En robust skuespiller er død

Karl Malden er død

John Nolte

Nogle af Jer kan måske huske 1999 Academy Awards, det år da den store Elia Kazan endelig fik sin hæders-Oscar. Beslutningen om at hædre Kazan blev mødt med kontroverser og vrede, især blandt de som roser sig af at være tolerante, åbenhjertige, nådige og tilgivende. Før Kazan blev klogere havde han nemlig flirtet med Kommunismen, men som sand liberal med et åbent sind, og efter at have erfaret Stalin regimets rædsler vendte han sig imod Kommunismen og begik derved en Hollywood synd, der er værre end at fremme en ideologi der er ansvarlig for hundrede af millioners død, han nævnte nogle navne.

Idet han udmærket godt ved hvad det ville betyde så var det Karl Malden, en tidligere Academy formand der foreslog og offentligt skubbede på for at Kazan skulle modtage den alt for længe ventende pris. Det sammen med et ægteskab gennem 70 år siger virkelig meget om denne mand.

Som skuespiller var han lige så imponerende. Hvis man skal beskrive ham enkelt så ville det være som en robust mand fra hverdagen, men det ville alt for let få en til at se bort fra den naturlige og meget ægte scenepræstation der gjorde ham til en af de meste genkendelige karakterer i landet. Malden arbejdede med noge at de mest kraftfulde skuespillere igennem de sidste 50 år, Brando, McQueen, George C. Scott, Burt Lancaster og alligevel faldt han aldrig igennem i deres selskab. Han vidste, hvordan man skulle betragte en anden skuespiller, han vidste hvordan man lytter, og dette gjorde at vi holdt øje med, hvad han nu skulle fremføre.

Hans stemme var karakterfyldt; det ene øjeblik dyb og rig på myndighed, men på et splitsekund kunne han tale ondt mod en Blanche DuBois eller på en morsom måde spørge efter Baby Doll

Malden havde karakterskuespillerens rækkevidde, men kunne også 'bære' en film så godt som noget idol, og i en karriere der varede over 60 år var det uundgåeligt med nogle svipsere, men man følte man altid var i godt selskab når han trådte frem på lærredet.

Maldens fremstilling som den dominerende, perfektionistiske fader af den virkelige baseballspiller Jimmy Piersall i “Fear Strikes Out” (1957) er den der skiller sig mest ud i min hukommelse. John Piersall var måske noget af et uhyre, men Malden lader os aldrig glemme at han også er en mand der mangler selvbevidsthed. Selv når han er mest grusom tillader Malden os at få ondt af faderen, der muligvis for sent vil vågne op til resultatet af hans opførsel, og når det øjeblik indtræffer, takket været en nuanceret og gennemarbejdet behandling af rollen, er det ødelæggende og uforglemmeligt.

En 2. Verdenskrig veteran, Oscar og Emmy vinder. Karl Malden døde i sit hjem. Han blev 97.

(Min største filmoplevelse med Karl Malden var i den fantastiske film 'Pansergeneralen Patton.' hvor han spiller general Omar Bradley, der forsøger at dæmme op for Pattons lidt for geniale indfald. Ja, hvem andre end hædersmanden Malden skulle kunne spille denne 'Soldaternes General.' Se den igen. Synopsis-olsen-kommentar. )

Andre artikler af John Nolte ved klik