fredag den 9. december 2016

Militærfolk i regeringen - Den ægte fortælling

Militær versus civil ledelse: Den ægte fortælling



Samtidig med venstrefløjen er ved at komme i omdrejninger i vrede og modstand mod alt Trump står for, især rekrutteringen af pensionerede officer som ministre og viceministre med den særlige hævd på “civil kontrol” af militæret så lad mig lige genopfriske nogle memoirer. Eller måske endda komm,e med nye splinternye informationer.

To enestående amerikanere i det stidste århundrede havde den dobbeltrolle bde at være soldater og civile borgere der var med til at udvikle Vestens demokratier sent i det 20. århundrede - og de ændrede historiens gang. .

Den helt store i Stillehavskrigen var General of the Army, Douglas MacArthur, en Medal of Honor modtager, og Militærguvernør over Japan efter krigen, der bragte landet væk fra feudalismen og ind i det 20. århundre. Hans resolutte behandling af Japan der lige efter krigen og ledelse i udviklingen af en Forfatning har givet os en magtfuld allieret i Stillehavet samtidig med at være en væsentlig handelspartner i denne tid med global handel.
Billedresultat for douglas macarthur
Den anden store militærperson var General of the Army George C. Marshall, Army Chief of Staff under  2. Verdenskrig og efterfølgende Udenrigsminister og manden bag the “Marshal Plan” der hjalp med til at brigne Vesteuropa ud af den ødelæggende 2. Verdenskrig og var med til at etablere den demokratiske modpart til Sovjetunionen og Jerntæpper. Han blev også belønnet med Nobel Freds Prisen for sine indsatser.
Billedresultat for george c. marshall

Disse er måske de mest bemærkelesværdige individer der har kombineret militære som civile karrierer til verdens bedste. For de hysteriske venstreorienterede i dette lande, som senatoren for New York, der allerede har sagt hun vil stemme mod James mattis som forsvarsminister. Jeg ville opmuntre dem til at få sig en kort historisk gennemgang og forsøge at lære af den frem for følelsesmæssige og politiske indskydelser.

Lad os heller ikke glemme Dwight Eisenhower, general og præsident, Ulysses S. Grant, general og præsident eller i begyndelsen George Washington, general og præsident.

http://www.americanthinker.com/blog/2016/12/military_vs_civilian_leadership_the_real_record.html#ixzz4SENrSrWI

onsdag den 7. december 2016

En ligvogn bryder sammen - symptomatisk for Castros Cuba

Sammenbrud på Cuba symptomatisk for Castro


I årenes løb har cubanere i USA og på Cuba fundet på nogle ret så forbløffende vittigheder om Fidel Castro   
For eksempel har cubanerne joket om det ineffektive bureaukrati ved at sige at Castro døde for år tilbage, men at man ikke har klaret papirarbejdet før nu.
I årenes løb har cubanere i USA og på Cuba fundet på nogle ret så forbløffende vittigheder om Fidel Castro   
For eksempel har cubanerne joket om det ineffektive bureaukrati ved at sige at Castro døde for år tilbage, men at man ikke have klarer papirarbejdet før nu.
En anden joke der cirkulerer er at flygtninge fra helvede snart vil dukke op på Floridas kyster. Fidels nyeste eksilcubanere fra helvede!
Endnu en er at Che hilste på ham i helvede og derpå satte ild til ham.     
Der er imidlertid ingen der kunne forudse hvad vi så på Cuba i weekenden. Jo, bilen der havde Castros aske med sig på vej til hans sidste hvileste brød sammen:
Køretøjet der trak trailerne med Castros kiste brød sammen på vejen nær ved Moncada Barracks i Santiago de Cuba under lørdagens procession.
Lad nu venligst være med at give U.S. embargoen skylden da dette ikke var en bil fra 1950’erne. Dette var sandsynligvis en lille ladvogn bygget i USSR eller et andet sted i den gamle Sovjet blok. Måske glemte Castro regeringen at betale for russisk vejassistance.
Det var dog en påmindelse om, hvor megen skade Castro har gjort mod Cuba.
Min forældre blev født sent 1920’erne og vil kunne forsikre dig om at Cuba ikke var det perfekte land, ejheller et land med kun casinoer som så mange taler om. Det var faktisk et meget dynamisk sted, et godt sted at leve og tilholdssted for mange immigranter der kom til øen, fordi de have hørt at det var et land med masser af muligheder.       
For et par dage siden så jeg dette i National Review:
Cuba’s hovedstad, Havana, var en dynamisk blomstrende by. I den første halvdel af århundredet stortrivedes landets økonomi ved salg af sukker til United States.
Cuba lå som nummer 5 på den vestlige halvkugle i indkomst per borger, nummer tre i livslængde, nummer 2 i ejerskab til biler og telefoner,  nummer 1 i antal TV apparater per indbygger.
76% af befolkningen kunne læse og skrive,nummer 4 i Latinamerika. Cuba lå som nummer 11 i verden i antal af læger per indbygger.
Mange private klinikker og hospitaler ydede service og omsorg for den fattige. Cubas indkomstsudligning var langt langt bedre end i andre Latinamerikanske samfund. En middelklasse i udvikling gav løfter om velstand og social mobilitet.
Hvordan tror du ellers Castro kunne henvende sig til cubanerne næsten hver aften på Tv? Nuvel der var masser af Tv apparater over hele øen som  cubansk ejede tv-stationer sendte til.   
Igen, det var ikke et perfekt land, og politik har altid været under forandring på Cuba. Men lad mig blot nævne to ting der ikke skete på Cuba før Castro:
1) Folk drog ikke afsted i hjemmelavede tømmerflåder for at komme til USA og
2. Ligvogne brød ikke samme på vejen til begravelsen.
P.S. You can listen to my show (Canto Talk) and follow me on Twitter.
http://www.americanthinker.com/blog/2016/12/an_engine_breakdown_that_said_it_all_.html#ixzz4S2pIw0ue

tirsdag den 6. december 2016

Obama søger at hindre Trumps mur til Mexico

Overvågningen af grænsen til Mexico blevet hæmmet af Obama til skade for Trumps løfte.


Den kommende præsident Donald Trump havde som hovedpunkter under kampagnen - bygningen af en fysisk mur langs grænsen til Mexico, en immigrationsreform og en ophævelse af ‘sanctuary cities’ (tilholdssteder for ulovlige indvandrere) Dog kan det se ud til at her i de sidste uger af Obamas embede så vil hans administration gøre disse målsætninger så vanskeligt som muligt at indfri. Ifølge en gruppe der overvåger regeringen, Watchdog.org, så har the Department of Homeland Security her for nylig, og uforklarligt lukket ned for Operation Phalanx, et overvågningsprogram fra luften der blev oprettet i 2010 og hvil mål var at opfange narkotrafik og ulovlig immigration langs grænsen mellem USA og Mexico.
Phalanx gjorde det muligt at palcere 1200 soldater og luftovervågningspersonale fra the U.S. Army’s National Guard som hjælp til U.S. grænsepolitet langs grænsen. Programmet brugte også de avancerede UH-72 helikoptere, som supplement til andre overvågningsplatforme.
Billedresultat for operation phalanx
Beslutningen om at afslutte projektet er helt i overensstemmelse med Obama administrationens lemfældige tilgang til ulovlig immigration og tjener til at understrege administrationens forsøg på at gøre overgangen fra Obama til Trump meget vanskelig for den nyvalgte Trump. I februar 2016 skar Obama administrationen midlerne til Operation Phalanx ned med 50% skønt projektet var fuldt finansierer af Kongressen og efter alle solemærker var meget succesrigt.
Og her er selve kernen i problemet. Operation Phalanx kan have været for succesrigt for administrationens smag. Ifølge Watchdog.org, stod Operation Phalanx  i Laredo sektoren alene for “10559 pågribelser, og 4007 ‘ tilbagesendelser’ fra marts 2012 til december 2015. Phalanx blev krediteret for at pågribe 12851 pund narkotika i den periode.”
Selvom Obama administrationen bemyndigede Operation Phalanx kan man ikke udelukke den mulighed at oprettelsen af Phalanx havde til formål at tilfredsstille Kongressen snarere end at gøre noget ved et alvorligt grænseproblem. Når man først har indset at projektet viste gode resultater og gjorde en forskel, dog i mindre skala, ved de ulovlige aktiviteter lange grænsen da besluttede Obama administrationen af afslutte Phalanx.
Meddelelsen om at aflutte Phalanx har allerede fået kraftig kritik fra begge parter. Rep. Henry Cuellar, D-Laredo, har lovet at udfordre beslutningen ved at gøre opmærksom på at operationen var fuldt finansieret frem til 2017. Han planlægger at få støtte fra andre kongresmedlemmer herunder Sen. John Cornyn, R-Texas, og Reps. Mike McCaul, R-San Antonio, og John Carter, R-Round Rock.
Under ledelse af deres øverstkommanderende synes der at være en helt bevidst og koordineret bestræbelse fra de fleste Demokratiske lovmagere på at benytte ethvert middel til at ødelægge herskende lov langs grænsen mellem Mexico og USA og fjerne ‘sanctuary cities’ den tåbelige praksis med at beskytte udokumenterede immigrater fra forbundsmyndighedens beføjelser.
Den tragiske sag med den 32 årige Kate Steinle der blev myrdet af deporterede og illegale immigranter der havde en lang kriminel karriere med voldtægter bag sig  understreger dette. Efter mordet på hende er Kongressens indsatser for at lave om på den mest absurde og ækle praksis som sanctuary cities står for ved at beskytte kriminelle immigranter blevet hæmmet af administrationens allierede.
Kate’s Law, en lov der ville give mulighed for minimum fængselsstraffe til de som er kommet tilbage efter en udvisning og ville pålægge bøder til byer der ikke lever op til forbundslove med at fængsle illegale lykkedes ikke af opnå de krævede 60 stemmer i Senatet for at lade loven blive godkendt af præsidenten. Hvis loven havde nået det tal, er det næsten helt sikkert at Obama ville have nedlagt veto.
Ophævelsen af Operation Phalanx og det at Kates Law ikke blev til noget skal ses i en bredere kontekst som del af en fortsættende og samlet indsats på Obama administrationen på at underminere herskende lov. Phalanx har vist resultater og derfor skulle det standes og det selvom de nødvendigle midler var ti lstede og var godkendt. Kate’s Law ville have bragt nogen orden i det kaos der hersker og blev derfor betragtet som farlig af mange Demokratiske politikere.
Enhver oprigtig bestræbelse på at implementere immigrationsreform skal begynde med bygningen af en barriere langs grænsen til Mexico. U.S. modellen kan efterligne de indsatser andre nationer har erfaret og som stod over for lignende infiltrationsproblemer.
Israel har bygget en sofistiskeret barriere langs grænsen til Egypten for at dæmme op for strømme af illegale afrikanske infiltratorer og narkosmuglere. En lignende barriere blev bygget i det centrale Israel for at forhindre arabiske terrorister i at komme ind. Ved at benytte et netværk at betonmure, pigtråd, vagttårne, elektriske hegn, elektroniske sensorer og andre former for sofistikeret overvågningsudstyr er det lykkedes israelerne fuldstændig at standse den illegale infiltration og har gjort de palæstinensiske terrorister frustrerede over de ikke kan udføre angreb.
Den 2,000 mil lange grænse mellem U.S. og Mexico er yderst sårbar og 8 år med helt bevidst negligering af Obama administrationen har ikke hjulpet. Hvis Trump mener det alvorligt om at gøre noget ved denne klare og presserende fare - og det ser det ud til - burde han søge Israel om gode råd.  
Ari Lieberman is an attorney and former prosecutor who has authored numerous articles and publications on matters concerning the Middle East and is considered an authority on geo-political and military developments affecting the region.
http://www.frontpagemag.com/fpm/264945/why-did-obama-shut-down-successful%C2%A0aerial-ari-lieberman

lørdag den 3. december 2016

Trump vover at tale med Taiwans præsident -uha, uha

Trump vover at tale med Taiwans præsident - uha, uha


Donald Trump har kontaktet verdens lederes personligt lige siden hans valgsejr i sidste måned. Det har gjort de nålestribede i the State Department foruroligede. Det siges at være "lamslåede" over den den kommende præsident har vovet at forsøge sig med diplomati uden deres vejledning og råd.

Men hysteriet gik helt agurk da Trump modtog en opringning fra Taiwans præsident Tsai Ing-wen, hvilket kun kan forbløffe når man tænker på Kinas temmelig milde reaktion på den diplomatiske demarche.  Kina betragter Taiwan som en “afsidesliggende provins” som det meste af verden også gør. Det er et spørgsmål om national stolthed for den kinesiske regering, at der ikke må udføres handlinger af et andet land, der ville underminere denne grundlæggende formulering.Billedresultat for Tsai Ing-wen

Derfor har Trumps samtale gjort den kinesiske regering fortørnet. Når man tager i betragtning de sådan set har kunnet, i de 8 år med Obama, gøre lige hvad der passer dem ja så var samtalen ved Trump som en spand koldt vand i hovedet.

Men mediernes reaktion på denne tilfældige lykønskningssamtale ved præsident Tsai gør at man må undre sig, hvorfor medierne mon løber med på kinesernes politik, da kineserne selv kun har gjort meget lidt ved sagen udover en diplomatisk protest. En tidligere talsmand for Bush sagde kineserne
"ville blive stiktossede” over samtalen. Det gjorde de så ikke. TPM karakteriserede telefonsamtalen som “farlig. ” Vox anklagede Trump for at “kaste årtier med US-Kina politik ud i ren kaos.”
Det passer slet ikke.

Den 10 minutter lange samtale med Taiwans leder var den første en valgt U.S. præsident har haft siden præsident Carter ændrede den diplomatiske anerkendelse fra Taiwan til Kina i 1979, og dermed fastslog at Taiwan var en del af “et Kina.”  
Kinas udenrigsminister sagde man havde fremført “stærke synspunkter” med det som blev kaldt den “relevante U.S. modpart” og opfordrede til omhyggelig håndtering af Taiwan emnet for at undgå enhver unødvendig forstyrrelse af relationerne.
"Princippet om Et Kina er den politiske base for Kina-U.S. forholdet,” blev der sagt.
Ordvalget indikerer, at protesten er gået til Trump lejren, men der kom ingen forklaring fra ministeriet..
Timer efter fredagens telefonsamtale pegede den kinesiske udenrigsminister Wang Yi entydigt på at Taiwan har skylden for samtalen, frem for Trump, der kun har lidt udenrigspolitisk erfaring.
"Dette er udelukkende Taiwan der beskæftiger sig med en ynkelig handling, og kan ikke lave om på ‘en Kina strukturen’ der allerede er formet ved det internationale samfund.” sagde Wang ved et akademisk forum i Beijing, og det har Kinas Udenrigsministerium citeret ham for at sige.
"Jeg tror ikke det kan ændre ved den langvarige ‘Et Kina’ politik hos regeringen i United States.”   
I kommentarer på samme forum bemærkede Wang, hvor hurtigt præsident Xi Jinping og Trump havde talt sammen i telefon efter Trumps sejr, og at Trump havde rost Kina som værende en stor nation.
Wang sagde at samtalen have sendt “et meget positivt signal om den fremtidige udvikling af Sino-US relationerne,” igen ifølge ministeriets webside. Taiwan blev ikke nævnt i samtalen ifølge den kinesiske udskrift.
Kinas Taiwan Affairs Office kaldte også samtalen et “ynkelig” træk af Taiwan der ikke ændrer på øens status som del af Kina. Beijing er resolut i sin modstand om uafhængighed fra Taiwan, føjede man til.
Trump sagde på Twitter, at Tsai havde taget initiativ til samtalen."Præsidenten for Taiwan, RINGEDE TIL MIG I DAG  for at ønske tillykke med at jeg vandt valget til præsident.”
Alex Huang, en talsmand for Tsai sagde: “Naturligvis er begge parter forud enige om tidspunket før kontakt blev etableret.”
Trump og Tsai lagde vægt på at “tættere økonomiske, politiske og sikkerhedsbånd eksisterer mellem Taiwan og United States,” sagde overgangsholdet for Trump i en udtalelse. Taiwans præsidentkontor sagde de to samtalede om at styrke de bilaterale forhold og få et tættere samarbejde.
Absolut intet vil være anderledes på grund af denne opringning. Kina vil holde fast ved sin “Et Kina politik.” Taiwan vil fortsætte som en uafhængig stat, og forsigtigt behandle problemet. USA vil fortsætte med at være i overensstemmelse med Et Kina politikken, men vil også fortsætte med at give ø-nationen kapacitet til at forsvare sig mod invasion.

Præsident Tsai er fra et pro-uafhængigheds parti der muligvis vil gøre det nemmere at forhandle med hovedlandet. Kendsgerningen er, at i det sidste årti er Kina blevet meget mere som netop Taiwan. hvilket giver større håb om at de noget kølige forhold mellem de to nationer vil kunne blive positivt varmere.

Medierne kan roligt fortsætte deres søvn. Trump har ikke fået verden til at gå i spåner, og de temmelig uskyldige opringninger til verdens lederes er ikke det samme som en større omvæltning i diplomatiet.

ttp://www.americanthinker.com/blog/2016/12/media_hysterical_over_trump_call_to_taiwan_president.html#ixzz4RmbP86N5

Den Røde Kløe - diplomati på højt plan

Den Røde Kløe

I 2. Verdenskrig var Kina, USA på samme side via deres fælles fjender Japan og Tyskland. Men relationerne mellem de to nationer blev hurtigt dårlige efter krigen og i cirka 25 år havde USA og Kina kun meget lidt med hinanden at gøre.

Da Richard Nixon stillede op som præsident argumenterede han for at få lavet om på det forhold. Den 21. februar 1972 landede Air Force One i Kina, og Nixon indledte en ugelang tur rundt i landet og det historiske møde med Mao Zedong.

Grundet vigtigheden i den diplomatiske mission ønskede Nixon og hans hold at sikre sig at de hele tiden var på vagt overfor alle forhold også ganske almindelige. Den 1. februar det år drog en delegation på cirka 100 amerikanere til Kina som et “forløber hold” for at planlægge så meget som det var muligt - ofte helt ned i de mindste detaljer.

For eksempel bemærker the Washingtonian at “forberedelsesholdet regnede ud, hvor det bedste sted for landing af Nixons fly ville være med hensyn til den rette distance og vinkel for gode billeder når han gik ned af rampen for at blive modtaget.”

Og så lagde de lige mærke til at deres bagdele blev knaldrøde og kløede voldsomt.

Jovist, der var virkelig grund til bekymring. Præsidenten for United States kunne bare ikke komme til at lide under det som irriterede forberedelsesholdets bagdele. Man kan ikke drage på en meget vigtig diplomatisk tur og så kradse sig bag på ballerne mellem håndtrykkene.

Derfor ledte man efter en løsning som de kaldte “bavianbagdel” (Her er så flere billeder af bavian skønheder)
Første skridt var at finde årsagen. Det viste sig relativt let - det var de skinnende toiletsæder af træ, sådan nogle man sjældent finder i USA. Sæderne var lakeret og lakken stammede fra en plante kaldet "toxicodendron vernicifluum" eller mere almindeligt kendt som det kinesiske laktræ. Saften fra træet indeholder noget der hedder urushiol der også kan findes i planter som giftig efeu og den slags. Mange amerikanske bagdele var allergiske over for lakken og så kom det til at klø og bagdelen blev knaldrød. God fornøjelse.

Præsidentens bagdel skulle skånes, men forberedelsesholdet var bekymret over at det at udskifte toiletsæderne i på ders hoteller ville kunne skade relationerne med kineserne.

Endelig fandt man en løsning der blot krævede lidt snilde og noget lækkert toiletpapir.
I bogen "Freeing Tibet: 50 Years of Struggle, Resilience, and Hope," forklarer skribenterne John Roberts og Elizabeth Roberts:

Problemet bestod i, hvordan man hensynsfuldt forklarede dette delikate problem for den kinesiske regering. Efter længere overvejelse besluttede man, at den mest diplomatiske metode ville være at stole på at det lytteudstyr som man vidste kineserne havde installeret i deres hotelværelse ville være løsningen. De kunne lytte med og få en forklaring på dilemmaet.  

Næste dag da de vendte tilbage til deres hotelværelse efter stuepigerne havde gjort rent var hvert træsæde blevet beklædt med silkeblødt stof.

Kineserne havde fanget budskabet. Nu var vejen banet for et ‘lækkert’ præsidentbesøg.  

Problemet var løst. Nixons besøg gik smertefrit - uden kløe eller rødmen.

torsdag den 1. december 2016

Ud af FN - hvorfor?

Ud af De Forenede Nationer



Historien om Taiwan der blev stødt ud af FN er en beretning om de ting Israel kan komme ud for. I 1971, efter Richard Nixon og Henry Kissinger implementerede et mere varmere forhold til despoterne i kommunist Kina, blev det pro-amerikanske Taiwan forstødt af FN for at FN kunne komme overens med Peking (nu Beijing)

I 1979 blev den amerikanske ambassade i Taipei nedgraderet til et konsulat, ambassaden for Kina blev flyttet til Beijing.

Selvom Taiwan opgav alle krav på hovedlandet hjalp det ikke hos FN der systematisk reducerede Taiwans rolle, ikke kun forbød det adgang til Sikkerhedsrådet, men også fra Generalforsamlingen. Det fik tildelt noge underordnede pladser i nogle få underkomiteer, hvor det helt rutinemæssigt blev generet af andre medlemmer.
Billedresultat for taiwan and UN

Taiwan fortsætter med at ansøge om FN medlemskab, men ansøgningerne er blevet forkastet, med skam at melde med amerikansk støtte, til den fortsatte udelukkelse. Ikke desto mindre forbliver Taiwan et godt demokrati der trives og nu under ledelse af en kvinde, Tsai Ing-wen.

Den amerikanske ambassade er i dag i Tel-Aviv ikke i Jerusalem, Israels hovedstad,
The United Nations hælder mere og mere mod at anerkende en “Palæstinensisk” stat. Israel kan imødese den skæbne der overgik Taiwan om et “Større Arabisk Palæstina” formelt skulle blive støttet af repræsentanterne for “HadIsraelerne” - de post-koloniale nationer der fik uafhængighed i 1950’erne og dermed øgede antallet af FN medlemsstater til 193, de fleste af dem undertrykkende tyrannier.

The United Nations og dets underorganisationer forhåner, bagtaler og fordømmer Israel i en aldrig ophørende spærreild af fjendtlige resolutioner, samtidig med man ignorerer ugerningerne hos de mest undertrykkende regimer i verden.

Som modtræk har Israel antaget to modsatrettede holdninger, politik.

En af disse, mindre ‘kønne’ er at komme med indrømmelser, skønt alle tidligere sådanne har haft katastrofale resultater som følge. Israel dækker så over det uundgåelige arabiske/muslimske modtræk.

Den anden og mere ‘kønne’ politik går ud på at Israel opbygger respekt for sin styrke, beslutsomhed og er stålfast over for de brølende antagonister.

Den utrolige lynsejr i 1967 medførte en masse støtte fra Vesten. Det gjorde den episke redning af gidslerne i Entebbe i 1976 også. Det samme gjorde angrebet i 1981, fra en lufbase på Sinai der smadrede Saddams Husseins atomreaktor ved Osira

Sidste indsats medførte dog surmuleri fra venstrefløjen. Til vanære for USA undlad vi at stemme ved en FN resolution 487 der fordømte Israels angreb på et
IAEA-godkendt kerneinstallation, der så gav Irak ret til at søge om kompensation og opfordrede Israel til at lade sin kerneinstallationer komme IAEA reglerne..

Dog beundrede mange i den internationale presse og i offentligheden Israels handling. I en kort periode var Israel beundret før man vendte sig til “fredsprocessen” der ville lade landets suverænitet smuldre.

Her følger så mit forslag til en vovet handling af Israel.

Forlad De Forenede Nationer, Pak sammen. Luk den Permanente Mission ved FN og find så reelle jobs til bureaukraterne, psudo-diplomaterne og assistenterne.

Israels nuværende øgende samhandel med nationer over hele verden er ikke sket gennem et moralsk fordærvet FN. Det er sket ved premierminister Benjamin Nethanyahu der har vurderet behovet hos andre nationer, især i udviklingslandene, for Israels forbløffende teknologier der kan tilbyde rensning og genbrug af vand til landbruget og også de medicinske teknologier .

Hvorfor forblive i en klub hvis underafdelinger, Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet pisker dig på vejen ind, pisker dig når du kommer for at overvære deres latterlige møder, og pisker dig når du går ud igen?

Billedresultat for israel whipped by un

En ynkelig offentlighed bedrager sig selv ved at mene at det korrupte og korrumperende FN er en retfærdighedens og fredens magt. Den ignorerer af FN er domineret af despoter, og dens skrækkelige fiasko med at løse hvilken som helst international krise.

At forlade FN ville være en heroisk handling. Det segment i den internationale offentlighed, hvis mening har ægte værdi vil bifalde en sådan handling med stor begejstring.

Ruth King, editorial board member of Family Security Foundation, Inc., is a freelance writer. She has written a book and articles on gardening, and also writes a monthly column in OUTPOST, the publication of Americans for a Safe Israel.



onsdag den 30. november 2016

Raul Castro har mere blod på hænderne end Fidel

Raul Castro har mere blod på hænderne end Fidel


Omgivet af medlemmer af the Union of Cuban Ex-Political Prisoners, advarede Sen. Bob Menendez (D-N.J.) om at den cubanske præsident Raul Castro ikke er den milde Castro bror som nogle gerne vil gøre ham til, men “han har mere blod på hænderne,” end Fidel.
Menendez talte lørdag i Union City, N.J., foran mure fyldt med fotos af mennesker der er blevet tilbageholdt, tortureret og dræbt af Castro regimet.
Senatoren sagde billederne “minder os, om hvad Fidel Castros eftermæle går ud på.”
Menendez sagde han vågnede til hundreder af emails fra venner og Castro modstandere der udtrykte glæde over at Castro er død, “og jeg forstår hvad de mener - men i dag kan jeg ikke rigtig glæde mig.”
"Alt for mange familier er blevet revet fra hinanden, alt for mange er blevet slået ihjel og fængslet, alt for mange er blevet tortureret, alt for mange sulter, en smadret nation og millioner holdt som slaver. Og en Castro hersker stadig over 11 millioner cubanere - og det med en jernnæve,” sagde han.
“Tiden har gjort amerikanerne følelsesløse over for de barske kendsgerninger. Men for Cubas folk, er det et mareridt de lever i hver eneste dag. Tiden svækkede vor beslutsomhed og derfor kunne Obama administrationen for to år siden give enorme ensidige indrømmelser til Castro regimet blot for at opleve yderligere to år med endnu stærkere undertrykkelse i stedet for større frihed.”  
Cubas leder Fidel Castro og hans bror Raul Castro i samtale på Cuba juni 1972. (AP Photo/Prensa Latina via AP Images/Tomas Garcia)
Menendez understregede at siden Obama gav meddelelse om tilnærmelse til Cuba, “har politisk undertrykkelse i Cuba nået en historisk højde,” med antallet af flygtende cubanere “stigende til niveauer der ikke er set siden 1994 tømmerflådebølgen (Flight of Rafters.)"
"Krænkelser af religiøs frihed er forøget tifold og de små private virksomheder der blev lovet under reformen har ikke vist sig,” tilføjede han.
Castros bortgang, understregede senatoren, burde være en tid for United States til at reflektere og “omkalibrere” politikken mod kommunistregimet.
"I stedet for at se gennem fingrene med et fortsat undertrykkende regime, blot fordi det har eksisteret så længe, så bør United States og det internationale samfund rejse sig og støtte Cubas folk - støtte de demokratiske aktivister, de uafhængige journalister og menneskerettighedsledere, som vi gjorde med Lech Walesa i Polen, som vi gjorde med Vaclav Havel i Tjekkoslovakiet og som vi gjorde med Sovjets jøder i det tidligere Sovjetunionen.” fortsatte Menendez. “Vi skal standse den økonomiske livline som Obama administrationen har givet Castro regimet gennem en strøm af U.S dollars og færre restriktioner.”
"Vi skal sige til Raul Castro det vi sagde til Burma, råt for usødet. Frigiv alle politiske fanger. Hold frie valg. Tillad en fri presse. Lad the UN Commission on Human Rights komme ind i landet. Og så kan i få et bedre forhold til United States.”
Menendez omtalte de som mener Raul Castro er “en mere mild mand end sin bror” ved at erklære at Raul “har mere blod på hænderne end Fidel,” takket været hans lederskab af militæret og sikkerhedsapparatet, “der har undertrykt, tortureret og dræbt i år 50 år.”
Senatoren havde et budskab til Fidel: “Historien vil fordømme dig. Og den vil fordømme os hvis vi ikke hjælper Cubas folk.”
I forrige måned gik Menendez i kødet på Obama administrationen for at gå ind for et “voldsomt skifte fra vor nuværende forpligtelse til lov og orden og demokratiets processer som vi har kendt dem” med indrømmelserne til Cuba, og at man “uhæmmet” har brudt loven med skattemæssige undtagelser for at lette de økonomiske relationer så meget som muligt uden at Kongressen har løftet embargoen.
Præsident Obama sagde hans mål var at gøre tilnærmelsen til Cuba så forbundet med den private sektor at hans efterfølger ikke vil være i stand til indstille den mens forsøger at tvinge Kongressen bort fra embargoen.
Menendez sagde de nye regulativer “ganske enkelt og udpræget krænker både the Cuban Democracy Act of 1992 og the Cuban Liberty and the Libertad Act of 1996, der nærmere fastlagde embargoen mod Cuba, og det indikerer at United States regeringen aktivt vil ‘autorisere kontrakter og overtrædelser der lige nu er forbudt ved embargoen.’”
“Skønt administrationen ikke bryder sig om embargoen eller er enig i den, så forbliver den landets lov,” sagde han. “Når alt gøres op, er det direkte bestyrtende at vor regering søger at bryde lov og frækt anerkender at det er dens hensigt at gøre det.”

Related Posts with Thumbnails