Modernismen under overvejelse
Vi burde reflektere over de arkitektoniske symboler på Vestens civilisation, hvis vi faktisk elsker den og er besluttet på at bevare den for eftertiden. Der er ingen grund til at formode at vi er ved slutningen af historien som den var, således at overlevelse af civilisationen er given forudsætning. Tværtimod skal vi være klar til at kæmpe for den døgnet rundt, da den har sine erklærede og hemmelige fjender over hele kloden, både hjemme og ude - postyret over tidligere præsident Donald Trumps Executive Order on Promoting Beautiful Federal Civic Architecture var langt fra et uheld, den afslørede at han havde ramt noget centralt i den igangværende kulturkrig.
Modernistisk arkitektur er hverken smukt eller grimt. Det er ingenting. Ingenting. Imidlertid optager den plads, den står i vejen for skønhed. Åbenbart begrænser drivkraften i nutidens designstudier ønsket om 1. Blive berømt hos kolleger, eller 2. Hurtige penge.
Ved det samme hasardspil, der udødeliggør nogle kunstnere samtidig med den skubber andre ud i glemsel, opnår nogle arkitekter det første ved at afprøve “dristigere” designs end andre på markedet, ladende som om de udvider grænserne for æstetikken. Det afhænger af PR, gode forbindelser etc. Imidlertid kan alle leverandører af arkitektur, services opnå det sidstnævnte ved med behændighed at forføre deres kulturløse kunder, uanset om det er valgte beslutningstageren eller private entreprenører (udviklere).
Nu om stunder er noget smukt til menneskeheden en sjælden bekymring - en selvoptaget higen efter narcissistisk ophøjelse, i skarp kontrast med erklæringerne af progressives intentioner, der har vundet over de altruistiske principper i fortiden (eksempel den engelske arkitekt Henry Roberts 1803-1876, livsværk).
Med mellemkrigstidens oprør mod traditionalismen, markeret ved symbol-blottede, puritanske konstruktioner, har arkitekter skabt “mekanik” med det formål udelukkende at være til tekniske formål, med eller uden sparsomme emner af nutidig “kunst” anbragt som indrammede malerier på en bar mur.
Modernismens frontløbere var et mix af excentrikere og revolutionære. De var enige om at bryde med traditionen - og de 'vederstyggelige' institutioner fra bourgeoisiet, herunder klassisk arkitektur. Begrædeligt er det, at adskillige af de rebelske arkitekter også var villige til at slette deres integritet og gå i de totalitæres tjeneste.
Straks bolsjevikkerne kom til magten i Rusland, Europas revolutionære laboratorium, indvilligede arkitekter og kunstnere, i det ene formål at glorificere revolutionskulten - eller snarere de som var i ledelsen. Dette betød at modernistiske påfund i enhver form blev undertrykt til fordel for en stiliseret totalitær formel. Såkaldt “konstruktivisme” gav rum for “Stalinist” eller “bryllupskage” arkitektur. Ulig modernismens frembringelser der havde noget æstetisk at udtrykke, er “kulturpaladserne” fra Stalinæraen et eksempel på arkitektonisk hæslighed.
Ikke før efter tyrannens død, fik den Internationale Stil og dens mere specifikke variationer på “brutalistisk arkitektur” sit indtog i Sovjetimperiet. Det så ud til at den faktisk blev justeret til et syn på det almindelige menneske som avlsdyr i det kollektivistiske utopia. De nøgne betonblokke badet, indhyllet i røg fra sværindustri blev indbegrebet af det ufrie, glædesløse liv under kommunismen.
Hvorfor har modernismen fundet vej ind i Vesten? Her havde vi i bund og grund frihed til at vælge mellem det smukke og det fremmedgørende. Måske forklaringen i sidste ende er et emne for neuropsykiatrisk forskning. Det begynder med realisationen af neurodiversitet. For nogle af os, kunne skønhed repræsentere en perceptuel dimension der ganske enkelt ikke er tilgængelig - og så at sige irreducerbar.
Vi ved at adgangen til ekstern stimuli for sanserne varierer fra art til art. Ulig mennesker, for eksempel, modtager visse insekter ultraviolet lys. Som analogi synes også opfattelsen af følelses stimuli at variere fra person til person. Normal værdsættelse af skønhed, må reflektere et højere niveau af følelses stimuli, og må gå ud over mekanisk reproduktion, (f.eks. penselstrøgene hos en maler, eller noterne til en operatenor).
For almindelige mennesker er skønhed væsentlig for oplevelsen af meningen med livet. Nogle af os rejser overalt i verden som evige fremmede, socialt isoleret og dårligt tilpasset. At prøve at socialisere og efterligne den stiltiende opførsel hos andre ned i detaljer er tidspilde. Når menneskelig aktiviteter analyseres, f.eks. religion og politik, som var de antropologier fra det ydre rum viser de tegn på exceptionel (uforholdsmæssig) intensitet (Jeanne d’Arc og Gretha Thunberg respektivt), fordi de overkompenserer i mangel på intuitivt fællesskab med alle os andre. Dermed naturligvis ikke sagt de ikke er i stand til originalitet og kreativitet. Karakteriseret ved uforstyrbar fokus på detaljer der ikke når almindelige menneskers opmærksomhed kan de have gode, hvis ikke unikke, evner af åbenbar vigtighed for videnskab og kunst.
Som det viser sig ved nærmere inspektion er menneskehedens fremskridt i overraskende udstrækning fremkommet fra mennesker der, med dagens psykiatriske diagnostik kunne kaldes “autister.” Åbenbar var typer som . Isaac Newton, Albert Einstein, og Niels Bohr autister. Det samme gælder Ludwig Wittgenstein, Steve Jobs, og Elon Musk. De har alle i umådelig grad bidraget til fremskridt for menneskeheden. Dog er de for menneskets fællesskab i betragtelig grad løsrevet fra det.
https://www.americanthinker.com/articles/2024/03/modernism_revisited.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar