Fra socialist til Stalinist

Hvornår bliver en venstreorienteret stalinist?

James Lewis

Det første ord der rinder i hu om en "venstreorienteret" kunne være "godhedsfølelse." Det bedste tillægsord for en Stalinist kunne være "morderisk." Der er godt nok en enorm forskel. Nu vil jeg heller ikke forveksle en venstreorienteret der mener det godt med en Stalinist. Samtidig håber jeg, at vi derved kommer til at kunne få øje på nogen Stalinister der ville kunne benytte sig af bedrag, og lader som om de blot er venstreorienterede. Det er helt sikkert, at medierne ikke er interesseret i forskellen.

Udtrykket "Stalinist" er historisk retfærdiggjort gennem uigendrivelige beviser, herunder vidnesbyrd fra tusinder af tidligere Stalin kollaboratører. Så det er derfor ikke et spørgsmål der skal tages let på, så længe vi er omhyggelige med at adskille de ugendrivelige kendsgerninger fra de rene påstande.

Jeg begyndte, på venligste vis, at stille spørgsmål til de venstreorienterede jeg kender om deres troslære, uden at ville komme ud i en heftig argumentation. Jeg blev meget overrasket over, hvordan nogle af de ellers venlige mennesker jeg kender, faktisk undertiden kan tale meget 'morderisk.' Det ville jeg ikke have troet, fordi det netop er mennesker jeg virkelig holder af. De har en varm personlighed. I deres egen opfattelse mener de at de alle er drevet af kærlighed og lidenskab. Og dog, nogle af dem - helt sikkert ikke dem alle - synes at være klar til at ville hænge den syndebuk, der nu udstilles i medierne, i den nærmeste galge.

Jeg kender dog tillige en masse af de virkelig 'søde' og dumme venstreorienterede der er så desperate efter at være , åh så kærlige, at de sluger alt det vrøvl der fodres dem af medierne.

Det er altid godt at have bevisbyrden helt i orden, så man ikke kommer til at se Stalinister ved hvert eneste møde i Unitarernes Kirke.

Jeg mener ikke vi blot er i nærheden af et gulag i USA. Jeg mener dog det er vigtigt at vide at der findes ægte Stalinister derude - som der utvivlsomt var under Stalins trediveårige styre (1922-1953). Vi kender rent historisk at the Manhattan Project var gennemsyret af fysikere der viste sig at være Stalinister - såsom Klaus Fuchs, der overdrog atomhemmelighederne til Stalin, og som blev belønnet med et livslangt medlemskab af det Østtyske Politburo. Jeg har en fornemmelse af, at Saul Alinsky var meget tæt på at være Stalinist, som jeg vil forsøge at bevise. Disse er ikke blot imaginære kommunister der jo formodes at skjule sig under enhver paranoids seng. Disse mennesker var og er ægte. Hvor ville jeg ikke ønske det modsatte. Men undertiden må kan erkende de barske realiteter.

For cirka fem år siden udtrykte en elskelig dame på omkring 60 år det håb, om der dog ikke var nogen der ville myrde George W. Bush. Det overskrider enhver anstændig politisk debattone. Nu var udtryk for morderisk vrede just ikke usædvanlig under Bushårene. Mange af dem blev sluppet ud i luften. Mange af de europæiske medier gav udtryk for en morderisk vrede mod USA og George W. Bush i adskillige år. Forestil dig ikke, at de har ændret holdning, de er blot mere stille i dag.

Jeg har en formodning om, at ægte Stalinister dog er anderledes. Hvis man ser på optegnelserne over totalitære mord i det 20. århundrede på cirka 100 millioner der blev myrdet af kommunistiske regimer, og endnu 40 millioner af nazisterne og andre fascistiske partier, herunder krigsofre, så er der de der blev dræbt af strategiske grunde, og så er der de der blev dræbt af ren vrede. Stalinisterne dræbte strategisk, fordi de mente at massemord var nødvendigt for at indføre Paradiset på Jorden. De var ofte intellektuelle der ganske enkelt kom frem til den "rationelle" konklusion, at en hel kategori af deres medmennesker skulle dø, dog altid for et "højere formåls" skyld.

Det er rent bogstaveligt det argument vi kan se fra Karl Marx og fremefter. Jo, Staten kan hjernevaske børn fra den kapitalistiske klasse, selvom man kommer til at slå deres forældre ihjel. Nej, der er kulakker, der ikke kan tolereres i Sovjetunionen, og de skal derfor dø. Nej, der er ingen måde, hvorpå man kan forandre en jøde til et anstændigt menneske, det ligger altsammen i generne, og derfor skal man udryde dem alle for at forhindre at giften spreder sig.

Malcolm Muggeridge, der var Moskva korrespondent for The Guardian i 1930'erne har skrevet om sådanne koldblodige dræber typer i sin selvbiografi. Mange Stalinister var journalister, blandt Muggeridges kolleger i Moskva. De kunne se den af Sovjet fremprovokerede hungersnød i Ukraine, men de løj om det og benægtede at det skete overfor læserne i Vesten, og nogle af dem refærdiggjorde drabene for sig selv. (se evt. denne artikel på synopsis) Et forbavsende antal af "koldblodige" professorer" i Vesten var blot sådanne Stalinistiske "strategiske" typer -- mennesker der retfærdiggjorde massemord udfra det de anså som rationelle grunde. Mange af nazisterne var på den måde. Jo, at dræbe alle jøderne og sigøjnerne var et beskidt arbejde, men nogen skulle jo gøre det for at rense Herrefolket. Det var en strategisk vision, ikke et spørgmål om vrede eller blot had. (De strategiske mordertyper manipulerede til vrede og had for at få arbejdet gjort, selvfølgelig gjorde de det. Men mange af dem var koldblodige massemordere.)

Jean Paul Sartre var den type af Stalinist. Sartre var den mest populære filosof i Europa i sidste århundrede. Men han mente at Marxismen var vigtigere end Eksistentialismen, som var hans politiske varemærke. Sartre udgav et stærkt venstreorienteret tidsskrift i Paris, og det lykkedes ham at give støtte til både Jozef Stalin, da alle forstod hvad han havde gang i, og at skifte sin redaktionelle støtte til Mao Ze Dong da Mao begyndte at myrde millionvis af kinesere, sådan rigtigt for alvor. Det var jo blot noget der skete. Sartre var ikke en sentimental venstreorienteret. Han bedrog ikke sig selv. Han mente blot at massemord rationelt kunne retfærdiggøres for at fremme Folkets Revolution. Det var bare så koldhjertet ondt, langt mere nedrigt end det Helvede Dante har reserveret for almindelige mordere.

Når vi nu taler om lederne i kommunistiske totalitære regimer eller fascistiske regimer mennesker som Saddam Hussein, Stalin, Hitler, Mao og Pol Pot taler vi for det meste om strategiske massemordere. Jeg mener Kim Jong-Il meget vel kan være en strategisk massemorder i dag. Han betragter virkelig Vesten som de rene tåber gennem sin snedige handlemåder. Ingen tvivler på, at Kim direkte har været årsag til hundrede af tusinders død blandt sit eget folk gennem hungersnød, derved følger han blot Stalin og Maos eksempler. For Kims vedkommende mener jeg ikke det skyldes sindsyge. Det er sandsynligvis af ren og skær strategiske grunde. Efter Pol Pot endelig blev fanget, indrømmede sine misgerning og blev dømt, rapporterede New York Times, at han tilstod drabet på millioner af cambodianere, men at hans "samvittighed var ren."

Tænk over det. Mennesker som dem eksisterer og er kommet til magten. Napoleon havde den tankegang - på intet tidspunkt kunne han være i tvivl om at hans begær efter at erobre Europa ville ende med millioners død. Dog stod han i spidsen for en hyldende fransk parade, og bliver stadig fejret i Frankrigs historie. (Faktisk skrev Jacques Chiracs udenrigsminister en bog der hæderkronede Napoleon; hvilket blot er betegnende for Eurpoas herskende socialistiske klasse i dag.)

Saul Alinsky lyder som Stalinist i mine ører, skønt vi ved det ikke helt sikkert. Hans Rules for Radicals har alle de tricks der er blevet benyttet at pøbelvælde lederne ignnem historien for at ophidse folk, udvælge et offer og få vedkommende brændt eller hængt. Folkedrabet i Rwanda blev uomtvisteligt ledet af mennesker der benyttede disse oldgamle demagogiske tricks. I Syden benyttede de hvide pøbelbander en masse af Alinskys trick for at give magt til Jim Crow, og før den tid, til at holde de sorte i slaveriet gennem terror. Men Alinsky var strategisk i anbefalingen af sine regler - de var alle praktiserede "regler" der med overlæg benyttedes til at ødelægge "fjenden."

Nu ved vi ikke hvad Alinsky kunne have fundet på, hvis han virkelig var kommet til magten som hans kollegaer udi agitation i Rusland, Østeuropa, Mellemøsten, Afrika, Kina, Indonesien og Cambodia gjorde. Glem dog ikke at ti millionvis af mennesker blev dræbt i vor tid, ved at præcis de samme pøbel teknikker benyttedes. Vi kan stadig se dem i arbejde i adskillige lande rundt om på kloden.

Som Alinsky skrev i sin Rules for Radical:

"Det som følger er for dem der ønsker at ændre verden fra den nuværende tilstand til det de synes den bør være. "Fyrsten" blev skrevet af Machiavelli for magthaverne for at de kunne holde fast på magten. Rules for Radicals er skrevet for de uden magt, om hvordan de kan få den."

Det giver kun mening, hvis de tror at ti millionvis af dine medborgere er onde; at verden ville være et bedre sted uden dem. Alinsky lyder helt sikkert ikke som en "godhedsfølende" venstreorienteret, men snarere som en iskold, strategisk Stalinist. Jeg kan ikke bevise det - heldigvis - fordi han aldrig opnåede den magt han søgte hele livet.

Dog var Alinsky mentor for en hel generation af radi(g)kale, mennesker der nu står i spidsen for Det Demokratiske Parti, i medierne i USA, og på Vestens universisteter. Det er giftig plage der har inficeret vort politiske væsen. Vi skal holde ud imod dem, og aldrig blive som dem.

Jeg er ikke tankelæser, og det tror jeg heller ikke nogen anden er. Jeg kender ikke alle de inderste forbindelser i Obamas sind, eller hos Axelrod og Rahm og Ezekiel Rahm (som åbenbart er deres "ekspert" kilde til dårligdommene i amerikansk syndhedssystem.

Jeg har dog det indtryk at en anden af Alinskys elever, Hillary Clinton er blevet modnet en del af livet. Mennesker bliver trods alt alligevel voksne undertiden. Mennesker frasiger sig nogle af deres kedelige karaktertræk. Men helt sikker kan man ikke være.

Derfor vil jeg ikke nødvendigvis betragte Obama som en samfunds organisator på linje med Saul Alinsky. Men det ville være ufornuftigt at benægte at der er mange tætte og livslange forbindelser mellem Obama og de yderste venstreradikale, mennesker der er meget ældre og langt mere strategisk indstillet, end hverdags "følelsesgode" venstreorienteret. Det er de ægte Alinskyitter.

Stalin er død. Men Stalinismen lever, fordi den slags iskold, kalkulerende destruktive "idealisme" synes at appellere til visse personer. Stalinisterne har ikke længere medlemsbevis til CPSUA længere. De har ikke noget kendetegn - "Se, mor, jer er Stalinist!" Vi bør heller ikke forestille os at det er sådant. Vi lever under en Forfatning der udtrykkeligt giver ytringsfrihed og tankefrihed, selvom de ting kan være afskyelige i deres væsen. Tusindsårsrige fanatikere er ikke så usædvanlige i amerikansk historie. Dem har vi har haft siden vor begyndelse, og alligevel har vi beholdt vore friheder, de fleste af dem, levende og i god behold.

Derfor går vi på en tynd linje. Velkommen til anstændighed og civilisation. Vi fordømmer ikke mennesker på grund af deres tanker. Velkommen til en afbalanceret og sund verden, hvor vi konstant håber på det bedste - og dog ikke er blinde overfor menneskets kapacitet til at gøre det værste. Vi gør mennesker ansvarlige for deres handlinger, og ikke deres tanker. Tolerance betyder at man ikke overreagerer, selv ikke overfor skrupskøre mennesker.

Hvis vi mister den fine balanceevne mellem passende forholdsregler og overreaktion så underminerer vi vor civilisation. Så vi kan ikke tillade os at overreagere.

Hold ikke øje med kommunister under enhver seng, men vær ikke så tåbelig at ignorere de selvudnænvte Marxistiske Radikale der kun ønsker os det dårligt. Hav tillid til styrken og fornuften i det amerikanske folk. Spred sandheden, når du ser den, og lad andre udtrykke deres.

De Grundlæggende Fædre gjorde et godt stykke arbejde. Vi skal blot reparere på nogle ting. Vi har brug for at genopdage den åndsfriske presse der var amerikansk politiks kendetegn indtil monopolmedierne tog over, for omkring 50 år siden; men nyhedsmedierne er nu på hårdt arbejde. Jefferson, Madison, Washingtong, Franklin og Marshall var alle personligt bekendt med den samme type af mennesker som hos os i dag. Mennesket natur har ikke forandret sig.

I det sidste to århundreder har de største magtgalninge aldrig nydt en vedvarende sejr. Denne generation har sit eget møde med skæbnen, som John F. Kennedy engang sagde. Hver generation har holdt landet frit, og overladt et frit land til den næste generation. Det er også vort arbejde, og vi vil lykkes med det.