun styrede alle detaljer med jernnæve, og som Payne omtalte det var hun “en møgforkælet unge.”


Under forberedelserne til en statsmiddag, præsenterede chefkonditoren Ropland Mesnier mulighederne for en dessert til fru Reagan mens hun spiste frokost med præsidenten.,


Efter at have forkastet tre muligheder der blev hende præsenteret sagde præsidenten, “Skat, lad dog konditoren klare det helt alene. Det er jo en dejlig dessert. Lad os beslutte det.”


“Ronnie” spis din suppe. Det skal du ikke tage dig af,’ sagde hun. Han så ned på sin tallerken og spiste suppen op uden at sige noget.”


Da hun så endelig havde besluttet sig for en særdeles kompliceret række kager til gæsterne informerede Mesnier hende om at det var for kompliceret til at kunne fremstilles til den tildelte tid, ved at sige “Jeg har kun to dage til at forberede middagen og det hele.”


“Hun smilede og lænede sit hoved til højre. ‘Roland, du har to dage og to nætter før middagen.’”


Man husker altid præsidenten som værende venlig og snakkesalig med personalet - næsten for meget, da de måtte snige sig afsted stille og roligt når de så ham for at undgå ‘at blive fanget i en lang samtale” - førstedamen søgte at begrænse hans kontakt med personalet så meget som muligt.


“Hun holdt ham som hun helst så han skulle være,” sagde maleren i Det Hvide Hus Cletus Clark. “Hun ønskede ikke han skulle være selskabelig med hjælperne.”


George H.W. Bush

White House personalet beundrede George H.W. og Barbara Bush.Photo: Getty Images


Den første præsident Bush og hustru Barbara et det par der får det allerbedste skudsmål hos personalet, som værende altid venlig og oprigtige.


“De ansatte der boede i Det Hvide Hus havde en kærlighed til præsident George H.W. Bush der var usædvanlig elskværdig- den var ægte, nærmest dybfølt,” skriver Brower.


Bushparret opfordrede alle de ansatte til at tage tidligt hjem fremfor at vente på der skulle blive ringet til dem om natten, og de betragtede nærmest personalet som en del af deres familie - helt ulig andre førstefamilier der havde været i huset. .


De blev også tilgivet fejl i situationer der “ville have gjort andre præsidenter rasende.”


De de spillede crocket, bad præsident Bush om at der blev sprøjtet mod fluer og utøj, og “den ansatte kom til at sprøjte på præsidenten fra hoved til tå ....med et stærkt pesticid.”


Da de fik præsidenten til en læge, “var hans ansigt allerede ildrødt,” og han måtte “renses i brusebadet.”


Da faren så var overstået sagde præsidenten blot, “OK, nu vil vi bare tilbage til spillet.” Ingen mistede jobbet eller blev irettesat.

Barack Obama

Præsident Obama med butleren i Det Hvide Hus Von Everett.Photo: Getty Images


Da Barack blev valgt som præsident var det som et par der “lige netop var blevet færdig med at betale af på deres stuidelån.”  Obamas følte sig ikke godt tilpas i begyndelsen ved at blive opvartet i alle ender og kanter, hvilket foranledigede en “vis distance mellem personalet og den nye præsident.”


“Hos Bush følte man de ønskede man følte sig knyttet til dem,” sagde hushovmesteren Stephen Rochon, “ - med Obamas, “skulle man være gennemført professionel.”


Med tiden kom familien dog i en nærmere kontakt med personalet, især grundet de bånd der var ved raceforholdet.


“Butler James Jeffriees sagde der er en ikke nærmere defineret forståelse og respekt mellem Obamas og det hovedsageligt afrikansk-amerikanske personale blandt butleren, om realiteterne ved at være sort i Amerika, skriver Brower.


“Præsident Obama anerkendte dette når han sagde at en del at butlernes varme over for hans familie skyldtes de ‘så på Malia og Sasha, og de konkluderer “Nuvel det ligner mit barnebarn, eller de ligner min datter.”


Hovmester Worthington White måtte fjerne papirer for præsidenten under parret første aften i Det Hvide Hus efter indsættelses ballerne.


Da han nærmede sig deres værelse hørte White den nye præsident sige, “Jeg har dette. Jeg har dette. Jeg kan det udenad nu.” Derpå “gik musikken i gang og det var Mary J. Blige.”


Parret nu iklædt mere hverdagsagtigt tøj - førstedamen sweater og en t-Shirt - dansede til Blige’s hit Real Love.”


Jeg tør vædde på at du aldrig har hørt noget sådant i dette hus, ikke sandt?” Spurgte præsidenten mens de dansede.


“Jeg kan helt ærligt sige jeg aldrig har hørt Mary J. Blige blive spillet på denne etage,  svarede White


Related Posts with Thumbnails