Fusions energi
M. SimonDer foregår massevis af eksperimenter med fusionsenergi i verden som ikke får megen offentlig omtale. Blandt disse er Polywell Fusion. Det eneste du kan finde i aviserne er omtalen af de milliarder der er brugt på ITER eller milliarderne på Laser Fusion (se denne artikel) Små projekter som Polywell, hvor omkostningerne tælles i millioner, og hvor udsigterne for brugbarhed er ganske tæt på at lykkes (år modsat årtier) ser ikke ud til at tiltrække megen opmærksomhed fra giganterne i medierne.
Jeg har studeret Polywell Fusion Reaktoren ganske omhyggeligt siden november 2006 da jeg første gang så en video af Robert Bussard, opfinderen af Polywell Fusion Reaktoren, der holdt tale på Google. Talen varer 90 minutter og er fuld af fysik, detaljer om fremstilling, og udsigterne for fremtiden, hvis mekanismen virker. Imidlertid er der en meget kortere videosom er producveret af Daily Kos's Roger Foxder giver et godt overblik over teknologien. Videoen er ikke fuldsætndig teknisk korrekt i hver detalje, men den giver et ganske godt billede til de der mangler noget udi fysikken, matematikken og ingeniørarbejdet. Som du kan se er dette projekt ikke underlagt noget politisk. Jeg er fra højrefløjen af det politiske spektrum med en temmelig udbredt liberal orientering. Roger er selvfølgelig fra venstrefløjen. Roger og jeg kan være uenige om mange ting, men Polywell er ikke et af dem.
Der findes også andre ressourcer derude. Tom Ligon, et respekteret videnskabsforfatter, der arbejdede med dr. Bussard, skrev et stykke for Analog Science Fiction Magazine om Polywell Reaktoren der kan findes her. Tom lavede også en serie af videoer om Polywell og om hans arbejde med dr. Bussard. Du kan besøge min
IEC Fusion Technology blog der har nyheder, tekniske diskkussioner og adskillige gavnlige links i sidebjælken.
Det er så teknologien og en del af historien. Hvad er så udsigterne? Efter dr. Bussard dødei oktober 2007, har Nick Rebel ledet projektet for US Navy der foregår ved Bussards Company, EMC2, i New Mexico.EMC2har fornylig fået en ny kontrakt med US Navy om at fortsætte sine undersøgelser i et nyt eksperiment der skal kaldes WB-8. Finansieringen er kommet i stand under America Recovery and Reinvestment Act 2009. Det viser sig altså, at ikke alle penge er spildte. Ud af de 787 milliarder i støtte (Stimulus pakken)der er sat af, vil de 2 millioner dollars faktisk gå til noget meget nyttigt.
Rick Nebel har haft en vis indflydelse på det der siges om udsigterne for projektet og de eksperiments resultater der er opnået indtil nu.
"Der er intet der indikerer at det ikke vil virke," sagde Nebel. "Det er en helt anden udtalelse end at sige at det vil virke."
Det er så sandt så sandt. Disse eksperimenter er ikke garanterede. Som Albert Einstein sagde, "Hvis vi vidste hvad der virker, da ville vi ikke kalde det forskning ville vi? Hvad har Rick ellers sag tom sit arbejde?
Jeg tror vil vil få svaret om Polywell om 1,5 til 2 år. Jeg har ikke undersøgt MSimons design, men ved han har masser af fremragende ideer. Vi vil se nærmere på D-D Reaktorerne i løbet af de næste to år.
MSimon der henvises til er undertegnede. Og D-D er deuterium - deuterium reaktion der frigiver en masse neutroner. Grunden til at det er så lovende er at der sandsynligvis er nok Deuterium i verdenshavene til at Planeten kan køre på USA økonomisk niveau i en milliard år og at reaktionen muligvis kan tilpasses Polywell. Der er endnu en reaktor som de vil se nærmere på, hvis enheden virker, der kan producere en del færre neutroner der kaldes Hydrogen-Boron reaktion og ofte omtales i litteraturen som pB11 reaktion. P står for proton som er en ioniseret Hydrogen atom, og B står for Boron 11 som er en isotop af Boron. Jeg vil gerne kalde det for pBj reaktion for proton/Boron/joules. En joule er selvfølgelig en energimåleenhed.
Hvad er så fordelen ved Polyweel i sammenligning med alle andre varme fusions metoder der for tiden er under overvejelse? I masseproduktion vil reaktoren koste mindre end en brøkdel af de vi betaler nu pr. fremstillet watt og kan bygges til størrelser op til 100Megawatt, med en rimelig mulighed for en endnu større reaktor, hvis kravene opstår. Anlægget har potentialet til at være så let, at de kan benyttes i Rummet fra Jorden, og til rumdrivkraft. Jorden til Mars på 37 dage er en mulighed. Mindre tid end det tog at krydse Atlanten i 1492.
Sådan ligger landet. Med en omkostning på nogle få millioner og cirka to år mere med research, eller mindre, vil vi vide om vi kan benytte denne metode til at give vor civilisation energi i den næste milliard år. Og ikke kun Jordens civilisation. Spændende tider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar