Psykoterapi for venstrefløjen
At føre en samtale med venstreorienterede kan være frustrerende, fordi man ikke kan benytte kendsgerninger som beviser. Det vil kun gøre dem urolige og vrede, og de vil efterfølgende beslutte aldrig at tale med folk som dig. De fleste venstreorienterede lever i en drømmeverden, eller på lyserøde skyer der svæver lige over deres hovedskal og de modstår bestræbelserne på at få dem involveret i en fornuftig samtale.
Vore medier er perfekte eksempler på dette. De vil ikke tage ved lære. De vil aldrig lytte til andres meninger. De er overbevist om at de ikke kan lære noget nyt. Intellektuelt er de fastlåst, fastlåst, fastlåst.
(Det kan være grunden til at medierne er på randen af en konkurs og gud ske tak og lov for det. I årevis er de sluppet afsted med en endeløs parade af skamløst vrøvl. Det gør de såmænd stadig. Det er rigtigt pinligt.)
At samtale med venstreorienterede er næsten ligesom at være i terapi. Den første lektion enhver psykiater lærer er, at de fleste klienter ikke hører efter. De lader blot som om de hører efter, og derpå retter de sig ikke efter selv det mest fornuftige råd. Så at samtale er altså ikke kuren. Samtale virker ikke. Hvis samtale hjalp ja, så ville der ingen klienter være.
Hvad skal man så gøre?
Ja, man må vente på at livet kommer til hjælp.
Derpå, langsomt, en lille smule ad gangen kan man venligt påvise udveje og redskaber, hvor klienten kan hjælpe sig selv ad flere omgange.
Terapeuter forandrer ikke mennesker. Det gør livet - undertiden, hvis vi er heldige og meget tålmodige.
En god terapeut kan forandre livet så man er opmærksom på de lejligheder der er til at lære. Men man skal være meget, meget tålmodig og overbærende. Klienten skal samtidig være meget opsat på at lære.
Sådan er det at samtale med venstreorienterede. Alt imens Obamanistaerne løber linen ud i selvforherligelse, pudser fjerene og spankulerer stolt om overfor verdens medier, da støder de ind i de barske realiteters mure, og får en blodtud her, et blåt øje der som livet jo giver en i massevis. Hver dag medfører nye lektioner. Obeerne handler allerede ligesom George W. Bush i Afghanistan og Irak, har du bemærket det? Deres handlinger afviger ikke synderligt fra den administration der blev den mest udskældte i historien, det som er forandret er måden at tale på.
Flot ikke?
Når det drejer sig om økonomien er de håbløse. Demokrater fra Midtvesten har allerde nægtet at begå politisk selvmord med handlen med CO2. Så det fører ingen steder hen.
Alt imens den økonomiske nedtur begynder at gøre ondt, så kan du være sikker på at Obeeren vil beskylde Republikanerne for ikke at ville frelse dem fra deres egen suppedas. Det er af yderste vigtighed at Republikanerne minder det amerikanske folk om, at de ikke skal anerkende Obama's egomaniske fantasier. Hold fast og ud, rid stormen af og folket vil klare sig.
Hvis USA er meget heldig, så vil Obama - der altid opfører sig som en nystudent, der altid står frem for at bevise hvor dygtig han er - denne Obama vil måske kunne lære at undgå de værste internationale fælder og faldgruber.
Hvis vi er heldige.
Hvis ikke vil USA igen blive som under Carter - i Iran, som med Rusland, Mellemøsten og FN. Det er de steder hvor Jimmy Carter virkelig fik nogen på tuden. Derefter gav han Republikanerne skylden for sine fejl.
Sammen med Yasser Arafat og palæstinenserne vred Jimmy Carter armene om på israelerne flere gange og endelig fik han den såkaldte fredsaftale som bare aldrig virkede. Han modtog Nobel Prisen fra den åndssvage Oslo Nobel Komite, men fik ingen succes overhovedet. Gæt på, hvem der fik skylden for de fiaskoer? Når nogen er mentalt ramt, har de kun en historie at fortælle uanset, hvordan virkeligheden så end er. De skal bare give skylden på andre for deres katastrofer -- alternativet er at give skylden til sig selv, og de kan de bare ikke få sig selv til.
Med Ruslands Breznev der invaderede Afghanistan efter han havde sagt til Jimmy, at det ville han ikke, og med Iran gjorde Jimmy Carter det muligt for at det værste tilbageskridt middelalderen med e Ayatollah Khomeine som anfører i overtagelsen af det land i mellemøsten der udviklede sig hurtigst og som blev ført det direkte tilbage til Stenalderen. Iranerne er i utrolig grad dygtige mennesker. I Vesten klarer de sig rigtig godt, når mulighederne ikke begrænses og deres liv ikke bliver undertrykt.
Men i selve Iran har de sidste tre årtier være smertefulde og pinagtige uden nogen grund. Krigen mellem Iran og Saddam Hussein kostede en million menneskeliv. Saddam ville ikke have angrebet Iran med Shahen som regent, fordi USA ville have støttet Shahen. Shahen ville ikke have sendt teenagemartyrer på motorcykler ind i minefelterne for at åbne en vej for sine angrebstropper. Shahen, på trods af alle sine fejl, var en modernist og ville have sparet sit folk for endeløs smerte og lidelse. Idag er Iran en model for moderne islamisme, men kun for vor helt Jimmy Carter. Nu truer Iran alle med atomvåbenfaren i Mellemøsten, der derfra kan sprede sig til hele verden.
Vore medier er perfekte eksempler på dette. De vil ikke tage ved lære. De vil aldrig lytte til andres meninger. De er overbevist om at de ikke kan lære noget nyt. Intellektuelt er de fastlåst, fastlåst, fastlåst.
(Det kan være grunden til at medierne er på randen af en konkurs og gud ske tak og lov for det. I årevis er de sluppet afsted med en endeløs parade af skamløst vrøvl. Det gør de såmænd stadig. Det er rigtigt pinligt.)
At samtale med venstreorienterede er næsten ligesom at være i terapi. Den første lektion enhver psykiater lærer er, at de fleste klienter ikke hører efter. De lader blot som om de hører efter, og derpå retter de sig ikke efter selv det mest fornuftige råd. Så at samtale er altså ikke kuren. Samtale virker ikke. Hvis samtale hjalp ja, så ville der ingen klienter være.
Hvad skal man så gøre?
Ja, man må vente på at livet kommer til hjælp.
Derpå, langsomt, en lille smule ad gangen kan man venligt påvise udveje og redskaber, hvor klienten kan hjælpe sig selv ad flere omgange.
Terapeuter forandrer ikke mennesker. Det gør livet - undertiden, hvis vi er heldige og meget tålmodige.
En god terapeut kan forandre livet så man er opmærksom på de lejligheder der er til at lære. Men man skal være meget, meget tålmodig og overbærende. Klienten skal samtidig være meget opsat på at lære.
Sådan er det at samtale med venstreorienterede. Alt imens Obamanistaerne løber linen ud i selvforherligelse, pudser fjerene og spankulerer stolt om overfor verdens medier, da støder de ind i de barske realiteters mure, og får en blodtud her, et blåt øje der som livet jo giver en i massevis. Hver dag medfører nye lektioner. Obeerne handler allerede ligesom George W. Bush i Afghanistan og Irak, har du bemærket det? Deres handlinger afviger ikke synderligt fra den administration der blev den mest udskældte i historien, det som er forandret er måden at tale på.
Flot ikke?
Når det drejer sig om økonomien er de håbløse. Demokrater fra Midtvesten har allerde nægtet at begå politisk selvmord med handlen med CO2. Så det fører ingen steder hen.
Alt imens den økonomiske nedtur begynder at gøre ondt, så kan du være sikker på at Obeeren vil beskylde Republikanerne for ikke at ville frelse dem fra deres egen suppedas. Det er af yderste vigtighed at Republikanerne minder det amerikanske folk om, at de ikke skal anerkende Obama's egomaniske fantasier. Hold fast og ud, rid stormen af og folket vil klare sig.
Hvis USA er meget heldig, så vil Obama - der altid opfører sig som en nystudent, der altid står frem for at bevise hvor dygtig han er - denne Obama vil måske kunne lære at undgå de værste internationale fælder og faldgruber.
Hvis vi er heldige.
Hvis ikke vil USA igen blive som under Carter - i Iran, som med Rusland, Mellemøsten og FN. Det er de steder hvor Jimmy Carter virkelig fik nogen på tuden. Derefter gav han Republikanerne skylden for sine fejl.
Sammen med Yasser Arafat og palæstinenserne vred Jimmy Carter armene om på israelerne flere gange og endelig fik han den såkaldte fredsaftale som bare aldrig virkede. Han modtog Nobel Prisen fra den åndssvage Oslo Nobel Komite, men fik ingen succes overhovedet. Gæt på, hvem der fik skylden for de fiaskoer? Når nogen er mentalt ramt, har de kun en historie at fortælle uanset, hvordan virkeligheden så end er. De skal bare give skylden på andre for deres katastrofer -- alternativet er at give skylden til sig selv, og de kan de bare ikke få sig selv til.
Med Ruslands Breznev der invaderede Afghanistan efter han havde sagt til Jimmy, at det ville han ikke, og med Iran gjorde Jimmy Carter det muligt for at det værste tilbageskridt middelalderen med e Ayatollah Khomeine som anfører i overtagelsen af det land i mellemøsten der udviklede sig hurtigst og som blev ført det direkte tilbage til Stenalderen. Iranerne er i utrolig grad dygtige mennesker. I Vesten klarer de sig rigtig godt, når mulighederne ikke begrænses og deres liv ikke bliver undertrykt.
Men i selve Iran har de sidste tre årtier være smertefulde og pinagtige uden nogen grund. Krigen mellem Iran og Saddam Hussein kostede en million menneskeliv. Saddam ville ikke have angrebet Iran med Shahen som regent, fordi USA ville have støttet Shahen. Shahen ville ikke have sendt teenagemartyrer på motorcykler ind i minefelterne for at åbne en vej for sine angrebstropper. Shahen, på trods af alle sine fejl, var en modernist og ville have sparet sit folk for endeløs smerte og lidelse. Idag er Iran en model for moderne islamisme, men kun for vor helt Jimmy Carter. Nu truer Iran alle med atomvåbenfaren i Mellemøsten, der derfra kan sprede sig til hele verden.
Carter bryd sig ikke om Shahen, og tillod at han blev smidt på porten udfra en ren venstreorientet skyld over, hvad USA havde gjort mod Irans premierminister Mossadegh i 1954, tyve år før Carter kom til magten. Se denne artikel på synopsis
Læg mærke til hvordan denne venstreorienterede skyld er indarbejdet i "verdenssamfundet." Verden er ikke et "fællesskab," Det er en vildmark med masser af rovdyr. Venstreorienterede er ligesom den kvinde i Berlin's zoo der besluttede at springe ned i isbjørnenes indelukke og nærmest blev slagtet. Ønsker vi at forstå Vladimir Putin? Så husk på isjørnen.
Det vi kan betragte idag med Obama er en neurotisk tvangstanke der gentager sig. Alt det der ikke lykkedes for Jimmy prøves der nu på, igen med Barry O. De skal nok vise sig at de heller ikke virker nu. Kun en tåbe ville det overraske.
Obama er Carters naturlige efterfølger. Lige nu ligner han Jimmy Carter Jr. med endog endnu mere selvretfærdig arrogance og endog endnu mere åbenbar dårskab, og man må sige det er noget at en præstation. Åh jo, han er sort, hvilket fryder medierne, fordi vore mediers tågehoveder altid forveksler symboler med indhold. Men at være sort er kun facade. Det er ingen garanti for noget som helst. Man må være tåbe hvis man mener det modsatte.
Blot det at være vor første sorte præsident kan ikke frelse Obama fra konsekvensen af hans arrogance. Det vil heller ikke redde landet. Undskyld. Virkeligheden har nemlig altid den afgørende stemme.
Vi kan nu komme til at betragte en administration der lever mere i en fantasiverden og i mindre grad på Planeten Jorden -- den ægte jord der ikke er en fantasidrøm af Moder Gaia. Vi har aldrig før set en mere mentalt udfordret magtgal samling af uskyldigheder i udlandet. Deres fejltagelser vil afspejle deres arrogance.
Denne selvbevidste og spankulerende Obama hob er et naturligt offer for alle snydepelsene i verden - og det er næsten det samme som alle ægte fjender af USA og den vestlige civilisation.
Sådan er det bare. Du kan ligeså godt vænne dig til det, fordi enhver terapeutisk indblanding kræver først og fremmest at man får realitetssansen tilbage. Prøv bare at lytte til de høje bumpelyde når de rammer murene.
Vi kan forudse at Obama administrationen vil ramle ind i problemer fordi de har fremført planer der er selvmodsigende og dømt til fiasko. Vi kan også vide hvad der vil ske når de virkelig fejler. Så vil de skyde skylden på de voksne. Det er nemlig det sådanne mennesker gør. Det er sådan de bevarer deres selvbevidsthed i lyset af gentagen fiaskoer.
Spørgsmået er ikke, "Vil de kaste skyklden på alle os andre?" For det er de jo nødt til.
Snarere er det modne spørgsmål: Hvordan kan vi beskytte USA og den civiliserede verden, selvom de ledes af mentalt forstyrrede Keystone Cops?
Her følger blot et lille eksempel, en tilsyneladende lille fejl, men dog illustrerer den fint denne administration. Det er PR katastrofen med at flyve Air Force On lige hen over Frihedsstatuen, men et F16 lige i halen. Det er rigtige fly med rigtige opgaver. De er ikke fremstillet blot for at give nogle flotte billeder. Det er åbenbart det Det hvide Hus tror deres formål er. Det er ligesom knægten der gerne vil køre farmands bil, fordi det er bare så sejt. Overflyvningen gjorde New Yorkerene forskrækkede, som alle med blot en smule omtanke ville kunne forestille sig i forvejen. Det hvide Hus er undtagelsen.
Konklusion, PR hensyn og et magtsygt mentalt udfordret Hvide Hus forkastede bare al sund fornuft. Lyder det ikke som behov for terapi? Vi ved at Det hvide Hus blev rådgivet om, ikke at foretage dette PR-nummer. Men gode råd har ingen virkning på mennesker der kun har lyst til at slå hovedet ind i muren. Hvis det så bare var det eneste elendige PR-nummer fra Obamanistaerne.
Men PR er yderst vigtigt for dem. Det er sådan de mener de vandt; og med så mange stemmer, så var det også tilfældet. De er optaget af PR. De græske søjler af flamingo (ved partikonventet) var endnu en dumhed. At afgive løfte om at standse havenes stigning var endnu et. Michelle Obamas 540 dollars tennissko som hun bar ved et velgørenhedsformål for fattige endnu et. Ipod'en til Dronning Elisabeth og det dybe buk for den saudiske konge yderligere to. (Også gaven til Gordon Brown med dvd-filmboksen, som ikke kan spilles i England - synopsis-kommentar) Faktisk så har Obama holdet konstant overgået sig selv i PR-numre. De har en forkærlighed for det. Det er en del af deres forudsigelige neurose. Og med tiden når mennesker forstår, hvorfor vil de ramle ind i en mur af offentlig latterliggørelse. Sig selv vil de aldrig grine af, eller indrømme deres arrogance og dumhed. De kan kun tromle lige frem, og derfor ramle direkt ind i den der mur. Igen og igen.
Når det sker så vil resten af os være klar til at påpege det åbenbare. Det er allerede ved at ske. Forvent dog ikke hurtige resultater, men husk blot på at virkeligheden altid får det sidste ord.
Her følger blot et lille eksempel, en tilsyneladende lille fejl, men dog illustrerer den fint denne administration. Det er PR katastrofen med at flyve Air Force On lige hen over Frihedsstatuen, men et F16 lige i halen. Det er rigtige fly med rigtige opgaver. De er ikke fremstillet blot for at give nogle flotte billeder. Det er åbenbart det Det hvide Hus tror deres formål er. Det er ligesom knægten der gerne vil køre farmands bil, fordi det er bare så sejt. Overflyvningen gjorde New Yorkerene forskrækkede, som alle med blot en smule omtanke ville kunne forestille sig i forvejen. Det hvide Hus er undtagelsen.
Konklusion, PR hensyn og et magtsygt mentalt udfordret Hvide Hus forkastede bare al sund fornuft. Lyder det ikke som behov for terapi? Vi ved at Det hvide Hus blev rådgivet om, ikke at foretage dette PR-nummer. Men gode råd har ingen virkning på mennesker der kun har lyst til at slå hovedet ind i muren. Hvis det så bare var det eneste elendige PR-nummer fra Obamanistaerne.
Men PR er yderst vigtigt for dem. Det er sådan de mener de vandt; og med så mange stemmer, så var det også tilfældet. De er optaget af PR. De græske søjler af flamingo (ved partikonventet) var endnu en dumhed. At afgive løfte om at standse havenes stigning var endnu et. Michelle Obamas 540 dollars tennissko som hun bar ved et velgørenhedsformål for fattige endnu et. Ipod'en til Dronning Elisabeth og det dybe buk for den saudiske konge yderligere to. (Også gaven til Gordon Brown med dvd-filmboksen, som ikke kan spilles i England - synopsis-kommentar) Faktisk så har Obama holdet konstant overgået sig selv i PR-numre. De har en forkærlighed for det. Det er en del af deres forudsigelige neurose. Og med tiden når mennesker forstår, hvorfor vil de ramle ind i en mur af offentlig latterliggørelse. Sig selv vil de aldrig grine af, eller indrømme deres arrogance og dumhed. De kan kun tromle lige frem, og derfor ramle direkt ind i den der mur. Igen og igen.
Når det sker så vil resten af os være klar til at påpege det åbenbare. Det er allerede ved at ske. Forvent dog ikke hurtige resultater, men husk blot på at virkeligheden altid får det sidste ord.
Andre artikler af James Lewis ved klik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar