Slavehold hos sheiker i vesten

Tyskland nægter at hjælpe slaver hos sheiker fra den persiske Gulf.

Dr. Sami Alrabaa

Nogle studerende ved Humboldt Universitetet i Berlin, Tyskland er menneskerettighedsaktivister. Som studerende i "Arabisk sociologi" valgte de et projekt, hvori de ville undersøge hvordan oliedollarrige arabere behandler deres tjenestefolk dårligt.

De undersøgte nogle førsteklasses hoteller og opdagede såkaldte "elskovreder" hvor misbrug fandt sted. Daniel, en af de stuederende sagde, "Det var ikke vanskeligt at finde tilfælde af misbrug og slaveri af oliedollars arabiske turister."

Tjenestepigerne hos petrodollar turisterne er sædvanligvis fra Filippinerne eller Indien. De tyske studerende mødte nogle af dem i hotellobbyerne. Daniel talte med en af dem - Corazon, en erfaren skolelærer fra Filippinerne. Hun arbejdede som tjenstepige for en saudisk prins ved navn "Mit'eb Bin Faisal Al Saud."

Corazon havde opsyn med prinsens børn der i lobbyen. Daniel nærmede sig hende og indledte en hyggesnak. Hun var meget glad for at en venlig tysker ville tale med hende.

Daniel fik at vide, at Corazon arbejdede 24 timer i døgnet og ikke havde en eneste fridag. Hun havde arbejdet for den saudiske familie i to år. I disse år havde hun fået blot 300 dollars, som hun sendte hjem til familien i Mindanao. "Dette er en tredjedel af den sum prinsen betaler for en enkelt nat i hotellet. Jeg belv stillet i forventning at skulle få 90 dollars om måneden, det har jeg ikke fået."sagde Corazon med tårevædede øjne. "Det er et helvede. Jeg vil så gerne se mine børn," hulkede hun.

Daniel mødtes med Corazon ved flere lejligheder. Hun fortalte ham at "madam," en af prinsens koner - han har fire - slår hende hvis hun ikke er 'hurtig' nok. "Jeg forstår ikke verden. Hun er religiøs og beder fem gange om dagen og alligevel slår hun mig med sine sko. Hun siger aldrig, 'Tak.' Hvad er hun dog for et religiøst menneske?"

Corazon fortalte Daniel at Prinsen sender sin kone af sted for at shoppe med børnene. "Så ser han pornografiske film og tvinger mig til at have sex med ham og jeg skal opføre mig som de der kvinder i filmen. Det er så ækelt. Udover det er han også relgiøs og beder fem gange om dagen."

"Jeg føler mig som en slave, en prostitueret, ganske gratis" tilføjede Corazon. De behandler mig som en slave. Jeg bad Prinsen og hans hustru om at afskedige mig og lade mig få lov at rejse hjem, selv uden min løn, jeg vil ikke have deres penge. Jeg længsel sådan efter at se mine børn og min mand. Jeg græder hver dag, jeg har ikke set dem i to år. Prinsen konfiskerede mit pas og jeg kan ikke tage afsted uden det. Jeg kontaktéde min ambassade i Riyadhh, men de sagde til mig jeg ikke kan tage afsted uden mit pas. Personalet på den filippinske ambassade i Saudiarabien er korrupt. De får masser af penge af suaidierne til at dysse sager som min ned. Og jeg har ingen penge så jeg kan bestikke dem."

Corazon appellerede til Daniel om hjælp. Hun ønskede at søge asyl i Tyskland. Daniel diskuterede Corazon's sag med sin kolleger og alle besluttede de at hjælpe hende. De henvendte sig til den nærmeste politistation i Berlin og talte med den vagthavende. Han oplyste dem om, "Det er en vanskelig sag. Vi har haft adskillige sager som denne før i tiden. Saudiske prinser har sædvanligvis diplomatpas og nyder immunitet, og det lykkes altid for dem at undgå straf for deres misbrug af tjenestepigerne. I kan forsøge. I kan hjælpe pigen med at søge asyl. Men jeg kan allerede sige det ikke vil lykkes for Jer. Og hun vil heller ikke få asyl."

Daniel var fast besluttet på at hjælpe Corazon. Den 20. december 2008, da Prinsen og hustru var ude og shoppe, forlod Corazon hotellet i Daniel's bil. Han kørte hende til den samme politistation og hjalp hende med at udfylde en asylansøgningsformular.

Cirka tre timer senere, da Prinsen og hustru vendte hjem til hotellet og ikke kunne finde Corazon henvendte de sig til den Saudiske Ambassade. Ambassadøren - i selskab med saudiske sikkerhedsfolk og en tysk sagfører - bad hotellets direktør om at gennemgå alle bevægelser omkring hotellet som var optaget af sikkerhedskamraerne. Pludselig så de Corazon gå ind i en bil. Bilnummeret blev skrevet ned og alle kørte til den nærmeste politistation for at anmelde en bortførelsesag mod ejeren af bilen.

Den saudiske ambassades sagfører bad politiet om at efterforske sagen og køre dem til "bortførerens" hjemadresse. Politiet måtte efterkomme anmodningen. De kørte til der hvor Daniel boede i en studenterlejlighed i Berlin.

For at gøre en lang historie kort fandt politiet Corazon i lejligheden. Den saudiske ambassadør pågreb hende og hun blev kørt tilbage til hotellet. Daniel blev arresteret og anklaget for bortførelsen af Corazon. Corazon var så chokeret og angst at hun ikke kunne tale. For politiet og saudierne var dette en "lykkelig slutning."

Christopher, en ven der arbejder for både Indenrigsministeriet og Udenrigsministeriet som sikkerhedsvagt fortalte mig at den tyske regering har udstedt instrukser til ordenslovhåndhævderne om, hvordan de undgår diplomatiske kriser med saudierne under den nuværende økonomiske og finansielle krise." Vesten har brug for saudiernes petrodollars," sagde Christopher.

Tim, en anden tysk student er engageret i et lignende projekt og opdagede endnu en sag om mishnadling. Denne gang er det en kuwaiter, et tidligere medlem af Parlamentet og en stinkende rig forretningsmand der ejer adskillige supermarkeder i Kuwait og Libanon. Hans navn er Khaled Bin SultanAl Issa.

Da Tim nævnte navnet, sagde jeg, "jeg tror nok jeg kender ham." jeg viste ham et billede af hr. Al Issa. Tim sagde, "Det er ham."

Skønt han er glødende islamist i Parlamentet og i det kuwaitiske samfund, så importerer han alkohol og svinekød fra Tyskland til sine udsalg i Libanon. Dette blev bekræftet af en tysk forretningsforbindelse.

Forklædt som forretningsfolk der søger partnere i Kuwait rejste Tim og Mathias til Handelsministeriet i Hamburg. Der modtog de en liste med forretningspartnere i kuwait. Al Issa's navn var på listen.

Tim og hans kollega holdt øje med Al Issa i hotellobbyen. En dag indledte de en lille samtale med ham og inviterede ham til en natklub. Han modtog invitatione. I natklubben drak han alkohol og dansede vildt.

Det er ikke den samme Al Issa der skriver i kuwaitiske aviser og beder indtrængende om at Sharia indføres. Men han er den samme som så mange andre radikale muslimer der ikke praktiserer det de selv prædiker. Offentligt prædiker de "fromhed" og had mod vantro, men privat begår de de samme synder som de fordømmer, og oveni udnytter de mennesker.

I Hamburg boede Al Issa på en førsteklasses hotel (sep. 12-10,2008) med sine to sønner og en tjenestepige fra Filippinerne, Gloria.

Gloria fortalte Tim en lignende frastødende beretning som Corazons. Hun havde arbejdet for Al Issa i mere end tre år og modtog kun 500 dollars, skønt ifølge sin kontrakt da skulle hun have 90 dollars om måneden. Hendes løn var altid forinket. Udover det blev hun ofte seksuelt misbrugt af hr, Al Issa.

Det lykkedes Gloria, med hjælp af Tim, at indsende en asylansøgning i Hamburg. Fire måneder senere blev hendes ansøgning forkastet og hun blev deporteret tilbage til Kuwait, til sin arbejdsgiver Al Issa, "Tilbage til helvede," som hun senere skrev til Tim.

Al issa's tyske advokat havde anklaget Gloria for at søge job på en natklub i St. Pauli som prostitueret. Ydermere "der er ingen grund overhovedet for at give hende asyl. Hun bliver ikke forfulgt i sit hjemland, Filippinerne." Sagde politiet til Tim.

"Men hvorfor blev hun deporteret til Kuwait og ikke Filippinerne?" spurgte Tim vredt. Politet, "Ingen kommentarer!" Så råbte Tim, "Så hold dog op med at støtte slaveri!"

Tim blev også advaret af Al Issa's advokat om ikke at kontakt medierne. Han og Daniel kontaktede mig og ønskede at jeg skulle offentliggøre sagerne om mishandling.

Tim skrev til adskillige medlemmer af Bundestag, men han modtog enten intet svar, eller "desværre" ytringer.

Tyske politikere, især når det drejer sig om menneskerettigheder er bekymrede, men hykleriske. For eksempel, har Frank Walter Steinmeier, den tyske udenrigsminister erklæret flere gange at Tyskland er klar til at modtage Guantanamo tilbageholdte/terrorister, men tyske myndigheder afviser asylansøgere der virkelig fortjener asyl og beskyttelse.

Menneskerettighedskrænkere er velkomne i Tyskland, men det er deres ofre ikke. Tyske politikere og de førende medier var fulde af lovord til sheikerne af Abu Dhabi for støtten til Mercedes med 2 milliarder dollars i den nuværende økonomiske og finansielle krise. Forhandlingerne er indledt for at tiltrække investorer fra Saudiarabien og Qatar for at redde tyske bilfabrikker som Opel fra konkurs.

Med deres milliarder af petrodollars har de arabiske sheiker indtil nu formået at lukke munden på kritikere af det saudiske regime og de andre emirater ved den persiske golf. Skønt hele verden er klar over at Saudiarabien støtter og betaler for at wahhabistisk Islam kan blive spredt, der opildner til had og vold mod ikke-muslimer og ikke-sunnier over hele kloden, og behandler sine fremmede arbejdere som slaver, da fortsætter forretningerne med Vesten som sædvanlig - herunder Tyskland - forretning først, ikke menneskerettigheder.

Tænk på Tony Blair der standsede en korruptionsag i en våbenhandel (20 milliarder dollars) med Saudiarabien, hvor Prins Bandar Bin Sultan var involveret. Blair argumenterede for at ved at forfølge sagen da ville den britiske våbenindustri blive skadet og tusinder miste deres jobs.

Jürgen Möllemann, tidligere formand for Tysklands Frie Demokrater, begik selvmord i 2003, da hans hemmelige konti blev opdaget i Schweitz. Nogle af pengene på disse konti kom fra saudiere. I mit nærvær, da jeg var tolk for ham i Riyadh i 1995, da modtog han fra prins Salman, Riyadh's guvernør, en check på 40 millioner dollars.

Min bog Die Tyrannei der tausend Prinzen (De tusind prinsers tyranni) blev med vilje ignoreret af de førende tyske medier under pres fra Möllemann og hans slæng.

Penge kommer og går, men manglen på etik og hykleri forbliver en del af arven hos de der udøver dem. For nogle politikere, er politisk overlevelse langt vigtigere en at være politisk korrekt.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Sami Alrabaa, an ex-Muslim, is a professor of Sociology and an Arab-Muslim culture specialist. He has taught at Kuwait University, King Saud University, and Michigan State University. He also writes for theJerusalem Post.

Andre artikler af Sami Alrabaa ved klik