Den første grund er god og rigtig. Holdningen at der er noget særskilt der adskiller racerne er virkelig absurd. Udover hudfarven , er der intet der adskiller de forskellige racer.
I den anden betydning - at der er en menneskerace, en menneskelighed som vi alle tilhører da er jeg i stadig højere grad af den holdning, at det passer bare ikke.
Et livslangt studium af godt og ondt har ført mig til en helt anderledes konklusion: Der er måske ikke kun en menneskerace, der kan dog meget vel være en afgørende forskel på mennesker.
Det synes at være sådan, at der er en vis procentdel af menneskeheden der lader sig involvere i handlinger af overmåde råhed, som resten af os ikke kunne involvere os i. Disse mennesker forekommer virkelig at være af en anden race. Biologisk set er de selvfølgelig menneskelige væsener, Homo Sapiens. Men i deres grundholdning er de også medlemmer at en anden art - en afart af mennesket der meget vel stadig er en del at dyreriget, som resten af os ikke tilhører.
Jo, jeg ved godt det lyder ganske tåbeligt. I årevis forkastede jeg ideen. Men hvis der nu vitterligt er en del af menneskeheden, der vil lade sig involvere i handlinger som vi ikke kan forstå eller begribe, hvilken anden forklaring er der så?
Jeg kan tilbyde to. Omstændighederne og - tilvænning.
Omstændighederne: Nogle hævder at sådan ondskab er på grund af ydre omstændigheder - at under de rette omstændigheder da ville omtrent enhver indlade sig på grusom ondskab mod deres medmenneske. Det er konklusionen som professor Stanley Milgram drog udfra sin verdensberømte lydighedstest ved Yale University.
Tilvænning: Det andet argument mod holdningen om de to arter af mennesker er, at med den rette tilvænning kan enhver ledes til at gøre hvadsomhelst mod sin næste.
Jeg tror, at begge argumenter har gyldighed, men så dog alligevel ikke vedrørende det jeg hævder.
Vedr. Milgram: Formålet med Milgrams eksperiment med eleverne på Yale - deltagerne blev beordret til at give stadig voldsommere smertefulde "elektriske stød" til en person (en skuespiller) de ikke kunne se - var at vise at mennesker der får ordre til være grusomme vil være det på grund af den lethed, hvormed mennesker adlyder autoriteter.
Jeg tvivler overhovedet ikke på, at der findes sådanne mennesker. Men igen har det ikke relevans for min teori om de to menneskearter. Milgrams elever troede at "studiet" var akademisk rigtigt og sundt, og udtrykte intet behag i hvad de gjorde - faktisk udviste de fleste en vaklende holdning - og det selvom de ikke så deres 'offer' lide (de hørte ham kun skrige).
Den ondskab jeg henviser til har kun lidt eller intet at gøre med ordrer fra autoriteter. Det er den frivilligt påførte ondskab, ansigt til ansigt med ofrene, der samtidig giver udøveren tilfredsstillese.
Vedrørende tilvænnming: Det er muligt at en person der opdrages til at være sadist fra sin barndom også kan blive vænnet til at være sadist. Men beviserne synes at antyde, at de som med vilje påfører andre afskyvækkende smerte virkelig nyder at gøre det af grunde der ikke kan spores tilbage til opdragelsen. De kan have haft en meget normal opvækst, mens mange som har haft en forfærdelig opvækst absolut ikke udviser sadistiske tendenser. Med andre ord, der synes at være mennesker, der bedst kan beskrives som uhyrer - og hvis uhyrligheder ikke kan forklares.
Denne teori bringer mig ingen intellektuel eller følelsesmæssig glæde. Jeg har altid ønsket at tro at alle mennesker har i det mindste een frihed - den moralske frihed. Dog er denne tro modbevist af teorien om de to menneskearter.
Manden der indgav mig denne holdning er Rabbi Leon Radzik, en Holocaust overlever, hvis hele familie blev udslettet af nazisterne. Det han som dreng oplevede i Nazilejrene kan kun få mennesker forestille sig, eller har været vidner til. Han beskrev engang for mig, hvordan en Nazivagt der da han så en udsultet jødisk dreng sutte på et stykke slikpapir der var smidt på jorden, myrdede drengen langsomt ved at sætte skovlen mod hans strube - i vrede over at en jødisk dreng havde den 'frækhed' at sutte på et stykke tysk slikpapir.
Jeg spurgte Radzik om han kunne komme på en forklaring. "De var uhyrer i menneskeskikkelse," svarede han.
Det er det jeg nu tror. Der findes uhyrer i menneskeskikkelser.
Andre artikler af Dennis Prager ved klik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar