lørdag den 23. juli 2016

Hadforbrydelse er ikke altid had, men forsvar af veninde

Mand anklaget for islamofobisk hadforbrydelse forsvarede blot sin kæreste


Problemet med disse påstande om islamofobiske hadforbrydelser er at de ikke klarer en nærmere efterforskning alt for godt.
Manden der angiveligt bankede de to muslimske teenagere foran en moske i Brooklyn meldte sig selv til politiet onsdag - nævner myndighederne.
Vallaro er anklaget for at banke parret efter de generede hans kæreste da hun sad i bilen i nærheden af Madine Muslim Community Center på Third Avenue i Sunset Park tidligt søndag.
Politiet sagde de to unge mænd, 17 og 16 år, forsøgte at tale med kvinden - åbnede hendes bildør og stak hovederne ind af vinduet. - cirka en halv time før episoden.
Vallaro stod derpå ud af bilen og begyndte at banke dem til plukfisk mens han kaldte dem “f—ing terrorists”
“I muslimer er årsagen til alle problemer i verden” hørte man ham også råbe.
Det er så cirka det halve af hvad der skete. Du kan muligvis selv gætte den anden halvdel
The Brooklyn DA’s office efterforsker beskyldninger om at de to teenagere der fik læsterlige tæsk af en vred kæreste til pigen uden for en moske i Brooklyn seksuelt forsøgte overgreb på hans kæreste, erfarede The Post.
Slagsmålet den 2. juli blev først efterforsket som en hadforbrydelse, men senere konkluderede politiet at teenagernes muslimske tro ikke var en motiverende faktor.
Ved et møde onsdag overdrog forsvarsadvokat Sal Strazullo 20 breve fra hans kliens naboer, de fleste muslimsk-amerikanere der forsvarede Vallaro.
Dette er en typisk fortælling hvor indbildte krænkelser af muslimer forsøger at skjul den virkelige forbrydelse.
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam.
http://www.frontpagemag.com/point/263602/man-accused-islamophobic-attack-was-defending-his-daniel-greenfield

torsdag den 21. juli 2016

Allahu Akbar - her og der og alle vegne - hvad betyder udtrykket egentlig?

Det er ikke så svært at forstå udtrykket Allahu Akbar





Med en lille omskrivning af  Winston Churchills udtryk - aldrig er så mange blevet gjort forvrirrede i så lang tid af to små ord: Allahu Akbar.


Det er selvfølgelig den muslimske påkaldelse af guddommelig velsignelse. Typisk ytres det af jihadister der er i færd med deres myrderier og ofte ved selvmordsangreb.
Secure Freedom Minute fsm logo


Vi plejer at få at vide at det kan oversættes med “Gud er stor.” Faktisk er det et kampråb hos de som mener de er større end alle andre: “Gud er større!”


Endnu mere forbløffende end den systematiske nærmest bevidste fejlbrug af regering og medier af udtrykket er at man hævder at dens recitation ved udførelsen af henrettelser eller lemlæstelser af andre ikke er en opfordring til efterfølgelse.


Det er faktisk ikke så svært at forstå. Når morderne benytter våben, lastvogne, selvmordsbomber eller økser og råber “Allahu Akbar” så mener at de har til hensigt at vi skal dø eller underkaste os.


Vi har bare at forstå dette udtryk rigtigt - og så kæmpe effektivt imod - hvis vi ikke bryder os om de andre valg.


The latest from Frank Gaffney, Jr.  Frank is the Founder and President of the Center for Security Policy in Washington, D.C.  Mr. Gaffney formerly acted as the Assistant Secretary of Defense for International Security Policy during the Reagan Administration, following four years of service as the Deputy Assistant Secretary of Defense for Nuclear Forces and Arms Control Policy. Read his FSM articles - click here.



Læs også denne mere grundige gennemgang af udtrykket på synopsis:



onsdag den 20. juli 2016

Hillary får tørt på af Chris Christie. "Lock her up!!"

Chris Christies tale ved Republikanernes konvent.

https://www.youtube.com/watch?v=HsABcWgjiEY

tirsdag den 19. juli 2016

Husk da Hillary Clinton anklagede Obama for at plagiere

Husk da Hillary Clinton anklagede Obama for at plagiere

Da nu medierne lige pludselig har udviklet en interesse for plagiarisme er det interessant at denne interesse manglede når det drejer sig om typer som Barack Obama eller. Joe Biden, Lad os se lidt på nogle pudsige hændelser tilbage i tiden.
Howard Wolfson, Clinton kampagnens kommunikationsleder anklagede i dag Senator Barack Obama for at udøve “plagiarisme” i en tale i Milwaukee lørdag aften. Wolfson kom med den eksplosive anklage i et interview med Politico efter at have antydet det i en pressekonference. Ved denne sagde Wolfson: “Sen. Obama satser på sin retoriske styrke og styrken ved hans løfter, og som vi har set i de sidste par dage, bryder han sine løfter og hans retorik er ikke hans egen.”
"Når en forfatter plagierer en anden forfatter skader det to forskellige parter. Den ene er den person han plagierer. Den anden er læseren,” sagde Wolfson.
Obama gentog, nærmest som et ekko, en passage fra en tale som Deval Patrick, nu guvernør for Massachusetts, benyttede ved et kampagnemøde da han gik efter guvernørembedet i 2006. Patrick var oppe mod daværende guvernør for Massachusetts Kerry Healey, og han sagde:
“Men hendes afvigende pointe, og jeg hører det fra mange i hendes stab er at det eneste jeg har at tilbyde er ord - blot ord. ‘We hold these truths to be self-evident, [bifald og hyldest] that all men are created equal.’ [masser af bifald og hyldest] Blot ord - blot ord! ‘We have nothing to fear but fear itself.’ Blot ord!  ‘Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country.’ Blot ord! ‘I have a dream.’ Blot ord!”
Her er så Obama lørdag aften ved the Democratic Party of Wisconsin’s Founders Day Gala i Milwaukee:
“Sig ikke til mig at ord ingen betydning har! ‘I have a dream.’ Blot ord. ‘We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal.’ Blot ord! [bifald.] ‘We have nothing to fear but fear itself.’ Blot ord - blot taler!”
Obama's plagiarisme er naturligvis ret så berygtet og diskuteres sjældent.. Han frikendes af enhver lige fra Jimmy Carter. Men dette var en af de få gange at nogen fra hans parti påtalte det over for ham.
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam.

mandag den 18. juli 2016

Baton Rouge morderen konverterede til Islam for 3 år siden

BATON ROUGE betjentmorderen konverterede til Islam for 3 år siden


Ismaaiyl Brinsley, den første Black Lives Matter politibetjentmorder i New York, før drabene i Dallas, var også blevet muslim. Derfor er det slet ikke overraskende Gavin Eugene Long, betjentmorderen i Baton Rouge også var muslim.
En klassekammerat fra Grandview High School fortæller KCTV5 at  Long konverterede til Islam for 3 år siden. Han sagde at Long var rar og rolig.
Det er ikke klart om det var vitterlig var Nation of Islam Long henviste til i sine videoer. Selvom Nation of Islam kun har meget lidt fælleskab med selve Islam er de begge forfærdelige og Nation of Islam er sin helt egen skøre kult.
Uanset hvad så hader de begge Amerika.
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam.


søndag den 17. juli 2016

Har Boris en tvilling i USA?

Har Boris en tvilling i USA?



Han er født i New York. Han er en provokerende løsgænger som det etablerede politiske system ikke har det godt med. Han er karismatisk, farverig, udiplomatisk, et buldrende individ med et vildt blondt hår, og han har vanskeligt ved at tie.

Han kan være en showman med talent for teater og han dyrket sit image som klovnen i et spil kegler. Han var en hårdtarbejdende, og højt betalt journalist og redaktør i mange år, og var med i rigtig mange TV programmer..

Han siges at være udisciplinerert, undertiden doven, ikke bekendt med de mindre detaljer i problemerne, tendens til at fortale sig, opportunistisk med ambitioner om at blive sit lands statsoverhoved, skønt han ikke tidligere har haft en ministerpost. Hans tidligere politiske kolleger har forladt ham da de mener han ikke egnede sig til et højt embede.

Dette er så Boris Johnson, 52 år, Conservative leder af Brexit, der vandt folkeafstemningen om EU den 23. juni, og som er blevet udpeget som Storbritanniens Udenrigsminister. den 14. juli 2016.

Boris kører på cykel, spiller guitar, er tidligere borgmester for London, 8 år, og fik et hurtigt comeback efter han nærmest blev tvunget til at trække sig, for nogle få dage siden i sit forsøg på at blive premierminister. Det var en beslutning han tog da han blev dolket i ryggen af sin formodede allierede Michael Gove, den tidligere justitsminister der selv havde ambitioner om at blive premierminister. Boris er nu den mest indflydelsesrige Brexiter i den nye regering.

Nyheden om Boris’ udnævnelse blev internationalt mødt med latter eller forundring. Mark Toner, talsmand for the U.S. State Department kunne næsten ikke holde latteren tilbage da han hørte om udnævnelsen, og sagde lettere uforskammet. “Vi vil altid være i stand til at samarbejde med briterne uanset hvem der sidder i Udenrigsministeriet, på grund af vore dybe særlige relation med UK.”

Den tyske udenrigsminister mente Boris var en “uansvarlig politiker,” på grund af hans opførsel efter Brexit. Hans klagepunkt var at Boris, efter at have triumferet over sejren for sin sag, synes at have forladt Brexit ved at sige. “Storbritannien er en del af Europa og vil altid være det.”

De franske myndigheder var ligeledes kritiske på grund af det de anser som intellektuel uærlighed hos Boris, under folkeafstemningskampagnen om Brexit. Dog er Boris, der taler flydende fransk med det han kalder “en barbarisk accent” dukket op i franske medieprogrammer., og som borgmester for London er han mødtes med franske politikere. Han har imidlertid været kritisk indstillet over for Frankrig og fransk politik. I 2012 anerkendte han “det talentfulde franske folk,” der ønskede at slippe for øgede skatter som foreslået af den franske præsident Francois Hollande. Han sagde Frankrig var blevet taget som gidsel ved “sans culottes,” der var ved at indføre et tyranni. På hans første dag i embedet, den 14. juli, mens han talte fransk blev der buuhet af Boris ved modtagelsen på Bastille Dagen hos den franske ambassadør i London.

Boris har været meget direkte som kommentator. I maj 2016 vandt han £1,000 prisen i the Spectator’s konkurrence om at fornærme Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erodgan ved i et barsk limerick at sige at Erdogan dyrker sex med en ged.

Han har omtalt to nuværende amerikanske politikere. Da præsident Barack Obama blev kritiseret for at fjerne en buste af Winston Churchill fra Det Hvide Hus bemærkede Boris, ganske underfundigt, at “Nogen sagde den var et symbol på den delvist kenyanske præsidents nedarvede mishag over Det Britiske Imperium.”

I de første minutter efter hans udnævnelse som udenrigsminister gav Boris ganske forfinet Obama en reprimande. Præsidenten havde under sit besøg i Storbritannien sagt, at hvis Brexit vandt ville UK “stå bagerst i køen,” om handelsaftaler med U.S. Boris gav igen ved at sige at for ham ville Obama være “forrest i køen.”

I 2008 US præsidentkampagnen sammenlignede Boris Obama  med Hillary og sagde han var “direkte brillant, i forhold til Hillary Clinton. Han portrætterede hendes med “farvet blondt hår, surmulende mund og et iskoldt stirrende blik, som en sadistisk sygeplejerske på et hospital for mentalt syge.”

Om ikke andet er Boris patriot til benet. Trods alle beviser for det modsatte erklærede Boris at ping pong ikke blev opfundet i Kina, men stammede fra den britiske spil fra det 19. århundrede “whiff whaff.” Han er kommet med nogle få udtalelser om Rusland, en af dem var at han betragter Putin som en hensynsløs og manipulerende tyran.
.
Boris er en kosmopolitisk person, delvist uddannet i frankrig og på Eton og Oxford, og hvis slægtninge omfatter en russisk bedstefar, tyrkiske bedsteforældre, og en hustru der er halvt inder, og han taler fire sprog. Han er morsom, absolut ikke selvhævdende, der for kort tid siden sagde han havde større chance for at reinkarnere som oliventræ end at blive premierminister.

På et felt har han været klar og imødekommende. Ligesom premierminister Theresa May. Boris har virkelig været venlig indstillet over for Israel. Selv om han er anglikaner, hævder han at nogle af hans forfædre, endog en rabbi i Moskva stammer fra Israel. Han viste sit venskab med Israel i november 2015 under et besøg i landet. Der besøgte han Vestmuren i Jerusalem, iført en yarmuk og lagde sine hænder på muren og besøgte Holocaust museet. Ha kørte på cykel med borgmesteren for Tel Aviv. Han åbnede handlen på Tel Aviv Børsen. Han spillede fodbold med arabiske og jødiske børn i Jerusalem. Han forklarede at UK var en naturlig partner for israelske virksomheder der ønskede at vækste.

Boris benævnte sig som en passioneret zionist under krigen i Gaza. Han har kaldt Israel det eneste pluralistiske demokrati og åbne samfund i regionen. Den 9. november 2015, fordømte han kraftigt de som gik ind for boykot mod Israel. Denne handling var “gennemført tåbelig” og blev støttet af “fløjsjakkeklædte, skævtandede, tyndhudede venstreorienterede akademikere i UK.”

Som følge af hans offentlige støtte til Israel har de palæstinensiske organisationer som han skulle mødes med aflyst hans besøg, på grund af det de omtalte som hans “ikke korrekte, misinformerede og respektløse bemærkninger.”

Boris Johnson har indtil nu ikke haft med forhandlinger om Mellemøsten at gøre, men har udtrykt behov for fred, forsoning, generøsitet og tolerance i regionen. Når man tager hans tidligere udtalelser i betragtning ser det godt ud for UK’ støtte til fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenser og for sikkerheden for staten Israel.

http://www.americanthinker.com/articles/2016/07/does_boris_have_a_twin_in_the_us.html#ixzz4EacLHdke

fredag den 15. juli 2016

Cater underminerede Shahens styre i Iran

Hvordan Carter underminerede Shahens Iran




Indtil sent i det 20. århundrede havde den ærværdige civilisation i Iran faktisk altid eksisteret under en monarkisk regering. Dette var den lange tradition hos det iranske folk, strækkende sig så langt tilbage som Kyros den Store. Alt det ændredes i 1979, da efter tusinder af år med monarki, kongen af Iran (kaldet Shahen) blev styrtet og en magtfuld islamisk gejstlig kaldet Ruhollah Khomeini blev indsat i en ny stilling som Ayatollah (den øverste leder.)

Så meget er bevist historie. Det som ikke har været så klart siden Den Islamiske Revolution er imidlertid, hvad den daværende US præsident Jimmy Carters specifikt følte og handlede vedrørende magtskiftet. Carter var ikke en særlig god ven af Shahen - trods den kendsgerning, at det iranske kongedømme helt sikkert havde været venligt indstillet og samarbejdsvillig med US, og dets interesser gennem hele det 20. århundrede.

Carter kritiserede åbent Shahen for overdrevne og markante “menneskerettigheds krænkelser,” fordi Shahen undertiden benyttede barske metoder for at holde orden i sit land.  Det er altid blevet diskuteret om US præsidenten gav CIA ordre til at underminere Shahen for at bane vej for Revolutionen og at Ayatollah kunne komme til. Carter og hans administration har altid benægtet dette og siger man støttede monarkiet i Iran.
jimmy-carter-shah of iran

Nye oplysninger gør at denne fortælling kan betvivles. Rigtig mange nye deklassificerede US dokumenter er tilgængelige, og de er blevet analyseret af BBC, og inkluderer diplomatiske telegrammer, politiske memos, og mødereferater, hemmelige samtaler mellem præsident Carter og den kommende Ayatollah som man ikke før har kendt til.

Det ser ud til at Khomeini forsøgte at forsikre US præsidenten om, at der intet var at frygte ved et teokratisk Iran. I budskaber svor han, at han og hans støtter ikke havde “særlig animositet” mod United States, og han sagde at hans nye religiøse Republik ville være “humanistisk” og til gavn for “fred og fordragelighed”, for menneskeheden.

Naturligvis er den historie Khomeini fortalte sin tilhængere - og som er historie for moderne iranere i dag - meget anderledes. Lærebøger i Iran fortæller om den heroiske Ayatollahs standhaftige modstand og sejr mod en amerikansk “Stor Satan” (som Ayatollahen med tiden kaldte US), fast besluttet på at beskytte Shahen. Kun den øverste leders uundgåelige sejr mod det onde Vesten fortælles, intet om hvad der foregik bag gardinerne.

I virkeligheden var situationen ret så fjendtlig mellem den amerikanske regering og den islamiske opkomling. Blot få dage efter Shahen flygtede fra sit land i kaos - Iran var dengang hærget af politiske protester, arbejdsnedlæggelser og andre ustabiliteter - siger de nye dokumenter at Carter hviskede Khomeini i øret at man ikke var imod at se det iranske monarki styrtet og en teokratisk regering indsat i stedet. Han har endog hjulpet med til at fremme den spirende revolution ved at dele amerikanske efterretninger der indikerede at militæret kunne overtales til at støtte et kup.

Khomeini havde ladet som om at han var venlig indstillet overfor den siddende US administration. I mere end et årti tidligere, i 1963, var han kortvarigt blevet arresteret for at holde en kritisk tale mod Shahen. Khomeini havde sendt en besked til John F. Kennedy - hvis pres mod Shahen sådan set var ansvarlig for de reformer som Khomeini kom i problemer med at betvivle - forsikrende ham om at han var venlig stemt for amerikanske interesser og endda gik ind for fortsat amerikansk tilstedeværelse i Iran som en sikkerhed mod fremmed indflydelse. Khomeini vidste udmærket hvad han gjorde: Det var det helt rigtige tidspunkt at sende en sådan besked, da Kennedys administration frygtede en alliance mellem Iran og US’s rival Sovjetunionen.

Man behøver vel næppe at nævne at Ayatollahens tale om venlighed mod United States var masser af tomme løfter. Siden han kom til magten i 1979 har Khomeini fået for et Islamisk teokrati med en benhård holdning mod USA og præsenteret USA som en fjende - ikke kun af Iran, men af godheden selv.

Det er stærkt alarmerende at reflektere over i nutiden, hvor let præsident Carter synes at være manipuleret af den øverste leders florvundne ord. Det er endnu mere oprørende, at trods dette forræderi af det islamiske regime, synes nogle amerikanske embedsmænd ivrige efter at forhandle med Iran selv i dag. Nuværende US præsident Barack Obamas seneste katastrofale aftale med Iran om kernekraftudvikling og nedrustning - skønt man helt mangler ‘tænderne’ til at opnå noget som helst - er et prima eksempel.

Ydermere er det interessant og vigtigt at bemærke at Demokratiske administrationer synes mindre bekymret over fremme af demokratiet i Iran. I Carters tilfælde endte manglen på støtte til Shahen i sidste ende med det mareridt som Iran oplever nu under et teokratisk regime.

Samtidig udtrykte den republikanske kandidat præsident, Ronald Reagan, kritik af Carters holdning og han kaldte Shahen en “stålsat allieret” af USA - hvilket han var.

Fremkomsten af Islamismen i Iran har været en sand katastrofe for det land, uden overdrivelse. Man kan undre sig over om Carter kunne have forudset det fulde omfang af skade som Ayatollahen udløste på nationen. En ting er imidlertid vigtig at huske for tilhængere af Carter doktrinen, der som det er så velkendt var yderst bekymret over “menneskerettigheds krænkelserne” der fandt sted under Shahen; de rædsler der er blevet praktiseret af det islamiske regime sidenhen har været, langt, langt værre.

Slater Bakhtavar is an attorney, journalist, author and political commentator. He is author of “Iran: The Green Movement”. He has appeared on hundreds of network radio shows, including G Gordon Liddy, Crosstalk America, Les in the Morning, NPR,  Jim Bohannon Show and VOA.
Dr. Michael D. Evans is an award-winning journalist who has served as a confidant to multiple Prime Ministers of Israel and leaders in the Middle East for more than two decades. He has spoken in thousands of churches and appeared on hundreds of network television and radio shows, including Good Morning America, Crossfire, and Nightline, including multiple appearances on the 700 Club. He appears frequently on Fox News, CNN World News, NBC, ABC, and CBS, and his insightful articles and perspectives on Israel and the Middle East have appeared in The Wall Street Journal, USA Today, Washington Times, Jerusalem Post, and newspapers worldwide.


Related Posts with Thumbnails