Tilpasset historie: Obama manipulerer med fortiden så den passer til hans holdning
Hvordan præsidenten og andre revisionister tilskærer og strækker sandheden.
Dictionary of Classical Mythology
Præsident Barack Obamas berømte (eller berygtede) tale i Kairo den 4. juni, 2009 har været underlagt en gennemgribende undersøgelse af mange observatører og anerkendte politiske lærde -- og de har fundet den eksceptionelt mangelfuld. Den er gennemsyret med forvanskninger, opspind, huller, misforståelser, unøjagtigheder, løgne, overdrivelser og direkte fejlagtige historier. Der er næppe en passage der ikke har sin protesterende. Jeg har ikke pladsen til at gennmgå denne næsten-uendelige liste her - enhver med blot et rimeligt kendskab til historien eller med adgang til en søgemaskine kan gå den igennem, men jeg vil her give to eksempler på tilfælde af historiske fejl.
Som det er blevet gentaget mange gange er Obamas sammenholden med Islams "stolte historie af tolerance" der kan betragtes i "Andalusiens historie og Cordoba under Inkvisitionen" en gang sludder af alvorlig skala. Islam blomstrede i Cordoba mest i tusindeårhundredet; Inkvisitionen begyndte at kaste sin skygge i slutningen af det femtende. Hvis præsidenten kan smide fem århundreder væk fra den historiske kalender uden at blinke, da er man i sin gode ret til at stille spørgsmål ved mange af mandens andre udlægninger.
Mindre påfaldende men ikke mindre klar er hans 'fortalelse' vedrørende omstændighederne ved anerkendelsen af USA. Marokko var ikke det første land der anerkendte U.S., som Obama har misforstået eller med vilje påstår. Den ære går til Nederlandende, via den caribiske ø St. Eustatius, et år tidligere. Den 6. november 1776 med øens guvernørs bemyndigelse, Johannes de Graaf, modtog et amerikansk krigsskib der flagede med Grand Union Flag en kanonsalut, og således anerkendtes USA som en suveræn nation. (Nogle siger det var den danske ø St. Croix, havde gjort det adskillige uger i forvejen, men det er uklart). På grund af denne tilkendegivelse, lése majesté blev St. Eustatius efterfølgende bombarderet af briterne. Prisen den lille tapre ø betalte ville have været værdig at huske på.
Obama er et klassisk eksempel på en skummel og dårligt uddannet bedrager det er lykkedes at opnå enorm magt - ikke så meget forskellig, undtagen i det ydre, fra lad os sige, Venezuelas Hugo Chavez. Men Obamas iøjnefaldende uvidenhed, eller med overlæg omskrivning af den historiske beretning,er kun et udtryk for en meget større og faktisk ret så almindelig tendens til at omkonstruere fortiden med det formål at kunne benytte de dermed fremkomne mere brugbare fordomme. Det er dybest set blandt hovedårsagerne til at han blev valgt: Han afspejler såvel de kognitive fordrejninger og det misundelsessyge tankesæt hos det der er blevet kaldt "liberal" kultur. Og "Liberal" kultur i Vesten er omtrent det som det hele drejer sig om nu om stunder.
Vi lever i en æra, hvor de som faktisk har viden og har studeret historien er en uddøende art. I stedet omfavner vi "fortællinger" der er løsagtige med selv de mest fastslåede kendsgerninger for at kunne fastholde en fortolkning af de politiske og historiske begivenheder vi bryder os om, med andre ord for at styrke vore fordomme eller vore følelsesmæssige behov. Vi har ingen skrupler over at opfinde "sandheder" om nødvendigt, som efterlignede vi antikkens Prokrustes - tilpasset sandhed - givende efter for en tilbøjelighed eller en meget svag krystalkugle, - en landevejsrøvers metode.
Resultatet er, at krisen som Vesten befinder sig i det store og hele er en egen frembringelse og rodfæstet i den falske relation den har fået til historien. Som svar på de sammenfiltrede kriser i verden af i dag er der kommet en overlagt Prokrustisk tendens til at omfortolke fortiden således, at man simpliciferer eller forvrænger problemerne vi står overfor og er midt i. Således lægger vi fortiden i graven gennem de formodninger vi får præsenteret og forsætter derpå med at justere den til de nye dimensioner. Som en konsekvens er fortiden ændret så den passer til flertallet af Vestens fordomme, som på samme tid forekommer at give en forklaring på nutidens forviklinger - som af denne grund forbliver, selv når vi anstrenger os mest, svære at forstå og forbedre.
Denne proces som vi manipulerer det historiske dokument med er tveægget, på den ene side er der en selektiv opdeling i hændelser og perioder i en nations liv, og på den anden en med overlæg omskrivning af de dynamikker der skabte folket. Historien blive enten politisk forkastet eller strakt temmelig langt mytologisk. Denne dobbelte proces har vist sig meget effektfuld i skabelsen af en atmosfære af ugennemskuelighed og misfortolkning, der er med til at spærre for en nødvendig redigering af sind og hjerte, som det kan synes usandsynligt vi vil overvinde. Denne binære disposition er ingen steder så udbredt som i de populære forestillinger om Amerika og Israel.
Afkortning: Mange amerikanere der blev myndige i de "revolutionære" 1960'ere ser stadig deres land som undertrykkere af Vietnam og nægter at tillade at tro, at udenrigspolititikken og magtbeskyttelse kan have forandret sig i den forløbne periode. Andre lande holder fast i at rette deres hævn mod Amerika for fortidens synder. Under det ideologiske lederskab af Frankrig før Sarkozy - og med nogen opbakning af førende pseudo-lærde - var det USA som verden valgte at huske som en oprørsk britisk koloni der hensynsløst undertrykte den oprindelige befolkning i de territorier som de hævdede de havde krav på. At sådanne koloniseringsmetoder har været almindelige for hele den "civiliserede" verden, og altså også Amerikas mest umedgørlige kritikere tager man selvfølgelig ikke i betragtning.
Tiderne skifter ligesom de officielle regeringspolitikker, alligevel får Amerika ingen kredit for at standse det despotiske regime af massemordere som Saddam Hussein, for at angribe Taliban i Afghanistan og rydde op i al-Queda baserne og træningslejrene der truer hele verden eller for at komme de muslimske befolkninger i Kuwait, Bosnien og Kosovo til undsætning. At USA er den suverænt største bidragyder til FN's budget (se denne artikel på synopsis) og virkelig tog sin store del af hjælpeforanstaltningerne ved Tsunami katastrofen i Sydøstasien giver ikke aflad fra den universelle foragt. Ved at begrænse Amerika til en eller anden given periode i landets udvikling som nation, og derpå betegne det som en fastlåst identitet, kan den soi-disant (såkaldte) "oplyste" frie verden bare ikke acceptere, at Amerika under Reagan og i en vis grad under Bush, pére et fils (far og søn), har åbnet op for en ny æra i den globale strategi ved at gøre dets interesser nærmest identiske med dets værdier.
Selvfølgelig kan Obama faktoren forandre alt det igen og meget af verden vil kunne vende sig til Amerika så længe Amerika vender sig mod sig selv, ved at antage den afstumpede holdning hos Ameríkas udfordrere og antagonister. Faktisk er de fleste af os - ikke at glemme den nuværende præsident for USA, der repræsenterer ikke et land, men et parti - så gældsatte til et enkelt og foretrukkent syn på fortiden, at vi ikke formår at se fremtiden der så hastigt nærmer sig, og det truende. Der kan heller ikke være meget tvivl om, at hvis Amerika affinder sig med at få benene hugget af for at vi kan passe i den nuværende administrations ideologiske seng, da vil Amerika aldrig nogen sinde kunne kæmpe i verden med den ære og overbevisning der engang var landets skæbne.
Amerika er på nuværende tidspunkt ved at blive forkrøblet uden mulighed for helbredelse, frarøvet sine syv-mile støvler, og sin afbalancerede natur med at være en godhedens styrke i verden, der så hastigt bliver mindre og mindre ved de der vil forvandle den til en politisk og økonomisk ensrettet dværg. At ændre metaforen blot lidt så kan siges at Amerika er på vej til at blive som Europa, kastralsangeren i den geopolitiske opera.
For vridning: Israel er for sit vedkommende opfattet som en evig nær allieret med USA og handler som landets brohoved i Mellemøsten, og derfor males der med den samme politiske pensel til trods for den kendsgerning at slægtsskabet ofte har været anstrengt i årenes løb, og fornylig har været igennem en alvorlig tumletur. Man får det helt klare indtryk, at internationale journalister og venstreorienterede forfattere kan finde beviser på fælles amerikansk og israelsk skævhed i orakelknoglerne fra dysfunktionlle kulturer. Nogle fantaster går endog så langt som til at lave om på tingenes tilstand i deres så højt priste win-win forbindelse mellem de to lande, og betragter Amerika blot som en del af Israels politik. Men ulig Amerikas historie er Israels i stedet for at være fastlåst blevet bragt ud af facon, og genomdannet. For Israel er ofret ikke en vilkårlig fortid som det er fastholdt i, som det er sket med USA, men en imaginær fortid med hensyn til den formodede jødiske rolle i menneskehedens krønike.
Det kunne vi kalde misrepræsentation, sandheden vendt på hovedet, forvredet eller deformeret til en parodi på sig selv. Således er jøderne fordømte til at være indtrængere i et land som de uafbrudt har beboet i 3500 år. Endnu engang, er billedet af dem blevet retoucheret til en ondsindet karikatur af, hvem og hvad de virkelig er. Når det drejer som om "Palæstina" er det ikke så meget et land eller et sted som en opfindelse eller en myte. Palæstinensernes eksistens blev først anerkendt af de arabiske lande i 1974 ved Rabat Topmødet. Den historiske beretning viser endegyldigt ikke alene, at der aldrig har været en Palæstinensisk nation, men også at der ikke er nogen palæstinensik etnicitet - i den betydning som en jødisk eller tibetansk etnicitet har - og at der ikke var en politisk gruppering kendt som "Palæstinensere" før efter 1967 krigen.
Samtidig er jøderne blevet undsagt som dræbere af 'Gud' for det som var en romersk administrationsbeslutning, ligesom de får skylden for at fordrive palæstinenserne, en omfattende forvridning af, hvem der strømmede ind i regionen under Mandatperioden, som et resultat af britiske administrative beslutninger (Balfour-deklarationen). Ved at låne en metafor fra Grant McCracken er den sande historie om Mellemøsten blevet til et "sunket skib" som nye arter og indbyggere etablerer sig ved - kun forsteningerne antages nu at være selve skibet. Man kunne gå videre og sige at en narrativ parasit har invaderet og omringet historien.
Som en konsekvens er det som ikke har sin berettigelse på det historiske plan kommet til at spille en central rolle i menneskehedens kollektive forestilling som værende en faktuel beretning om hypotetiske begivenheder. Så indgroet har denne mishandling af virkeligheden vokset sig, at det som faktisk skete ofte opfattes som en indbildning af den ene part: For eksempel har Holocaust aldrig fundet sted. På lignende måde er der næsten ingen erkendelse af den kendsgerning, at verden profiterer i allerhøjeste grad af israelske innovationer indenfor teknologi, medicin og landbrug, områder hvorpå Israel er verdens førende (se denne artikel på synopsis og bliv forbavset.) Men at indrømme dette ville jo også ryste myten om jødisk og israelsk nedrighed.
Her befinder vi os altså i dag, delt mellem to ideologiske fastlåste opfattelser af det historiske arkiv. Der er den umiddelbare fortid, hvor Amerika, af masser af mennesker, ikke får lov at undslippe eller forvandle sig skønt nutiden kun har meget lidt til fælles med den umiddelbare fortid. Og så er der den fabrikerede fortid som Israel og jøderne som et hele er blevet knyttet til af menneskehedens store masse, som igen har ført til en ensartet opfattelse af nutiden, hvad enten det drejer sig om Mellemøsten eller den helt store verdenscene. På disse to strengt afskilte opfattelser af fortiden opererer man med en specifik bundethed og på den anden side det helt modsatte, hvilket igen har mudret nutiden og kompromitteret fremtiden, noget vi alle må betale for. Således er det, at enten er det den selektive hukommelse eller den kunstige hukommelse, der berøver os evnen til at at få en autentisk fornemmelse af verden. Beklageligvis er vi blevet ofre for de to hovedveje af forvridning af det historiske register, opdeling i småbidder og revisionisme.
Filosoffen Ludwig Wittgenstein definerede verden som "alt det som er tilfældet." Dette er ikke mindre sandt vedrørende den historiske beretning om alt der var tilfældet. Men hvis vor kundskab om historien forbliver defekt, ufuldstændig, forurenet eller konstrueret - hvis den enten er amputeret eller blevet oppustet for at passe til "tilfældet," for at passe til en forberedt jordbund - da kan vi kun forvente at lide under, hvad vi så skamløst har forsøgt at genskabe. Ironien er ikke til at tage fejl af. Ved at følge en anden dagsorden fremfor at søge at finde kendsgerninger der faktisk passer på "tilfældet," hvilket vil sig redigere virkeligheden så behøver vi ikke at være tvunget: Vi placerer os på eget initiativ på den Prokustriske seng.
Resumeet og den fulde historie, den tidlige renselse af uønskede elementer og den hele og fulde beretning sker altid på betingelse af den nuværende omskrivning. Enten som årsag eller virkning går dårlig historie hånd i hånd med dårlig tro. Med endnu værre resultater.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar