4. Juli. Hyldest til Frihed

Identifikationens værksted

Bill Whittle

Her følger en lang 'afhandling' som er meget amerikansk, men samtidig gribende i sin gennemgang af vor identitet og vor civilisations fremtid. I anledning af 04.07.

I. Hjerteslaget:

Lad os være sammen nogle minutter. Langt væk fra Hollywood, langt væk fra Amerika, langt væk fra den vestlige tradition. Lad os sætte os i midten af et mørkt krater på Månens Sydpol. Læne os tilbage og se ned, og tilbage i tiden og lad os betragte civilisationernes fremkomst og deres fald på Den Store Blå Kugle.

Hvis du kunne se den menneskelige aktivitet og opfindsomhed, hvis du kunne betragte digtekunsten og lægekunsten som gyldne lyspunkter i frygten og overtroens mørke da ville du meget snart erkende en rytme: En puls, et hjerteslag - Civilisationens Hjerteslag.

Det begynder i Landet Mellem Floderne - et sted kendt, af indbyggerne dernede som nutidens "Irak,"men i al den tid som der har været EKG blev det kaldt "Babylon" og derpå Mesopotamien."

Kulturen voksede til større oplysning og velstand og derpå døde den pludseligt bort. Derpå lidt mod Vest. Nildelatet kom i blomst, nåede et højdepunkt og faldt. Derpå Grækenland, et kort enestående udbrud som et stærkt lysglimt i et sort værelse, der stadig er for dine øjne længe efter at det forsvandt - så hurtigt. Rom. Konstantinopel. Arabien. Italien, Spanien. Frankrig. Storbritannien - med Storbritannien, denne udladning af arkitektur, lægekunst og demokrati tæt forbundet, som i et ægteskab, med videnskaben og dampkraften, der i bogstaveligste forstand genskabte verden.

Fra dit sæde i det frosne, knastrørre månegrus vil du kunne se det samme mønster, den samme puls, det samme hjerteslag: En langsom rolig fremkomst fulgt af et brat, ufatteligt hurtigt styrt ... og derpå århundrer, eller endog millennier af mørke, frygt, overtro, sygdomme og uvidenhed før udladningens gnist igen sker et andet sted.

En ting har disse mønstre tilfælles; En langsom begyndelse, faldet forekommer at være brat, og i hvert tilfælde kan vi se en mangel på mod og styrke. Denne kommer ikke fra 'pøbelen,' slet ikke fra det almindelige folk, derimod fra de herskende, filosofferne de mest velhavende og veluddannede, der i deres velstand og narcissisme, som i selvoptagethed og i jagten på fornøjelser og som i kedsomhed eller selvbedrag beslutter at åbne dørene til byen på vid gab for barbarerne udenfor, mens den jævne mand stadig står på bymurene parate til at dø for folkets sag.

Nu befinder vi os altså her i Amerika, arvingen til denne stolte tradition, med et ben i hver lejr i den selvsamme cirkel, i sit farligste og vanskeligste øjeblik. Set ud fra enhver målestok er Amerika så langt det mest strålende oplysningens lys som verden nogensinde har set. Jo, og jeg kan også bevise det.

Sean Penn skrev fornylig en artikel for Huffington Post, i hvilken han beskrev Amerika som et land omtrent som alle andre, uden noget særligt krav på ære og med virkelig en overflod af synd at sone. Han havde besøgt Cuba og Venezuela og var blevet 'oplyst' af eftertænksomme humanister som Fidel Castro og Hugo Chavez, han bønfalder sine landsmænd om, at give socialismen en chance, og at USA skal indtage sin retmæssige plads som blot en af de 200, eller der omkring, andre medlemmer i verdens store familie. "Viva Amerika!" skriver Penn. Ironisk nok mener han det ikke ironisk.

Ved at læse hans bemærkelsesværdige og lange artikel kom jeg ved, afslutningen af den, øjeblikkeligt til at huske på Lincoln, der engang skrev, "Han kan med så mange ord sammenfatte de mest ringe ideer hos noget menneske jeg har mødt." Sean Penn er ikke kun, måske en af de mest talentfulde skuespillere i min generation, ... han har også modet til at stå frem og åbenlyst sige, hvad så mange i Hollywood egentligt og virkelig tror på.

Heri ligger problemer. Fordi, som Sean Penn, næsten hele filmindustrien består af mennesker, hvis intellektuelle, argumenterende og analytiske evner er åh så dybsindige og så lidt til. Hollywoods Sludrende Klasse foragter Onkel Sam, men de er forelsket, åh så forelsket i Tante Amerika.

Hollywood's Sludrende Klasser er fuldstændig helt og aldeles og i bemærkelsesværdig grad forkert på den. Heri ligger kilden til en lurende tragedie så omfattende, at det ville kræve tusinde film blot at give et omrids ...hvis det ikke var for den kendsgerning, at hvis Hollywood, som det er nu, fortsætter med at foretage sig det det gør uden modstand, da vil der ikke komme flere film, fordi der ikke vil være elektricitet.

II. Forandreren:

Amerika er den største nation i Verdenshistorien.

Denne udtalelse - uigendriveligt sand, skal vi snart erfare - fylder mig med en stolhed så stor at jeg knap kan komme gennem Nationalhymnen på Dodger Stadium uden at få tårer i øjene ved den ærefrygtindgydende rækkevidde og den ærefrygtindgydende omkostning ved at nå dertil.

Overvej dette:

Militært, man kan ikke finde magen til på verdensscenen, men heller ikke magen til i historien. Utvivlsomt er denne mastodont den mest venlige dominerende magt som verden nogensinde har set - og det uden at overdrive.

Overvej den moderne historie, som mange betragter som værende tiden efter 2. Verdenskrig. Ved slutningen af 1945 var det kun Sovjetunionen der var den eneste militære magt af nogen virkelig substans der var tilbage, og selvom de havde enorme troppestyrker og tanksenheder havde de ingen flåde og intet luftvåben der var værd at tale om. USA besad, intakt, den mest respektindgydende, kamphærdede flåde verden nogensinde havde set. USA besad B-29 bombefly der kunne gøre himlen sort i antal. Det besad, som den eneste, atombomben og viljen til at benytte den.

Betty Davis at the Hollywood Canteen

USA kunne have plantet sit flag, hvorsomhelst det ønskede det og ingen ville være i stand til at gøre noget ved det.

Hvad benyttede vi så dette kæmpearsenal af våben til? Vi ophuggede skibene, stækkede vingerne på vore ubetalelige bombemaskiner og begyndte verdens største demilitarisering i verdenshistorien.

I alle årene efter, uanset hvad Michael Moore kunne finde på at sige fra komforten i sit redaktionskontor, har USA anvendt sit militær som svar på agression - ikke for at skabe agression. Berlin, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Polen - alle under Sovjet - det vil sige den kommunistiske - venstrefløjs - agression. Spørg en 17 årig, der er blevet indoktrineret med Hollywoods opfattelse af Amerika som en allestedkæmpende tyran, hvem der påbegyndte Korea krigen, eller Vietnamkrigen eller Nicaragua eller nogen af de andre steder, og jeg vil vædde en Xbox 360 Elite på, at han ikke vil svare at det faktisk var den verdensomspændende socialisme, men at det var Amerika. Oplys dem om, at det var kommunisterne der påbegyndte Korea og Vietnam og stort set all de andre krige, og de vil højst sandsynligt spørge "hvad er en kommunist?" Når jeg tænker over det vil orker de vel knap nok at spørge.

For de som føler at det engang så ædle Amerika er afgået ved døden, da lad os tale lidt om sidste gang vi hørte om "Imperialisme" og "en krig om olien." I 1991, efter at have ødelagt den hær Saddam Hussein sendte ind i Kuwait for at stjæle, voldtage og myrde, sad USA alene og uudfordret på toppen af planetens rigeste oliefelter. Hvad gjorde USA? Slukkede brandene og tog hjem.

I modsætning til nutidens drejebogsforfattere, der mener om dem selv, at de er intellektuelle og kreative giganter er nogle af os ydmyge nok til ikke kun at læse historien, men faktisk også forsøge at forstå den på et grundlæggende niveau. De af os der faktisk kender mennesker i militæret, mennesker som forsker i våben og strategier, forsyning og taktik kan fortælle dig, at en krig om olien indbefatter placeringen af en væbnet styrke rundt om fjerntliggende oliefelter, at give omfattende luftstyrkedækning til de væbnede konvojer til havnefaciliteterne og derpå afsendelse via US tankskibe eskorteret af flådeenheder ud af regionen. Intet at dette er selvfølgelig sket. Det der skete er, at vi har ofret over 4000 liv for at bygge skoler og hospitaler og for at beskytte et folk mod deres egne trosfæller, andre muslimer, der har bevist dag ud og dag ind, at de agter at dræbe så mange børn som de behøver for at terrorisere deres eget folk til underkastelse.

Den histore er der åbenbart ingen der har interesse i i dagens Hollywood.

Økonomisk er USA - og vil vedblive med - at være verdens motor. Der er blevet gjort meget for at afhjælpe den nuværende økonomiske nedsmeltning, men ethvert upartisk syn på resten af verden, afslører at deres økonomier har fået et forholdsmæssigt større slag end vi, og hvis historien er nogen målestok - og det er trods alt den eneste vi har - da vil vi også komme os hurtigere. I de sidste tyve år er næsten halvdelen af verdens befolkning - Indien og Kina - blevet løftet ud af stenalderens mørke, af en håbløs fattigdom og ind i næsten det samme lys som de der bor i Malibu og Pacific Palisades tager for givet. Dette var ikke et resultat af omfattende regeringsinitiativer; snarere modsat - disse initiativer har nemlig og vil fortsætte med at holde hele befolkninger i en tilstand af mentalt slaveri og afhængighed. Næ, dette det mest bemærkelsesværdige fremskridt i livskvalitet for mennesket på jorden er ganske enkelt på grund af, at Amerika har kanaliseret noget af sin imponerende velstand ind i vidensbanker i Indien og i fabrikker i Kina.

Hos venstrefløjen gøres det til et stort nummer ud af at 5% af verdens befolkning forbruger 25% af verdens ressourcer. Samme 5% har produceret næsten 50% af verdens velstand og rigdom i årene efter 2. Verdenskrig og nedgangen i den procentsats er blot en afspejling af den økonomiske vækst og velstand hos vore tidligere fjender og allierede, der nu har råd til til nogle årtiers socialisme, fordi de ikke skal betale for deres eget forsvar.

Dog er det forretningsfolk og "store selskaber," der uden ophør bliver fremstillet som skurke og mordere, når alt de har gjort er at forandre verden fra en tilstand af fattigdom til relativ sundhed og velstand. Du behøver ikke tro mig. Statistikker om livslængde, død på grund af sygdom og børnedødelighed lyver ikke. Det frie marked og det frie initiativ - med afsæt og forbillede i USA - har bragt nogle små smagsprøver til milliarder af mennesker på det gode liv som de liberale i Hollywood, så forblindet af hjerneblokeringer, at de i deres genindspilning af Kandidaten fra Manchuriet omskabte skurken fra at være kinesiske kommunister til Selskabet fra Manchuriet. Hvor ubegribeligt. Hvor patetisk. Hvilken mangel på erkendelse.

Videnskabeligt, teknoligisk og medicinsk er de afgørende epokegørende ideer i verden hjemmehørende i USA, i overvældende grad. At 5% af verdens befolkning kunne fremkomme med sådanne forbavsende gennembrud i viden, medicin, landbrug, måleudstyr og grundforskning, må være så imponerende for det sind som er åben og blot vil at læse een side.

Hvilket indskrænker antallet af åbne sind en hel del.

Hvert år skriver videnskabsfolk over hele verden undersøgelsesrapporter. Disse papirer giver igen videnskabelige hædersbevisninger. Det er retfærdigt at kalde disse hædersbevisninger for videnskabelige måleenheder, et middel til at vise, hvor megen skelsættende videnskab der forskes i.

En liste over lande viser at Kina er nummer 6, Frankrig nr. 5., derpå England, Tyskland og Japan der producerede, som nr. 2 på listen, 6.612.826 videnskabelige hædersbevisinger i en tiårs periode. I samme tidsrum producerede USA 39.027.838 henvisninger - mere end seks gange den nærmeste forfølger.

Alle de billeder af galakserne og stjernetågerne er blevet givet til verden på bekostning af den amerikanske skatteyder, og gennem de amerikanske genier der konstruerede Hubble og Chandra rumteleskoperne. Ethvert billede af Jupiter, Saturn, Uranus og Neptuns måner blev sendt til verden af amerikanske elever ved Cal Tech. Universitetsystemet i Amerika er en kilde til misundelse i verden. Intetsteds udføres der bedre videnskabelig forskning og intetsteds er der noget der ligner det antal af personer der modtaget doktorgrader for fremragende skelsættende videnskabelige og teknologiske bedrifter.

Det er dog ikke alt de modtager. De modtager også dødelige doser af anti amerikanisme og antikapitalisme, målrettet direkte og administreret af moralsk blinde charlataner som Howard Zinn og Noam Chomsky - mænd der gentagne gange anerkender "sandhedens relativitet" og som forvansker og udvælger kendsgerninger på så lemfældig og tilfældig vis og så skamløst at jeg vil parafrasere Mark Twain ved at sige, at ved at udelade Chomskys og Zinns værker, se det ville være et rimeligt godt bibliotek ud af et bibliotek der ikke havde en eneste bog.

Endeligt Kulturelt er det Amerika som verden betragter, som verden lytter til, som verden efterligner og kopierer i en sådan grad at selvmordsbombemændene har Lakers T-shirts på og de mest agressive anti-amerikanske europæiske unge ser ud som, og klæder sig som unge fra Compton eller Detroit.

Der var engang da Amerika sendte sine idealer og dyder ud til verden. Film som It's a Wonderful Life og Mr. Smith Goes to Washington, selv Star Wars og Spider-Man, var film om almindelige hæderlige mennesker - selvfølgelig amerikanere, trods alt var Luke Skywalker en bondeknold fra Iowa - der befandt sig på farefulde og onde steder og hvis grundlæggende hæderlighed var med til at forandre det forkerte i verden og genskabte en følelse af håb og optimisme, en følelse af, at vi er herrer over vor egen skæbne. Det er en tankegang så kraftfuld, at selv franske intellektuelle, der dengang som nu, ikke er i stand til at komme med en eneste positiv tanke eller holdning, kunne betragte det med forundrung og afsky, mens legioner af deres landsmænd flokkedes om at se disse film.

De dage er forbi. Nu sender Hollywood ikke længere Amerikas mytiske dyder ud i verden. Nej, nu er strømmen vendt. Nu har de store skabere i Hollywood travlt med at udstille Amerika i de intellektuelles anti-amerikanske hadske lys og som med stigende vrede sendes ud i resten af verden.

Af de seks krigsfilm der er produceret i løbet af de senere år er alle - på nær een - blevet de helt store fiaskoer. Der blev givet mange grunde til dette, men måske, så vil en dag selv en direktør i et filmselskab, mens han ligger i sin hængekøje på Cayman Islands, komme intellektuelt til et erkendelsens lysglimt om det som er så åbenbart for en farmaceut i Des Moines: At måske, kun måske, blev disse film fiaskoer ikke, fordi krigstrætheden eller fornægtelsen eller ganske enkelt dumheden hos store dele af den amerikanske befolkning spillede ind, men snarere - nu sidder du vel ned? - Fordi det meste af landet, ikke som Hollywood, har sønner eller døtre og fædre og brødre i militæret og har førstehåndskendskab til at de ikke er potentielle voldtægtsforbrydere, mordere, drukkenbolte, slapsvanse, tabere eller består af nedbrudte og traumatiserede børn, men består af de tapreste, bedst uddannede, de hæderligste og de mest ærværdige og de almindeligste mennesker i landet. Måske derfor, måske netop derfor, vil det måske gå op for den navlebeskuende, selvcentrerede minituøse hjerne, at den ene krigsfilm der ikke blev en fiasko, men en kæmpesucces, var den der fremstillede Marines som værende de gode, dem der vandt på slagmarken, som forsvarede deres folk og deres kultur trods umulige odds og som var fuld af den heroisme og offervillighed der engang var så almindeligt i denne by ... selvom de omtalte Marines havde lændeklæder og sjove hjelme på og gik til angreb med spyd og skjolde.

Hvis Amerika så blot ledte verdens militær i samme grad som det gør i dag, se det ville være historisk. At det skulle have såvel økonomisk som militær mulighed for det, og ville benytte det så meget mere i godhedens tjeneste fremfor det dårlige ville være unikt og forbavsende. At man kan sammenkoble militær og økonomisk styrke med et sådant lederskab indenfor videnskab og lægekunst er uhørt i historiens annaler og ubegribeligt for den der ikke er vokset op med det, som vi har, og har betragtet det med egne øjne.

Alt det jeg har nævnt er for blot at sige følgende: Jeg kender mit land og dets folk og jeg studerer vor historie. Det der gør Amerika så ekstraordinært er troen hos dets folk på, at det amerikanske særpræg er ekceptionelt. Det er ganske enkelt og let at forstå, hvis du benytter din egen sunde fornuft og eksemplerne i dit eget liv. Den der har tillid og dristighed foretager dristige og tilidsvækkende tng. Den der skammer sig er fuld af selvkritik? Hollywood som det er i dag benytter al sin enorme talentmasse til at forandre os fra første til sidste gruppe.

Amerika er ikke kun en smeltedigel, men en reaktor. Fra hele verden har mænd og kvinder vovet livet for at dykke ned i dette store eksperiment af frihed og individuel foretagsomhed, og resultaterne, udover al diskussion, har fremvist mere omsorg, mere sikkerhed, mere velstand og mere ægte lykke end noget samfund, eller kombination af samfund har fremvist i historien.

Stjerner, ligesom vor sol er også reaktorer: De enorme monumentale energier og trykket de genererer ville kunne få dem til at eksplodere i et millisekund, hvis det ikke var for en enkelt ting....den enorme tyngdekraft der holder disse kraftfulde atomer sammen og tøjler balancen af styrke og tryk der derved skaber alt lyset og liv i universet.

Den amerikanske reaktor af personlig foretagsomhed og ytringsfrihed ville også kunne eksplodere hvis det ikke var for denne ene ting: Den inderligste kærlighed til nationen, den der har bundet os sammen og sluppet det bedste i menneskejælen løs. Ødelæg den kærlighed til nationen og selve ideen om Amerika - for det som hun er, netop blot en ide om frihed og forfølgelse af lykken - eliminer denne kærlighedens bindende kraft og reaktoren vil eksplodere. Når den gør det så vil der ikke være mere lys - ingen lægekunst, ingen kunst og digtning, ikke flere iPhones og MRI scannere og flytrafik, ikke flere 5. og 1. Amendments rettigheder, ikke mere sikkerhed og fred... og faktisk ikke mere varmt vand i hanerne.

Ved at skære disse kærlighedens og stolthedens tråde over - som de elitære har skåret dem bort i enhver civilisation før os - og fra dit sæde på månen vil du kunne se de klareste lys i historien blinke og forsvinde. Resten af verden vil snart følge efter.

Du synes jeg overdriver? Hvornår er dette ikke sket i løbet af civilisationens hjerteslag? Vi befandt os engang blandt en familie af nationer der forpligtede sig til at kæmpe mod undertrykkelse i form af facisme og kommunisme. Nu, er vi sammen med en eller to andre, men i al væsentlighed - står Amerika alene - mod en flodbølge fra det 7. århundrede af undertrykkelse og underkastelse. Civilisationer opstår og falder. Barbarismen er evigvarende. Hvis du mener truslen ikke eksisterer og er ægte - da må du gøre dit hjemmearbejde bedre.

Hvor længe vil den næste tid med mørke vare? Et par århundreder? Alle de allerede nu tilgængelige redskaber for at opbygge en ny civilisation - kullet, olien, metallerne - alt dette er borte. Munke i stenklostre kan ikke bygge solceller. Hvis denne civilisation fejler, som så mange før den - på grund af en mangel på tillid til sig selv, da vil det måske vise sig at civilisationen, lægekunsten og videnskaben aldrig vil vende tilbage.

Sådan er tingenes tilstand.

Hvor - undskyld profaniteten - hvor ironisk er det, at disse fritænkere, de der er mest besluttede på at ville være i stand til at gøre det de har lyst til, nårsomhelst de vil, og uanset omkostningerne for dem selv ... hvor ironisk, hvor patetisk, hvor tragisk, hvor oprørende og i sandhed hvor vanvittigt er det dog ikke at de - de alene - nu kontrollerer mytologien og budskabet i vor identitets værksted?

http://bighollywood.breitbart.com/bwhittle/2009/01/08/the-workshops-of-identity/