Mega-egoers drivkraft

Mega-egoer

En interessant gennemgang af fænomenet mega-egoer.

Paul Shlichta

Lad os betragte mega-egoen en underart af menneskeheden der altid har været iblandt os, og som nu for tiden blomstrer i Amerika, Vi kender dem fra medierne og fra vore nærmeste omgivelser.

Hvert værtshus i landbyen har sin gamle drukkenbolt der mellem snapsene vil kværne løs i timevis og løse alverdens problemer med en kraftig selvtillidsfuld stemme. Men undertiden, får en sådan person indflydelse, eller bliver måske endda kendt , og hans skråsikre udtalelser bliver lyttet til med alvor. Han nyder at indtage, og bade sig i den beundring hans overernærede ego bliver endnu større.

Historien er fyldt med eksempeler på mega-egoer, alt for ofte som diktatorer og erobrere. At dømme ud fra hans skriverier og hans medarbejderes erindringer var Hitler et klassisk tilfælde. Roosevelt var muligvis endnu en. Jeg har haft lejlighed til at være blandt publikum med et par stykker af mere nutidige eksempler:

• Engang sent i 1950'erne besøgte feltmarskal Bernard Law Montgomery, sejrherren fra El Alamein Californiens Tekniske Institut. Da der ikke var et auditorium der var stort nok til den forventede tilhørerskare blev foredraget holdt på et atletikstadium. Generalen kom skridende ind, og efter bifaldet meddelte han, at i stedet for at tale om El Alamein og 2. Verdenskrig da ville han tale om verdens anliggender, han ville gå igennem, og rette de legender der var om ham. Han talte derpå direkte ud af posen om, at det han havde sagt til taxachaufføren om Rommel var sandt, hvad han skulle have sagt til Chruchille ikke var sandt og så videre, legende efter legende. 2 timer senere vaklede publikum bort derfra med endnu mere Montgomerymani, end de kunne fordøje. Var de indstillet på mere ville han med glæde have givet dem det.
• 
  
• Lige før 1972 valget besøgte jeg nogle venstreorienterede venner i nærheden af Boston der meget snedigt fik mig med til et McGovern møde, hvor den annoncerede taler skulle være John Kenneth Galbraith, som George nu her fornylig krediterede for at have gjort liberalismen til "en nedladenhedsdoktrin." Mine værter vidste udmærket godt, at jeg væmmedes ved Galbraith. Det kunne dog være, at jeg måske ville kunne lide manden når jeg nu hørte og så ham personligt. Det var ikke tilfældet. Han kom og talte ned til sit publikum og forklarede overfor dem, med så enkle ord så de kunne forstå det, hvorfor enhver fornuftig mand ville vælge McGovern fremfor Nixon. Jeg gik derfra, lettet over at han havde vist sig endnnu mere afskyelig end jeg jeg kunne have håbet.

• En lørdag morgen lyttede jeg til LA's Kulturelle radiostation, jeg havnede midt i et interview. I en halv time forklarede den anonyme berømthed nedladende, hvad Eisenhower burde have gjort, hvilke fejl Johnson havde foretaget og hvad landet burde gøre nu. Jeg vidste jeg lyttede til en ægte vidunderlig mega-ego'er, og gennemså derpå listen over programmet. Det kunne ikke være Galbraith, eller da der ikke var accent, Kissinger. Jeg måtte tilsidst konstatere at det måtte være Gore Vidal.

Disse eksempler demonstrerer den overraskende kendsgerning at mega-egoerne ikke nødvendigvis er dumme. Undertiden er de det. Da de er eksperter på et område, så mener de de også er eksperter på alt andet, og det kan de også være. De har sædvanligvis, i det mindste en durkdrevenhed der, hvis man ikke er opmærksom kan få dem til at virke triumferende over deres intellektuelle samtalepartnere. Deres hovedkaraktertræk, uanset om de er tåber eller genier, er en opsvulmet selvbevidsthed og en uafrystelig tro på deres egen alviden.

Indrømmet, narcissister har de samme karaktertræk. For at miscitere Dryden:

"Mega-ego er helt sikker narcissisternes nærmeste allierede. Kun små forskelle adskiller dem fra hinanden."

Man kan imidlertid meget let se forskel på dem ved deres reaktion på kritik. Narcissister bliver fornærmede og går i forsvarsposition mens mega-egoerne taler alfaderligt ned til dig og gør opmærksom på din tåbelige mangel af værdsættelse af deres visdom.

Mega-egoerne er ikke nødvendigvis de værste egoister. Deres begærlighed efter beundring og ros fra andre - et forkvaklet ønske som teologer benævner som "menneskelig respekt" -- skildrer egentlig en rørende sårbarhed, de er bekymrede for, hvad andre mener om dem. Det er sandt at de kan gøre uoprettelig skade, men andre typer er endnu mere farlige.

Et underudviklet ego, som Nixons, kan forårsage alvorlig skade på grund at den indre plagende usikkerhed. Yderst på fløjen langt udover det som de 'almindelige' mega-egoer kan præstere, alt for intelligente og altfor selvbevidste og hungrende efter pøblens hyldest, har vi giga-egoerne. Rolig, ikke anmassende og yderst sikker på sig selv kan han gøre uopretteligt mere skade end en flok mega-egoer.

Jeg mener jeg mødte en giga-ego engang. I 1956 ved et frokostmøde, hørte jeg en tale af dommer William O. Douglas. Han var absolut ingen Montgomery. Han talte stille og beskedent, ikke om sig selv, men om juridiske problemer, med lidenskabelig kompetence og myndighed. I spørgetiden spurgte jeg. "Nu da alle rettigheder har deres grænser, såsom det at ofre livet for religionsfriheden, har De så nogen standard eller regel for, hvad der bestemmer hvad disse grænser er?" Han så intenst på mig et øjeblik og sagde så empatisk, "Nej!" Jeg følte vi fuldstændigt havde misforstået hinanden. Han fornemmede (korrekt) at jeg havde antydet "hvordan kan De dog vove at være dommer i sådanne sager, har de nogen standard udover deres egen mening?" og han havde faktisk svaret, "jeg er standarden. Det er mig der sætter grænserne, som jeg selv synes de skal sætte!"

Jeg havde fornemmelsen af, trods hans belevne opførsel, at han var i stand til at begå stor ondskab. Min intuition blev bekræftet år senere, da jeg erfarede hvordan han, som arkitekten bag Roe versus Wade beslutningen havde konkluderet at "landet nu var klar til abort" og han havde dygtigt manipuleret sine kolleger udi i juraen til at antage hans holdning. (Hvis du mener jeg overdriver så læs sider 165-189 i bogen The Brethren af Woodward og Armstrong.)

Herefter, ligesom en astronom, der tålmodigt holder øje med universet for at finde en supernova, har jeg søgt efter endnu nogle giga-egoer at Douglas størrelsen. Tør jeg nævne George Soros?

For at komme tilbage til blot mega-egoerne: Berømthederne er blot toppen af isbjerger. Ethvert universitet har sin andel, som man let kan genkende hos forelæsningernes skuespiller med den teatralske empatiske stemme, dog med en rockstjernes selvbevidsthed. Der er mega-egoer i forretningsverdenen, hos advokater og hos ingeniører. Et førende ingeniørfirma i den sydlige del af Californien, berømte for deres omhyggelige arbejde og gennemført ordnede forhold, og skriveborde, kræver at hver ingeniør skal have et eksemplar af Grundlæggerens bog om 'sådan skal det gøres' - og de stakkels djævle bliver udspurgt regelmæssigt for at sikre sig at de kunne huske de hellige tekster.

Den højeste koncentration af mega-egoer findes i litteraturens verden, især indenfor journalistik. Klummeskrivere bliver trods alt betalt for at være alvidende, eller i det mindste forekomme at være det. Mega-egoerne blandt dem tror virkelig på deres ufejlbarlighed og udsteder deres mest tilfældige meninger som om de netop havde modtaget dem af Gud på Sinai. Se blot på Michael Moore, hvis omfattende selvbevidsthed om hans sags retfærdighed gør ham i samme omfang glemsom overfor kendsgerninger der kunne sige ham imod. Endnu en er Maureen Dowd. Når hun er bedst kan hun skrive godt og være skarpsindig og indsigtsfuld. Oftest synker hun dog ned i førnævnte landsbys fordrukne sludder og sladder, af begrænset klogskab, men med ubegrænset selvtillid, hun kender "sandheden" om alt og alle i byen og erklærer denne med en triumferende brægen.

Man skulle nu tro at mega-egoerne kunne findes i overmål i politik, de står dog sjældent i frontrækkerne. Jeg tror det skyldes, Gud ske tak, at offentligheden kan gennemskue de fleste mega-egoer, så disse kun holder sig til en begrænset kult af tilbedere. Derfor er mega-egoisme ofte et tredjeparts fænomen. Ralp Nader og Ross Perot er pragtfulde eksempler og ups, jeg næsten glemt Lyndon LaRouche. Dog som Roosevelt beviste er der et glasloft for præsidenter med mega-egoer.

Kongressen er faktisk skueplads for mega-egoer, eller snarere en udrugningsanstalt for dem. Trods alt, når du skal gennemgå en bedømmelse i omfattende grad af lovgivningsmæssige emner og gentagne gange posere foran dit vælgerkorps som en ekspert på alle områderne er det tilgivet, hvis du begynder at tro på din egen alvidenhed. Jeg taler ikke her om Nancy, der forekommer at være på kanten af et sammenbrud, men snarere om elskelige fjolser som Joe Biden.

Endelig hvad så med Joe's nye chef præsidenten? Hans overpumpede billede af sig selv har fået mig til, og andre, at benævne ham som narcissicist. Men er han mon i stedet en Rooseveltisk mega-ego?

Jeg tror ikke det betyder noget. I hvert tilfælde fører den selvidoliserende selvbevidsthed til en hensynsløs uansvarlighed der kan sammenlignes med et blebarn der styrer en bulldozer- (Tænk blot på Roosevelts tro på, at han kunne "klare" Stalin.) Hungeren efter ros og hæder indebærer i sig selv en sårbarhed for manipulation af medarbejdere eller endog af modstandere. De to patologier adskiller sig kun ved de knapper en manipulator vil benytte sig af.

Under alle omstændigheder, så skal du nu spænde sikkerhedsselen. Det bliver en hård køretur.