Faktisk er hele episoden endnu en i en serie af ydmygelser, små som alvorlige, der har skadet Amerikas prestige og overbevist landets fjender om at, at til trods for al vor magt, da er vi svage og sårbare.
Hvordan kan man ellers tolke den sørgelige opvisning af den engang værende leder af verdens mest magtfulde stat der flyver ind for at handle med et dysfunktionelt land der styres af en psykopatisk forbryder? Mener nogen virkelig at det viser stor styrke for Clinton at undskylde overfor en bølle på vegne af to amerikanere der er blevet arresteret og fængslet på et forkert grundlag? Styrker det ikke snarere Nordkoreas prestige at det har tvunget en repræsentant for amerikansk magt til at yde en tjeneste, posere foran fotograferne og småsnakke med en at de mest brutale diktatorer i nyere tid? Og gad vide hvilke andre koncessioner der er blevet lovet eller indgået.
At lovliggøre onde regimer og diktatorer og skabe en forestilling om lighed ved topmøder, konferencer og foto-setups, fremmer ikke vore interesser. Den symbolske ophøjelse af sådanne regimer er medvirkende til degraderingen af USA, for det vi anser som en demonstration af styrke - at vi kan løse alle uoverensstemmelser gennem samtale - det ser vore fjender som ynkelig vaghed. Trods alt, at bede om en tjeneste antyder altid underlegenhed som en afrikansk ordsprog siger, "Hånden der giver er altid over hånden der modtager." Det kan godt være vi har ubegrænset stor magt, men hvis vi viser at vi ikke vil benytte den, da er forestillingen om vor svaghed ligeså effektiv til at kontrollere vor opførsel som jetfly og tanks.
Der er nogle der kan argumentere for at vor styrke ligger i vore principper, såsom overholdelse af lov og en præference for fornuftige diskussioner om hvad magt er. Det er også sandt - men kun når det er klart at vor magt understøtter vore principper, at vi tror brændende tror på dem, nok til at benytte styrke, ikke for at få territorium eller velstand, men til at styrke vore principper og forsvare vor sikkerhed, når vi indser at de er under angreb. Men at tro at disse principper og holdninger kan stå alene uden styrkens garanti bagved er selvbedrag, af den simple gund at de fleste af vore modstandre ikke tror på netop disse principper. For vore fjender er de principper ikke selvindlysende som værende den bedste måde af leve på, og derfor skal vore modstandere tvinges til at respektere disse principper gennem handlinger fremfor end gennem ord. Prestigen ved vore principper afhænger af prstigen af vor magt.
Venstreorienterede har en anderledes syn på udenrigspolitik. De mener at vore modstandere er ligesom os, og ttor på de samme guder, såsom løsningen af en konflikt gennem fornuftige forhandlinger og derfor benytter de venstreorienterede sig af 'bordets' magt. De mener, at vort eksempel alene vil være tilstrækkeligt til at overbevise vore fjender om nødvendigheden af at forandre deres opførsel. Vi kan betragte denne indstilling i den nuværende administrations overturer overfor Iran. Mere samtale, mere diplomati, flere tilbud om forskellige handelsmuligheder der, mener man, vil overbevise mullaherne om at det er bedre, end det enorme boost i magt og prstige som ejerskabet af Atomvåben vil have.
Uden en troværdig trussel om magtanvendelse da betyder al denne diplomati intet for et regime der har foragter os. Hvorfor skulle de ellers fængsle tre af vore statsborgere? De ved de ikke behøver betale nogen pris for denne vanærende opførsel overfor os andet, end at vi vil tilbyde dem indrømmelser, materielle eller symbolske, og slutresultatet vil blive at Irans prestige som en magt der er villig til at stå op imod Den Store Satan og fremvise, endnu engang, vor svaghed og korruption, vil blive styrket.
Nedgangen i Amerikas prestige begyndte after slagsmålet om Vietnam, hvor en militærsejr blev forpurret på grund af en omfattende fiasko i at udvise nerve fra Kongressen og fra folket. Fire år senere bekræftede Iran denne vurdering af vor svaghed ved at gidselholde vore statsborgere i ambassade. I 1983 svigtedevi ved ikke at straffe Iran for landets hjælp til at hjælpe Hezbollah med at sprænge 241 af vore soldater i småstykker. Ti år senere løb vi fra Mogadishu efter at 18 af vore soldater var blevet dræbt, og igen lod vi vore fjender få den opfattelse at vi var færdige som stormagt.
I 1996 sammenkædede osama bin Laden helt klart al Quedas bombeangreb på amerikanere i Saudiarabien med det tab af prestige der fulgte efter de adskillige fiaskoer vi har udvist ved ikke at straffe fjenderne. I denne fatwa, begynder bin Laden med at svare på forsvarsminister William Perrys udtalelse efter bombningerne om at lektionen er "ikke at trække sig når vi angribes af kujonagtige terroriser," som bin Laden hånligt bemærkede var det rene bluff:
"Hvor var Jeres omtalte falske mod da eksplosionen i Bairut skete i 1983. I blev smadret til småstykker på det tidspunkt; 241 marinere blev dræbt. Og hvor var Jeres mod da to eksplosioner fik Jer til at forlade Aden (stedet i 1992 da al Queda bombede et hotel hvor US serviemen opholdt sig på vej til Somalia) på mindre en 24 timer!
Men det mest vanærende tilfælde var i Somalia, hvor - efter omfattende propaganda om USA's magt og det rolle som lederen efter Den Kolde Krig i Den Nye Verdens orden - da flyttede i titusinder af internationale styrker, herunder 28000 amerikanske soldater til Somalia. Imidlertid, da ti af Jeres soldater blev dræbt i mindre sammentræfninger og en amerikansk pilot blev trukket gennem Mogadishus gader da forlod i området skufede, ydmygede, besejrede og med Jeres døde. Clinton stod frem for hele verden med trusler om hævn, men disse trusler var blot en forberedelse på tilbagetrækningen. I er blevet ydmyget af Allah, og i trak Jer tilbage, omfanget af Jeres impotens og svagheder blev tydeliggjorte. Det var en "hjertets" lykke for enhver muslim og et hjælpemiddel for den "enhed" af troende nationer at se Jer besejrede i de tre islamiske byer, Beirut, Aden og Mogadishu."
Man skal virklig anstrenge sig for at finde et mere slående eksempel på, hvordan skaden på prestigen netop inviterer til agression, og hvordan smukke ord, der ikke er fulgt op af ihærdige handlinger skaber foragt hos vore fjender.
Nu lover en ny administration at gentage de samme fejltagelser; undgå at tage de svære valg og tragiske konsekvenser som en stormagt skal acceptere for at vedblive med at være en stormagt fremfor at stole på at vi gennem ord kan opnå de samme mål. Hvis denne politik fortsat hersker da vil forestillingn om vor svaghed meget let ende med at være langt stærkere end alle vore hærstyrker og våben.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar