| Lad os huske Ortegas Gulag | |
Præsident Obama sad roligt og udholdt en 50 minutter skinger tirade fra den socialistiske præsident fra Nicaragua, ved det 5. topmøde for amerikanske områder i Trinida og Tobago i april måned. Ortega fordømte det han kaldte et århundrede med "terroristisk U.S. agression i Central Amerika," og langede ud efter det amerikanske embargo overfor Cubas Castro. Han fordømte også det han benævnte som den "illegale" krig der blev ført mod Sandinisternes regime, som han var leder af, påført af de af USA støttede Contra-oprørere i 1980'erne.
Hvis Ortega er interesseret i historiske forelæsninger, så ville det være gavnligt, ved denne lejlighed, at genoverveje det marxistiske tyranni han engang stod i spidsen for - på dets barbariske og onde undertrykkelse af det nicaraguanske folk. Ved at gøre det vil det stå lysende klart, at USA ikke kun handlede rigtigt, men også ædelt, ved at støtte de Contra-revolutionære frihedskæmpere, hvis eneste formål var at befri nicaraguanerne for sandinisternes despoti.
Som alle andre kommunistiske rollemodeller indførte sandinisterne, da de greb magten i Nicaragua i juli 1979, straks et hensynløst diktatur for at fastholde deres strenge kontrol. De gik i Castros fodspor ved at oprette lokale spionnetværker. Hvert nabolag havde en Comité de Defensa Sandinista (CDS—Sandinist Forsvars Komite) der havde det samme totalitære formål som Cubas CDR og naziregimets naborapportører - skønt CDS's magt langt overgik den nazistiske model.
Ved at efterligne Stalin, Mao og Castro tog sandinisternes kontrollen over alt i landet. Den censurerede alle publikationer, suspenderede retten til forsamlingsfrihed og smadrede hensynsløst fagforeningerne. De overtog produktionsmidlerne og tilskyndelsen til udenlandske investeringer forsvandt. For at sige det ligeud, altså endnu et tyvende århundrede eksperiment med socialismen der udslettede en nations økonomi.
Nicaraguanere der forsøgte at beskytte deres ejendom blev fængslet og henrettet af de nye despoter. Ydermere ulig det autoritære, men ikke totalistiske regime hos Anastasio Somoza, som sandinisternes styrtede, lod de ikke de indfødte befolkninger ved Atlanterhavskysten i fred. På Khmer Rouge stil flyttede sandinisterne med tvang titusinder af Miskito indianere fra deres land. Ligesom Stalin og Mao, benyttede det nye regime hungersnød som våben mod disse "folkefjender." Sandinisternes hær dræbte og fængslede omtrent femten tusinde uskyldige Miskitoer. De sandinistiske forbrydelser indbefatter en kalkuleret likvidering af Miskitoernes ledere - som sovjetrusserne gjorde med polakker i forået 1940, ved Katyn skoven og andre steder, NKVD henrettede cirka femten tusinde polske officerer.
Sandinisterne skilte sig hurtigt ud som værende en af de værste menneskerettighedskrænkere i Latinamerika, ved at foretage cirka otte tusinde politiske henrettelser i løbet af den treårige revolution. I 1983, blev antallet af politiske fanger i det marxistiske regimes fængsler anslået til tyve tusind. Dette var det højeste antal politiske fanger på halvkuglen - undtagen er selvfølgelig Castros Cuba. I 1986 blev et nederdrægtigt og voldeligt 'forflytningsprogram' med tvang gennemført, hvor 200 tusinde nicaraguanere blev 'forflyttet' rundt om i landet. Dette monstrøse social-omforvandlings porgram inkluderede oprettelsen af "skydezoner" i hvilke regeringstropperne havde carte blanche til at skyde og dræbe enhver bonde de fik øje på.
Sandinisternes satte også tortur i system. Politiske fanger i fængsel, såsom Las Tejas blev konstant gennembanket, frarøvet søvn og fik elektriske stød. De blev rutinemæssigt nægtet mad og vand og indespærret i totalt mørke, små firkanter som blev kaldt chiquitas (små ting), hvis overflade var mindre end en kvadratmeter. Disse indelukker var for små til sidde ned i, helt mørke, og havde ingen sanitet og næsten ingen ventilation. Fanger blev tvunget til at stå op i lange perioder uden at kunne bevæge arme og ben, de blev låst inde i stålbokse og udsat for den tropiske sols fulde styrke; deres hustruer og døtre blev seksuelt forulempet mens de så på; og nogle fanger blev flået fra hinanden og huden flået af levende, inden de blev henrettet.
En sandinistpraksis var kendt som corte de cruz: en metode hvor fangens lemmer blev adskilt fra kroppen gennem træk og efterlod ham forblødende til døde. Resultatet af disse rædselsvækkende grusomheder medførte endnu en masse eksodus fra et land der var slaveholdt i kommunismen, med titusinder af nicaraguanere der flygtede og bosatte sig i Honduras, Costa Rica eller i USA.
Med sovjettisk og cubansk hjælp udviklede Nicaragua den største og bedst udrustede styrke i Centralamerika. Den forsøgte at eksportere dens marxistiske revolution, den udgjorde en alvorlig trussel mod stabilitetet og demokratiet i hele regionen og således også USA. Som svar støttede Reagan administrationen en gruppe af rebeller ved navn Contraer - som Ortega henviste til i sin smædetale ved topmødet. Contraerne var for de flestes vedkommende bønder under ledelse af tidligere sandinister, der følgte sig bedraget af det totalitære skifte i revolutionen. Deres eneste formål var at genindføre demokratiet til deres fædreland.
Nicaraguanerne var til sidst i stand til at fordrive deres undertrykkere . Den 25. februar 1990, efter massivt internationalt pres, og forgiftet af egen propaganda om deres popularitet holdt sandinisterne et valg. Presset fra Contraerne har også fået sin del for at det lykkedes at tvinge sandinisterne til at tillade, at deres eget folk kunne få lov at stemme, Det viste sig, at diktatorerne grundlæggende havde fejlet i at bedømme, hvad folket virkelig følte. Sandinisterne under ledelse af Ortega blev ynkeligt fordrevet fra magten af Koalitionen af Nicaraguanske Oppositions Partier, under ledelse af Violeta Chamorro.
Nicaragua blev selvfølgelig ikke helbredt i løbet af natten, men sandinisterne kunne nu ikke længere torturere deres egen befolkning med den totale magt. De sikrede sig selvfølgeligt, at deres marxistiske arv blev fastholdt ved hurtigt at "privatisere" de enorme ejendomsbesiddelser de havde konfiskeret under revolutionen. Men terror regimet var forbi.
Hvis Ortega ønsker at give historiske forelæsninger da er det på høje tid at en lektion der indeholder den hele historie, ikke kun retorik, om amerikansk "imperialisme" fortælles. Nu er tiden kommet til en ærlig genfortælling om hvem sandinisterne virkelig var og det tragiske kapitel de udgjorde i Nicaraguas historie.
Andre artikler af Jamie Glazov ved klik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar