Fornylig besøgte jeg en kvinde som sælger gamle bøger fra sit hjem. Fordi hun akkumulerer flere bøger langt hurtigere end hun sælger var hendes plads i hjemmet gradvist blevet mindre. Man kunne forudse, at tidspunktet, hvor hun ville have, ikke malet sig selv , men 'bøget' op i et hjørne var meget nær.
Der var ikke nok hyldeplads til alle bøgerne, mange af dem lå i bunker fra gulv til loft. Noge af vinduerne i huset var nærmest blænede af bøger, og nærmest som en naturlov så var den bog du søgte næsten altid i bunden af bjerget, og at pille den ud, uden assistance indebar en risko for at blive begravet under en lavine af bøger og bogstøv.
Den bog jeg søgte var en førsteudgave, ikke en der er særlig eftertragtet tror jeg nok, en roman af Eric Ambler, den engelske spændingsforfatter der nu næsten, skønt ufortjent, er glemt, i hvertfald af personer yngre end 50. Han var en prosaens mester og hans skriverier er et nærmere studium værd af forfatterspirer. Han kunne indfatte atmosfæren i et fremmed land som læseren ikke vidste noget om, på et enkelt, nøjagtigt, velklingende og smukt sprog. Skønt - fristes man til at sige nu om stunder - han ikke havde været på universitetet så var hans arbejder dog også intellektuelt kløgtige.
Bogen jeg søgte var "De Kom om Natten", på dansk i 1959 og foregik på en ørepublik ved navn Sunda, som var nabo til Indonesien, der igen engang var en del af Hollandsk Ostindien. Handlingen foregik kort efter uafhængigheden, da en islamisk oprører bevægelse forsøger at vælte den første republikanske regering, ved at hævde den var korrupt, neokolonialistisk og svigtede Islam. I virkeligheden var det kun en magtkamp.
Fortælleren i romanen, en engelsk ingeniør er fanget af oprørsbevægelsen som er ved at blive knust af regeringsstyrkerne med sin tilfældige elsker, en ung europæisk kvinde. Der er en overvældende sandsynlighed for at han og kvinden vil blive dræbt i kamphandlingerne; der opstår situation, hvor han kan flygte, men uden hende. Skønt deres forhold kun er kortvarigt nægter han at redde sit eget skind uden også at redde hendes og ser faren i øjnene sammen med hende.
Selvom Amblers hovedsigte som forfatter var at ville underholde, da var han ikke desto mindre altid i stand til at fremkalde eftertanke: situationen hos fortælleren var særlig tankevækkende for mig.
De som har haft deres liv i tryg sikkerhed spekulerer altid over, hvordan de ville opføre sig i farefulde stunder og ved nogle få lejligheder har jeg selv været i stand til at finde ud af det.
Jeg var i Albanien, for anden gang i mit liv. Den første gang var før det kommunistiske regime fald, den anden kort tid efter. Den nye leder var Sali Berisha, en hjertelæge, og jeg havde sympati for hans regering. Det siges han havde behandlet det store albanske uhyre Enver Hoxha, og jeg undrede mig over, om han nogensinde havde haft lyst til at behandle ham mindre professionelt end godt var.
Under valgene der blev holdt dengang var der en demonstration af kommunister på rådhuspladsen i Tirana, hovedstaden, og politiet, der uden tvivl var ivrige efter at bevise deres anti-kommunistiske nidkærhed gik direkte på dem med knipler, skønt kommunisterne ikke have gjort mere end blot råbt fra frastødende slogans.
Jeg tog mit kamera frem for at fotografere, hvad der skete, og mærkede at jeg blev fastholdt i et jerngreb af en politibetjent, der smed mig om bag i en politibil. De smed også to albanske journalister, der var uvenlig stemt overfor dr. Berisha, og som betragtede demonstrationen ind bag i bilen og bragte os til politistationen. Vi blev hevet ud og fik nogle drag over nakken med en knippel som gav nogle blå mærker i nogle dage.
Vi blev sat i en celle og jeg kunne høre lyden af en mand i en nabocelle der blev gennembanket af poltitet. Jeg fik det indtryk, at det sådan set var standard behandlingen. Politiet, der en par måneder før ville have mishandlet ham som en imperialistisk spion mishandlede ham nu som en kommunistisk reaktionær.
Heldigvis for mig, var min arrestation, hvis det var det den var, blevet set af nogle venner, der straks kontaktede myndighederne. Jeg havde spist middag aftenen før med en højtstående embedsmand i den nye regering, og han, uden tvivl flov og også bekymret om dårlig offentlig omtale trak pligtskyldigt i trådene for at få mig løsladt.
En politibetjent der talte nogle ord engelsk, og som havde snerret af mig ved ankomsten, kom til cellen, åbnede døren, bukkede sig indsmigrende for mig og meddelte at jeg kunne forlade cellen som en fri mand. De andre mænd blev ikke løsladt.
Nu skulle jeg på et splitsekund afgøre med mig selv. Ville jeg være solidarisk med dem og nægte at gå, eller skulle jeg redde mit eget skind og forsøge at gøre noget for dem udenfor fængslet? Det kommer nok ikke som en overraskelse for nogen at jeg valgte det sidste, og jeg sørgede virkelig for at der kom forsvarere til dem. (en anden faktor ved min beslutning var at jeg havde et fly jeg skulle nå, en faktor der dog ikke er særlig moralsk forpligtende), jeg spekulerer stadig på, om jeg handlede rigtigt. Var jeg klog og betænksom eller blot en kujon? Ville det have gjort nogen noget godt hvis jeg havde nægte at blive løsladt uden dem? Jeg ved det stadig ikke.
I det mindste opførte jeg mig ikke som en helt. Der er det der med helte at de selvfølgelig ikke er særlig almindelige; hvis de var så ville der jo ikke være helte. Jeg mener ikke det er et fornuftigt moralsk krav til nogen at han skal være en helt, kun at han ikke skal være et svin. Mens jeg læser Ambler da følte jeg mig ikke så nobel som hans protagonis. Det er sandt at mit slægtskab med de to mænd i min celle ikke var særlig intimt, som protagonistens med den europæiske kvinde; men der er ikke noget som at være indespærret i en celle med andre og med den sandsynlighed at du vil blive gennembanket for at have haft et ikke særlig nært, og slet ikke længerevarende venskab. Som doktor Johnson kunne have sagt det "Vær sikker på det, sir, når en mand ved at han selv eller hans cellekammerater bliver gennembanket om fem minutter, se det skaber en følelse af pligt overfor de andre."
Jeg mener ikke at nutidens tilsvarende romaner er nær så gode som Ambler's.
Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar