mandag den 1. september 2014

Pocahontas og multikulturalismen

Pocahontas’ 400 år senere



The Washington Post havde for nylig en pæn omtale af mindehøjtideligheden i Jamestown, Virginia på 400 årsdagen for det berømte bryllup mellem Pocahontas og John Rolfe. Det var på præcist det samme sted som i 1614, stedet for den oprindelige kirke i det gamle fort som man opdagede for adskillige år siden. Blandt kunstværkerne man fandt var en medaljon som man mener viser Pocahontas’ kongelige fars profil, den sejrende høvding der skabte Powhatan Konføderationen.
John Rolfe

Til at repræsentere Pocahontas var en 25 årig bankassistent fra Richmond og medlem af Virginias Pamunkey stamme, der engang hørte til Powhatan. Den oprindelige brud var sådan cirka 19 år. Hun huskes ofte bedre for sin relationer til Jamestowns Kaptajn John Smith, der hævdede hun havde reddet ham fra henrettelse ved hendes far, og som hun ofte romantisk  portrætteres sammen med i populær underholdning. Smith gjorde dog klart at det udelukkende var venskab med pigen der knap var teenager da de mødtes første gang.

Trods sin unge alder blev Pocahontas venner med de engelske kolonister og hjalp dem under deres hungerperioder. Hun blev holdt fanget af dem for at tvinge hendes far til at løslade engelske fanger. Som det fortælles afviste hun at vende tilbage til sit folk, idet hun sagde at hendes far var ligeglad med hende, skønt hun ellers var favoritdatter. Englænderne betragtede hende som prinsesse, men af hendes stammemedlemmer blev hun betragtet som en ikke så vigtig person. Hendes far fik sine mange børn med almindelige kvinder og senere bortviste han dem. Dog var hun stadig datteren af den hersker der underkastede sig mange stammer i det som nu er den østlige del af Virginia.

Under fangenskabet konverterede, og døbtes, Pocahontas til Church of England, giftede sig derefter med Rolfe, og var som 29 årig allerde enke. Han havde på bemærkelsesværdig vis fået skaffet sig tobaksfrø som spanierne ellers bevogtede nidkært, og dermed blev han ‘far’ til Virginas første velstand. Han fik en søn med Pocahontas og bragte dem til England, hvor hun blev præsenteret ved King James’ hof og for Dronning Anne. Som der fortælles indså Pocahontas ikke i begyndelsen af James var konge, da han var en lille og firskåren skotte, og dermed ikke besad hendes fars majestætiske fremtoning og udstråling.

Det eneste portræt af Pocahontas der har overlevet viser hende i fuld Elizabethansk skrud. Sørgeligt nok blev hun syg, da hun forsøgte at forlade England for at komme til Virginia med sin mand, og måtte vende tilbage hvor hun som det fortælles døde i hans arme og erkendte at hun havde fred i sjælen da hun vidste hendes barn levede. Deres søn blev i England med en onkel, mens hans far drog tilbage til Virginia. Rolfe giftede sig igen, men døde på tragisk vis under eller lige efter den store indianer massakre i 1622, da 20% af Virginia Colony blev udslettet en tidlig morgen efter 7 års fred opnået ved hans ægteskabspagt med Powhatan.

Pocahontas’ onkel, Opechancanough, der havde efterfulgt hendes far som høvding havde ventet i årevis på at indlede sit overraskelsesangreb og sendte krigere til farmene og landsbyerne i Virginia på tilsyneladende fredelig rutinebesøg. Der skulle aldrig igen komme en varig fred mellem kolonisterne og stammerne, der med tiden selvfølgelig blev fordrevet ud af Virginia. Hvis Pocahontas havde været i live og var vendt tilbage ville historien måske være gået anderledes. Den unge kvinde der portrætteres ved hendes bryllupsceremoni i dag kommer fra en stamme, med et lille reservat nær Jamestown og som hævder at stamme tilbage fra 1640’erne og som søger om anerkendelse af myndighederne. Heldigvis har de et casino og bor i fred og ro.

Skønt hun blot blev cirka 22 år blev Pocahontas en legende og en elsket figur i amerikansk historie, derfor en genopførelse af hendes bryllup, åbenbart det første nedskrevne ægteskab mellem en engelsk kolonist og en indianer i Amerika. Senere lovgivning i Virgina gik mod blandede ægteskaber, men undtagelse af Pocahontas efterkommere, hvis blod løber i de stolte årer hos mange af Virginas fine familier.

Nogle fortørnede indfødte amerikanske aktivister og radikale multikulturalister, som the Post artiklen nådigt blot kort henviser til, skildrer Pocahontas som et offer for Vestens imperialisme eller muligvis en forræder for sit folk. For de fleste amerikanere er hun et mytisk ikon, legemliggørelsen af den indfødtes ånd, og agent for harmoni mellem racerne. Et af de store malerier i U.S. Capitol Rotunda viser hendes dåb, og symboliserer Kristendommens triumf i Amerika. Her i nyere tid er hun portrætteret i Disney tegnefilm og andre steder som en slags magisk jomfru der kanaliserer naturens kræfter for det godes skyld. .

Kun meget lidt om Pocahontas udover disse få omrids af hendes liv er faktisk optegnet. Men hun var helt sikker noget helt for sig selv ved med succes at have knyttet to meget forskellige kulturer sammen, og fortryllet adskillige formidable mænd der selv er ikoner.

Hendes far og onkel havde ikke succes med at modstå den pågående nye civilisation der skulle overtage deres eget Stenaldersamfund. Men Pocahontas, knap voksen, trådte modigt ind i den moderne verden og blev eksempel for en ny nation. Det er i sandhed passende, at hendes ægteskab med en ambitiøs engelsk immigrant i Amerika for 400 år bliver mindet.
 
About the Author
Mark Tooley is president of the Institute on Religion and Democracy in Washington, D.C. and author of Methodism and Politics in the Twentieth Century. You can follow him on Twitter @markdtooley.

søndag den 31. august 2014

Morder ønsker at være borger i Islamisk Stat

Ft. Hood drabsmanden vil være borger i Islamisk Stat

       
               
Den nidkære muslim Major Nidal Hasan, hvis jihad angreb på Fort Hood blev betegnet som “vold på arbejdspladsen” af Obama administrationen støtter helt og fuldt ISIS.

Fox News er i besiddelse af et udateret brev han skrev til lederen af Islamisk Stat.

I det udaterede brev skrev Hasan - der skød og dræbte 13 personer og sårede yderligere 30 ved Fort Hood i 2009, i det som Forsvarsministeriet kaldte “vold på arbejdspladsen” - til ISIS lederen
Abu Bakr al-Baghdadi at han ønsker at slutte sig til kalifatet.

“Jeg ansøger formelt og ydmygst om at blive borger i Islamisk Stat,” siger Hasan i det håndskrevne dokument adresseret til “Ameer, Mujahid Dr. Abu Bakr al-Baghdadi.”

“Det ville være en ære for enhver troende at være en lydig borger og soldat for et folk og dets leder der ikke går på kompromis med Den Almægtige Allahs religion for at behage de vantro.”

Brevet på to sider indeholder Hasans underskrift og forkortelsen SoA for Soldat for Allah.

Hasans valg af ord er værd at lægge mærke til: “et folk og dets leder der ikke går på kompromis med Den Almægtige Allahs religion for at behage de vantro.”

De særdeles ubehagelige kendsgerninger er at det såkaldte “radikal islam” faktisk er en skriftlig troskab overfor Koranens lovord. Såkaldt “moderat islam” kan man udmærket betragte som et kompromis med vantro. Disse er de hårde kendsgerninger, desværre.

Uden en reformation i Islam er vi vantro fastlåst med en religion med over en milliard tilhængere der er opsat på vor ødelæggelse eller en tvungen omvendelse.

http://americanthinker.com/blog/2014/08/ft_hood_shooter_nidal_hasan_asks_to_join_islamic_state_as_citizen.html#ixzz3BrVhgSIV

lørdag den 30. august 2014

Religion og forbrydelser - Sindssyg eller 'intellektuel udfordret'?

Sindssyg eller blot ‘intellektuel udfordret’?  - Religion og massemord

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN                                                                


Når lovbrydere bliver stillet for retten har advokaterne og dommerne stadig problemer med “sindssyg i gerningsøjeblikket” definitionen.

Domstole i Florida besluttede at en helt klart dement mand udmærket vidste hvad han foretog sig da han myrdede 8 mennesker i 1970’erne. De fik endelig arbejdet sig igennem alle appellerne og henrettede ham, til lyden af dødsstarfmodstandernes hylen og skrigen i protest, og især fra de som er imod henrettelse af “sindssyge” eller i visse tilfælde ‘De Intellektuelt udfordrede’ - altså personer med meget lav IK.

For andre igen er den kendsgerning at det tog 30 år at behandle appellerne før den endelig dom og dommens udførelse fandt sted et groft tilfælde af juridisk mishandling af retfærdighedsbegrebet. Uanset hvad, var dette dog en henrettelse der gav stor splittelse.

Ofte fejler vi i at anerkende at sindssygdom ikke er i form af en “ikke viden hvad man foretager sig tilstand;” de mere forfinede udgaver (såsom den post-partum religiøst skrupforvirrede mor der druknede sine fire børn for at de alle kunne komme til “himlen.) Post-partum depression er ikke usædvanligt; en hormonel ubalance er ikke kvindens fejl. Men hvad sker der når den bringer død med sig i form af en religiøs forvreden tankeverden? Vi har det vanskeligt med juridisk at behandle religiøs ‘forgiftning’ der berører den rationelle tanke. Men i nutidens verden så har vi bare at få styr på det.

Retssagen mod Major Nidal Hasan var et sådant tilfælde. Hvis man skulle finde et eksempel på religiøst ‘forgiftet’ tankegang var der i denne sag. Hasan er født i USA af palæstinensiske forældre. Han har haft stor gavn og udbytte af sit nye lands godgørenhed: Fin uddannelse, forfremmelse i US Army, og en karriere som psykiater, der dermed skulle formodes at hjælpe andre.

Men hvad foregik der oppe i hans hoved? Hans adopterede land var så politisk korrekt (altså tøvende overfor at ‘krænke’ en muslim) at han bestod alle sine eksamener for at blive psykiater, fik forfremmelser i hæren og fik serveret enhver chance for at få succes i dette land, trods en mistanke om at han var en tikkende bombe og ikke særlig klog. Skønts hans overordnede i militæret bemærkede at hans tankegang var noget bizar, ignorerede de klager fra kolleger om han havde ‘en skrue løs’ og blev ved med at forfremme ham trods begrundede betænkeligheder.

Majoren har demonstreret at han også er ‘intellektuelt udfordret’ ved at vælge at være egen forsvarer på anklagerne om hans massemord, trods det at han ved at en person der er egen forsvarer i retten betragtes som direkte dum. Hans forundrede forsvar gik ud på at citere islamisk lov: At det var hans pligt at forsvare al-Queda, ikke det Amerika der har givet ham alt. Domstolen afgjorde uden besvær, at han var skyldig og dømte ham til døden. Uheldigvis vil hans henrettelse blive udsat i årevis, på grund af den hjælp han har fået fra islamistiske jurister. Endnu engang bliver retfærdigheden forsinket og dermed krænket.

Hvad er der så egentlig galt med Major Hasan? Kan han kan ikke skelne rigtigt fra forkert? Er han spadedum, ude af stand til at gennemskue sine kugleskøre handlinger? Er han en person der blot har taget et slags religiøst besættende opium for at retfærdiggøre sin skrækkelige handlinger? Mit gæt er en del af alt det nævnte. Den samme religiøse forgiftning gælder også brødrene ved Boston Marathon terrorhandlingen.  

Men islamisk religiøs forgiftning er ikke det eneste. Fromme forældre der lader deres børn dø fremfor at lade en læge se til dem er også religiøs forskruede. De som slår abortlæger ihjel mener, helt forkert, at Gud er med dem.

Dermed er vi fremme ved emnet: Hvad er ondskab?

Progressive bryder sig ikke om selve udtrykket, for det lyder for “bibelsk,” men det beskriver faktisk handlingerne hos visse mennesker. Manden der torturerede og misbrugte tre piger i over 10 år, og ikke syntes det var forkert! Han sagde at han var ofret for sin “afhængighed af seksuell perversitet,” forårsaget at “tilgængeligheden af pornografi.” I en opvakt øjeblik slog han sig selv ihjel, og undgik dermed den indespærring han havde påført andre. .

Seriemordere er ofte i begyndelsen rædselsslagne over deres først mord, fulgt at mindre og mindre samvittighedskval. Er de skyldige i helt bevidst at kvæle, dæmpe, det som ellers gør os til ‘anstændige’ mennesker? Det at kunne sætte sig i andres sted? Er dette et valg eller er det psykopati?

Den menneskelige evne til at udøve ondt udfordrer til stadighed vort samfund i forsvaret af os selv mod den og vort retssystem der ikke straffer denne ondskab som den egentlig burde straffes.
               

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.
                       


Læs denne om sagen mod Hasan:
http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/02/politisk-korrekthed-og-rebet-til-vor.html

fredag den 29. august 2014

Jeltsins advarsel mod en Putin

Jeltsins advarsel

       
                           
Det er heldigt for ham at tidligere præsident Boris Jeltsin ikke længere lever. Hvis det var tilfældet ville hændelserne der ruller sig ud i Rusland dag efter dag, år efter år, helt klart vise et land der er på vej tilbage til sin dystre Sovjet fortid, begivenheder der beviser at Jeltsins værste forudanelser var velbegrundede - og helt sikkert ville få slået ham ihjel.                

Den 23. april 2007, dagen efter Jeltsin var død misforstod Boston Globe et vigtigt ord. Avisen fastslog:
“I 1991, idet han forsøgte at opnå de russiske regionale lederes støtte, opmuntrede han dem om at ‘tilegne sig så meget suverænitet som de kunne overkomme.’” Ordet der begynder med et “o” var ikke opmuntre med var “advare.”

Lige fra første færd efter han kom til magten var Jeltsin i færd med, utrætteligt og frygtløst at advare sine landsmænd og verden om at Rusland ikke var sikret mod et diktatur, at man kunne falde tilbage hvert øjeblik det skulle være. Derfor gik Jeltsin med et halsbrækkende tempo i gang med at fordele magten så bredt som muligt, for at skabe så mange barrierer som muligt mod fremkomsten af en neo-Sovjet leder som Vladimir Putin.

Jeltsin var udmærket klar over at institutioner som domstole og lovgivningsapparatet ikke ville være noget udfordring for en sådan leder, og historien har vist han havde ret. Med stor lethed og hastighed har Putin fået kontrol over domstolene og parlamentet. Hans eneste forhindring har fortsat været “oligarkerne,” hvem Jeltsin tildelte økonomisk magt. Det havde langt fra noget med korruption at gøre, men et udtryk for Jeltsin korrekte analyse af at russerne ikke ville være villige til at betale den pris som frihed og demokrati koster og dermed ville sætte sig i fare at indlede en bane mod endnu et selvdestruktivt diktatur.

Et kig på de seneste hændelser i disse tider i Rusland sætter et kraftigt udråbstegn ved Jeltsin visdom.

Her i foråret kom en ung neo-Sovjet russers tanker om undertrykkelse og underkastelse af kvinder med alle tilgængelig midler til klarhed. Og de få som ikke har sådanne forestillinger, er på vej til udstødelse med foragt.

Alene i de seneste par måneder har vi set Rusland gå ind for forbud med at kvinder er iført både højhælede skoe og ballerinasko, forbud mod at de ryger, og censur af lesbiske sexscener fra Blue is the Warmest Color, den film der vandt Palme D’Or ved Cannes i år.
                     
Der er forslag om at kvinder under 40 ikke må ryge               

Da kvinder forsøgte at gå i demonstration til støtte for feminismen i Moskva på den internationale Kvindedag gav Kreml dem en særlig gave. Man arresterede dem.

Der er 31 ministerier i den russiske regering herunder otte vicepremierministre og 23 departements ministre. Blot en af de otte vicepremierministre er kvinde, og hun har fået nogen særlig vægtig politisk stilling. I stedet er hun leder af Sociale Affærer. Blot endnu en kvinde er med i regeringen, Minister for Sundhed - altså nationens sygeplejerske.  Putins Rusland er ikke kun en mands verden, men en mands solsystem.

At brække en kvindes næse og ribben gælder ikke som en forbrydelse i Putins Rusland, hvis voldsudøveren er hendes mand. Det eneste hun kan gøre er at anlægge sag ved en civil domstol og modtage, i bedste fald, 1500 dollars i erstatning. Resultatet er der myrdes en russisk kvinde cirka hver time af hendes mand.


Mord er faktisk det eneste område, hvor russiske kvinder får samme behandling der næsten svarer til mænds. Galina Starovoitova, Anna Politkovskaya, og Natalia Estemirova var tre fremstående demokratiaktivister der blev myrdet for at standse deres kritik af Putins diktatur, ligesom det var tilfældet med Sergei Yushenkov, Yuri Shchekochikhin, Nikolai Girenko, Paul Klebnikov, Andrei Kozlov, Alexander Litvinenko, og Stanislav Markelov på mændenes side.

Tre artikler skrevet af russiske mænd i den vidunderlige russiske avis Moscow Times, viser meget tydeligt, hvor håbløst livet der er blevet for civiliserede mennesker, og ikke kun på grund af den barbariske misbrug af kvinder, men fordi sådan barbarisme karakteriserer enhver del og hjørne af livet der. De taler som Jeltsin ville have gjort dersom han var i live, de synger en trist begravelseshymne for det civiliserede Rusland.

Den første artikel, af journalist Ivan Sukhov har overskriften “Ruslands dårlige manerer vil blive dets fald.” Som svar på Ukraines udenrigsminister, der kalder Putin “et røvhul,” stiller Shukov det rimelige og direkte spørgsmål: “Hvorfor hader Ruslands nabolande dette land så meget?” Hans svar: “Dette krænkende sprogbrug der er begyndt at dominere ved Ruslands kurs over for resten af verden afspejler den desperate manglende evne hos senior embedsmænd i Moskva til at få andre til at holde af dem.” Sukhov er rædselsslagen over russernes afvisning af at markedsføre sig selv, at se dem selv i den virkelige verden. Han ved at et sådant land, som USSR, ikke kan overleve særlig længe.

Derpå følger “Med Putin mister Internet Titanerne tålmodigheden” skrevet af sikkerhedsanalytikeren Andrei Soldatov:

Soldatov fortalte om, hvordan de førende i Ruslands internetvirksomheder bukkede og skrabede og leflede for Putin selvom han igangsætter en voldsom bølge af nye angreb mod selve Internettet og truer med at ødelægge deres virksonheder.

Brug af det anonyme browsersystem kendt som “Tor” er eksploderet her fornylig da russerne har strittet imod for at undgå deres nye Big Brother. For ikke så lang tid siden fik vi hele tiden at vide af Putin fortalere at det intet betød om Putin fik kontrol over russisk TV og aviser fordi Internettet jo altid ville være dynamisk og frit nok til at være en modvægt mod sådan statssponsoreret propaganda.

Nu kan vi se at de udtalelser var ‘varm luft’ og skal få os til ikke at være på vagt og lade Putin overtage de førende medier, som han hurtigt har gjort.

Slutteligen kaldte den lærde Leonid Bershidsky der ganske enkelt skriver “Ingen illusioner tilbage - jeg rejser!” Bershidsky er frastødt af sit lands udslettede af uafhængige medier og at dets hensynsløse begær for at angribe det som burde være et broderfolk, Ukraine.

Han skriver:

Jeg ønsker ikke at blive i Rusland og betale en eneste kopek for Krim. Stjålne varer er stjålne varer. Som så mange af de som rejser var jeg ikke en rotte der gik fra borde ved første tegn på at noget var galt. Jeg er mere en sømand der ser at kaptajnen har skiftet kurs mod en havn med et elendigt ry - og med højtalere der proklamerer hans hensigt - og stille og roligt, uden panik, lader jeg redningsbåden gå i vandet ,og begynder at ro mod den havn som vi oprindeligt var på vej til.

Alt dette var til at forudse - og blev det. Lige så snart Putin kom til magten advarede de af os som kender Rusland alt for godt om at denne mand ville lade tæppet gå for friheden i Rusland og ville sætte uret baglæns - og det hurtigt - mod æraen med Sovjets undertrykkelse. Mange hånede os for at dette var bagstræberisk tankegang, og sagde at Rusland var et nyt land og “ikke kunne falde tilbage” til den forfejlede fortid.
RAF Typhoons intercept Russian aircraft
Men kendsgerningerne viser, at i dagens Rusland er advarslerne om Putin helt berettigede og burde være blevet hørt. I stedet kan vi nu dagligt læse om russiske kernebombefly og andre angrebsfly der plager NATO landene, og Rusland er i færd med sin militære genopbygning ved Ukraines grænser, efter at have lovet ikke at gøre det.

Russiske tank ruller ind over grænsen til Ukraine ligesom Sovjet tanks rullede ind i Østeuropa for årtier siden.

Fordi Rusland ikke har nogen Boris Jeltsin til at standse dem.

Follow Kim Zigfeld on Twitter @larussophobe.

http://americanthinker.com/2014/06/yeltsins_warning.html

onsdag den 27. august 2014

Gode penge i at blive skudt af en betjent

Bernie Planck
Michael Brown var på vej ud i et liv som kriminel og bag fængselstremmer og en kilde til endeløs skuffelse og elendighed for sine forældre. Jeg ved det, du ved det og hans forældre ved det. Den indkomst han kunne have optjent i sit liv, hvis du nu kalder frugterne af smårapserier og røverier for indkomst, ville have været en sølle beløb. Men Michael Browns død er hundred gange mere værd for hans forældre, end Michael Brown i live.
Lesley McSpadden (right), mother of 18-year-old Michael Brown, watches as Brown's father, Michael Brown Sr., holds a family picture, during a news conference, Aug. 11, 2014.
Lesley McSpadden (til højre), mor til den 18 årige Michael Brown, ser til mens Browns far, Michael Brown Sr., holder et famileifot, under en nyhedskonference den 11. august 2014.
Photo Credit: NBC News  
Tænk over dette: Indtil nu har Michael Brown Minde Fonden indsamlet over $275,000 på mindre end to uger. Familiens advokat siger: “Disse midler vil IKKE blive brugt på retssagen; alle midlerne skal gå til Michael Browns familie.”

Dette kunne muligvis være en ny tendens - så kommer man måske til at høre om selvmord ved en politibetjent? Hvis en familie fremover har brugt for at få sig en lille formue, så send da sønnen for at møde en betjent - og midlerne strømmer ind.

Gå i gang, min dreng, skaf pengende.

Jeg ønsker ikke at lyde kynisk, men jeg vil vædde på der er tusinder af sorte familier hvor moren opmuntrende klapper sin værdiløse søn i nakken og siger, “Hvorfor kan du da ikke være ligesom Michael Brown og få en eller anden betjent til at plaffe dig i hovedet?”


Jovist, jeg er kommet til at stave hans navn forkert i overskriften. Selv jeg kan undertiden begå en fejl.

En eksplosiv aperitif- Molotov cocktail

En eksplosiv aperitif


Mange fremskridt indenfor videnskab eller teknologi har fået navn efter deres opdagere/opfindere.

Dette er især sandt inden for krigsførelse: F.eks. Gatling Maskingebværet der fik navn efter sin skaber Richard Gatling, og udtrykket “shrapnel” der er opkaldt efter Henry Shrapnel, en britisk generalmajor der udviklede teknikken. Men i et bemærkelsesværdigt tilfælde er det pågældende våben ikke opkaldt efter dets skaber - men som en vittighed - en sarkastisk henvisning til dets plageånd.

Den 23. august 1939 lige før 2. Verdenskrigs udbrud indgik Sovjetunionen og Tyskland en ikke-angrebspagt. Aftalen indebar en opdeling af det meste af Østeuropa blandt de to nationer. Efter aftalen måtte Spvjetunionen udvide sin “indflydelsessfære (som var tidens almindelige sprogbrug) til De Baltiske Lande og Finland. Baltikum bestod af Estland, Letland og Litauen som overgav sig forholdsvis let til Sovjets kontrol, idet man ikke fandt at det nyttede at stå imod militært. Finland greb derimod til våben. USSR og Finland kom i krig, det som nu er kendt som Vinterkrigen, der begyndte i november 1939 og varede ved til finnerne endelig enedes om at overdrage visse områder følgende år i marts måned.

Et af de mere innovative våben som Sovjet benyttede, særligt tidligt i krigen, var en luftbombe kendt som RRAB-3, som på billedet. RRAB-3 kunne smides fra Sovjet bombefly over Finland som enhver anden konventionel bombe. Men det som gjorde RRAB-3 særlig ødelæggende var det som skete på vejen ned mod jorden. På et tidspunkt ville bombens næseparti åbne sig og frigive dusinvis (om ikke flere) mindre bomber designet til at påbegynde ildebrande ved nedslaget. RRAB-3 kunne derfor forårsage en masse skade over et stort område, trods manglen på større eksplosiv kraft.

Hvis man på den tid havde spurgt Sovjets udenrigsminister om bomberne ville han have benægtet at hans nation ville kunne gøre noget sådant. RRAB-3, argumenterede han, var en humanitær indretning. Finnerne sultede vurderede han og Sovjet kastede madrationer ned til dem. Det var selvfølgelig en løgn: Finnerne klarede sig udmærket, ud over de invaderende Sovjet tanks og så de bomber der var bomber, ikke mad. Derfor gav finnerne RRAB-3 et øgenavn, efter den førnævnte Udenrigsminister. Den mand var Vyacheslav Molotov, og RRAB-3 fik så øgenavnet “Molotovs brødkurv.”

Finnerne bekæmpelses af de russiske tank var en blanding af brandbar væske - f.eks. benzin - i glasflasker og med en petroleumsvædet klud som lunte. Da alle materialerne var noget der fandtes i hjemmene var det almindeligt at lave dette våben som blev populært mod de invaderende sovjettropper. Finnerne kaldte disse brandbomber “Molotov cocktails” --"en drink der passede til maden."
Bonus Fakta: I 2001, indledte United States en militærkampagne i Afghanistan som svar på 9/11 anbrebet. En af amerikanernes prioriteter var at begrænse den skade der kunne ske med civile, derfor kastede U.S. humanitær hjælp, - madrationer - og klyngebomber. Et problem alligevel? Madrationerne var gule, hvilket fik dem til at ligne en ueksploderet klyngebombe. Derfor lavede U.S. om på farven af madrationerne.
Related Posts with Thumbnails