Woodstock Autoritære
Bemærk, at mens venstreorienterede flyder over om den pludselige mangel på "anstændighed" i landet og om den indbildte spredning af nihilisme ved protester over hele landet, fejrer de samtidig denne måneds jubilæum for den gennemført tåbelige og ødelæggende Woodstock Festival. Pudsigt som de protesterende ved Woodstock var charmerende og uskyldige, ifølge deres moralbegreber, mens dagens omfattende møder på bypladser er anløbne for republikkens fremtid.
I sidste uge var der en artikel i Washington Post, midt i avisens fy-føj foragt for disse protesterende, af Jeanne McManus, der udbredte sig om "ånden" fra Woodstock. McManus huskede på en forspildt mulighed til at overvære denne glorværdige begivenhed dengang.
"En fyr jeg knap kendte" gav en "henkastet invitation," men McManus takkede nej, på grund af et redaktionsarbejde hun havde fået ti dage tidligere. "Da den der Folkevogns Bus rullede nordpå," følte hun sig fanget som i et aflukke, "iført nederdel, bluse, strømper og sko." Hun tilføjer som noget vigtigt, "kvinder kunne ikke have bukser på i det kontor. De kunne ligeså godt have bundet mig med reb."
"Jeg havde fået kørt mig selv direkte ind i en mur af forpligtelser og ansvar," sukker hun. Men i et øjebliks selverkendelse vedkender hun sig at hun "muligvis" ikke var klar til en "lang weekend med camping, kaos, våde soveposer, fester, sex, stoffer og rock'n'roll."
Heldigvis blev hun berørt af Woodstock's galskab alligevel siger hun: "Var Woodstock et fristed for de forkælede, selvovervurderende unge i 1969? Det mener nogle af mine venner. Men jeg tror, til Woodstocks fordel, at dele af den tossede verden, der blev brudt af, spandt sig vej ind i den større verden, især i den som jeg så pligtopfylende var med i; for omkring 10 år efter Woodstock var dens atmosfære stadig smittende."
Woodstock gjorde livet mere bekymringsfrit, hævder hun: "Efter Woodstock vidste vi at vi kunne efterlade bilen på vejen til en koncert, så blaffe en tur tilbage bagefter og stadig finde bilen ventende på os. Vi kunne møde frem uden billetter for at se The Who og på en eller anden måde alligevel finde vej frem til scenekanten der i mængden. Og bilen vi havde efterladt i grøften? Hvordan det skete? Ingen ved det og er også ligeglade ikke? Da vi kom tilbage til den hjalp folk os med at få trukket den op, som vi vidste de ville."
Woodstock verden, fortsætter hun, var en verden uden at ens identitet blev stjålet og bemærker derpå: "Undertiden forlod jeg hjemmet uden en plan, en bestemmelse, eller endog et kort. Jeg ville købe en envejsbillet og senere bekymre mig om, hvordan jeg kom hjem igen. En aften glemte jeg min fløjlspung i en frakke på en knage i en bar. Jeg nåede hjem før jeg opdagede det. Men huset var ulåst, så jeg havde ikke brug for en nøgle; min pung var næsten tom for kontanter og jeg havde ingen kreditkort - det havde ingen af os. Der var ikke noget der hed identitetstyveri. Jeg gik ikke engang tilbage efter pungen. Jeg havde jo intet mistet."
Det er helt ligegyldigt, at i modsætning til hendes paradisvision, står vi nu på ruinerne af de Woodstock-lignende eftervirkninger. Spørg en stofmisbruger hvor befriende det er.
I dag, takket være moralen, vil en pige der accepterer en "henkastet invitation" fra en fremmed være mere tilbøjelig til at ende som offer for en forbrydelse, end en ubekymret deltager ved en koncert. Og den bil der "stadig venter" for McManus? Ville den stadig gøre det i nutidens scenario? Næ nej, hun vil snarere se den er stjålet at stofmisbrugende tyveknægte. Hendes "fløjspung" ville højst sandsynligt være forsvundet, hendes ulåste dør stå åben og hendes indentitet stjålet i løbet af natten.
Venstrefløjens selvbedrag er uden grænser. Lystigt fejrer man den åndløse dog ikke mindre destruktive Woodstocknihilisme, mens man behandler skattebetalende borgere som nihilistiske ejendomsbesiddende forrædere, borgere der protesterer over at Staten overtager en sjettedel af økonomien i USA.
Bag de velpresssede jakkesæt hos den etablerede venstrefløj der nu tuder os ørerne fulde om dyder som "anstændighed" ligger en skjult Woodstock holdning, der endnu engang illustrerer at ingen er mere autoritær, end en succefyldt venstrefløjsdemonstrant. Og som fortalerne for de tidligere venstrefløjs revolutioner forstod, da ved de Woodstock autoritære, at de skal få årvågne borgere til at falde til patten og blive føjelige, for de mest gennemgribende revolutioner udføres ikke mod Statsmagten, men med den.
http://spectator.org/archives/2009/08/21/woodstock-authoritarians
Ingen kommentarer:
Send en kommentar