Månelandingens betydning her 40 år efter
Der var den forudsigelige festivitas her fornylig ved 40 års dagen for det første menneske på Månen. Lige siden 20.juli 1969, har politikerne lavet et mantra udfra denne historiske begivenhed: "Hvis vi kan landsætte en mand på Månen, så kan vi...." De sidste 40 år har bevist, som om vi havde brug for endnu et historisk bevis, at fantastiske teknologiske fremskridt ikke er en garanti for andet end gerningen i sig selv.
Jeg glæder mig lige så meget som enhver amerikaner over Neil Armstrongs berømte første skridt på vor planets største satelit, men jeg ved også at der en meget større fare i gigantiske fælles triumfer. Fremskridt, af en hvilken som helst slags, i livet er sjældent fremkommet ved at enorme antal af regeringsarbejderne og gennem offenlig betaling har forpligtet sig til en storslået plan. Problemet er at det som er stort og det som er synligt alt for ofte bliver til vor opfattelse af virkeligheden .
Det betyder dog ikke at historiske kendetegn som Mount Rushmore, brødrene Wrights første flyvetur, Empire State Building, Golden Gate Broen og det Transatlantiske kable ikke var storslåede bedrifter, men disse var i det store og hele fremkommet gennem privat initiativ - undertiden med et element af regeringsstøtte - finansieret gennem de frie privat finansmarkeder, og ikke bygget, betalt og drevet af forbundsregeringen.
Apolloprojektet er et eksempel på, hvad Amerika kunne gøre samtidig med at en krig udkæmpedes, i dette tilfælde Den Kolde Krig, Månelandingen beviste, mere end noget andet, at USA ubetinget var den førende teknologiske nation i verden. I den globale konflikt betød den første Måneladning en hel del for vort land.
Holdningen at dette "beviser" at regering kan foretage storslåede ting, hvis vi blot alle arbejder sammen er imidlertid håbløst forkert. Under 2. Verdenskrig gjorde Amerika noget der kunne forekomme umuligt ved dusinvis af projekter. Vi byggede Libertyskibe i et afsindigt tempo og enormt antal. Vi bragte P-51 kampflyet fra design til produktion på nogle få uger. Vi byggede en fissionsbombe næsten i total hemmemelighed og benyttede dette våben til at udslette to japanske byer.
Nazisterne formåede også at skabe nogle, nærmest mirakuløse, ting under krigen. De første objekter i det ydre rum var V-2 raketter. De første jetfly blev bygget af nazisterne. Tyskland konstruere styrede missiler, ægte "amfibie-undervandsbåde" (ikke kun u-både) og havde endog færdige, fuldt brugbare planer for rejser i rummet. Burde vi hylde dette?
Hvilken afskyelig tanke! 2. Verdenskrig med alle den ufattelige lidelser - Shoah, Bataan Dødsmarchen, Udsultningen af Leningrad, de systematiske voldtægter gennemført af Den Røde Hær på næsten alle kvinder mellem Vistula og Elben, brandbombningerne af Tokyo og Hamburg, og så alt det andet - kunne bringes til ophør ved en ekstraordinær fælles arbejdsindsats af millionvis af mennesker. Men at se tilbage med nostalgi på det svarer til at se længelsfuldt tilbage på Den Sorte Død.
Det samme kan siges om politikere der siger "Vi har brug for en Marshal plan.....(fyld selv resten ud- til hvad)." Marshal planen var en enorm og kompetent menneskelig bestræbelse, der skulle lindre de ubegribelige lidelser der fulgte efter det kontinentale slagteri som 2. Verdenskrig var i Europa. På sammme måde var Rum-kapløbet et resultat af en ægte frygt for Sovjets magt. Vi kunne,og vi var stolte i sejrens stund, men sunde og humane mennesker burde have ønsket, at regeringen i Sovjet, efter Stalins død, ville have udviklet sig til et fredeligt demokrati.
Det vidunderlige ved den amerikanske drøm er ikke at det kunne vinde symbolske sejree såsom Månelandingen samtidig med at en grum uerklæret krig mod en sjælløs fjende førtes. Den vidunderlige amerikanske drøm er at derimod, at man kunne modtage timillionvis af fattige, forfulgte immigranter fra Europa og Asien og på en generation eller mindre gøre dem til læger, videnskabsfolk, forretningsdrivende og opfindere der gennem deres opnåede frihed gav frihedens gode frugter tilbage.
Vi vinder vore krige - og Månelandingen var en del af en krig - fordi så mange ydmyge private borgere har overgivet sig selv til en ide, med ordene af Jefferson
"Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke. At for at sikre disse rettigheder er blandt mennesker oprettet regeringer, hvis retfærdige magt hviler på de styredes samtykke..."
Amerika var ikke en nation af faraoner der byggede pyramider der forbavser verden. Det var ikke et land i hvilket romerne byggede enorme monumenter med hjælp af slavehære for at sikre en Kejsers udødelighed. Det har ikke noget Kreml eller Den Store Mur. De få udsmykninger om individuel storhed - Washington Monumentet, og Lincoln Memorial - blev bygget årtier efter disse mænds død og er virkelig beskedne i sammenligning med den storslåede arv de efterlod.
Nu her 40 år efter Amerika vandt en stor taktisk sejr i Den Kolde Krig, da lad os fejre det på samme måde som vi gør med Midway eller D-Dag: En kæmpesejr gennem de gode mænd midt i krigens tragedie. Men lad os aldrig antage at magien ved Amerika er dets styrke til at vinde krige. Den ægte magi ved Amerika er dets styrke til at inspirere almindelige mennesker til at gøre det noget nær umulige i forsvaret af deres elskede land af frie mennesker.
Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie, and his recently published book, The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.
Andre artikler af Bruce Walker ved klik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar