Heltene fra småbyerne ude på landet

Heltene fra småbyerne ude på landet

I anledning af 65. årsdagen for D-Dag denne artikel

Det er ikke tilfældigt at så mange af vore helte stammer fra småbyer med navne som ingen kender.

Rick Moran

Det er sent på foråret i Streator, Illinois, og som tusinder af andre steder over hele det centrale Amerika, er duften af nypløjet jord på landmændenes marker signalet til en ny begyndelse i den evige cyklus af fødsel til død til fødsel igen, som vi alle er afhængig af for at kunne opretholde livet. Livets mirakel der nu er lagt i den rige sorte præiremuld vil endnu engang forbavse os når de nøgne marker der strækker sig fra horisont til horisont, som med magi vil blive til lysegrønne af spirer fra kvalitets bioteknisk såsæd, der er skabt til at gro med en utrolig hast, og kan modstå næsten alt det naturen angriber den med.

Jeg har boet på landet, i forstæderne, i indre by og nu igen på landet i Amerika. Den beskrevne enkle livscyklus dominerer livshastigheden i de små byer der ligger spredt udover landskabet på prærien, og indgyder menneskene der en dyb respekt for landet og Herrens overflod der høstes som et resultat af hårdt arbejde, sved og en god portion held.

Det er måske ikke tilfældigt derfor at så mange af Amerikas faldne i kamp stammer fra byer med stednavne som er familiære kun hos de som bor der, og kun et stenkast borte fra, hvor disse helte voksende op.

Hvem har mon hørt om Clairsville, Ohio, fødestedet for Medal of Honor Winner Sylvester Antolak? Blandt de heroiske handlinger der nævnes i hans levnedsbeskrivelse er:

Med den ene skulder alvorligt smadret, og hans højre arm læderet fortsatte han i dyb koncentration direkte mod fjendens ild med maskinpistolen fastklemt under sin raske arm, indtil han var 10 meter fra fjendens forpost, derpå åbnede han ild på en dræbende nær afstand, dræbte 2 tyske soldater og tvang de resterendende 10 til overgivelse. Han omorganiserede sine mænd og, samtidig med at han nægtede at få lægehjælp, som han virkelig havde brug for, valgte han at føre an imod endnu en befæstning 70 meter fremme. Igen uden at tage hensyn til haglbygen af kugler der var rettet mod ham stormede han fremad de næste 50 meter mellem forposterne, indtil han blev ramt og dræbt øjeblikkeligt af fjendens ild. Inspireret af hans eksempel, fortsatte hans deling med at overvinde de fjendtlige tropper. Gennem hans enestående offer, uovertrufne kampmod, og heltemodige ansvarsfølelse i angrebet var sergent Antolak direkte ansvarlig for at 20 tyskere blev sat ud af kampen, at en fjendtlig maskingeværede blev erobret, og at hans deling kunne fortsætte fremrykningen.

Hundredevis af andre Medal of Honor modtagere kan gøre krav på en lignende baggrund, ved at være vokset op i små udsteder og landsbyer på landet som, man i mange tilfælde med tiden glemmer og som verden er gået forbi. Kulturen i Amerikas småbyer er blevet latterliggjort, kritiseret og foragtet - især i løbet af de sidste åriter - af en elite der ikke kan begribe at nogen dog kan ønske af bo mere end et par kilometer fra et operahus eller kunstmuseum. De kan heller ikke forstå at nogen kan tilvælge det stille liv på landet fremfor rushet og kakofonien i den store by.

Derfor foragter de disse simple indbyggere - de der er hele baggrunden for livet, kærligheden, kampviljen og offerviljen for Amerika -- fordi de i substansen selv er det de anklager folk fra småbyerne for at være: hyklere og fordomsfulde.

Hvis disse elitære dog ville åbne øjnene da kunne de risikere at opdage at mennesker der bor i småbyerne har nøjagtigt de samme værdinormer som de der bor i de større byer og i forstæderne. Amerikanske værdier er de samme uanset hvor du bor. Forskellen er, at de måske er mere fra hjertet i grundholdningen i de små byer, end på steder der kan prale af store befolkninger og multikulturel forskellighed. Patriotisme synes at forekomme som mere inderligt og ægte i landdistrikterne, som en naturlig del af livet, end hos bybefolkningerne i Amerika.

Måske skyldes det, at når man viser sin patriotisme så sammenlignes det med at have en "usofistikeret" holdning -- en slags mangel på verdenstræthed og kynisme som de 'smarte' personificerer - de elitære beskylder os fra 'flyover country' for at være i besiddelse af en enfoldigs opfattelse af, hvordan verden hænger sammen. I denne kontekst er patriotiske følelser og holdninger mistænkelige. Ligefremme manifestationer af patriotisme kommer betænkeligt tæt på at virke ophidsende på den kosmopolitanske selvopfattelse hos amerikanere der ikke har baggrund i den velsignede levemåde i de mere pastorale omgivelser. Et sådant følelsesudbrud, når det drejer sig om Amerika, står i kontrast til den blaserte, mere forfinede holdning hos vore bedrevidende, der værdsætter enhver lejlighed til at føle sig bare en smule overlegen overfor bondeknoldene der viser flaget ærbødighed i stedet for at brænde det.

Den største forskel mellem by og land er imidlertid den, at i landdistriktets Amerika, er ordet "samfund" opfattet bogstaveligt, ikke som den politiske opfattelse af udtrykket der kommer til udtryk i de større byer. Småbyfolk kan være trætte af udefrakommende og forekomme at være lidt fåmælte over fremmede. Men når det drejer sig om at hjælpe en nabo i nød, da giver de deres sidste skjorte, hvis det er nødvendigt. Jo, de kan være reserverede og uinteresserede i hvad der sker udenfor deres umiddelbare omgangskreds af venner og familie. Verdens forholdene kan virke kedelige for dem. Nationale anliggender kan være noget mange kun giver opmærksomhed hvert fjerde år.

Men når det drejer sig om det nære "samfund," da personificeres Amerika som Russell Kirk beskriver det:

Skønt amerikanerne altid har været optaget af privatlivets ukrænkelighed og private rettigheder er de også et folk der er interesseret i, at ånden i samfundet skal være en succes. I et rigtigt samfund er beslutninger der mest direkte berører borgernes liv besluttet lokalt og frivilligt. Nogle af disse funktioner udføres af lokale politiske råd, andre af private sammenslutninger: Så længe de er på lokalt plant, og er kendetegnet ved bred enighed hos dem der berører, da udgør det et sundt samfund.

Tro -- på Gud og hinanden -- og en bindende følelse af samhøringhed der manifesterer sig ved at dette "frivillige samfund" hjælper hinanden og støtter sig til hinanden i gode som dårlige tider, det er det der betyder noget i småbyernes Amerika. Her er ikke behov for nogen socialarbejdere. Her organiseres alt gennem deres lokale kirke, eller frivilllige brandvæsen, eller loge eller andre foreninger som man vælger at tilslutte sig.

Derfor burde det ikke være en overraskelde, at så mange Medal of Honor modtagere er født og vokset op i småbyer og landsbyer, hvor "samfundet" betyder mere end et ord som politikere fremfører regelmæssigt i valgkampe. Selvfølgelig hædrer Memorial Day alle fra hele Amerika - fra hver en storby, provinsby og landsby - der ikke modtager den fineste æresbevisning. Hver person der døde i kamp er det samme som en ubegribelig smerte hos de efterladte elskede. Hvert tab føles oprigtigt i såvel større som mindre samfund over hele Amerika, hvor indbyggerne der var villige til at give "den hele og fulde forpligtelse" for at vi kan vedblive at være frie æres.

Hvor er det et bemærkelsesværdigt eksempel, at der i disse småbyer er rejst mindestene for de faldne. Jeg har set dem på mine rejser gennem Midtvesten. jeg har set dem i Michigan, Ohio, Iowa, Indiana, Minnesota og over hele Illinois. Mange af dem blev skabt efter Civil War (Borgerkrigen) med højtidelige tilføjelser efter hver efterfølgende konflikt. En sten eller statue der ærer den døde i en bestemt krig. Andre igen ærer alle de dræbte indbyggere der blev dræbt i kamp siden byens oprettelse. De fleste har en liste over hver krig. Nogle lister er længere end andre, nogle kortere. Alle monumenterne er smukt udført, og vedligeholdes perfekt. De fleste har en fremtrædende plads i bycentret, i en park eller på en plads, og nogle findes på gamle kirkegårde.

Streator skiller sig ikke ud i den henseende. Her er ren række mindesten for hver konflikt i amerikansk historie og de kræver noget plads i byens park i nærheden af bymidten. Graniten og marmor udsmykningerne skinner, fordi de vedligeholdes omhyggeligt. Man kan spejle sig i bronzestatuerne og i de tavse kanoner, så godt passes og plejes de. Mange gang når jeg er kørt forbi en sen eftermiddag har jeg set nogen, en ukendt veteran, måske - der erstatter de visne blomster med friske eller som fejer fliserne foran det imponerende mindesmærke for Vietnam Krigen. Jeg kan forestille mig, at denne scene gentages i tusinder af byer og landsbyer over hele Amerika regelmæssigt, som en forpligtelse til at vedligeholde mindesmærket for de lokale kæmpende der faldt. Det er blot den måde man markerer regelmæssigt at tiden går i småbyernes Amerika.

Memorial Day i Streator var noget særligt i år. En seks fod høj obelisk tilegnet mænd fra Streator der faldt under Civil War blev aflsøret på Veteran Plaza og står nu som en tavs skildvagt over mod og forpligtelse, sammen med de andre mindesmærker i krige udkæmpet af USA. Navngivet på obelisken er to brødre - Lyston og Orion Howe - der til trods for deres ungdom og lille vækst bidrog til krigsbestræbelserne som trommeslagere.

Lyston var måske den yngste soldat i Union Army (Nordstatshæren), ifølge Streator Times:

Da Liston blev indskrevet sammen med sin fader i 15. Illinois Volunteer Infantry i 1861 var hun kun 10 år og 9 måneder gammel. I 1906 blev det besluttet gennem forbundspensionskontoret, at Lyston måtte være den yngste soldat.

Senere, under krigen, tjente de alle tre i 55. Illinois Volunteer Infantry.

Det er blevet anslået at der var ca. 100000 sådanne trommeslagere under 15 år i de to hære. De spillede en vigtig rolle i regimenternes liv og i kamp. De slog an til reveille, til måltiderne, til eksercits og til natteroen. De trommede til officerernes kommandoer, ligesom de holdt kadencen på marcher.

På slagmarken holdt de sig nær ved den øverstbefalende officer og signalerede, gennem trommerne, instruktioner til tropperne. Når de ikke trommede tjente drengene som bærere af bårer til ambulancerne.

I tilfældet med Orion Howe, Lystons ældre broder, kom lejligheden til at vise sit mod under ild ved slaget om Vicksburg. Hans Medal of Honor inskription (blev givet i 1866) siger:

En trommedreng, 14 år gammel, og alvorligt såret og udsat for tung fjendtlig ild, insisterede dog på at blive på slagmarken indtil han kunne rapportere til General W. T. Sherman om nødvendigheden af flere granater til brug for tropperne der var under kommando af oberst Malmborg.

Det tog Orion mange måneder at komme sig af sine sår ved Vicksburg, men med tiden tilsluttede han sig igen sit regiment og forblev hos dem til krigen sluttede.

Abe Lincoln gav Orion en udnævnelse til Flådeakademiet for hans tapperhed. Han gik dog ind i Handelsflåden i stedet og flyttede derpå til Streator, hvor han åbnede en sadelmagerbutik. Den unge mand blev dog noget af en omflakker, flyttede tilbage til Streator i nogle få år og tog derpå altid afsted på nye eventyr andre steder. Hans bror Lyston slog sig med tiden ned i Streator, hvor han fik familie og boede til den modne alder af 87.

Der er tusinder af sådanne byer i Amerika der, selvom de måske ikke kan prale med en Medal of Honor modtager ikke destomindre kan være stolte af den tjeneste som en type som Orion Howe ydede. På Mindedagen alt mens musikorkestrene fra Hig School spiller de gammelkendte patriotiske melodider og unge som gamle samles om monumenterne i byparken eller på grønne pladser for at mindes de faldnes ofre, da ville de måske være passende at huske på de værdier disse mænd og kvinder besad dybt i deres hjerter -- værdierne der holdt dem oppe i deres prøvelsens stund. Ja, vi burde ære de døde for deres offervillighed. Vi burde også ære dem for deres gennemamerikanske værdier der gav tilskyndelse til deres patriotisme og den dybfølge tro som vi så stolt deler med dem.

Andre artikler af Rick Moran ved klik