Den ægte Lincoln

Der er kun en Lincoln

Yervand Kochar

Det forunderlige ved Abraham Lincoln var hans evne til samle fraktioner i samfundet der var imod hinanden, samtidig med at de opretholdt deres forskelligartethed. Denne evne til at gennemskue modsætninger gjorde ham brugbar for diamentralt modsatte synspunkter og overbevisninger.

Lincoln blev en inspirator for såvel Republikanerne som Demokraterne, evangeliske konservative og de liberal-progressive. Selv de altid forstokkede kommunister og de altid vrede radikale socialister kan finde en inspirationsglød i Lincolns personlighed.Dog efter at hver gruppe har skabt sig sin egen forestilling om Lincoln udfra deres egen manual, så har vi også mistet overblikket over den ægte Lincoln. Lincoln er blevet til et koncept, og ethvert koncept kan der manipuleres med så det passer til ideologierne og usikkerhederne ved socio-politikken.

Som med alt andet under solen er det de mest usikre og de mest ubegrundede ideologier der manipulerede grundigst med Lincoln, og påstod, at de var ham nærmest. I virkeligheden er der og var kun en Lincoln. Mange politikere har sammenlignet og fortsætter med at sammenligne sig med Lincoln uden forståelse for at det der forvandlede den fattige tårnhøje fyr fra Midtvesten til Abrham Lincoln ikke var hans ydre fremtræden eller det miljø han omgikkes.

Idag tror mange 'Lincoln efterlignere' i politik, at det at være ung og karsimatisk, altså komme fra pjalter og laser til rigdom, være talsmand for de undertrykte, at komme fra 'Springfield,' Illinois, eller måske endda foretage samme togrejse ved sin indsættelse er det der gør en til en ægte Abraham Lincoln.

Det er den letkøbte version af Lincoln.

Faktisk er det at blive skudt i baghoveder for kompromisløst at udkæmpe en upopulær krig det der gør den ægte Abraham Lincoln.

Det er egenligt sørgeligt at 150 år efter Civil War har hele tankesættet som Lincoln bekæmpede hele sit liv, og som han blev myrdet for, nu endeligt afsluttet kidnapningen af hans eftermæle.

Gennem den igangværende "tøseficering" og kastration af samfundet er vi kommet frem til et billede af Lincoln, som gennemført pacifist, en venlig og kærlig far der forenede nationen. Vi får et halvdårligt billede af manden, og bliver oplært til at ignorere den kendsgerning, at før han forenede landet, da splittede han det. Han forenede det ikke gennem sin godhed, men ved en "forfærdelig brug af sværdet." Han forenede det ved at smadre og nedbrænde byer, ved at ofre hundretusindvis af mænd og ved at ødelægge en hel civilisation.

Vi får solgt billedet af Lincoln som sagførereren, men før han blev sagfører kløvede han træstammer, han var en lidenskabelig bryder, der når han kom til en ny by udfordrede den stærkeste mand i området, og slog ham bevidstløs foran et forundret publikum.

Vi skal ikke glemme denne mands barskhed og hårdførhed.

Han var hverken pacifist i sit personlige liv som i det politiske; han var en der kæmpede, en kriger. Det er kun med baggrund i denne Midtvestlige styrke, at vi kan finde frem til og værdsætte hans venlighed og godhed. Det er også vigtigt at huske, at det ikke kun var han udprægede venlighed der gjorde ham stor, men også hans udprægede fornemmelse for retfærdighed.

Retfærdighed er en balance mellem nåde og alvorlighed. I dette perspektiv er der ingen tvivl om at Lincoln besad den gode vilje. Da Robert E. Lee overgav sig ved Appomattox hævdede han, at han overgav sig lige så meget til Lincolns godhed som til Grants hær. Lincolns personlige overvejelser om den tragiske krig er legendariske og hans kærlighed til alle sine medamerikanere, både i Nord som Syden, kan ikke diskuteres. Men for at få et ægte billede af manden da må vi anerkende den anden side af hans personlighed. Den side der gik ind for at dræbe og indføre retfærdighed gennem en afstraffende krig, den gennemførte overbevisning der ikke lod sig standse, evnen til at ofre andre og ultimativt sig eget liv for et ideal.

Dette er billedet der er blevet slettet af de Skriftkloge og Farisæerne hos de lærde i Amerika, der har forvandlet Lincoln til en anti-krigs marxist så han passer ind i deres eget frygtsomme verdenssyn.

Gennem medierne tegner de et billede af Lincolm i 'akvarel' og hænger det op i deres plastic udstillingshaller. Samtidig med at de ville glorificere dette nye ikon ville de slet ikke kunne forestille sig, at hvis de nu selv havde levet på Lincolns tid, så ville de være de første der ville forbyde at han blev vist som ikon.

De som glorificerer Lincoln i dag er de samme som korsfæstede ham i går, og vil fornægte ham og rette anklage mod ham hver gang han dukker op.

Et eller andet sted på det glemte loftsrum af vor nationale hukommelse hænger der et andet billede af Lincoln. Det er et billede skabt med et søm på rusten jern, et billede der kan virke skræmmende i en voldsom kamp. Det er det billede som hans ven kunne betragte da han sammenlignede Lincolns udseende med en indianerhøvdings der kommer ind i fjendens lejr. Det er et billede der er så dybt rodfæstet i psyken fra Syden at mange stadig ikke kan tilgive eller glemme det på grund af den ødelæggelse han bragte over dem og deres familier. Kort sagt det er et billede som vi må affinde os med, ellers tvinges vi til at skulle se på det gennem personers øjne, de personer der aldrig rigtig forstod manden, og aldrig værdsatte hvad han gjorde.

Yervand Kochar